Even if the sun doesn't shine

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Selvom Julie stadig var solidt bosat i East Sussex i England, så var en dagtur til Irland ikke et problem, når man havde en tryllestav i lommen. Hun havde rejst til en lukket kro i Enniskerry via susepulver, for selvom hun var blevet sytten og i stand til at transferere sig, så var hun ikke nær dygtig nok til at klare den slags afstande, og dette på trods af at hun kendte stedet i forvejen. Godt nok var afstanden fra kroen til hendes endestation overkommelig, men da hun befandt sig i et mugglerområde var der ikke så mange andre udveje end at gå resten af vejen.

Gåturen ville måske have været hyggeligere, hvis ikke det var for støvregnen og Julies utålmodighed. Man skulle nok tro, at en hel sommer i hinandens selskab ville have givet både Sam og hende en naturlig trang til albuerum, men alligevel var der ikke engang gået en dag efter hjemrejsen fra Bulgarien, før de havde aftalt at ses igen, og det selvom skolestart var lige rundt om hjørnet. Julie smilede ved tanken om sine klassekammerater og det nye skoleår, men dette blev skubbet i baggrunden, ligeså snart hun fik øje på den villa, hun søgte.

Selvom hun havde været der før dobbelttjekkede hun, at der stod det rigtige navn på postkassen, før hun bankede på døren. Ringeklokken ved siden af døren fangede ikke hendes opmærksomhed, fordi hun ikke anede, hvad det var. Der lød stemmer indefra, men da der ikke syntes at være nogen, der gik hen for at åbne døren, bankede hun på igen og gav sig til at rette på sin t-shirt, en handling af nervøsitet. Godt nok havde hun været sammen med Sam i et stykke tid, men hun ville stadig gerne få ham til at smile der dér smil, når han fik øje på hende.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Den lille blodåre ved tændingen pumlede løs. Det betød raseri. Raseri kom som regel efter skuffelse. Ansigtet var fortrukket i vrede, og kroppen lignede en ballon der var på vej til at springe. Den lille hidsige krop marcherede rundt i køkkenet, og gjorde af og til hidsige udslag med armene. Samuel betragtede øjensynligt roligt sin far. Den unge dreng sad tilbagelænet i en hvid stol i familien Abotts trænge køkken. Alt skinnede rent og pænt på køkkenbordet, køleskabet og spisebordet, og afslørede en pæn, middelklasses mugglerfamilie.

”DU TAGER MIG SIMPELTHEN ALDRIG SERIØST”, råbte Eric ind i hovedet på Samuel, som trodsigt stirrede tilbage. Selvom hele hans holdning udstyrede en knusende tålmodighed, nærmest morskab, var hans indre i sydende oprør; der var få ting der kunne få ham op i det røde felt, og hans far var en af dem!
”JEG SPØRGER DIG HVAD DINE FREMTIDSPLANER ER, OG DU SIGER, DU VIL VÆRE PORNOSTJERNE!”, fortsatte Eric. Den vrede stemme gav genlyd mod køkkenets vægge, og Samuel skar tænder. ”Der er ingen grund til at råbe, jeg kan høre dig mere end tydeligt”, mumlede han gnavent, selvom han vidste, det var benzin på bålet. På den anden side, når først Samuel havde fået ham op i dét felt, var der få ting der kunne hidse ham ned.

Det var en af deres sædvanlige skænderier. Samuel havde for længst opgivet at prøve at tilfredsstille og gøre hans far ære, og havde istedet vendt 180 grader; nu gjorde han alt for at provokere, hvilket lykkedes til et 10-tal. De havde idag haft endnu et af deres fremtidsskænderier. Samuel hadede det spørgsmål, og hans far spurgte om det hver sommer.
Det havde været sjovt først, at se Erics ansigt fordreje sig vantro ved det ualmindelige svar, men nu var Eric på et punkt hvor han blev uforudsigelig, og det havde egentlig ikke været planen. På et ubevidst plan havde han måske mere håbet at tiltrække et lille smil, men det var urealistisk, vidste han.

