Fly high in the sky..

[Kean O'Flannigan]

Through my eyes I can see a shooting star
Weaving its way across the sea

tag; nessie | outfit; klik

Solen stod efterhånden lavt på himlen, og kastede sine sensommerstråler ud over den enorme quidditcharena; da solstrålerne ramte de forskellige kollegiers bannere, som prydede tribunerne, kom de til at gløde grønt, rødt, gult og blåt i en eufori af farver, som kun var med til at forøge den allerede fortryllende atmosfære. Selvom han efterhånden havde spillet på denne bane utallige gange gennem sin skolegang, kunne størrelsen af den massive arena stadig tage vejret fra Kean, hver gang han trådte ud på den grønne græsplæne, og kastede et blik rundt. Han stoppede op, lukkede øjnene i et kort øjeblik, og tog en dyb indånding; uvilkårligt spredte der sig et afslappet, hjemmevant smil omkring hans læber. I år skulle pokalen nok falde i de blå ravnes kløer; han kunne mærke det.

Kean slog øjnene op igen, og satte kufferten med smashere, tromler og det gyldne lyn fra sig på græsset, inden han smidigt knælede ned for at slå spænderne op med den ene hånd, mens han holdt sin kost i den anden. Aftensmåltidet var netop overstået, og han havde aftalt at mødes med Nessie herude, for at tage forskud på træningen, inden det gik i gang for alvor. Ubevidst strøg han en hånd gennem sit mørkebrune hår, før han vippede låget op. Smasherne rev og sled allerede mod læderremmene for at komme fri, men Kean ignorerede dem; i stedet havde han blikket rettet mod det skinnende, gyldne lyn, som glimtede i solen. Nærmest helt betaget strøg han fingerspidserne over metallet, inden hans håndflade nænsomt lukkede sig omkring Lynet, og han tog det op. Med noget der lignede ærefrygt så han til, mens de fjerlignende vinger bredte sig ud, og Lynet begyndte at summe mod hans hud, som om det var ligeså fuldt af forventning, som han selv var.

[Anessa Llewellyn Yates]

A good coach will make her players
see what they can be
rather than what they are

Tag: Kean O'Flannigan - Outfit: Here

Anessa strøg det efterhånden halvlange hår om bag det ene øre mens hun gik hurtigt ned ad stien mod quidditchbanen. Det føltes helt anderledes lige der og en smule surrealistisk. Hun havde tilbragt størstedelen af sin fritid på banen de sidste fem år, men alligevel var det hele komplet ændret nu. Hun var startet på sit definitivt sidst år på Hogwarts og som om det ikke var en sær nok tanke, havde hun til en hvis overraskelse taget pladsen som anfører efter Imogen. Hun var stadig ved at revne af en blanding af stolthed og præstationsangst bare ved tanken, men var fast besluttet på at gøre sit absolut yderste, og lidt til, for at det i slutningen af året ville blive Ravenclaw der stod med huspokalen i hænderne.

Udtagelsesprøverne var forløbet ganske glimrende og hun var forventningsfuld og fuld af optimisme allerede før træningen var startet officielt. Hun revnede i et bredt smil allerede da hun med sin kost i den ene hånd fik øje på Kean et lille stykke inde på banen og løftede den anden for at vinke til ham mens hun satte farten lidt op det sidste stykke, så meget som hendes forholdsvis korte ben nu engang kunne klare.

Hun fortsatte op på siden af vennen og gav ham et hårdt puf med hoften der mere ramte midt på hans lår end rent faktisk hans hofte. Hun var dog vant til det og lagde nakken lidt tilbage for at se op på ham med et smørret smil og et par blå øjne der spillede oplagt ”Er du klar til at tage imod ordrer?” hun vrikkede drillende med øjenbrynene et par gange og forsatte flabet ”Du får et helt år til at være min personlige slave. Du ved godt hvor priviligeret du er, ikke?”

