Summer has set...

[Anessa Llewellyn Yates]

In the depth of winter, I finally learned...
...that within me there lay an invincible summer.

Anessa vippede sine solbriller ned fra panden så de igen endte med at hvile på hendes næse, da solen tog til i styrke og blev kastet tilbage både fra vandet i poolen og de hvide, trykte sider i hendes bog. Hun lå på maven på en farvestrålende luftmadras midt i poolen og nød eftermiddagssolen og sin sommerferie, mens hun ventede på, at de medlemmer af familien der ikke havde haft andre planer, ville ankomme til den planlagte familie-hygge. Hun skævede op mod huset og ventede hvert øjeblik halvt om halvt, at enten hendes far eller mor ville råbe efter hende for at lave mere konstruktive ting, end at dase i solen. Det skete dog ikke og hun bladrede dovent i bogen og læste videre, mens hun holdt bogen åben med den ene hånd og lod den anden dingle slapt ud over kanten af madrassen, så hendes fingerspidser brød vandoverfladen.

På få sekunder var hun igen komplet tabt for omverdenen, mens ordene på siden skabte mentale billeder hun villigt lod sig glide væk med. "Her only gift was knowing people almost by instinct, she thought, walking on. If you put her in a room with some one, up went her back like a cat's; or she purred. Devonshire House, Bath House, the house with the china cockatoo, she had seen them all lit up once; and remembered Sylvia, Fred, Sally Seton — such hosts of people; and dancing all night; and the waggons plodding past to market; and driving home across the Park." En lyd trængte ud til hende fra huset gennem de åbne havedøre og hun så kort op fra bogen. Efter nogle sekunder blev lyden fulgt af glade stemmer og hun antog at noget af den ventede familie var ankommet. De ville ikke blive så mange i år som ellers, men uanset var hun sikker på det blev hyggeligt som altid.

Hendes egne søskende var heller ikke hjemme, og havde efterladt hende alene på skansen som repræsentant for sine forældres afkom. Hendes storesøster Susan var taget på rundrejse i Europa med tre venner, mens hendes lillebror Dean, tilbragte netop denne uge af ferien hos en skolekammerat i Skotland. Hun vendte blikket mod bogen igen, ikke helt villig til at forlade solen, poolen og sin bog endnu. Kendte hun familien ret, ville de voksne hurtigt falde i snak og for en tid glemme at deres børn var der og både hendes fætre og kusiner kendte grunden godt nok til at vide hvor de skulle kigge efter hende selv. Hun smilede for sig selv og skyndte sig så at læse videre i håbet om at kunne gøre sit kapitel færdigt inden hun blev forstyrret.

Words: 467 - Tag: Agnes Llewellyn & Emrys Cadwallader

[/color] - Outfit: Here - Notes: Grundplan[/font][/size][/center][/blockquote]

[Agnes Llewellyn]

what matters to me, doesn't matter to you
-----------------------------------WHAT MATTERS TO YOU, DOESN'T MATTER TO ME

"Så tager vi afsted, Agnes," råbte Andreas Llewellyn muntert mod trappen, som førte op til overetagen, hvor Agnes havde sit værelse - og hvori hun stadig befandt sig, selvom hun egentlig skulle have forladt det for ti minutter siden. "Okay," råbte hun tilbage, en anelse mindre muntert, og var et øjeblik efter på vej ned ad trappen. Til forskel fra sine forældre smilede hun ikke, men så derimod en smule utilfreds ud. "Hvorfor er det, de andre ikke kommer med?" spurgte hun en anelse klagende og fulgte med sine forældre ud i entréen, hvor hun med to hurtige forbevægelser fik sine klipklappere på. "Det ved du jo," svarede hendes mor, Ceinwen Llewellyn, tålmodigt og puffede hende ud af hoveddøren. "Dine småsøskende er hos din fars forældre, og dine storebrødre har rigeligt at tage sig til - især Jamie og Eddie, nu hvor de er gået ud af skolen," forklarede hun, mens de stod og ventede på trappen, da Andreas låste døren. "Nå!" udbrød han, da han havde stukket tryllestaven ned i bæltet, og slog hænderne sammen, hvilket overdøvede Agnes' lavmælte suk. Det var første gang, hun skulle til en familiesammenkomst som det eneste barn af Llewellyn'erne, og selvom hun vidste, at det sikkert ville blive sjovt alligevel, ville hun have foretrukket at have sine søskende med. Ikke fordi hun så ville hænge med dem hele tiden, men bare tanken om, at de var med, var det, hun bad om.

Uden at Agnes havde lagt mærke til det, havde hendes forældre taget hendes hænder, og uden yderlige varsel, følte hun pludselig den ubehageligt krog i navlen, der trak hendes hårdt bagud. Farverne susede vildt for hendes øjne, og det føltes som om, hun lige skulle til at tabe sine solbriller, da de igen stod på fast jord. Denne gang var det på en anden trappe til et andet hus. "Ingen er gået i spåner?" sagde hendes far i den samme muntre tone, hvorefter han slog tre hårde slag på døren. Egentlig havde han ikke behøvet at slå på døren, for det høje knald, der var kommet, da de landede på trappen efter at have transfereret, var ikke til at undgå at høre. Og nogen åbnede da også døren, lige idet Andreas havde givet døren det sidste slag. "Velkommen!" kunne Agnes høre sin onkel sige, hvorefter alle brød ud i glad snak med hinanden. Agnes blev omfavnet og ført ind i den velkendte stue, hvor hun havde været så ofte før. Efter at have vekslet et par ord, sneg hun sig væk for at lede efter sin kusine. Hun ledte først lidt i de andre rum i huset, før det gik op for hende, at hendes kusine sikkert var udenfor og læse.

Og hun havde ret. Da hun kiggede ud af vinduet, der vendte ud mod baghaven, så hun sin kusine ligge i poolen med en bog i hænderne. Med et smil på læberne tog hun solbrillerne ud af håret og satte dem på næsen, hvorefter hun gik udenfor. "Jeg burde have sagt mig selv, at du lå herude," sagde hun højt, så Anessa kunne høre det, og lænede sig en smule forover stengelænderet, der vendte ud mod poolen. Hun betragtede den lyshårede skikkelse lidt, før hun skubbede sig væk fra gelænderet igen og gik ned af en af stentrapperne. Med langsomme skridt nærmede hun sig poolkanten, mens hendes blik gled rundt i den flotte have, og da hun nåede kanten, vendte hun blikket mod Anessa igen.

anessa llewellyn yates & emrys cadwallader påklædning ingen noter

[Anessa Llewellyn Yates]

In the depth of winter, I finally learned...
...that within me there lay an invincible summer.

