|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 13:24:47 GMT 1
Adam sad foran ildstedet med et lidt blankt udtryk i ansigtet. Hans hænder lå i skødet, ikke rigtig foldede men kontakt mellem bagsiden af næstyderste fingerled. Af og til gav de sig dog til at gøre en eller anden nervøs handling, så som at stryge hen over hans lår, køre en tur igennem hans hår eller bare vride sig en enkelt gang før de vendte tilbage til den lille anspændte positur. Sagen var den at han var ret bekymret og det var egentlig ikke noget der skete særlig ofte. Da han i løbet af sommerferien havde modtaget et brev om at han var blevet valgt som vejleder, havde han været forbløffet men ikke negativ. Det passede meget godt overens med hans plan om at gøre skolen til et bedre sted og derfor havde han accepteret uden protest.
Nu havde det bare vist sig at det at være vejleder var et væsentlig hårdere arbejde end han egentlig havde regnet med. Der var alle mulige små pligter han skulle udføre for at sikre at de yngre Ravenclaw-elever trivedes, og det mest ironiske af det hele var at de fleste af disse byrder var selvvalgte. Adam havde fået noget ansvar og havde, bevidst eller ubevidst, valgt at tage en hel del mere end han var sikker på at han kunne bære. I sidste ende var han mest af alt bange for at han ikke gjorde sit job ordentligt og de yngre led på grund af ham; det var en lidt fremmed følelse for Adam, der hele sit liv havde gjort sig umage med kun at kaste sig ud i noget han vidste han kunne håndtere, men nu...
|
|
|
|
Post by Caera Delaney on Sept 9, 2012 14:38:59 GMT 1
Da Caera trådte ind i Ravenclaws opholdsstue, lod hun blikket glide hurtigt rundt i rummet for at se, om nogen lagde mærke til hende. Ikke fordi den unge ravn var særlig opmærksomhedssøgende, men når hun havde jord i ansigtet og oprevne strømpebukser, var hun alligevel lidt i øjefaldende. Det var ikke fordi, hun tænkte på, hvad andre ville sige til hendes udseende, men hvad eventuelle vejledere ville mistænke.
Og som hun havde tænkt den tanke, fik hun øje på Adam Shaw - Ravenclaws nye vejleder. Med opspærrede øjne hankede hun op i sin taske og begyndte forsigtigt at gå. Caera havde altid været en smule skræmt af den store skikkelse, og nu hvor han var blevet vejleder, frygtede hun de værste straffe til tider. Det var altså derfor, hun holdt vejret listede sig bag den anden ryg. |
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 16:26:15 GMT 1
Desværre lod det til at Shaw besad en eller anden overnaturlig hørelse eller lignende. Han vidste i hvert fald at Caera var der, og næppe havde hun gået mere end tre skridt før hun hørte ham flytte på sig i stolen.
"Miss Delaney.." lød hans dybe stemme og med en skraben vendte han sin lænestol så den stod med siden til hende. Ilden i kaminen kastede et flakkende lys op, der efterlod mere end halvdelen af Shaws ansigt i skygge, og den anden halvdel viste ingenting om hvad han tænkte. Lyden tidligere havde været ham der satte sig op, og med rettet ryg kunne man kun sige at han mere end fyldte stolen ud. Han kiggede bare på hende i fire lange sekunder før han sagde: "Vil du være elskværdig at sætte dig..?" Han gjorde åben gestus med en tom højre hånd, og en anden lænestol fløj over og placerede sig overfor hans.
[/justify] |
|
|
|
Post by Caera Delaney on Sept 9, 2012 19:00:44 GMT 1
Caera nåede blot at tage tre skridt, før Shaw lagde mærke til hende. Med en fortrydende grimasse vendte hun sig mod vejleden og tog fat i sin arm med modsatte hånd, som han betragtede hende. Efter en kort stund med fuldkommen stilhed - udover de andre elevers mumlen og ildens knitren - skulle Caera lige til at spørge ham, hvad der var galt (selvom hun udmærket vidste det), men Adam kom hende i forkøbet.
Efter et øjebliks tøven slentrede hun med tunge skridt hen til lænestolen foran den mandlige ravn, som hun dumpede ned i. Tasken placerede hun på gulvet foran sig, hvorefter hun rettede sig op. Bloddråber fra et sår på hendes venstre knæ havde størknet i de sønderrevne strømpebukser, hvilket var endnu et bevis på, at hun havde gjort noget, hun ikke skulle have gjort. Og nu var hun selvfølgelig blevet taget i det. Typisk.
