Ingen Hjørneborde i Cirkelrum

[Amanda Byrnes]

Ravenclaws opholdsstue var så fantastisk højloftet og veloplyst og holdt i så velsammensatte farver, at man enten måtte føle sig komplet intimideret eller helt og aldeles hjemme. For Amandas vedkommende gjaldt sidstnævnte heldigvis og hun holdt meget af at spendere tid ved rummets små borde mellem store bogreoler og nørkle med nye besværgelser.
Denne gang, dog, havde en fin rynke tegnet sig mellem hendes øjenbryn og hendes brune øjne stirrede meget stift på en lille glasbeholder, hun holdt fast foran sig med den ene hånd. Den anden knugede en lille, rødbrun tryllestav. Selve beholderen indeholdt noget småt og flaksende, der stødte forvirret mod dens glassider i små bump.

Amanda svingede tryllestaven i små nette bevægelser. Først højre, så venstre, dernæst et lynhurtigt firetal i luften. Da hun havde gjort det et par gange, tog hun en dyb indånding og gentog bevægelserne netop som hun lettede på glasset.
"Propero!", sagde hun klart, omend i en tone som om hun skældte ud på det stakkels møl, og en gennemsigtig trykbølge skød ud fra tryllestavens spids. Hun havde ramt plet, det var hun sikker på. Og snartefter blafrede møllets vinger da også så hurtigt, at det skød ud af glasset og op mod det høje loft, hvor det eksploderede i en knap hørlig gnist og en lille røgsky. Amanda surmulede mens hun bladrede sine noter igennem med skrappe bevægelser.

[/justify]

[Adam Shaw]

Adam havde på det seneste valgt at opsøge en række forskellige medkollegianere - med enkelte, specifikke undtagelser - og spørge hvad de forventede af en vejleder. Derefter havde han i sinde at skrive alle tingene ned og vælge det han syntes gav mening. Adam vidste udmærket godt at han ikke havde svarene på alting, men ved at spørge de ofte langt kløgtigere elever omkring ham, kunne han i hvert fald hjælpe sig selv med at blive en optimal vejleder. Endnu en gang stillede han sig midt i opholdsstuen og så sig om efter nogen han ikke havde talt med, med sine 2 meter og sytten var det let nok at skabe øjeblik, men alligevel tog det ham et lille stykke tid at få øje på Byrnes var det vist i hjørnet. Han begav sig over imod hende netop som hun sendte hvad der lignede et lille insekt op og eksplodere i loftet. Adam hævede et øjenbryn, trak sin stav frem og rensede lige sodet af før han henvendte sig til den yngre pige.
"Ms. Byrnes er det ikke..? Har du tid til at tale med mig for en stund? Det vil højst tage ti minutter."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda så op fra sine skriblerier ved bordet. Og op, og op, og OP, indtil hun faktisk måtte læne nakken bagover for at se ordentligt på den ældre vejleder. Hun blinkede med øjnene et par gange for at tage det hele ind, men fyren, hun genkendte som Adam Shaw, talte venligt og høfligt, så hun lagde hurtigt ansigtet tilbage i passende folder. Passende folder var i hendes tilfælde mild irritation over at blive forstyrret midt i en ellers fast øvesession. Da hun havde hørt hans spørgsmål, slog hun et skrapt sving med tryllestaven og mumlede noget, der kunne have være cogito, hvilket sendte et lysende gitter frem i luften. Det havde skriblerier i flere af felterne som hun konsulterede med en mine som en verdenskvinde.
"Ti minutter? Mundtligt?"
Gitteret forsvandt og hun henvendte sig atter til Shaw med en anelse misbilligelse i stemmen, der dog heldigvis snart trak sig tilbage for et tøvende smil.
"Ja okay, det skulle der ikke være noget problem for. Hvad skal du bruge?", spurgte hun, denne gang en smule mere imødekommende, og rakte hånden ud mod en stol på den anden side af bordet.

