Old habits die hard

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Skolen var startet, og selvom Betrys havde følt, at sommeren var lang, og at hun havde distanceret sig fra alt skolerelateret, skulle der ikke mere end en enkelt time til, før hun var faldet tilbage i de gamle rutiner. Hun skrev noter på samme måde, sad stadig med dårlig holdning i timerne, og selvom fritimerne var til lektielæsning, endte hun med at spendere tiden på at lave kruseduller på sit pergament i stedet for at skrive den stil, hun allerede havde fået for i forvandling. Maverick havde sendt hende strenge blikke under hele lektionen, men hun kunne have svoret, at han flere gange havde ladet blikket flakke til præfektskiltet, der skinnede sigende fra hendes bryst. Hvis han var så meget imod hende, så havde han uden tvivl sørget for, at hun ikke havde fået stillingen - og det fik hende til at smile tilfredst, når han stod med ryggen til.

Betrys havde trukket en lænestol hen til et vindue, hvor en bleg sol skinnede ind. Der var ikke særlig mange mennesker, og dem, der opholdt sig i fællesstuen, var fra de ældre årgange. Modsat hende så de ud til at lave noget seriøst - men så igen kunne hendes kruseduller jo også forveksles med 'noget seriøst', da hun sad lænet ind over et pergament med en fjerpen, der var i konstant bevægelse.

kevin allaire • oufit

[Kevin Allaire]

some nights I stay up
cashing in my bad luck

Skolestart. Trods at han nu begyndte sit syvende år på et kollegium han aldrig havde følt sig hjemme iblandt, og aldrig havde set frem til at skulle vende tilbage til, så havde det alligevel været med følelsen af en ny begyndelse da Kevin vendte tilbage til de grønne farver. Han havde aldrig haft meget til fælles med hans værelseskammerater, men alligevel blev der vekslet sommer-historier den første aften. Kevin havde altid set frem til at vende tilbage til den magiske verden efter et par måneder hjemme, hvor magi stadig var noget der udelukkende fandtes i bøger og hvor naturen var det bedste sted at tilbringe sommeren. Han havde endda glædet sig til at drukne i lektier og afleveringer, og havde fået dette ønske opfyldt allerede første skoledag.

Efter en hurtig gennemgang på biblioteket, der mest af alt havde været for gensynets skyld, havde Kevin begivet sig videre til fællesstuen. Fremfor at sidde i den kolde kælder Slytherin-eleverne kaldte en opholdsstue, havde Kevin altid holdt af fællesstuen, der altid summede med liv. Det var sjældent at han fandt selskab, men denne gang, efter at have taget et par skridt ind i stuen, faldt hans blik hurtigt på Betrys ved vinduet. Han gik målrettet imod hende og stoppede op med et smil da han nåede hendes bord. Hans øje fangede det blanktpolerede præfekt skilt der hang på hendes trøje, og uden videre invitation til at slå sig ned, fandt Kevin hurtigt en stol og tog sagen i egen hånd.
"Præfekt Betrys," tiltalte han hende med et stort smil på læberne. "Sikke en titel!" Kevin havde selv gået og leget med idéen om at blive præfekt, men havde hurtigt givet op da han ikke vitterligt passede til rollen. "Godt at se dig igen," tilføjede han efter lidt tid.
Kevin placerede de bøger han havde haft i favnen på bordet og lænede sig tilbage i stolen. "Hvordan var resten af din sommer?" Han vidste godt at det var de sædvanlige høfligheder han vekslede i dette øjeblik, men han var fast besluttet på ikke at røre det emne der, indtil videre, altid havde dukket op imellem dem.

TAG: Betrys &, WEARING: this

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Da nogen tiltalte Betrys med titel og det hele, så hun op med et hævet øjenbryn i den forventning om, at nogen søgte hendes hjælp eller lignende. Da hun i stedet fik øje på Kevin smilede hun mildt og vendte ansigtet mod sit pergament igen, fordi hun blev mere eller mindre forlegen. "Tak," lo hun og så op igen. Lige så skadefro, som præfektskiltet gjorde hende i nærheden af folk, hun ikke brød sig om, gjorde det hende stolt og smigret i nærheden af folk, hun holdt af.

