Welcome home

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

På trods af at det var midt i august var London kold og overskyet. Mary, hendes søstre og deres far var ankommet med mugglernes tog af den grund at Duane betragtede det som en lærerig oplevelse og at de kun havde godt af at komme mere ud i den nonmagiske verden. Meredith kunne derimod ikke se hvordan det på nogen måde skulle gavne hende at sidde og glo på en fedladen muggler tørre sine bussemænd af under sædet fire timer i træk og hun havde ikke tøvet med at remse den ene grund efter den anden op, der beskrev hvorfor de bare skulle have benyttet susepulver.

Trods hendes forsøg trillede de dog først timer senere ind på Kings Cross, ømme i kroppen af de ukomfortable sæder og med adskillige gennemlæste udgaver af alt for heksene i tasken. Faderens ånd var dog ikke falmet af den grund og selv Mary mærkede en varm følelse sprede sig i maven over tanken om at være i Diagonalstræde inden længe – et sted hvor hun i hvert fald i det mindste følte at hun hørte til, selvom de uden tvivl ville skille sig ud i mugglertøj. Men troldsmandsgevandter og hekseskrud var ikke ligefrem beregnet til togture af den kaliber.

Charing Cross Road lå velkendt foran dem kort tid efter og da de trådte ind i den hjerteligt velkomne pub og ud i den lille baggård, virkede hele turen derhen ikke så slem i sig selv (og desuden var Duane allerede gået med til at susepulver nok engang var vejen hjem). Der gik ikke fem minutter før de alle var gået hvert til sit, enige om først at mødes ved aftensmadstid i Den Utætte Kedel. Mary nød at slentre for sig selv ned af den farverige gade og hun stoppede kortvarigt for at kigge i vinduet hos Kvalitetsudstyr til Quidditch, mens skuttede sig en enkelt gang og sendte en længselsfuld tanke i retning af rejsekappen hjemme på knagen, der var varmere end den tynde striktrøje Farmor Abbey havde strikket.
[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Den engelske sommer var ikke meget at juble for, men Betrys prøvede at se det på den lyse side og være glad for at det ikke regnede, i stedet for at være bitter over det kølige - eller bare ret og slet iskolde - vejr. Godt nok tacklede Julies kappe vejret udmærket, men kulde passede bare ikke ind i hendes billede af sommervejr.

Optimiststrategien fungerede ikke, måske fordi Betrys havde set sig sur på vejret, allerede inden hun var stået op. Men humøret var der ikke noget galt med, og det var aldrig kommet på tale at droppe turen til Diagonalstrædet. Betrys og hendes bror, Lloyd, havde transfereret sig direkte ind i den utætte kedel, Betrys som passager, da hun endnu ikke var myndig og havde lært at gøre det selv. De gjorde ikke holdt i længere tid end det tog at rette lidt på kapperne, og lige så snart de var kommet ind på den anden side af muren i baggården, tog de afsked, fordi de havde forskellige ærinder. Egentlig var Betrys ikke meget for at rende rundt alene og shoppe, men på den anden side, hvis hun nu mødte nogen hun kendte, så var det lidt ærgerligt at have sin bror på slæb. Hun gik på kompromis med sig selv og aftalte, at møde Lloyd på Floridors lidt senere, og så kunne de tage den derfra.

Der gik noget tid, inden Betrys genkendte Mary, fordi hun var klædt i en yderst besynderlig mundering. Betrys tog sig selv i at stirre og smilede i stedet skævt ved synet af veninden. Med et par skridt havde hun tilbagelagt afstanden mellem dem og tilkendegjorde sin tilstedeværelse med en hånd på hendes skulder. "Hej Mary!" hilste hun og smilede mildt til veninden. Hendes tøj stod i stor kontrast til Betrys sorte kappe, hvor slægtsseglet var broderet henover den venstre side af brystet.