Med store øjne betragtede Caera den store skikkelse foran sig, og kunne ikke undgå at skutte sig bare en smule. Hans ansigt, det var halvt gemt i mørke, så meget dystert ud, og den unge ravn forestillede sig, hvordan hun ville blive låst inde i et kosteskab uden mad og drikke i den bagerste ende af slottet, så ingen ville kunne høre hendes nødråb, når hun langsomt blev drænet for energi . . . Caera rystede på hovedet og satte det lyse, uglede hår op i en hestehale for at få et bedre udsyn.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 20:37:26 GMT 1
Endnu en gang var Shaw stille i et godt stykke tid mens han bare betragtede Caera med et passivt udtryk og hænderne i skødet. Kun da Caera rystede på hovedet flyttede han lidt på sig, og det var for at støtte hovedet på sin venstre hånds fingerspidser, placeret langs tindingen.
"Sig mig, frøken Delaney.." sagde han så endelig og gjorde en lille, intetsigende gestus i luften med højre hånd, "..Hvis du var vejleder og du tog en yngre elev i at prøve at luske forbi i en, ærlig talt, ret medtaget tilstand.."
Pludselig lænede han sig frem og invaderede rummet imellem dem med sin stor overkrop. Hans fingerspidser fandt deres modstykker på den anden hånd og han så Caera direkte ind i øjnene, "..Hvad ville du så gøre?"
[/justify] |
|
|
|
Post by Caera Delaney on Sept 9, 2012 21:02:23 GMT 1
Da Adam blev ved med at sidde fuldstændig stille, slog Caera blikket ned i gulvet, mens hun kløede sig i hovedbunden. Da hans dybe røst endnu en gang lød, løftede hun blikket og fulgte tavs hans højre hånd, han slog ud i luften. Da han fortsatte med at tale, blev hun ved med at stirre på hans hånd, indtil han lænede sig frem. Uvilkårligt trak hun sig tilbage, mens hun gengældte hans øjenkontakt, selvom det kun gjorde hende mere utilpas.
Ved hans spørgsmål åbnede hun munden, men vidste umiddelbart ikke, hvad hun skulle sige. "Jeg kender til et kosteskab nede i krypten," begyndte hun med en tynd stemme, hvorefter hun rømmede sig. "Ingen ville kunne høre én," tilføjede hun højere og med en mere klar stemme. Men lige efter hun havde sagt det, gik det op for hende hvad, hun havde sagt, og hun blev helt stille igen. Sekunderne gik, og Caera sagde stadig ikke noget. Men som ilden gav sig til at knitre højt og sprøjte gløder ud på gulvet, kom hun på bedre tanker. "Jeg ville trække point fra ..." mumlede hun tilsidst, og de små skuldre sank en smule sammen. |
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 9, 2012 22:18:51 GMT 1
Ja det havde tydeligvis ikke været en god idé at nævne kosteskabet, fordi i det hun gjorde bredte der sig et bredt grin over vejlederens ansigt, og hans hvide tænder stod tydeligt frem i den ellers mørklagte, venstre halvdel af hans ansigt. Da hun nævnte at trække point fra nikkede han blot, og det ene, synlige, mørke øje løb analyserende op og ned ad hende og stoppede ved hendes knæ og så hendes mudrede ansigt.
"..Og hvad synes du.." sagde han, stadig med den samme metodiske ro der havde præget alle hans tidligere ytringer. Shaw havde aldeles ikke travlt med noget som helst. Ganske stille fandt han en sort tryllestav op af sin kappelomme og lagde den nænsomt på kaffebordet lige inde for rækkevidde, "..Ville være et passende mængde point og hvorfor?"
|
|
|
|
Post by Caera Delaney on Sept 11, 2012 11:35:40 GMT 1
Caera brød sig ikke om den måde, Adam betragtede hende på. Hun følte sig lille og hjælpeløs, og selvom han ikke ville kunne gøre hende noget her i opholdsstuen, frygtede hun det alligevel. Hans grin fik hende til at trække øjenbrynene en smule sammen. Hun gad snart ikke lege denne leg mere, og hvis ikke han gav hende en straf, ville hun selv give den . . . eller noget i den stil.
Den unge ravn fulgte stift den ældres hænder, som denne trak sin stav op af lommen. Med et nu undrende blik så Caera på vejlederens ansigt og kunne ikke lade være med at tænke på, om hun ville kunne nå at trække sin egen stav, før Adam gjorde det. Caera blev dog trukket ud af sine tanker, da stemmen endnu en gang lød, og hun begyndte ubevidst at pille ved en tråd fra strømpebukserne. "Altså . . ." begyndte hun med et lidende suk og så kort ud i rummet, før hun igen vendte opmærksomheden mod den store skikkelse overfor. "Kæmpe Blæksprutten er jo blevet lokket op til overfladen før!" udbrød hun med hævede øjenbryn og store øjne, hvorefter hun fortrød nogensinde at have åbnet munden få sekunder efter. "Kan du ikke bare få det overstået?" spurgte hun derefter med blikket rettet mod gulvet. Vejlederen havde givet hende dårlig samvittighed, som hun ellers aldrig pejede at få, og Caera længtes nu efter sin seng i stor grad. |
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 11, 2012 22:35:30 GMT 1
Shaw fnøs lavt af det Caera sagde, og i et kort sekund fik det flakkende lys fra bålet det til at se ud som om han smilede. Det var dog hurtigt overstået og den enorme vejleders udtryk vendte tilbage til dets statue-lignende passivitet. Endnu en gang flyttede han på sig i stolen, nu for at læne sig tilbage. Ryglænet brokkede sig knagende men Shaw smækkede sin ene ben op over det andets knæ og strakte sine arme med en vis nonchalance. Så foldede han hænderne i skødet og betragtede pigen indtrængende.