Betrys lagde fjerpennen fra sig og vendte sig lidt i stolen, så hun ikke sad helt med siden til kammeraten. "I lige måde," svarede hun igen. Så skubbede hun pergamentet fra sig. "Min ferie har været ok," fortalte hun, mens en række mentale billeder flimrede forbi - de fleste af hendes familie, hvem hun havde tilbragt en hel del tid med i ferien. Særligt relationen til hendes granfætre var blevet genopfrisket, og hun anede, hvad hun havde i vente. "Det har været rart med en pause, men det er nu lige godt at være tilbage igen. Sidste år på skolen..." Hendes sidste ord klingede lettere dramatisk, men hendes blik udtrykte snarere en længsel, hun ikke kunne lade være med at tage på forskud.

kevin allaire � oufit

[Kevin Allaire]

some nights I stay up
cashing in my bad luck

Kevins egne ferier havde altid været alt for lange, i hvert fald ifølge hamselv. En uges camping kunne han leve med, men de mange overlevelsesturer hans far altid slæbte ham ud på, var efterhånden begyndt at blive gamle og irriterende. "Jeg ville nogle gange ønske at de var kortere!" udbrød Kevin da Betrys var færdig. Han havde kastet to opgivende hænder i vejret og havde lænet sig en smule ind over bordet for at uddybe hvori hans afsky af sommerferien lå. "I min familie er sommerferien intet andet end en mulighed for at blive ét med naturen - vende tilbage til de primitive rødder," forklarede han dramatisk. "Ja, det lyder sikkert meget spændende, men når man når til det syvende år så mister det en smule af gløden." Kevin kastede sig opgivende tilbage i stolen imens han gned begge hænder over hans ansigt. Der var intet der frustrerede ham mere end denne del af hans familie.
"Jeg har absolut intet imod at være udendørs og leve på det jeg har ved hånden," gav han sig videre med efter et stykke tid. "Men som den eneste vegetar i familien så er det ikke let at finde noget at leve af. Især når halvdelen enten er giftigt eller på anden vis kan tvinge dig til at ligge i sengen de næste par dage." At dømme efter hans udtryk så var det ikke første gang at det havde sket for ham.

Kevin slog en latter op da han havde luftet de værste frustrationer, og skyndte sig også at sende et undskyldende smil til Betrys, der måtte have følt sig noget overrumplet. "Bare rolig. Det er ikke hver dag jeg lufter mine frustrationer på den måde. En lille del af mig holder stadig af min skøre familie og deres absurde påfund." Han rystede kort på hovedet, både af sig selv og mindet om denne sommer, før han vendte tilbage til Betrys' blik. "Sidste år," istemte han, med samme længsel som Betrys selv havde givet udtryk for.

TAG: Betrys &, WEARING: this

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys så overrasket på Kevin, da han kom med sit udbrød - ikke så meget, fordi det var et udbrud, mere på grund af, hvad han mente. I hendes ører var det et komplet tosset udsagn. Da han så begyndte at forklare, dæmrede det for hende, at alle måske ikke tilbragte deres ferier i samme salige stadie som hende selv, og hun kunne ikke lade være med at le af hans malende beskrivelser. Hun skulle til at joke om, at hun ikke ligefrem kunne se ham i ét med Moder Natur, men hendes opmærksomhed blev fanget af noget andet. "Er du vegetar? Hvorfor?" spurgte hun uden at tænke særligt over formuleringen. Så lænede hun sig bag i stolen med et lille, skævt smil på læberne. "Jeg ved ikke, om jeg ville gøre mig så godt som friluftsmenneske - men jeg elsker i hvert fald naturen. Træer er det bedste!" udbrød hun en smule usammenhængende, "Vi har en skov på vores land," informerede hun i øvrigt.

