Far above it all

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jessie stod lænet ud over gelænderet på tagterrassen og stirrede direkte ned i det der virkede som en næsten uendelig afgrund. Hun overvejede svagt – og ikke for første gang – om det mon ville være muligt at komme op at sidde på selve taget med fødderne viftende ud i det frie fald, men opgav tanken som på alle andre tidligere tidspunkter. I stedet nøjedes hun med at nyde den nuværende udsigt, som solen forsvandt i det skotske højland og natten stille og roligt faldt på.

Skumringen var muligvis et lidt underligt tidspunkt at befinde sig oppe på netop tagterrassen og Jessie var i virkeligheden heller ikke helt sikker på om det var tilladt, men når fællesstuen var proppet og man havde en aftale med en knægt fra Slytherin, så måtte man bøje reglerne lidt.

Hun tog en dyb indånding og rejste sig lidt på tæer, for at følge en bevægelse af noget utydeligt langt nede under hende, og smilede lidt, da hendes blik så i stedet faldt på Quidditch-banen og hendes tanker søgte samme sted hen.

[Joseph Adler]

There's a calm Surrender to the Rush of Day
When the Heat of the rolling World can be turned away

Hvor mange minutter var han forsinket? 10? 15? Joseph havde taget en lur omkring middag, og da han vågnede, opdagede han at der var få timer til de skulle mødes. Ildwhiskeyen lå allerede begravet dybt i tasken, omviklet af en grå sweater. Flasken var forseglet, da han endnu ikke havde taget hul på den. Dernæst var ruten gået til køkkenet hvor han havde tigget husalferne om jordbær. De hjælpsomme væsner havde sorteret dem overdådigt på et blankt fad, hvoraf visse endda var dyppet i hvid og mørk chokolade. Med lidt besvær, fik han balanceret fadet og smuttet ud i haven for at ordne sidste punkt på listen; en blomst!
Det var straks lidt sværre. Først kiggede Joseph rundt i haven, og her fandt han bare mærkeligt udseende planter. Han ledte videre inde i de åbne drivhuse. Hans viden om blomster var meget begrænset (og hvis den ikke var, havde han nok ikke haft den slags møde med Jessie), så det forekom ham svært at vælge én. Hvad ville hun kunne lide? Hvilke slags blomster kunne piger ærlig talt lide? Det blev til en orangerød stor blomst med bugtende spidse blade. Farven mindede ham på én gang om en solnedgang og om Jessie. Den udsendte en tyk duft af honning der gjorde Joseph helt svimmel. Han frygtede halvt, at bier ville flyve hidsigt ud af den og stikke ham, men det var åbenbart en af den slags planter, der ikke havde så mange funktioner (eller også kendte han dem bare ikke). Noget sagde ham, at Jessie ikke var typen der brød sig om en pladderromantisk rose.
Med hænderne fulde vaklede han op på tagtaressen, der var deres aftalte destination. De få stråler der var tilbage af solen, badede Jessie i et gyldent lys der fik hende til at fremstå som en lysende engel. Joseph måbede ved synet, og blev endnu engang slået af hvor smuk hun var. Pigebarnet havde kredset i hans tanker konstant siden deres møde i sommerferien, og få dage inde i det nye år havde han ikke kunnet lade være med at fange hende og aftale et møde.
”Undskyld jeg kommer for sent, Jess”, bemærkede han, da han endelig fik taget sig sammen og frigjort sig fra synet. Han sendte hende et strålende smil og tilbagelagde afstanden mellem dem. ”Værsgo”. En fremstrakt arm rakte hende blomsten, og selvom det virkede latterligt pladderromantisk, håbede Joseph inderligt, at hun kunne lide den. ”Jeg synes ligesom den passede til dig”, forklarede han med et skævt smil, og følte sig ærlig talt lidt pinlig berørt; han havde aldrig givet en pige en blomst før.

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 434 [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jessie stod langt væk i sine egne tanker, da lyden af skridt fangede hendes opmærksomhed. Hun slap gelænderet og drejede sig rundt med begge øjenbryn hævet, usikker på om det mon var den afbrydelse hun håbede på. Da hendes blik faldt på Joseph lyste hun helt tydeligt op og smilede skævt, temmelig uopmærksom på at han i det hele taget var forsinket.

