Min 115. drøm

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

I sin søgen efter fred og ro var Julie endt oppe på tagterassen. Som sædvanlig havde hun erobret en bænk og spredt sine egendele ud over den, mens hun sad med næsen begravet i en bog om nissekrige. Det var langt fra første gang, hun læste den.

Vejret var godt i al beskedenhed - Julie kunne sidde i sin sweater uden at fryse, men solen skinnede ikke ligefrem varmt nedover slottet. Man kunne heller ikke påstå, at de grå skyer på himlen varslede særlig godt, men Julie syntes ikke at var værre, end at hun kunne løbe indenfor igen, hvis det pludselig begyndte at regne. Selvfølgelig var rodet ikke det mest praktiske i sådan en situation, men hun havde jo en tryllestav der skulle bruges til et eller andet. Faktisk kriblede det i hendes fingre efter at bruge den, fordi duelturneringen nærmede sig - om den så gjorde det med hastige skridt, eller om tiden sneglede sig afsted kom lidt an på situationen. Hvis hun bare havde haft en normal hverdag, syntes turneringen så langt væk, men hvis hun havde tilbragt sin dag i selskab med sin kæreste forsvandt timerne skræmmende hurtigt.

outfit

[Samuel Abott]

Hearts lying shattered all over the floor,
How can we forgive, forget and restore?

Hvad var gået galt? Hvornår var denne forkastelige cirkel af kærlighed, svigt og tilgivelse startet? Hvor i hans sjæl havde Samuel fundet denne kærlighed til Julie? En kærlighed der stred mod hele hans væsen, og som svigtede dem begge gang på gang? Det hele var startet med en uskyldig spøg en kold aften for to, unge naive mennesker. Hvor lang tid var der gået? Et halvt år? Tænk at han havde haft en kæreste i så lang tid. Og tænk, at han havde svigtet hende så mange gange.
Gå tilbage, skreg hvert skridt. Vend om og hold din mund om alting, så tingene er så gode som de var i ferien. Men det fortjente Julie ikke. Og han fortjente ikke Julie.
Benene var tunge af bly da Samuel traskede gennem slottet. Kendte han Julie godt nok, sad hun oppe på tagtaressen for at få ro; et af hendes foretrukne steder.
Det var en følelse af at gå til sin egen hænging som fulgte Samuel da han traskede de sidste skridt op ad trappen. Hånden gned fraværende på den hvide skjorte over brystet mens panden var rynket af bekymring. Sidste gang dette var sket, var situationen endt grimt, men efter noget tid havde Julie tilgivet ham. Men truslen om ”hvis du gør det igen...”, spillede igen og igen for Samuels indre som en ødelagt pladespiller.
Dørhåndtaget føltes koldt som is idét Samuel tog i det. Vejret var dog forholdsvis mildt, og solen prikkede forsigtigt mod hans hud, da døren slog op. Som forventede sad Julie med lektier og bøger spredt ud foran sig. Han stak hænderne dybt ned i lommen og stod stille et øjeblik mens døren faldt i bag ham. Blikket sugede hele Julies skikkelse til sig, som hun sad dér og så koncentreret ud. Ubevidst trak han skuldrene op til hovedet og tilbagelagde afstanden mellem dem. Hun havde nok hørt smækket fra døren, så han regnede ikke med at forskrække hende. ”Hey Jules”, sagde han lavmælt og stillede sig hen til hende. Stemmen var lav og forsigtig, som forventede han, at hun allerede vidste besked.

Please don't leave . . .

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie var nået til det sted i bogen, de irriterede hende mest, og hun mindede sig selv om, at hun var nødt til at snakke med sin magiens historie-lærer om det. En lodret rynke var trådt frem mellem hendes øjenbryn, mens hun læste sig i gennem siden, der efter hendes mening var usandsynligt dårligt formuleret. Dørens smækken lød en smule fjernt, fordi hun var så koncentreret, men hun registrerede at nogen var kommet ud på tagterrassen.