Ddriiiiingg. En monoton lyd fra ringeklokken susede ind i køkkenet og fik Eric til at holde sine forbandelser inde i et kort sekund. Samuel spidsede også selv øre. Det var Julie. Hun var simpelthen hans redning på mere end et plan! Irritationen mod faren forsvandt som dug fra solen, og hele Samuels sind lyste op ved tanken om det snarlige gensyn med kæresten! På få sekunder havde han rejst sig, ignoreret Eric og sat kursen mod hoveddøren. ”Du bliver her, unge mand, til vi har snakket færdig”, prustede Eric som en vred tyr, og spærrede vejen for en frustreret Samuel. ”LILY! KOM NED OG ÅBN DØREN”, råbte han højlydt, så Lily, der havde værelse ovenpå, kunne høre stemmen.
Samuel følte et overvældende raseri, og følte et øjeblik en trang til at stikke sin egen far en lige højre. Han overvejede, om han kunne smutte udenom den tætte mand, men opgav. Han kunne bare føje sin far, og luske op. Vredt stirrede han sin far i øjnene i et par sekunder, og marcherede så tilbage til stolen, som han sank opgivende ned i.

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 511

[Lily Abott]

home is
where the heart is

[/size]

tag:sam & julie outfit: here [/center]
Lily hadede når Samuel og deres far skændtes. Hun havde mange gange prøvet at gribe ind eller opfordre deres mor til at gøre det, men lige lidt hjalp det. De to ville aldrig lære at fungere ordentligt sammen og det bedste hun kunne gøre var at berolige Sam bagefter. Skænderiet var dog særligt slemt i dag og skønt Lily som altid havde lyst til at gøre noget for at hindre det, havde hun lukket sig inde på sit værelse besluttet på ikke at rode sig ud i noget længerevarende, eftersom der var under en halv time til hun skulle ud af døren. Trods det, havde hun dog stadig ikke taget sig sammen til at skifte ud af de gamle, slidte sweatpants og trøjen hun på et tidspunkt havde lånt af Benjamin, fast besluttet på at læse kapitlet i hendes nye eliksirbog færdigt. Bag hende spillede den gamle afspiller en anelse skrattende i et forsøg på at dæmpe støjen fra underetagen.

Da hun ti minutter senere endelig havde rejst sig for at komme i kludene og gøre sig klar til at tage hjem til Ben i feriens sidste dage, hørte hun Eric råbe hele vejen op af trapperne. Med et dybt suk og en vred mumlen smed hun tøjet fra sig og luntede ned af trapperne i retning af hoveddøren. ”Far, hold nu op, helt ærligt” vrissede hun opgivende i deres retning, inden hun åbnede døren med et svagt smil.

Julie og Lily var selvfølgelig kommet hinanden nærmere over ferien og det var langt fra uvant at se den jævnaldrene ravn. ”Hej Julie. Kom indenfor.” Lily slog ud med den ene hånd og trådte til side så den anden kunne træde ind igennem døren. Lily kastede et flygtigt blik over imod rummet hvor Sam og Eric befandt sig og så derefter undskyldende på Julie. ”Far lader ham sikkert slippe om et øjeblik. Jeg ville gerne underholde dig lidt, men jeg er desværre sent på den til at møde Ben. Du kan bare vente på ham oppe på hans værelse”, sagde hun lavmælt og smilede venligt.
[/blockquote][/justify]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Stemmerne indefra var ikke ligefrem i normalt samtaleniveau, og Julie havde bange anelser. Godt nok var skænderier normalt i de fleste familier, men hun vidste at det stod særligt slemt til i mellem Sam og hans far. Julie kendte kun alt for godt til forældre, der konstant havde krav og forventninger og den stigende følelse af uretfærdighed man følte i sig, når man blev behandlet som om man ikke vidste bedre, når man sagde de gamle imod.

Idet Julie tænkte tanken færdigt, blev hoveddøren åbnet, og en mandestemme buldrede ud. "Hey Lils." hilste hun med et bedrøvet smil på sine læber og trådte indenfor på den andens opfordring. "Ja, ok. Du må hilse ham!" sagde hun til den jævnaldrende veninde, der så meget bekvem ud i sit tøj - hun kunne godt se, at Lily var lidt bagud, hvis hun var på vej ud. Da Lily vendte sig for at gå op på værelset igen, gav Julie sig til at tage sine sko af, og hun prøvede så vidt muligt ikke at lytte efter den højlydte samtale, der foregik længere inde i huset.