Hun trak ligegyldigt på skuldrene, som hun så fra hans ansigt til bakken og til sidst på den kraftigt orangerøde blomst han rakte frem imod hende. Ufrivilligt kunne hun mærke en noget mere diskret rødlig farve skyde op i sine kinder og hun tog imod den med en meget ambivalent følelse af at være både forlegen og glad for den uvante form for opmærksomhed. Et lavmælt; ”tak,” forlod hende, før hun smilede lettere nervøst til ham og nikkede lidt.

Det hev yderligere en smule i hendes mundvige imens hun så på ham. ”Fordi den er lige så rød som jeg er lige nu?” prøvede hun sig frem. Hun hævede sin frie hånd for at pege på sine egne kinder og kom med en lavmælt munter lyd, før hun rømmede sig lidt og så ned på blomsten. ”Den er virkelig... Flot.” Hun tog en dyb indånding og løftede blikket igen med et skævt smil. ”... Hvor har du stjålet den henne?”

[Joseph Adler]

An enchanted Moment, and it sees me through,
I’ts enough for this restless Warrior just to be with you

Joseph kunne ikke skjule en hvis tilfredshed da en klædelig rødmen kom til syne på Jessies kinder, og han opdagede, at han var kommet til at holde af lige præcis den rødmen. Det varmede i maven da hun takkede, og han konkludrede, at denne blomst var et godt valg.
”Ja. Du er én stor solnedgang nu, med dine røde kinder, rødt hår og rødt tøj”. Et lille grin undslap hans læber, og uden at tænke over det rakte han hånden frem og strøg den over hendes røde kind. ”Men det klæder dig”. Huden føltes varm og blød under hans finger, og han overvejede kort hvordan det ville være at kysse den.
Langsomt lod han armen synke ned igen og trådte et skridt tilbage, for ikke at invadere hendes intimsfære fuldstændig.
”I drivhuset”, svarede han ærligt med et skævt smil. Det havde Jessie jo nok regnet ud, og det nyttede ikke at lyve om det; at fremtrylle en blomst havde han glemt hvordan man gjorde (og den ville desuden sikkert ikke blive køn nok), og de havde ikke haft mulighed for at tage til Hogsmeade endnu.
Tingene begyndte at føltes lidt tunge i armene, så forsigtigt fik Joseph sat fadet med jordbær ned. Blikket spejdede rundt på tagtaressen efter et form for bord, men det var der selvfølgelig ikke. ”Øh, jeg har glemt et tæppe”, sagde han og skar en grimasse. En smule flovt kløede han sig lidt i det lyse hår, men besluttede sig så for at give hende jakken. Selv var han ligeglad med at sidde på jorden.
Tasken åbnede med et smæld, med hænderne gravende i den, fik han efterhånden fisket flasken med ildwhiskey op. Han viklede den ud og lagde jakken fladt ud på jorden. ”Så er der serveret”, sagde han galant med et stort smil mod hende, og kunne ikke helt skjule en hvis tilfredshed over jordbærene og whiskeyen. Det manglende underlag var selvfølgelig en mindre smutter. Og så selvfølgelig manglen af glas. ”Satans”, mumlede han lavmælt. ”Har du noget imod at drikke af flasken?” Stemmen var forsigtigt, da han rakte ildwhiskeyen frem mod Jessie, som for at hun skulle tage den i øjensyn. Et øjeblik overvejede han, om deres møde kunne gå hen og blive ligeså kikset som sidste gang. Hvor dum havde man lov til at være?

