The reverse of the medal

[James L. Mowett]

The reverse of the medal

[/size]

- How I wish I could close my eyes and make it disappear

Døren ind til det lille kontor i Astronomitårnet stod på klem ud til gangen. En vag lysstråle faldt ud på stengulvet i det tomme observatorium, og blev kun brudt idet en elegant sort kat med orange pletter slangede sig ud igennem åbningen. Bag den blev døren åbnet helt op, og den lille professor Mowett satte sig på dørtrinnet bag den med et blidt smil. ”Af sted med sig på eventyr, Altair. Det her skal du ikke overvære.” opfordrede han venligt det lille væsen, og lod nænsomt sine fingre stryge som en cellobue over den bløde kattepels og den opadvendte hale. Det varede dog ikke længe, før katten var luntet afsted for at aflure slottet dets mangfoldige hemmeligheder, og James sad alene tilbage i sine sutsko, i en knælang sort kappe der bredte sig ud over det kolde stengulv som en blækklat og i en hvid skjorte med tilhørende sort vest udover. Man kunne ikke læse ud af klædernes simpelhed de anstrengelser, der havde ligget bag dem den dag. De skulle understrege hans autoritet som magiker og overhoved. I dag afhang alt af det.

Han lagde armene tæt ind til kroppen, lod hænderne lukke sig fast om albuerne og gik tilbage ind foran det store vindue på kontoret, hvor han havde tilbragt den sidste halve time. Følelsen af knugende uro i mellemgulvet fik ham til at knuge hænderne hårdere om albuerne, og han hævede hagen og fokuserede på dulmende, rytmiske åndedrag imens han så ud på det velkendte udendørsområde, som langsomt var ved at blive puttet af vinterens altopslugende mørke. Aldrig havde han følt sig mere nyttiggjort eller stoltere, end da han i år blev tildelt den hæderfulde position som Overhoved for Ravenclaw-kollegiet. Hans gamle rede, beboet af videnshungrende fugle, der mindede så meget om ham selv, både dengang og nu. De var om nogen de mennesker han forstod sig bedst på, og hans hjerte havde strålet som en lille stjerne og suset som en lille komet, da han fik lov til at påtage sig hvervet, på trods af sin manglende anciennitet. Han skyldte ikke blot skolen at leve op til deres store forventninger, men han skyldte mest af alt de fantastiske unge ravne han havde æren af at have under sine vinger at leve op til hvad de end måtte kræve af ham. Var der en ting han forstod sig på foruden sin elskede nattehimmel, var det følelsen af at være tvunget til at bære en hemmelighed alene uden at have en eneste fremudstrakt hånd. Og kunne han blot gøre tiden lettere for dem end det var for ham, hvis ikke han kunne hjælpe dem med at bære deres hemmelighed, ville han gøre det. Og indtil nu havde alt det de sidste måneder havde bragt ham overtrumfet selv hans allerstørste forhåbninger. Han havde aldrig følt sig så nyttig før udenfor observatoriet, som han gjorde nu. Alligevel tårnede der sig en udfordring op, som han ikke vidste om hans evner rakte til. Men han havde ikke et sekund været i tvivl om at han måtte se den i øjnene. Han havde måttet erkende at enhver medalje har en bagside. Og i James’ tilfælde var bagsiden autoritetens byrde.

James lod fingrene slippe albuerne og lod hænderne knytte sig sammen bag ryggen, imens han så ud på lanternerne, der tændtes langs stien op til slottet. Hvor nødigt han end ville gøre dette, havde han alt for længe passivt bevidnet unge Thomas Chancellors tydelige ignorering af ham. Og var det blot det, ville han snildt have ladet det stå på indtil dagen, hvor den unge ravn skulle flyve på egne vinger. Han havde ladet det stå på imens han blot var hans Astronomiprofessor; det at han tydeligvis ikke mente at James havde noget at gøre på skolen klandrede han ham ikke for, andet end på karakterbladet, når han ikke ydede en indsats i timerne. Den holdning delte mange andre foruden ham, både på skolen og i det omliggende samfund, unge såvel som gamle, og James ænsede det knap nok mere efter et liv iblandt den slags holdninger. Men nu hvor han var hans Overhoved var sagen en ganske anden. Ikke blot var det uanstændigt at en elev bevidst vender ryggen til sit eget Overhoved på grund af en meningssag, men nu var det også James’ ansvar at sørge for at han udviste den rette mængde af respekt for sine undervisere, uanset hvad deres blodstatus måtte være og hvad Thomas måtte tænke om denne. Der var andre af hans kolleger der delte James’ baggrund, og det var hans pligt overfor dem at sørge for at en af hans ravne udviste den rette pli overfor dem som deres position på skolen forudsatte. Udsigten til den nært forestående samtale var pinefuld. Det var ikke den del af jobbet han havde ønsket at udforske mest, selvom han altid havde vidst at der måtte komme et opgør en dag. Og som enhver anden af hans ravne tænkte han kun godt om Thomas. Uanset hvad han måtte tænke om ham. Den unge mand var kvik, det vidste James. Netop derfor frygtede han at hans eget forsøg på at få gjort noget ville være forgæves.