[/justify]

[Adam Shaw]

Adam lagde armene over kors og betragtede den yngre pige kaste en magi han overhovedet ikke kendte. Fra hvad han kunne se var det en eller anden form for kalender eller skema men alene det at den skulle kunne huske ting, en besværgelse kunne huske ting, det var normalt kun noget man så patroni gøre og det var, så vidt han vidste, kun så længe de ikke blev fordrevet. Adam havde egentlig den fremtidige samtale og dens spørgsmål planlagt, men nu var hans Ravenclawgen blev vakt og tog et skridt tilbage så han bedre kunne betragte Byrnes, og hævede et øjenbryn.
"Hvis jeg lige må spørge først.." sagde han med en vis nysgerrighed "Hvordan fungerer din besværgelse der? Jeg tror ikke jeg har set den før. Er der en fysisk reference den henvender sig til eller kan den virkelig gemme data?"

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda havde allerede rykket sin egen stol et godt stykke tilbage, men fandt, at hun stadig måtte bøje hovedet bagover for at holde øjenkontakt. Så hun brød den og kiggede i stedet skiftevis på Shaws mave og på sine noter på bordet, mens hun forklarede:
"Det er faktisk ingen af delene.", begyndte hun med et glimt i øjet som kun Ravenclaws kan få, når de har fat i et særligt udfordrende emne.
"Min primære tanke var, at lave et brugbart skema, der hurtigt kan bringes frem og endda ændres. Det skulle gøres lettere end bare at have et stykke papir liggende, så det tog lang tid, før jeg havde en idé om, hvordan. Først tænkte jeg på at fremkalde noget, man allerede havde skrevet ned på pergament - med magi, som du selv foreslog. Men det ville gøre hele formularen overflødig. At gemme data er bestemt ikke let, og ikke noget jeg kan finde ud af endnu, men jeg kom til at tænke på forvandlinger, og hvordan de sværere ikke altid kan opretholdes uden konstant koncentration eller energi fra kasteren. Og så var svaret der! (hun slog ud med armene) Formularen selv er uhyre enkel; bare nogle få lys, der danner former og ord, og den kræver ikke ret meget energi. Så jeg nåede frem til, at hvis jeg hele tiden tilfører en lille smule magi til den, kan den faktisk 'huske' så at sige. Simpelthen fordi den altid er i brug. Jeg bruger så en sekundær formular til at få den frem i luften."
Hun måtte stoppe et øjeblik for at trække noget luft. Intet emne kunne så effektivt få hende i snak som magi, men det var nu alligevel snarere undtagelsen end reglen, at hun fyrede smører som disse af. Endda i Ravenclaws opholdsstue, hvor der ellers ofte var interesse nok.
"Det er selvfølgelig ikke optimalt... Endnu. Men jeg bliver ved med at arbejde på den, indtil jeg har fundet den perfekte løsning!", sluttede hun, denne gang med ægte, irritationsløs beslutsomhed i stemmen. Hendes hænder havde automatisk ryddet bordet mens hun snakkede og lagde hun sidste hånd på snorlige bunker af pergament og mugglerpapir. Atter kiggede hun op på Shaw, denne gang med kontrolleret forventning, som om det faktisk næsten var lykkedes hende at glemme, at dette ikke var deres oprindelige samtaleemne.

[/justify]

[Adam Shaw]

Adam nikkede imponeret af de ting Byrnes sagde, dels fordi at det var gennemtænkt og fornuftigt, dels fordi at han det var de færreste der kunne holde en permanent forvandling oppe, uanset hvor lille den så var. Det var svært ikke at se den yngre pige i et nyt lys nu, og Adam kløede sig tænksomt på hagen med to fingre.
"Det lyder rigtig smart.." sagde han med et venligt smil, og trak den anviste stol tilbage og satte sig med sine albuer støttende på knæene. Han havde mest af alt lyst til at tale mere om den ganske brugbare besværgelse, men uanset hvor meget hans vejlederhjerte ville det, kunne han ikke umiddelbart komme på en eller anden fiks løsning hun slet ikke havde tænkt på. Måske, hvis han fik nogle dage til at tænke over det, men indtil da var det nok bedre at holde sig til det planlagte emne.
"Jeg henvendte mig blot fordi jeg, som du måske ved, for nyligt er bleven valgt som Ravenclaws nye vejleder.." fortalte han roligt og kørte en hånd igennem sit hår for så at vende den tilbage til dens tidligere position, "..Og i stedet for blot at blive pointfratrækker og vejskilt for nye elever, tænkte jeg at jeg ville spørge mine medkollegianere hvad de forventer og hvad de kunne tænke sig at se i en vejleder, og så se om jeg kan udfyre min.." Adam tøvede et øjeblik og ledte efter et passende ord før han besluttede sig for: ".. praksis.. efter det."