Betrys havde slet ikke følt sig overfuset af Kevins fortællinger om hans familie, hun var tværtimod glad for, at de kunne tale så frit om alt og ingenting. Desuden behøvede det heller ikke at handle om hende hele tiden - hvilken ide ville der være i sådan et venskab? "Åh, jeg overlever - det er ikke værre end den hær af førsteårselever, som hele tiden er på randen af et nervesammenbrud. Det er lidt svært at sige til en trold på denne størrelse -" hun holdt hånden ud for at vise, hvor små førsteårseleverne var - "at jeg ikke er hans mor." Betrys himlede med øjnene og afslørede en perlerække af tænder i et smil. "Men din familie lyder da ellers hyggelig nok," tilføjede hun, selvom hun selvfølgelig kun kunne gisne om, hvorledes Kevins familie var.

kevin allaire • oufit

[Kevin Allaire]

some nights I stay up
cashing in my bad luck

Kevin tog en dyb indånding da han endelig afsluttede hans lange, begivenhedsrige fortælling om hans sommer. Det tog ham en smule uforberedt da Betrys første spørgsmål tilsyneladende havde fanget hans spisevaner. "Ja," svarede han kort til at starte med imens han fiskede efter en uddybelse. I realiteten havde der ikke ligget den store grund bag hans valg. "Jeg har aldrig brudt mig om hverken kød eller fisk. Der er noget ved smagen og teksturen der ikke ligefrem tiltaler mig... Det er ikke fordi jeg er den store dyre-elsker, og jeg har absolut intet imod folk der spiser kød - jeg er bare kræsen, må det være." Kevin havde langt fra overvejet hans ord og snublede en del i hans forklaring for at prøve at give Betrys en holdbar grund. "Tro mig, jeg ville ønske at jeg kunne! Min familie elsker at gå på jagt, og alle højtider er en kød-fest og endnu en mulighed for at komme med vegetar-jokes. Jeg tror at min onkel bruger alle dage op til højtiderne på at finde nye jokes, for de bliver aldrig gentaget igen." Kevin kunne ikke lade være med at le. Han havde lært at leve med diverse kommentarer. "Vegetar er et indiansk navn for Dårlig Jæger," demonstrerede han og rystede på hovedet. "En lille forkærlighed for naturen er alt der skal til før min familie overvejer at adoptere dig. Hvor bor du henne?" spurgte han, da det ikke var alle der havde skov i deres baghave.

Kevin kunne ikke holde en latter tilbage da Betrys gav sig til at fortælle om de første præfekt-opgaver der kom med skiltet og titlen. "Jeg må ærligt indrømme at det kun er seks år siden jeg var i deres sko," lo han. Minderne fra hans ankomst var som malet på hans nethinde og lod til ikke at ville falme de næste mange år. "Det er vel en del af jobbet, og noget siger mig, at det slet ikke er så slemt?" Selvfølgelig var der spørgsmål der altid gav sig selv, men trods alt måtte Betrys have været klar over dette aspekt ved hendes nye titel. "I det mindste må det være det hele værd. Om det er af jalousi eller beundring, så må ethvert blik du modtager, der er rettet mod dit emblem, gøre op for alt andet."

TAG: Betrys &, WEARING: this

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Ganske ubevidst rynkede Betrys på næsen. "Ja, når du nu siger det sådan..." sagde hun og lavede en lille grimasse. Selv havde hun aldrig overvejet, at blive vegetar og havde derfor ikke rigtig noget begreb om, hvilke grunde, der var de 'rigtige'. Hun lo med ham og rystede let på hovedet. Hendes egen familie var slet ikke så bramfri, og selvom hun engang var blevet kaldt forstanderinden af Cilgerran Castle på grund af sin læreplads hos sin oldefar, blev det ikke til så meget fjol og spas. "I det mindste, har de accepteret det," bemærkede hun uden selv at have nogen særlig erfaring med ikke at blive accepteret, som hun var. "Jeg bor i Sydwales. Cilgerran Castle," fortalte hun, ikke helt uvant med, at folk havde hørt om stedet, da det trods alt husede det meste af Griffith-slægten, og fordi Griffith ikke ligefrem var et ukendt navn. "Hvad med dig?" tilføjede hun spørgende og så afventende på ham.