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

Mary glemte aldrig helt sit brændende ønske om selv at spille for kollegiets Qudditchhold, men hun havde aldrig haft modet til at gå til udtagelse. Der var så mange andre ting hun turde, og det var heller ikke fordi hun ikke kunne flyve. Baghaven i Godrics Hollow havde rent faktisk været et udmærket sted at øve sig, men alligevel kunne Mary bare ikke få sig selv til det og der havde altid været et hav af undskyldninger. Men nu hvor hun stod og betragtede de nyeste racerkoste igennem vinduet virkede det hele så fjernt. Mary slog armene omkring sig selv for at holde varmen, og betragtede skiltet under et sæt rober uden at læse hvad der stod. Hendes tanker cirklede i stedet omkring skolesituationen, for hun vidste at Gryffindor skulle stille et noget nær splinternyt hold eftersom alle andre spillere end Christiane Wolf var gået ud af skolen. Det kunne selvfølgelig være hun havde en chan…

Marys tanker blev afbrudt af vægten fra en hånd på hendes skulder, hvilket fik det til at give et lille sæt i hende. Hun havde ikke hørt Betrys nærme sig og med et udtryk af overraskelse, vendte hun blikket imod veninden. ”Betty?” Der gik et kort øjeblik før et lignende bredt smil bredte sig over Marys læber og hun uden eftertanke omfavnede veninden kortvarigt. ”Hej!”

[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Med en flygtig bevægelse strøg Betrys pandehåret på plads, inden hun lagde armene om sin veninde i et let kram. "Fortabt i dine egne tanker?" spurgte hun og så sigende på Mary - hun havde allerede glemte alt om det unormale ved venindens tøj. Hun vendte sig mod butiksvinduet og hankede af ren vane sin hånd om Marys albue. "Det er lidt ærgerligt, at stort alle på vinderholdet går ud i år!" sagde hun med en opgivende tone i stemmen. "Men det bliver da spændende at se, hvem de nye spillere bliver." Betrys snarere tænkte højt end snakkede med Mary.

Ligesom de fleste andre på skolen gik Betrys op i at se Gryffindor vinde i quidditch, men det var mere, fordi hun gerne ville have pokalen, ikke fordi hun gik voldsomt meget op i sporten i sig selv. Hun havde derfor aldrig selv overvejet at prøve quidditch af, men hun havde på fornemmelsen, at Mary gik rundt med nogle helt andre tanker. Derfor skævede Betrys diskret til sin veninde for at se hendes reaktion på samtaleemnet, inden hun vendte ansigtet mod hende og lod som ingenting. "Hvem er du her med?" spurgte hun, da hun gik ud fra, at Mary ikke rendte rundt på Diagonalstrædet alene.

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

Mary smilede og trak svagt på skuldrene. ”Skyldig.” indrømmede hun og tog kortvarigt Betrys i øjemål med et misundeligt blik mod hendes kappe. Hun nåede dog ikke kommentere det før Betrys var drejet ind ad et andet spor med Mary ved armen. Hun sagde ikke noget med det samme og uden så meget som at skænke det en tanke satte begyndte Mary at gå stille og roligt, mens hun kastede tilfældige blikke imod vinduerne. Kort efter drejede hun hovedet imod veninden igen og trak på skuldrene. ”I teorien, ja. Men de fleste af dem har vel næsten været der siden deres… tredje år? Måske er det på tide med noget nyt.” Mary trak på skuldrene endnu engang, uden helt at være klar over at hun lige havde gjort det for et øjeblik siden. ”… Men det ville selvfølgelig være rart hvis vi stadig kunne beholde pokalen.” tilføjede hun og sendte Betrys et sigende smil. Der var ingen af Marys søstre der havde spillet for deres kollegiums hold, men i stedet havde de to altid været lidt af nogle navne på skolen. Caroline havde været leder for en af de politiske grupper og Riley styrede skolebladet med hård hånd… Måske var en af grundene til at Mary ikke havde modet til at gå til udtagelse, at hun var bange for at være en komplet fiasko i forhold til hendes ellers noget så bemærkelsesværdige søstre. Ikke at hun nogensinde ville indrømme at have tænkt den tanke.

Mary lod blikket væve tilfældigt over imod et vindue, uden egentlig at se hvad der var udstillet og da Betrys stemme igen lød virkede det kortvarigt blot som baggrundsstøj. Mary så hurtigt tilbage på hende og koncentrerede sig for at få det hun havde hørt til at give mening. Et sarkastisk fnys gled over hendes læber, mens et smil voksede frem. "Mine søstre og min far. Han mente det var verdens bedste idé at rejse som mugglere. Tre en halv time i et bumlende tog uden en slikvogn med lakridstryllestave og græskartærter!" Mary viftede dramatisk med sin frie hånd. "Jeg kunne ikke engang læse Profettidene, fordi mugglere ikke er vant til fotografier der bevæger sig!" Hun så på Betrys med et lidende blik, der blev en anelse undermineret af smilet på hendes læber.


