Last call - all aboard...

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

King's Cross station i London var som altid myldrende fuld af mennesker. Lige i dag var der dog adskillige personer der skilte sig ud, når man vel at mærke vidste hvad man skulle se efter. Bure med ugler på toppen af bagagevogne var et sikkert tegn. Det samme var sorte kapper, men alligevel så det ikke ud til mugglerne tog nogen særlig notits af det.

I mængden var også Matt, hans forældre og lillesøster. Det var der i sig selv intet underligt i, siden det havde været en tilbagevendende hændelse de sidste syv år. Forskellen denne gang var, at det kun var Jess der ville gå ombord på Hogwarts Expressen og tage den lange tur til Skotland for det nye skoleår. Matt skulle ikke selv med og det var en endnu mere surrealistisk tanke som de nu rent faktisk bevægede sig gennem menneskemængden og snart stod på den skjulte Platform 9 3/4.

Så snart han selv var igennem den usynlige passage til den perronen hvor det store, røde damplokomotiv holdt klar, begyndte han at spejde efter Annabel. At hun i høj grad havde indtaget en vigtig plads i hans liv gjorde det kun til en endnu mere blandet følelse, at han ikke selv skulle tilbage til skolen og uvisheden om, om de ville kunne opretholde det det de havde haft sammen de sidste snart ti måneder på trods af adskillelse, gjorde ham lettere mut og grublende.

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Det gav altid et spændt sus i maven, hver gang man ankom på den skjulte perron og blev mødt af synet af det grandiøse røde tog, der hvert eneste år den første september bragte unge hekse og troldmænd til Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab. Dette år måtte Annabel Baker dog erkende, at hun ikke følte suset med samme slagkraft som normalt. Det havde intet at gøre med at hun ikke glædede sig til at vende tilbage til omgivelserne, vennerne og undervisningen, men derimod alt at gøre med det faktum, at hun vidste, at så snart hun stod på toget, ville der gå adskillige måneder før hun igen ville komme til at se Matts smil og blå øjne.

Hjulene på hendes vogn knirkede opmærksomhedskrævende og adskillige mugglere med overraskede og en anelse forskrækkede ansigtsudtryk drejede hovedet for at se efter den unge kvinde med en lang, sort kappe flagrende om hælene og endnu mere den store, arrige hornugle der tudede utilfreds over at være blevet spærret inde. Da hun dagen forinden var vendt tilbage fra en lille uges ferie i Portugal, var hun taget direkte til sin fætters lejlighed i London og havde tilbragt natten der, så hun uden problemer kunne nå til perronen i tide. Brandon, som måtte vende tilbage til arbejdet, havde hun netop sagt farvel til efter han havde sat hende af.

Med bestemte skridt nærmede hun sig muren mellem perron ni og ti, kastede et enkelt blik over den ene skulder og forsvandt så igennem murstenene og var snart igennem den skjulte indgang til troldmandsstationen. Med et hurtigt blik op på det store ur, kunne hun konkludere at hun endnu havde en god halv time til at finde Matt og få læsset sine ting på toget og valgte derfor med det samme at trække over til den ene side, så hun kunne komme til at spejde efter sin ældre kæreste, uden at blokere vejen for andre. Imens hun spejdede, løsnede hun kappen omkring sine skuldre og kastede den over håndtaget på vognen, for at rode lidt i en lomme indtil hun fandt et karakteristisk grønt skilt, hun hurtigt fik fæstnet til den ene strop på sin top. En svag rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn og måtte snart, frustreret erkende at det var mere eller mindre umuligt at skue over mængden uden længere ben end hun var udstyret med.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt stod åbenlyst og hang ind over vognen med Jessies kufferter og buret med Keyboard, mens han kun med et halvt øre hørte efter de sædvanlige reprimander og gode råd, der, indtil i år, også havde været henvendt til ham. Hans blik søgte stadig utålmodigt i mængden af elever og deres familier, uden at han havde noget held med at lokalisere Annabel nogen steder.

Han skævede hurtigt til sine forældre og trådte så op på den nederste tværligger på bagagevognen for at kunne se bedre, hævet lidt over alle andre. Perronen genlød af stemmer i alle aldre, ugletuden, damp fra toget og tusind andre ting. Han var trådt ned med den ene fod igen og et skuffet udtryk, da endnu en klar tuden fra en ugle lød. Lige denne lød dog alt for bekendt og han smilede skævt for sig selv, mens han igen trådte op på overliggeren og så i den retning han mente lyden var kommet fra.

