There's no vocabulary...

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa kunne ikke lade være at se sig over skulderen adskillige gange mens hun med hænderne i lommerne på de stramme jeans, var på vej ned ad stien mod drivhusene. Hun var gået direkte fra spisesalen efter aftensmaden op i tårnet og havde skiftet fra skoleuniformen til noget hun følte sig lidt bedre tilpas i. Hun følte sig lige dele nervøs og spændt mens hun gik ned ad stien, af flere grunde. Allermest over grunden til hun overhovedet var på vej ned i drivhusene efter aftensmad, nemlig de mystiske sedler hun havde fået den sidste uge og hvem hun mistænkt de kom fra. Samme person havde hun stukket en seddel efter en time tidligere på dagen, der, hvis han rent faktisk stod bag, ville give soleklar mening. En anden grund var det overfald på en elev der havde fundet sted dagen før. Det havde klart sat sit præg på stemningen på slottet, men før nu, havde Anessa ikke overvejet, at det måske havde været en knap så genial idé at mødes i drivhusene der alligevel lå lidt afsides.

Det var dog sådan det var nu, og hun følte hun havde styr på både sig selv og situationen, mens hun udvalgte sig det fjerneste drivhus. Hun trak sin tryllestav frem, så sig over skulderen og fik med et hviskende ”Alohomora” spidsen af hendes stav lyste savgt op, forsatte videre til låsen i døren og et lille, metallisk klik fortalte hende at døren var åben. Hun så sig igen omkring og smøg sig så indenfor og fortsatte ned mellem rækkerne af bænke og hundredevis af planter, indtil hun nåede bunden af drivhuset og satte sig på en tom kasse, med blikket rastløst fæstnet på døren i den anden ende.

[James Maynard O'Connell]

James havde brugt dagen på at høre plader. Så højt han overhovedet kunne tillade sig på Ravenclaw, uden at dem der lavede lektier brokkede sig. Hvis dog bare, for fanden, man kunne benytte sig af elektronisk apparatur, men nej. Han var glad for magi, men det besvær det var at høre musik på skolen var ubærligt. Han sukkede. Han havde virkeligt behøvet den eskapisme der lå i de plader. Lige siden Anessa havde givet ham den seddel, havde han ikke vidst hvad han skulle gøre med sig selv. Problemet var sådan set ikke at hun havde opdaget at det var ham. Problemet var at hans fantasiunivers stod og faldt med hvordan det her gik.

Det var ikke en situation han satte pris på. Det var for farligt, det kom for tæt på hans forsigtigt opbyggede forståelse af universet. Den sortklædte ravenclawelev smuttede ud af hovedporten, og efter at have sikret sig at der ikke var nogen lærere i sigte, fandt han en hærget pakke cigaretter frem fra sin jakke.

Han vidste faktisk ikke om det var forbudt at ryge på skolen, men han gik stærkt udfra at det var det. Det var ikke noget han gjorde en vane i – han skulle ikke nyde noget af at blive smidt ud fra Hogwarts, men det føltes umuligt at stå over for Aenssa uden nikotin i blodet. Han skridtede hurtigt ned mod drivhusene, og hans sorte jakke blev et med den tidlige skumring. Han placerede sig bag det første drivhus, hvor ingen kunne få øje på ham, og i absolut stilhed tændte han en cigarret med sin tryllestav.

Det slog ham som ironisk.

Lynhurtigt inhalerede han, og den rivende sensation fik ham til at slappe af. Det var naturligvis løgn, hans hjerte hamrede som aldrig før, og han var klar over at hans blodtryk steg, men den lettere svimlende fornemmelse efter lang tids abstinens fik ham til at lukke sine øjne, og mens han udåndede røgen hviskede han til sig selv, næsten uhørligt: ”Riddles in the dark,” uden at vide præcis hvorfor. Efter kort tid smed han cigaretten fra sig, og trådte ind i det aftale drivhus...

