One of those days

[Edward Kennith]

The child supplies the power
but the parents have to do the steering


Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here

Edward lod sig villigt smitte af sin konen latter og smilerynkerne ved hans øjne stod nogle sekunder tydeligt frem mens han betragtede hende med matchende varme i blikket. Et påtaget, fornærmet fnys gled over hans læber, uden at han kunne, eller forsøgte, at skjule det muntre glimt i sit blik "Jeg foretrækker den lidt ældre version, når sandhederne skal på bordet." han skar en lille grimasse og rystede let på hovedet. At spædbørn ikke ligefrem havde været, eller var hans force, var ingen hemmelighed overfor hende. Det var altid nemmere med de større udgaver der rent faktisk forstod hvad man sagde og ikke var komplet afhængige af en.

Minutterne i tavs eftertænksomhed var behagelige og med dem forsvandt også den let spøgende stemning og bragte fornyet alvor tilbage. Det trak let i hans mundvige over Graces fnys og prompte svar, uden at det nogensinde blev et reelt smil eller nåede i nærheden af hans øjne "Det tænkte jeg heller ikke." han mødte roligt hendes blik og veg ikke en tomme, men nød i stedet et øjeblik at se et glimt af lige den personlighed og stædighed der i sin tid havde fået ham til at falde for hende "Det ville ligne dig dårligt." fortsatte han tørt og smilede kort.

Hendes spørgsmål fik dog en rynke eller to til at spide frem på hans pande igen, og han vendte ansigtet væk med en dyb indånding. Han svarede ikke med det samme, men sad nogle øjeblikke blot og så stift ud over vandet. Så nikkede han, langsomt og velovervejet "Det har hun.." han drejede hovedet mod sin kone igen uden at alvoren svandt ind "Men det har vi også." tilføjede han efter et øjeblik før han slog ud med den ene hånd "Men hun må godt vente et par år.." fortsatte han og tilføjede så igen mere efter et øjeblik "..eller ti."

[Grace Kennith]

The difference between in-laws and out-laws
can be everything or nothing at all
¤ Edward Kennith ¤ Outfit ¤

"Det mener du alligevel?" Grace sendte ham et halv-muntert bik, som hun ikke kunne lade være med at mindes synet af hendes mands udtryk som han stod med en gylpende baby på armen og så lettere desperat ud. Der skulle meget til at bryde hans facade, men lige det havde klaret det gang på gang. Det og en Kate der ikke var hvor hun var blevet placeret, når hans opmærksomhed havde været afledt få minutter fra en stump der nyligt havde lært at kravle med fart. Grace nød minderne lidt, men sagde dem ikke højt, som de så ud over vandet.

Hendes fnys og svar kom uden tøven eller betænkning og blev fulgt op med et fast blik, der ført blødte op, som Edward var kommet med sin bekræftelse. Ikke at han blev det mindste påvirket af hendes intensitet, men hun så trækningerne ved hans mundvige, som hun fangede glimtet skifte marginalt i hans øjne. At læse de små forandringer hos ham havde taget år at lære til perfektion, men nu faldt det hende helt naturligt at finde dem. "Hun er vores eneste..." Selvom det var sagt som en del af et argument, undgik hun ikke det lille stik i hjertet det stadig gav at tænke lige den tanke og det kunne et kort øjeblik ses i hendes blik, før hun lagde hovedet mod hans skulder.

Hun så ikke op på ham, som han gav sig tiden til at tænke før han svarede på hendes spørgsmål. Da han gjorde drejede hun hovedet lidt for at kunne finde hans blik og møde det med et svagt smil. "Godt... ellers tror jeg vi har et åbent oprør på hænderne." Hvad end hun mente om datterens bestemmelse fortalte hendes blik dog tydeligt at hun var enig med ham i det andet også. Alvoren holdt dog ikke længe, før han brød den med sin lille tilføjelse og fik hende til at le. "Du skal se.. hun finder nok en ude i verden at tage med hjem - bare for at være så meget på tværs som vi var."

[Edward Kennith]

The child supplies the power
but the parents have to do the steering


Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here

Edward nøjedes med at nikke og sende Grace et sigende blik, dog igen med en afslørende sitre i mundvigene der dog stadig sagde en del. Hendes udtryk alene var nok til at give ham et klart indtryk af hendes tanker og han rystede på hovedet mens et smil igen sneg sig ind på hans ansigt.

Alvoren på emnet der erstattede minutterne med gode minder, bragte rynkerne tilbage på hans pande og han tog sig tid til at give hende et velovervejet svar. Hendes lavmælte konstatering gjorde kun rynkerne dybere og hans blik blev fjernt mens hans kæbe spændtes umærkeligt, næsten usynligt for det utrænede øje. Han sagde ikke noget, men løftede den ene arm og lagde den omkring hendes skuldre da hun lagde hovedet mod hans for så at plante et dvælende kys på hendes hår. Hvor ordene fejlede, gjorde handlinger trods alt stadig ikke.

Han sad i sine egne tanker indtil Grace svarede og igen blødte stemningen en smule op. Nok til at hans blik igen blev nærværende og rynkerne glattedes en smule ud "Ret mig hvis jeg tager fejl, men jeg tror det er begyndt allerede." han mødte hendes blik med let hævede øjenbryn og så fnøs muntert med en ny hovedrysten "Det skulle ikke undre mig. Hun har altid lignet sin mor." han gav hendes skuldre et klem og så ud mod horisonten igen, denne gang med et lille smil der blev hængende.

[Grace Kennith]

The difference between in-laws and out-laws
can be everything or nothing at all
¤ Edward Kennith ¤ Outfit ¤

Grace sukkede let, som Edward lagde armen omkring hende og træk hende ind en smule tættere. Hun vidste hvad han mente, skønt han intet sagde. Ordene var sagt, oftere som de blev det nu end højt, men de var sagt og de blev husket. Hun holdt blikket mod havet, mens hendes humør atter sank og alle spor af morskab eller glæde veg fra hendes træk, som hendes tanker endnu engang kredsede om det der ikke skulle være.

Det var en lettelse som stilheden blev brudt, som eftertænksomheden hos hendes mand blev afløst af ord hun ikke kunne lade stå alene. Slet ikke som han fortsatte og med sine lette ændringer i sin mimik og sin vilje til at hun skulle se på ham, fik hende til at smile svagt igen. "Du er meget observant, min egen... hvad gav det væk?" Smilet var der, men vaklede som hun så væk og kom med et lille nyt fnys. "Men mest af alt sin far - og det får vi at mærke nu...." Hun havde stadig en dårlig fornemmelse af den fremtid de gik i møde, men sagde det ikke højt. Det var alt for længe siden hun havde set lyst på noget til det.

Stilheden sænkede sig igen, som kaffen blev kold i deres krus og solen fulgte sin vante sti over himlen på vej mod horisonten. Grace betragtede den ikke, så kun havet fjernt og sagde ikke det store. Freden ville ikke helt finde hende igen, som det var lykkedes den tidligere, men hun kunne mærke den var der og at den var på vej. Livet så ikke så sort ud som det havde gjort og der var lysninger blandt skyggerne. Hun rakte ud og gav sin mands hånd et klem. Det skulle nok gå alt sammen.

CLOSED