Betrys nikkede og så indforstået på ham. "Samme her," sagde hun, "men jeg prøver nu at over bevise mig selv om, at jeg var lidt mere selvstændig, da jeg først kom hertil," sagde hun smilende. Hun trak på skuldrene og kastede et blik ud af vinduet. "Det er vel ikke så galt igen - der går nok en måneds tid, og så er de ikke så fortabte længere," fortalte hun og kiggede på ham igen. Hans næste ord fik hende stik imod al forventning til at rødme lidt - ikke fordi hun var forlegen, men fordi hun virkelig var så stolt, at hun kunne sprænges. "Det er det hele værd," bekræftede hun ugenert, og farven i kinderne havde allerede lagt sig igen.

kevin allaire • oufit

[Kevin Allaire]

some nights I stay up
cashing in my bad luck

Kevins muggler-gener efterlod ham altid en smule blank når det kom til fuldblodsfamilier og de navne man skulle kende til, eller de steder de boede. Da Betrys nævnte Cigerran Castle, og med overbevisende sikkerhed om at det var kendt, kunne Kevin ikke gøre meget andet end at slå blikket ned og fokuserere det på de bøger han havde medbragt. Han vidste at hun var en Griffith, og at det var et kendt fuldblodsnavn, men meget andet havde han ikke hørt. Han havde to valg nu: At lade som om han udmærket kendte til Cigerran Castle, eller fremstille sig selv som den uvidende mudderblods han så ofte blev stemplet som. "Uvidende mugglerfødt tilstede her," jokede han med og håbede på at det ikke fik hende til at krumme tæer, da hans egne knapt kunne være i hans sko. "Jeg er selv fra Blackpool... Fortæl mig om Cigerran Castle!" Kevin skiftede hurtigt spotlight, da der ikke var meget at sige om hans middelmådige familie og deres lille villa i udkanten af byen. Der var hverken husalfer eller portrætter der bevægede sig, selvom labradoren Bernard både hentede avisen og kunne åbne for køleskabet.

"Jeg burde have haft en til at holde mig i hånden gennem det meste af første år," fortalte Kevin med et smil da mindet om det første år var bragt på banen. "Det lykkedes mig engang at samle et skema op der ikke var mig eget! Dette fandt jeg først ud af da jeg stod parat til en time i Magiske Dyrs Pasning og Pleje." Kevin både lo og rystede på hovedet af sig selv. At han kunne have taget så meget fejl undrede ham stadig, og dengang havde det været det værste der kunne ske - i det mindste kunne han grine af det nu.

TAG: Betrys &, WEARING: this

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys lo mildt af hans mugglerjoke. "Det er et gammelt gods, som min familie overtog nogle generationer tilbage. Det meste af min familie bor der," fortalte hun og undlod bevidst at nævne, at måden hvorpå godset var blevet overtaget ikke ligefrem var helt stueren. "Vores områder består mestedels af skov - det hænger ligesom sammen med familieforetagendet." Betrys var ikke vant til at fortælle om sit hjem på denne måde, og hun prøvede ikke at lyde storsnudet. "Blackpool..." sagde hun tænksomt, "Så bor du ved vandet?" Det spørgende tonefald skyldtes, at hun ikke var helt sikker på, hvor det lå, men mest af alt skød fra hoften.

"Åh nej!" udbrød Betrys og boblede over af latter. "Det er da nok til at traumatisere enhver. Jeg synes kun jeg møder elever, der ikke kan finde sine lokaler - men det er også klart på et sted som Hogwarts," sagde hun, "Så sent som igår tog jeg den forkerte trappe, da jeg skulle til biblioteket," indrømmede hun med et skævt smil og håbede inderst inde, at dette var en dybt fortrolig samtale - hun kunne ikke overskue at møde Evanders skeptiske blik og tørre humor på lige dét punkt.