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa var nervøs. Det ville være den tykkeste løgn hvis hun forsøgte at bilde nogen ind hun ikke var det, nogen eller sig selv. Hun havde hurtigt mistet fornemmelsen af, hvor længe hun sad i det mørke drivhus, selvom det uden tvivl var kortere tid end hun følte det var. Hun var opmærksom på alle lyde og tog sig i at fare sammen op til flere gange når en plante raslede eller et nat-aktivt dyr nussede rundt. Hun tog en dyb indånding og mumlede lavmælt til sig selv ”Tag dig sammen.. det var bare en mus.. eller noget andet komplet uskyldigt..” hun tog en indånding mere og lod begge hænder følge den i et forsøg på at berolige sig selv.

Det lykkedes ikke helt og hun måtte modvilligt indrømme, at hun var mere nervøs for om James dukkede op eller ej, og hvad der så ville ske, end hun var for voldsmænd i mørket. Den korte tryllestav af kristtorn hvilede dog stadig i hendes ene hånd og hun ville ikke tøve med at bruge den, skulle det blive nødvendigt. Nogle øjeblikke glemte hun at holde øje med døren og det gav et sæt i hende da lyden af døren der blev skubbet op skar gennem stilheden.

Hun nåede at løfte tryllestaven halvt, før hun blev sikker på, at personen der kom ind rent faktisk var den hun havde forventet. En mindre knude meldte sig i hendes mave mens hun sænkede armen igen og ikke gav sig til kende lige med det samme. I stedet rynkede hun brynene og kunne ikke helt finde ud af, hvad hun mente om at have haft ret. Hun havde aldrig fået hemmelige breve fra nogen, slet ikke drenge. Det havde været alle andre og hun havde ikke den fjerneste idé om, hvordan hun skulle forholde sig. Hun tog sig selv i nakken mentalt, fyldte lungerne med luft uden at føle sig den mindste smule mere sikker og rømmede sig så lavmælt ”Du kom..” hun blev siddende på bordet, med hovedet lidt på sned og så uudgrundeligt på ham, så godt som det nu lod sig gøre i halvmørket.

[James Maynard O'Connell]

Ja han var. Her var han, James, og var fuldstændig tom for ord. Han kunne næsten høre hendes ord for sig, ”jeg føler bare ikke det samme”, ”jeg vil ikke ødelægge vores venskab” og tusind andre stemmer flåede sig vej gennem hans spinkle sind, og gjorde virkeligheden tung, og døsig og uvirkelig. Han forsøgte halvt at smile. Det gik ikke i længden. Han var for nervøs, og alting stod og faldt med det her.

”Jeg kom,” sagde han, og hans hjerte bankede hurtigere idet han løftede stemmen og hørte sig selv tale. Alting var uvirkeligt i dette øjeblik, og han kunne næsten se de sjældne blomster bukke og vride sig i nervøsitet, mens de reflekterede det uudgrundelige blik Anessa sendte ham. Drivhuset blev en kirke, hvor man ikke kunne tillade sig at tale højt, og hvor loftet var så langt væk at man følte man var i det tomme rum. I middelalderen, huskede James, havde munke skrevet lange skrifter om hvor farligt, uhyggeligt og ødelæggende det tomme rum var. Han følte, bitterligt, at han nu forstod dem. Afstanden mellem ham og Anessa var så stor, på trods af at den fysiske dimension var meget lille, at han næsten følte sig skræmt af den.

Men pludselig, i dette tomrum, i dette her nattehelvede, følte han et gnist, en ildstribe på himlen, og i et øjeblik stod ordene klart for hans indre blik. Hans skræmte ansigtsudtryk fortrak sig til et ironisk smil. ”Break on through, to the other side,” mumlede han for sig selv, og målrettet gik han direkte mod Anessa, og i et sjældent glimt af beslutsomhed tog han blidt fat om hendes hoved og pressede sine læber mod hendes. Det var et ganske kort, ganske overfladisk kys, og da han trak sig væk var der kun rådvildhed at spore i hans mørke øjne.

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa var på sin vis glas for halvmørket der skjulte detaljer og, forhåbentligt, også den tydeligt nervøse flakken hendes blik insisterede på at tage så snart James viste sig i drivhuset. Hun smilede lidt per automatik da han svarede hende, måske nok med en lettere overflødig gentagelse af hendes egne ord, men det stak tavshed med adskillige længder lige nu, selvom hun ikke anede hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle sige det.