"Nuvel." sagde han, og løftede atter højre hånd og pludselig blev det tydeligt at midt i al hans rumsteren rundt havde tryllestaven formået at rejse fra bordet og hen i hans modsatte hånd hvor han holdt den løst imellem tre fingre. Så rettede han den direkte mod Caeras ansigt..
"Tergeo." Sagde han og selvom hun ikke kunne se det, var mudderet nu forsvundet. Nu blev tryllestaven rettet mod hendes knæ, efterfulgt af ordene "Episkey, tergeo, reparo."
Adam Caera endnu en gang var i fuldkommen præsentabel tilstand, lagde Adam stille og roligt sin tryllestav ned i lommen. "Hvorfor fortæller du mig ikke præcis hvad der skete.." spurgte han, og skønt at det var ganske venligt leje og høfligt formuleret efterlod det ikke det ikke meget rum til at sige ham imod. |
|
|
|
Post by Caera Delaney on Sept 16, 2012 11:28:29 GMT 1
Da den store skikkelse strakte sig i stolen, så det knagede, skävede Caera hen mod dören til pigernes sovesal. Det var begyndt at blive en smule sent, og da dören blev åbnet derind til, kunne man höre stemmer sludre. Med en fortrydende grimasse så Caera tilbage på Shaw, hvor hun mödte hans mörke öjne med sine egne i et indträngende blik. Det var först, da den äldre ravn tog staven i hånden, at det gik op for Caera, den havde svävet foran ham. Uden at tänke over det flöj Caeras ene hånd op til hendes ansigt, da staven blev rettet mod hende, mens hun trak sig väk. Den unge pige kendte dog godt til den besvärgelse (da hun selv havde gjort brug af den . . . mange gange) og de andre, der kom efterfölgende. Det stak i knäet, da Adam ordnede hendes sår, men den unge ravn lagde ikke meget märke til det, da denne mest af alt var forblöffet over hvilke besvärgelser, det var, der forlod vejlederens stav.
Caera blinkede et par gange og lod sin ene hånd glide ned over knäet, som nu var däkket fuldständig af strömpebukserne. Med et lille träk i mundvigen, slog ravnen blikket ned, og mumlede noget i retningen af et tak. Da hun blev spurgt om at fortälle det hele, trak hun let på skuldrene, men endte tilsidst med at fortälle, hvordan hun med to andre havde snuppet et fad mad fra frokostbordet og brugt det til at lokke monsteret frem. Hvorfor, de havde bragt bläksprutten til overfladen, undgik hun at fortälle.
|
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 16, 2012 14:15:04 GMT 1
Adam lyttede opmærksomt til Caeras fortælling, og som hun talte blev det mere og mere tydeligt at der var noget han manglede at høre. Lidt interesseret lagde han bare hovedet på skrå og foldede sin hænder. Hans ansigtsudtryk var underligt blidt, men havde en kvalitet der ikke helt var til at identificere; hans blik var roligt men veg nu og da til resten af rummet hvor de nogle gange hvilede på enkelte personer for så at bevæge sig videre.
"Det lyder som et veludført eksperiment.." sagde han lidt tøvende og hans øjne faldt tilbage på Caeras ansigt, "..Men du mangler at fortælle mig det vigtigste.."
Et smil begyndte at sprede sig på hans mørke ansigt, og modsat sidste gang var det tydeligt at det var af en mere venlig natur nu.
"..Du mangler at fortælle mig hvorfor i gjorde det."
[/justify] |
|
|
|
Post by Caera Delaney on Sept 25, 2012 22:00:46 GMT 1
Caera smilede diskret, da Adam valgte at betragte eksperimentet som veludført, men smilet varede kun kort og forsvandt lige så snart, vejlederen ville vide mere. Med et flakkende blik så Caera fra hans smilende ansigt til ilden i pejsen, hvor der pludselig var blevet lagt ny brænde ind. Den unge ravn havde faktisk aldrig rigtig lagt mærke til, hvordan det blev gjort - om det var ren magi, eller husalfe der skjult tøffede rundt. Måske skulle hun finde ud af det en dag . . .