Anessa bøjede benene bagud og vippede dovent med dem i luften så madrassen vippede ganske lidt, men ikke mere end at hun stadig uden problemer kunne holde balancen. Hun læste videre, mens hun med et halvt øre stadig opfangede stemmerne oppe fra huset, og nu ventede enten at blive kaldt op for at hilse pænt, eller at blive 'fundet'. "She had the oddest sense of being herself invisible, unseen; unknown; there being no more marrying, no more having of children now, but only this astonishing and rather solemn progress with the rest of them, up Bond Street, this being Mrs. Dalloway; not even Clarissa any more; this being Mrs. Richard Dalloway."

Hun smilede for sig selv som hun læste den sidste sætning og på nogenlunde samme tid hørte den karakteristisk og let genkendelige lyd, af klipklapper der nærmede sig. Hendes smil blev bredere og lettere skævt, da hendes kusines velkendte stemme lød ikke langt fra hende. Hun lukkede bogen sammen og løftede hovede og overkrop lidt, mens hun skubbede solbrillerne så langt ned på næsen, at hun kunne se henover dem. Hendes blik fandt hurtigt Agnes stående lænet henover halvmuren i sten ”Og alligevel vover jeg den påstand at du var igennem resten af huset før du kom herud.” med en finger bag det ene øre vippede hun drillende med solbrillerne ”Du burde snart have lært det. Sol plus ferie plus kusine lig med pool.” hun skubbede solbrillerne helt op i panden og missede med øjnene mod det skarpe lys, mens hun kantede sig op at sidde med et ben på hver side af luftmadrassen, ned i det kølige vand.

Hun fulgte Agnes med blikket som hun forlod terrassen og i stedet kom ned til poolen og hendes selv og begyndte så at padle med begge ben i vandet, for at komme nærmere det sted ved kanten, hvor kusinen var stoppet. Luftmadrassen slog mod kanten med et blødt bump, og Anessa så op på Agnes med let sammenknebne øjne, mens hun tog bogen og i en blød bue smed den op i sikkerhed på stenene ”Du fik ikke held af at lokke nogen af knægtene med? Eller tøsebørnene for den sags skyld?” hun blev siddende på madrassen og kørte underbenene gennem vandet i dovne bevægelser mens hun så afventende på den anden.

[/justify]

Words: 407 - Tag: Agnes Llewellyn & Emrys Cadwallader

[/color] - Outfit: Here - Notes: Grundplan[/font][/size][/center][/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

Families are the wall under your roof

- and its members are its bricks

Hverken Emrys eller hans evigt distræte far Bedwyr Cadwallader havde fået den mindste lejlighed til at glemme hvor særlig den solbeskinnede dag faktisk var. Det havde hans mor Anwen glimrende sørget for at de slet ikke kunne komme til med al den forberedelsesaktivitet som hun havde igangsat herrerne i huset med lige fra morgenstunden af. Og når først der blev doseret Susepulver op i små lærredsposer, repareret solbriller og pakket badetøj, var der ingen vej tilbage. Så var det uigenkaldeligt tid til en Llewellyn-familiegenforening: på godt og ondt. Som sædvanligt var hans mor så energisk som en rystet sodavand ved udsigten til at se hele slægten igen, og Emrys kunne ikke undgå at blive lidt smittet af hendes ukuelige humør, som de stod foran den lille kamin i stuen og ceremonielt gennemgik den tjekliste, hans mor skriftligt havde udfærdiget for at sikre sig at alt var i orden. ”Emrys, har du lukket Kelvin ud?” læste hun op fra listen og sendte ham et blik, der kunne være taget direkte ud af hendes retssal. ”Det lykkedes efter en del anstrengelser. ” bekræftede Emrys prompte og sendte sin far et hurtigt sideblik. Han havde brillerne på næsen, to poser Susepulver i hånden og en af hans nyeste Quidditchartikler som han vist ville vise onkel Ellis. Hvis hans far for første gang nogensinde formåede at komme afsted uden at glemme noget, var Emrys parat på at spise samtlige debatudkast til Hallows, som lå oppe på hans skrivebord. Han havde på fornemmelsen at det garanteret var fyldepennen, som hans far havde glemt denne gang. ”Har du nu også husket badetøjet OG SOLBRILLERNE, Emrys?” spurgte hans far drillende, og da Emrys med en mindre tilfreds mine nikkede, så hans far afventende på ham med et stort grin. Med et suk fremtrak Emrys fra den lille vadsæk sine solbriller, og viste dem frem. Selve badetøjet og tøflerne havde han allerede klædt om til under den overdimensionerede jumper han havde taget udover. Han elskede vand – bare ikke tanken om hans slægtninge i det også. Selvom han bestemt ikke længere lignede det ranglede smalskuldrede fugleskræmsel han havde lignet sidste år og naturen havde fået udlignet overkroppen til højden, huskede han stadig den utilpashed, der havde fulgt med sidste pooltur med sine slægtninge, og han var frem for alt politiker, og ikke sportsmand. Selvom han altid hørte, at han da var godt proportioneret, og han selv var alt for kritisk. Hans mor lo muntert og pakkede listen væk, inden hun let uglede ham i håret. ”Emrys, du får det sjovt som altid i poolen, når først du får hoppet derned. Det skal Agnes og Anessa nok sørge for.” fortalte hans mor ham, og gik hen for at give ham et varmt kram. Uvilkårligt mærkede han hvordan en smule af afspændtheden fortog sig og han mønstrede et smalt smil, da mor løsnede armene om ham igen. ”Du ser fantastisk ud.” forsikrede hun ham varmt, som havde hun læst hans tanker, og fortsatte. ”Men nu tror jeg heller ikke vi kan holde familien hen længere. Efter dig, Bedwyr.” sagde hun med et smil og trådte væk fra kaminen.

Et hav af grønne flammer meldte familien Cadwalladers ankomst i familien Llewellyn Yates’ stue, og da Emrys trådte ud i stuen, efterfulgt af sine to glade forældre, var det til lyden af muntre højrøstede stemmer og latter samt en masse hilsen rundt. I hvert fald en ekstra gren af familien måtte allerede være kommet. Da han bemærkede onkel Andreas og tante Ceinwen, konkluderede han at den ottekantede del af familien i hvert fald var her et sted, selvom han ikke kunne se dem. Han havde dog et udmærket gæt til hvor Anessa sikkert var. Det kunne ligne hende at befinde sig udenfor for at slikke sol. Begge hans forældre var allerede fuldt ud beskæftiget med at udveksle nyt, så han listede ligeså stille ud mod haven, inden forældrene fik gode idéer med ham.