Det var først, da denne person begyndte at nærme sig hende, at Julie kiggede op, og hun smilede ligeså snart hun opfattede, hvem det var. "Sam!" hilste hun glad og lagde bogen fra sig, mens hun rejste sig op på en meget energisk måde. Lige så snart afstanden mellem dem var lille nok, slyngede hun armene om hans nakke og trykkede sine læber mod hans i et kys. Julie var ikke bange for at virke for ivrig overfor ham, og hun smilede stort til ham, da hun lænede overkroppen bagud, så hun kunne se hans ansigt. Hun flettede fingrene bag hans nakke og opfattede først nu, at der var noget dystert over ham. "Hey... Er der noget galt?" spurgte hun omsorgsfuldt og smilet svandt ind til kun lige akkurat at kunne fornemmes i hendes mundvige. Hun løsnede grebet om hans nakke og begravede fingrene af den ene hånd i Sams hår. "Dårlig dag?" tilføjede hun, hvorefter hun stillede sig på tæer for at kysse ham igen.

outfit

[Samuel Abott]

Hearts lying shattered all over the floor,
How can we forgive, forget and restore?

Den glæde der tydeligt var at ane i Julies stemme, fik Samuel til at synke en klump mens maven vred sig af dårlig samvitighed. Passivt bertragtede han hende som hun spankulerede hen og uvidende om situationens alvor kastede sine arme omkring ham. Det ville være så let at tie stille og lade sandheden løbe ud i sandet, så han bare kunne nyde hendes læber mod sine for evigt, i det kys der snart mødte ham.
Det blev mere til en grimasse end et egentligt smil han prøvede at besvare hendes med, og det var måske det der fik Julie til at opfange at noget var galt. En smule opgivende trak han hænderne op ad lommerne og lukkede dem rundt om hendes hofter, idét hendes hænder krøllede sig sammen om hans nakke. Ordene fik ham til at rynke panden dybt. Der kom ikke nogle ord over læberne, selvom han prøvede at fortælle hvad der var sket. Istedet trak Samuel Julie endnu længere ind til sig, da hun løftede sig på tæer for at nå op til ham. Velvidende at det sandsynligvis var deres sidste kys, besvarede han det begærligt og lod alle sine følelser strømme ind i det. Han holdt sig ikke tilbage, fastholdt hende i håbet om, at hun aldrig ville give slip, og blev tilsidst helt tåget i hovedet. Først da der ikke var mere luft tilbage brød han det gispende. Blikket var fastlåst i hende, og hele ansigtet afspejlede på en gang kærlighed og ulykkelighed.
Lydene omkring dem synes at være forsvundet: fuglenes pippen var væk, vinden holdt sig tilbage med at få bladene til at rasle, og elevers latter og sludren druknede i den voksende trykken der lukkede sig om dem som en boble.
”Jules...

[/color][/b]”, begyndte han med en svag stemme. ”Du har ingen anelse om hvor ked af det jeg er”. Hænderne strammede sig en smule om hendes hofter, som kunne han fysisk forhindre hende i at gå fra ham. ”Jeg... I sommerferien... Der mødte jeg en pige... Aisling”. Stemmen knækkede over, og Samuel Abott, kvindernes fortryllerske, syntes at være på nippet til at bryde ud i tårer.

Please don't leave . . .

[/blockquote]
[/justify]

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie brød sig ikke om at se Sam sådan, som han var nu, nærmest ulykkelig, og hun rynkede bekymret panden, da hun stillede sit spørgsmål. Da hun stillede sig på tæer for at kysse ham var delvist for at trøste, delvist fordi hun gerne ville være tæt på ham - det var svært at holde sig fra ham, når nu han lagde sine hænder på hendes hofter, og hun var ikke langt tid om at tilbagelægge afstanden fuldstændig mellem dem igen for at mærke hans læber igen. Måden han besvarede hendes kys kom bag på hende, men hun glemte hurtigt alt om at være overrasket. En række billeder formede sig straks i hendes hoved, og stemmen der mindede hende om, at de stod på tagterrassen, hvor hvem som helst kunne komme ud, når som helst det skulle være, blev alt svagere. Det var først, da Sam brød kysset og Julie igen så det ulykkelige ansigtsudtryk, at hun blev revet tilbage til virkeligheden. De bekymrede rynker trådte igen frem på hendes pande og stod i en sær kontrast til hendes kinder, der blussede. Hun ville gerne sige noget beroligende til ham, men hun havde på fornemmelsen, at han nok selv skulle fortælle, hvad der var galt. Og hun havde ret.

"Sam..." hviskede hun kærligt, da han sagde hendes navn, og hun lagde en af sine hænder på hans kind. Den svaghed han udstrålede, vækkede Julies beskyttertrang, og hun vidste at hun ville gøre hvad som helst, for at han skulle få det godt igen - men indtil videre kunne hun ikke gøre så meget andet end at lytte tålmodigt. Først troede hun, at Sam snakkede om skænderierne med sin far, som havde været hyppige denne sommer, men så tog alting pludselig en drejning, og Julie hævede uforstående øjenbrynene. "Ja?" sagde hun for at få ham til at fortsætte, da hun ikke selv havde lavet nogen kobling endnu, og hun lagde begge hænder om hans nakke igen.

outfit

[Samuel Abott]

Hearts lying shattered all over the floor,
How can we forgive, forget and restore?