Længere kom Caera dog ikke med den tanke, da Shaws dybe stemme endnu en gang lød. Med blikket rettet andetsteds end mod ham, satte Caera sig på sine egne hænder. Af ren ordentligt opfostren løftede hun tilsidst blikket og så på den store skikkelse foran hende. "Vi gjorde det . . ." begyndte Caera, men afbrød sig selv ved at vride ansigtet i en fortrydende grimasse. Hun fortsatte dog med at tale lidt efter. "Vi farvede bare dens arme i forskellige farver!" sagde hun og overraskede sig selv med det hidsige tonefald. "Men det forsvandt nogle timer efter," tilføjede hun uden egentlig at vide, om det var sket eller ej. Caera have aldrig udført den besværgelse før og havde ikke tjekket til dyret siden. Endnu en gang gav ravnen efter for den andens stirren, og hun vred nervøst fødderne indad. |
|
|
|
Post by Adam Shaw on Sept 25, 2012 23:11:48 GMT 1
Adam blinkede en enkelt gang med øjnene, men modsat alt andet han havde gjort, virkede det ikke nøje overvejet. En enkelt revne havde vist sig i hans stoiske ro og fra den piblede de følelser han ellers havde inddæmmet for at være en retfærdig vejleder. Det startede som et fnys og endte som en dyb klukken med akkompagnerende hovedrysten. Den store dreng så op på Caera og begyndte kort at le før han fik afbrudt sig selv. Det var tydeligt at han prøvede at virke alvorlig, men smilet forblev stædigt på hans ansigt og til sidst gav han op og lænede sig tilbage i stolen med et suk.
"Men Frøken Delaney.. Er det okay hvis jeg kalder dig Caera?" spurgte han og gjorde en åben gestus med begge håndfladerne opad, "..du har stadig ikke fortalt mig hvorfor i valgte at farve blækspruttens arme."
[/justify] |
|
|
|
Post by Caera Delaney on Oct 1, 2012 21:46:15 GMT 1
Caera betragtede den store skikkelse, som et grin langsomt udviklede sig på dennes læber. Forvirret trak den unge ravn brynene sammen og lod ubevidst kæben hænge afslappet, hvilket gav hende et lette bøvet ansigtsudtryk. Da Shaw spurgte hende, om det var okay at kalde hende ved fornavn, nikkede hun blot stumt og fastholdt blikket på hans ansigt, som om det ville give hende svar på forvirringen. Da han endnu en gang spurgte ind til hele blæksprutte-sagen, rystede hun let på hovedet og lod et suk få hendes holdning til at blive endnu dårligere. "Vi . . . gjorde det bare," sagde hun og hævede let øjenbrynene. "Det var bare sjovt," tilføjede hun og så ud som om, hun lige havde svaret på et yderst mærkeligt spørgsmål. Det syntes hun i bund og grund også, da hun umiddelbart ikke kunne komme i tanke om en grund til at farve et havdyr i regnbuens farver.
Caera forblev derefter stille. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, da det pludselig virkede som om, vejlederen ikke var så vejleder-agtig mere og nu godt kunne finde på at hyggesnakke. Hvad i alverden skulle de hyggesnakke om, da Caera kun havde historier om de regelovertrædende ting, hun havde gjort? |
|
|
|
Post by Adam Shaw on Oct 3, 2012 21:25:59 GMT 1
Adams blik betragtede Caera overvejende i en tid før han sukkede lavt.
"Det her har du sikkert hørt før.." sagde han afmålt og holdt hendes øjenkontakt, "..Og det kan godt være at du er uenig.. Men reglerne er der for din skyld."
Han slog blikket ned på sine hænder, hvor tommelfingrene kørte i cirkler om hinanden og der gik lige fire sekunder før han talte igen, "..De er her først og fremmest for at passe på dig og dine medstuderende.. og jeg ved godt at det ikke altid er lige tydeligt hvorfor de er der, og derfor har jeg ikke tænkt mig at trække point fra, da du vist nok forstår hvad du har gjort galt.. "
Endnu en gang holdt han en lille pause mens han med et tænksomt udtryk fugtede læberne og så fortsatte:
"Og jeg er måske en ny vejleder, Caera, men du skal vide at hvis du nogensinde er i tvivl om noget.. For eksempel hvorfor en regel er der.." et skælmsk udtryk løb momentært over hans ansigt før det forsvandt, "..skal du være mere end velkommen til at komme til mig."
Det var, på sin vis, en afslutning på samtalen og Adam slappede af i højre skulder og åbnede med tilhørende hånd muligheden for at hun kunne forlade det ellers ret fastlåsende rum der havde været imellem dem.
[/justify] |
|
