|
|
Post by Gareth Collins on Sept 17, 2012 19:40:14 GMT 1
Dark shines
Bringing me down
TAG - EMILIAOUTFIT Ved ulvetime i løbet af natten var der lydt et langt, højt skrig fra hospitalsfløjen da en af de indlagte elever vågnede fra sit mareridt. Det havde vækket sygeplejersken og hun havde nænsomt beroliget ham og siddet ved hans side indtil han var faldet i søvn. Drengen vågnede igen nogle timer efter, solen skinnede ind ad vinduerne, hvor et par støvfnug dansede rundt i lyset. Indtil sygeplejersken dukkede op lå han og tænkte over hvad det var han havde drømt. Han havde ligget i intetheden, uden gulv under sig, men alligevel havde der stået utydelige væsner over ham. De trykkede ham nedad og gjorde ham ondt, der var intet han kunne gøre og det var først da han vågnede med adrenalinen kørende rundt i blodet, at han begyndte at forstå at han ikke skulle dø.
Sygeplejersken afbrudte ham dog i hans tanker, hun satte en bakke med en skål havregrød og en kop te ved siden af hans seng og begyndte at drysse sukker på. Da hun var lige ved at stoppe fik han lige en ekstra tand og så hjalp hun ham op at sidde, så han kunne spise sin mad. Gareth ville selv styre skeen, men da han tabte den både første og anden gang, endte det med hun måtte hjælpe ham med at spise, da han slet ikke kunne holde ordentlig fast på den. Sygeplejersken gik med skålen og skeen da han var færdig og lod teen blive ved siden af ham. Klokken var kvart i ni nu og han lyttede med længsel til par elevers snakken og grinen, mens han håbede han ville få besøg igen i dag.
|
|
|
|
Post by Emilia Bones on Sept 20, 2012 10:11:10 GMT 1
beautiful sky where the sun and
[/size] MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size] Tag: Gareth • Outfit: Here[/center][/font][/size] Emilia var normalt et flittig, hårdtarbejdende elev, der altid fulgte med i undervisningen med stædig nysgerrighed, men nyheden om at Gareth var kommet tilbage havde effektivt formået at stjæle hendes opmærksomhed og havde hun haft timer mandag morgen, ville hun uden tvivl ikke have hørt et ord. Heldigvis havde hun fri og var slet ikke i tvivl om hvor hun havde tænkt sig at gå hen. Af samme grund bevægede hun sig med ukarakteristisk nervøse skridt ned langs korridoren der ledte til hospitaltfløjen og åbnede forsigtigt og lydløst døren. Der gik hun i stå og lod blikket løbe over den næsten mennesketomme hospitalsfløj, indtil hun fandt lige netop den løve hun ledte efter. Det føltes momentært som om hendes hjerte gik i stå og nærmest med det samme, meldte den svidende fornemmelse sig i hendes øjne igen. Med forsigtige, langsomme skridt bevægede hun sig ind i rummet, med et blik der svømmede og truede med at lave striber ned over hendes hvide kinder. Hun stoppede nogle skridt fra Gareths seng, næsten som om hun ikke turde træde tættere på. Det mentale billede af hans ødelagte krop hjemsøgte hende stadig og det virkede urealistisk at han rent faktisk lå der. Netop derfor blev hun stående på afstand og kunne ikke hindre tårerne i at løbe ned over sine kinder. ”Du er levende, er du ikke?”[/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by Gareth Collins on Sept 21, 2012 12:41:38 GMT 1
Dark shines
Bringing me down
TAG - EMILIAOUTFIT
Gareth havde taget fat i en af sine bøger da døren åbnede sig, han havde ellers besluttet sig for at få tiden til at gå med et eller andet, men da Emilia viste sig i døren, var der intet andet han havde lyst til end at snakke med hende. Han betragtede hende med et sørgmodigt og undersøgende blik, ikke helt sikker på hvad han skulle forvente af hende og fulgte hende med blikket mens hun gik.
At hun ikke kom tættere på end hvor hun stod nu, fik ham til at føle sig endnu mere håbløs, da han havde allermest lyst til at tage hendes hånd og give den et kys. Selvom det ville være umuligt for ham på dette tidspunkt. ”Jo… Emilia selvfølgelig er jeg det… Jeg ville aldrig forsvinde, ikke så længe du er her.” Sagde han med et smil der prøvede at opmuntre men fejlede helt.
”Jess og Hen.. De fortalte mig du.. Fandt mig..” Bemærkede han stilfærdigt og skævede op mod hende. Han vidste ikke om hun havde lyst til at snakke om det, men forsatte, da han havde noget på hjerte. ”Jeg er ked af at du skulle se det.. Hvad det end var.. ” Forsatte han med et tomt blik og så på bogen han sad med i hænderne. Det var virkelig ikke hvad han havde ønsket for hende og et eller andet sted følte han at det var hans skyld hun havde sådan et billede blandt sine minder.
|
|
|
|
Post by Emilia Bones on Sept 24, 2012 9:04:30 GMT 1
beautiful sky where the sun and
[/size] MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size] Tag: Gareth • Outfit: Here[/center][/font][/size] Emilia blev stående hvor hun var og stirrede på skikkelsen i sengen, der var så langt fra den ven hun huskede, med et skræmt blik i de svømmende øjne. Ved hans ord, bed hun ned i sin underlæbe og formåede, med langsomme, usikre skridt, at bevæge sig over mod hospitalssengen. ”Jeg troede ikke...” kom det spinkelt fra hende, uden hun kunne afslutte sætningen. I stedet slog hun blikket ned og strøg hurtigt sin håndryg over den ene kind, for at fjerne tårerne, der dog stadig uhindret blev ved med at trille. ”Jeg troede, jeg havde mistet dig,” kom det lavt fra hende og forsigtigt løftede hun hovedet igen for at se på Gareths afkræftede skikkelse. Tøvende rakte hun frem og strøg fingerspidserne let over hans hånd, inden hun endte med at tage helt omkring den. [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by Gareth Collins on Sept 26, 2012 11:36:14 GMT 1
Dark shines
Bringing me down
TAG - EMILIAOUTFIT
Gareth betragtede hende med et mindre smil på læben da hun kom nærmere, og ventede tålmodigt på at hun skulle forsætte. Selv når hun var ked af det var hun utrolig smuk, nærmest så magisk at han glemte alt det der var sket mod ham, som han i sidste ende slet ikke kunne huske. Han bemærkede ikke den kop te sygeplejersken havde stillet til ham, da han mest af alt havde lyst til at løfte sin hånd og tørre hendes kind, selvom det var umuligt for ham.
Løven blev helt varm indeni da hun lagde hånden om hans og et øjeblik befandt der sig et oprigtig smil på hans læber og hans øjne glødede af lykke. Han blev dog trukket tilbage til virkeligheden af realiteterne og kiggede undersøgende på hende. ”Så kan det ikke have været noget kønt syn.” Svarede han lavmælt og så væk fra hendes blik. ”Hvis du hellere vil være fri for at snakke om det behøver vi ikke” Sagde han og vendte blikket mod hende igen, med et prøvende smil. Han var i virkeligheden nysgerrig efter hvad hun havde set, men ville ikke presse på og ruske op i et eventuelt skrækkeligt minde.
|
|