Han trådte rettidigt ud i døren ledende til haven til at høre Anessas bemærkning, og med et skævt smil betragtede han den spraglede luftmadras glide dovent rundt i det kongeblå vand, naturligvis med ingen ringere end hans ene kusine på den Anessa på den, hvor hans anden kusine Agnes gjorde hende selskab fra landjorden. ”Jeres udsøgte selskab alene er lokkende nok i sig og behøver ikke nogen overtalelse fra Agnes, selvom jeg ikke er i tvivl om at hun sagtens ville kunne overtale en succesfuldt.” svarede han på bemærkningen, og flyttede en rastløs venstre hånd op for at skubbe det orange hår væk fra øjnene, inden han så fra Agnes til Anessa og derefter ud i haven. ”I er som en vederkvægelse på en knastør vindblottet dag og fornøjelsen af jeres selskab drager en som en magnet.” svarede Emrys stadig smilende. ”Som altid godt at se jer begge, kære kusiner.” hilste han med et kort buk og rankede sig op, imens han lod sine øjne hvile på den yngste kusine, som nu havde strandet sin luftmadras op af poolkanten. ”Jeg ville være blevet slemt skuffet, hvis jeg ikke havde fundet dig herude i et af dine rette elementer, Anessa. At Agnes så ydermere er her, gør det kun bedre. I luften, til vands og til lands.. i nævnte rækkefølge, ikke sandt Anessa?” reflekterede han i et hørbart tonefald med højre arm hvilende op af dørkarmen, inden han gik ned af trappen, rullede ærmerne på den store dækkende jumper op og standsede ved bogen, der var blevet smidt ved stenene. Emrys samlede den op og studerede den nysgerrigt. Mrs. Dalloway. Han lod den dog hvile, hvor han havde fundet den, og stillede sig hen ved siden af Agnes, imens han betragtede dem begge, imens han gjorde sit bedste for at tie stille og give de andre mulighed for at svare. Ikke nogen nem ting, men det var en nødvendig ting.

[/justify]

[Agnes Llewellyn]

what matters to me, doesn't matter to you
-----------------------------------WHAT MATTERS TO YOU, DOESN'T MATTER TO ME

Agnes rystede blot på hovedet over det, hun sagde, og viftede en gang med hånden foran sig uden at kommentere det, Anessa sagde - hun vidste det jo åbenbart i forvejen. Mens Anessa padlede sig vej ind til poolkanten, rystede Agnes sine klipklappere af sig og satte sig ned, så hun kunne dyppe sine fødder i det kølige vand. Hun lagde benene over kors, mens hun skulle til at svare sin kusine, men idet hun åbnede munden, var der en, der afbrød hende. En, hvis stemme Agnes fandt så velkendt.

Hendes øjenlåg blev tungere og tungere for hvert ord, der forlod Emrys' læber, og først da han havde afsluttet sin første sætning, så hun op på ham. Da han fortsatte at tale, satte Agnes sin ene hånd ned på fliserne, så hun havde noget at støtte sig til, mens hendes øjenbryn hævedes en smule, så hendes ligeglade udtryk i ansigtet blev mere tydeligt. Hun begyndte sløvt at vippe sin fod op og ned, mens hun betragtede sin fætter, og hun fnyste et lavt grin, da han bukkede for dem. Agnes så hen på Anessa, da Emrys nævnte hende, og med et svagt smil på læberne, sprøjtede hun ganske lidt vand på hendes ben med sin fod. 'Dit rette element' mimede hun med ansigtet nu lagt i alvorlige folder, hvorefter hun vendte hovedet igen og så på Emrys, der nu var på vej hen mod dem.

"Emrys," sagde hun højtidligt, da han nåede frem til dem, bredte sine arme ud og bukkede overkroppen en smule, som om hun nejede for ham, hvorefter hun løftede sin hånd op mod ham, som om hun forventede et kys på håndryggen. "Hvordan ham min yndlingsfætter det?" spurgte hun fortsat i et mindre højtidligt, men højere tonefald og betragtede ham gennem de mørke solbrilleglas nedefra hendes plads på jorden.

anessa llewellyn yates & emrys cadwallader påklædning ingen noter

[Anessa Llewellyn Yates]

In the depth of winter, I finally learned...
...that within me there lay an invincible summer.

Anessa så stadig afventende på Agnes med et lille smil lurende i den ene mundvig, da hun fangede en bevægelse oppe ved huset, ud af den ene øjenkrog. Hun lyste op i et oprigtigt smil da hendes blik faldt på den et år ældre fætter, men gled så sekundet efter over i en lille grimasse og et par himmelvendte øjne ved hans første ord ”Nu var det Eddie, Jamie og de andre fra Agnes' klan jeg hentydede til.” hun vrikkede lidt med øjenbrynene under solbrillerne der stadig sad i panden på hende og smilede sukkersødt til Emrys ”Du er i en klasse helt for dig selv, Emrys. Helt og aldeles unik.” hun fulgte ham med blikket som han fortsatte i vanlig stil og det lille underfundige smil blev siddende i hendes mundvige ”I lige måde, Emrys..”

Hun fnøs muntert og lænede sig lidt frem for også at kunne stikke hænderne i vandet, uden at hun slap Emrys med blikket ”Så sandt som det er sagt. Havde du forventet andet?” hun himlede igen med øjnene og flyttede så blikket til Agnes, da hun mærkede vand ramme sit ben. Hun skulle lige til at komme med en flabet kommentar, men Agnes' lydløse mimen fik hende i stedet til at kvæle et fnis i opløbet og pjaske en håndfuld vand efter hende, før hendes blik igen fandt Emrys og fulgte ham på den korte vej ned fra terrassen og hen til poolkanten. Hun hævede et øjenbryn spørgende da han kom nærmere, og talte mens han samlede hendes henkastede bog op fra stenene og så nysgerrigt på den ”Kan du holde varmen?” hans store jumper stod i skarp kontrast til både hendes egen beklædning og Agnes'og hun lagde ikke skjul på at more sig.

Hans nysgerrighed over bogen var dog hurtigt mere interessant end hans jumper og hun så med et ivrigt spørgende blik på ham ”Den er et kig værd hvis du er nysgerrig. Du må låne den en gang hvis du har lyst.” hendes blik gled igen til Agnes der nu havde hilst og rakte sin ene hånd op mod fætteren som en anden adelsdame og det lykkedes ikke Anessa selv, at holde endnu et halvkvalt fnis tilbage, som mest endte i en ikke særlig piget grynten. Hun slog ud med begge arme og himlede teatralsk med øjnene før hun talte igen ”Høflighed... Du mest acceptable form for hykleri.. hvor vi dog elsker dig.” hun smilede nu bredt og så lettere afventende fra Emrys til Agnes før blikket endte på Emrys med endnu et hævet øjenbryn ”Forvent ikke jeg følger Lady Llewellyns eksempel der.” hun grinede smørret og rystede så let på hovedet.