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 485 [/font][/size]
Noter: Med det røde tøj mener jeg hendes skoleuniform som må have en eller anden form for rød i sig [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jess trykkede læberne lidt sammen omkring en munter lyd og bandede i tankerne af sig selv, for at rødme endnu dybere, da Josephs hånd strøg hen over hendes ene kind. Hun rømmede sig lavmælt og forsøgte at ignorere en lidt for påtrængende forestilling om hvordan det ville være at træde et enkelt skridt længere frem og møde hans læber rigtigt, frem for i det ubetydelige tantekys hun havde givet ham på Diagonalstræde. Det var alt for nemt at blive distraheret af netop den slags tanker i hans nærhed og hun følte sig i forvejen både meget lille, uskyldig og letpåvirkelig i hans charmerende selskab. Samtidig var det netop det, der havde gjort det helt umuligt ikke at dukke op og hun smilede skævt og selvbevidst, imens hun atter engang fik et lettere nervøst; ”tak” frem.

Drillerier gjorde det en anelse lettere at tackle den fortsat lettere akavede spænding imellem dem og hun nikkede en enkelt gang, med følelsen af at det nok skulle gå, da han svarede på hendes spørgsmål. Hendes blik faldt atter engang til fadet i hans hånd og hun så sig rundt ligesom Joseph gjorde, uden at finde noget andet end lige præcis terrassen. Da han kom med den flove indrømmelse, at han havde glemt et tæppe, hev det dog lidt yderligere i Jessies mundvige. ”Tror du ikke vi begge to kan være på din jakke?” Spurgte hun tøvende. Som han lagde selvsamme på jorden kiggede hun ned på den, satte sig på den ene halvdel og så på ham med let hævede øjenbryn. Den røde farve i hendes kinder var ikke aftaget på nogen måde, men hendes smil var varmt og hendes lavmælte muntre lyd over hans generelle glemsomhed var ægte. Hun rystede lidt på hovedet og tog så, igen lidt tøvende, imod flasken han rakte hende. ”Jeg... Er det ikke temmelig stærkt?” Spurgte hun, uvillig til at indrømme at hun ikke rigtig havde det store at sammenligne med.

[Joseph Adler]

There’s a Time for everyone, if they only learn
That the twisting Kaleidoscope moves us all in turn

”Jo, det tror jeg. Godt nok har jeg taget lidt på i løbet af sommerferien, men mon ikke vi kan klemme os sammen?”, sagde han dramatisk, med en selvironi der stod malet i ansigtet. Han klappede sig engang på maven, som for at illustrere den pludselige tilegnede vægt. Med et stort smil fulgte hans øjne Jessie som hun satte sig ned i kanten af jakken. Joseph rykkede sig hen til hende, så de kun sad et par håndsbredder fra hinanden. Den pludselige nærhed gjorde Joseph en smule forlegen, så han kunne ikke lade være med at lægge hånden venskabeligt om hendes skuldre og give dem et lille klem, for at rykke de sidste centimeter hen til hende.
Da Jessie tog flasken og kiggede på den, granskede han hendes ansigt. Det gik op for ham, at hun ikke havde eksperimenteret så meget med alkohol endnu. Ikke at joseph selv havde den store erfaring indenfor de våde varer; han havde kun smagt ildwhiskey få gange, men begge huskede han som uhyrlig morsomme.
”Jo”, sagde Joseph hemmelighedsfuldt og sendte hende et lusket, skjult blik. Han var stadig en anelse stolt over, at have formået at tilegne sig en hel flaske. Det havde krævet et par venner, en lusket afledningsmanøvre og en evne til at smutte ubemærket op til baren og hugge en flaske.
”Men du behøver selvfølgelig ikke drikke det”, sagde han med et hævet øjenbryn, selvom han havde følelsen af, at Jessie ikke var typen der sagde nej til farlige ting og sager – en af grundene til at han følte sig så tiltrukket af hende.
Med et ulvesmil greb han flasken og brugte en del kræfter på at få proppen op. Der lød et plop, og en smule ildwhiskey fløj op og landede på jorden med en sydende lyd. En følelse af andrenalin og uartighed fik ham til at tage en ordentlig tår; væsken brændte gennem halsen, og han følte halvt, at der fløj damp ud af ørene på han. Det krævede en del ikke at spytte det ud (det ville ærlig talt være ydmygende foran Jessie), og ansigtet fordrejede sig i en grimasse da han sank resten af stadset.
”Det må være sådan det føles, når en fakir sluger ild”, sagde Joseph hæst og skyndte sig at tage et chokoladeovertrukket jordbær for at dæmpe den værste smag.

