every mile is two in winter

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

Den oprindelige plan havde været kaffe efter aftenrunderne, men hen af formiddagen havde Dale stukket hovedet ind på biblioteket for at annoncere, at han havde ændret deres planer en smule, at biblioteket måtte passe sig selv (det ville sige; finde en elev der villigt ville tage sig af de gamle bøger) imens Dale inviterede Emily til Hogsmeade for eftermiddagen. Det var trods alt weekend, og så endda en søndag - lidt tid til dem selv måtte skolen kunne undvære de ansatte!

Dale havde ventet ved de to store egetræsdøre, og iklædt hans røde jakkesæt var han ikke svær at få øje på. Det gule slips fik ham i sandhed til at ligne en patriot fra Gryffindor, og det eneste der halvhjertet ikke passede ind i billedet, var de sorte converse han havde valgt som fodtøj.
Et smil lyste op i hans ansigt da han genkendte Emily imellem en gruppe af elever, og selvom han knapt behøvede at gøre hende opmærksom på hans position, så kunne han ikke lade være med at løfte armen og svinge den frem og tilbage i luften over hans hoved, i håb om at fange hendes opmærksomhed.
..."Klar til et lille eventyr?" spurgte han begejstret. I hans iver efter at komme afsted havde Dale glemt alt om jakke, halstørklæde, og hvad der ellers kunne skærme ham fra den kølige oktober-vind, men turen til Hogsmeade var ikke lang, og der ventede ham en varm kop kaffe når de kom frem.

Dale førte Emily ned ad de snoede stier indtil de kom til den lille landsby. Han var efterhånden meget ivrig efter den kop kaffe, især fordi han til dels havde mistet følelsen i hans fingre, og hans røde næse afslørede også hvor kold han var. Et glas ildwhisky havde sikkert kunne klare det meget bedre, men han valgte at holde det anstændigt, i hvert fald for denne gang.
De trådte ind ad døren til Madam Nuttetruts Tesalon og fik hurtigt påpeget en plads ved vinduet. Dale havde allerede bestilt den første omgang inden de havde fået deres plads, og de havde knapt haft tid til at sætte sig før kaffen ankom. Dale gned hænderne sammen, tilføjede en enkelt sukkerknald til den sortbrune, dampende væske, og tog den første, forsigtige tår.
..."Ahh!" udbrød han fornøjet imens han langsomt genvandt følelsen i hans fingre.

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That was all I was hoping for

Outfit

Efter Dale havde ændret deres kaffe planerne havde Emily brugt ekstra meget tid på at gøre sig klar. Hun havde brugt noget der minede om en time, på at finde ud af hvad hun skulle tage på. Alligevel var det endt ud med at hun havde taget en lang nederdel på, der sid helt oppe omkring livet på hende. En rød langærmet trøje med knapper og et sort halstørklæde. På skulderen havde hun en lille sort taske hængene, hvor der lige var plads til en bog og hendes pung. Heldigvis for Emily var der flere 7. og 6. års elever der glædeligt havde ville passe biblioteket, mens hun var væk. Hun havde så også lovet dem hjemmebagte småkager, så de ikke helt skulle kede sig. Med sommerfugle i maven, tog hun sin jakke over armene og skyndte sig ned til hovedindgangen.
Skjult bag en masse elever kom ud ned af trapperne og fik hurtigt øje på Dale. Han var ikke svær at få øje, med sin røde jakke sæt og hans yndige gule slips. Hun var ved at være vant til hans skøre tøjsmag, men alligevel kunne Emily ikke lade være med at smile lidt af det. Med et lille smil på læben gik hun hen mod Dale der stod og svingede med armene ”Hvis et eventyr for dig er at få en kop kaffe, er det i orden med mig” Sagde hun og rystede lidt på hovedet. Hun lagde ikke nærme mærke til at han ikke han taget jakke på og tog selv sin egen på da de trådte ud af de store døren. En ting Emily dog ikke havde tænkt på var den kolde vind, der så lit blæste udenfor. Hun havde bare ben fra knæet og ned efter, og hendes højhælede sko, var nok heller ikke helt passene til sådan et vejr. Hun knappede sin jakke godt til og sammen med Dale begyndte hun at gå ned at den lille sti.
Emily havde nu altid holdt meget af Hogsmeade. Også selvom de ikke rigtig havde nogle god bogbutik. Men der var altid så roligt i landsbyen, når nu altså eleverne ikke farede rundt mellem gaderne. Da de kom til den lille Tesalon fulgte Emily med en og satte sig ved det bord de fik anvist. Der var nu hyggeligt her. Ro og duften af kaffe og te, det var lige sådan noget Emily havde brug for. Det var ved at være noget tid siden Emily havde været rigtigt uden for skolen, så en tur som denne her var virkelig noget der kunne få hendes humør op. Hun knappede sin jakke op og lagde den på ryglænet af stolen. ”Her er godt nok dejligt” Sagde hun stille og tog imod sin kaffe. Hun proppede selv lidt fløde i og begyndte at dreje en lille teske rundt, til den gjorde det af sig selv. Hun puttede hænderne i skødet og kiggede lidt fraværene på kaffen ”Det er nu hyggeligt at komme væk fra slottet en gang imellem” Sagde hun så og kiggede op på Dale. Hendes øjne lyste næsten af glæde. Ligeså kunne man høre på hendes stemme hvor glad hun var

