Vejledt eller vildledt

[Caera Delaney]

Ved Adams indledende kommentar, himlede Caera let med øjnene. Det var ikke hendes mening at virke stødende, hun havde bare – ganske rigtigt – hørt det, han sagde, utallige gange før, men ligemeget hvor mange gange, nogen sagde det, følte hun altid et lille stik af dårlig samvittighed. Caera nikkede, med blikket slået ned, til det, han sagde. ”Jeg ved det godt.” Da vejleden sagde, at han ikke ville trække point fra, lyste Caera dog op i et smil. Hun skulle akkurat til at udtrykke sin taknemlighed, da Shaw fortsatte med at tale, og hun forblev tavs – smilet hvilede dog stadig i hendes mundvige.

Caera følte et eller andet røre i sig, da Adam havde talt færdig. Hun kunne ikke sætte finger på, hvad det var, men det var som om, hun glemte alt om Adams truende vejleder-jeg, og spændingerne i hendes skuldre forsvandt. ”Tak,” sagde hun, selvom hun umiddelbart ikke regnede med nogensinde at stille nogen spørgsmål om det, og for en gangs skyld holdt hun øjenkontakten med ham.

På et tidspunkt måtte hun dog slå blikket ned, da hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Selvom hun følte sig bedre tilpas, holdt forvirringen stadig fast i hende. Til sidst løftede hun dog blikket igen og bed sig kort i læben, før hun valgte at sige noget. ”Men så vil jeg gå op og . . . lave min besværgelsesstil,” sagde hun og formede et smil på læberne. Ikke fordi hun løj – hun havde skam en aflevering, der skulle laves, men hun ville måske ikke gå i gang med den lige nu. Den skulle trods alt først afleveres om en uge. Langsomt samlede hun tasken op fra gulvet og rejste sig fra stolen. Med et lille nik sagde hun farvel til Shaw og satte derefter kursen mod sovesalene med nye tanker i hovedet.

Out