The best secrets are those well-kept

[Emrys Cadwallader]

The best secrets are those well-kept

- but to tell the truth, they rarely remain unrevealed

Den umiskendelige duft af sod og varm kaminluft bredte sig ud som en vifte for at akkompagnere en tyk mørk askesky, der dannedes udenfor kaminen i Madam Malkins velrenommerede etablissement, idet Emrys Cadwallader, i en tåge af forårsgrønne flammer, meldte sin ankomst i butikkens kosteskabssmalle baglokale. Den velkendte og nærmest hjemlige dunst fandt vej til hans næsebor, imens han ventede på at farvepletterne fik fortaget sig fra hans øjne. Ligeså længe han kunne huske, havde han rejst imellem kaminer, i de tidligste minder med sin mor i hånden og iført store vinterjakker og tørklæder, og i de seneste alene med horder af bøger efter årets eksaminationer. Imellem kaminernes ingenmandsland havde han efterhånden fundet et vægløst refugium, der på en gang var et fremmed hjem med en velkendt tapetsering. Med hurtige og øvede bevægelser skubbede han den værste sod og aske af de brune mokkasiner, af de lange mørke lærredsbukser, af den forvaskede brune trykløse t-shirt og fik, med hjælp fra den evigt tilforladelige tryllestav, blæst al asken ud af det orangerøde hår og endda fik det til at falde på plads om hans ører igen, så han lignede sit sædvanlige selv, blot iklædt sommerklæder. Han kunne ikke holde et bredt smil tilbage, idet han gik ud i butikkens forlokale, hvor han med et taknemmeligt dybt buk ordløst takkede den aldrende heks for at have brugt hendes kamin. Om end hun var vant til at magikere pendlede ud i Diagonalstræde gennem hendes baglokale, spirede et smil op på hendes læber ved den sjældne gestus, og Emrys kastede et nysgerrigt blik rundt mellem de mange rækker af skole- og hverdagsgevandter, inden han strøg ud af butikken og ud i det befolkede hovedstræde.

Hvad ville Diagonalstræde dog være uden dets uendelige mængder af hekse iført spidse hatte, troldmænd iført skrigende gevandter og børn med øjne så store som kometer, fæstnet på farvespillet ved Weasley’s Tricks og Fiduser eller på de tårnhøje stabler af bøger i Flourish & Blotts? Det ville være som en skal af en nød, tænkte Emrys filosofisk, idet han trådte ned og lod sig føre med strømmen af vandrende magikere, vant som han var til denne kontrollerede trængsel og alarm. En tom skal, hvor man kunne ane resterne af nødden nogen havde spist. Der ville herske et minde om det liv, der havde eksisteret – og som gaden var blevet berøvet. Al denne iver havde et nostalgisk præg over sig, bemærkede han, idet han med solen bagende i nakken lænede hovedet tilbage og så op på kosteforretningen. Der var ikke langt ned til Det Magiske Menageri, som han havde som hovedmål for dagen. Han havde lovet sin far at købe nogle olivenkerner til hans gamle fjerkræ Kelvin, og et besøg var alligevel faldet belejligt ind, da hans egen ugle, Elphaba, for længst havde spist sine poppelskud og ikke lod et øjeblik forbigå, hvis der var muligheden for at minde ham om hendes underskud. Han skulle blot forbi et par af gyderne, ned forbi Gringotts og derefter ville Menageriet knap være et stenkast væk.

Han havde gået fordybet i sine egne tanker, idet han bemærkede en bevægelse i en af de smalle gyder liggende på højre hånd, og af refleks var han stoppet op for at se derind. Med en masse mumlen fra irriterede troldmænd og en del puffen fik Emrys bevæget sig ud af hovedgaden og ind i gyden, hvor han drejede sig om for at studere det syn han havde set. Han kunne have svoret på at det var Varg Harrison, en af hans årgangskammerater og venner. En lynende intelligent fyr, der havde ført op til flere berigende filosofiske samtaler af den sjældne slags med Emrys og som havde vundet stor respekt hos ham, men man kunne ikke undgå at bemærke, at Harrison samtidig virkede noget atypisk. Til tider virkede det som om at han forsøgte at skjule noget, noget dyrebart han ikke ville have nogen skulle vide. Hvad kunne dog ligge en fyr så meget på sinde, at han måtte anstrenge sig for at sløre sine spor? Emrys erindrede stadig synet af det væld af hævede rifter og ar, der stortrivedes på hans vens arme, som han havde set under deres sidste samtale. Han havde fået at vide, at det var fra Magiske Dyrs Pasning og Pleje, men han havde endnu ikke kunne komme på et dyr fra undervisningen så voldsomt, hvis ikke det skulle være en Hippogrif. Men det var velsagtens kommet over flere gange. Det kunne vel næppe være ham, bemærkede han mentalt. Varg var formodentlig tilbage i Skandinavien nu. Alligevel fik hans nysgerrighed ham til at gå længere ind i gyden for at se hvem der var derinde.

