Last call - all aboard...

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Der gik ikke lang tid før Ambrosio ikke var mere end en plet i horisonten, men Annabel blev ikke stående for at se ham flyve bort. I stedet var hun allerede på vej tilbage mod togkupéen, hvor Matt dukkede op fra døråbningen. I et øjeblik tog hun farten af sine skridt med en dyb indånding og antydningen af en rynke mellem sine øjenbryn, før hun krydsede det sidste stykke over til ham og satte buret fra sig på perronen.

Hans fingre var varme imod hendes hud og et smil trak hendes læber op, uden hun dog kunne hindre sit blik i at flakke den mindste smule og hun havde tusind ord at gengælde hans med. Hun lod dog ingen af dem slippe ud og selvom hun vidste hvor svært det ville blive at give slip igen, strakte hun sig op og pressede læberne mod hans, med fingre der på den ene hånd helt af sig selv gled ind i mellem hans nakkehår og på den anden lagde sig imod hans hals.

Annabel kunne ikke være mere ligeglad med at der stadig var folk omkring dem og trykkede krævende sine læber mod hans, velvidende om at det var sidste chance hun ville få for det i forfærdeligt lang tid. Hendes fingre krummede sig lidt sammen og hun gav først slip da luft blev en presserende nødvendighed. Da det endelig skete, trak hun vejret dybt ned i lungerne og brød ikke længere væk end at hun kunne hvile panden imod hans, uden at være gledet ned på flad fod igen. ”Vi ses snart,” mumlede hun og slog øjnene op, for en sidste gang at fordybe sig i Matts blå øjne. ”Jeg elsker dig.” Med de ord trykkede hun læberne en sidste gang imod hans og tvang så sig selv til at samle buret op igen og fortsætte forbi ham efter at have givet hans hånd et klem, med et enkelt længselsfuldt blik over den ene skulder.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Realiteterne trængte sig mere og mere på og Matt var ulideligt klar over, at lige nu, var sidste gang han ville kunne se Annabel smile i alt for mange måneder. Han stivede sig mentalt af, uden helt at kunne ignorere den lille knude der havde dannet sig i hans mave, midt mellem alle sommerfuglene hun stadig vækkede samme sted.

Han fulgte villigt hendes initiativ og dømte ord overflødige, mens han gengældte hendes kys med samme intensitet som hende og vidste at hun tænkte nøjagtigt som ham selv lige der. Han var for en gangs skyld komplet ligeglad med at de stod ganske offentligt, men trak hende i stedet så tæt ind til sig som han overhovedet kunne. Han tog en dyb indånding da han fik muligheden og havde mest lyst til at kræve hendes læber med det samme igen. Han gjorde det dog ikke, men smilede svagt og nikkede "Du giver mig besked så snart i får at vide hvilke weekender i skal til Hogsmeade." krævede han lavmælt og så ind i hendes mørke øjne. Så stivnede han en smule og mærkede sit blik flakke over de næste ord der gled over hendes læber.

Før han nåede at samle sig, reagere eller sige noget, havde hun trukket sig væk og forsvandt op i toget der nu piftede igen og varslede afgang. Han så efter hende med et uudgrundeligt blik og let adskilte læber, mens bestanden af sommerfugle i hans mave var blevet fordoblet på få sekunder. Så sank han hårdt og trak sig nogle skridt tilbage for de sidste der hastede ombord, fandt Annabel i vinduet og smilede varmt mens han løftede den ene hånd og vinkede allerede som dørene gled i og det store lokomotiv langsomt satte i bevægelse.

C L O S E D