Julie vidste ikke helt, om det ville blive tolket forkert, hvis hun lukkede døren til Sams værelse efter sig, så hun endte med at lade den stå på klem. Det ville alligevel være langt ude at påstå, at hun ikke havde hørt noget som helst. Hendes jakke var blevet en smule fugtig af støvregnen, så hun smed den fra sig på en stol og satte sig til at vente på sengen.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Der lød en buldren da Lily kom løbende ned ad trappen, og i et glimt huskede Samuel tilbage på en gang hvor de havde vædet om, hvem der kunne løbe hurtigst ned ad trappen. Det havde endt med, at de snublede oveni hinanden og begge faldt ned af trappen ligeså lange de var. Lily forstuvede sin ankel, og Samuel slog knæet ind i væggen så han haltede i flere dage efter.
Mindet blev brutalt opløst, da Eric tydeligvis ignorerede sin datters opfordring og hvæsede, ”Det skal være slut, det her! Du er 17 år. Hvis ikke du snart opfører dig anstændigt og modent blev du smidt på porten”. Stemmen var blevet markalt lavere, nu da han vidste, der var mennesker lige uden for deres hoveddør. Det var næsten smertefuldt at forhindre en bidende kommentar om udtrykket ”at blive smidt på porten”, men Samuel brugte alt sin viljestyrke, da han nu kunne høre Lilys og Julies stemme blande sig med hinanden. Lysten til at se Julie overvandt lysten til provokation i stor stil. ”Ja, far. Jeg skal nok være en artig dreng”, sagde han, men det lød, mod sin vilje, lidt for sarkastisk.
Eric indså, at han ikke kunne banke mere fornuft ind i hovedet på drengen på nuværende tidspunkt, når det højst sandsynligt var fyldt med tanker om kæresten. ”Godt. Så gå da med dig”, sagde han ophidset og vendte, stadig rasende, blikket mod køleskabet som han rev åben og stirrede ind i, bare for at have noget at lave.
Det tog ikke mange sekunder at tage vejen op ad trappen. Han strøg forbi Lilys værelse, hvis dør var lukket i, og hen mod enden ad gangen hvor hans egen dør stod på klem. Da han trådte ind, fik han øje på Julie, der sad, lettere bekvemt, på sengen. Med foden sparkede han døren i og satte sig hen til hende. ”Hey darling”, sagde han og fremtvang et stort smil, der ikke helt kunne skjule en hvis udmattelse. Der var vist ingen tvivl om, at Julie havde hørt skænderiet. Det var ikke første gang; på deres ferie, for bare en uge siden, havde der opstået mange akavede situationer hvor Eric og Samuel var kommet i konflikt.
”Havde du en god tur herhen?”, spurgte han venligt, efter at have givet hende et flygtigt kys på læben. Før i tiden ville han mere eller mindre have væltet hende om i sengen i en hed hilsen, men der var opstået et andet bånd mellem dem på det seneste; han følte sig mærkværdigt afslappet med hende, og behøvede ikke altid at lave sjov og ballade. De kunne snakke om ting han kun kunne snakke med Lily om, og nu da hun havde frygtelig travlt med Ben, var det rart at have Julie.
Stadig betaget af hendes skønhed, ynde og personlighed, lod han en finger glide over hendes pande og ned ad kinden. Der samlede sig en smule væde på fingeren, da Julies ansigt var en smule vådt fra støvregnen udenfor.

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 490

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Følelsen af at lure blev kun stærkere, jo længere tid, Julie fik lov til at sidde alene oppe på værelset, men hun blev ikke skræmt væk af det, som hun højst sandsynligt ville være blevet for bare en måned siden, hvor hun slet ikke kendte Samuel særlig godt. Det at overhovedet indrømme over for sig selv, at deres forhold i lang tid ikke havde været særlig dybt, havde taget sin tid, men i løbet af ferien havde Julie også indset, hvor meget bedre de havde det sammen nu end før.