Det var en både uvant og frustrerende fornemmelse for en der som hende, ellers altid havde et rapt svar på det meste. Hun havde forberedt en masse hun gerne ville sige før hun forlod slottet, men som hun sad lige der, havde hun pludselig glemt det hele igen. Hun rykkede sig uroligt lidt på bordkanten og lod sig så langsomt glide ned at stå på det stampede jordgulv uden at slippe ham med blikket.

Hun tog en dyb indånding mere og åbnede munden for at sparke sig selv til at sige noget, men gik i stå med let adskilte læber da han kom hende i forkøbet ”Hvad?” røg det ud af hende, da hun ikke tydeligt havde kunnet høre hvad han sagde. En gentagelse fik hun dog ikke før han satte i bevægelse. Hun nåede ikke at reagere før han var helt tæt på, tættere end hun var forberedt på og kunne huske nogensinde at have været det før. Hendes blik flakkede tydeligt da han lagde hænderne mod hendes kinder og hendes puls steg betydeligt på få sekunder, da hun absolut ikke længere var i tvivl om hans hensigt.

Hun stivnede et sekund eller to over den komplet ukendte følelse af hans læber mod hendes egne, men nåede ikke mere end lige at lukke øjnene og tænke tanken, før han trak sig væk igen. Hun åbnede øjnene igen og blinkede overrumplet et par gange før en lille, nervøs lyd slap ud. Hun rømmede sig selvbevidst og så ned, kun for at se op igen og bøje nakken lidt tilbage for at kunne møde hans blik ”Tak..” mumlede hun lavmælt og smilede forsigtigt ”For digtene. De var smukke.” skyndte hun sig at tilføje og gik så i stå igen uden at gøre anstalter til at flytte sig.

[James Maynard O'Connell]

James kunne ikke rigtigt komme overens med sig selv. I hans hoved stod Hamlet og dunkede ham i ryggen, og forklarede ham at han var en fandens flot fyr, og at han ikke skulle betvivle noget som helst. I virkeligheden stod han sammen med Anessa, som ikke lod til at have noget imod at han kyssede hende. Dette faktum passede ikke helt overens med James umiddelbare opfattelse af hvordan virkeligheden hang sammen. Han kunne ikke lade være med at have en portion skepsis til overs for hele scenariet.

Han trak sig, næsten skræmt, en ganske lille smule væk, men hans øjne var varme og store da han så ind i hendes. Han kunne ikke lade være med at smile en lille smule. ”Selv tak,” mumlede han. ”Jeg håber ikke du synes de var pinlige eller sådan noget,” næsten undskyldte han. De digte havde plaget ham dag og nat, siden han havde skrevet dem. Han havde holdt søvn og skole fra sig med ild og stål i blikket, mens hans fjerpen havde skriblet hans tanker ned på groft pergament, og han havde troede at den skabende lyd skulle drive ham vanvittig.

Han vidste efterhånden ikke rigtigt hvad han skulle gøre ved sig selv. Han havde lyst til at række ud efter hende igen, røre ved hende, kysse hende, holde om hende – forsikre sig selv om at det ikke var en drøm. Så det gjorde han, med vantro i blikket. Han rækte ud efter hende, og strøg hende næsten mistroisk over kinden.

Han havde brugt så lang tid på at forvandle hende til en drøm, at han næsten ikke kunne fatte at hendes blod løb i hendes åre, at hendes øjne var så blå. Han hæftede sig ved hver eneste lille uregelmæssighed i hendes hud, hver eneste hårstrå, hvert eneste åndedrag, uden at kunne løsrive sig, eller forstå. Han fortabte sig, men han formåede at komme tilbage til overfladen. Han trak sin hånd til sig. ”Undskyld,” mumlede han, og så skyldbevidst ud.