[/justify]

[Varg Harrison]

Varg var taget en tur til Diagonalstrædet, da han havde brug for at købe nogle ting, ting som bla. Var bøger og en ny gryde, han var som altid i færd med det evige eksperiment, som mange andre også havde været i gang med, men dog var det ikke lykkedes for nogen endnu, nogen havde gjort det i al åbenhed, andre, som f. Eks Varg, gjorde det i al hemmelighed. Det var hans drøm og mål i livet at skabe en kur til lykantropi. Det var den eneste gode ting, som han selv syntes, han kunne gøre med livet, når han nu var varulv. Han hadede virkeligt, at han var det, hadede det så inderligt. Varg så ikke sig selv, som en normal Hogwarts elev, som han ellers så ud til at være, når alle andre kiggede på ham, han så sig selv som et af de bæster, hvilket bestemt tog på hans selvsikkerhed, selvværd, generelt det hele, men alligevel gjorde han alt for at skjule det, alle ville nok kun hade ham endnu mere, hvis de fandt ud af, hvad han egentligt var og det frygtede han meget, det kunne fordømme ham for evigt. Varg var iklædt mørkeblå bukser og en t-shirt, t-shirten var for ham var lidt usædvanligt, men for andre var det mere end normalt, når vejret var, som det nu var. Han brød sig ikke meget om, at hans arrede arme var synlige, det så hverken godt eller rart ud og det mindede ham om alt det, som han prøvede at glemme.

Varg søgte væk fra alle de myldrende mennesker, han ville skyde genvej igennem en af gyderne, der var få til ingen mennesker, hvilket gjorde det meget nemmere at bevæge sig rundt. Mange tog ikke disse veje, da de var knapt så vedligeholdte og de mere ubehagelige typer befandt sig af og til her, dog var det oftest længere nede imod Tusmørkegyden. Varg kunne, som altid, findes med lidt for mange ting i favnen, det var i hvert fald ret tydeligt, at han havde været på indkøb, dog havde han nok ikke pakket det helt så godt, som han nu kunne. Varg snublede næsten over en brosten, som sad højere end resten af brostenene, som dannede vejen igennem gyden. Varg tabte både den nye gryde, som han gik med og bøgerne, som han havde i sin favn, han burde virkeligt have pakket det bedre, han havde trods alt sin taske, som der godt kunne være noget mere i, men han havde nu ikke gjort det på grund af to flasker, som han havde i tasken. Stormhatteeliksir. De flasker måtte der bestemt ikke ske noget med. Lyden af gryden, som ramte imod stenene og gav en højlydt, metallisk lyd fra sig, som den trillede videre ned ad gyden. "Fandens.." Mumlede Varg lavt og sukkede højlydt. Hvorfor skete den slags altid for ham? Han syntes i hvert fald tit, at han var ganske uheldig og klodset. Varg tog tasken af og placerede den varsomt på jorden, hvorefter han begyndte at samle bøgerne sammen, så han kunne stable dem, han puttede dem dog ikke i tasken endnu, men placerede dem blot ved siden af tasken. Han rejste sig op og bevægede sig hen til gryden, hans blege hånd tog fat i gryden, hvorefter han gav sig til at studere den for skader og buler og rigtigt nok havde den fået et par skrammer og en enkelt bule. Han måtte se, om han ikke kunne reparere det med noget magi, hvis ikke, så måtte han jo bare købe en ny.. Endnu et lavt suk kunne høres fra den langhårede unge mand, idet han træt lod sine arme falde ned langs siden, kombinationen af uheldet, varmen og larmen fra de myldrende folk gjorde ham godt træt i hovedet – Måske han skulle have ventet til en anden gang med at få ordnet disse ting?