Han havde ladet vejleder Moore overbringe Thomas en rulle pergament denne morgen, hvori han havde skrevet at han ventede ham på kontoret efter skoletid til en samtale. Han var mere end bevidst om hvor mugglerisk det måtte forekomme at få sin besked givet på den måde, men skolens ugler havde bedre ting at tage sig til end at bringe hans breve ud, såsom at spise morgenmad, mente han. Han havde blot skrevet ”en samtale om tolerance” i pergamentet. De vidste begge godt hvad det dækkede over. Ellers ville de finde ud af det snart, tænkte han for sig selv og smilede for sig selv. Thomas kunne være her når som helst, vidste han. Ikke desto mindre kunne han mærke at han måtte foretage sig noget mod den lurende nervøsitet. Han vendte sig om til skrivebordet og tog sin illustrerede udgave af Vinden i Piletræerne op fra den øverste skuffe. Med et lille vift med tryllestaven sprang flammen i petroleumslampen på bordet til live, og de levende lys samt faklerne i rummet tændte sig selv. James placerede sig ved bordet og smilede for sig selv, idet han tog bogen op i hænderne og begav sig ind i Muldvarpens fortryllede og illustrerede verden, et sted hvor ansvar og pligt for et øjeblik ikke eksisterede.

Ems: Jeg undskylder mange gange for ventetiden!

[/blockquote][/justify]

[Thomas Chancellor]

Dirt tends to stick 'till you take the time
to remove it properly
Tag: Professor Mowett

Thomas var ikke ligefrem begejstret for Ravenclaws vejleder igennem det sidste halvandet år. Det ville dog være en forvrænget overdrivelse at sige, at han havde givet sig tid til at lære ham at kende. Arthur Moore var mugglerfødt og fik dermed ikke som sådan nogen chance hos den ældre kollegianer, for at bevise at han måske var andet end uvelkommen. Da han overrakte Thomas et stykke pergament med en tid, en titel og deres fælles overhovedes underskrift, havde han derfor blot rynket en anelse på næsen, som om en dårlig lugt sneg sig ind på ham.
Det var da heller ikke helt forkert at der hang en hvis rådden emmen omkring det ros, der var blevet lukket ind på Hogwarts igennem alt, alt for lang tid uden spørgsmålstegn fra selv ledelsen. Det var ikke en fysisk lugt, men en fornemmelse af at noget var forkert. Noget, der tilsyneladende blankt blev ignoreret af en stor del af skolen. Thomas var imod de brutale metoder som en ukendt forbryder havde benyttet sig af sidste år, da professoren i mugglerstudier blev slået ihjel, men han var ikke som sådan uenig med både morderen og den person, der senere havde udråbt en god del af Ivory-slægtens arvinger som blodforrædere. Vejen derhen var forkert, umenneskelig ligefrem, men målet – at befri den magiske verden for de upassende elementer – kunne han ikke få sig selv til at se skævt til.
Det var den holdning, der havde sat en stopper for hans aktive deltagelse i astronomi-timerne. Han læste baggrundsmaterialet, han lyttede til ordene og han afleverede sine opgaver, men samtidig havde han besluttet sig for ikke at anerkende underviserens tilstedeværelse. Det var startet før Professor Mowett blev udnævnt til Ravenclaws overhoved og det fortsatte nu. Han havde ingen intentioner om at gøre noget anderledes, fordi alternativet ville være at han viste sin komplette mangel på anerkendelse af underviseren helt åbenlyst. Den slags kunne få ham smidt ud i værste fald. Hans tavse trodsighed var flabet, men det var ikke grund til andet end lavere karakterer, som han kunne bringe op til den endelige eksamen. Indtil nu.

