Studying is simple

[Shaun Blake Segall]

Shaun følte en indre glæde - en eller anden henvisnet ridderlighed steg op i hans bryst, og indgød for en gangs skyld hans smil en ægte glød af glæde. Den kulde der ellers prægede ham blæste væk. Om ikke andet, så for en stund. "Det vil han. Både han og jeg er af den overbevisning at de ikke skal have lov at tryne nogen - uanset hvem de er." sagde han med fasthed og ærlighed i stemmen. Hans smil blev bittert et øjeblik. "Han er næsten ridderligheden selv," sagde han, og hvis man hørte efter, kom kulden tilbage i hans stemme.

Han sendte hende et mistroisk blik. "Vi går igennem vores liv alene. Allesammen. Hvis vi ikke hjælper hinanden når vi kan, hvad er vi så?" spurgte han, halvt retorisk. Sandheden var at han ikke kunne lade være med at hjælpe hende. Hvordan kunne han lade være? Det var ikke et valg - det var en pligt, og han ville ikke kunne se sig selv i øjnene hvis han ikke gjorde det.

"Det er utroligt nemt at sige, det er så nemt at sige, men hvis jeg stod med valget, så kan jeg næsten ikke forestille mig at jeg ikke ville give mit liv for det," mumlede han, og blev bevidst om hvad han sagde. Han så hurtigt op, flåede sig fraværende i håret, og så flov ud. "Glem det, det var ligegyldigt sagt. Vi vader rundt og tror vi er ædle," sagde han, og et sjældent glimt at selvironi lagde sig over ham. Hans smil blev bittert.

Han tav et øjeblik. "Føler du nogensinde at du er magtesløs? At du ville gøre hvad som helst for at få lov til at trække stål - så at sige? For at kunne gøre noget konkret, noget reelt?" Han var sårbar nu, indså han. Men hvordan kunne han være andet? Hun havde delt det formodentligt mest smertefulde i verden med ham. Hvis han ikke gjorde det samme, så var han bare en skal. En tom skal, ved navn Shaun Blake Segall. Den skal han frygtede han var, hvis han lagde "ridderligheden" til side. Der var ikke langt at falde.

[Aisling Ériaan Delaney]

When you are having problems
figuring out your life

[/size][/font]
TAG - SHAUN
OUTFIT[/center]

Aisling følte sig stolt over at have påvirket ham på en sådan måde, at han lyste op af glæde. Hun betragtede ham smilende og grinede lidt over hans ord, ikke fordi hun fandt ham fjollet men fordi hans glæde smittede og fik en mindre latter ud mellem hendes læber.
"Det er du vel også så?" Spurgte hun med et glimt i øjet og smilede skævt til ham, han fortalte virkelig flot om Adam og hun undrede sig over at hun ikke havde bemærket Adam før. Hun svarede ikke på hans spørgsmål med ord, men nøjedes med at nikke tænksomt og lagde derefter hovedet let på skrå, mens hun betragtede ham nysgerrigt.

Aisling var ikke helt sikker på hvad hun skulle svare hans selvironiske kommentar, så hun endte med at smile nervøst og trække på skuldrene.
"Magtesløs? Ja, meget, nærmest hele tiden.. Der er ikke rigtig noget jeg kan stille op mod Giovanni og hans kumpaner og Caera er så langt væk.. Og så er der min storebror, der ikke ligefrem prøver at få Giovanni til at holde igen." Sagde hun og sukkede opgivende, mens hun lod sin ryg falde tilbage mod ryglænet. "Det er dejligt at i vil hjælpe" Afsluttede hun med et lille smil og satte hænderne mellem sine knæ.

LUKKET