[Emrys Cadwallader]

The best secrets are those well-kept

- but to tell the truth, they rarely remain unrevealed

Den smalle og smudsige gyde med det store væld af mærkværdige objekter og store blokerende skraldespande gjorde det ikke just fremkommeligt at overvinde den, men Emrys var fast besluttet på at få tilfredsstillet sin nysgerrighed. Ellers ville det ligge ham på sinde resten af dagen, og han ville spørge sig selv: ”Hvad nu hvis det var Varg?” Nej, han måtte igennem, forklarede han sig selv da han nærmest snoede sig langs muren for at komme forbi en række skraldespande og mærkede, hvordan de kradse mursten truede med at rive hans overarme til blods, inden han trådte ud fra muren igen og nu havde et frit stykke passage at gå igennem. En let følelse af ømhed dunkede i armene, men han var for optaget af at ransage gyden med blikket til at bemærke den lette flænge, der havde dannet sig under ærmekanten på hans t-shirt. Knap havde han bevæget sig længere ned i gyden, før han hørte et metallisk bump, der mindede Emrys om det utal af gange nogen havde tabt et kogekar på gulvet i en Eliksirlektion på skolen. Et gennemskærende og hult slag mod jorden, der sang som et slag på en metaltønde. Agtpågivende stod han først og lyttede til efterresonansen for at vurder eventuel fare, inden han bevægede sig fremad igen. Det var et velkendt faktum at jo længere man bevægede sig ned i Diagonalstrædes gyder, jo længere kom man på farlige typer og brede skygger. Det tog ikke mere end et snes hurtige skridt, før han kom ud i en bredere del af gyden. Stående foran ham med en kedel i hænderne og en falden bunke bøger ved tasken kunne han se ryggen af en mørkhåret fyr med det lange hår krøllende omkring skuldrene og en stribe af markante røde ar spillende på de blege overarme. Et genkendelsens smil kom op på Emrys’ ansigt, imens han forsøgte at nå til en konklusion af det hændte. Det kunne ikke være andre end den han havde formodet det var – Varg. Der var en sær tilfredshed i at have vidst at man kunne kende sin ven, skelne vedkommende fra massen af andre hekse og troldmænd. Han kom til sig selv og gik hen ved siden af Varg, hvor han studerede kedlen med et eftertænksomt blik.

”De værste af skaderne kan vist nok udbedres på magisk vis.”

[/b] vurderede han med øjnene fæstnet på kedlen, inden han så fra bøgerne til Varg. Med vilje valgte han ikke at spørge ind til sagerne, da modparten i forvejen så en smule nedslået ud, men forsøgte i stedet at formilde stemningen lidt. ”Og så måske lidt pudsemiddel for det værste af skidtet. Den skulle nok kunne blive så god som den var.” tilføjede han, og smilte til vennen. ”Men du er vel intakt og uskadt?” spurgte han med et vurderende blik og efterså hurtigt overarmene for nye skrammer. Hans hurtige ransagelse stødte ikke på nogle skader, og ellers var de formodentlig så små, at de ingen skade gjorde. Da bemærkede han blodet fra sin egen arm, og han trak let på skuldrene. ”Det er jeg vist ikke, kan jeg se..” Han trak tryllestaven frem, rettede den imod såret og så blot på såret, inden et fint plaster placerede sig over flængen. De fleste 6. års elever kunne basale former for non-verbal magi, og Emrys elskede at øve sig. Det gav en noget uforklarligt, en form for magt. ”Vi bliver vist ved med at mødes på mere og mere usædvanlige måder, Varg. Jeg synes nok det var dig jeg så ude fra hovedgaden.” forklarede han og gik hen til den høje tårn af bøger, der lå forladt og malplaceret ved siden af tasken. ”Skal jeg hjælpe dig med at bære noget af det? Stoppe bøgerne i tasken?” foreslog han og afventede høfligt Vargs eventuelle beslutning og ville give ham tid til at reagere på hans fremtræden.

[/blockquote][/justify]

[Varg Harrison]

Det gav et sæt i Varg, da han pludseligt hørte Emrys' stemme, det var lige før han endnu engang havde tabt gryden. Med hånden imod brystkassen tog han en dyb indånding, hvorefter hans grønne øjne hvilede på Emrys. "Det er bare dig, Emrys.. Du gav mig et chok," sagde han og et mildt grin kunne høres fra ham, da han kom til at tænke tilbage på dengang, hvor han havde mødt Emrys på Hogwarts' bibliotek, hvor han også havde fået et chok. "Og ja, du har nok ret," tilføjede han og hans blik faldt derefter på gryden, som han drejede en omgang for igen at kigge på, hvilke skader der var sket. Det skulle nok kunne fikses med lidt magi og knofedt og den havde jo heller ikke kostet så meget, så i værste fald kunne han altid købe en ny. Han havde ikke set Emrys i lang tid, sidste gang han så ham, var vist nok dengang på biblioteket, det var i hvert fald meget godt at se ham igen.

