Lost in a world of dreams

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Efterårsregnen klikkede let imod vinduet og afslørede et mørkt og vådt landskab. På den anden side af glasset var der dog varmt i Ravenclawelevernes opholdsstue, hvor de fleste havde søgt helt tæt på ilden for hyggens skyld, nu hvor det var blevet aften. En undtagelse var dog Emilia Bones, der havde fundet plads i et alt for stor lænestol foran vinduet regnen silede ind imod og sad med knæene trukket godt op til sig, pakket godt ind i sin varme trøje.

Hun var dog i øjeblikket ikke til stede i opholdsstuen, men fortabt på havet under en rasende storm, harmonisk akkompagneret af den fortsatte trommen af regnen mod ruderne. Med et dybt fokuseret blik, vendte hun forsigtigt en side uden i et øjeblik at lade koncentrationen vige. I stedet havde hendes fantasi travlt med at udvikle sig og et altid tydeligt tegn på at hun var helt og holdent opslugt, var måden hun af ren vane snoede en lang blond lok omkring en finger.

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

A depth of pure blue just to probe curiosity
ebbing and flowing and pushed by a breeze
far from here with more room to fly

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni sad behageligt placeret i en af de mange lænestole der prægede opholdsstuen i Ravenclawtårnet, lænet mageligt op mod de mørkeblå puder og med en tyk bog hvilende mod det ene armlæn. Der var intet ekstraordinært ved scenariet - andre Ravne kom og gik, rummet summede af dæmpede stemmer ind i mellem brudt af latter eller andre højere udbrud.

Alligevel var der en forskel og den lyshårede dreng i lænestolen fandt at hans blik med jævne mellemrum drev til en lille skikkelse tæt ved et af vinduerne. Hun så så lille ud, så skrøbelig, som en fin og kostbar dukke der var blevet efterladt i en alt for stor lænestol af et forkælet barn. Han tog blikket til sig igen med en hurtig rømmen og så ned i sin egen bog igen.

Nogle minutter lykkedes det ham at læse koncentreret før det så gik op for ham, at han igen så mod vinduet og han rynkede panden spekulativt uden at kunne tage en beslutning. Han fulgte hende diskret med blikket da hun bladrede i bogen og genkendte den blå indbinding da hun et øjeblik løftede bogen lidt. Det tog også beslutningen for ham og han lukkede sig egen bog langsomt sammen, efterlod den i stolen da han rejste sig og fortsatte tværs over rummet til han stod ved siden af lænestolen "Emilia..?" navnet føltes underligt uvant på hans tunge, men ikke desto mindre vidste han at det tilhørte hende, sammen med hvilken han familie hun kom fra da han først havde gennemgået mulighederne.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Ordene dansede for Emilias blik og omverdenen eksisterede ikke længere for hende. Der var kun det der foregik på siderne i bogen, koncentreret om at levendegøre skuespillet i sine tanker, at skabe et univers der var helt hendes eget. Hun trak knæene længere op imod sig selv, med bogen hvilende på dem og ænsede ikke at nogen havde nærmet sig, før det øjeblik lyden af hendes navn trængte igennem den altopslugende sfære hun befandt sig i.

Der gik alligevel et øjeblik før hun reagerede og drejede hovedet op imod den lyshårede troldmand. Normaltvist kunne der godt være gået et øjeblik eller to, før hun havde genkendt en person hun lige havde mødt efter at have været fordybet i egne tanker, men hans mørke øjne og lyse hår var så karakteristisk at hun ikke engang i et øjeblik var i tvivl.

Alligevel så hun forundret på ham og et naturligt, nysgerrigt smil trak frem på hendes læber, mildt og ganske indtagende. ”Du kender mit navn,” konstaterede hun, undertonen halvt spørgende, uden hun dog forfulgte det med noget spørgsmål. I stedet trak hun benene lidt tættere ind til sig og lukkede bogen sammen om en finger. Hendes blik gled diskret ned over hans ansigtstræk og hun indså først nu hvor køn han egentlig var, som om hun ikke rigtigt havde set ham tidligere. Hun så afventende på ham, stadig forundret og pludselig også en lille smule uforstående overfor hvorfor han, tydeligvis en ældre elev, havde opsøgt hende.

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

A depth of pure blue just to probe curiosity
ebbing and flowing and pushed by a breeze
far from here with more room to fly

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni nåede et sekund eller to at være i tvivl om, om pigen rent faktisk havde hørt ham og derefter, om han måske alligevel havde taget fejl af hendes navn. Så så hun op og han rynkede brynene lidt og havde allerede havlt fortrudt han havde henvendt sig. Hendes undersøgende blik og de sekunder der gik før hun talte gjorde ham underligt til mode og han klarede halsen med en diskret rømmen.

Så brød hun den let akavede tavshed og fik ham uden omtanke til at smile bredt nok til at hans tænder blev synlige et øjeblik. Han lagde hovedet lidt på skrå og så ned et sekund mens han nikkede let "Mhm.." han løftede blikket igen og mødte hendes, stadig med en diskret rynke mellem brynene over måden han blev betragtet på. Den var komplet anderledes end han var vant til, fra nogen og det tog ham meget ukarakteristisk nogle sekunder før han med en ny rømmen nikkede mod bogen på hendes knæ "Du svarede mig aldrig på hvad den handler om." han rykkede et skridt nærmere og satte sig ned på det lave bord lige foran hende og stolen med et på én gang vagtsomt og nysgerrigt blik og uden at skænke det en tanke, at han endnu ikke havde givet hende sit eget navn.

