The world needs anger

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

I omtrent hele sin levetid havde Jess langt størstedelen af tiden ikke været til at slå ud af kurs. Selvfølgelig blev hun skide sur fra tid til anden, men der plejede ikke at gå mere end et par minutter før hendes raserianfald var overstået og hun igen var sit eget positive, kæphøje selv.

Dagen efter at Gareth ikke var vendt tilbage til opholdsstuen var tingene anderledes. Hun læste sedlen i opholdsstuen efter at have mast sig frem til opslagstavlen i mængden, der havde været på vej ned til morgenmaden, og hun stirrede sig i lang tid blind på det, der stod. Hendes puls havde siden det øjeblik været til at høre i hendes ører og hun forstod i allerhøjeste grad hvad udtrykket ”at se rødt” betød. Hun spiste stort set ingenting den dag, men beholdt blikket på en enkelt figur ovre ved Slytherins bord. Da han rejste sig op gjorde hun selv det samme. Hun tænkte ikke engang over det, da hun fulgte i hans kølvand med hastige skridt, for at følge med. Først da hun var ude for umiddelbar synsvidde af lærerne ved højbordet løb hun det sidste stykke og råbte hans efternavn efter ham. De var ikke alene, men yngre elever hastede væk, da der tydeligvis var en konfrontation under opsejling.

Jess var rød i kammen, men ikke af den mindste rest af skam. Hun var rasende og overbevist om at det var ham, der stod foran hende, der havde sendt Gareth afsted til Skt. Mungos, hvor han nu svævede mellem liv og død. Hendes Gareth, den tåbeligt naive dreng, der altid var med på de dummeste løjer hun fandt på, og som havde været forenden af deres Hippogrif sidste Halloween. Nu lå han på et hospital i London og hun havde fandme tænkt sig at hævne ham, koste hvad det ville. Hendes skarpe stemme vældede anklager og trusler ned over riddleren, og han så ud til at vokse i truende højde, klar til at slå ned på hende enten fysisk eller magisk. Hun så ingenting, fordi hun havde alt for travlt med at love ham at hun ville flå hans indvolde ud.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam havde egentlig ikke haft den store lyst til at spise morgenmad. Den anspændte stemning på skolen påvirkede hans appetit og humør lige så meget som så mange andre, men modsat folk omkring sig ved Ravenclawbordet, tvang Adam sig selv til at spise i hvert fald noget. Det var i forvejen svært nok ikke at komme til at gøre dumme ting, og det ville helt klart ikke blive bedre af at hans blodsukker var for lavt til at han kunne tænke klart. Han talte ikke med nogen under morgenmaden men det var ikke noget problem fordi de fleste lod til at sidde og være dybt optagne af deres egne tanker. Normalt var Adam ikke den type der lavede madkamp i storsalen, men alligevel savnede han den livlige stemning.
På sin vej ud af salen kunne Adam ikke undgå at høre hævede stemmer. Umiddelbart ville det betyde at han skulle gå i modsatte retning og han var da også lige ved det da han kom i tanke om vejlederskiltet på hans bryst. Med et opgivende suk banede han sig vej igennem først de flygtende elever og så igennem tilskuerne indtil han trådte ud og så.. En gryffindorpige og en slytherindreng, i en situation der kun kunne eskalere derfra. Det var kun alt for tydeligt hvad pigen, der vistnok var quidditchspiller, havde som bevæggrund og Adam rullede med øjnene. Så var det allerede gået i gang. Det virkede ikke lige umiddelbart som om der var nogen måde at nå til en fredelig konklusion på, så Adam blev næsten nødt til at gøre noget han ikke orkede. Med et dybt suk fiskede han sin tryllestav frem og udbrød tordnende: "Hvad foregår der her?!"

[/justify]

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Jess var på vej til at komme i seriøse problemer med Slytherineleven, der så ud som om han kunne bukke begge ender sammen på hende og kaste hende af helveds til. Han nåede i midlertidig ikke at gøre noget, før en dundrende røst afbrød dem begge to og Jessies skarpe stemme tav. Inden hun nåede at komme med nogen som helst forklaring, der alligevel bare ville have været en gentagelse af beskyldningerne, havde Slytherineleven allerede plapret et eller andet tamt af sig, der i al sin enkelthed gik ud på at hun fuldstændig uopfordret var begyndt at skrige af ham.

