Serpens, nisi serpentem comederit, non fit draco.

[Shaun Blake Segall]

Ved søen stod Shaun Blake Segall og smed med sten. Han var efterhånden blevet ret god til at slå smut. Han var gået herned, lige efter hans mislykkedes forsøg på at rekruttere Aisling. Eller, mislykket. Foreløbigt uden succes i hvert fald. Hans jakke og hans hår blafrede i vinden, og han lignede en ildevarslende, meget høj, sort krage som han stod der, med sammenknebne øjne, og fuldstændigt klædt i sort. En ugle slog med nogen besvær ned på jorden ved siden af ham. Shaun vendte sig mod den, og gav den et smil. Han gik på knæ, og bandt den lille besked af den. Han mimede tekstens indhold, og skrev med besvær et kort ord som tilføjelse. Han bandt beskeden fast på uglens ben, og nærmest kastede den afsted ud i vinden. Den fløj hurtigt væk fra ham.

Shaun skuttede sig, og trak sin hætte op om hovedet. Han spekulerede som en rasende. Han tænkte på Adams plan, på hvordan fremtiden så ud, og hvordan alting ville forme sig. Han frygtede for Riddlerne, men han var også bange for at King og hans Hallows ville splitte stedet ad i et mislykket forsøg på idealisme. Det var, tænkte han, som de krige i mugglerverden, hvor ingen turde tage det første skridt, fordi de var bange for konsekvenserne af den anden sides våben. Bortset fra at krigen her var uundgåelig, og de som burde have overblik og menneskelighed opførte sig som middelaldermennesker. Han sukkede tungt, og satte sig ned ved siden af et træ, og stirrede ud over søen.

[Annabel Baker]

autumn is a second spring
where every leaf is a flower

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center]
Efterårsvinden slog køligt ind imod Annabels ansigt og fik hendes lange hår til at bevæge sig dovent i luften. Hun havde aldrig været stor tilhænger af den begyndende kulde den nuværende tid på året altid bragte med sig, men alligevel kunne hun ikke sige sig fri for, at mene at efteråret alligevel var en beundringsværdig årstid. Sådan opfattede hun den i hvert fald gennem sin kameralinse, idet hun klikkede et billede ud over søen, som så smukt var omgivet af træer med gyldenfarvede kroner. Langsomt sænkede hun det lille apparatur igen, smilede tilfreds for sig selv og lod den glide tilbage ned i lommen på den sorte kappe, der som hendes hår, dansede let i blæsten.

Annabel lod også begge hænder finde lommerne og fortsatte af den snoede sti der slangede sig omkring dyndfolkets domicil, uden nogen reel destination. Det var nærmere behovet for en stund for sig selv, væk fra slottet der altid emmede af liv, der havde lokket hende udenfor og muligheden for at forevige endnu nogle øjeblikke fra steder, hun om et år, med al sandsynlighed ikke ville få at se igen. Bladene knasede under hendes fødder og det var udelukkende fordi hun tilfældigt drejede hovedet den mindste smule, at hun opdagede skikkelsen i ly af træerne. I et øjeblik satte hun farten ned, i et forsøg på at determinere hvem det var, og konkluderede snart at det ganske rigtigt var et velkendt ansigt. Som effekt af det, drejede hun af og nærmede sig uden hastværk Shaun, med et venligt smil spillende over læberne. ”Skøn dag, ikke?”
[/blockquote][/justify]

[Shaun Blake Segall]

”Nej, det er ikke en skøn dag,” svarede Shaun fraværende, og surt. Så var det at det slog ham at der faktisk var nogen der havde stillet det spørgsmål, det var ikke et fantasifoster i hans hoved. Han rejste sig hurtigt op, og så næsten pinligt berørt ud. ”Eh, jo, vældig fin,” undskyldte han og slog hånden for panden. Han så, stadig undskyldende, på Annabel med et tyndt, opgivende smil. ”Undskyld, jeg er virkelig hærget i disse tider,” mumlede han, og vendte sig om. Hans sortsyn kiggede igen på søen, og han fandt fraværende en smutsten, smed den ud på vandet og betragtede den lave ringe på søen.

Han stak hænderne i lommen, men fandt, som ved en eftertanke, sin tryllestav frem fra lommen, og forheksede non-verbalt stenen han netop havde kastet. Den fortsatte med at slå smut i en cirkel. Han smilede bistert. Så vendte han sig mod Annabel igen.

Han nikkede mod hendes kamera. ”Får du taget nogen gode billeder?” og indså hvor håbløst intetsigende og small-talk-agtigt det spørgsmål var. Han tog sig til hovedet. ”Undskyld Annabel, jeg lader til at være helt ved siden af mig selv i dag,” mumlede han, og betragtede tavst hans evige smutsten. Han tog fraværende en hånd op af lommen, og satte fuldstændigt formålsløst på sit hår. ”Det er som om i år er noget ganske andet end sidste år,” sagde han stille, men kraftigt nok til at overdøve stormen. ”Som om vi alle sammen er blevet ti år ældre på én sommer.”

[Annabel Baker]

autumn is a second spring
where every leaf is a flower

[/size]

Tag: Shaun • Outfit: Here[/center]
Annabel lod sig ikke øjensynligt mærke med det bitre svar hun modtog, på et spørgsmål der lige så meget havde været til, for at gøre den yngre slange opmærksom på, at han ikke længere var alene. Et fnys, der svagt indikerede at hun trods alt var en anelse underholdt, gled ud mellem hendes læber og hun fortsatte den rolige fremfærd, til hun endte ikke mere end få skridt fra vandkanten på siden af Shaun.

Hun kommenterede ikke yderligere på Shauns undskyldning, så blot roligt ud over vandet der rørte på sig i vinden, fortsat med antydningen af et smil hvilende i den ene mundvig. Kappen blafrede let i vinden og hun vendte kameraet et par gange mellem sine hænder, som kunne hun ikke beslutte sig for om det var et øjeblik hun ville forevige gennem linsen.

Til sidst besluttede hun sig for, at det ikke skulle være nu og drejede sig lidt imod den anden i stedet. ”Mmmh,” brummede hun bekræftende til hans spørgsmål og lod kameraet glide ned i lommen på sin kappe, med en svag rynke mellem øjenbrynene. Hans bistre attitude gik ikke hendes opmærksomhed forbi og det fik hende til at se på ham, med noget der momentært mindede om bekymring. Da han dog selv kom med en forklaring, trak det en anelse op i hendes mundvige igen, mere halvhjertet end før. ”Alt er anderledes,” gav hun ham ret og lod blikket drive ud over søen igen. ”Man kan næsten mærke det i luften.”
[/blockquote][/justify]