At være er at gøre

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Det var efterhånden grundig koldt at opholde sig på Hogwarts udendørsarealer og man så folk i kapper og tørklæder, når man bevægede sig rundt ved søen eller nær godsforvalterens hytte, sådan som en lille, lyshåret pige havde valgt at gøre en sen søndag. Hun trådte forsigtigt rundt i det høje græs og nynnede en lille melodi for sig selv.

Det var naturligvis ikke et tilfælde at hun var der, men med et forstørrelsesglas i hånden kunne hun snildt bilde enhver ind, at hun var på ekspedition for at undersøge naturen og ikke i gang med at kortlægge sit overhoveds vaner. Hun nærmede sig vinduet til den lille hytte med blikket på græsset, men alt opmærksomheden på hvad hun kunne høre derindefra.

Tag: Shaun Segall `´ Attire: Here

[Shaun Blake Segall]

Shaun kom lige fra sin korte, og meget svævende, samtale med Annabel. Han var stadig i grumt humør, og vejret gjorde det ikke meget bedre. At gå ned til godsforvalterens hytte, virkede på en eller anden måde, som en god idé til at blive i bedre humør. Han anede ikke hvorfor. Kan hænde andre mennesker engang var gået herned for at blive i bedre humør. Han rodede sig fraværende i håret.

Skæbnen ville at han, da han vendte sig, for at lade blikket glide over godsforvalterens hytte, så hans kusine Paige Segall. Han vidste ikke om han skulle græde eller le. Et tørt smil rev sig hen over hans ansigt. Det var væk som solen kort efter.

”Åh, god eftermiddag Paige,” sagde han halvhøjt, i hendes retning. ”Ude at samle giftige urter?”

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Stemmen bag Paige, eller i det mindste ikke ligefrem i fokus, kom ikke som et stort chok for hende. Hun standsede op, rettede ryggen og anlagde et sødt smil til ære for forstyrrelsen.

Da hun vendte sig imod ham så hun således ud som om han var hendes yndlingsfætter og hun nærmest ikke kunne forestille sig noget bedre end at blive opdaget af ham der. At sandheden var en diamentralt anden var han udmærket klar over, men der lå en form for fornøjelse i at behandle ham overfladisk som om de var de bedste af venner. ”Kære Shaun,” udbrød hun med hovedet på skrå, før hun holdt forstørresesglasset op så han kunne se det. ”Kryb, naturligvis.”

Hun hævede begge øjenbryn og drejede sig en anelse fra side til side i en bevægelse, der var udpræget barnlig – som en lille dans på stedet, der ikke krævede at fødderne flyttede sig. ”Leder du efter noget at stikke næsen i?” Uskyldigt smilede hun, imens hun betragtede sin fætter og overvejede hvordan han ville have opført sig i samme situation som den lille Collins-dreng havde været i for et par dage siden.

Tag: Shaun Segall `´ Attire: Here

[Shaun Blake Segall]

Shaun kunne have brækket sig. Det er naturligvis løgn - Shaun Segall havde aldrig i sit liv kastet op. Hans forhold til Paiges familie, var præget af stilhed - hans del af familien havde meget lidt med dem at gøre. Shaun var blevet dybt chokeret, da han havde erfaret hvordan Paige havde placeret sig i verden. Han fremmanede, dog, et smil til hende. Et koldt, næsten arrogant smil, med øjne så stille og hårde som marmor.

"Kryb," sagde han kort. "Det kunne man have sagt sig selv. Du er glad for at færdes blandt kryb, er du ikke, kusine?" spurgte han, og kendte man ham ikke, kunne det have været et ærligt, interesseret spørgsmål. Men mellem linjerne lå adskillige bøger fulde af afsky og kulde, og Paige kunne sagtens fornemme det.

Hans smil blev større ved Paige spørgsmål. "Ih ja. Jeg leder altid efter noget at stikke næsen i." Kvalmefornemmelsen voksede igen frem, da Paige svang fra side til side, i en sukkersød dødsvals. "Jeg er meget interesseret i insekter. Tænk, hvepse kan hidse sig op til usandsynlige niveauer - de går løs på hvad som helst, uanset størrelse eller art." Han nikkede mod en hveps, der tilsyneladende havde set sig sur på hans støvler. Non-chalant trådte han på den. "Dumt. Kryb bør virkeligt overveje hvor meget de skal hidse sig op," afsluttede han fast.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Shauns reference til Giovanni og Jack var så komplet åbenlys, at selv den mest tomhjernede gås ville have opfattet den. Paige, der var en del mere intelligent end det, tog det til gengæld ikke videre alvorligt, at han stod og sammenlignede hendes to venner med insekter. Tværtimod smilede hun underholdt og slap en lille lyd, der mest af alt lød som et fnis, ud i luften mellem dem. Med hovedet på skrå og den lille, stillestående dans, betragtede hun ham uforstyrret, imens han både fornærmede og truede hende og de to drenge.