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

Madam Nuttetruts tesalon mindede i høj grad om noget taget ud af et valentinskort. Pastelfarver, blomster, og den sødlige duft fra de mange forkellige blandinger af te var næsten for overvældende, men Dale tog det hele med et smil og fandt det også højst underholdende. Hans egen ske snurrede stadig rundt i koppen, og han følte sig halvvejs tryllebundet af at se den snurre rundt.
..."Her er godt nok farverigt." samtykkede Dale og lod blikket vandre. Han tog endnu en tår af kaffen, der efterhånden havde spredt varme til resten af hans lemmer.
..."Det er nødvendigt at komme væk en gang imellem." svarede han idet han satte koppen fra sig igen. "Bruger man for lang tid bag de tykke, kolde stenmurer kan man ende med at blive halvgal." Han pegede en finger i brystet på sig selv og lo.
..."Jeg havde lyst til at komme lidt væk, men jeg ønskede også en smule selskab." Han sendte hende et smil bag koppen, da han havde løftet den endnu en gang.
..."Fortæl mig lidt om dig selv." Dale vidste at der måtte være et par år imellem dem, da han ikke kunne huske Emily fra hans tid som elev, og han var nysgerrig efter at vide mere. Desuden var det en god måde at starte en samtale på - han havde i hvert fald rigeligt han kunne snakke om, især når det kom til ham selv.
..."Hvorfor valgte du at komme tilbage til Hogwarts? Og som bibliotekar?"

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That’s was all I was hoping for

Outfit

Emily kiggede også rundt i lokalet og nikkede. ”Ja her er” Sagde hun stille og lagde skeen på en serviet, og lod den varme kaffe røre hendes læber. ”Hmm det er en god kaffe” Mumlede hun og drak vider. Emily elskede kaffe og te og sådan en ekstra god omgang kaffe var lige noget for hende. Endnu engang nikkede hun og så lidt på Dale. Hun smilte stort og satte kaffe koppen ned. ”Alle de bedste folk er” Sagde hun med et lille glimt i øjet og lænede sig lidt ind over bordet, mens hun støttede med sine albuer. Emily havde altid syntes at de mest spænende folk, var dem der ikke var helt normale. En ligesom Dale. ”Så er det godt du har mig” Sagde hun drilsk og lænede sig igen tilbage i stolen. Hun var nu alligevel ret glad, for at de var taget af sted sammen. Der fandtes jo andet, end gamle støvede bøger. Emily bed tænderne sammen det han spurgte ind til hende. Hun havde aldrig været god til at snakke om sig selv. Hun tænkte sig lidt om og kiggede så ned på sin kop. Hun måtte også lige tænkte over hvad han egentlig i forvejen vidste omkring hende. ”Jo… Ehm jeg er 27 år” Sagde hun kort og kiggede så hurtigt op på ham. Emily vidste godt at Dale var lidt ældre end hende, men hun vidste ikke helt hvor meget ældre han var. ”Og i mine unge dage, gik jeg på Hufflepuff. Og…. Du ved sikkert også dette, men jeg er en Animagus” Sagde hun stille, med et lille smil. Det at hun kunne forvandle sig til et dyr, var ikke noget hun gik og fortalte alle, og det var nu også sjælendt at hun forvandlede sig. ”Det tror jeg godt du kender svaret på professor” Sagde hun med et grin og skubbede noget af sit hår om bag øret. ”Jeg elsker bøger. De er næsten mit liv. Så det er vel oplagt at arbejde som bibliotekar. Og så var jeg også begyndt at savne skolen efter så mange år” Sagde hun og tog en lille slurk. ”Hvad er ders…. Din historie?” Spurgte hun nysgerrigt.