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Shaws noget så venlige smil slukkede Amandas gåpåmod lige så effektivt, som hvis han havde pustet et lys ud i hendes hoved. "Rigtig smart"? Gu var det rigtig smart, det var mere end bare rigtig smart, det var næsten tæt på at være genialt i al sin enkelhed.. trods åbenlyse småfejl. Nu var Amanda dog ikke tidlig til at prale eller endda tale mere end nødvendigt om sine sejre - hun havde endog års øvelse i at holde tand for tunge - så hun nøjedes med at snerpe læberne sammen og nikke høfligt til hans kommentar. Et øjeblik havde hun troet, hun så nysgerrighed hos den ældre vejleder, men den slags gisninger kunne man ikke bygge en samtale på, så hun tav stille og lyttede til ham istedet. Det var jo i grunden også derfor, hun havde givet ham en bid af sin tid, måtte hun minde sig selv om.
Dog, da Shaw havde forklaret sit ærinde, og nu tydeligvis forventede et fyldestgørende svar på sit ikke-helt-direkte-stillede spørgsmål, forblev Amandas mund lukket. Hun kiggede på ham en lille tid med en følelse af at stå overfor en test, hun burde have læst op til, men ikke havde. Den følelse fik hun ofte. Sjældent i timerne på skolen (hvor det altid stod soleklart, hvad man skulle læse op til hvornår), men i fritiden, ofte i elevsammenhænge. Folk ville så gerne have én til at tage stilling her og lige nu og gerne for ti minutter siden og behøvede man virkelig tid til at skrive alting ned? Hun brød sig ikke om at blive hevet ud i den slags mærkelige situationer, bestemt ikke, hvilket muligvis kunne aflæses ud fra den rynke, der var vokset frem mellem hendes øjenbryn.
"Øh.", fik hun frem med en stemme, der lød mere konkluderende end egentlig nervøs eller usikker.
Det var ikke et særligt effektivt ord (lyd, virkelig), men det satte da en slags tankerække igang: Hvad vidste hun egentlig om vejledere? De viste vej, de var klar til at hjælpe, hvis man spurgte dem - ikke noget hun personligt gjorde sig ret meget i - og de fratrak points. Ifølge Rygtet havde Gryffindor-kollegiet havde vist også en tendens til at give dem en omgang (hvad det så end skulle betyde), hvis de mente, de blev for storsnudede. Ellers intet. Sandt at sige, kunne hun ikke se behovet for at ændre noget.
"Jeg kan ikke se behovet for at ændre noget.", konkluderede hun endelig med et lille skuldertræk, mens hun nu kiggede fra Shaws slips til vinduerne og tilbage igen.
"Jeg mener... Har nogen klaget? Fungerer det ikke meget godt, som det er?"

[/justify]

[Adam Shaw]