Efter nogle sekunder fandt han Ambrosio i sit bur, tronende på toppen af en stak kufferter på en bagagevogn og som håber, Annabel ved siden af vognen, i færd med at fæstne et eller andet til sit tøj. Hans smil voksede uvilkårligt som han sprang ned på jorden igen og med en hurtig besked til sine forældre, begyndte at mase sig gennem menneskemængden i retning mod sin kæreste. Han spildte ikke tiden med unødige hilsener som han nåede op til hende, men fortsatte helt frem for at trække hende ind til sig i en varm omfavnelse, uden at kunne lade være at føle sig alt for tilfreds så snart han først havde hende der "Du burde have haft et flag eller en paraply eller et eller andet der gjorde det nemmere at finde dig." mumlede han drillende ind mod hendes hår og slækkede så grebet nok til at han kunne se hende i øjnene med et varmt smil og blik "Hvordan var Portugal?"

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Rynken mellem Annabels øjenbryn blev en del mere fremtrædende, da hun slet ikke kunne få øje på Matt og i et frygteligt øjeblik troede hun næsten at han ikke var kommet endnu eller at han slet ikke ville dukke op. Det var en tanke hun slet ikke havde lyst til at tænke, om end det uanset kun ville give hende en halv time mere med ham de næste mange måneder hvis han rent faktisk var der. Den nåede dog heller ikke mere end lige manifestere sig, før hun øjeblikket efter fik øje på netop den lyshårede troldmand hun havde stået og kigget efter, bevæge sig lige imod hende.

Som det naturligste i verden og uden hun overhovedet var bevidst om det, blottede hun tænderne i et varmt smil og tøvede ikke med at gå ham i møde, til hun kunne lægge armene om ham og holde ham tæt. Hans ord trak en munter lyd fra hende ud for hans øre og hun slap ham ikke da hun svarede "Jeg får opmærksomhed nok med Ambrosio på slæb," og løsnede grebet lidt, for at glide helt ned på fodsålerne at stå igen. Hendes arme hvilede dog stadig løst bag hans nakke.

Hun slap ham med den ene arm, blot for at stryge en lok lyst hår væk fra hans pande og dernæst lade armen finde tilbage til udgangspunktet. "Jeg har savnet dig," var det første svar der kom til hende og hun blottede tænderne i et lidt bredere smil. "Jeg synes du skulle tage med engang og selv opleve det. Min moster virkede overrasket over, at du ikke var med," hun klukkede muntert og så på ham med at skælmsk blik. "Det er underholdende, taget I betragtning, at jeg ikke har skrevet med hende siden før jul." At komme fra en slægt fuld af seere, havde naturligt nok også den tendens, at det mere eller mindre var umuligt at holde noget hemmeligt. Ikke at det skulle være det, lige i dette tilfælde. Hun rynkede lidt på panden igen, uden at smilet dog veg helt fra hverken hendes læber eller blik. "Jeg var lige ved at tro du ikke var kommet."
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt skubbede sine grublende tanker langt om i baghovedet så snart Annabel fik øje på ham og han blev mødt af hendes varme smil. Da det varme smil sekundet efter var fulgt op af hendes arme omkring hans hals, havde han ikke en eneste klage tilbage og fyldte velbehagelige næsen med den velkendte duft af hendes hår mens en munter lyd undslap ham "Jo tak.. det var hans skyld jeg fik øje på dig." han slækkede grebet lidt og skævede til buret med uglen bag hende, før han lod blikket vende tilbage til hendes brune øjne.

Hendes indledende svar fik hans mundvige til at trække nok op til at hans tænder blev synlige og han strøg hænderne lidt op over hendes ryg "Jeg har også savnet dig.." indrømmede han lavmælt og skulede let til en klassekammerat fra Ravenclaw, der maste sig forbi med et smørret smil på læberne.

Hans fulde opmærksomhed var dog tilbage på Annabel indenfor et øjeblik eller to, meget mere interesseret i hende, end i hvad en klassekammerat mente om at se dem stå som de gjorde. Hans bryn trak undrende lidt nedefter da hun fortsatte "Oh, hvorfor?" han havde fået tilbuddet, men havde været nødt til at afslå, da hans forældre mente han ville falde i unåde på ubestemt tid, hvis han meldte fra sin bedstemors runde fødselsdag. Så lyste han op i forståelse da hun forsatte og smilede skævt "Ah.." kommenterede han uden helt at have mere at sige på emnet.