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

Dale havde valgt Emily som selskab, ud af de mange bekendtskaber han havde i lærerstablen, fordi han var sikker på at hun kunne udfordre hans intellekt og humoristiske sans. Han havde længe ønsket at etablere et bedre forhold imellem dem, og han havde endelig fundet den rette åbning.
..."Mmh!" istemte han under endnu en tår af kaffen. "Jeg kunne ikke have valgt bedre selskab." Han sendte hende et smil, satte koppen fra sig og foldede hænderne over bordet, alt imens han havde rykket sig en smule nærmere.

Emilys alder overraskede ham ikke, da Dale havde gættet på noget i den retning. Det var kun et enkelt årti, men hun virkede ikke en dag yngre end ham selv, i hvert fald ikke når det kom til hendes opførsel.
..."Ah! Hufflepuff!" Dale nikkede godkendende og mindedes de mange venner og bekendte han havde haft i sin tid fra netop dette kollegium. Han havde satset på Ravenclaw, men Dale havde aldrig været heldig med satsninger.
..."Animagus?" var hans næste udbrydelse. "Hvilken skikkelse tager du form som?" I sin tid havde Dale selv ønsket at blive animagus, men da han endelig var gammel nok til at begive sig i kast med denne øvede form for magi, havde han glemt alt om det. Det fascinerede ham dog endeløst, og ønskede inderligt at der var en måde hvorpå han kunne finde ud af, hvilket dyr han ville ende som, selvom han var sikker på, at det kunne ende ud i et egern eller en vaskebjørn. Han sad næsten ude på kanten af hans stol før han havde færdiggjort hans spørgsmål.

..."Den er meget lang, og jeg har endnu ikke fundet den korte version." undskyldte han sig og lænede sig tilbage i stolen. Der var kun en lille slat tilbage i hans kop, og det var bestemt ikke nok til at købe ham mere tid. Til gengæld kunne han heller ikke tillade sig at lade det ligge, nu hvor han selv havde bragt emnet frem.
..."Jeg gik på Gryffindor i min tid," startede han ud med imens han fingrede med koppen. "Jeg er fra Skotland, selvom meget af min accent er gået tabt med årene." For denne tilståelse havde han smurt lidt af hans gamle accent på, men den var ikke nær så tyk som den havde været da han var elev. "Jeg har en søster i din alder, er muggle-født, har en gammel bulldog som lever hos mine forældre, har rejst det meste af jorden rundt, været professor på Durmstrang, er pensioneret Auror og underviser nu på Hogwarts." Dale havde knapt givet sig selv lov til at trække vejret og tog nu en dyb indånding. "Det var den korte version." tilføjede han dernæst efterfulgt af en latter. Der var dog så meget mere han ikke kunne fortælle, så som den hørelse der var begyndt at svigte ham, eller de mareridt der næsten havde taget livet af ham, og nu bød ham at sove bag lås og slå, lænket til hans seng så han ikke kunne forvolde nogen skade.

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That’s was all I was hoping for

Outfit

Emily smilte lidt. Man kunne vel sige at hun var heldig at han havde valgt hende, men de snakkede heller ikke sammen, ligesom hun gjorde sammen med de andre fra personalet. De gik så meget op i at snakke om eleverne er værdige til at gå på skolen, eller diverse undervisnings metoder, men Dale og Emily kunne bare snakke helt almindeligt hverdags snak sammen. Emily holdte om sin kop, men tog den ikke op. Hun kiggede blot ned på den varme kaffe. Hendes tid på Hufflepuff havde været god. Mange havde faktisk ofte spurgte om, hvorfor hun ikke gik på Ravenclaw når nu hun holdte sig meget af bøger og lektier. Til at starte med havde Emily faktisk også selv været en tvivl over dette, men allerede på sit andet år indså hun hvorfor. Ravenclaw stod for intelligens. Noget Emily mente hun hvert fald selv havde, men hun var så meget mere. Det var ikke kun bøger og klogskab og var så meget mere. Venskab og loyalitet, det var de ting Emily selv også lagde meget vægt på og det var netop også hvad Hufflepuff stod for.

