Midnight, our children were taken from us

[Dulcibella Purcell]

In the wind we hear their laughter
In the rain we see their tears

[/color][/i]
TAG - GIO
WORDS - 278
OUTFIT[/center][/color]

Efterårsregnen slog hårdt mod mosaik vinduerne indtil spådomslærerens gemak. Det rungede i hele værelset og fik den allerede eksisterende stilhed til at virke mere slående. Den mørkhårede dame var i færd med at rette stile fra de nye tredjeårselever, der omhandlede deres forventninger og tanker om spådom. Hun bed lidt i fjeren mens hun læste en ung lyshåret piges stil og overvejede hvad hun skulle stille op. Pludselig slog det hende at hendes søn måske ville komme på besøg i aften, de var trods alt lige kommet tilbage og hun havde ikke set ham siden fordelingsceremonien.

Purcell blev nødt til at snakke med ham, hun var bekymret for ham. Det havde været en tvetydig drøm, men hun vidste hun skulle tage sine drømme seriøst. Det var dog ikke sikkert hun skulle fortælle ham om det, men hun kunne slet ikke klare tanken om at miste endnu et barn. En lille blækdråbe faldt fra hendes fjerpen og ned på papiret, hvor den blev suget ind til noget der lignede en regndråbe. Hun sukkede let og udskød rettelsen af stilene, for i stedet at begynde at varme noget vand til te.

[Giovanni Polvani]

All women become like their mothers
that is their tragedy
no man does. That is his

Dedicated to: Dulcibella Purcell - Dressed like:This

Giovanni bevægede sig hjemmevant gennem slottets gange der på dette tidspunkt af dagen henlå dunkle i skæret fra faklerne på væggen. Han havde ikke travlt med at nå sin destination på første sal. Faktisk, ville han helst være fri, men han havde lovet sin far at overbringe et brev til Hogwarts spådomsprofessor. Det lå ham stadig fjernt at tænke på hende som det hun var, hans mor, hverken i tanke eller tale. Hun havde aldrig haft den funktion i hans liv, ikke hvad han selv kunne huske, eller også nægtede han at huske det.

Han hilste ikke på nogen på sin vej ned fra Ravenclaw-tårnet, ikke at der var mange på gangene alligevel, og fortsatte målrettet mod første sal og undervisernes private gemakker. Han stoppede udenfor døren der bar det rigtige navn - Professor Dulcibella Purcell og stod adskillige sekunder bare og så på navnet. Så løftede han den ene hånd med et lille suk og bankede på, mere af vane end fordi han egentligt mente det var nødvendigt lige her.

[Dulcibella Purcell]

In the wind we hear their laughter
In the rain we see their tears

[/color][/i]
TAG - GIO
WORDS - 335
OUTFIT[/center][/color]

Purcell stod og faldt i staver da teen trak, mens hendes tanker strømmede afsted som regndråber ned ad en væg. Hun mærkede sit hjerte banke en smule hurtigere ved tanken om at miste endnu et barn, men da uret ringede og nåede ind til hendes bevidsthed, hoppede hun pludseligt på stedet og vendte sig mod teen. Hun rettede unødvendigt på sit hår og tog tebladene ud af tepotten, hvorefter hun stillede den på bordet ved de to lænestole. Hun spjættede igen ved lyden af et par slag mod døren og kiggede et øjeblik forbløffet på døren, før hun rystede på hovedet over sig selv og skyndte sig hen mod indgangsdøren.

Purcell åbnede den smilende og hendes ansigt lyste kun endnu mere op da hun så hvem der var kommet på besøg. ”Åh! Giovanni, kom dog indenfor..” Sagde hun muntert og åbnede døren for ham, så han kunne træde ind, men han undgik dog ikke at blive overskyldet af kys på kinderne. ”Jeg har faktisk lige lavet te, vil du ikke have en kop med?” Purcell ventede dog ikke på han svarede, men fik to kopper til at flyve hen på det lille bord hvor tekanden stod. Derefter hældte kanden te op til dem begge to, imens Purcell endnu engang tog ordet: ”Hvordan var din sommer? Er det ikke skønt at være tilbage på skolen?” Hendes tone var munter, om end hun godt vidste at Giovannis syn på sagen nok ikke var ligeså optimistisk.

[Giovanni Polvani]

All women become like their mothers
that is their tragedy
no man does. That is his

Dedicated to: Dulcibella Purcell - Dressed like: This

Giovannis ansigt forblev udtryksløst da døren blev åbnet og han stod ansigt til ansigt med kvinden der for sytten år havde bragt ham til verden. Det betød dog mindre end lidt for ham som tingene havde udviklet sig siden da og han gengældte ikke hendes smil. Han tøvede et øjeblik før han uden et ord fortsatte ind over dørtrinnet. Han stivnede på stedet da hun overskred den usynlige grænse og trak sig væk med et ryk da hendes læber strejfede hans kinder. Han så gennemborende på hende med begge hænder knyttet ind mod sine lår og var på alle måder ukomfortabel med den intime, fysiske kontakt.

Han havde alle intentioner om at takke nej til teen, men før han nåede det havde hun antaget anderledes og han undlod for en gangs skyld at protestere og lod sin rugende tavshed tale lidt endnu. Han satte sig ikke selvom han fulgte med hende længere ind i gemakkerne og endelig talte "Nej, men det kan kun blive bedre i år." svarede han kryptisk og trak så et brev lukket med et laksegl han vidste hun ville genkende "Far bad mig sørge for du fik det her." han løftede armen og holdt brevet opfordrende frem mod hende med antydningen af et smil lurende i den ene mundvig.