[Kean O'Flannigan]

Through my eyes I can see a shooting star
Weaving its way across the sea

tag; nessie | outfit; klik

Stadig opslugt af den magiske fornemmelse af Lynet i sin hånd, lyttede Kean kun efter med et halvt øre, mens han hørte de lette fodtrin nærme sig i græsset, som signalerede, at Nessie var ankommet. Knap nok havde han løsrevet blikket fra den metalliske genstand i sin hånd, før et hårdt puf mod hans lår bragte ham ud af balance i et kort øjeblik. "Whoa!" udbrød han smågrinende, inden han rettede sig helt op fra sin knælende stilling, stadig holdende omkring Lynet med et fjerlet greb, og vendte sig helt om mod hende.

Der spillede et humørfyldt glimt i hans blå øjne, mens han vurderende lod blikket glide ned over hende, i sjov selvfølgelig. "Du kommer til at nyde rollen som anfører lidt for meget, Powerpuff. Det kan jeg allerede regne ud nu," kommenterede han drillende. Han var ærlig talt ikke i tvivl om, at Nessie ville blive en formidabel anfører; hvis nogen kunne være i stand til at følge i Ivorys fodspor, så var det hende, og han var sikker på, at hun nok skulle gøre holdet ære. Et muntert fnys lød fra ham, inden han sendte hende et flabet blik. "Hvor fristende det end lyder, så bliver jeg lige nødt til at minde dig om, at du rent faktisk står og taler til din nye stjernesøger. Du burde gøre dit bedste for at sørge for, at jeg altid er glad og tilfreds," pointerede han i et selvsikkert tonefald, inden et bredt smil viste sig på hans læber, og han, som for at understrege sine ord, løftede hånden, der holdt om Lynet en smule frem. Han gjorde intet for at holde den gyldne metalkugle fast; summende lå den i hans håndflade, let flaksende med de hvide vinger, som om den for tiden var helt tilfreds med at hvile sig der. Kean lagde hovedet en anelse på skrå, og mødte Nessies blik igen. "Hvad lægger vi ud med, Boss?" spurgte han, med antydningen af et smil i mundvigen.

[Anessa Llewellyn Yates]

A good coach will make her players
see what they can be
rather than what they are

Tag: Kean O'Flannigan - Outfit: Here

Anessa sendte Kean et drillende blik uden den mindste antydning af fortrydelse, da hun et kort øjeblik fik hans balance til at svigte ”Whoa, selv.” hun lagde sin kost fra sig ved siden af kufferten på græsset og lod blikket løbe banen rundt med en tilfredsstillende fornemmelse af at være hjemme før hun så på ham igen og fnøs muntert ”Kommer til..” hun daskede halvhjertet ud efter hans ene overarm ”Jeg malker den sgu da allerede til mindste dråbe, Dundee.” hun smilede bredt og trak sine handsker op fra den ene lomme.

Hun tog dem på mens han fortsatte og himlede indiskret med øjnene ”Kravl lige ned fra den kost der og bevis det først.” gav hun tørt igen, uden reelt set at være i tvivl om hans evner på den nye post på holdet. Hun vidste han var god, og han vidste det også selv. Det forhindrede hende dog ikke i at drille videre ”Du er jo bare doven, indrøm det. I stedet for at lave noget som angriber vil du bare hænge over alle vi andre og se på vi laver noget.” hun blinkede drilsk og lod så igen blikket glide ud over banen mens hun kneb øjnene spekulativt sammen ”Du kan prøve om du kan tage Lynet før jeg gør..” hun drejede hovedet og så udfordrende på ham, mens hun nikkede mod den lille bevingede kugle i hans hånd ”Hvis du tør.” hun smilede smørret og bøjede sig så efter sin kost der stadig lå i græsset.