Det forekom Adam at hans emneskift og følgende spørgsmål faktisk gik den mindre pige ret meget på. Han vidste ikke helt om det var fordi hun gerne ville have snakket videre om sin besværgelse eller fordi hun var lige så uinteresseret i hans spørgsmål som en del af de andre folk han havde spurgt. Det var forståeligt om end lidt tragisk at de gik så lidt op i det, men han kunne jo godt se hvordan det ikke rigtig påvirkede dem. Desuden var det vel lidt som den følelse han havde oplevet kort forinden; det var ikke altid lige let at finde på noget genialt uden ordentlig tid til at tænke sig om.
"..Det var faktisk også min første tanke.. Hvorfor gå imod tradition.." indrømmede Adam og lænede sig lidt mere frem i stolen, "..Men tilsyneladende er der ingen reel konsensus om hvad vores pligter er, ud over de åbenlyse ved første skoledag og lignende. i stedet virker det bare som at man bliver kastet ud i det og så er det op til individet hvordan de vil gøre.. Og det er bare ikke særlig.. optimalt."
Uden han rigtig var klar over det var en rynke begyndt at dukke op mellem hans bryn og hans udtryk lignede til forveksling Amandas da han havde stillet spørgsmålet. Det var nemlig noget der havde plaget ham i et stykke tid; han havde intet imod at være blevet valgt som vejleder, selvom han stadig ikke helt forstod hvorfor. Han tog gerne den rolle på sig, han havde bare lidt svært ved at ingen rigtig kunne fortælle ham præcis hvad den indebar.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

"Hm."
Det var det første, det faldt hende ind at sige. Hun plejede at bryste sig af, faktisk at tænke over ting og ret hurtigt fange, hvis en noget fungerede dårligt eller var ulogisk. Men ikke denne gang.
"Det kan du selvfølgelig have ret i..."
Hun trak på ordene, mest for at give sig selv tid til at formulere noget, der faktisk var brugbart. Et blik på Shaws ansigt fortalte hende, at han sad i lidt samme situation. Så akavet og tænksom i sin alt for lille stol. Han talte ikke som en person, der var for lille til sin egen krop, men hun fik det indtryk, at resten af verden var for lille til den. Amanda tog sig selv i at prise sig lykkelig for tøj, der passede og dørkarme, der var lette at passere under og mindede sig selv om, at terpe en forstørrelsesbesværgelse med først givne lejlighed. Bare i tilfælde af, at hun nogensinde skulle snakke med Shaw igen.
"Altså, en vejleders opgave er vel egentlig bare at hjælpe, hvis nogen behøver hjælp, er det ikke? Jeg tænker på lektiehjælp, for eksempel, det kunne mange sikkert på glæde af..." (hendes toneleje var ikke direkte dømmende, men det blik, hun skødeløst kastede rundt i opholdsstuen kunne henlede til, at hun alligevel tænkte sit) "... Ellers er der vel generelle konflikter, der skal løses. Måske endda mobning, der skal stoppes. Og hvis vi skal tage udgangpunkt i selve ordet 'vejleder' kunne man måske sætte fokus på alt det der politisk furore, der kører for tiden (hendes umærkelige himlen med øjnene sagde noget om hendes afstandtagen fra hele dén side af skolelivet) og simpelthen vejlede og informere de yngre elever ordentligt om deres valg, før de bliver skyllet væk af en eller anden overbevisende taler eller noget."
Hun havde set det ske. Ikke direkte, men man opfangede alligevel en del ud af øjenkrogen (eller på natlige ture, man ikke officielt var på), og Amanda havde set en klassekammerat eller to blive hevet ind i noget, der ikke just virkede gennemtænkt. Hun rystede på hovedet en gang eller to.
"Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, der er ret mange vejledere, der tager deres job halvt så seriøst. Jeg tror de fleste praler af titlen, men ikke mere end det. Så jeg ved ikke, hvor stor en forskel det vil gøre. Sådan i det store hele.", sluttede hun, og kunne ikke helt stoppe en snert af respekt for den ældre fyr at snige sig ind i hendes stemme. Hun havde altid beundret dedikation, omend en ret specifik slags, der hørte til de færreste.

[/justify]

[Adam Shaw]

Adam fiskede en blok og kuglepen frem lige i tide til at fange det væld af den yngre pige kom med. Adam nikkede nu og da, sørgede for at smile opfordrende generelt og skrev ellers alt hvad hun sagde ned. Meget af det havde han selv regnet ud, eller var blevet sagt før men han måtte stadig indrømme at det var ret imponerende at hun kunne finde på så mange og så specifikke ting på en gang. Han ville ærlig indrømme at især hendes kommentar med politik havde hun slet ikke overvejet, men det var jo lidt relevant omend måske lidt svært i praktisk.
"Wow. Jeg kan godt høre at jeg skulle være kommet til dig med det samme." sagde han endelig da hun var færdig med at tale og klikkede sin pen sammen og lagde den i lommen, "Jeg havde aldrig overvejet at vejlede om politik, men jeg kan helt klart se fornuften. Så længe jeg ikke bliver tendensiøs og siger at alle bare skal melde sig ind i status quo."
Han fnøs lidt over tanken, men hvor enig han var med sit partis holdning kunne han stadig godt se sig selv anerkende at et andet parti var bedre for en anden person.