Lige så snart Julie hørte trinene i trappen, glemte hun alt om at lure og krøllede t-shirts, og som om nogen havde trykket på en knap, begyndte han at smile, da døren blev åbnet til værelset. "Skat!" hilste hun og rykkede sig per automatik tættere på Sam, da han satte sig ved siden af hende i sengen. Det glædede hende, at se et smil på hans læber, men trætheden skinnede tydeligt i gennem, og hun strøg begge sine hænder henover hans kinder, før deres læber mødtes i et kort kys. "Det var udmærket. Det regner godt nok en smule." fortalte hun og lukkede øjnene ved følelsen af Sams finger mod hendes hud. Da de igen havde øjenkontakt, tog hun hans hånd i sin. "Er du ok?" spurgte hun omsorgsfuldt. Der var ikke nogen grund til at lade, som om alting var ok, og hun gav hans hånd et klem. Hun bøjede hovedet forover og kiggede på sine fingre, som hun flettede i Sams. "Jeg håber ikke, det har været sådan lige siden i kom hjem fra ferie." tilføjede hun efterfulgt af et stille latterfnys. Måske var det fyrens opgave, men Julie følte en stærk trang til at beskytte Sam, den samme følelse hun nogle gange - til sin egen overraskelse - blev overvældet af, når hendes storebror viste tegn på svaghed.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Samuel nikkede som svar til hendes bemærkning om støvregnen, selvom tankerne var et helt andet sted. Samuel hånd, der var langt større end Julies, lukkede sig om hendes, og den varme hun afsendte, strømmede langsomt ind i hans hånd og op gennem armen.
Han nikkede til hendes spørgsmål, og var ligeglad med, at Julie havde hørt deres store skænderi. ”Nogle gange tror jeg aldrig rigtigt han har brudt sig om mig. Det var en af de der ærgelige pakkeløsninger; køb én og få en anden med i købet”, bemærkede han tørt, uden at søge medlidenhed. Af tvillingerne var Lily altid den der var blevet favoriseret, hvilket havde forplantet sig i ham. Han undede skam Lily det – hun var fantastisk til alting – men ham og Eric havde aldrig lavet far- og søn ting sammen. Nu var deres forhold for sent at rette op på, og Samuel brød sig derfor ikke om sommerferierne, hvor han var tvunget til at være klemt inde under samme tag som Eric.
”Nej,når han har været nede på pubben og fået noget indenbords bliver han nostalgisk og blid som et lam”, sagde Samuel med et fremtvunget skævt smil, men svaret emmede af sarkasme. Den tid var tværtimod den værste, og det var som regel i disse episoder, at Eric bidrog med en lige højre til den gode stemning. Nej, det var ikke ligefrem blevet bedre, da de var vendt hjem fra turen. Nu da Lily og Ben var blevet forlovet, var fokus på Samuels modenhed blev endnu større, og taget havde truet med at flyve væk under de mange skænderier.
Samuels blik var rettet mod deres sammenflettede hænder, og med et lille suk, gled blikket op mod Julies ansigt. Han var stille i noget tid. Betragtede hende blot, ligeglad med det sårbare ansigtsudtryk der sandsynligvis var malede i trækkene. Det var ligesom om det blotte syn af hans kæreste gjorde ham en smule bedre tilpas. Julies bryn var lettere rynkede, og det gik op for Samuel, at hun var bekymret og omsorgsfuld, hvilket fik ham til at rynke panden. På et øjeblik var han ved at fyre en drillende kommentar af, men så ræsonerede han, at det vel nok var okay, at dele den slags øjeblikke, når man var kærester.

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 352

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie havde stadig blikket rettet mod deres hænder, da Sam talte, og hun rynkede panden yderligere. Det gjorde Julie en smule bekymret at høre Sam udtale sig om den slags uden den mindste trækning, men det slog hende, at hun selv var i stand til at gøre præcis det samme. Tanken om det gjorde hende dog ikke mindre foruroliget.
Det var nærliggende at bemærke, at farens udskældninger netop var tegn på affektion, men Julie vidste ikke, hvor sådan et udsagn hjalp på stående fod - eller hvor meget hun selv troede på det. "I det mindste lader han dig styre dine egen fremtid." sagde hun stille og løftede blikket til hans ansigt igen. Et svagt men kærligt smil bredte sig på hendes læber, før hun tilføjede: "Og det kan da godt være, at din far er ærgerlig, men jeg kan da nævne et par stykker der er af en anden mening!" Tilføjelsen var ment som en opmuntring, og hun lænede sig kort frem, så hun kunne placere et kys på hans kind.