Words: 473 - Tag: Agnes Llewellyn & Emrys Cadwallader

[/color] - Outfit: Here - Notes: Grundplan[/font][/size][/center][/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

They can be invaluable assets, families

- they can be your allies as well as your weapons

D

[/b]et var vist et held at Emrys fra sin position bag ikke kunne se den søvndyssende effekt hans ord havde på hans kusiner, Agnes i særdeleshed. I hans hoved åndede alt den sædvanlige fred og fordragelighed, som han bildte sig ind at der var omkring hans ord. Han var således fuldkommen uvidende, idet Agnes udførte en storladen og nejende gestus, og han bukkede dybt for hende med armen hvilende ind under maven, så dybt at det orange hår faldt forover ind over ansigtet. Det strejfede ham ikke et eneste øjeblik at det kunne have været ment i spøg, og havde han vidst det, havde det nok heller ikke forhindret ham. Hendes positive forstavelse omkring hendes syn på deres slægtskab fik smilet på hans ansigt til at blive bredere, og han rettede sig op med øjnene hvilende venligt på hende, eller så meget af hende, som han kunne se gennem de store sorte solbriller. Synet af dem mindede ham ubehageligt om det par, der hvilede i hans lomme, og som han ikke havde lyst til at sætte på næsen. ”Glimrende. Så meget bedre i jeres selskab. Og hvad med Dem, ærværdige milady?” gengældte han hendes hilsen, inden kusine Anessa tiltrak sig hans opmærksomhed. Han smilte af hendes ord og stak hænderne i de små lommer, der var i jumperen, imens han betragtede hende og greb fat i den anden del af hendes bemærkning. ”Jeg tror også verden har nok i en enkelt Emrys. Og du ved jo at alt andet end det samme sagt om dig ville være en underdrivelse. At jeg siger det, er blot at synge en gammel sang på nyt pergament i dit tilfælde.” uddybede han på hendes bemærkning og hævede et øjenbryn. ”Men apropos de førnævnte herrer og kvinder omfattet i klanen.. hvor er de henne? Jeg synes ikke jeg så dem inde i huset.” spurgte han nysgerrigt og så på Agnes.

D[/b]en lyshårede kusines ord om hans overtrøje fik ham til at tøve et øjeblik, inden han talte og så på hende over skulderen. ”Din omtanke for mit velbefindende er hjertevarmende, men beklageligvis kan jeg ikke iføre mig den mod elementerne. Jeg har det skam helt fint.” svarede han hurtigt og alvorligt, og trak uvilkårligt den lange jumper endnu tættere omkring sig ved spørgsmålet, imens han skubbede skuldrene tilbage. Fysisk kunne han dog ikke give sig selv ret i sin udtalelse: han kunne allerede mærke en begyndende kriblen i nakken, og mest af alt havde han lyst til at lægge den sæsonafvigende beklædningsgenstand. Det ville kun være et spørgsmål om tid, før det var tvungent for ham at smide den af ren og skær varme. Han bekymrede sig for meget. Han slap sit knugende tag i stoffet og lod hænderne hvile ned af siden

A[/b]nessas bemærkning om hendes bog var en velkommen distraktion fra hans introspektivitet, og han smilede ved hendes ord. Han havde altid synes at kusinen havde en glimrende smag i litteratur, og han var ikke i tvivl om at der lå substans bag den anbefaling. ”Det skal jeg huske og overveje kraftigt.” takkede han med dybfølt ærlighed og lod øjnene glide tilbage på den ensomme bogs omslag. ”En af Woolfs bedste og mest anerkendte værker, så vidt jeg har hørt. Lever den op til sit rygte?” spurgte han nysgerrigt. Han rynkede let på næsen ved Anessas bemærkning om høflighed, og han slog henkastet ud mod hånden, imens han vendte blikket mod himlen i en påtaget opgivende mine. ”Høflighed.. meget lig handsker: lette at få fat på, men svære at bære med ægte elegance.” musede han og så tilbage på de to damer. ”Det kommer nok an på øjnene der beskuer, og brillerne de beskuer det med.” bemærkede han og så på deres solbriller. ”Hvordan kan I dog gå med de tingester?” mumlede Emrys halvhøjt ned imod dem.

”Kender man dig ret, ved man at ens forventninger til hver en tid vil blive overgået og udkonkurreret. Jeg vil vove pelsen og gisne, at du befinder dig så godt på den luftmadras, at du næppe flytter dig foreløbig.” sagde Emrys med antydningen af en spøgende undertone gemt, inden han gik lidt hen langs kanten af bassinet, satte sig ned ved vandkanten i god nærhed af pigerne, og lod sin ene fod hænge klodset og dvask i vandet, imens den anden forblev på landjorden. Den behagelige kølende effekt fik ham til at smile tilfreds, og han besluttede sig mentalt for at blive siddende så længe så muligt og lade sig blive dvask i den sommervarme, der forstærkedes af jumperen.

[/blockquote][/justify]

[Agnes Llewellyn]

what matters to me, doesn't matter to you
-----------------------------------WHAT MATTERS TO YOU, DOESN'T MATTER TO ME

Hun grinte lavt, da Emrys bukkede for hende, og trak hånden til sig igen og lagde sig helt ned på de lune fliser. "Jeg kan kun sige det samme," svarede hun ham og lagde sine hænder på sin mave, mens hendes blik var rettet mod den blå himmel. Da Emrys henvendte sig til Anessa, lod Agnes sine øjenlåg lukke helt i for et øjeblik, mens hun med et smil hvilende i mundvigene, lyttede med til hvad de sagde. Da Emrys igen talte til hende, løftede hun sig op på albuerne og så på ham. "De små er hos farmor og farfar," sagde hun og lagde tryk på små, da Emrys just havde kaldet hendes mindre bror for herre og to søstre kvinder, hvilket efter Agnes' mening ikke var en passende beskrivelse til dem. "Og de andre, ved jeg ikke, hvad foretager sig," tilføjede hun og lod blikket glide væk fra Emrys og ud i resten af haven.

Anessas håndfuld vand ramte hendes knæ, og Agnes genfandt smilet, der havde ligget som en skygge i hendes mundvige. Ved Anessas efterfølgende kommentar, måtte Agnes styre sig for ikke at grine højt, og hendes grin blev derfor kun meget lavt. Men det havde en kærlig undertone, da Agnes trods alt godt vidste, at Emrys aldrig havde været meget for at bade med de andre i poolen. Hun så derfor kun ud af øjenkrogen, hvordan hendes fætter knugede sin trøje.