Da klokken nærmede sig tidspunktet på den fladtrykte rulle med pergament i Thomas' lomme, rejste han sig fra sin placering på sin egen seng. Han lukkede sin bog i, stak noterne ind på et passende sted imellem siderne og lagde den fra sig i den opslåede kuffert, der indeholdt størstedelen af hans ejendomme på slottet. Det var uden forventninger om andet end ligegyldige formaninger, der snildt kunne ignoreres, at han forlod sovesalen og opholdsarealerne og satte af sted imod astronomi-tårnet, for at finde den muggler, der mente at han havde en ret til at belære ham.
Hvis ikke det var fordi det var så tragisk, ville det næsten have været morsomt, men Thomas hverken grinede eller smilede, som han bevægede sig igennem den øvre del af slottet. Derimod havde hans ansigtsudtryk en slående lighed med en stenstatue. Statisk, ubevægelig og tømt for følelser. Han bevarede det hele vejen op af stentrappen og bar det, da han løftede sin ene hånd, bankede på en enkelt gang af ren vane og derpå droppede formaliteterne for blot at træde ind, lukke døren efter sig og betragte Professoren med yderste ligegyldighed. ”De ville tale med mig,” bemærkede han hult, uden at gøre mine til at sætte sig ned. Han tænkte for sig selv, at det nok skulle blive en kort samtale, hvori muggleren ville forstå det nyttesløse i at forsøge at opdrage på ham, som om han havde den ret.

[James L. Mowett]

The reverse of the medal

[/size]

- How I wish I could close my eyes and make it disappear

Idet den hule lyd af et enkelt bank på hans dør brød stilheden, tvang James sig selv til at vedblive at holde blikket fæstnet på en sort/hvid-illustration af Grævlingens hule, indtil at døren blev lukket i og Thomas’ konstaterede at han havde ønsket at veksle et par ord med ham. Man kunne ikke sige noget til hans punktlighed, måtte han indrømme. Ligesom at han uden tvivl gjorde en ligeså god indsats i Astronomitimerne som i de andre fag, blot med den undtagelse at han ikke deltog i timerne for ikke at anerkende James’ tilstedeværelse på skolen. Han vidste fra hans kolleger at den unge mand, der netop havde talt til ham, var begavet. Det kunne han også selv se. Han udviste ikke direkte trods eller var opsætsig, men var subtil nok med sin foragt til kun at lade den fremstå som manglende anerkendelse. Men den var ligeså kraftfuld. Jovist, det var begavelse. Han vidste præcis hvad han gjorde. James trak vejret dybt ind igennem næsen, hævede blikket fra de gulnede sider og lod de koksgrå øjne hvile et øjeblik på Thom, inden han nikkede i hans retning. ”Ganske rigtigt. Tag plads, Thomas.” opfordrede han høfligt og slog hånden ud imod en dueblå lænestol foran skrivebordet, velvidende at han næppe fik den unge mand til at sidde i den. Han trak hånden til sig igen og lukkede med stor forsigtighed bogen sammen igen, som var den et dyrebart og skrøbeligt stykke pergament, og gemte den af sikkert vejen i en af skrivebordsskufferne, inden han lænede sig tilbage i stolen, lod hænderne låse sig om albuerne og så på Thomas med et eftertænksomt blik, imens han kæmpede for at holde sit nervøse hjerte i ro. Du er en stjerne. En stærk, lille, urørlig stjerne. hviskede hans indre beroligende, og han forsøgte at lade fingrene være små imaginære viskelædre, der strøg hen over hans albuer og viskede hans nervøsitet og hjertebanken væk. En lille magiker med en lille mugglers viskelæder. Det var ikke til at sige hvad den lille professor tænkte på, idet han blot lod de koksgrå øjne studere den unge mand foran ham.