Det undrede lidt Emily, at Dale ikke vidste at hun var en Animagus. Dog forvandlede hun sig sjælendt, men hun troede dog at sådan en ting, ville blive snakke om, blandt personalet og eleverne. Hun trak på skulerene som om det ikke betød noget ”En træleopard” Sagde hun, kiggede lidt spændt på ham og fortsatte så ”De ligner ikke leoparder helt, deres pletter er lidt anderledes” Tilføjede hun, for at være sikkert på han vidste hvad for et dyr hun snakkede om. Dengang hun lærte at forvandle sig, blev hun faktisk skuffet. Hun mente ikke selv at en Træleopard minede om hende. Snu, hurtig og vild. Ikke ligefrem nogle ting Emily forbandt sig selv med. Hun aede sig selv lidt på armen og huskede hvordan det var at se selv med pletter og pels. Det var alligevel en fantastisk følelse man fik, når man bare kunne løbe til og regne rundt som det passede én.

Emily lyttede nysgerigt da Dale begyndte at snakke om sit liv, selvom han startede med at undskylde. Det gjorde hende ikke noget om det så blev den lange eller korte version, hun var stadig nysgerrig efter at vide mere omkring ham. ”En stolt løve!” Sagde hun stille og smilte. Selvfølgelig var Dale en Gryffindor. Han var sin egen, og selvom hun ikke kendte ham så godt endnu, kunne hun godt forstille sig at han også var tapper, som en Gryffindor elever nu var så kendte for. Da han sagde at han var mugglerfødt, kom Emily til at tænke på hvordan det måtte have været for ham i sin tid som elev. Det var blevet hårdere og hårdere at være mugglerfødt og selv Emily som var Halvblod vidste hvor lede, stolte fuldblods elever kunne være. ”Din historie er en hel del mere spændene end mig, specielt hvis det var den korte version” Sagde hun og pillede lidt ved bord kanten, men hun kiggede ned.

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

På dette punkt havde Dale færdiggjort hans kaffe og havde i stedet givet sig til at lege med den sidste sjat der lå i bunden. Ikke engang magikere kunne finde ud af at brygge en kop kaffe uden kaffegrums i bunden, et mysterium der forblev uopklaret. Til sidst besluttede han sig for at skubbe kaffen fra sig og læne sig tilbage i stolen. Dale havde det som regel med at bryde intim-grænsen, og hans iver efter at fortælle og lytte, havde han nær kravlet ind over bordet.

Dale havde aldrig gættet sig til hendes animagus-form. Af det han kendte til Emily, så havde han forestillet sig noget i stil af en fugl, måske en ugle endda, eller i hvert fald et dyr der var mindre, men det fascinerede ham at han havde været så langt fra sandheden.
..."Storslået!" udbrød han da han hørte om den skikkelse hun tog. Det måtte være noget af et særligt syn hvis Emily besluttede sig for at vandre ned ad skolens mange korridorer i dén skikkelse. Selv tanken fik ham til at små-le.
..."Du burde bruge den ofte. Åh, al den sjov du kunne have med eleverne!" Dale havde næsten stjerner i hans øjne. "Jeg ville sikkert have skræmt en enkelt elev eller to." Han blinkede med det ene øje og forsøgte at forestille sig scenariet.

..."Jeg har levet et årti mere end du har, så selvfølgelig har jeg set en smule mere." påpegede han med et skuldertræk. "Desuden havde jeg ingen idé om hvad jeg ønskede, ikke før at jeg vendte tilbage til hvor det hele startede." Dale havde haft mange drømme da han var yngre. Han ville se verdenen, bekæmpe mørk magi, gøre sit navn kendt, men det havde ikke tilfredsstillet ham, ikke på samme måde som det at være professor, og undervise, gjorde for ham nu.
..."Hvis du er færdig med din kaffe, så foreslår jeg at vi tager en tur rundt i Hogsmeade. Jeg elsker dette sted i vinter-tiden." Dale havde allerede fisket rundt i lommen efter et par galleoner til betaling, og havde skubbet stolen ud fra bordet, klar til at møde det kolde vejr endnu en gang.