Agnes tog fat i bogen, da de begav sig til at diskutere den, og slog op på en tilfældig side. Hun læste en sætning, hvorefter hun bladrede et par gange, mens hun lyttede til Emrys. Da han kommenterede Anessas og hendes solbriller, vendte hun kort blikket op på ham. "Det er ikke så svært," forsikrede hun ham og løftede sin højre hånd for at rette lidt på brillerne som for at vise, at disse tingester blot skulle sættes på næseryggen, hvorefter hun igen så ned i bogen, som egentlig ikke interesserede hende det største - et øjeblik efter lukkede hun den også igen med et smæld og kastede den fra sig igen, mens Emrys igen talte. "Medmindre," sagde hun højt og rettede sig op, "at nogen kom til at skubbe hende i," afsluttede hun med et flabet smil og skubbede let til luftmadrassen med sin fod. "Vi gør det, Emrys," hviskede hun halvhøjt til sin fætter - hun kunne godt finde på det, men ventede samtidig også på Emrys' reaktion.

anessa llewellyn yates & emrys cadwallader påklædning ingen noter

[Anessa Llewellyn Yates]

In the depth of winter, I finally learned...
...that within me there lay an invincible summer.

Anessas øjenbryn krøb langsomt, men sikkert opefter igen, mens hun betragtede sin fætter bukke for deres fælles kusine, som var det det allermest naturlige i verden at hilse på netop den måde. Et kort sekund skabte hendes hjerne nydelige billeder for hende og placerede Emrys som den stolte, let overlegne, gentleman, i en af de mugglerromaner der lå forsvarligt gemt i en kiste i bunden af hendes klædeskab. Romaner der absolut intet havde at gøre med de ellers store filosofiske mugglerværker, hun oftest sad med næsen begravet i. Det mentale billede at fætteren med kalvekrøs, høj hat og tætsiddende ridebukser under svalehalerne, fik hende til at bide hårdt ned omkring sin underlæbe mens en halvkvalt, munter lyd undslap hende og hun rettede blikket indædt mod madrassen hun sad på, for ikke at give efter for latteren der pressede sig på, sammen med en ubændig trang, til drillende at tiltale ham 'Mr. Bingley', hvilket hun fandt uendeligt passende med det røde hår.

Hun tog en dyb indånding og tvang den sidste latter på retræte, da Emrys igen henvendte sig direkte til hende og løftede hovedet for igen at møde hans blik. Hendes ansigt gled lidt på sned og hendes blå øjne forblev let sammenknebne mod den skarpe sol, men hun nægtede at tage solbrillerne på, så længe hun talte med andre. Øjenkontakt var vigtigt for hende i en samtale, også selvom solen skar en smule. Hun nikkede med et skævt smil og et drillende glimt sneg sig ind i hendes blik mens hun svarede ham ”De bedste ting kommer i små pakker, ikke sandt?” musede hun selv i slet skjult hentydning til sin egen person.

Hun tav igen mens Emrys henvendte sig til Agnes omkring hendes søskende og stak igen fingerspidserne i det perfekt tempererede vand. Selvom poolen måske i sig selv var en muggler-ting og de boede i et mugglerkvarter, så var magiske tilsnigelser at finde overalt på grunden og i huset, inklusiv til at holde vandet i den store pool rent og på den helt rigtige temperatur i forhold til vejret. Hun så igen på Agnes med et blik der spillede af narrestreger, da kusinen grinede lavmælt over hendes egen hentydning til Emrys ikke særligt sommerlige påklædning. Hun lagde nakken lidt ekstra tilbage for at kunne se op på hans ansigt og smilede sødt, selvom hendes blik modsagde uskyldigheden en smule ”Jeg bekymrer mig da altid om dig...” hun trak på skuldrene og modstod fristelsen til at sende den næste håndfuld vand i hans retning ”Men det var ikke en del af min dagsplan, at skulle se dig få hedeslag og solstik.” en smule alvor indfandt sig i hendes ansigt og hun slog opfordrende ud med den ene hånd mens hun fortsatte ”Jeg lover ikke at bide hvis du lover at smide den før du dratter omkuld af dehydrering.”

Hun smilede varmt og nikkede bekræftende da han igen vendte emnet tilbage på bogen hun havde efterladt på fliserne. Så blev det i stedet til en mere ivrig nikken da han fortsatte og hun skævede mod bogen ”Mhm! Helt bestemt. Det er et virkeligt interessant portræt af London i en tid, der stadig er præget af mugglernes første verdenskrig. Alt sammen oplevet gennem Clarissa Dalloways tanker en enkelt dag.” hun fægtede ivrigt med arme og hænder i luften, så hun et øjeblik var tæt på at miste balancen, men hun forsatte uden at lade sig mærke med det i en påtaget, let teatralsk tone ”"Mrs. Dalloway sagde, hun selv ville købe blomsterne.."” citerede hun bogens indledende sætning og havde svært ved at stoppe sig selv igen ”Den minder en smule om "Ulysses" af James Joyce i skrivestilen, men den er noget nemmere at gå til.” hun åbnede munden for at fortsætte, men tog sig så i det og tav i stedet med et let undskyldende blik til Agnes. Hun af alle vidste, at både Anessa selv og Emrys, kunne blive ved i timevis hvis de først kom i gang.

Hun smilede skævt og rystede så let overbærende på hovedet mens han fortsatte på hendes høfligheds-konstatering og endte med at fnyse svagt ”Men du, Emrys Cadwallader, bærer den med til tider overdreven perfektion.” hun rynkede panden spørgende over hans hentydning til deres solbriller og rakte op og rykkede lidt på sine egne, uden at tage dem ned fra deres position i panden. Hun grinede lydløst over Agnes' svar og så igen på Emrys mens hun pegede på kusinen ”Hvad hun sagde.” hun grinede smørret da han igen prikkede uskyldigt til hende og lagde sig så igen fremover luftmadrassen, så hun endte med hagen hvilende på sine samlede hænde og benene stadig vandet ”Ikke før nogen trækker mig op herfra eller jeg ligner en kogt hummer.” hun løftede hovedet og så påtaget fornærmet på Agnes ”Hey! hvad har jeg gjort dig i dag?” hun kom til at grine og sprøjtede en større håndfuld vand efter kusinen, uden at tage hensyn til, om hun i forbifarten også ramte Emrys og skubbede sig så et godt stykke væk fra kanten, med en hånd mod den. Hun rakte triumferende tung til begge de to andre som hun gled ud midt i poolen ”Så længe I sidder derinde, så er jeg jo i nogenlunde sikkerhed herude, ikke sandt?” lokkede hun skamløst og satte sig igen op midt på den farvestrålende luftmadras og så udfordrende ind på Emrys og Agnes.