Først da han havde talt færdig, tog hun en dyb indånding, for at slippe den ud i et skuffet lille suk. Hun smilede stadig, rystede lidt på hovedet og så på ham, som man ville se på et lille barn, der skabte sig over noget helt tåbeligt. ”Søde fætter,” lagde hun ud i et lettere opgivende tonefald, der dog stadig bar præg af samme munterhed som før. ”Jeg kunne ikke være mere enig. Krybet burde se på sig selv, før de hidsede sig op over det, der er mere værdifuldt og værdigt. Hvis blot hvepsene forblev udenfor, frem for at trænge ind, for at tage hvad der retmæssigt er andres, så var der slet intet problem.” Hun holdt sin tryllestav op i den frie hånd og pegede den først imod Shaun, inden hun med komplet naturlighed vendte spidsen imod jorden og gjorde en ende på en lille myres liv, med en minimal eksplosion, der efterlod en yderst svag lugt af brændt kød i luften.

Tag: Shaun Segall `´ Attire: Here

[Shaun Blake Segall]

Shaun smilede koldt. Der var isnende stille, og luften var næsten afventende. Paige havde krydset en grænse, da hun havde trukket sin tryllestav, men Shaun var ikke en korsridder. Det passer naturligvis ikke - Shaun var så tæt på at være en korsridder som man kunne være, uden at være iført tøndehjelm og sværd. Alligevel forholdt han sig i ro. Han tårnede sig op over Paige, og følte et eller andet smertende og uædelt ved at være efter hende - det var trods alt ikke fair, hun værende nok så meget et fjols.

"Både mennesker og kryb kan undertiden gøre fejl. Eller opføre sig tåbeligt. Man bør give dem en chance i alle tilfælde - en bi kan nok stikke, men den kan også lave honning," sagde han, og følte at metaforen allerede var blevet åndssvag. Han holdt fast ved den, for god ordens skyld.

"Der behøver ikke være krig," sagde han, ukarakteristisk mildt, og i hans øjne var et glimt af medlidenhed.

[Paige Segall]

In the night, the stormy night
she closed her eyes and dreamt of paradise

Paige var ikke skyggen af bange for Shaun. Hun var magtfuld, intelligent, i stand til at forsvare sig selv overfor udefrakommende trusler og bestemt også fra dem, som hendes egen familie kunne præstere.

Løgn, løgn, løgn. Selvfølgelig var hun hverken magtfuld eller i besiddelse af evner, der gjorde hende stærkere end den ældre fætter, men det var rigtigt nok, at hun ikke var bange og det primært fordi hun reelt ikke forestillede sig, at han ville krumme et hår på hendes hoved. Det var alt sammen ord, trusler fra en uvidende dreng, der forrådte sin egen arv. Hendes ord var ikke tomme, men hun havde ikke tænkt sig at angribe ham her eller nu – og måske heller ikke nogensinde.

Det uskyldige smil stivnede lidt i engleansigtet, da han vendte tilbage til en gammel taktik. Det varede dog kun et splitsekund før hun igen var tilbage til den kvalmende sødme, der kendetegnede hendes mest farlige humør. ”Krig?” Hun hævede begge øjenbryn i komplet uvidenhed – sådan da. ”Hvem taler om krig, kære Shaun? Krig er kun er kun noget, der kan udkæmpes mellem ligeværdige.” Smilende igen, drejede hun sin tryllestav mellem fingrene, uden at slippe ham med blikket.

Tag: Shaun Segall `´ Attire: Here

[Shaun Blake Segall]

Shauns mundvige dirrede et øjeblik. Så nikkede han kort, og vendte sig om for at gå. Han ombestemte sig på halvvejen.

"Jeg begræder dit valg af ligeværdige. Det gør jeg virkelig," sagde han, og et glimt af oprigtighed var igen at spore i hans ansigt. Han smilede bittert, men han smilede dog.

"Vi ses Paige," sagde han mildt, og begyndte at gå væk fra hende. Denne samtale havde været oplysende, men skuffende. Hans øjne var tunge af vejret og alting. Han forsvandt i efteråret.

/out