[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Venindens svar var som forventet, men Betrys lod Marys tanker vaere tanker og gik i stedet med sin veninde ned ad gaden, efter hun havde hanket sin arm i hendes. "I teorien..." gentog hun lavt med en taenksom mine, mens Mary faerdiggjorde sin saetning - hun var ikke helt enig men kunne ikke se nogen grund til at påpege det lige nu. Betrys lavede en istemmende lyd og talte igen. "Ved du, om der er nogen fra klassen, der har taenkt sig at soge en plads?" Med klassen mente hun dem fra deres eget kollegium, og selvom formålet med Betrys spoergsmål var at fremlokke tegn fra Mary, der kunne bekrafte Betrys i hendes mistanker, spekulerede hun over, om de mon havde den slags talent i blandt dem.

Betrys rynkede panden, da hun ikke opfangede den oenskede reaktion hos Mary ud af oejenkrogen, men hun tog sig i det. Et overbaerende smil bredte sig på hende laeber, og hun gav venindens albue et lille klem med sin hånd. "Du kunne da bare have brugt en frysebesvaergelse på avisen." sagde Betrys bedrevidende, men en mild latter afsloerede, at hun ikke mente det sådan, og hun gav Mary endnu et klem. "Hvor lang tid gik der, foer din far fortroed?" spurgte hun derefter og undlod endnu en gang at kommentere på Marys toej, da veninden nok var mere end klar over, hvor tosset hun så ud.

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

Mary så kortvarigt ned mod deres fødder før hun lod blikket søge tilbage til de farvestrålende butiksvinduer. Som altid var Diagonalstræde mere end fantastisk og ud over Hogwarts var det et af de steder hun elskede mest. Betrys spørgsmål fik hende til at trække svagt på skuldrene. "Jessie har vist planer om at gå efter søgerpositionen igen. Ellers ved jeg ikke… " Mary selv havde en forkærlighed for søgerpositionen og det var også den hun indimellem dagdrømte om at sidde på, men hun kunne aldrig drømmer om at stille sig op imod Jessie, vel vidende om hvor meget veninden ville have stillingen. "Jeg er dog spændt på at høre hvem Slytherins nye holdkaptajn bliver." Mary smilede og så over på Betrys. "Den kan umuligt være værre end den sidste." Mary havde aldrig brudt sig om den gamle anfører, mestedels på grund af den måde han havde opført sig overfor hendes søster Riley og hende selv.

Mary fnøs moret over Betrys ord og så flabet på hende. "Medmindre du har glemt det over sommeren, så er vi stadig mindreårige magikere." Mary slog ud med den frie arm og himlede dramatisk med øjnene. "Og jeg er sikker på at Caroline ville have arresteret mig med det samme hvis jeg havde gjort det! Jeg har stort set ikke hørt om andet end ministeriet fra hendes side over sommeren…" Armen faldt ned langs siden igen, mens hun svagt rystede på hovedet. "Jeg tror ligesom han blev klar over at det ikke var hans bedste plan da en mand spildte en kop varm kaffe på ham og han ikke kunne gøre andet end at tørre så meget af som muligt med en serviet." Mary fnes svagt og sendte veninden et sigende, bredt smil og nikkede over imod en forretning. "Er du i humør til is?"[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Betrys formede munden i et lydløst 'ah' og nikkede. "Selvfølgelig, Jessie!" tænkte hun højt og ankede bedre fat i venindens arm, hvorefter hendes blik blev fanget af noget, der glimtede i et butiksvindue. "Nej, det har du måske ret i. Men vil der nogensinde komme en dag, hvor vi bryder os om en af Slytherin's holdkaptajner?" hun kiggede til siden på Mary med et smil på læberne, inden hun rettede blikket fremad igen. "Jeg sværger i hvert fald på, at den næste holdkaptajn bliver mit nye hadeobjekt." sagde hun med noget højtideligt i tonefaldet. Det var ikke, fordi Betrys var det helt store konkurrencemenneske, men det lå simpelthen så indgroet i hende bare at være imod de andre quidditchhold, fordi hun jo skulle være loyal mod sit eget. Der lå ikke de helt store overvejelser bag modviljen mod spillerne.