Words: 968 - Tag: Agnes Llewellyn & Emrys Cadwallader

[/color] - Outfit: Here - Notes: Grundplan[/font][/size][/center][/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

They can be invaluable assets, families

- they can be your allies as well as your weapons

S

[/b]ynet af Agnes, der lå og slangede sig på de sommervarme havefliser, og Anessa der dasede på sin flydende regnbuefarvede trone var nok til at løfte enhvers humør, selv for folk som Emrys, der ikke var så entusiastiske ved hele idéen om vandkonfrontationer og solbadning. Det var umuligt for ham ikke at slappe af og langsomt glemme den selvindbildte usikkerhed, der bød ham så meget trods, og som påbød ham at bære den tunge jumper. Solstrålerne, der reflekterede i vandets klare overflade, blændede ham let imens han langsomt lod sin anden fod gøre sin slægtsfælle selskab i det lunkne vand og så på den let hvide farve de antog under vandets overflade. Det tryk, der kom på ordet ”små”, da Agnes besvarede hans forespørgsel om hendes søskende, fik en let rosarød kulør til at sprede sig i hans kinder, inden han blot smilede forsonligt i hendes retning og nikkede som en bekræftelse på svaret. Han havde, sandt at sige, glemt alt om de yngre medlemmer af klanen, da han spurgte – men da først de blev nævnt, forstod han ikke hvordan han kunne have forbigået dem. Det faktum at han var det eneste yngre medlem af slægten, der ikke havde enten en eller flere søskende at dele hus med, fik han overbevist sig om slet intet havde at gøre med det. Desuden burde man vel have kunnet høre de små, hvis de havde været her. De plejede ikke just at være stille af sig.

D[/b]a Anessa grublede over størrelsen af pakker og værdien af indholdet i givne pakker, kunne Emrys ikke lade være med at tage emnet op til revision. Et øjeblik sad han blot med hovedet hvilende på det ben, der havde sin fod hvilende i vandet, imens han tænkte. ”Ulig hvad man måske mente ved juleaftenstid, da man var mindre, er jeg tilbøjelig til at give dig ret, Anessa. Det er som oftest de små pakker, der er mest gods i, når først man kommer ind under det glitrende gavepapir. Desuden har de store pakker sjældent mere at byde på end de små har.. de større har bare mere papir viklet om sig.” fremsatte Emrys i et henført filosofisk tonefald, imens han sad og reflekterede over emnet, der havde visse små diskrete pejlingshint i retning af Anessas egen højde. Sådan tolkede Emrys det i hvert fald. Men det var ikke udelukkende hans kusine, det havde relevans for – sådan var det tit fat i større sammenhænge. Den store Nelson var ifølge mugglernes historiebøger en ganske lille mand med et stort taktisk vid, imens mænd af langt større fysisk fremtræden var gået i glemslen – og små korvetter med alle odds imod sig havde udkæmpet historiske træfninger, imens mere ligeværdige kampe forekom mindre interessante. Det var vel blot kvalitet over kvantitet, der gjorde sig gældende overalt – fra Quidditchspillere til søhelte. Da kusinen smilede blidt og med et sigende blik bevægede sig ind på emnet påklædning, fik hendes ord Emrys til at smile noget utilpas, imens han så på hende med et skeptisk blik. ”Du har ret. Og jeg håber din kærlige omsorg for mig samt løftet om ingen bideri også vil forhindre eventuelt verbalt bideri.” sagde han med et tvivlende smil, inden han trak sig ud af den åbne jumper og lagde den bag sig. Da først han mærkede hvordan solstrålerne omgående fandt vej til hans solhungrende overkrop og arme, fik smilet selv fundet vej til hans ansigt. Humøret blev løftet yderligere, da de kom ind på emnet Mrs. Dalloway. Han vrikkede let med fødderne i vandet, inden han så på hende og nikkede entusiastisk. ”Mugglers London i efterkrigstiden vil altid være et besøg værd, og jeg glæder mig til at tage rejsen sammen med Clarissa Dalloway. Og krigen i sig selv har nu også efterladt et interessant spor i litteraturen.. ” Ligesom Anessa endte han pligtskyldigt samtalen og så undskyldende på Agnes. Det var ikke just videre socialt af dem at debattere, hvor interessant det end var, og hvor meget Emrys synes om emnet.

I[/b]det hans yngste kusine langsomt drev længere ud i poolen på luftmadrassen, sendte Emrys et afventende sideblik til Agnes, imens han overvejede det hun netop havde sagt. Det blev dog hurtigt ledsaget af et kækt smil, da Anessas ord omkring hendes sikre position midt i bassinet nåede ind til kanten, og en plan begyndte at tage form i hans hoved. De skrupler han måtte have haft med det veltempererede vand i bassinet forsvandt som sne på en solskinsdag, da han ihukom det dristige forslag hans jævnaldrende kusine før havde bragt for dagen, og med Anessa siddende drillende derude var der ikke noget der virkede mere tiltalende end at gøre alvor af Agnes’ trussel om at skubbe hende i vandet. Han rejste sig, lagde solbrillerne på kanten, og gik hen til Agnes. ”Er det så nu vi skal springe i vandet og gøre alvor af den luskede plan du luftede lige før, blot for at vise hende at hun ikke er uovervindelig ude på sin lille flydende fæstning?” spurgte Emrys hende og sørgede for at hæve sin stemme i så høj grad, at Anessa med lidt held sagtens ville kunne høre hvert eneste ord han sagde. Han havde en fornemmelse af at det sagtens kunne have været et planlagt træk fra hans vandhund af en kusines side, sådan at forsøge at lokke de to ned i vandet gennem en let provokation, men med en behagelig tilfredshedsfølelse kunne han konstatere at han faktisk ikke brød sig synderligt om hvorvidt det var tilfældet eller ej. Imens han forventningsfuldt afventede Agnes’ reaktion på den fremsatte krigserklæring, skubbede han den malplacerede jumper længere ind mod græsset med en let fugtig fod. Den fik han næppe brug for foreløbig, hvis de skulle udkæmpe slaget derude.

[/blockquote][/justify]

[Agnes Llewellyn]

what matters to me, doesn't matter to you
-----------------------------------WHAT MATTERS TO YOU, DOESN'T MATTER TO ME

Agnes så igen på sin fætter, da han endelig valgte at tage den store jumper af. Smilet bredte sig på hendes læber, og hun åbnede for et lille øjeblik munden, men lukkede den så igen, da hun vidste, at den mindste kommentar kunne få ham til at trække jumperen på igen - og hun kunne godt vente med at sige noget til senere.