Så brød et svagt suk tavsheden, og han blev atter nærværende, idet han rettede sig op i stolen og så mod Thomas’ øjne med et indgående blik. ”Denne samtale burde være overflødig. Men den er tydeligvis mere nødvendig end nogensinde før. Jeg skal redeligt indrømme at jeg, da jeg blot var din Astronomiprofessor, ikke tillagde din indstilling overfor mig megen betydning. Men som dit Overhoved er det min pligt at sørge for at du behandler mine kolleger med den mængde respekt deres stilling forudsætter, hvad end det er for personlige skrupler der måtte ligge til grund for din nuværende opførsel.” bemærkede han roligt og lagde hovedet på skrå, hvorefter han smilede eftertænksomt. Bemærkelsesværdigt nævnte han ikke sig selv. Han var blevet så vant til at møde holdninger som Thomas' i det magiske samfund (og i samfundet udenfor), at han knap nok lod sig mærke af dem mere. ”Det er en ting at have en mening, hvilket du tydeligvis allerede har formet og også er fuldt berettiget til at have. Men noget andet er hvordan man forvalter den. Og det er netop det, vi skal tale om.” fortsatte han og smilede mildt, idet han kom på benene, trådte om bag lænestolen og måtte vippe sig op på tæerne for at se ud over stoleryggen og over på Thomas. ”Man kan nok tøjle en Hippogrif, men man kommer ingen vegne ved ikke at lytte til den. Det samme gælder i dette anliggende, tror jeg, så jeg vil stille det spørgsmål, jeg har funderet over i mange år. Hvori består stridens æble, Thomas? Hvad har igennem disse mange år været – og er - årsag til din kølige distance og manglende accept?” spurgte han oprigtigt nysgerrigt og så på ham. Han havde opsat mange hypoteser om det – alt fra hans blodstatus til at hans manglende højde. Men han skulle bruge et håndgribeligt udsagn for at kunne fremskaffe den tolerance, der var hans mål. Og desuden var han ikke forfalden til blot at belære en elev. Han troede på dialog. James kunne prædike nok så meget han ville, hvis ikke Thomas var indstillet på at lytte. Det måtte han få ham til at blive. I hvert fald forsøge på det, tænkte han.

[/blockquote][/justify]

[Thomas Chancellor]

Dirt tends to stick 'till you take the time
to remove it properly
Tag: Professor Mowett

Thomas veg ikke en mine, som han gjorde sit indtog på kontoret og standsede et godt stykke fra Professorens skrivebord. Han stod ret og rank, lod sit blik falde til bogen på bordet, før han i stedet så direkte på Mowett, uden nogen slør af påtaget respekt. Der var ingen grund til minespil. Hans egne holdninger til undervisere til trods var han klar over, at han ikke kunne være helt dum, når nu han havde opnået den position han havde. Af samme grund hævede han blot et enkelt øjenbryn en anelse af opfordringen og undlod at følge den, uden at undskylde sig selv. Han brugte ikke tid på at afvise noget verbalt, men forblev ganske enkelt stående, nægtende alene med sin fortsatte fysiske placering, imens han betragtede sin underviser og overhoved, aldeles uimponeret.

Det blik han modtog til gengæld virkede som om det forsøgte at finde ud af hvilken størrelse han egentlig var. Thomas kunne på ingen måde gengælde interessen. Han var uendelig ligeglad med hvilken størrelse Professoren var, ligesom han var evindelig uinteresseret i hans grundlag for at bede ham om på sit kontor. Igennem ordstrømmen krydsede han armene over hinanden, trak vejret stille og roligt og markerede sig det tilsyneladende gennemsyrende altruistiske motiv, som ville være en fin joke at genfortælle senere.

Han lyttede, selvom han tilsyneladende var på vej på en drømmerejse til et andet sted, stående som en anden stenstatue uden at rykke sig ud af stedet, før muggleren bad om en forklaring. Endnu et hævet øjenbryn og en dyb indånding senere, rystede Thomas en anelse på hovedet med en lettere opgivende mine. ”Intet,” bemærkede han simpelt i hvad der tydeligvis var en løgn. Han foregav intet andet, men smilede blot vagt, en anelse hovmodig i sin fortsatte idé om, at han stod overfor en mindreværdig. ”Jeg aner ikke hvilket stridens æble, der er tale om. Hvis det er en bekymring for min opførsel, der er anledning til denne samtale, kunne det så eventuelt også være emnet for den?” Han klarede halsen en anelse, rettede ryggen og betragtede Professoren med en tilsyneladende spørgende mine, som om han ikke lige havde nægtet at svare på et spørgsmål og smidt en flabet bemærkning om at Mowett ikke kunne finde ud af at holde sig til det rigtige emne.