Sarkasmen var i Julies øjne unødvendig, men hun gjorde ikke andet end kortvarigt at hæve et skeptisk øjenbryn. "For helvede, Sam." sukkede hun og satte sig bedre til rette i sengen. Hun brød sig ikke om at høre, at den slags foregik i deres hjem, og det var svært ikke at føle sig uretfærdigt behandlet på hans vegne. "Du ved godt, at du bare kan komme hjem til mig, ikke? Hvis du bare gerne vil ud af huset." sagde hun, mens hun betragtede det hun kunne se, af hans ansigt. "Altså godt nok er mine forældre heller ikke voldsomt glade for dig, men de skal nok lade os være alene." tilføjede hun og kunne ikke lade være med at se en smule opgivende ud.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Samuel rynkede panden en smule. Hvis det stod til Eric, styrede han sin søns fremtid, og gerne i retning af et konservativt kontorarbejde. Der gik adskillige sekunder før han opfangede, at Julie måske hentydede til sin egen situation. Han vred hjernen en smule for at forstå hvad hun mente, men huskede så, at Julies forældre var temmelig overbeskyttende og dominerende. ”Hvad mener du? Hvad vil dine da forældre have? Det kan da ikke stå helt galt hjemme hos dig. Alexander må da tage toppen af skænderierne”, bemærkede Samuel tørt, over Julies brors situation: han havde gjort Hogwarts’ gamle præfekt gravid, og de afventede nu snarligt et barn. Det var en mærkelig tanke, at folk omkring ham blev gravide, forlovet (hvorfor havde folk så travlt?) og at han selv havde været sammen med sin kæreste i flere måneder. Et øjeblik følte han en kvælende angst flå i brystet ved tanken om, at han måske var låst fast i dette forhold og var på præcis samme kurs som deres søskende. Men så så han på Julie, og bekymringerne forsvandt. Efter alle disse måneder, kunne han stadig ikke forstå den effekt, hun havde på ham. Hvad var det ved hende, der stadig kunne gøre ham ivrig efter at bevise sit mod, få hende til at grine, og ønske at lukke sine arme omkring hende, så intet ondt i verden kunne nå hende?
Til hendes opmuntrende kommentar kunne han ikke lade være med at smile sit skæve, karakteristiske smil, der så endnu mere skævt ud grundet arret på kinden. Da Julie lænede sig frem for at kysse ham på kinden, fangede han hendes hage med hånden for at kunne dreje den en smule. Han fangede hendes læber og kyssede dem lidenskabeligt – andet stillede han sig ikke tilfreds med. Det var kun lettere modvilligt at han afbrød det, nu da de var i gang med at snakke seriøst. ”Tak for tilbuddet, men jeg tror jeg kan holde de sidste par uger ud”, sagde han lavmælt. Tanken om at være spærret inde med svigerforældrene der åbenlyst hadede ham, syntes endnu værre end et par skænderier med Eric.
I den korte stilhed der sænkede sig, holdt samuel sin hånd i hendes, mens han nussede hende forsigtigt i nakken. Blikket var rettede frem for sig, men tankerne var andetsteds. Humøret var dog blevet en anelse bedre, takket være Julie.

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 385

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie havde ikke forventet, at Sam ville vende samtalen mod hende, og hun skulle lige til at sige, at det ikke var hende, det handlede om lige nu, men hun tog sig selv i det og nikkede i stedet. "Det gør han også. Lige for tiden i hvert fald." sagde hun og havde en irrationel følelse af, at blive overset. Godt nok havde hendes bror rodet sig ud i en del, men bare fordi hendes problemer ikke var tværet ud over skolens opslagstavler, betød det jo ikke, at hun ikke tog en del af udskældningerne. Jonathan var helt klart den, der havde klaret sig udenom flest skænderier, men han var også så heldig at have lige de ambitioner, som deres forældre ønskede, at han havde. Typisk førstefødte.