Hun smilede tilfreds, da Emrys og Anessa stoppede deres litteratursamtale for hendes skyld. De var langt om længe begyndt at forstå, at Agnes følte sig udenfor (som hun dog skjulte under en utilfreds mine), når de snakkede om den slags ting. Før havde de blot fortsat uden at lægge mærke til hendes utilfredshed, og hun måtte sige til, hvis der skulle være nogen chance for, at hun kunne blive en del af samtalen igen.

Agnes grinede smørret over Anessas udbrud og satte sig op i en hurtig bevægelse, da hendes håndfuld vand denne gang ramte hende på låret og dermed hendes tøj. Agnes skulle lige til at sige noget til det, men så slugte hun kommentaren i sig og rakte istedet også tunge til Anessa, da hun selv gjorde det. Hun havde ikke lagt mærke til, at Emrys i mellemtiden havde rejst sig, og hun så derfor forbløffet op på ham - men nu var det over hvad, han sagde. Hun løftede solbrillerne op i panden og så med åben mund hen på sin kusine med et påtaget spørgende udtryk. Hun havde ærlig talt ikke regnet med, at Emrys så nemt gik med på idéen, men hun lagde ikke mere i det og rejste sig istedet med et grin. "Den mest brilliante idé, du længe har fået, Emrys!" sagde hun og gav sig til at knappe sin buksedragt op. Hun gik en smule væk fra kanten hen til sit fodtøj for at lægge sine solbriller og den røde dragt der, så den ville skånes for vandet fra poolen, som den allerede var blevet udsat for.

Hun gik roligt tilbage med den ene hånd skyggende for solen, da hun ikke mere havde solbrilleglassene til at beskytte øjnene. "Damerne først?" spurgte hun Emrys med spillet krusende på sine læber. Hun var egentlig ikke så meget for at få vådt hår, men hun ville til gengæld heller ikke være den eneste, der holdt hovedet over vande. Desuden var der alligevel stor sandsynlighed for, at det ville blive en smule vådt, når de vendte bunden i vejret på luftmadrassen, og at hendes fætter og kusine måske ville tvinge hende under vandet, hvis hun var så kedelig.

Hun grinte kort efter sin kommentar til sin fætter, hvorefter hun stillede sig helt ud på kanten, satte fra og lod fingerspidserne møde vandet først i et veludført dyk. Vandet var måske en smule fortryllet, men ikke for meget til, at det ikke føltes en smule køligt og behageligt mod Agnes' hud. Hun havde lukket øjnene i hoppet, men da farten tog af, åbnede hun dem. Hun kunne se farverne fra luftmadrassen lidt længere henne, men hun svømmede lodret op istedet. Hun lukkede øjnene idet, hun brød overfladen, hvorefter hun søgte Emrys med blikket, mens smilet igen lå på hendes læber.

anessa llewellyn yates & emrys cadwallader påklædning ingen noter

[Anessa Llewellyn Yates]

In the depth of winter, I finally learned...
...that within me there lay an invincible summer.

Anessa trak let på skuldrene mens et lille uudgrundeligt smil blev hængende på hendes læber da Emrys som forventet hoppede med på hendes tvetydige konstatering om små pakker ”Selvfølgelig giver du mig ret. Det manglede da bare.” drillede hun ugenert, men uden optræk til overlegenhed ”Desuden er det vel ikke min skyld, at I andre tog alle centimeterne lige for næsen af mig.” hun blinkede konspiratorisk til ham og lod igen fingerspidserne glide gennem det lunkne vand.

Hun smilede glad da han endelig gav sig og smed den ikke særlig sommerlige jumper ”Fordi det er sommer og jeg prøver at overtale far til at skrive en artikel til skolebladet, og derfor har lovet at være sød, så vil jeg for en sjælden gangs skyld bryde vanerne og love dig ikke at bide overhovedet.” hun løftede en belærende pegefinger mod ham, uden at holde op med at smile ”Hvis du til gengæld lover at hygge dig og glemme politikken bare i dag?” hun så let triumferende på Agnes og vippede med benene i vandet ”Se hvor fantastiske overtalelsesevner jeg har. Jeg burde overveje at overtage verdensherredømmet.” hun så på Emrys igen, og fortsatte alligevel selv på politikken hun lige havde bedt ham lade være at komme ind på, men et spørgsmål dukkede spontant op i hendes hovede ”Ved du om du får tronen efter Abbey, eller er det ikke bestemt endnu?”

Hun nøjedes med at nikke ivrigt med et bredt smil til Emrys' afsluttende kommentar omkring hendes bog, og tvang så sig selv til at lade emnet ligge. I stedet skubbede hun sig fri fra kanten og gled ud midt i poolen, stadig med et vågent øje på begge de andre. Hun fnøs muntert over Emrys' ord til Agnes og trak så sine solbriller halvt ned, så de endte med at sidde skævt og kun dække det ene øje, i en sørgelig, men tydelig imitation på en øjenklap ”Aaaarw... kom an, landkrabber! I formastelige der risikerer Red Bess Bonnies vrede!” hun løftede begge arme og spændte hanen på to imaginære pistoler, mens hun holdt øje med Agnes der befriede sig for den røde buksedragt og kort efter forsvandt ned under vandet, blot for at dukke op igen ikke så langt fra hende selv. Hun hævede det ene øjenbryn teatralsk og fortsatte så sine drillende tilråb ”Kraken til styrbord! Mand kanonerne!” hun begyndte at padle med benene igen, for at komme længere væk fra Agnes og reddede i sidste øjeblik sine solbriller før de røg i vandet.

Words: 449 - Tag: Agnes Llewellyn & Emrys Cadwallader

[/color] - Outfit: Here - Notes: Grundplan[/font][/size][/center][/blockquote]

[Emrys Cadwallader]

They can be invaluable assets, families

- they can be your allies as well as your weapons

”Til gengæld tog du jo alle de gode verbale retoucheringer, før vi andre kunne nå at få fingre i dem. Vi har kun fået de levninger, der var tilbage af dem. Så mon ikke vi står lige – trods alt.”