[James L. Mowett]

The reverse of the medal

[/size]

- How I wish I could close my eyes and make it disappear

James trådte ned på fødderne igen og tog et skridt ud fra den stoleryg, der et øjeblik skjulte ham, før han stillede sig rank og betragtede Thomas med hænderne foldet sammen i en kugle på ryggen. Den neutrale mimik og den tilsyneladende hærdede fysiske armering som hans elev lod til at bære, sådan som han var blottet for nogen som helst bekymring eller – mest skræmmende af alt – respekt, var et foruroligende syn for James. Direkte skræmmende, kunne han mærke, sådan som han måtte tvinge sig selv til at se på den yngre elev i stedet for at se væk. Thomas Chancellor lignede en uhyrlig høj stenskulptur, hvor man med blot en lille snert af fantasi kunne forestille hvert eneste træk blive grundigt tilrettelagt bag panseret. Den eneste respons, der kom på James’ indledende bemærkninger var et løftet øjenbryn og et par krydsede arme, der lod til at forstærke den ydre uigennemtrængelighed og vise præcis hvor meget ordene påvirkede ham. I det øjeblik følte James sig meget lille og meget magtesløs. Var han i virkeligheden slet ikke egnet til netop den her opgave? Han lukkede øjnene kort, trak vejret stille igennem næsen og hævede hovedet let. Selvfølgelig kan du klare det. Rektor havde ikke valgt dig til noget så betydningsfuldt, hvis du ikke allerede havde bevist dit værd til så betydningsfuld en titel og din evne til at bære autoritetens epauletter. Husk: du er en utrolig lille stjerne, flere tusind lysår væk, men hvis stærke glød stadig kan ses fra jordkuglen. Hvad kan han dog gøre dig hernedefra? Selvfølgelig havde han ret. James ville i hvert fald gerne tro på at han selv var en stjerne. At han havde ret til at være i sit fantastiske univers, at han altid havde hørt hjemme i magiens verden, men blot var blevet udsat for en ekstra styrkeprøvelse ved at blive plantet i "mugglernes verden". Det gav da en smule styrke at tænke sådan.

Han fokuserede tidsnok til at nå at høre Thomas’ stemme, akkompagneret af et opgivende udtryk, langt om længe bryde den nervepirrende stilhed imellem dem. Ordene som de blev sagt var der ingen som helst fornærmelse i, men i forhold til den sammenhæng han besvarede med dem forekom de nærmest nedladende. Subtilt nok til at han bemærkede dem og mentalt kunne mærke den lussing han fik, men ikke udtalt nok til at han lod sig mærke af det udadtil. Han gengældte det vage smil hos modparten med et eftertænksomt smil, inden han trådte et enkelt skridt nærmere Thomas og stoppede op ved den ene ende af skrivebordet, hvor han lod en hånd hvile på bordets overflade. ”Jeg havde nu ikke ventet at en subtil hentydning ville gå ligeså nemt hen over hovedet på dig som alvoren af denne samtale, Thomas. Oprigtigt talt havde jeg troet at du ville være i stand til at drage en rationel følgeslutning om samtalens emne ud fra den besked jeg lod Moore overbringe dig i morges.” Han holdt en pause og tænkte sig om, inden han fortsatte: ”Selvom det nok kommer bag på dig, ville jeg ikke have kaldt dig herop hvis jeg blot var bekymret for din opførsel. Tværtimod.” afsluttede han med et intetsigende smil og hævede et øjenbryn i Thomas’ retning, inden han gik om bag skrivebordet igen og satte sig i stolen. Sætningen før var blevet sagt uden nogen som helst form for følelsesmæssig indblanding, men han kunne mærke hvordan det langsomt var ved at boble op til overfladen, som havde han indre lava i halsen, der gerne ville ud. Han sank en klump og kiggede væk fra sin elev et øjeblik, hvorefter han fortsatte lettere filosoferende: ”Vi er i en helt anden og mere dyster ende af universet nu. Jeg var bekymret, da jeg blot underviste dig, men valgte at slå det hen som et sort hul, der blot ville eksistere for tid og evig. Men det har udvidet sig foruroligende og truer med langt værre ting. Som dit Overhoved fyldes jeg af skamfuldhed, når jeg ser hvordan du sætter Ravenclaws gode navn og ry på spil, sådan som du forvalter dine meninger overfor dine lærere, hvilket udgør stridens æble. Overfor mig ligeså vel som andre lærere. Meninger, som du tydeligvis har godt styr på, men som du tydeligvis ikke ved hvordan du skal ytre korrekt.” Han formåede at holde sin stemme i ro, selvom han mest af alt havde lyst til at rejse sig op og lade sit temperaments yderste flammer, hvor mildt det ellers plejede at være, tale. Især når Thomas stod sådan, fik han trang til det. Men det måtte han for Guds skyld ikke. Han rankede sig og drejede hovedet lidt på sned: ”Det er en samtale om tolerance vi skal have. Og siden jeg har budt dig herop til en samtale og ikke til et belærende foredrag, kan du nu få lov til at give din mening om hele miseren.” bemærkede han venligt og smilede oprigtigt, idet han atter høfligt lod en hånd pege sigende imod stolen foran skrivebordet, dog stadig overbevist om at hans elev ville forblive stående, skræmmende og kontrolleret, foran ham.