Det gjorde det ikke lettere at fortælle sandheden, at Julie lød så hengiven og forelsket da hun hviskede hans navn. Som havde hun fuldstændig tiltro til hele hans gøren og væren. Hvorfor havde han dog heller ikke kunne styre sig selv? Ligeså snart der stod en smuk, ung pige foran ham og var villig, forsvandt al selvkontrol.
Fuck, fuck, fuck, tænkte han desperat. På kujonagtig vis håbede han, at der ville komme et eller andet og bryde dette alvorlige øjeblik; en person der åbnede døren, eller måske endda en fugl der sked ned på en af dem? Så kunne han da umuligt fortælle hende det, og dermed nyde hendes selskab bare lidt mere.
Blikket skelede et øjeblik idét Samuel sank en klump. Så kom det. ”Vi... Hun smed sig nærmest foran mig med spredte ben... Og du kender mig, for fanden”, mumlede han, som om det skulle være en brugbar undskyldning. ”Jeg havde et værelse ovenpå, så... Vi gjorde det”. Det var på grænsen til at gøre fysisk ondt at sige sandheden, og han håbede inderligt, at Julie forstod hvad han mente, så han ikke skulle gentage de pinefulde ord.
Uden at ville det løsnede han fingrene der bandt ham og Julie tæt på hinanden, og trak sig et skridt tilbage. Julie var en temperamentsfuld kvinde, og det skulle ikke undre ham, at hun skulle gå hen og blive fysisk voldelig. Alligevel havde han lovet sig selv, at tage imod alle slag, fysiske såvel som verbale, der kunne komme: det fortjente han.
Ansigtet fortrak sig i en bekymret grimasse, da han, på grænsen til skrækslagen, så nervøs på hende og afventede en reaktion.

Please don't leave . . .

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Og du kender mig, for fanden. De ord burde være blevet sagt med en positiv klang, og Julie rynkede panden af forvirring. Det var så tydeligt, at hun nærede en blind tiltro til ham, for det første hun tænkte var, at hun måtte have misforstået ham. Hun ville have spurgt ham, hvad han mente, men han fjernede sig fra hende, og hun spærrede øjnene op. Med et såret udtryk trak hun sine hænder til sig, mens hun prøvede at aflæse hans ansigt for en eventuel forklaring. Hvad var det, der skete? En uvelkommen stemme i hendes baghoved sagde, at han havde været hende utro, men hun skubbede brutalt tanken væk. De havde jo haft en fantastisk sommer sammen, og det var jo tydeligt, at Sam hold lige så meget af hende, som hun holdt af ham. Deres forhold havde ændret sig betydeligt, og hun havde halvt fortrængt de problemer, de havde haft inden da. De var jo kommet i gennem dem sammen, og det var stadig Julie der stod med ham i hånden bagefter, ikke en anden pige. En ubehagelig tanke slog hende, og hun foldede usikkert armene henover sin mave. Ville han ikke have hende? Hendes hjerne arbejdede langsomt, men det begyndte langsomt at dæmre for hende. Han ville have hende, men han var bare sit samme uforbederlige jeg. Det slog hende, at hvor hun førhen havde været lykkelig over bare at få et lille stykke af ham, så kunne hun ikke længere holde ud at dele ham med andre. Var det for meget at kræve, at hun ville have ham for sig selv? Julies bryst snørede sig ubehageligt sammen, og hun vidste ikke, hvad der var værst: vreden, følelsen af at blive svigtet, eller at hun stadig var dybt forelsket i ham. Men lige meget, hvor forelsket hun var, så var illusionen gået i stykker, og hun kunne ikke lade være med at bukke under for fornuften, som ellers havde været fraværende i det sidste meget lange stykke tid, hvor hun havde været sammen med Sam.

Julie vidste ikke, hvor længe hun stod og kiggede uforstående på ham, men da hun blev klar over, at hun burde sige noget, kunne hun alligevel ikke få noget frem. Ude af stand til at se på ham længere, sænkede hun blikket ned i fliserne og lagde fingerspidserne mod sine tindinger, der værkede ubehageligt.

outfit

[Samuel Abott]

Hearts lying shattered all over the floor,
How can we forgive, forget and restore?