[/b] bemærkede Emrys med et skævt smil ud mod luftmadrassen og satte sig på hug ved bassinets kant, hvor han betragtede Anessa i sit es. Hendes forsikring om at han slap for bidemærker fik ham til at tvinge et lettelsens suk frem, imens han lod håndfladerne hvile på knæene. Det blev hans let bidte stolthed glad for at høre. ”Det bliver vist ikke svært at hygge sig, når I to er her til at sikre underholdningen. Jeg skal nok gøre mit bedste for ikke at være støvet.” lovede han smilende. Hendes ord om artiklen bed han dog mærke i, og han lovede sig selv at han måtte spørge ind til det senere. Hendes kommentar om verdensherredømmet affødte et spøgende smil, idet han rejste sig op og strakte sig let. ”Det burde du helt bestemt. Hvis ikke jeg kommer først.” drillede han hende.

D[/b]a de to dog alligevel drejede ind på det politiske emne, var det svært for ham ikke at tage det op. Det var desuden et af de spørgsmål, han havde ruget på over sommeren. ”Jeg skal ikke vide mig for sikker endnu. Det er Abbey vi taler om, og hvis der er en ting jeg kan være sikker på i den sammenhæng, er det at det faktum at jeg er næsteleder bestemt ikke blot er en formalitet, der berettiger mig til lederposten. Hun har uden tvivl gjort sit alleryderste for at spænde ben for mig, og om det er lykkedes hende, får vi at se ved skolestart..” svarede Emrys med et smalt smil og et tænksomt glimt i øjet. Utilfredsheden med den usikre situation var tydelig at høre på hans tonefald, men trods hans forsøg på at underkue det funderende glimt i øjet, kunne han ikke få bugt med den kombination af selvtilfredshed, som der lå i det. Han havde svært ved at se hvilke andre kandidater, der måtte være til den stilling i gruppen. ”Men jeg ville være en dårlig politiker, hvis jeg løb fra mit ord.. og jeg fik vist lovet at lægge låg på politikken før.” bemærkede han for sig selv og smilede, inden han vendte sig fra bassinkanten og gik over mod sin allierede kusine, der var i færd med at krybe ud af sin røde buksedragt.

”Naturligvis.”[/b] svarede han prompte til Agnes’ forespørgsel om hvorvidt etiketten tillod hende at springe først, selvom han vidste at det kun kunne være et retorisk spørgsmål. Omgående besvarede han hendes legende smil med et høfligt et, imens han gestikulerede med en flad hånd mod den flydende slagmark. ”Vi har et søslag, der skal vindes og et skib, der skal kæntres!” nåede han at få sagt ud mod den flydende fæstning, inden kusine Agnes som en anden fisk, let og elegant, lod sig synke ned gennem vandet. Synet fik ham til at rynke let på næsen, imens han skeptisk vurderede de lette bølger, som hendes veludførte dyk havde efterladt. Han var ikke i tvivl om at hans spring ned i vandet ville blive en del mere klodset at se på. Det var dog svært at forblive længe i den tankestrøm, når man kunne se Anessa sætte sine solbriller overskrævs i en imitation af en øjeklap og lade sine fingerpistoler. Bevidst om Agnes’ afventende blik på ham, hev han lidt vejr til sig, trådte helt ud til kanten og hoppede i med fødderne først.

D[/b]en karotteorange hårpragt blev forvandlet til en vimpel af kobberrødt hår under vandet, og da han atter stak hovedet op over vandets overflade, var det med et muntert smil til Agnes, inden han vendte sig om mod det fjendtlige skib, hvor der netop var blevet givet ordre til at lade kanonerne. Vandet var lige tilpas, og slangede sig om et fint tæppe om en. ”Der skal mere end kanonkugler og kardæsker til at købe dig mere tid, Red Bess Bonnie! Lad os tage skuden med os til Davy Jones’ kiste!” opfordrede han Agnes og dykkede under vandoverfladen, imens han svømmede mod bagbords side af madrassen. Han tittede op igen og forsøgte at finde sin allierede kusine. ”Skal vi forsøge at vippe den på tre?” spurgte han Agnes med et smil og lavede en noget sølle imitation af en tentakel, der skulle splaske vand op på Anessa, men som nærmere kunne have været en finne.

[/blockquote][/justify]

[Agnes Llewellyn]

what matters to me, doesn't matter to you
-----------------------------------WHAT MATTERS TO YOU, DOESN'T MATTER TO ME

Agnes fnisede over Anessas kommentar over deres højde, som var meget forskellig fra hendes egen. Som mindre havde Agnes (og garanteret også de andre) drillet hende med det, men som de blev ældre, døde det sjove i drilleriet ud, og nu blev Anessas højde kun nævnt i nogle få kommentarer. Da de begge proklamerede, at de en dag ville overtage verdensherredømmet, sukkede Agnes overdrevet og så på dem begge. "Helt ærligt. I to?" sagde hun med hævede øjenbryn, hvorefter hendes læber skiltes ad i et smil. Hvis nogen af de tre skulle overtage verdensherredømmet, ville Anessa og Emrys passe bedst til den rolle, og det var derfor også, Agnes kommenterede det med en drillende undertone.

Agnes sagde ikke noget, da Emrys svarede på Anessas politiske spørgsmål, men da han tav, skulle hun lige til at åbne munden for at udtrykke sin utilfredshed med det pågældende emne. Dog afbrød Emrys hende ved selv at afslutte emnet - for nu. De to ville helt sikkert komme ind på det emne igen, når de engang kom op fra poolen, og der ville Agnes få det endnu sværere med at få dem til at stoppe, da alting ikke altid kunne gå efter hendes vilje, når det gjaldt hendes kusine og fætter, da de alle var ret stædige.

Et diskret grin gled over Agnes' læber, da Emrys mindre elegant sprang ned i vandet, men det varede kun kort, så Emrys ville ikke se det, da han kom op til overfladen - kun det samme smil fra før, der spillede på hendes læber. Agnes blev altid en anelse barnligere, når hun var med sin familie, da hun ikke behøvede at tænke over, hvad andre ville tænke, hvis hun gjorde det eller det. Hun imiterede derfor en pirat, da Emrys havde sagt sin provokerende kommentar og dykket under vandet, hvorefter hun selv satte kurs mod den flydende luftmadras.

"Forsøge?" udbrød hun, da de havde nået Anessa, og så op på sin kusine med glimtende øjne. "Hvor er din gejst blevet af, Emrys? Selvfølgelig får vi sænket den!" fortsatte hun og så livligt hen på Emrys. Det kunne være, der var for sjov, men nu følte Agnes, at hun virkelig måtte få vippet Anessa ned i vandet. Med smilende ansigt vendte hun sig mod Anessa igen og åbnede munden. "En... to...-" hun satte hænderne på luftmadrassen -... tre!" og pressede den alt, hvad hun kunne, ned i vandet, så Anessa forhåbentlig mistede balancen - især hvis Emrys hjalp til.

anessa llewellyn yates & emrys cadwallader påklædning undskyld ventetiden!