[Kean O'Flannigan]

Through my eyes I can see a shooting star
Weaving its way across the sea

tag; nessie | outfit; klik

Selvom hendes dask ikke gjorde den mindste smule ondt, drejede Kean alligevel af ren refleks kroppen en smule væk fra hendes rækkevidde, mens det muntre, skæve smil stadig prydede hans læber. "Det er godt du selv kan indrømme det," medgav han med slet skjult morskab over hendes ordvalg, inden han vippede sin kost op på højkant og lod den hvile mod sin arm, så han havde hånden fri til at trække sine brede solbriller fra sin pande, og ned for øjnene.

Det brede smil var fortsat plastret ud over hans læber, mens hun opfordrede ham til at 'kravle ned fra sin kost'; tydeligvis havde han absolut ingen intentioner om at gøre som hun sagde, hvilket det dansende glimt i hans øjne, som kunne anes bag solbrilleglassene, afslørede alt om. En kort, veloplagt latter lød fra ham, inden han drillende pjuskede op i hendes hår. "Kom og sig det igen efter kampen mod Slytherin, når jeg har fanget Lynet og sikret os den første sejr i år," sagde han med en stemme, der bugnede af selvtilllid, inden hans blik strejfede fra Lynet i sin håndflade, og rundt på banen, mens han afventede hendes instruktioner.

Da hun fremsagde sin udfordring, var det hans tur til at knibe øjnene en anelse sammen, og sende hende et beregnende blik, inden han så nikkede. "Godt så. Det er sikkert en god idé at begynde med noget nemt lige efter ferien," skød han ind, med en tydelig flabet undertone, og holdt uvilkårligt sin frie hånd op foran sit hoved, hvis hun skulle finde på at lange ud efter ham. Behændigt manøvrerede han kosteskaftet mellem benene, og kastede et sigende blik på Nessie, der havde bøjet sig ned efter sin egen kost. "De magiske ord," drævede han muntert, og som om Lynet havde forstået hvad de snakkede om, lettede det få centimeter fra hans håndflade, inden det med et 'visp', fór ud af hånden på ham, og skød af sted op i luften.

[Anessa Llewellyn Yates]

A good coach will make his players
see what they can be
rather than what they are

Tag: Kean O'Flannigan - Outfit: Here

Anessa himlede med øjnene igen og så sigende op på Kean fra cirka femogtyve centimeter under ham ”Du er så sjov, så sjov..” hun slog ud efter ham igen, denne gang med sin ene handske, og lidt hårdere, før hun tog den på ”Smartass.” tilføjede hun lavmælt og rystede på hovedet uden at kunne lade være at smile skævt.

Hun fnøs igen og rakte ned i den anden lomme på sin vindtætte jakke for selv at trække et par solbriller frem og skubbe dem halvt op over sin næseryg. Der lod hun dem sidde et øjeblik mens hun så udfordrende på han hen over kanten ”Har du nogensinde hørt om hybris?” spurgte hun en smule retorisk og skubbede så solbrillerne helt på plads ”Hvis vi taber fordi du lige har jinxet det hele, så får du hug.”

Hun slap den sædvanlige spøgende tone og så banen rundt med et opmærksomt blik, ledte efter forandringer der kunne betydenoget senere, selvom i dag mest var for sjov og ballade. Hun blottede tænderne i et bredt grin da han, som forventet, tog imod hendes udfordring, men hævede øjenbrynene lidt ”Hvornår er det lige du lærer ikke at undervurdere mig?” hun bøjede sig hurtigt efter sin kost og løftede det ene ben hen over den ”Hvis jeg får det først, så giver du en omgang på De Tre Koste første weekend til Hogsmeade.” erklærede hun og fæstnede så blikket på det lille gyldne lyn der lettede fra Keans håndflade, satte selv af fra jordet og steg opefter med støt stigende fart.

[Kean O'Flannigan]

Through my eyes I can see a shooting star
Weaving its way across the sea

tag; nessie | outfit; klik

"Jeg ved det," smilede han skævt, og så med stor morskab til mens hun slog ud efter ham med sin handske. Han skulle bare løfte sin arm en smule, så hun ikke nåede at ramme ham, inden han havde løftet den udenfor hendes rækkevidde. Efterfølgende vippede han bare øretæveindbydende med øjenbrynene, og tog tydeligvis den sidste tilføjelse som en kompliment.