Marys fnysen og flabethed havde ikke nogen effekt på Betrys, der bare trak på skuldrene. "Du kunne ikke have gjort det hjemmefra?" Spørgsmålet var retorisk, da hun ikke havde nogen intentioner om at bevæge sig ind på de moralske principper bag mindreårig magi i hjemmet. Desuden var hun overbevist om, at Mary nok havde hørt rigeligt til den slags derhjemmefra, og venindens næste ord bekræftede netop den anelse. Hun grinede mildt af Marys fortælling om søsteren og rystede let på hovedet af hendes gestikuleren. "Sørg for aldrig at lade ham glemme det øjeblik!" grinede hun og nikkede til venindens spørgsmål. "Men ikke Floridor's. Der ligger et andet lidt mindre sted tættere på."

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

Mary trak på smilebåndet om udsigten til venindens optagelsesprøve og kunne ikke lade være med at beundre Jessie lidt for at hun turde gå til udtagelse igen. Mary rynkede svagt på næsen og trak på skuldrene. "Du har en pointe dér." Et bredt smil gled over hendes læber. "Det gør der nok ikke," måtte hun erklære sig enig. Det var ikke meget galt at den evige rivalisering mellem Slytherin og Gryffindor bestemt også strakte sig til Quidditchbanen. Mary fnøs moret over Betrys' ord. "Så bliver det ikke rart at være den person, kan jeg næsten forestille mig." Hun kastede et blik til siden i retning af veninden og puffede svagt til hende med albuen.

Betrys næste ord fik blot Mary til at himle med øjnene og viftede affærdigende med hånden. Det havde aldrig været til andet end besvær at mindreårige ikke måtte udføre magi uden for skolen, hvilket oftest fik Mary til at føle sig en smule amputeret, skønt hun langt fra var den dygtigste heks i klassen. Det betød ikke at hun ikke holdt af magi alligevel. "Tro mig, det har jeg heller ikke tænkt mig. Vi holder os forhåbentligt til susepulver næste gang. Eller ligefrem transferens, siden jeg alligevel er myndig i næste sommerferie." Mary trak på skuldrende og var allerede begyndt at spejde efter den kendte isbutik. Det droppede hun dog brat da Betrys forslog et andet sted, og Mary nikkede lettere modvilligt. "Det har bare at være lige så godt."


[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Betrys forventede ikke andet end, at Mary var enig i hendes udsagn om Slytherins kommende holdkaptajn, men hun ko alligevel til at smile lidt, da veninden indrømmede, at hun havde en pointe. Smilet blev kune større, da den drillende bemærkning blev sendt i hendes retning, og hun åbnede munden for at forsvare sig men kom til at grine en smule i stedet. "Hvad tror du om mig?" udbrød hun vantro, men smilet på hendes læber afslørede useriøsiteten i hendes ord. "Det bliver kun slemt, hvis jeg nu tilfældigvis skulle havne med vedkommende som modstander i duelturneringen!" sagde hun og fik et drømmende ansigtsudtryk. "Eller bare i en duel." tilføjede hun og smilede skælmsk til veninden.

"Godt." istemte Betrys i munden på Mary, da hun bekræftede, at hun aldrig ville lade sin far glemme fiaskoen. "Der er en hel del andre ting vi to også skal beskæftige os med, når vi er blevet myndige." sagde hun og kiggede sigende på sin veninde, indtil hun foreslog et andet issted. "Det er godt, hvis du giver det en chance! Du er nødt til at fornye dig en gang i mellem, Mary." Der var ikke så meget spøg over ordene, men de blev leveret venligt.

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

Mary vippede en enkelt gang med begge røde øjenbryn og så sigende på Betrys. "Hvad tror jeg ikke om dig, Betty?" sprugte hun drillende og sendte veninden et uskyldigt smil. Betrys’ næste ord fik Mary til at le let og ryste på hovedet. "Jeg vil i hvert fald nødig ende med at være din modstander." Mary rynkede øjenbrynene. "Jeg mener, jeg ved stadig ikke hvordan du overhovedet har fået overtalt mig til at være med!" Hun slog dramatisk ud med hånden og erstattede den påtagede bekymrede rynke med et bredt smil. Hun kunne ikke holde et grin tilbage over den sidste tilføjede sætning fra venindens side og Mary gav hendes arm et lille klem.