Kogende i hovedet af fortsat raseri tog hun straks til genmæle, uden at tage sig af at hun stod mellem to deciderede tårne. ”Det er fandme verdens største løgn! Uprovokeret! Det store, beskidte svin har angrebet Gareth! Alle ved at han hader ham!” Mentalt var hun omtrent to en halv meter høj og hun frygtede ingen af dem den mindste smule, vandt som hun var med altid at være beskyttet fra den ene, anden eller tredje kant. Hverken Siôn, Matt eller William havde dog hendes ryg længere og med Gareth væk var hun faktisk stort set løbet tør for sikkerhedsnet. At det så ikke var gået op for hende selv var en anden sag.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam kiggede frem og tilbage mellem de to. Det var umiddelbart ikke svært at lure nogenlunde hvad der var sket og det ville være løgn at sige at Adam ikke havde regnet med det. Hele skolen kogede af netop den slags destruktive impulser og hvis de ikke fik sat en stopper for det, og hurtigt, så ville det lynhurtigt eskalere drastisk. Det var lidt en spøjs ting at fatte sympati med en Riddler - der sikkert mente at Adam ikke fortjente bedre end at blive halshugget og få hovedet sat på en pæl, blot for hvem hans forældre var - men det var noget han måtte vænne sig til og hurtigt. Der var et eller flere yderst nederdrægtige individer på skolen, og Adam ville gøre alt i sin magt for at finde ud af hvem og få dem smidt ud, men indtil da nyttede det ikke at skyde med spredhagl.
"Se at komme til din time.." sagde han til den lidt lavere Slytherin der lidt modvilligt samlede sine ting sammen og efterlod Adam med Gryffindortøsen og det stadigt tilstedeværende publikum. Den mørke vejleder skævede lidt rundt og fik så øje på et tomt klasseværelse, "Kom med her.." sagde og tog blidt, men bestemt, fat i pigens overarm og førte hende derover. Det gik stærkt imod hans integritet at være nødt til at lave det overgreb i miniatureformat, men han var nødt til at føre hende væk og sørge for at hun ikke gjorde situationen værre end den var.

[/justify]

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Jessie var på ingen måde interesseret i at følge med vejlederen nogen steder hen og havde sådan set også tænkt sig at fortælle ham at hun ikke var færdig med Maverick endnu. Det var bare ligesom om hun ikke rigtig havde noget valg. Hun forsøgte irritabelt at hive sin arm til sig, men endte uanset med at følge med ham ind i det tomme klasselokale, rød i kammen af vrede endnu.

Da de først var derinde snurrede hun om med front imod ham, krydsede armene over hinanden og betragtede ham med lynende øjne. ”Vil du vove at påstå at den... At en, der går og truer... Han gjorde det og du har ingen ret til at stoppe mig, når alt hvad jeg gør er retfærdigt! Han sendte Gareth Collins på Skt. Mungos, forstår du det, din gigantiske træmand?! Jeg slår ham ihjel. Han fortjener at dø! Jeg slår ham ihjel!” Hun var tydeligvis allerede helt ude af en tangent og selvom hendes vredesudbrud dirrede af raseri, så var der også decideret desperation i hendes stemme. De brune øjne var lige ved at løbe over af tårer og hendes gestikuleren var ikke ligefrem fredelig.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam lukkede døren bag sig, og det var måske meget godt fordi konfronteret med pigens vredesudbrud var Adam meget glad for at have noget solidt at læne sig op ad. Det havde faldet ham ind at han, som den neutrale, ville blive udsat for uretfærdigt had, men det var svært at vænne sig til den desperation der synes at være på mode mange steder disse dage. Han betragtede bare den lidt yngre pige med et stadig ret chokeret men overvejende sympatisk udtryk. Han ville ønske at han havde haft noget tid til at forberede denne samtale, fordi så vidste han måske hvad der ville være strategisk at foretrække. I stedet var han bare blevet slynget ud i en episode med en hysterisk og afsporet pige som sikkert ville gøre noget dumt hvis han ikke stoppede hende. Et eller andet måtte gøres, og hvor Adam klart ville have fortrukket at have mere tid til at tænke var det desværre ikke sådan. I stedet lagde han hænder på hendes skuldre, dels for at støtte men også for at holde hendes blik fanget.
"Den skyldige vil blive straffet!" sagde han med en sikkerhed han egentlig ikke helt besad. Han havde så sandelig tænkt sig at gøre alt i sin magt for at finde ud af hvem der stod bag angrebet, men det var ikke et løfte han vidste om han kunne holde. "..Men indtil at vi er fuldkommen sikre på hvem der har gjort det, kan.. Så længe.." men han løb lidt tør for ord. Adam havde altid overvejet hvad han ville sige, lidt efter lidt men nu var der bare ikke tid. "Jeg vil ikke lade dig træffe en beslutning du kommer til at fortryde resten af dit liv.. Hvad nu hvis det viste sig at han var uskyldig..? Hvordan er du så bedre end dem der angreb Collins..?"
Det var ikke elegant, det var ikke dybt og det lød værst af alt lidt kliché, men Adam vidste virkelig ikke hvad skulle sige i øjeblikket, så det blev bare det første og bedste.