Kean rakte selv ned i den ene lomme på sine lettere løse, blå træningsbukser og hev et par sorte handsker frem, som han trak på, mens hans blå øjne hvilede på Nessie. Et helt uskyldigt smil spillede sig over hans læber. "Selvfølgelig har jeg det. Det var spørgsmålet ind til vores opholdsstue den anden dag, og jeg hørte tilfældigvis en anden svare på det, inden jeg selv gik ind." Trods hendes retoriske tonefald svarede han alligevel, rimeligt useriøst, så man ikke kunne være sikker på om det han sagde var sandt, eller om han bare fyrede en masse pis af. Det sidste var nok mest sandsynligt. Helt ubekymret trak han på skuldrene, og fortsatte: "Selv ikke guderne tør risikere at påkalde sig vores nye anførers vrede med deres nemesis-halløj." Veltalt. Han blinkede drillende med det ene øje, inden han puffede til hende med albuen. Han var dog ikke i tvivl om at hun ville gøre alvor af sin trussel om at give ham hug, hvis han kvajede sig under kampen og de derfor tabte.

Spørgende løftede han et øjenbryn, og lod hentydende sit blik glide ned over hendes lave skikkelse en enkelt gang, uden at sige noget. Det brede smil på hans læber afslørede, at han som altid selvfølgelig bare drillende hende. Det ville være meget dumt at undervurdere hende bare på grund af hendes højde, hvilket der sikkert var andre, som havde måttet sande. Hans blik strejfede flygtigt væk fra Lynet, som svirpede frem og tilbage i luften over dem, og nikkede en enkelt gang, med et flabet smil på læberne. "Aftale. Hvis du tager med som min date."Han var ikke helt sikker på at hun havde hørt det eftersom hun allerede var i luften, og han fulgte hurtigt efter hende til vejrs.

[Anessa Llewellyn Yates]

A good coach will make his players
see what they can be
rather than what they are

Tag: Kean O'Flannigan - Outfit: Here

Anessa himlede blot med øjnene igen uden at føje flere halvhjertede anklager til dem der allerede lå i luften mellem dem. Ikke at det var noget nyt, hun ville snarere blive overrasket hvis de ikke gjorde og var i bund og grund ganske tilfreds med at kunne konstatere, at intet havde forandret sig over ferien.

Hun fulgte hans bevægelser med et halvt øje mens han trak sine handsker op fra lommen og hun selv placerede de turkisblå solbriller på næsen. Så slog hun hånden for munden og spærrede øjnene op i påtaget overraskelse ”Står du der og siger at du hører efter?” hun rystede på hovedet med et næsten overbevisende vantro udtryk på ansigtet og det lyse hår dansende fra side til side ”Miraklernes tid er ikke forbi.” hun tabte masken da han fortsatte og revnede i et grin mens hun stadig rystede på hovedet og skubbede solbrillerne helt op på plads ”Nej, de er for kloge.” hun så sigende på ham gennem solbrillerne og måtte tage et halvt skridt til siden for at holde balancen da han puffede til hende.

Hun havde ingen intentioner om at kunne slå ham og rent faktisk vinde det væddemål hun selv stillede rammerne op for, men hun havde tænkt sig at give ham kamp til stregen. Det var med lige den tanke og et oplagt smil, hun satte af fra jorden og hurtigt accelererede opefter med blikket intenst følgende den lille gyldne kugle der nu også satte farten op. Hun hørte udemærket hans tilføjelse og drejede hovedet mod ham da hun fangede ham indhente sig ”Du giver aldrig op, gør du?” råbte hun tilbage til ham og smilede smørret, stadig ikke mere alvorlig omkring hele scenariet, end at det var en leg ”Der er tøsebørn nok der basker øjenvipper efter dig.” hun rystede på hovedet og lænede sig så frem over kosteskaftet mens hendes blik koncentreret afsøgte luftrummet efter Lynet.