[/justify]

[Amanda Byrnes]

Amanda blottede fortænderne i et oprigtigt smil som tak for hans anerkendelse af hendes dedikation. Hun holdt meget af anerkendelse. Omvendt kendte hun ikke ret mange værre ting, end ikke at få den anerkendelse, man rettelig havde fortjent, hvis man virkelig havde gjort en nævneværdig indsats. Den slags skuffelse hørte dog heldigvis til helt andre historier end denne.
Smilet blev ikke længe på hendes ansigt, der lynhurtigt blev lagt tilbage i seriøse folder, mens hun kiggede indgående på Shaws eget ansigt - ganske vist flakkende til hans slips, hans hænder på knæene, vinduet og sine egne hænder, der lå slapt på bordet i mangel på flere aktiviteter at give sig i kast med. Men de flygtige blikke, hun kastede ham, var ganske gennemborende, endog nysgerrige. Hans fnys vidnede om en side bag høfligheden, hun ikke hidtil havde set noget til.
"Status Quo...", begyndte hun langsomt, "... Findes det stadig? Jeg troede, det havde været inaktivt i årevis. Jeg mener, jeg havde hørt..."
Men hun stoppede sig selv, for hvad hun end havde været ved at sige, var ikke sagens kerne. Sagens kerne var, at Shaw holdt med det parti, der stod for perfekt neutralitet (perfekt ugidelighed, hvis man skulle lytte til visse af de mere højlydte medlemmer af de resterende grupperinger) og hun vidste ikke, om det højnede hendes respekt for ham yderligere, eller smækkede ham et par point ned ad rangstigen.

[/justify]

[Adam Shaw]

"..At vi er passive, inkonsekvente og uden reelle holdninger?" fortsatte han hendes ufærdige sætning med et hævet øjenbryn. Normalt ville han, i den her situation, bare virke uforstående og betragte folk prøve at rode sig ud af den. Dels fordi det var sjovt, men primært fordi det satte ham i en form for magtposition over dem. Det havde han dog ikke tænkt sig at gøre med frøken Byrnes her, fordi hun ikke virkede som om hun ville have nogle kvaler med at sige tingene som de var.
"Status Quo har stået for mange ting.." forklarede han, bestem ikke første gang, "..Men vigtigst af alt for os er det at det her er en skole, og uanset ens holdning til blod og æt, skal det ikke gå ud over de andre elever. Det har tidligere tiltrukket folk uden nogen reel holdning til den ene sag de andre partier bruger al deres tid på, men i år åbner vi for alle der er imod de drastiske og inhumane metoder som.. "
Adam havde lige talt sig varm da en fornemmelse i hans baghoved fik ham til at pause og se på sit armbåndsur..
"..Og det var de ti minutter." sagde han og foldede sig ud af stolen og betragtede den yngre pige med et ulæseligt blik, "Jeg værdsætter dine inputs og håber ikke at du ser tiden som spildt.."
Og med de ord vendte han sig om for at gå.