Varg nikkede til hans spørgsmål. " Ja, jeg har det helt fint, tak," svarede han med et venligt smil, hvorefter han forgæves prøvede at hive lidt ned i det ene ærme på sin t-shirt, det var egentligt noget han bare gjorde af ren vane, han gik normalt ikke med bare arme, men havde altid en trøje på, så han altid kunne rulle ærmerne ned, hvis han ikke gad at have sine arme synlige og grunden til, at Varg ingen langærmet trøje havde på, var varmen, som simpelthen ville have været uudholdelig for ham, hvis han havde sådan en på. "Hvordan har du fået den?" Spurgte han og hentydede til den lette flænge, som Emrys havde dækket til med et plaster. Varg nikkede, han kunne kun erklære sig enig. "Det har du ret i, men det er nu altid en fornøjelse at støde ind i dig, Emrys," sagde han og endnu et venligt smil gled over hans smalle læber. Emrys var en, som Varg nærede stor respekt for og samtidig snakkede han rigtigt godt med Emrys, ja, det var næsten lige meget, hvad han snakkede med Emrys om, så blev det en meget interessant og intellektuel samtale. "Ja, jeg tænkte at jeg ville tage en smutvej, undgå de overbefolkede gader, men jeg er dog ikke sikker på, om det egentligt er en smutvej," sagde han og grinede let. "Jo, det må du meget gerne," sagde han og havde glemt alt om, hvad han havde i sin taske, falskerne med stormhatteeliksiren. Han gav sig til at undersøge gyden med sit blik, se om han havde fået alt med, som han havde tabt, ja, det så ud til, at han havde fået alt med. "Hvad har så bragt dig til Diagonalstrædet?" Spurgte han nysgerrigt, "udover vejret, selvfølgelig," tilføjede han med et kort grin.

[Emrys Cadwallader]

The best secrets are those well-kept

- but to tell the truth, they rarely remain unrevealed

D

[/b]a Varg for sammen ved lyden af hans stemme, bemærkede Emrys at kedlen endnu engang var ved at kollidere mod brostenene, og da han vendte sig om og fik forsikret sig selv om at det blot var Emrys’ sædvanlige rødhårede selv, smilede han uvilkårligt. ”Forhåbentlig tilgiver du mig at jeg forskrækkede dig. Det var på ingen måde min mening. Men det ser ud til, at det vist er blevet noget af en vane, jeg er ved at pådrage mig.” påpegede han med reference til deres møde på biblioteket, hvor Varg havde reageret på tilsvarende vis, og han vedblev at smile, imens han blev stående tålmodigt ved bøgerne. Det var måske et træk, der hørte hans kollegium til? At man mestrede kunsten at slange sig hen og forskrække andre? Man kan ikke være for meget på vagt. Specielt ikke her. Men heller ikke andre steder. Nogen gange lurer den største fare lige der, hvor man mindst venter den.” fremførte han tænksomt, imens han lagde armene over kors og så på ham. Den samtale havde de også haft engang. Men for Emrys havde det været en hel oplevelse, sådan at have en tæt ind på livet og derefter blive svigtet af dem. Såret var endnu ikke læget, og det tvivlede han på at det nogensinde ville gøre. Det sved stadig som en lektie, han for længst burde have lært.

P[/b]lasteret på hans arm pådrog sig et enkelt blik, da Varg nævnte det, og han trak på skulderen, inden han så sig tilbage over skulderen på muren, han netop havde passeret. ”Det var vist muren deromme, da jeg ville slynge mig forbi labyrinten af habengut. Men jeg tror kun det var skindet og ikke stoltheden, den fik revet. Det er dog en lille pris at betale, i betragtning af at jeg stødte på dig. Det er desværre ikke helt nemt at få fat i dig fra tid til anden.” bemærkede han og glattede let på plasteret, inden han så op på ham. Hans små forsøg på at trække ned i ærmerne på t-shirten fik ham til at skyde begge øjenbryn i vejret, imens han trak læberne tænksomt sammen. Normalt så man ikke hele den ekstensive samling af rifter, takket være de lange trøjer Varg plejede at iføre sig. Han skjulte dem nok helst. Og det undede Emrys ham ikke, i betragtning af den reaktion han selv havde haft, første gang han så hele galleriet af ar. ”Fornøjelsen er kun gengældt.” retoucherede han prompte og ærligt, imens han smilte høfligt. Egentlig kunne han godt følge Vargs reaktion i at skyde genvej gennem de smalle gyder, der, tomme som de var, virkede som et godt alternativ. Men det forudsatte, at de var tomme. Han nikkede blot som svar, og samlede tasken op, da Varg accepterede hans forslag om hjælp. Han løftede tasken op og åbnede den, så Varg lettere kunne stoppe bøgerne ned i den. Efter at havde åbnet den, var der dog to genstande i den, der omgående fangede Emrys’ blik: to flasker fyldt med en sølvfarvet tyk væske. Agtpågivende så han fra Varg, der var optaget af at samle alt sammen i gyden, til flaskerne, og han løftede den lidt højere for at kunne få lys ned i den. Han fik dog hurtigt sænket den igen, da Varg kom over med sagerne og stoppede tingene i tasken. Han forholdt sig stille og behjælpelig til at alt var pakket, så rakte han tasken over mod vennen med et venligt smil, der på ingen måde matchede de tanker, han sad og fordøjede.