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That’s was all I was hoping for

Outfit

Selvom Emily ikke særlig ofte forvandlede sig, havde hun alligevel mange minder fra det. Det var faktisk i en ret tidelig aldre hun fandt fidusen i det, og hver gang hun gjorde det var som at leve et helt andet liv. Men selvfølgelig, som ansat på Hogwarts, var det ikke passende at gå og forvandle sig hele tiden. Gid det hele var lettere så hun slap for at være direkte bange for det. Hun havde samtidig også fået det indtryk at rektoren at han ikke brød sig om det. Hvis bare alle havde været som Dale havde hele skolen været et meget lettere og friere sted at være

Emily grinte lidt af ham og rystede på hovedet. ”Hvis jeg gik rundt og lignede en vildkat tror jeg da hvert fald sladderen ville begynde” Sagde hun stille og pillede lidt ved sin tomme kop. Hun kiggede op på Dale og prøvede at få øje på de aldres forandringer der var mellem de to. Han var nok en voksen mand, men han så langt fra ældre ud end hende. Både hans spøjse påklædning og hans mange smilehuller, fik ham næsten til at virke yngre end hende. Emily gik jo så ofte i stilrent tøj, som ikke var særlig meget påvirket af hverken mode eller farver. Men sådan sort i sort. ”De siger jo at vinen bliver bedre med årende” Sagde hun og smilte lidt over sin egen kommentar. Selvom aldres forskellen var der, havde Emily alligevel aldrig rigtig kunne mærke den. For hende var de mere som to nævn aldrende mennesker.

”Jo” Sagde hun og nikkede. Det havde nu alligevel været rart at få lidt kaffe og komme ned at sidde lidt. Hun syntes altid der var noget at lave oppe på slottet, så det var rart at holde lidt fri. Hun skævede lidt til hans hånd, der var ved at finde penge frem. Hun tog selv sine egne frem og håbede lidt at Dale ikke ville betale for hende. Det ville ikke undre hende hvis han kunne finde på det, men hun var opsat på selv at betale for sin egen kaffe. Hun lagde dem frem på bordet og lagde begge sine hænder i skødet. ”Hvad med at vi går ind i kandis baronen og så bagefter tager vi hen til Tomes og Scrolls?” Forslog hun og tilføjede ”De skulle have noget godt jule slik, og om de ikke har få nogle gode nye bøger inde ved T&S” Mumlede hun og begyndte at mærke hvor sulten hun egentlig var

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

Det ville virkelig have gavnet ham, havde han altså husket at medbringe en jakke, især med de tanker han havde for deres eftermiddag.
..."Vent et øjeblik," kommenterede han med en løftet pegefinger og blikket rettet mod disken i den anden ende af rummet. Dale næsten små-løb hen til kvinden bag disken og mumlede et par hurtige ord til hende. Et kort sekund efter forsvandt hun ud i baglokalet, og da hun kom tilbage havde hun en grå uldjakke med sig. Hun gav den til Dale med et smil og inden han vendte sig om puttede han et par knut i tips krukken.

Dale havde trukket jakken på da han nåede hen til Emily igen. Den passede nogenlunde, selvom den stumpede en smule i ærmerne, men det var bedre end ingenting.
..."Så er jeg klar!" Han bød Emily hans arm og trak hende med sig ud af tesalonen.
..."Slik og bøger? Næh nej frøken Porter, det kan vi gøre til enhver tid. I dag er tilegnet eventyr, så eventyr skal vi finde!" Dale kunne ikke lade være med at ryste på hovedet, dog med et smil på hans læber. I stedet for at vandre længere ind mod centrum af Hogsmeade, tog Dale et godt tag i Emily og ledte hende hen af vejen der førte tilbage til Hogwarts, men også mod det Hylende Hus.

..."Har du nogensinde været indenfor?" spurgte Dale da de nærmede sig det gamle, faldfærdige hus. Han pegede en finger i retningen og stoppede op.
..."Som elev plejede jeg at komme her tit. Det var lidt af en manddomsprøve at betræde grunden." forklarede han med nyfunden iver. Han satte i gang igen og førte Emily op til hegnet.
..."Har du nogensinde været indenfor?" spurgte han endnu en gang, men denne gang med løftede øjenbryn og et udfordrende smil på hans læber. Se, dette var netop det eventyr han havde ledt efter.