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessas mundvige trak en lille smule længere op næsten synkront med James' før hun rystede hurtigt på hovedet så de lyse lokker dansede omkring hendes ansigt et øjeblik ”Overhovedet ikke..” svare hun ærligt og tav så igen uden helt at kunne få sig selv til at se væk. Hun følte sig ikke en snus sikker på hvad hun overhovedet havde gang i eller hvad hun skulle mene om det hele.

Alligevel blev hun stående og fulgte anspændt hans hånd med blikket da han løftede den, for så at lade blikket finde hans ansigt igen. Hendes puls steg igen lidt mens hans fingre berørte hendes kind og hun følte sig meget pludseligt meget lille. Måden han betragtede hende på, fik hendes sædvanlige selvsikkerhed til at smuldre, men uden at det egentligt gjorde noget i sidste ende. Der var noget berusende ved det som hun ikke helt kunne beskrive, om hun så havde prøvet.

Hendes blik flakkede igen da han trak hånden til sig og hun rynkede brynene svagt. Så rystede hun på hovedet igen og modstod trangen til at gnide sig over kinden hvor hun stadig kunne mærke det kildrende spor efter hans kærtegn ”Nej..” mumlede hun, kom impulsivt til at smile og bed ned om sin egen underlæbe mens hun betragtede ham overvejende. Hun tøvede et øjeblik og løftede sig så lidt op på tæer og pressede læberne forsigtigt mod hans, klar til at trække sig væk med det samme igen hvis det var, men også aldeles uvillig til ikke at gentage succesen. Hun blev stående nogle sekunder længere end før, sugede indtryk til sig og kom til at smile sekundet før hun trak ansigtet væk igen og sank ned på flade fødder mens hun så spændt afventende på ham og rømmede sig diskret ”Hvornår havde du tænkt dig at give dig til kende hvis ikke jeg havde regnet det ud?” hun så nysgerrigt på ham med hovedet lidt på sned og stadig med en insisterende kildren i mellemgulvet.

[James Maynard O'Connell]

James var i drømmeland. Det var den tætteste metafor han kunne tænke sig. Månelyset faldt ind af drivhuset gamle, støvede ruder, og malede planterne i sære, overnaturlige nuancer af blå og grøn. Midt i alt dette stod Anessa, som en alfedronning, med sit blonde hår, og sine blå, blå øjne. ”Is all that we may see or seem/but a dream within a dream?” citerede James mumlende, og Anessa ord smeltede væk.

Han så næsten ængsteligt på hende, som om dette glansbillede, denne drømmeverden, kunne splintres hvert øjeblik det skulle være, og han ville vågne op, badet i sved. Det så stadig ikke ud til at det ville ske, konstaterede Hamlet tørt, og sparkede mentalt James over skinnebenet. James stod åndeløs, og da rækte Anessa ud efter ham, og han lukkede øjnene og nød hver eneste, lille følelsessensation der skød op igennem ham, og uden at tænke over det, lod han sine hænder glide gennem hendes hår.

Han indså, ironisk, at alt dette var en billig knaldroman. Virkeligheden ville ramle ned over ham inden længe. Bittert lagrede han denne tanke så langt væk han kunne, og lod sine øjne møde Anessas.

Han sukkede. ”Jeg ved det ikke. Jeg turde ikke sige noget. Jeg ønskede at sige noget, men jeg turde ikke. Kender du det? At du er så rædselsslagen for at tage et valg, at du bliver dybfrossen, paralyseret?” svarede han, og indså næsten øjeblikkeligt at nej, det gjorde hun formodentligt ikke. Han kunne ikke se hende i øjnene. ”Det eneste bevidste valg jeg kunne tage, var at sende dig de digte. Det er patetisk, set i bagklogskabens lys,” mumlede han. Så slog han øjnene op, og rækte næsten hjælpeløst ud efter hendes hånd.

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa rynkede brynene lidt igen over James' mumlen, men i stedet for som hun ellers normalt ville, kommentere på hvilken mugglerforfatter citatet stammede fra, tog hun chancen og strakte sig den lille smule på tæer det krævedes, for at kysse ham. Følelsen var uvant, men på ingen måde ubehagelig. Den svage, men umiskendelige lugt og smag af røg, fik hende dog til at rynke brynene lidt, før følelsen af hans fingre gennem hendes hår, skubbede tanken på flugt og endte en kuldegysning ned over hendes ryg.