kevin allaire • oufit

[Kevin Allaire]

some nights I stay up
CASHING IN MY BAD LUCK

Trods alt havde det vækket en smule interesse i Kevin, der mentalt gjorde sig en note om at finde dette sted, der måtte have en linje eller to i en af Hogwarts' mange historie bøger. "Det lyder til at være stort, hvis det meste af din familie er samlet under samme tag." Aldrig i hans liv ville Kevin ønske at have hele hans familie boende i samme hus, hvilket aldrig kunne fungere. "Og hvad er jeres familieforetagende?" Endnu en gang stillede han spørgsmålet næsten undskyldende, selvom der var noget der sagde ham, at han kendte svaret til dette. "Griffith," mumlede han betænkningsfuldt mens hans tanker flød rundt i al den information han havde samlet sig over de sidste syv år i den magiske verden. "Vent lidt! Tryllestavsmagere, ikke sandt?" Endelig slog det ham, at han havde hørt navnet forbundet med troldmændenes vigtigste tilbehør.

Kevin havde ikke længere tal på de mange gange hvor han havde været strandet på en trappe, der havde valgt at flytte sig i tide og utide. For ikke at tale om de gange han havde glemt det enkelte trappetrin der forsvandt halvvejs oppe. "Jeg tror aldrig nogensinde at jeg kommer til at have styr på Hogwarts' mange særheder, forskellige lokaler og hemmelige gange. Hvis du spørger mig, så burde første års eleverne få overrakt en guide til skolen, og gerne noget der er lettere at læse sig frem til end Hogwarts' Historie." Måske han selv skulle prøve at udarbejde denne, da det uden tvivl kunne blive galleoner værd en dag. "Men på den anden side, så ligger halvdelen af magien også i ikke at vide hvad skolen har at byde på næste gang." Kevin trak på skuldrene, lænede sig godt tilbage i stolen og vendte kort opmærksomheden mod en ophedet samtale mellem to Ravenclaw-elever, han fangede dog ikke hvad der blev diskuteret før de begge forlod rummet igen.
"Blackpool ligger ved vandet, ja, men jeg bor i udkanten, så der er lidt vej ned til stranden. Desuden er der altid travlt i sommermånederne, hvor jeg er hjemme, da det er lidt af en turist-by." Og så var hans familie mere til naturen end til havet når de endelig tog ud.

TAG: Betrys &, WEARING: this

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys trak på skuldrene. Selv havde hun aldrig prøvet andet end at bo i Cilgerran Castle og syntes derfor ikke, det havde en bemærkelsesværdig - men stort, det var det. Da han så fortsatte med at spørge indtil familieforetagendet, kunne hun ikke forhindre et lettere overrasket ansigtsudtryk. Med udtrykket kom der dog også et smil, og hun betragtede ham, mens han tænkte efter. Godt nok var hun ikke snobbet, men det var af hende erfaring, at langt de fleste kendte til Tryllestavsmærket. At hun så også var ved at blive tryllestavsmager var ikke lige så udbredt, men det passede hende kun fint. "Lige præcis," bekræftede hun og prøvede ikke at smile over hele femøren - hun var jo pavestolt, og var også opdraget til at være det, men hun gjorde alligevel sit bedste for at være ydmyg omkring det.

Da snakken faldt på Hogwarts, sank Betrys lidt ned i og tiltede hovedet til siden for at læne det mod ryglænet, der buede for komfortens skyld. "Det synes jeg også. Hogwarts ville ikke er være Hogwarts, hvis det hele gav mening," sagde hun. "Men," fortsatte hun og rettede hovedet op igen, "tror du ikke, at hvis der blev lavet en guide - så var det hele anderledes igen dagen efter?" Hun smilede konspiratorisk og lænede atter hovedet mod stolen. Hendes blik søgte i den retning, som Kevin så, men hun kunne ikke få øje på, hvad der end var at se, når hun sad, som hun gjorde. Så vendte hun opmærksomheden mod klassekammeraten igen. "Det kunne jeg forestille mig," sagde hun og forestillede sig en mennesketom strand på trods af emnet, "men det lyder nu herligt," tilføjede hun, "og hvis i er sådan nogle friluftmennesker, som du siger, så er i vel ikke midt i turistmylderet, når du er hjemme?" sagde hun i et spørgende tonefald og så afventende på ham.

kevin allaire • oufit