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That’s was all I was hoping for

Outfit

Emilys blik blev lettere forvirret da Dale undskyldte sig og gik op til disken. Hun havde ikke den reneste ide om hvad han ville, men da han kom tilbage med en uldjakke smilte hun så. Hun havde ikke selv den tykkeste jakke på, men så længe de skulle rulle sig rundt i sneen ville det vel nok gå. ”Jamen professor altså” Sagde hun med et lille grin og rejste sig op, tog sin jakke på og lagde sin hånd på hans arm. Før hun kunne nå at sige noget, var han allerede på vej ud. Hun lod ham trække sig med udenfor og mærkede hvor koldt det var. Vinteren havde aldrig været hendes ynglings årstid, men den hvide sne var nu flot. Emily var ved at rette lidt på sin nederdel, da hun hørte Dales ord. Hun så lidt undrende på ham og rynkede ubevist panden ”Eventyr?” Gentog hun og det lød helt forkert da hun sagde det. Emily var nok ikke selv den mest eventyrlystne, men hun var heller ikke helt sikker på hvad det var han mente med eventyr. Lidt klodset fulgte hun med ham langs de fyldte gader.

Emily var nu lidt spændt på hvor de skulle hen og mærkede hvordan hendes mave krympede sig sammen. Om det var fordi hun ikke vidste hvad de skulle eller om det var fordi hun var så tæt på Dale vidste hun ikke. Hun kunne ikke lade være med at skotte efter diverse butikker, som de passerede. Emily tænkte slet ikke over hvilken vej de gik, men da de så nærmede sig det hylende hus, blev hun helt bleg i ansigtet. ”Hvad?” Ubrød hun og pludselig hev han hende tættere på helt hen til hegnet. Nok var Emily ikke nærmere overtroisk, men modig, det kunne man langt fra sige at hun var og i sine år som elev havde det hylende hus, da også været et sted hun havde holdt sig langt væk fra.

Emily begyndte at føle sig helt utilpas, men prøvede at skjule det så godt hun nu kunne. ”Er det ikke hjemsøgt?” Spurgte hun og hendes stemme knækkede, mens hun talte. Hun gav slip på Dale og trådte et skidt tilbage. ”Jeg har aldrig været der inde og det tror jeg heller ikke, at det ville være en god ide” Sagde hun og følte sig lidt som en kujon, da Dale selv havde været der inde.

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

Det havde føltes som om at sætte et ben inden for et gammelt barndomsminde. Dale kunne tydeligt huske de mange gange ham og hans venner havde sneget sig over hegnet for at betræde grunden, udelukkende fordi det havde været forbudt. Et par gange havde de endda nået så langt som indenfor, og det var ikke mere hjemsøgt en Hogwarts selv. Han kunne dog tydeligt mærke at Emily ikke var tryk ved situationen, hvis ikke på hendes udbrydelse så på det paniske skridt hun pludselig tog baglæns. Dale ærgrede sig over hendes reaktion, men han havde også fuld forståelse for den.
..."Det er ikke mere hjemsøgt end Hogwarts," svarede han, da han havde vendt ryggen til huset og opmærksomheden mod Emily.
..."Jeg er sikker på, at det er en myte skabt for mange årtier siden, da det mest af alt er et faldfærdigt hus og ikke særlig sikkert at bruge som legeplads." Det mest skræmmende Dale kunne komme i tanke om, var de løse gulvbrædder og gamle, støvede edderkoppespind der hang i hvert et hjørne og krog.
..."Har du aldrig hørt historien bag det Hyldende Hus?" Dale havde ikke kendt til historien som dreng, men senere hen havde han lært den næsten udenad.