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 365 [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jess fnøs muntert og skævede lidt til Joseph, der på ingen måde lignede en, der havde taget på i løbet af sommeren. ”Jeg synes nok du var blevet lidt fedladen,” bemærkede hun drillende, som hun dumpede ned ved siden af ham. Hun skævede lidt til ham imens han rykkede nærmere, men smilede så svagt, da hans hånd lagde sig omkring hendes skulder, før hun fik flasken med ildwhiskey i hånden.

Hun drejede den lidt rundt og betragtede den en anelse kritisk. Hans svar, og primært det ansigtsudtryk, der fulgte, emmede af narrestreger, men frem for at få alarmklokkerne til at ringe hos hende, fik det bare både ham og situationen til at virke så meget mere fristende. Hun sad netop og kiggede ned på indholdet i sin hånd, da Joseph, tilsyneladende utålmodig, hev det fra hende og gulpede en ordentlig mundfuld ned. Hendes øjenbryn røg begge op, imens hun betragtede ham og til sidst kom til at grine over de grimasser han skar. ”Meget imponerende,” bemærkede hun ironisk, før hun selv tog flasken igen, snusede undersøgende til den og så endelig tog en lille, prøvende tår. Hun spærrede øjnene en smule op, rømmede sig kraftigt og skar selv en lille grimasse og virrede med hovedet. ”Spændende smag,” kommenterede hun, inden hun selv satte flasken fra sig på gulvet ved siden af blomsten og tog et jordbær fra fadet. Det smagte noget bedre end whiskey'en og hun smilede kort, før hun skævede til Joseph igen og fugtede sine læber. ”Jeg er glad for at... Se dig igen.” Hun rynkede panden lidt. ”Det sluttede lidt underligt sidst.”

[Joseph Adler]

There’s a Rhyme and Reason to the wild Outdoors,
When the Heart of this star-crossed Voyager beats in time with yours

Joseph grinede til hendes kommentar om vægten, og han blinkede flabet til hende.
Ilden brændte stadig i halsen, da han betragtede Jessies gransken af flasken. Hendes ironi høstede ikke andet end et lettere bedrevidende hævet øjenbryn. I få sekunder troede han ikke på at Jessie ville tage en tår, men han havde bedømt hende rigtigt; snart tog hun en forsigtig tår.
”Din elegance er også fabelagtig”, grinede Joseph og prikkede hende drillende i siden med fingeren. Det var svært at undgå en grimasse, når væsken var så stærk, og det var allerede som om det snurrede en smule i benene.
Sulten begyndte han at spise jordbærrene fra fadet. Måske skulle han prøve at lade hende bide af et han holdt i hånden? Nej, den blotte tanke fik ham til at trække på smilebåndet. Det ville bare virke komplet latterligt. Faktisk så latterligt at de nok begge ville falde om af latterkramper og aldrig komme op igen.
Om det var alkoholen der talte eller Jessies oprigtighed var svært at sige, men Joseph så lidt overrasket på Jessie, da hun udtrykte sin glæde over gensynet. Han følte en varme bruse rundt i kroppen, og ønskede sig i dét øjeblik, at han aldrig skulle forlade deres lille hyggelige sted. ”Jeg er også glad for at se dig”, istemte han med et ærligt smil. ”Vores sidste møde var vist definitionen af en akavet date. Men... Vi kan stadig nå at tage revanche”. Ansigtet blev alvorligt, da han forsigtigt førte en forvildede tot rødt hår om bag øret. Blikket så beundrende i hendes øjne, på hendes lige næse, kinderne der stadig havde et lettere rødmende skær, læberne. Langsomt lænede Joseph sig frem og lod forsigtigt sine læber berøre hendes. Det var ikke noget krævende kys blot eksperimenterende. Jessies læber smagte af jordbær, og han kunne smage ildwhiskeyen brænde på læberne; en ild der forplantede sig gennem kroppen og gjorde ham ør i hovedet.