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Jess var lige ved at råbe at hun var skide ligeglad med hvad en eller anden latterlig selvudnævnt ordensbetjent ville gøre, eller bare at hun var ligeglad med det alt sammen, men det var åbenlyst løgn. Hun var overhovedet ikke ligeglad, som det i øvrigt fremgik af det raserianfald hun lige havde haft, der ikke helt så ud som om det var overstået endnu.

Hendes blik gik fra den store figur og til døren. Hun overvejede seriøst at vriste sig fri og skride abrupt, men endte i stedet med at nøjes med det sidste. ”Jeg er fuldkommen sikker,” sagde hun, dirrende endnu. ”Han forsøgte ikke engang at nægte! Du så ham ikke. Han smilede! Han er glad for at min ven måske dør!” Afmægtigt skred hendes stemme ud af hendes kontrol og knækkede over. Hun hamrede sin knytnæve imod Adams brystkasse for at pointere noget, men var reelt set mere desperat end rasende efterhånden.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam så ned på den vrede pige med armene krydset over brystet og et fuldkommen neutralt udtryk. Han ignorerede rent og skært hendes postulater og slag, selv hvis hans første refleks var at gribe hendes hånd eller flytte sig, syntes han at det var bedre hvis hendes frustrationer gik ud over ham, og hvis en smule smerte var alt man skulle betale for det, var det ikke noget problem . Vold, som han så det, var noget man måtte ty til når man ikke besad talefærdighederne til at overbevise folk der var uenige, men stadig ikke havde storsindet til at lade det ligge. Det var tydeligt at løven foran ham ikke besad nogle af delene, men det var en ekstrem undtagelsessituation og derfor var Adam, undtagelsesvist, villig til at tilgive. Det var ikke en tid hvor man havde mange ord eller de rette ord, det vidste og viste han tydeligt. Alligevel sneg en irritation sig langsomt ind på ham og da han endelig åbnede munden, var det som en bølge der brød og hvis ikke fysisk så verbalt væltede ned over den yngre pige.
"Du har stadig ingen beviser! Og selv hvis du har ret kan du ikke bare styrte ind som en arrig trold! " udbrød han, "..Fatter du ingenting af hvad der foregår for tiden..? Hele skolen koger og du er var lige ved at være den dråbe der får det til at løbe over kanten.. Tror du bare Polvani og hans slæng ville finde sig i det? Nej de vil hævne sig.. Og så vil King svare igen.. Vold mod vold. Og pludselig er tragedier som Collins blev hverdag indtil det ikke bare er Riddlers og Hallows men alle det går ud over.. Alle dine venner, alle de uskyldige, yngre elever.. og det hele vil være din skyld.. Er det dét du vil have, hva?" Adam talte halvt igennem sammenbidte tænder og hans sidste 'hva' blev punkteret af at han demonstrativt prikkede den yngre pige på brystbenet.

[/justify]

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Jessies øjne voksede, som den ældre drengs ord tromlede hen over hende. Hun var gået i stå, imens han talte, for blot at stirre op på ham, midlertidig indfanget i en så afskrækkende retorik, at selv hendes temperament måtte knække over.