Han trådte tættere på Emily og greb hendes ene hånd. Dale sendte hende et hurtigt smil inden han stillede sig ved siden af hende, med blikket rettet mod det gamle hus.
..."Det var engang sagt at være det mest hjemsøgte sted i England, fordi folk der passerede altid hørte skrig komme inde fra," forklarede han, alt imens han faldte ind i hans fortælling. "Albus Dumbledore satte gang i rygtet på grund af Remus Lupin, dengang han blev bidt af en varulv og måtte gennemgå den smertefulde forvandling." Som professor i Forsvar Mod Mørkets Kræfter var dette en af hans yndlingsfortællinger, selv efter så mange år.
..."I sin tid var der ingen fungerende døre eller vinduer," påpegede han med en finger mod emnet. "Den eneste indgang var under Slagpoplen. En hemmelig tunnel leder derfra og til her. Vi fandt dog en vej ind, som elever før os sikkert har skabt. Et lille hul på bagsiden, sikkert fra en bombarda, eller noget i den stil." Dale gestikulerede endnu en gang, men denne gang mod bagsiden.
..."Det var opholdssted for Voldemort i sin tid, og også stedet hvor Serverus Snape mistede livet."

Med Emilys ene hånd i hans, i et sikkert greb, førte han hende et enkelt skridt nærmere.
..."Lad os blot nyde udsigten fra ydersiden for nu," kommenterede han med endnu et smil. Han havde sikkert ikke gjort det bedre med hans sidste kommentar, men han havde holdt af at fortælle historien endnu en gang.

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That’s was all I was hoping for

Outfit

Emily var stadig bange og bare at stå og stirre på huset gjorde hende usikker og hun måtte koncentrere sig, for ikke at løbe skrigende væk. Idet at Dale også var der, ville det nok heller ikke være det bedste hun kunne gøre. Han ville sikkert syntes at hun var en kujon, men det var jo også det hun var lige nu. Mens han talte rettede hun blikket mod ham. Han virkede så fascineret at det hyldene hus. Hun prøvede at gentage de ord han sagde i hovedet og det hjalp faktisk lidt. Nu følte hun sig hvert fald en smule lettere tilpas. Emily nåede lige at ryste på hovedet før han trådte hen til hende og tog hende i hånden.

Hun kiggede intenst på ham, mens han fortalte historien. Ubevist kom hun til at klemme hans hånd, og det at Dale nu stod ved siden af hende, fik næsten alt hendes frygt til at gå væk. Historien, lød ikke helt fremmede for hende, men hun huskede dog ikke at have læst noget om den. Det var nok noget, som ikke var blevet skrevet ned, fordi kun så få vidste om det, hvis det altså var sandt. Grunden til Dale vidste det kunne så være fordi han var i lærer stablen. Eller også var det bare ikke sket for så frygtlig lang tid siden. Det fleste af de bøger Emily læste var mindst 100 år gamle. Men det gjorde hende dog en smule nysgerrig og hun rettede blikket mod huset. Nu føltes det ikke så uhyggeligt mere, hun var dog stadig ikke specielt interesserede efter, at komme indenfor, men historien havde på en måde gjort det lettere at forholde sig til.

Emily kunne ikke andet end at træde et skridt tættere på, da Dale gjorde det og hun sank en klump. Det var nok stadig lidt uhyggeligt, men hun var ret sikker på at der nok ikke ville ske noget så længe de stod så langt væk. Hun huskede så pludseligt at de stadig holdte i hånd og en lettere rødmen kom frem i hendes kinder. Hun følte sig næsten som en skolepigen igen og drejede hovedet lidt væk i frygt for at han ville se hendes røde kinder. Det var nu hun burde slippe hans hånd, men det kunne hun bare ikke få sig selv til. Den føltes så varm i hendes og det var faktisk helt rart. Hun kom så i tanke om at hun ikke havde sagt noget, i noget tid nu og kiggede så hen på ham med et smile, før hun kom i tanke om sine røde kinder. Nu var det for sent, så hun pressede bare det usikre ord ud ad munden "Det er en flot udsigt, men det giver mig stadig en smule gåsehud" Indrømmede hun og løftede lidt op i skulderen, mens hun sagde det

[Dale McFarlane]

first sign of winter
“THE BRONZE LEAVES COVERING THE GROUND”

Al den historie! Det varmede på samme måde som gamle julefortællinger foran pejsen gjorde. Det mindede ham også om den tid det havde taget ham at samle alle tråde. Dale tog endnu en dyb indånding og lod det undslippe i et dybt suk før han endelig vendte tilbage til virkeligheden.
..."Vi kan altid tage en lille omvej tilbage," foreslog Dale og satte retningen imod skolen. "Der er så meget af skoven man ikke får set hvis man følger stien." Han var udemærket klar over, at han stadig holdte hendes hånd, men Emilys rødmen havde han ikke fanget. Det kunne lige så vel have været det kolde vejr og den bidende vind der havde fremkaldt dem. Han gav den endda et hurtigt klem inden han trak hende med sig igen.