Han vedblev at stryge hende let over lænden uden helt at tænke over det og rynkede brynene lidt da hun efter et øjebliks tavshed talte igen "Hvorfor skulle jeg ikke komme?" begyndte han og lagde hovedet lidt på sned "Det er sidste gang i flere måneder jeg har mulighed for at se dig. Som om jeg ville gå glip af det." han smilede svagt, men varmt, valgte at være ligeglad med den myldrende mængde omkring dem og bøjede hovedet for at plante et dvælende kys på hendes læber.

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Annabel kunne ikke lade være med at smile og ville heller ikke have været i stand til det, selv hvis hun ville, så snart Matts arme var omkring hende og hans velkendte duft sneg sig ind i hendes næsebor. En munter, lavmælt lyd fandt ud igennem hendes læber og hun løsnede grebet lidt, for at glide ned på fodfladerne igen, med den ene hånd stadig hvilende mod hans skulder og den anden bag hans nakke. "Så fortjener han vist en ekstra godbid," svarede hun, uden at have behov for at tilføje yderligere i den sammenhæng. Det vigtigste var, at han var der nu.

Annabel var udmærket klar over, at hun havde savnet Matt både da han havde været i Australien og da hun selv havde været i Portugal og turde slet ikke tænke på hvordan det ville være på skolen. Den lille bekræftelse det var at høre, at han også havde savnet hende, fik i et øjeblik en stadig eksisterende sommerfugl til at flagre spagt i hendes mellemgulv og hun smilede varmt, uden i et øjeblik at tage sig af de andre mennesker omkring dem. Hun kunne have fortalt mere om sin tur, men det ville hun hellere gøre på et tidspunkt hvor de havde mere tid og lod ret hurtigt emnet ligge, så snart forståelsen dæmrede for Matt.

Uden hun behøvede at tænke over det, strøg hendes fingre let hen over hans nakke i usammenhængende mønstre og i et økeblik viste en lille sammentrækning sig mellem hendes øjenbryn. Smilet veg dog ikke fra hendes læber, da hun trak svagt på skuldrene. "Jeg er glad for du er her," svarede hun blot med et varmt blik og strakte villigt nakken for at lade sin læber møde hans læber i et kys. Bag dem tudede Ambrosia utilfreds, men Annabel bemærkede det ikke engang i et øjeblik. Hun var ganske uvillig til at give slip, men endte alligevel med at bryde væk og hvilede i et øjeblik panden mod hans. "Der er ikke lang tid til december," hviskede hun lavmælt i et forsøg på at overbevise sig selv og smilede halvhjertet, mens hun lod spidserne af sine pegefingre følge hans nakke ned.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt fnøs lavt og sendte en let skulen i retning af Ambrosios bur igen "Og risikere at miste en finger, nej tak." spøgte han tørt og lod igen blikket finde tilbage til Annabel, ganske tilfreds med at den trodsige ugle var i sit bur lige for nu. Han spurgte ikke yderligere ind til hendes ferie, selvom han gerne ville høre det hele. Det var bare hverken tiden eller stedet.

Hornuglen var dog hurtigt glemt mens Annabels fingerspidser strøg hans nakke og fik aldrig uvelkomne illinger til at vandre ned langs hans rygsøjle. Han smilede varmt og gengældte hendes ditto før han strammede grebet lidt omkring hende og samtidigt lod læberne møde hendes uden at have nogen hast.

Han sukkede tungt da hun brød væk som den første og rynkede panden mod hendes over hendes hvisken. Han rystede let på hovedet, uden helt at være enig, men også rimeligt sikker på at Annabel ikke selv helt troede på de forsikrende ord "Nej.. de måneder går hurtigt.." medgav han og løftede hovedet lidt og smilede tøvende da han fangede hendes blik igen "Men måske kan vi ses en af de weekender i må tage til Hogsmeade, hvis ikke den falder så jeg skal arbejde." fortsatte han i et forsøg på at løfte stemningen lidt og uden at tænke over, han endnu ikke havde fortalt ende at han havde fået arbejde og skulle starte om under en uge.

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Det trak let op i Annabels ene mundvig og hun drejede momentært hovedet for at se på den velvoksne hornugle, der var travlt optaget af at bide utilfreds i tremmerne på det lille bur i et desperat forsøg på at slippe ud. Snart efter var hendes blik dog tilbage på Matt og hun slap et muntert fnys, inden hun uddybede sine tidligere ord ved at tilføje et forsinket: "... fra mig." Annabel kunne hverken gøre fra eller til når først Ambrosio var på krigsstien, men det var yderst sjældent at det gik ud over Anna selv.