Det glædede hende, at de opmuntrende synes at bundfælde sig, og hun vendte medvilligt hovedet, da Sam satte sine fingre under hendes hage. I det øjeblik, deres læber var forenede, glemte hun de pludselige bekymringer om sine egne problemer. Da Sam til hendes fortrydelse brød kysset, holdt hun sit ansigt kun få centimeter fra hans, mens hun så udfordrende på ham. "Øv." hviskede hun og lænede sig lidt frem, så deres næser rørte hinanden. Hånden i hendes nakke gav hende kuldegysninger, men selvom hun følte sig nok så tiltrukket af sin kæreste, så var den alvorlige snak mere presserende. Hun sukkede dybt og brød det intime øjeblik ved at rykke sig længere bagud, endda længere væk fra ham, end hun havde siddet før. "Mine forældre... De bryder sig ikke om mit valg af fyre." forklarede hun og lød ikke særlig bebyrdet - denne del af historien kendte han jo. De bekymrede rynker, man kunne ane på hendes pande, var derfor ikke på grund af tanken om sin familie og deres urealistiske krav men snarere Sams reaktion. "De vil hellere vælge dem selv." Julie holdt blikket på Sams ansigt og afventede hans reaktion. Det var ikke til at sige, hvad han ville synes, for hun havde ikke udtrykt sig særlig klart. Både Julie og hendes brødre havde vænnet sig så meget til tanken om, at deres forældre ville gifte hende væk, så når de omtalte emnet var det ikke med de store følelser involveret. Men det var måske, fordi giftermålet ikke ville være aktuelt, før Julie gik ud af Hogwarts.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Samuel kunne ikke lade være med at smile lidt, Da Julie udtrykte den samme ægrelse over det brudte kys, som han følte indeni. Det var tydeligt, at de to unge mennesker begge var bedre til at udtrykke deres kærlighed fysisk end med lange, dybe samtaler. Alligevel var det rart at kunne tale ærligt om tingene, måtte Sam erkende.
En lille rynke i panden var den eneste trækning der viste sig på hans ansigt, da hun bemærkede forældrenes mening endnu engang. Nej, det var der vist ingen tvivl om. Hr. og fru Young havde gjort det meget klart for ham, første gang han besøgte dem, at de ønskede et langt mere passende parti end den unge, uopdragne Abott-knægt. Selvom Samuel aldrig ville indrømme det for sig selv eller for Julie, gik det ham lidt på, og en lille prikken af irritation kunne mærkes i baghovedet, når Julie nævnte sine forældre.
Inden Julie fortsatte, kunne Samuel ikke lade være med at plante et forsigtigt kys i hendes pande, som for at det på magisk vis skulle opløse rynkerne og smelte hendes bekymringer væk. Han forstod ikke hvad hun pludselig var så oprørt over, for han havde ladt sin irritation over Eric bag så, men nu forstod han, at de snakkede om hende. Uden at vide det blev han en smule nervøs over hendes pludselige alvorlighed, og overvejede, om forældrenes valg tyngede Julie så meget, at hun ville slå op med ham. Var det derfor hun var kommet idag? Nej, de havde jo aftalt deres møde for længe siden. Og desuden ville hun så heller ikke have tilbudt ham at komme hjem til Yong-huset.
Automatisk fastfrøs den nussende hånd i Julies nakke ved hendes videre ord. Den gled langsomt ned ad ryggen og landede på sengen. Der sænkede sig en stilhed mellem dem, men så afbrød Samuel den, med en stemme der var langt mere hæs end planlagt. ”De har måske allerede valgt et langt bedre parti? Og du er måske enig?” Forvirrede over de pludselige følelser af svigt, vrede og vantro rejste han sig op og stillede sig afventende foran hende. Hvis hun ville slå op med ham på grund af hendes forældre, var hun ikke den, han troede hun var! Den sårbarhed han havde vist for få sekunder siden gjorde ham endnu mere vred, og en anden følelse af ydmygelse fik ham til at sparke irritereret til en bog der lå på gulvet.

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 403

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

I et kort øjeblik troede Julie, at Sam smilede, fordi han havde i sinde med at fortsætte at kysse hende. En smule uventet følte hun irritation over det, da de jo sad midt i en alvorlig samtale, men samtidig vidste hun også, at hun aldrig kunne finde på at afvise ham. Men så rynkede han panden, og Julie behøvede ikke at spekulere mere over, at han skam havde i sinde at lytte. Hvordan i alverden var deres forhold blevet til det her? Det var helt anderledes at have en kæreste, der gik op i ens problemer, men Julie havde ikke det mindste imod det. Faktisk følte hun sig mere normal end i lang tid, og samtidig følte hun også, at alle dem, der havde gået og sagt, at Samuel var bad news, havde taget godt og grundigt fejl.