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 319 [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jessie gav sig lidt og daskede let ud efter Josephs hånd, imens et grin boblede ud over hendes læber. ”Min elegance er altid fabelagtig,” bemærkede hun ironisk, med et stort smil. Hun befandt sig glimrende i hans selskab og ignorerede den tunge rest af selvbevidst forlegenhed, som hun pænt havde skubbet tilbage i sin bevidsthed. Det var nemt at lave sjov og både drille og blive drillet og hun tillod sig at nyde øjeblikket, lige til hun, muligvis lidt for ærligt, busede ud med en akavet sandhed.

Hans første reaktion var lige ved at få hende til at forsøge at tage ordene i sig igen, men så voksede et skævt smil frem på hendes læber og hun nikkede lidt, med et muntert glimt i øjnene. Glimtet og munterheden i det hele taget aftog dog temmelig brat, som hans blik på hende blev alt for alvorligt og hans fingre rakte frem for at stryge en hårtot om bag hendes øre. Hun fugtede sine læber, lige dele nervøst og forudseende, og lukkede så øjnene, da han nærmede sig faretruende og plantede et forsigtigt kys på hendes læber.

Sommerfugle baskede livligt rundt i hendes mave og hun smilede lidt imod ham, imens hun hævede sin ene hånd for at stryge sine fingerspidser ned langs hans hals og om i hans nakke. En beruset følelse, der umuligt kunne have noget at gøre med ildwhiskeyen, spredte sig fra hendes maveregion og ud i resten af kroppen. Den fik hendes fingerspidser til at sitre, som tegnede en usammenhængende mønster i hans nakke og et smil, der føltes permanent, til at sidde på hendes læber, da hun atter så ham i øjnene. ”Det... Var i hvert fald en god begyndelse. Til den revanche, du nævnte,” kommenterede hun, med en ubestemmelig glød i øjnene.

[Joseph Adler]

And can you feel the Love tonight, it is where we are,
It’s enough for this Wide-eyed Wanderer, that we got this far

Joseph nikkede drillende sarkastisk til Jessie, og løftede armene som for at overgive sig uden videre modstand. Han tvivlede dog ikke på, at Jessie rent faktisk var elegant, især i luften. Tankerne drejede sig et kort sekund hen på Quidditch, men hendes erklæring afbrød dem.
Det var modvilligt at de brød kysset; Joseph kunne sagtens have fortsat, om end i et lidt mere insisterende kys end det prøvende og forsigtige. Deres hovedet var stadig tætte på hinanden, da Jessie, øjensynlig glad, snakkede om en god begyndelse. Joseph smilede skævt. ”Det kan blive meget bedre”, kunne han ikke lade være med at kommentere, selvom den i sig selv var temmelig tvetydig.
Han kunne ikke lade være med at læne sig frem igen og kysse hende lidt mere insisterende; smage hendes læber ved at forsigtigt berøre dem med tungen. Hånden lagde sig forsigtigt ovenpå på hendes og nussede hende let med fingerspidserne.
Efter et øjeblik afbrød han kysset, med et smil der ikke kunne fjernes fra læberne. Han havde brug for at komme op til overfladen efter luft, og ærlig talt havde han brug for at tænke på noget andet, hvis ikke helt andre følelser skulle tage overhånd, og det var slet ikke tiden til det. Som ekstra hjælp til at klare hovedet, (om end det nok havde modsat virkning), greb han ud efter ildwhiskeyen, sendte hende endnu et frækt smil, og tog en stor sluk, så drikken satte et spor af ild ned gennem halsen. Da han tog den væk fra munden prøvede han for alt i verden at undgå at skære tænder, bare for at se lidt sejere ud overfor Jessie. Prøvende rakte han hende flasken. Det var ikke fordi han var ude på at drikke hende beruset, nærmere fordi det gav et andrenalinkick at gøre noget så forbudt, og den følelse ville han gerne dele med Jessie.