”To sultne ugler.”[/b] svarede Emrys med et forsonligt smil på spørgsmålet om hans gøren i den magiske gade, inden han fortsatte, nu med et noget bredere smil spillende på læberne: ”Min fars oldtidsfugl Kelvin har spist alle sine olivenkerner, og da min far altid glemmer at købe foder, imens at uglen aldrig lader os glemme at den er sulten, tog jeg ud for at købe proviantering for ham. Den ugle begynder at spise vores pergament, hvis ikke vi fodrer ham. At jeg har vejret med mig, er kun et plus.” uddybede han og grinede let. ”Og så var det meget belejligt med en tur i Menageriet, nu hvor min egen ugle Elphaba snart har spist alt sit ugleguf. Hun er lidt mere håndterbar end Kelvin, men hun holder styr på hvor meget mad der er tilbage og gør en opmærksom på det.” tilføjede han og kørte højre hånd igennem den orange masse af lokker, inden han lod hånden falde ned langs siden og kiggede tilbage ud mod den befolkede hovedgade. Synet af flaskerne i tasken lå ham stadig på sinde, men på ingen måde på hans tunge. Det var på ingen måde noget, han burde have set, vidste han. Men han vidste hvad han havde set – det kunne ikke have været andet end Stormhatteeliksir, af farven på væsken at dømme, og de karakteristiske flakoner. Spørgsmålet var så hvad det mon betød. Kunne han bære dem for nogen? Det var muligt, men Emrys havde mest lyst til at gå efter det indlysende; at han skulle drikke dem selv og havde købt dem for at have dem til næste fuldmåne. Det kunne forklare de voldsomme ar på overarmene og de perioder, hvor han nærmest var forsvundet fra jordens overflade. Han kunne godt være en.. varulv. Det har du ingen ret til at antage, Emrys. mindede han sig selv om, og førte øjnene tilbage på Varg. Men han kunne ikke være sikker. Det kunne meget vel være en Sherlock Holmes-situation – at han, nu hvor han havde fremsat teorien om Vargs lykantropi, forsøgte at omforme dataene for at matche teorien. Det passede dog overmåde godt, måtte han indrømme. Det ville forklare en hel del af hvad han havde stillet af spørgsmål til sig selv.

H[/b]an anstrengte sig for at forholde sig venlig, uforandret og nærværende udadtil, imens hans øjne flakkede let rundt over vennen i hans tænksomhed. Han måtte holde øje med ham. Og han måtte finde ud af mere. Ikke fordi at han ønskede at optrævle et mysterium for at udnytte det, tværtimod for at komme til bunds i hvad det var, som han rugede på og ikke kunne fortælle ham. Hvad han havde set, kom ikke over Emrys’ læber. Ikke engang til Varg. Når han ikke havde nævnt det selv, måtte det være noget, der var ømtåleligt. Da han brød stilheden igen, var den endnu ikke blevet tyngende, og han virkede tilpas ubekymret til at han kunne foregive ikke at have set noget.
”Har du fået ordnet alle indkøbene til skolestart, eller mangler du stadig at få fundet lidt?” spurgte han efter en god rums stilhed, og smilede. ”Om ikke andet, vil du så følge med ned til Menageriet? Så kan jeg få hørt noget om hvad du har fået lavet hen over sommeren.” foreslog han venligt og så ned imod den befolkede del af Diagonalstræde som en opfordring til Varg om at følge med ham. ”Vi kan også godt sno os tilbage igennem gyderne.. det bestemmer du helt og holdent.” tilføjede han i et tonefald, der tydeligt fortalte, at han mente det.
[/blockquote][/justify]