Mary hævede et øjenbryn og kunne ikke lade være med at smile drømmende. "Jeg kan ikke påstå jeg er overrasket over at du allerede har det hele planlagt," sagde hun fornøjet og lo igen, mens hun rystede en anelse på hovedet. Mary sendte Betrys et svagt skeptisk blik. "Fornye? Jamen jeg vil ikkeeeeeeee," sagde hun ynkeligt og skar en grimasse. Kort efter flækkede hendes ansigt dog i et smil på ny.

[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys kunne ikke lade være med at smile tilfreds over venindens ord. "Betyder det, at jeg aldrig vil kunne overraske dig nogensinde igen, hvis du altså alligevel tror det værste om mig?" spurgte og hun vrikkede med øjenbrynene ad hende. et mere alvorligt glimt indfandt sig i hendes øjne, men smilet spillede stadig i hendes mundvige. "Måske bliver vi modstandere." påpegede hun og gav Marys arme et klem med sin uden helt at tænke over det. "Og jeg overtalte dig til det, fordi du er en dygtig magiker, og fordi du vil få noget sjov med på vejen. remsede hun op og tog en teatralsk dyb indånding bagefter. "Behøver jeg virkelig at komme med alle argumenterne igen?" spurgte hun retorisk og mindedes med et smil samtalen, hvori hun havde insisteret på, at Mary da skulle deltage.

Betrys affærdigede Marys bemærkning med et skuldertræk og et smil, mens hun stadig trak veninden i den rigtige retning. "Såså min pige, nu skal du ikke gå i baby-mode." kommenterede hun og lød streng, selvom hendes ansigtsudtryk sagde præcis det modsatte. Betrys gengældte hendes smil og lavede derefter en gestus med sin frie hånd mod en lille is-butik til højre for dem, hvorefter hun satte tempoet ned for til sidst at stoppe op foran den.

[Meredith Abbey]

like a row
of captured ghosts

tag: betrys outfit: here

Mary så skeptisk på Betrys og rystede så leende på hovedet. "Lige præcis. Du kunne finde på hvad det skulle være," sagde hun og slog let ud med den ene arm med et himmelvendt blik. Mary rettede dog blikket mod Betrys igen da denne pointerede at sandsynligheden for at de to veninder endte med at skulle duellere imod hinanden var der. Et varmt smil indfandt sig automatisk og begge øjenbryn røg en anelse i vejret. "Det ved jeg godt. Men stadigvæk…" Hun blinkede med det ene øje og rettede blikket frem imod vejen og styrede hende selv og veninden lidt til den ene side, for ikke at buldre ind i en gammel, luset udseende heks der skulle forbi. Mary hævede hagen en smule og krøllede læberne sammen i et indestængt smil, mens hun skævede til Betrys. "Ja tak."

Mary opgav snarligt den stædige og ynkelige attitude og rettede ryggen ret op igen, tydeligvis upåvirket med rækken af hvide tænder afsløret i et smil. "Bevares." Mary lod blikket løbe over facaden på isbutikken, hun ikke kunne erindre at have besøgt før. Det så dog spændende nok ud og med et enkelt blik på Betrys, slap Mary hendes arm og åbnede døren indtil den lille isbutik, der rigtigt nok var ganske hyggelig.

[/blockquote][/justify]

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys ansigtsudtryk blev ikke mindre selvtilfredst af Marys ord. "Som for eksempel at trække dig afsted til en isbutik, du ikke kender." bemærkede hun og blinkede drillende med det ene øje til veninden. Det mere alvorlige blik, der indfandt sig på grund af den indskudte tanke om duelklubben, blev hurtigt opløst ved synet af den andens varme smil, og hun lo mildt, mens hun blev styret udenom en slidt heks. "Ej, hør nu..." protesterede hun, da hun fik det modsatte svar af det, hun havde forventet, og hun rystede let på hovedet. "Mit nyeste argument er imperius!" svarede hun, tydeligvis i spøg i stedet for at kaste sig ud i at berolige hende endnu en gang. Hun kiggede dog sigende på hende og smilede mildt som for at fortælle hende, at det nok skulle gå, uden ord.

Betrys smilede stort og fulgte efter Mary, der åbnede døren, ind i isbutikken. Der var dårligt nogen mennesker, så de blev betjent ligeså snart de havde bestemt sig for, hvilken is, de skulle have - hvilket godt nok tog et stykke tid, nå nu de sludrede som høns imens.

the end