Mens hun sank ned på flade fødder igen betragtede hun ham med helt nye øjne. Så små ting hun aldrig havde lagt mærke til før og lod så blikket finde hans igen mens hun stillede et ret oplagt spørgsmål. Hun betragtede ham tavst mens hans svarede og nikkede så langsomt ”..at du godt ved du bliver nødt til at tage valget før eller siden, men alligevel trækker den så langt du overhovedet kan.” hun tav et sekund og tilføjede så ”Men uanset hvor længe du venter, så kommer der aldrig et perfekt tidspunkt og man ender med at fortryde man ikke gjorde noget.” hun smilede svagt og mødte hans blik igen.

Hendes blik flakkede mellem hans øjne et par gange før hun sænkede det til hans fremstrakte hånd, tøvede et øjeblik og så tog den med et lille smil ”Jeg er stadig glad for du gjorde det.” bekræftede hun, uden at kommentere på hvorvidt hun mente det var patetisk eller ej, meget mere opmærksom på den uvante fornemmelse af hans hånd som hun lukkede fingrene omkring. En lille rynke viste sig over hendes næseryg igen, mens det samtidigt sitrede afslørende i hendes mundvige ”Jeg burde have gættet det noget før.” hun slap en lille munter lyd og skævede op et øjeblik ”Der er aldrig nogen der har sendt mig sådan nogen.” mumlede hun og smilede skævt, mens hun gav hans hånd et forsigtigt klem.

[James Maynard O'Connell]

James så næsten rådvild ud et øjeblik. Det var en underdrivelse. Han nikkede, hans øjne blev mørkere for hvert ord hun sagde. Han sukkede, og inderst inde var hans tankestrøm allerede foran. Hvert eneste kys han udvekslede med hende, hver eneste berøring var bare en drøm, der nemt kunne splintres i tusind stykker. Han stod kort, og overvejede varmen fra hendes blod i hendes hånd. Så talte han: ”Men hvad efter i nat? Bliver jeg så bare til en skygge igen?” Han stoppede, og kyssede hendes pande.

”Hvad skylder vi hinanden?” mumlede han, og kyssede hende på munden. Deres læber skiltes, og James trak sig en smule væk, strøg håret væk fra hendes ansigt, og så hende i øjnene igen. Hans øjne var kortvarigt blanke, før han fokuserede på hendes ord. Han smilede et uudgrundeligt smil. ”Hvem ellers? Hvem skriver patetiske digte, som ikke har nogen plads andre steder end for trehundrede år siden?” sagde han, og hans smil blev ironisk fortrukket. Skygger faldt over drivhuset, og James blev næsten et med dem. Det følte han i hvert fald.

”Jeg kan stadig nå at fortryde. Det kan vi alle sammen,” mumlede han, og trådte helt tæt på hende, lod sine arme omfavne hende, og begravede sig i hendes hår. Han indsnusede vantro duften af hendes lokker. Sådan stod han i nogen tid, mens hans skrællede lag på lag væk af sine tanker. Han rystede på hovedet, og lyste op i et smil der nåede hans øjne. ”Det forstår jeg ikke – kvinder og mænd fra alle hjørner af verden burde sende dig brev på brev, fyldt med hjerteblod, nelliker, duften af purløg og citroner, og vers på vers på vers,” hviskede han i hendes øre, med en tone af ærlighed.

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Den behagelige boble af nye indtryk Anessa havde lukket sig inde i begyndte langsomt at miste luften over spørgsmålet hun blev stillet og hun mødte usikkert James' blik med en let hovedrysten ”Nej..” det var det eneste hun var sikker på, men hun anede heller ikke hvad han så ville blive, eller hvad hun selv ville. Hun rynkede brynene lidt og lukkede øjnene et øjeblik mens hans læber strejfede hendes pande.