Afslutningen var det sidste skub ud over anten for hende og de mørke øjne svømmede over med tårer, der trillede ned af hendes kinder. ”Nej,” kvækkede hun grådkvalt, før hun forsøgte at tørre sine øjne med skjorteærmerne, uden den store succes. ”Men j-jeg h-hader h-ham.” Hun hikstede, snøftede højlydt ind og så temmelig fortabt på vejlederen, som hun lige havde stået og slået på. ”I-ingen... J-jeg...” Hun prøvede tydeligvis på at sige et eller andet, men kunne ikke få det frem, fordi hun i mellemtiden var begyndt at hyperventilere.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam blev normalt aldrig vred, men det var en anspændt tid og så var han bare kommet til at spejle hende og nu hvor hun ikke længere lod sin frustration gå ud over ham, punkterede hans berettigede vrede også og han stod tilbage med dårlig samvittighed og en grædende pige han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af. Det var, et eller andet sted, det her resultat han havde gået efter, men han havde ikke ligefrem forudset at det skulle være så effektivt. Han åbnede munden, men havde intet korrekt at sige længere, han havde endnu en gang nået grænsen af materiale fra de fiktive diskussioner han havde i sit hoved og aldrig havde det faldet ham ind at overveje hvad han gjorde bag efter. Han stod kort og tøvede, med hænderne akavet løftet før det gik op for ham at et eller andet måtte han gøre.
Adam sank og lagde lidt tøvende sine hænder på begge hendes skuldre, i et forsøg på at berolige hende. "Selvfølgelig vil du ikke det.. " sagde han mildt, "..Tag du en dyb indånding." og uden rigtig at tænke over det kørte han hånd op og lagde sig på siden af hendes hoved og nakke som han gjorde når han skulle trøste sin lillesøster - selv hvis der i hvert fald var fem år mellem de to piger, var det det eneste udgangspunkt han havde.

[/justify]

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Jessie havde ikke planlagt at bruge sin morgen på at bryde sammen overfor Ravenclaws vejleder, som hun retfærdigvis ikke rigtig kendte overhovedet. Det var i midlertidig sket alligevel og selvom hun måske nok synes det var pinligt og ubehageligt, så kunne hun ikke rigtig gøre noget for at stoppe sin hastige, overfladiske vejtrækning, som hun prøvede på at få luft nok ned i lungerne, uden at lykkes med det. Tårerne væltede fortsat ud af øjnene på hende, imens hun rystede heftigt på hovedet over Adams første ord.

Hun hikstede efter vejret med et stammende ”n-n-nej j-jeg...” Igen opgav hun derefter halvvejs at få noget sagt og forsøgte i stedet at trække vejret ordentligt. Hendes underlæbe bævede og hun følte sig i stigende grad fuldstændig latterlig. Jo mere hun tænkte på hvor tåbelig hele situationen var, jo mere fik hun dog også ondt af sig selv og det hjalp ikke den mindste smule på hendes selvkontrol. Hun snøftede ind igen, gjorde et ærligt forsøg på at få styr på sin vejtrækning og så ubevidst op i vejlederens øjne imens.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Endnu en gang stødte Adam ind et problem, hvor hans nuværende handlingsmønster ikke rigtig rakte længere. Forstår I, når han trøstede sin søster ville det her typisk være tidspunktet hvor han samlede hende op og gav hende et kram, og selv han han højst sandsynlig kunne, var det helt bestemt ikke noget han havde lyst til at gøre. I stedet kørte han febrilskt sit sind igennem efter beroligende besværgelser, men kunne bare ikke komme på nogen og blev ved med at vende tilbage til glædesbesværgelsen; der sikkert kunne berolige hende, men ligeså vel kunne give hende latterkramper der ikke ville hjælpe på vejrtrækningen.
En lille tanke var så småt begyndt at dukke op i Adams hoved og den sagde at han ikke behøvede stå model til denne her slags absurde situationer. Havde det ikke været hende der havde gjort noget galt; troede hun virkelig hun kunne græde sig ud af det?
Adam skulle lige til at vende sig om og gå, men da så den yngre pige op på ham med sine tårefyldte øjne og sparkede derved Adams storebrorinstinkt op i femte gear og før han rigtig noget at tænke over det havde han trukket hende ind i en varm omfavnelse. "..Såså." brummede han og strøg hende forsigtigt over håret.