[Amanda Byrnes]

Amanda havde ganske vist siddet og kæmpet mod trangen til lige at tjekke klokken selv med sin cogito-besværgelse, men efterhånden som Shaw begyndte at fortælle, mindskedes trangen til at bryde deres møde proportionalt. Hun fandt sig selv lyttende til hvert et ord om Status Quo partiet. Delvist fordi hun trods alt var Ravenclaw og dette var viden. Delvist fordi (og dette ville hun sent indrømme overfor selv den mest ihærdige udspørger) han faktisk havde en virkelig behagelig stemme. Men allermest fordi det gav så meget mening, de ting han fortalte. Også selvom de blev forklaret på 30 sekunder (hvis noget, havde forklaringens effektivitet kun en positiv effekt på den yngre pige). Hun fandt sig selv nikkende distræt og skyndte sig at tage sig sammen og se neutral ud i stedet. Hvis hun havde lært noget som helst af sine fem år på skolen, så var det, at man holdt hovedet nede, hvis man vidste, hvad der var bedst for én selv. Særligt hvis man i virkeligheden kun var kvart heks (hvis overhovedet så meget). Så Amanda gjorde sit for ikke at give denne politiske leder nogen gode idéer og...

Og det var her, Shaw pludselig selv brød sine ord og hun måtte blinke et par gange for at opfange, at hun faktisk alligevel havde lyttet interesseret og nu måtte skjule en vis skuffelse. Var han igang med at bruge hendes egen strikse skemalægning imod hende? Var det hele et klogt politisk trick? Hun kunne helt oprigtigt ikke vurdere det og kunne heller ikke stoppe sig selv fra at kigge skarpt på ham ud af ren frustration. Det var her, hun opdagede, at han allerede havde vendt ryggen til hende.
Amanda raslede lidt med nogle papirer og kiggede på vinduer og bogreoler og den plet af loftet, hvor hendes øvemøl havde mødt sit endeligt, i håb om at én af disse ting ville hjælpe hende til at sige noget klogt og smart, der ville give hende det sidste ord og stille hendes stolthed tilfreds.
"Hey, Shaw.", fik hun sagt i retning af hans upassende store figur, "Som vejleder skal du hjælpe os, ikke? (det var et retorisk spørgsmål, mindede hun sig selv om. De havde jo lige snakket om det, Amanda.) Så..." Hun kiggede tøvende ned på bordet og ville have forsøgt at opmønstre sit mest indsmigrende blik, hvis hun havde vidst hvordan, "Kan du sige mig, hvor jeg kan finde en boggart?"

[/justify]

[Adam Shaw]

Adam stoppede op med et smil og bøjede fingrene før han lagde sit ansigt i mere neutrale folder og han vendte sig tilbage mod Amanda. Hans hænder fandt hinanden bag ryggen og hans udtryk var modtagende og opfordrende. Da hun så endelig stillede det reelle spørgsmål, han havde ikke i sinde at svare på det retoriske, måtte han alligevel blinke et par gange. Det var ikke ligefrem hvad han havde forventet, men det var heller ikke noget man typisk blev spurgt om. Adams forvirring holdt dog ikke særlig længe før den blev udskiftet af en overvejende mine og et analyserende blik i retning af den yngre pige. Så vidt han kunne se var der kun to ting man kunne bruge en boggart til.. Enten ville man lave nogle informelle forsvarslektier, eller også ville man bruge den til noget ondsindet mod andre elever. Nu havde han ikke talt med Byrnes før, men alene fra samtalen kunne han lidt konkludere at hun ikke virkede tilbøjelig til sidstnævnte.
"Fra hvad jeg har hørt.." sagde han langsomt, "..Har der været en problem med at de slog sig ned i nogle af de gamle lokaler på sjette sal."
Han nikkede og sendte hende så et smil og et "..Hvis det var alt.." før han gik igen.

[/justify]

//out

[Amanda Byrnes]

Et øjeblik sad Amanda og kiggede efter ham, alene i sit lille hjørne af det cirkelrunde rum. Så rystede hun på hovedet, irritationen var tilbage i blikket, kastede sin cogito og tilføjede en note i ét af boksene for næste torsdag. Noget med sjette sal og gamle lokaler, som hun tilfældigvis faktisk kendte udemærket og endog kunne finde trods skolens mangel på logisk retning.
"Hm.", sagde hun med eftertryk, før hun lod det lysende skema forsvinde. Så begyndte hun at stuve sine mange papirer ned i den tilsyneladende tomme skuldertaske, hun bar over skulderen. Da bordet var tomt, rejste hun sig og begyndte at se sig om efter nye møl at eksperimentere med.

- the end

[/justify]