[Dulcibella Purcell]

In the wind we hear their laughter
In the rain we see their tears

[/color][/i]
TAG - GIO
WORDS - 243
OUTFIT[/center][/color]

Purcell, der var vandt til sin søns lettere kolde attitude, anså det som sin pligt at være så kærlig og overbærende hun kunne være overfor hans personligheds små akavede sider. Hun smilede let over hans bemærkning og træk på skuldrene. ”Det kan være svært at leve et sted hvor man føler man er den eneste fornuftige til stede.” Svarede hun og gav ham moderligt klap på skulderen hvorefter hun skulle til at sætte sig, men stoppede op da han rakte brevet mod hende. ”Årh.. Hvad nu?” Kommenterede hun og himlede med øjnene. ”Det tager jeg mig af senere, jeg vil meget hellere høre om hvordan det går med venner og skole og sådan” Sagde hun og var meget bevidst om at han nok ikke besad samme lyst til at fortælle som hun havde til at lytte, men for hende var det vigtigste at hun viste interesse og ikke fik ham til at føle sig afvist.

[Giovanni Polvani]

All women become like their mothers
that is their tragedy
no man does. That is his

Dedicated to: Dulcibella Purcell - Dressed like: This

Giovanni var anspændt så snart han trådte over dørtærsklen ind i sin mors gemakker. Han følte sig altid fanget når han var der. Ikke at det var noget der skete særlig ofte, men det skete uundgåeligt og han ledte som regel efter den hurtigste grund til at smutte igen. I dag var ingen undtagelse og det var lettere modvilligt han alligevel endte med at følge efter hende længere ind i lokalerne.

Han stivnede igen da hun klappede ham på skulderen og gik et halvt skridt til siden mens han ubevidst rullede med skulderen betragtede hende gennem let sammenknebne øjne, uden at kunne erklære sig uenig med hendes ord "Ja.." gav han hende drævende ret, selvom han var overbevist om, de ikke tænkte på helt det samme.

Hans mundvige sitrede afslørende da rakte brevet fra sin far til hende og han trak på skuldrene og stak hænderne i lommerne da hun havde taget brevet fra hans hånd "Det ved jeg ikke." påstod han roligt og sendte hende et næsten muntert blik. Han vidste nøjagtigt hvad der stod i brevet, men det behøvede hun ikke vide. Han lagde hovedet på sned og satte sig så langsomt ned på den nærmeste ledige stol med endnu en skuldertrækning "Fint." svarede han kort og lod blikket glide over rummet uden at virke til at have tænkt sig at uddybe yderligere.

[Dulcibella Purcell]

In the wind we hear their laughter
In the rain we see their tears

[/color][/i]
TAG - GIO
WORDS - 354
OUTFIT[/center][/color]

Purcell betragtede sin søn indgående mens han satte sig ned på stolen. Det var tydeligt at han ikke havde lyst til at være der, men hvorfor han så ikke var gået forstod hun ikke. Giovanni var trods alt blevet mere som sin fader end som sin moder, desværre.
”Du vil åbenbart ikke snakke med mig.” Bemærkede hun og drak en tår af sin te. ”Det er dit valg at du elsker din fader mere end mig og bruger mere tid på ham, men jeg vil lige minde dig om hvem det var der adskilte os i første omgang.” Forsatte hun og sendte ham et kærligt blik. Purcell havde den opfattelse af at det var farens skyld at hun havde haft så lidt kontakt med sit barn.

”Desuden har jeg set noget..” Nævnte hun tøvende og kiggede ned i sin kop. ”Du er åbenbart en så lille del af mit liv at jeg godt kan se din fremtid, den er nu stadig en smule vag, men hvis jeg var dig ville jeg være forsigtig!” Sagde hun mens hun rejste sig op og gik hen mod Giovanni. ”Du er min eneste søn og jeg vil ikke miste dig” Hendes stemme var nu fyldt med gråd og hun sank langsomt, inden hun rystede på hovedet og rettede lidt på sit hår. Derefter stod hun og betragtede regnen udenfor og tog et par slurke af den varme drik. Tanken om at miste Giovanni havde vist fået hende ud af kurs, tænkte hun mens hun drak og havde næsten glemt han var tilstede.

[Giovanni Polvani]

All women become like their mothers
that is their tragedy
no man does. That is his

Dedicated to: Dulcibella Purcell - Dressed like: This

Giovanni fnøs ikke særlig diskret og himlede med øjnene over den mindre svada han fik fra Dulcibella. Hun havde ret, ingen tvivl om det, men det mente han ikke var nødvendigt at bekræfte. Han kneb øjnene lidt sammen og gengældte hendes kærlige blik med et hårdt blik "Der var en grund.." svarede han køligt og mødte hendes blik uden at blinke. At han mente fejlen lå fuldkommen på hendes side var ikke noget han lagde skjul på. Det var hende der havde drevet hendes far til at forlade landet, og tage Gio selv med sig.

Han rettede sig helt op og greb fat om stolens armlæn for at rejse sig da Dulcibella gjorde det samme og kom nærmere. Hendes ord fik ham dog til at tøve og blive siddende. Uanset hvor stor foragt han kunne mønstre for hende som mor, så kunne han ikke benægte hendes evner som Seer. Det var ikke noget han ville indrømme, og blev han spurgt ville han latterliggøre hele konceptet spådom. Lige nu, under fire øjne med sit mødrende ophav gnavede hendes advarsel sig alligevel ind og blev siddende. Måske nok ubevidst, men den sad der og han måtte bide sig selv hårdt i kinden for ikke at bede hende uddybe hvad hun havde set.

Han rejste sig i en brat bevægelse og fik stolen til et øjeblik at skurre hen over gulvet "Far forventer svar på det brev med det samme." konstaterede han tonløst og ignorerede med fuldt overlæg hendes bekymrede mine. I stedet gjorde han omkring uden et ord og forlod hendes gemakker.

O U T