Uglen var dog snart glemt igen, idet Matts læber ramte hendes og hun lod sig uden protester fortabe i et kys, hun vidste skulle kunne bære mange måneders mangel på samme. Det var også kun modvilligt hun brød væk og lod panden hvile imod Matts, med en række halvhjertede ord. Det trak svagt i hendes ene mundvig og hun rettede sig lidt op igen, uden at give helt slip på ham.

Først tænkte hun ikke helt over det Matt sagde og havde egentlig åbnet munden for at svare ham, da hun gik i stå i et øjeblik. En undrende rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn og hun så overrasket på ham. "Arbejde?" spurgte hun og løsnede ubevidst grebet omkring ham lidt, for at kunne læne sig tilbage og bedre se ham. I baggrunden piftede det røde tog højlydt og signalerede at det sidste kvarter før afgang var nået og hun skævede kort i retning af det, skar en lille grimasse og så dernæst afventende tilbage på Matt.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt fnøs kort, uden at holde op med at smile eller gøre anstalter til at slippe Annabel, men han skulede alligevel mod buret med det omtalte fjerkræ endnu en gang. Det var dog absolut momentært i det pigen med armene om hans nakke, var vigtigere end alt andet og alle andre på perronnen, da han først var optaget af at genopfriske nøjagtigt hvor berusende det var at kysse hende.

Han så beundrende på hende da hun brød væk og svarede hende uden at det forsvandt fra hans blik, selvom en smule alvor sneg sig ind i både hans blik og stemme. Det var lettere surrealistisk og klart ubehageligt, at tænke på hvor længe der ville gå, før han ville se hende igen og endnu mere mærke hende, høre hende og dufte hende.

Han fortsatte i et forsøg på at være opmuntrende, ligeså meget for sig selv som for hende, og ignorerede med fuldt overlæg togets tuden bag dem. Annabels overraskelse kom et øjeblik bag på ham, før han huskede at han slet ikke havde fortalt hende den nyhed "Ja, arbejde.." gentog han med et bredt smil og så en smule stolt ud da han fortsatte "Jeg fik jobbet i Kvalitetsudstyr til Quidditch. Jeg starter næste onsdag." han gjorde en kort pause for at se hendes reaktion og tilføjede så "Og jeg er begyndt at se på lejligheder i London."

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Annabels øjenbryn gled overrasket i vejret og ganske uvilkårligt brød et bredt smil frem over hendes læber. Instinktivt reagerede hun ved igen at krydse den sparsomme afstand i mellem dem og trække ham ind i et varmt kram. "Tillykke, querida," mumlede hun ind imod hans hals. Hun gav ham endnu et klem og løsnede så grebet igen, for at kunne trække sig lidt tilbage og se på ham. "Det er fantastisk."

Hun løftede den ene hånd og strøg ham, uden nogen egentlig grund en enkelt gang over kinden, før hun trykkede læberne en enkelt gang imod hans igen og trak sig tilbage med et varmt smil. "Jeg vil glæde mig til at høre, hvor jeg skal besøge dig til jul." Smilet voksede yderligere en smule, mens aktiviteten blandt eleverne omkring dem blev dominerende nok til at det efterhånden blev sværere at ignorere det.

Af samme grund drejede hun hovedet og rynkede lidt på panden igen, mens hun igen lod begge arme falde lidt, til det blot var håndfladerne der hvilede mod Matts skuldre og hun igen kunne stå på flad fod. "Jeg bliver nødt til at få mine ting læsset på," erklærede hun modvilligt og lod blikket finde hans igen, en anelse mere usikkert end det havde været for et øjeblik siden.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matts smil voksede kun over det han fik fra Annabel og han gengældte uden protester det varme kram han fik efterfølgende "Tak.." han smilede stadig både stolt og tilfredst da han igen fik øjenkontakt med hende og forsøgte for en gangs skyld ikke at slå det hen "Det bliver fedt." slog han fast, uden helt at kunne skjule at han også var en smule nervøs for det nye kapitel.

Han lænede hovedet let ind mod hendes hånd og lukkede øjnene det korte sekund hendes læber igen var mod hans. Smilet blev siddende mens han strøg den ene hånd let over hendes ryg og trak på skuldrene "London.. så meget er jeg sikker på." han bøjede hovedet lidt og strøg næsen mod hendes i en impulsiv handling, før han fulgte hendes blik og modvilligt brød øjenkontakten med hende.