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 306 [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jessies øjenbryn fløj en anelse op over bemærkningen. Hun undlod strategisk at kommentere den, usikker på hvad der ville komme ud af bavl, hvis hun prøvede. I stedet trak hun blot lidt på smilebåndet og så ham i øjnene i de få, højspændte sekunder, før hans læber igen var imod hendes. Det var ikke et kys som nogen kys hun tidligere havde fået i de små uskyldige, stjålne øjeblikke i Hogsmeade med lettere ligegyldige drengebekendtskaber. Måske var det bismagen af whiskey og chokolade, det faktum at det føltes aldeles forbudt eller måske var det lige netop det faktum, at hun havde tænkt på det i flere uger. Uanset hvad det var, gav det hende sommerfugle i maven og plantede efterfølgende et lettere smørret smil på hendes læber.

Hun betragtede ham nysgerrigt og slap hans nakke igen, med en lavmælt selvbevidst rømmen, der faldt glimrende sammen med det smil han sendte hende, som sendte sommerfuglene på endnu en rundtur, uden at hun selv kunne holde op med at besvare det. Hendes blik forblev på ham imens han tog en ordentlig slurk af whiskeyen igen. Hun fnøs muntert over det koncentrerede ansigtsudtryk, der virkede som om et forsøg på ikke at gøre grimasser og tog selv imod flasken, uden straks at hæve den til sine læber. ”Hvad kalder vi...” Hun skar selv lidt ansigt, uden at det havde noget med alkohol at gøre, afbrød sig selv og tog så alligevel en tår whiskey. Oven på den stærke væske rømmede hun sig igen og tog derpå en dyb indånding, før hun tog sig sammen. ”... Hvad kalder vi det her, Joe?” Hendes blik faldt, ligesom hendes hånd med flasken gjorde og hun mærkede atter engang farven skyde forræderisk op i sine kinder.

[Joseph Adler]

And can you feel the Love tonight, how it’s laid to rest,
It’s enough to make Kings and Vagabonds believe the very best

Joseph slap flasken, da han følte hun havde fat i den. Han lod hænderne støtte om benene, så han kunne læne sig en anelse fremad. Solen var efterhånden ved at gå ned, og den sendte et orange, blødt skær over Hogwarts have, men det var ikke værd at kigge på. Han havde et fantastisk syn til hans egen sol, og hun var så smuk og fyldte ham med en varm følelse i hver eneste fiber af kroppen. En følelse som solnedgangen knap kunne nå til knæene. Stadig betaget kunne han ikke lade være med at kigge på Jessie. Det var som om hun var en magnet der trak i ham ved hendes blotte tilstedeværelse, og det krævede uanede mængder energi, ikke at røre hende og mærke hendes bløde hud, bare for at vide, at hun var der.
Endnu engang formåede Jessie at få ham til at hæve øjenbrynet i overraskelse, og det morede ham at se hvordan hun fortrød ordene i samme øjeblik de kom over hendes læber, eller i hvert fald fortrød måden de kom ud på. Idét Jessie sænkede blikket mod flasken, smilede Joseph stort. Uden at kunne lade være, sagde han drillende ”Det er ildwhiskey, min søde skat”. Han forstod dog godt den reelle mening med spørgsmålet, og den blotte tanke fik en varme til at brænde i halsen igen. Ikke af panik men af glæde. ”Hvad synes du, vi skal kalde det? Eller... Os?”, spurgte han nysgerrigt. Han ville ikke være den der sagde det, hvis nu det ikke var hvad Jessie mente. I hvert fald ville han gerne have hende til at sige det, som for at være sikker. De havde kun været på få dates, men for Josephs vedkommende havde det været nok til at konkludere, det han allerede havde følt før sommerferien: en ubenægtelig trang til at være sammen med hende have hende helt for sig selv.

