|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 5, 2012 14:01:23 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Kappen fejede hviskende om Betrys ankler, mens hun gik med hastige skridt i gennem toget for at komme frem til førerhuset, hvor nærmere instrukser om opgaverne på turen som præfekt ville blive videregivet til hende. Toget var øde, da det først havde afgang om en lang time, og det fik lyden af hendes skridt til at larme og uden tvivl annoncere hendes ankomst, måske endda inden hun kom til syne. Toget svingede blødt langs perronen og gjorde, at Betrys ikke kunne se hele det hele af gangen. Snart fik hun dog øje på en skikkelse for enden af den, og hun gik ud fra, det måtte være den mandlige præfekt, som hun endnu ikke havde mødt. Han stod med ryggen til hende, og selvom hun ikke kunne genkende ham fra sådan en afstand, var der noget bekendt over hans holdning, og hun tillod sig selv at håbe, at hendes nye kollega var en af hendes venner. Som hun stødt kom nærmere, fik øje på flere detaljer ved hans fremtrædende, og det gyste behageligt i hende, da hun så de velkendte krøller i hans nakke. Det var fristende bare at gå hen og trække sine fingre i gennem Jacks bløde, mørkeblonde hår. Jack. Betrys stoppede brat op et par meter fra ham. Chok var malet i hendes ansigt, og havde effektivt tørret det smil af hendes ansigt, hun ikke engang var klar over havde bredt sig på hendes læber. En følelse af kvalmende afsky for sig selv vældede ind over hende som voldsomme bølger af vand. Betrys havde genkendt Jack på lang afstand, men ikke indset det, og hendes underbevidsthed havde forrådt hende så groft, at hun var på nippet til kaste op over sig selv.
|
|
Jacob Arrington
Bortvist
Got a secret, can you keep it? Better lock it in your pocket, taking this one to the grave.%\0\%
|
Post by Jacob Arrington on Sept 6, 2012 8:42:14 GMT 1
the scent of your heartache baby and
the taste of your blood run within me
[/size] Tag: Betrys • Outfit: Here[/center] Det var med en dyb følelse af tilfredshed, Jack om morgenen havde kunnet sætte det lille, blå præfektskilt fast foran på sine skolegevandter. Der glimtede det nu let i lyset på togstationen, hvor han med rank holdning afventede yderligere information om hvordan dagen skulle forløbe. Hvem hans kvindelige modstykke var, anede han ikke, men var samtidig ikke ved at sprænges af nysgerrighed. Skolen kralvede med afskum og kryb og han kunne ingenlunde forestille sig, at deres valg ville falde i hans smag. Hans hænder var samlet bag ryggen og han stod roligt og betragtede åbningen hvor platformen ophørte, igennem den åbne dør til førerhuset, hvor togføreren i øjeblikket ikke befandt sig. Den svage lyd af skridt bag sig, fik instinktivt alle hans sanser til at reagere, musklerne til at spændes forsvarsberedt, før han langsomt drejede sig og med et indtrængende udtryk i de isnende blå øjne, lod blikket falde på den kvindelige præfekt. ”Griffith,” navnet gled afmålt og koldt ud i mellem hans læber, som han uden et øjebliks tvivl genkendte løvinden der tilsyneladende var stoppet brat op. Hans blik vandrede beregnende ned over hende og fæstnede sig i et øjeblik ved det lille skilt der var fæstnet forrest på hendes rober. I et øjeblik mente han at have set noget andet i hendes ansigt end afsky, men tog sig ikke videre af det end det. Hans ansigtsudtryk afslørede intet om hvad han selv mente om tanken om Betrys som medpræfekt, andet end et slet skjult overlegent glimt i øjnene. ”Så det er måden, de belønner mordforsøg på mudderblods. Imponerende,” hans læber trak sig tilbage i et koldt smil, der dog var fuldkommen blottet for venlighed eller morskab og uden nogen tegn på at være det mindste imponeret, når det kom til stykket. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 6, 2012 12:36:25 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Lyden af hendes navn rev hende ud af sine fortvivlede tanker, og hun justerede straks sit ansigtsudtryk, så hun så neutral ud. Den voldsomme følelse af kvalme gik dog ingen steder, og både på grund af modvilje overfor ravnen og frygt for at kaste op, hilste hun ikke igen. Til sidst var hun nødt til at se væk og lukke øjnene et kort øjeblik - men derudover viste hun ingen tegn på at være ilde til mode. "Hvis det havde været min intention at dræbe Blythe, så var det ikke blot blevet til et forsøg," informerede hun direkte og så over på Jack igen. Hun var rolig af væsen, og kun hendes tonefald afslørede, at hun ikke var venligtsindet. "Men en bedrift er en bedrift, og hvad du har gjort for at fortjene skiltet er mig en gåde," fortsatte hun, som sædvanlig ikke særlig forsigtig med sine formuleringer. Betrys så ingen grund til at skjule, hvad hun mente, da de jo uanset hvad begge vidste, hvor de stod i forhold til hinanden. Hun kunne fornærme ham ved at kalde ham Giovannis skødehund, eller måske lufte upassende spekulationer om hans forhold til professor Maverick - men intet af det, var sandt, og hun ville blot ende med at gøre sig selv en bjørnetjeneste: hun var ikke så blåøjet, at hun troede, at hun udelukkende havde fået stillingen på grund af sine udmærkelser. Det var kun alt for tydeligt, at hendes voldsudøvelse i foråret var blevet tilgivet på baggrund af hendes blodsstatus - men hun så ingen årsag til at tage afstand til det, når stillingen kunne vise sig nyttig på et senere tidspunkt.