Kysset, Samuel plantede forsigtigt på hendes pande, havde ikke rigtig nogen effekt på hendes bekymring, og hun talte helt upåvirket af den venlige gestus. I et splitsekund fortrød hun dog, at hun havde sagt noget som helst om det, for Sams ansigtsudtryk var alt andet end forstående. Det blev endnu mere klart, at han ikke brød sig om det, han hørte, da han lod hånden falde fra hendes nakke, og Julie greb fat i hans hånd med begge hænder. Hun holdt øjenkontakten, indtil han brød stilheden. "Selvfølgelig er jeg ikke enig, jeg er jo her med dig, er jeg ikke?" udbrød hun indigneret og kastede et lettere såret blik ned på bogen, Samuel lige havde sparket til. På hvilken måde havde hun fortjent at blive tvivlet på? Hun bed spørgsmålet i sig, men også kun fordi hun ville forklare det til fulde. "Men jo, de har valgt en anden. Jeg tror måske jeg var fire, da mine forældre lavede aftalen med hans forældre." Hun kiggede stadig på bogen og trak nu begge sine hænder til sig. "Fordi det er jo vigtigt, at jeg gifter mig med en, der er fuldblods, og har det rigtige navn og ikke er blodforræder." sagde hun spydigt, men hendes vrede var rettet mod hendes forældre, ikke Sam. Lige nu var hun dog ligeglad med, om han fattede det eller ej.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Indeni vidste Samuel godt, at Julie havde ret; hun ville jo ikke sidde og prøve at trøste ham, hvis hun ikke ville være sammen med ham. Alligevel kunne han ikke lade være med at fnyse lavmælt. Det var tanken om, at han måske ville miste hende, som fik ham til at reagere på denne måde, og det blev ikke bedre, da Julie forklarede den langvarige forlovelse. Den varme der før havde skyllet rundt i maven, blev til knust is, som den slags der lå på havene i den sene vinter.
Når det kom til stykket, hvis støtte betød så mest – Samuels eller Julies forældres?
”Siden du var 4?”, gentog Samuel spørgende og kunne mærke hvordan underkæben sank en anelse. ”Hvordan ... Du er ikke et møbel der bare sådan kan sælges videre til højest bydende! Eller... et avlsdyr der reserveres ved fødslen og sælges når det er modent”, sagde han ophidset og temmelig fornærmet på hendes vegne, men stoppede langsomt da han var løbet tør for metaforer. Hænderne hank slapt ned ad siderne.
Først forstod han ikke sarkasmen i hendes stemme, og det fik ham til at tabe kæben en anelse. Godt nok var Julie fuldblod, men han tog hende ikke for typen, der hang sig i den slags, og ærlig talt havde han aldrig hørt den slags ord komme ud af hendes mund. Så gik det op for ham, at vreden og den spydige kommentar var rettet mod forældrene. Situationen måtte selvfølgelig være endnu værre for Julie, og selvom det var svært, prøvede han, at sætte sig i hendes situationen. Det tog en smule af vreden af.
Uden at vide, hvad han skulle gøre af sig selv, gik Samuel hen til vinduet med tunge skridt. Regnen havde taget til og faldt nu tungt over landskabet, hvis konturer var blevet utydelige og udvisket. De afspejlede hans nuværende humør perfekt. Først Eric, så Julie. Det var med et tungt hjerte han sagde det næste, og det føltes rart, ikke at skulle se hende i øjnene når han spurgte. Måske fordi, han ikke ville have hende til at se, hvor såret han var. Eller måske fordi, han et kort sekund frygtede hun ville smile ved tanken om ham. ”Hvem er fyren så?”

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 371

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie prøvede ikke at lade det dårlige humør tage over. Det var alt for let at bukke under for bitterheden og fortabe sig i den sam håbløshed, hun følte, hver gang hun tænkte på de forventninger, hendes forældre havde. Men hun var opsat på at få Sam til at forstå, hvordan landet lå, så hun væbnede sig med tålmodighed. Heldigvis gjorde han blotte tilstedeværelse tingene meget lettere at overskue, og hun kom til sin egen overraskelse til at trække på smilebåndene, da han tog hende i forsvar med sine meget malende beskrivelser. "Det er ikke sådan de tænker." sagde hun stille og havde stadig alvoren malet i trækkene, selvom hun smilede mildt. "Min familie er meget konservativ og stolt. Det er ren tradition for dem, og de har en forventning om, at jeg fører traditionen videre." Hun rettede lidt på sig i sengen og overvejede, hvordan hun kunne forklare tingene bedst. "De tvinger mig jo ikke til at gøre det. De har heller aldrig bedt mig direkte om at gifte mig med ham. Altså de har bare prøvet at parre os sammen til middagsselskaber og jeg ved ikke hvad i håbet om, at vi ligesom automatisk ville falde for hinanden. Og på den måde har de gjort det meget klart for mig, hvad de forventer af mig." forklarede hun roligt og mærkede ikke længere den samme vrede. Det var ikke, fordi hun ville forsvare sine forældre, men der var bare mere til historien end trolovelse. "Men selvom det ikke er tvang... Ja, du ved jo selv hvordan det er at have skuffede forældre... Der bare..." Julie kom ikke videre i sætningen. Det var ikke lige sådan at fortælle, hvordan man kom til at føle sig uduelig og som en stor fed skuffelse, og hun håbede inderligt, at Sam forstod hvordan hun havde det.