Det forekom umuligt at rynke panden mere, men alligevel formåede Samuel at se endnu mere foruroliget ud ved Julies lange tavshed. Han var på nippet til at fange hendes hænder og holde dem fast, da de forsvandt og hang ned langs hendes side. Hvad han ville give for at være inde i hendes hoved og finde ud af, hvad der foregik! På den anden side...
Hvorfor skreg hun ikke af ham? Begyndte at græde? Fandt tryllestaven frem og kastede en af de tre utilgivelige forbandelser? For han havde jo gjort noget utilgiveligt, havde han ikke? Samuel prøvede at fortrænge den komplet overfladiske og idiotiske lille stemme der sagde, at Samuel var Samuel, og at det lå i ham. At man ikke kunne lave vin til vand, gøre det umulige og fastholde Samuel i et forhold i så lang tid.
”Sig noget, Julie”, mumlede Samuel forsigtigt da tavsheden blev for anstrengende for ham. Det rev i ham efter at gå hen og lukke armene omkring hende og sige, at det bare var en joke.
”Jeg er jo en komplet idiot! Råb dog af mig”, sagde Samuel med en stemme der var en smule højere end det var meningen. Så knækkede den over og ændrede sig til en ynkelig spinkel stemme. ”Jeg er fandme ked af det! Jeg er et svin... Kan du ikke bare... Kaste en besværgelse og få det overstået”. For at illustrere at han mente det, rakte han hænderne i vejret og gik et skridt længere væk, som kunne hun sigte bedre fra den afstand.
På en eller anden måde gjorde det endnu mere ondt at se Julie reagere på den måde, for det viste tydeligt, at hun havde haft så meget tiltro og kærlighed til ham, at hun næsten ikke kunne forstå det. Han havde foretrukket at hun råbte så højt at spyttet stod ham i ansigtet... Eller måske tilgav hun ham rent faktisk så hurtigt? Nej, det kunne ikke være rigtigt. Samuel skyndte sig at smide den naive tanke væk.
Fortabt sank Samuel en klump og kørte en hånd gennem det lange, uglede sorte hår, der var blevet alt for langt i løbet af sommerferien. Skuldrene hang udmattet og han lignede mest af alt en ulykkelig og lettere ynkelig hundehvalp, der var fanget i et hjørne uden at vide hvad den skulle gøre.

Please don't leave . . .

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Det var ikke kun Sam, der havde forventet, at Julie ville boble over med vrede og skælde ham ud - det havde hun også selv. Men selvom hun var vred på ham, så var det ikke den følelse, der tog over, da Sam pludselig begyndte at bede hende om en reaktion. Hendes bryst snørede sig yderligere sammen, og hun begyndte at føle sig lettere utilpas. Tårerne pressede sig uvelkomment på, men hun nægtede at bryde sammen foran ham. Desuden kunne hun slet ikke forme ord, der beskrev, hvad Sam havde gjort imod hende. Idiot var ikke tilstrækkeligt, hun kunne godt have været kærester med en idiot - det havde hun jo været i de sidste mange måneder.

Så snart hun fik overmandet de voldsomme følelser, løftede hun blikket igen og fjernede fingrene fra sine tindinger. "Få hvad overstået?" spurgte hun hæst og stirrede på ham, nærmest udfordrende. "Hvad vil du have mig til at gøre? Det er dig, der har ødelagt alt." fortsatte hun, og hendes stemme var tydeligt svækket af, at hun måtte kæmpe med gråden samtidig. "Jeg troede du..." sagde hun så hæst, at det lød som en hvisken, men hun kunne ikke færdiggøre sætningen af ren frygt for, hvad svaret måtte være. Måske havde hun virkelig ladet sig snøre af ham. Tanken gjorde mere ondt, end hun kunne have forestillet sig, og hun opdagede, at hele hendes krop rystede svagt. I et forsøg på at samle sig, lagde hun armene beskyttende henover maven igen, men følelsen af at være tæt på at miste kontrollen tiltog.

outfit

[Samuel Abott]

Hearts lying shattered all over the floor,
How can we forgive, forget and restore?