|
|
Jacob Arrington
Bortvist
Got a secret, can you keep it? Better lock it in your pocket, taking this one to the grave.%\0\%
|
Post by Jacob Arrington on Sept 11, 2012 13:33:04 GMT 1
the scent of your heartache baby and
the taste of your blood run within me
[/size] Tag: Betrys • Outfit: Here[/center] Jacks tænder var kun i et øjeblik blottet i et kort smil, før det forsvandt igen som dug for solen og han så på hende med et spottende fnys og et blik, der tydeligt afslørede at hans interessere var noget nær ikke-eksisterende. Der var et tydeligt hånende drag over hans ansigtsudtryk, ganske bevidst om det selv og hendes lovende ord, gjorde intet for at mindske det. ”Selvfølgelig var det ikke det,” svarede han roligt, i samme tonefald man ville snakke til et uvidende barn og med en holdning der stadig afslørede at han egentlig mente det diametralt modsatte. Hans øjenbryn hævede sig over den defensive fortsættelse og det trak svagt underholdt i hans ene mundvig igen. Hans blik var dog hårdt og koldt, blottet for morskab, som var hun lige så vigtig for ham, som en loppe var for en hund. Hans hænder, der før havde været samlet bag ryggen, gled i stedet ned i lommerne på bukserne og han rettede sig ligefrem igen, for ligegyldigt at kunne se ud det samme sted som før, urørt af at vende ryggen til Betrys, som havde han allerede glemt, at hun stod der. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Betrys Morgan Griffith on Sept 11, 2012 18:13:48 GMT 1
there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us Smilet på ravnens læber var upersonligt og koldt og gjorde kun Betrys mere ilde til mode, end hun var i forvejen. Hun var mere fokuseret på dét end det hånende udtryk, der erstattede det, og da han valgte at tiltale hende som et barn, fikserede hun i stedet blikket på noget ubestemt over hans skulder, så hun slap for at se på ham. Det gjorde det kun lettere, at den anden valgte at vende ryggen til hende, og det gav hende ro til at lade facaden krakelere en smule. Hendes skuldre sank sammen, og hendes ansigtsudtryk var ikke længere neutralt og roligt, men afslappet. Hendes øjenkroge vendte af natur nedad, så når der ikke var et smil på hendes læber til at holde dem oppe eller et nøje afmålt ansigtsudtryk, det ikke udtrykte noget, så hun en anelse bedrøvet ud. At vente syntes at tage en evighed, og jo længere de stod i stilhed, jo mere mærkede Betrys, hvordan hun ikke kunne holde Jacks nærvær ud. Det var besynderligt, når der ikke foregik nogen interaktion mellem dem - men var måske netop det, der plagede hende. Uden rigtig at tænke over det, tog hun et skridt bagud, for så at vende sig om og tilbagelægge afstanden til den nærmeste kupé, som hun forsvandt ind i. Her var luften på en måde klarere, og hun gik hen til vinduet, der ikke viste anden udsigt end den af væggen på den anden side af sporene. Hendes spejlbillede var tydeligt i glasset, og hun endte med at betragte sig selv.
|
|
Jacob Arrington
Bortvist
Got a secret, can you keep it? Better lock it in your pocket, taking this one to the grave.%\0\%
|
Post by Jacob Arrington on Sept 12, 2012 9:01:45 GMT 1
the scent of your heartache baby and
the taste of your blood run within me
[/size] Tag: Betrys • Outfit: Here[/center] Selvom Betrys vendte blikket bort, fortsatte Jacks med at være fastlåst på hende, uden at flakke eller vise nogen form for affektion. Han fortalte også sig selv, at hun var fuldkommen ligegyldig, blot et bump på vejen, og af samme grund, drejede han ansigtet tilbage i retning af togførerens kupé. Nærmest som om han blot havde vendt ryggen til en tom togvogn og Betrys aldrig havde været der til at starte med. Skønt han ikke udadtil viste det, var han dog stadig helt bevidst om at hun stod der og kunne svagt ane hendes silhuet i det forreste vindue, få sekunder før han hørte døren indtil en kupé blive skudt til side. Han var ikke i tvivl om at Betrys var forsvundet ind i den og langsomt drejede han nakken igen, for at se på det sted hun få øjeblikke tidligere havde stået og nu, da der ikke var andre der så det, tillod han sig at rynke lidt på panden, med noget der faretruende mindede om et splittet glimt i de lyse øjne.
c l o s e d
[/color][/i][/font] [/blockquote][/justify] |
|