Han nikkede og sukkede let mens smilet blegnede lidt for så at slippe grebet omkring hende og se mod vognen med hendes bagage "Hvilken vogn vil du ind i?" han tog et skridt nærmere vognen og skulede forsvarsberedt til uglen i buret, mest af vane, mens han af ligeså meget vane fangede Annabels ene hånd med sin egen.

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
Annabel gjorde intet for at dæmpe smilet på sine læber det mindste og var oprigtigt glad på Matts vegne. Samtidig virkede det alligevel lidt surrealistisk at han var nået der til, mens hun stadig havde et år tilbage af sin skolegang. Det var et faktum hun ikke havde tænkt meget over, men på samme tid valgte at gemme til senere. I stedet nikkede hun med en bekræftende lyd og smilede blot en smule bredere over den snert af nervøsitet hun naturligt nok også fandt i hans blik. ”Jeg ville gerne kunne være der til at hjælpe,” svarede hun ærligt, blot for endnu engang at blive mindet på adskillelsen der nærmede sig, men som hun heller ikke kunne blive ved med at ignorere. ”Og jeg forventer i øvrigt intet mindre end at se dig i Hogsmeade-weekenderne. Jeg tager hvad jeg kan få.”

Med et varmt smil strakte hun sig lidt og plantede et hurtigt kys mod hans læber, for efterfølgende at glide ned på fodsålerne igen og nikke til den fortsatte information han kom med. ”Logisk,” svarede hun, stadig uden helt at kunne lade være med at smile eller afholde det fra at blive endnu bredere da hans næse strøg let imod hendes. Hun lod begge sine hænders fingerspidser følge hans kindbens markering i en blid bevægelse og hvilede i nogle sekunder bare håndfladerne mod hans kinder, før hun modvilligt gav slip og ikke længere kunne se bort fra den tydelige følelse af opbrud omkring dem.

Et tungt suk fik hendes brystkasse til at hæve og sænke sig en enkelt gang, før hun fulgte efter ham over til vognen og uden overhovedet at tænke over det, stak sin hånd hen til hans og flettede fingrene ind i de mellemrum hvor de passede så uendeligt godt. ”Den forreste. Vejleder-kupéen,” svarede hun og rakte frem for kortvarigt at liste en finger ind imellem tremmerne til Ambrosios bur for at stryge ham en enkelt gang over det spidse næb med en fingerspids og modtage et kærligt nap tilbage som svar. Så lod hun armen falde igen og vendte blikket op imod sin højere kæreste, mens de begyndte at gå i retning af udpegede togvogn. ”Har du sagt farvel til Jess eller skal du nå at finde hende igen?”
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt smilede svagt og rystede på hovedet en enkelt gang "Det ville være dejligt, men jeg tvivler på det kvalificerer som en god nok grund til at få fri." han skar en lille grimasse og ignorerede med fuldt overlæg den stigende aktivitet omkring dem "Prøv måske at holde mig væk." han smilede varmt igen og tillod sig selv at trække tiden lidt og tage alle de små ting med han kunne, før hun var nød til at stige på toget og der ville gå adskillige måneder før de fik chancen igen.

Selvom han slap hende, var han dog hurtig til at fange hendes ene hånd og give den et lille klem før han fortsatte over til bagagevognen. Han slap hendes hånd igen med et nik, for så at tage fat om håndtaget på vognen og skubbe den i den givne retning. Han snoede sig med erfaringens nemhed gennem mængden og rystede igen på hovedet "Jeg har sagt farvel. Jeg aftalte at mødes med mor og far ved udgangen når I er kørt." han skar en lille grimasse igen og så et øjeblik en smule fortabt på hende.

Det var væk før det bed sig rigtigt fast og han stoppede foran den rigtigt vogn. Han rakte ud og løftede Ambrosios bur ned fra toppen af vognen og så indgående på den store fugl "Pas på hende for mig.." han rakte buret til Annabel og trak i stedet sin tryllestav frem og fik med et lille svip med håndledet og en lydløs kommando, kufferten til at svæve op fra vognen. Han holdt den der og så afventende på hende "Damerne først." han slog ud med den frie hånd mod døren ind i vognen og så afventende på hende.