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 320 [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Begge Jessies øjenbryn røg op for en kort bemærkning, før hun løftede blikket til Joseph med en indigneret lyd og puffede let til hans skulder. Hun himlede lidt med øjnene og havde lyst til at stikke ham en kvik og sarkastisk replik, da han efter sine drillerier spurgte reelt til hendes mening. I stedet nøjedes hun dog med at trække lidt på skuldrene og tygge på sin underlæbe. Hun slap ham med blikket, for i stedet at kigge ud på solnedgangen, og overvejede sine egne ord nøje, som hun sad der. Det lå ellers ikke rigtig til hende, at tænke før hun talte, men hun havde en stærk fornemmelse af at de forkerte ord kunne gøre en stor forskel lige netop denne gang.

Hun fugtede sine læber og rynkede panden lidt, før hun så tilbage på ham med et lille, skævt smil. ”Os?” I en pludselig indskydelse rakte hun frem og strøg to fingre over hans kind. Hun fulgte sin egen bevægelse med blikket og tog en dyb indånding. ”Hm. Jeg kan godt lide den måde det lyder på,” indrømmede hun, før hun lod sin hånd falde igen. ”Os.” Med et prøvende smil så hun ham atter i øjnene, imens hun forsøgte at abstrahere fra den lette rødmen, der uværgeligt skød op i hendes kinder. ”... Hvis du vil?”

[Joseph Adler]

And can you feel the Love tonight, how it’s laid to rest,
It’s enough to make Kings and Vagabonds believe the very best

Smilet nåede op til øjnene da Jessie tilfredsstillede ham ved at blive en smule tøsefornærmet. Han nød at kunne drille hende, uden hun blev sur eller ikke forstod det.
En smule mere alvorligt fulgte hans blik hendes hånd der langsomt strøg ham over kinden, og han tiltede hovedet en smule for at komme endnu tættere på hendes varme hånd. ”Det kan jeg også. Altså lide lyden af os”, sagde han lavmælt, selvom deres ordudveksling blev mere og mere forvirrende. Ligesom Jessie smilede han skævt da de fangede hinandens blikke, og han følte sig som et barn der lige havde fået den julegave han ønskede sig allermest. Nu kunne han bare ikke vente på, at pakke den ud!
”Det vil jeg”, erklærede Joseph endeligt, og kunne ikke helt forstå,at han nu havde en kæreste.
Glædesstrålende lænede han sig frem mod hende og gav hende et, nærmest beseglende, kys der brændte af indestængte følelser. Han lod forsigtigt hånden hvile på hendes hals, og der gik ikke lang tid før den gled om i hendes nakke og nussede forsigtigt. Han ville ikke gå for hurtigt frem, men lod hånden hvile forsigtigt på hendes lår.
Solen gled langsomt ned i baggrunden til der kun var få stråler tilbage. Det var intet mindre end et perfekt øjeblik, til at tage den slags beslutninger.

Tag: Jessie Blythe [/font][/size]
Ord: 218 [/font][/size]
Lyrics: Can you feel the love tonight [/font][/size]

[Jessie Taylor Blythe]

welcome
to my world
Tag: Joseph Adler

Jessies kinder glødede nogenlunde lige så meget som hendes maveregion, der føltes varm og som om den var fuld af sommerfugle. Hun lod sig dog ikke gå synderligt på af nogen af delene, men så blot på Joseph med øjne, der strålede, uden at hun helt var klar over hvor meget. Nervøsiteten var veget for en dyb tilfredshed ved viden om, at han var hendes og hun var hans, uanset hvad det så lige skulle betyde. Hun mødte ham villigt i et kys, der satte lydløse ord på præcis hvor meget hun egentlig havde tænkt på ham siden deres alt for flygtige møde på Diagonalstræde. Hendes fingre fandt tilbage i hans nakke og kærtegnede korte hårstrå, uden at hun havde lyst til at flytte sig særlig langt fra ham, hans varme eller hans behagelige duft.

Solen gik ned og efterlod mørke skyer med et skær af purpurrød, men Jessie så ingenting andet end Joseph, som de, ganske uskyldigt, fortsatte med at bekræfte hinanden i hvad det nu engang lige var de var. Da hun vendte tilbage til Gryffindors opholdsstue samme aften, var hendes læber afslørende røde, hendes hår et værre rod og hendes ånde påvirket af mængden af ildwhiskey, men intet af det betød noget. Hun var forelsket.

CLOSED