Så voksede den forvirrede rynke mellem hendes bryn da han fortsatte og plantede endnu et kys på hendes mund der forhindrede hende i at svare lige med det samme. Hun betragtede ham tøvende, ikke sikker på hvad hun skulle lægge i spørgsmålet ”Hvad mener du? Du skylder mig ikke noget.” begyndte hun og kom så alligevel til at smile svagt da håret blev ledt væk fra hendes ansigt. Det var så simpel en gestus, der alligevel fik det til at krible insisterende i hendes mellemgulv og sammen med hans fortsatte ord, jagede usikkerheden på flugt igen ”De var ikke patetiske.” slog hun fast og tav så igen.

Forvirringen var dog ikke længere væk, end at den hurtigt vendte tilbage. Hun havde dog ingen protester da han lukkede armene omkring hende og lod instinktivt panden hvile mod hans skulder ”Har du lyst til at fortryde da?” mumlede hun forsigtigt og vænnede sig til hans duft der krøb ind i hendes næsebor. Hun tog en dyb indånding, smilede uden at tænke over det og følte sig lille. Samtidigt erkendte hun at det ikke gjorde noget. Hun løftede hovedet igen for at kunne møde hans blik og lod sig uvilkårligt smitte af hans smil før begge hendes øjenbryn røg opefter ”Purløg og citroner?” gentog hun og kom så impulsivt til at le, mens hun hovedrystende løftede begge arme og lagde dem omkring hans nakke ”Hvad skal svaret så dufte af?” hendes blik spillede af tilbageholdt latter mens hun forsigtigt lod fingerspidserne stryge over de korte hår i hans nakke ”Pibetobak og skovjordbær?”

[James Maynard O'Connell]

James så tænksom ud. ”Jeg fortryder ikke noget – jeg har drømt om det her, siden du faldt ned over mig til juleballet,” sagde han, og kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Det var faktisk ikke løgn – han huskede tydeligt den aften. Hans kram blev kortvarigt en smule tættere, ved tanken om at miste hende igen. Han tiede stille en rum tid.

Han opgav emnet om hans digte. Det var ikke relevant, hvorvidt de var patetiske. Helt ærligt var han heldig at hun brød sig om dem. En pludselig indskydelse ramte ham: ”Hvad er din yndlingsfugl?” Et eller andet ved Anessa havde altid mindet ham om fugle – det var ikke tilfældigt at hans digte omhandlede det emne. ”Og følger de med dig når du flyver?” spurgte han, halvt i spøg, og kyssede hende igen på panden.

Han fjernede sine arme fra hende, og tog hende i stedet i hånden, og førte hende hen til et sted i drivhuset, hvor han de kunne se stjernerne. ”Lidt kliché-agtigt, egentligt,” mumlede han til hende, men var ikke så ked af det i virkeligheden. Han sendte hende et selvbevidst, usikkert smil. Han så flovt ned et øjeblik, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre med sig selv.

”Ja, og pergament. Og nyslået græs og dug, og rødvin og chokolade,” hviskede han. Han strakte sin arm ud, og holdt om livet på hende, mens de kiggede op.

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa så et øjeblik eller to lidt betuttet ud, så skar hun en flov grimasse og så ned, glad for at mørket skjulte den varme hun tydeligt kunne mærke skyde op i sine kinder ”Det var møg-pinligt!” udbrød hun og gemte ansigtet mod hans skulder, uden at kunne lade være at smile ”Jeg er sikker på nogen havde kastet en snuble-besværgelse på mine sko.”

Hun løftede hovedet over hans spørgsmål og måtte igen lægge nakken lidt tilbage for at se ham i øjnene ”Min yndlingsfugl?” gentog hun undrende og rynkede brynene tænksomt uden at få svaret før han fortsatte. Et muntert fnys undslap hende sammen med en hovedrysten og hun lagde hovedet lidt på sned igen ”En svale tror jeg.” hun nikkede for at bekræfte sig selv ”Hvorfor?” tilføjede hun nysgerrigt og tog selv armene til sig.