[Annabel Baker]

I tell you I love you and it
doesn't mean I know you'll never go

[/size]

Tag: Matthew • Outfit: Here[/center]
At hun skulle få fri var trods alt temmelig usandsynligt og hun nikkede blot en enkelt gang som svar, med et muntert fnys, før hun i stedet koncentrerede sig om at plante et kys midt mod hans læber. Det krævede en god portion selvdisciplin, ikke bare at fortsætte derfra og undersøge hans læber nærmere, skønt der næppe var noget nyt hun kunne lære. Alligevel løsrev hun sig nok til at sætte kursen mod toget sammen med ham og nikkede let til hans svar, ganske tilfreds med at have ham den smule tid der var tilbage og ikke skulle af med ham endnu tidligere end det var allerhøjst nødvendigt.

Et underfundigt smil trak hendes læber op over Matts samtale med hendes store hornugle, der aggressivt pustede sig op, som var han fornærmet over at Matt overhovedet kunne tro han ikke ville passe på Annabel. Et munter lyd gled ud i mellem hendes læber og hun rakte uden tøven frem og tog imod buret, for igen at stikke en finger ind i mellem tremmerne og lade Ambrosio nappe kærligt i den. ”Hvad skulle jeg gøre uden mændene i mit liv,” undrede hun sig højt og prikkede fingeren et par gange imod Ambrosios spidse næb, som reagerede ved at trække nakken tilbage i et forsøg på at komme ud af rækkevidde. Annabel trak hånden til sig og drejede kort hovedet mod Matt og sendte ham et varmt smil, inden hun fortsatte ind i selve toget, der også allerede emmede af liv.

I kupéen der var tildelt vejledere og præfekter, var der tomt på nær den mandlige vejleder fra Slytherin, der havde overtaget posten efter Simon. ”Hej,” hilste hun kort med et venligt smil, men vendte så opmærksomheden mod Matt og kufferten igen, velvidende om at hun ville have masser af tid til at konversere med sit mandlige vejledende modstykke de næste mange timer. ”Jeg render lige ud og lukker ham her ud. Jeg er hurtigt tilbage,” sagde hun, strakte sig kort på tæerne og plantede et kys mod Matts ene kind, før hun med hurtige skridt forsvandt ud af kupéen igen og tilbage ud på platformen. Der var ikke langt op til spidsen af toget, hvor hun øvet åbnede det store bur og snart efter kunne se sin ugle flyve bort med en dybt tilfreds tuden. Hun så dog ikke efter ham i mere end et splitsekund, før hun drejede om på hælen igen og bevægede sig tilbage imod togvognen hun netop havde forladt og dermed Matt.
[/blockquote][/justify]

[Matt Taylor Blythe]

You know you are in love
...when the hardest thing to do...
is to say goodbye


Tag; Annabel Baker ~ Wearing; This

Matt tog det som en selvfølge at han skulle hjælpe Annabel med at få hendes bagage helt op i toget. Selvfølgelig kunne hun selv, det var der ikke nogen tvivl om, men der var alligevel en underlig form for tilfredsstillelse ved at kunne gøre små ting som det for hende. Han hævede brynene lidt da Ambrosio pustede sig op, men alligevel sitrede det forræderisk i hans mundvige, mens han rakte buret forsigtigt videre til Annabel og slap en munter lyd "Bruge knap så meget tid på at bruge Episkey på mine fingre?" foreslog han tørt og en anelse retorisk, før han trak sin tryllestav frem og med kufferten svævende mellem dem, fulgte efter hende op i toget.

Trængslen inde i den smalle gang var velkendt, men samtidig fremmed denne gang og han følte et lille stik af vemod over ikke at skulle med når toget kørte. Ikke kun på grund af Annabel, men i det hele taget. At skulle være den der stod udenfor på perronen og vinkede efter toget i stedet for fra det, var stadig en underlig tanke. Han skød den fra sig da de nåede kupéen og hilste på den yngre Slange med et lille nik før han vendte opmærksomheden mod Annabel og nikkede igen "Selvfølgelig." han smilede varmt og så efter hende et øjeblik, før han fik kufferten til at hæve sig yderligere op og manøvrerede den på plads på bagagehylden over sæderne.

Han stak tryllestaven væk igen og stak hænderne i lommerne, rømmede sig og skævede til Slytherins anden vejleder "Hav et godt år." mumlede han med endnu et nik og forlod så kupéen igen. Han nåede lige ud på perronen igen da Annabel vendte tilbage med et tomt bur og han gik lidt til siden for ikke at stå og spærre for alle de andre der ivrigt snakkende gik ombord i toget "Det er vist ved at være nu så.." kommenterede han drævende og lettere overflødigt, mens han løftede den ene hånd og strøg håret væk fra hendes ansigt "Jeg savner dig allerede."