[Emilia Bones]

beautiful sky where the sun and

[/size]
MOON KEEP THEIR DIARY[/color][/font][/size]

Tag: Giovanni • Outfit: Here[/center][/font][/size]
Emilias blik dvælede ved den ældre elev, hvis navn hun fortsat ingen kendskab havde til og hun undrede sig stadig over hvad der havde gjort, at han havde opsøgt hende igen. Normalt ville hun ikke have stillet så stort spørgsmålstegn ved det, men der var noget ved ham, et eller andet hun ikke kunne sætte fingeren på, som hun ikke havde bemærket tidligere, der pludselig efterlod hende en smule åndeløs. Måske var det, det faktum at hun først nu rigtigt så ham i øjnene, der gjorde det, men uanset fandt hun at et let, piget smil trak frem over hendes læber og hun ikke helt kunne løsrive et fascineret blik fra ham.

Det fulgte ham som han satte sig og naturligt nok drejede hun sig lidt i stolen, med et fortsat nysgerrigt blik, der hang ved indtil han afslørede grunden til han havde opsøgt hende. ”Åh.” En klædelig, rosa kulør steg op i Emilias kinder og hun så kort ned imod bogen på sine ben, mens et næsten genert smil spillede over hendes læber. Hun løftede dog snart hovedet igen og lod benene glide ned i skrædderstilling, mens hendes fingerspidser strøg kærligt over bogens slidte forside.

Så så hun op tilbage på drengen, med let adskilte læber, som var hun klar til at svare. Hun nåede det dog ikke, før en tredje person kort sluttede sig til selskabet, med flere nervøse blikke i retning af den lyshårede troldmand, som Emilia ikke bemærkede. I stedet så hun blot nysgerrigt på den ældre pige fra kollegiet, der for alle andre end Emilia, så ud til at have svært ved ikke at skæve til drengen på bordet. ”Gareth Collins spørger efter dig udenfor,” informerede hun kort og havde tydeligvis travlt med at komme væk igen. Smilet havde dog bredt sig på Emilias læber igen og hun drejede hovedet tilbage mod troldmanden, med et udtryk i de lyse øjne der dog svagt signalerede, at hun ikke helt havde lyst til at gå. ”Det må du fortælle mig,” svarede hun endelig og sendte ham et indtagende smil.

Emilia rakte frem i en sælsom bevægelse og lukkede let sine slanke, hvide fingre om hans hånd, for blidt at kunne lægge bogen i den. Hun sendte ham et mildt smil og så ham i øjnene endnu engang, inden hun slap og kom på benene i en glidende bevægelse. I nogle få sekunder blev hun stående, som overvejede hun at sætte sig igen, før hun endelig løsrev sig og med et blødt ”farvel,” satte kursen mod opholdsstuens udgang, uden at kunne lade være med at lade blikket dvæle på ham over skulderen en enkelt gang eller to.

o u t

[/blockquote]
[/justify]

[Giovanni Polvani]

A depth of pure blue just to probe curiosity
ebbing and flowing and pushed by a breeze
far from here with more room to fly

Dedicated to: Emilia Bones - Dressed like: This

Giovanni lagde ikke normal særlig meget mærke til hvem der var i opholdsstuen eller hvad de lavede, men som han satte sig på det lave bord foran lænestolen, som Emilia næsten så ud til at kunne forsvinde i, lagde han ikke rigtigt mærke til noget andet end hende. Han sagde ikke noget, men betragtede hendes blot uudgrundeligt mens han ventede på et svar og rynkede brynene lidt over den tydelige farveændring i hendes kinder. Han var intelligent nok til at vide hvad den skyldtes, men at favne at det mere eller mindre var hans skyld, vidste han ikke helt hvordan han skulle håndtere.

Før han fik et svar, eller selv nåede at indskyde mere, før de blev afbrudt. Giovannis ansigt skiftede fra det ene øjeblik til det andet til en kølig maske, mens han løftede hovedet lidt og så op på pigen med et let skulende blik. At han var utilfreds med at være blevet afbrudt var der ingen tvivl om. Han blev siddende urørligt og så på pigen adskillige sekunder ud over hvad der kunne betegnes som høfligt og kneb øjnene lidt sammen over beskeden hun gav Emilia. Han så efter hende et øjeblik før han vendte ansigtet mod Emilia da hun igen talte.

Han rynkede brynene uforstående og rystede let på hovedet "Men jeg har ikke.." nåede han at begynde, før hendes slanke fingre lukkede sig om hans hånd. Han stivnede mærkbart, men trak ikke hånden til sig. I stedet så han skeptisk på bogen hun lagde i hans hånd og måtte stramme grebet om sin selvkontrol for ikke at trække hånden til sig, væk fra bogen, der egentligt ikke havde hans interesse overhovedet. Det havde pigen den kom fra derimod, også selvom han ikke ville indrømme det. Hun havde rejst sig før han nåede at slippe tanken og han rejste sig, lidt for hurtigt til at virke afslappet, rømmede sig og så tavst efter hende. Hans mundvige trak op i et svagt smil da hun så tilbage mod ham, før han løsrev sig og forlod opholdsstuen mod sovesalen, stadig med den lille, blå bog i hånden.

C L O S E D