[/blockquote][/justify]

[Thomas Chancellor]

Dirt tends to stick 'till you take the time
to remove it properly
Tag: Professor Mowett

Thomas holdt sig for god til at himle med øjnene og sukke af sine undervisere – selv dem, der efter hans mening ikke hørte til på skolen. Han kunne dog stort set lige så godt have gjort netop det. Hans lettere belærende ord og den komplette mangel på respekt, der lå i dem, fremgik tydeligt som dagslyset og han forventede halvt om halvt at Professoren enten ville blive temperamentsfuld eller opgive sit forehavende med det samme.

At forudsige om fremtiden var imidlertidig håbløst hvis ikke man var seer og det måtte han sande atter engang, da den lille muggler standsede bag sit skrivebord og talte igen. Thomas hævede begge øjenbryn en anelse, lyttede og knyttede i et kort sekund sin ene hånd sammen til en hård knytnæve, før han løsnede fingrene igen. Han trak vejret langsomt ind, betragtede sit overhoved i komplet tavshed og ventede til han fortsatte, uden selv at byde ind med noget. Under de reprimanderende ord, der fulgte, voksede den svage misbilligende og uklædelige næserynke frem igen og han så mærkbart ud som om der lugtede grimt i lokalet, hvilket der på sin hvis, rent metaforisk, også gjorde.

Hans mening omkring underviseren fremgik ikke mindre klart end hans handlinger havde gjort den for længst og han havde, ikke ulig Professoren, lyst til at slå i bordet, stampe i gulvet eller blot verbalt give udtryk for sin vrede over at blive sat stolen for døren af en, der var så uværdig. Intet af dette kom dog til udtryk i andet end let anspændte skuldre over krydsede arme og han fremstod endnu som en stenstatue eller en af slottets mange, ubevægelige rustninger. Han besvarede ikke overhovedets smil, men så blot mørkt på ham, som en lille tordensky, der nægtede at gå i udbrud. ”Med al respekt,” begyndte han stift, tydeligvis uden lige netop det han selv omtalte som det første. ”Så ved jeg ikke hvilken misære der er tale om.” Han løsnede sine krydsede arme og lod dem falde til sine sider, uden af den grund at løse reelt op i sit statuelignende kropssprog. ”Jeg dukker op til alle undervisningstimer, jeg laver alle afleveringer efter bedste evne og jeg har aldrig taget et grimt ord i min mund om nogen professor på stedet.” Han klarede halsen og knyttede kortvarigt den ene hånd igen, i en anstrengt bevægelse. ”Hvad min personlige holdning er forekommer irrelevant. Jeg har nøjagtig så meget ret til min mening som enhver anden.”