Samuel trak opgivende på skuldrene. Han prøvede at finde logikken i hendes kommentar, men sagde så prøvende, ”hvad som helst! Slå mig... Råb af mig... Tag hævn...”. Frustreret slog han ud med hænderne, og det var tydeligt, at Samuel ikke vidste hvordan man reagerede i den slags situationer. Julie var den første seriøse kæreste han havde haft, og hun var derfor også den første han måtte håndtere den slags problemer med.
”Jeg duer ikke til det her kærestenoget”, lød det opgivende, som om det rent faktisk var en undskyldning.
Al den sorg der var at tyde i Julies stemme, fik Samuels ansigt til at krakelere, og han var på nippet til at falde på knæ og tigge og bede hende om at blive hos ham! Sige at han kunne forandre sig! Men en lille stemme sagde, det kunne han jo ikke... Det havde han bevist. Tanken om at miste Julie for evigt var dog så skræmmende, at den fik ham til at tage et skridt frem mod Julie.
Panden rynkede sig markant da Julie lod sætningen svæve i luften. ”At jeg hvad?”, spurgte han undrende og sænkede hovedet i et forsøg på at fange hendes blik. Så gik det op for ham, at hun mente elskede ham. Ulykkeligt tog han resolut de sidste skridt hen mod hende. Hænderne løftede sig for at lukke sig om hendes ansigt i en trøstende gestus, men i samme øjeblik skiftede han mening, idét det nok var for grænseoverskridende i den nuværende situation. De dalede en smule og landede på Julies skuldre. ”Selvfølgelig elskede jeg dig! Selvfølgelig elsker jeg dig!”, påpegede Samuel frustreret, på grænsen til det vrede. Men det var ikke vrede rettet mod hende, men mod sig selv. Hvorfor kunne hun ikke forstå det? Han havde forsøgt at give hende så meget af sig som muligt, og så tvivlede hun oprigtigt på det? Han var tæt på at ruske hendes skuldre, som kunne det bringe hende til fornuft.
”Julie, der har aldrig været nogen andre jeg har elsket som dig... Tanken om at miste dig...” Stemmen blev efterhånden til en mumlen, og kroppens fysiske reaktion afsluttede sætningen: den tog pusten fra ham, så han anstrengt måtte lade blikket vige fra Julie. Det landede på en hvid fugleklat på tagtaressens stengulv. På nuværende tidspunkt ville han næsten ønske han var den, og ikke i denne ulykkelige krop der var tvunget til at sige farvel til noget der var ham så kært.

Please don't leave . . .

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie rystede stift på hovedet. I enhver anden situation ville hun have flippet skråt over hans tåbelige forhåbninger om, at hun kunne gøre alting lettere for ham ved at reagere på en bestemt måde. Ikke engang da han brugte sine ringe kæresteevner som undskyldning, hidsede hun sig op. Hun stod blot og holdt sig om maven, som om det var den eneste, der holdt hele hendes væsen sammen.

Da Samuel trådte frem mod Julie igen, reagerede hun ved selv at træde et halvt skridt bagud. Hun havde sænket blikket mod jorden, fordi hun ikke at høre svaret på sin ufærdige sætning, og da Samuel bad om en uddybning af hendes ord, trak hun skuldrene op om ørerne og bøjede hovedet yderligere forover. Ud af øjenkrogen fornemmede hun en bevægelse, og selv da hun opdagede, at Sams hænder nærmede sig hendes hoved, blev hun stående stille, fordi hun simpelthen ikke kunne få sig selv til gøre andet. En smule irrationelt begyndte hun at ryste på hovedet, da Samuel nærmest råbte sit svar ad hende, og tårerne begyndte at trille stille ned ad hendes kinder. Hun ville gerne fortælle ham, hvor ondt det gjorde, men hun kunne ikke få andet end en såret lyd ud mellem sin læber, mens hun rystede svagt af gråd under hans hænder.

Det værste ved Samuels næste ord var, at Julie vidste, at det passede. Den sommer de havde tilbragt sammen var et bevis på dette, men det hjalp hende ikke nu, hvor hun var blevet svigtet på den værst tænkelige måde. Hun vred sig ud af hans greb og løftede blikket til hans ansigt igen. "Hvad så med tanken om mig, der er sammen med en anden?" spurgte hun retorisk med dirrende stemme og tørrede frustreret tårerne af sine kinder. "Tanken om, at hende, du elsker så meget, er fløjtende ligeglad med sin kæreste og spreder ben for en anden?" spurgte hun igen med et lettere sarkastisk tryk på elsker. Hun stirrede olmt på ham og drejede derefter om på hælen for at gå hen til bænken, hvor hendes ting lå spredt ud over det hele. Med rystende hænder rodede hun sin taske i gennem for at finde in tryllestav, så hun kunne komme hurtigt væk derfra, men hun kunne ikke finde den lige umiddelbart.

outfit

[Samuel Abott]

Hearts lying shattered all over the floor,
How can we forgive, forget and restore?