Da Sam rejste sig fra sengen fulgte hun ham uroligt med blikket. Hun prøvede at regne ud, hvordan han havde det, og hun var tæt på bare at komme med en kærlighedserklæring for at forsikre ham om, at alt dette slet ikke påvirkede hendes følelser for ham. Men så kom det uundgåelige spørgsmål, og Julie sukkede lydløst. "Jake Loretz." svarede hun, da det var lettest bare at få denne del overstået så hurtigt som muligt. Så rejste hun sig fra sengen og gik over til Sam ved vinduet. "Der har aldrig været noget." sagde hun lavmælt, næsten som en hvisken og lagde begge sine hænder mod hans bryst.

outfit

[Samuel Abott]

If I lay here . . .

Would you lie with me . . . ?

● ● ●

Ordene fløj forvirrede rundt som løv, der lige havde sluppet træerne, i et blæsevejr om efteråret før de bundfældede sig. Det lå et godt stykke fra Samuels hverdagsliv, og han havde ærlig talt svært ved at forestille sig, at nogle kunne være så konservative så de så mere på deres families stolthed end deres eget barns lykke. ”Nej, det er ikke tvang, det er meget værre. Havde de beordret dig, ville du have haft nok vrede til at indse, hvor vanvittige de er. Nu bruger de bare manipulation til at overtale dig”. Det var selvfølgelig noget Julie allerede havde tænkt over, men alligevel kunne han ikke lade være med at påpege det, måske også fordi situationen sank ind bedre når han sagde tankerne højt. Havde Samuel ikke været så rasende, ville han nok have været en anelse overrasket og perpleks over sit pludselige strejf af indsigt. Ubevidst var han så småt ved at ændre karakter på grund af Julie, men det havde han ikke indset endnu. Og når han gjorde, var det svært at sige om det var en god ting eller ej.
Et lille suk undslap hans læber, og vreden forduftede hurtigt. Jo, i bund og grund havde de jo det samme problem. Deres forældre havde sat krav til dem, som de ikke var i stand til at opfylde, fordi deres personlighed ikke var til det. De ønskede ikke at skuffe deres forældre, men de var også selvstændige unge mennesker der var i stand til at træffe deres egne beslutninger.
Jake Loretz. Først gav tanken Samuel en rynke i panden da bevidstheden gravede frem til den ældre slange, der nu var gået ud af Hogwarts. Han prøvede at forestille sig den stolte, konservative og aristokratiske Jake sammen med den temperamentsfulde, energiske og drillende Julie, men kunne ikke. De to var forskellige på så mange punkter, at han fandt tanken latterlig. Det var så befriende, at han ikke kunne lade være med at slå en vantro latter op. ”Virkelig? Loretz?”
Han vendte sig med fronten mod Julie og lod regnvejr være regnvejr. Da hun lod hænderne hvile på hans bryst og hviske ham forsikringer, sænkede han hovedet og plantede et forsigtigt kys i hendes halvvåde hår. ”Jeg tror dig”, hviskede han ligeså lavmælt som hende. Vreden var for længst forduftet og erstattet af en kærlig følelse af samhørighed og fællesskab. Han lagde hænderne ovenpå hendes og flettede fingrene sammen. ”Jeg tror, jeg er forelsket i dig, Jules”, mumlede Samuel lavmælt, og mente hvert et ord. Hans ansigt var dybt alvorligt da han prøvede at fange hendes blik. Det var første gang i deres forhold at Samuel havde ytret de ord, men på en eller anden måde føltes det behageligt og rigtigt at sige de ord. Det var bare først nu, at det egentlig gik op for ham.

● ● ●

Tag; Julie Young
Ord; 427