[/justify]

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Det var ikke med Jessies gode vilje, at hun stod og græd foran Adam Shaw. Hun var normalt det seje lille asen, der aldrig fældede en eneste tåre, men derimod bandede som en sømand og gav andre det indtryk at hun ikke havde særlig mange andre følelser end en glubende sult og et heftigt temperament. Den nuværende situation var i midlertidig alt andet normal og hun kunne knapt finde ud af hvad der var op og ned. Noget af det han sagde var alligevel sluppet igennem og hun ville aldeles ikke have, at nogen andre af hendes venner kom til skade på grund af hende.

Som han trak hende ind i sine massive arme, stivnede hun en anelse. Hun hikstede lidt efter vejret igen, men var ved at have styr på at få luft ned i lungerne og koncentrerede sig om det. Stadig en kende rød i hovedet efter hele fadæsen frigjorde hun sig, før hun tørrede sine øjne igen og snøftede ind. Hendes øjne var røde, men hun så ikke ud som om hun var klar til at slå nogen ihjel mere. I stedet virkede hun relativt modløs, akavet og pinligt berørt. Hun rettede ryggen lidt og rynkede panden. ”Jeg... Giver du mig en eftersidning?” Lettere forsvarsberedt, men egentlig mest af alt midt i et forsøg på at komme videre uden at tabe mere ansigt, krydsede hun armene hen over hinanden og så op på ham.

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]

[Adam Shaw]

Adam gjorde bestemt ikke noget for at holde på den yngre pige, da hun gjorde sig fri af ham og viste tydelige tegn på at tage sig sammen. Det lod også til at lykkes at overvinde det mindre anfald og da hun endnu en gang var ved sine fulde fem kunne Adam akavet køre sine håndflader mod hinanden og tage et skridt baglæns der lidt blev afbrudt af døren. Det var egentlig noget han gjorde for at folk han talte med ikke skulle få ondt i nakken, men med træet i ryggen blev det pludselig til at han var trængt op i en krog. Konfronteret af den stadig lidt ynkelige men nu mere pladskrævende pige, prøvede han febrilsk at genvinde sin status. Han rømmede sig og rettede på sit slips og da han mente at han kunne tale roligt og autoritært svarede han:
"Ja." men før hun kunne nå at komme med nogen indvendinger holdt han hånden op for at vise at han ikke var færdig med at tale. Han fugtede sine læber og fortsatte roligt: "Jeg tror at du har forstået hvorfor at det du gjorde var forkert, og derfor kan du sikkert også forstå hvorfor det må have en konsekvens.. Men de følelser der lå bag, ikke hadet eller hævngerrigheden men bekymringen for din ven og behovet for retfærdighed, de var ikke forkerte. Og hvis du er interesseret, når du har aftjent din eftersidning, vil jeg mere en gerne personligt hjælpe dig med at finde ud af hvem der står bag, og se dem smidt ud."
Okay, det var måske lidt kliché, men Adam havde nu engang det meste materiale for sine sociale interaktioner fra bøger, og så skete det nogle gange at man talte som var man i en.

[/justify]

[Jessie Taylor Blythe]

The world often continues
to allow evil because it isn't angry enough

Jess bed tænderne en anelse sammen ved Adams svar, men afbrød ham ikke. Hun havde fået et fuldstændig utal af eftersidninger og selvom hendes indre stædighed automatisk blev aktiveret var det ikke en overraskelse, at han valgte at lade hammeren falde efter hendes hysteriske udbrud uden for storsalen.

Af samme grund væltede det heller ikke ud med protester, da han havde talt ud. I stedet stod hun med rynket pande, armene lagt over kors og en lettere skeptisk mine. ”Retfærdighed ville ikke være at de blev smidt ud,” indvendte hun, relativt roligt i forhold til at netop det had, som han omtalte, glimtede i hendes øjne igen. ”Azkaban, som et minimum. Det giver sig selv.” Hun lod sine arme falde og rykkede på skuldrene, imens hun skævede til døren. ”Men jeg er interesseret. De skal ikke slippe bort fra det.”

Tag: Adam Shaw ● ● ● Outfit:

[/color][/size] Click
[/center][/blockquote]