Måden Julie holdt armene over brystet og hovedet sænkede fik det til at se ud som om Julie var fysisk ved at falde fra hinanden... Og så kom tårerne.
Langsomt trillende ned af hendes kinder som små regndråber. Og de startede en syndflod i Samuel. En kvælende samvittighed der truede med at fortære hans indre. Det var måske heller ikke den rigtige metode at stå og råbe af Julie, men han anede ikke, hvordan han skulle reagere. Han var slet ikke vant til at rumme disse følelser! Hvad havde Julie dog gjort ved ham? Siden hvornår var han blevet så afhængigt af et andet menneske? Så skyldbevidst? Han havde opgivet så meget for hende... Et pludseligt lille stik af irritation fik Samuel til at se opgivende op i den blå himmel. Han anede ikke hvordan han skulle reagere på alle disse følelser.
Armene dalede slapt ned ad siden da Julie forståeligt nok vred sig fri. Hendes såret lyd fik ham til at føle sig som en jæger, der havde jagtet sit bytte i lang tid og nu endelig havde skudt det.
Nu var det Samuels tur til at lægge armene tænksomt over kors. Julies ord gjorde ham stum, og han prøvede at gøre som hun bad: forestille sig tanken om Julie med en anden fyr. En fremmede fyr der kyssede hende, lod fingrene glide ned af hendes skulder, afklæde hende, og trænge ind i det område der kun var hans! Hun var kun hans! Men snart ikke længere. Det havde han forspildt.
”Jeg er ked af det...”, var de eneste ord Samuel formåede at få over læberne. Der var intet der kunne retfærdiggøre hans handling; ingen ord kom tæt nok på at vise hvor ulykkelig han var. Passivt betragtede han Julie gå hen og lede efter sin tryllestav; betragtede hende forsvinde ud af hans liv og stoppe med at være den vigtigste person i hans liv, som hun havde været de sidste par overvældende måneder. Det var tydeligvis slut.
Øjnene begyndte at svide kraftigt da han indså dette, og før Samuel opfattede det, faldt nogle tårer ned af kinderne i det ulykkelige ansigt der næppe kunne skjule alle de følelser Samuel Abott aldrig nogensinde havde oplevet før.

Please don't leave . . .

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Det gjorde alting lettere ikke at behøve at se på Samuel. Men tankerne, der hvirvlede i hendes hoved, og følelserne, der brusede i hendes mave, ville ikke gå væk, og hun rak vejret besværet, mens hun stod bøjet ind over sin taske og ledte efter sin tryllestav. Endelig nåede hendes fingerspidser det aflange stykke træ, og i et brudstykke af et sekund overvejede hun at forhekse Samuel til ukendelighed - men så talte han. Ordene fik hende til at stivne i sit foretagende, og tårerne pressede sig igen uhæmmet på. Med en akavet bevægelse fik hun trukket staven op af tasken og dermed også sat sig selv i bevægelse igen. Det første sving hun gjorde med staven, fik kun en af bøgerne til at rykke ynkeligt på sig, men i andet forsøg fik hun sine egendele til at flyve ned i tasken, omend lidt klodset. Fast besluttet på at forlade tagterrassen så hurtigt som muligt, rev hun fat i tasken og svingede den op på sin skulder, hvorefter hun drejede om på hælen og styrede direkte hen mod døren. Men det syn, der mødte hende, fik hende til at stoppe op igen, og af ren forbløffelse holdt hun selv op med at græde. Tårerne, der var at finde på Samuels kinder, var så uvant et syn, at Julie først overvejede, om hun bildte sig selv ting ind, men hun måtte til sidst konstatere, at det var virkeligt nok.

For første gang siden Samuel havde smidt bomben, følte Julie et stort behov for at sende en utilgivelig forbandelse i hans retning. Om det så var med tryllestaven eller blot verbalt var lige vidt for hende. Men ordene ville ikke ud, og hun stod i lang tid bare og stirrede frustreret på ham. Til sidst rev hun sig selv tilbage til virkeligheden og løftede sin stav - men hun pegede på døren ind til slottet, der svingede sig åben for hende. Idet hun begyndte at løbe, kom tårerne igen, og Julie havde svært ved at rumme, hvad der lige var sket, da Samuel forsvandt ud af syne og døren smækkede i bag hende.

o u t ,