Et sekund stod hun ubeslutsomt, for så at følge med ham uden protester. Hun rynkede brynene lidt igen og så spørgende op på ham ”Hvad er?” hun gengældte forsigtigt hans smil og fulgte så hans blik uden helt at kunne påstå hun tit stod og kiggede på stjerner. Hun havde oftest for travlt til at stå stille to minutter ad gangen og tendens til at glemme de små ting.

Hun strakte fingrene da han slap hendes hånd og knugede så hånden i stedet over den uvante fornemmelse mens hun tøvende lænede sig lidt ind mod ham ”Frostklar morgenluft og Blances højtunede pudsecreme..” skød hun i puljen med et skævt smil og trak hænderne ind i trøjens ærmer mens hun lagde hovedet prøvende ned mod hans skulder. Hvor længe hun stod tavs vidste hun ikke, men længe nok til at en ny tanke pressede sig på ”Vi burde gå tilbage.. før vi får ballade.” mumlede hun, uden dog at gøre nogen synlige anstalter til at følge sin egen opfordring.

[James Maynard O'Connell]

James kunne ikke lade være med at smile skævt af hendes rødmen, og smiley lyste hans unge ansigt på, til det blev helt pænt at kigge på. Han kyssede igen hendes pande, helt instinktivt. Det faldt ham bare ind at gøre. "Jeg var helt væk i dig - egentligt også før," mumlede han, og lugtede igen til hendes hår, det duftede af shampoo og magi og hende. Det var ihvertfald det han mente at tro, det lugtede af. Han anede ikke engang om magi duftede. Det gjorde det nok kun nogen gange.

"Det ved jeg ikke. Det er noget fugleagtigt over dig - altså, sådan flyvende, og pæn og fri, eller noget," sagde han og så ud som om han ikke havde gennemtænkt metaforen særligt godt, før han havde udtalt den. Han tiede stille, klog af skade.

"At tage en pige med hen at kigge på stjerner," sagde han, og smilede halvt flovt, halvt skævt. Han tiede igen, og de stod i stilhed, og kiggede på stjerner, kliché eller ej. Han nikkede til hendes spørgsmål. "Ja. Det burde vi." Han tav, og tøvende lød det fra ham: "Er det her sidste gang jeg kysser dig?"

[Anessa Llewellyn Yates]

Strange that words are so inadequate
Yet, like the asthmatic struggling for breath
so the lover must struggle for words

Tag: James O'Connell - Outfit: Here

Anessa fandt sig endnu en gang lettere mundlam, men hvor det ellers ville have irriteret hende grusomt, var det som om det ikke gjorde noget lige nu. Hun havde en tydelig fornemmelse af usynlige vinger i mellemgulvet som var anderledes end både den hun havde haft sammen med Sarah og sammen med.. Hun afbrød sin egen tankerække og trykkede sig lidt mere ind til James ”Så det er bare mig der er blind.” kommenterede hun tørt, stadig en smule flov over stuntet hun havde lavet til et omtalte Yule-bal.

Hun bøjede nakken lidt tilbage og drejede hovedet for at kunne se op på ham med et underholdt blik over snakken om fugle. At det var en ting der havde det med at gå igen i hendes påklædning og smykker var som sådan ikke en hemmelighed, men hun havde ikke helt overvejet om andre også lagde mærke til det. Ikke andre end Heather. Hun så ned igen og savnede et øjeblik sine dimitterede veninder igen ”Frihed kommer med en pris.” mumlede hun tænksomt og tog en dyb indånding.

Hun nikkede langsomt en enkelt gang og så op på ham igen ”De er endnu mere fantastiske når man flyver om natten.” hun gjorde sig lettere modvilligt fri fra hans arm og punkterede boblen. Hun smilede undskyldende da han gav hende ret og så tavst på ham et øjeblik eller to før hun svarede ”Nej.” hun rystede på hovedet, smilede forsigtigt og strakte sig så op på tåspidserne og pressede læberne mod hans med en del mere kraft end før. Hun smilede stadig da hun sank ned på flade fødder igen og tog hans hånd ”Kom..” opfordrede hun med et nik mod døren og fortsatte op mod slottet igen uden at slippe hans hånd.

C L O S E D