..."Jeg er virkelig bange for kaniner." Da de endelig var kommet væk fra stien der førte rundt om det hylende hus brød Dale stilheden med denne kommentar. Han ønskede ikke at Emily skulle være alene med denne nye opdagelse af hendes frygt. Dale kunne dog ikke lade være med at grine af sig selv. Det havde altid været lidt af en tåbelig frygt, men der var noget ved dette dyr der altid havde plaget ham, og hans destruktive mareridt havde ofte en kanin i hovedrollen.
..."Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved det blik, sådan som de altid stirrer på en, og de der lange ører!" Han prøvede at ryste billederne af sig, men der var intet at gøre nu. De var efterhånden nået til stien der førte tilbage til skolen, og det var her Dale trak Emily med sig væk fra stien og ind blandt træerne.
..."Jeg er glad for at vi gjorde dette! Vi må gøre det igen." Dale tog blikket fra træerne og vendte det mod Emily for at sende hende et smil. Han havde dog planer om at den næste drik de tog sammen, skulle være noget der var en smule stærkere end te og kaffe, noget der kunne løsne lidt op; viske de grænser ud der var så fint trukket. Man lærte bedst om folk over en drink.

• EMILY • OUTFIT •

[Emily Porter]

A little time alone

That’s was all I was hoping for

Outfit

”Ja, okay” Var det eneste Emily nåede at sige før Dale trak hende med sig. Det ville alligevel ikke have nyttet noget at være modvilligt, men det var nu sjovt hvordan Dale næsten levede i sin egen verden. Når hun gik sammen med ham, var det som om hun selv lidt forsvandt og Dale selv var alene på eventyr, men alligevel følte hun at han var meget nærvende. ”Kaniner?” Gentog hun og rynkede lidt på panden. Emily kiggede langt efter stien, da Dale trak hende væk fra den. Jorden var ret smattet i det, men det var nu flot som træerne blev tættere, samtidig med at stien forsvandt lidt.

Emily kiggede undrende på ham og kom ubevist til at smile lidt ved hans spøjse afsløring. ”Hvorfor dog det?” Spurgte hun og kvalte endnu et smil. Hun havde lidt svært ved at forholde sig til, hvordan nogen kunne være bange for små søde kaniner, men siden det nu var Dale, kunne hun ikke lade være med at syntes at det var lidt sødt. Da Dale pludselig stoppede op og kiggede på hende, fik næsten Emily til at stivne helt. Stadig gjorde det hende forvirret og usikker. Nok var hun voksen, men den lille skole pige var stadig gemt i hende og skinnede lige nu ret stærkt igennem. Det var lige før hun ikke turede at kigge tilbage på ham, men fik sig taget sammen til at sende ham et lille smil, før hun kiggede ned på hendes hånd. Om han så nogen betydning i at de holdte i hånd vidste hun ikke, men hun kunne kun håbe på at han så det ligesom hun gjorde. Med blikket rettet ned mod deres hænder flettede hun sine fingre ind i hans. Hvis hun havde haft bare en smule mere viljestyrke havde hun trukket hånden til sig. Fordi det de lavede lige nu, det her, som meget let kunne forstås som andet end bare venskab. Det var ikke noget man så særlig godt til i lærestablen. Nok var der nogen andre som, endda havde valgt at gifte sig, blandt deres kollegaer, men Emily var nu stadig sikker på at det ville blive ilde set. ”Det er jeg også. Det har været rigtig hyggeligt professor” Svarede hun stille før hun, fik viljestyrken og tog hånden til sig.

Lige nu var det simpelthen for meget for Emily. De stærke følelser der væltede ind over hende og blandede hendes sind, med frygt og følelser. Hendes blik blev en smule fjernt før hun så kiggede op på Dale. Hun vidste at det ikke ville nytte noget, de ting hun følte, det kunne lige så godt smides væk. Det var jo langtfra heller ikke sikkert at Dale så på hende som andet end en god ven.