[James L. Mowett]

The reverse of the medal

[/size]

- How I wish I could close my eyes and make it disappear

Idet Thomas atter valgte at ignorere hans opfordring til at sætte sig ved skrivebordet, mærkede James den ulmende følelse af magtesløshed skylle ind over sig endnu engang, og han skyndte sig at se hen imod et vindue for at skjule det værste af sin tvivl. Eleven var omtrent ligeså modtagelig for hans ord som skrivebordets overflade ville være overfor hans lille hoved lige nu. Det lød fristende at fremkalde en smertenshamren der ville overdøve de kolde ord og samtidig få afløb for hans indre og sjældne vulkan af frustrationer, som Thomas havde fremprovokeret, men allerede inden han havde nået at vænne sig til tanken, tvang han sig selv til at vågne op fra sin tankestrøm. Selvom det kun ville blive mere smertefuldt fra nu af, nægtede han at give op. Trodsigt lod han blikket glide tilbage til Thomas, imens at han rankede hovedet og mekanisk trak hånden tilbage. James ville ikke servere ham en så direkte mulighed som det scenario han netop havde forestillet sig på et sølvfad, så Thomas oprigtigt kunne stille spørgsmål ved hans autoritet. Han tvang sig selv til at se på Thomas igen, tids nok til at høre ham indledende sine ord med ’respekt’. Respekt er ikke selvfølgeligt, det er selektivt, og det ved du vist bedst af alle! Så begynd ikke din tale med at misbruge ordet respekt, når du opfører dig alt andet end respektfuldt og jeg kan høre at du ingen intentioner har om at vise mig respekt. James bed omgående sig selv hårdt i tungen for at sikre sig at ordene ikke kom over hans læber, upassende og uhøflige som det ville være i hans position at ytre den slags, og han mærkede hvordan hans øjne vædedes og hans elev fremstod svagt sløret af vandet i øjnene. Han lukkede dem hurtigt i håb om at stoppe vandstrømmen, men fortsatte uanfægtet med at lytte til ordene.

James lod ham tale færdig uden at afbryde, hvorefter han trak vejret dybt og trådte et skridt ind bag skrivebordet for at skjule hvordan hans ben rystede under ham. Han kunne ikke lade være med at være en smule urolig. Han åbnede øjnene igen, nu en del mindre besværet af smertenstårer. ”Javist, både dit fremmøde og din skriftlige indsats i timerne er fuldstændig upåklageligt. Men de to ting er vist også alt hvad der gør sig gældende i mine timer, har jeg bemærket.” begyndte han med alvor i stemmen og betragtede Thomas uden at bevæge sig. ”Ganske vist har du aldrig ytret et eneste skændselsord mod en af mine kolleger, men du har til gengæld heller aldrig mælet et eneste ord til mig i timerne. Og jeg er ikke den eneste underviser, som har oplevet en sådan opførsel fra din side, så vidt jeg har forstået. Selvom du ikke åbenlyst foretager dig noget, der kan virke respektløst overfor mig, taler stilheden i mine timer for sig selv. Og jeg behøver vel næppe at minde dig om at der i stillingen ”professor” er indbygget både en naturlig autoritet og et krav fra skolens side om at eleverne respekterer denne, på trods af hvad deres personlige indstilling til den pågældende professor måtte være.” fortsatte han uden at skynde sig med ordene og støttede en hånd på skrivebordet. Han tog sig god tid til at få vejrtrækningen under kontrol og mærke ømheden i tungen, imens han overvejede de næste ord. Med hans kollegers og hans rang var respekten fra eleverne ikke selektiv. Der var den selvfølgelig.

"Jeg er ikke alene din professor, men også dit Overhoved. Og derfor er det en af mine opgaver at råde dig, selv hvis du helst var disse råd foruden.”[/b] påpegede han, nu uden rystende ben. ”Du er naturligvis berettiget til din mening, som alle andre er berettiget deres, men den berettiger dig ikke til at trodse dine foresatte, hvis din mening strider imod dem. Hverken på Hogwarts eller i det magiske samfund. Og den berettiger dig heller ikke til at trodse almen god tone og opførsel. Derfor skulle jeg mene at din mening ikke er helt irrelevant for vores samtale om din behandling af dine lærere. Dog vil jeg kun tale om den, ikke for eller imod den. Min opgave er kun at vejlede, ikke at overbevise.” James bed sig i læben, inden han fortsatte. ”Undertiden bilder jeg mig selv ind at du i timerne forsøger at ignorere mig ved at forblive stiltiende. Er der nogen substans i denne betragtning, eller findes der en anden og bedre forklaring på din opførsel i mine timer?” spurgte han og trådte ud fra skrivebordet igen, imens han anspændt afventede Thomas’ svar. Nu var spørgsmålet stillet. Det han havde funderet over så længe og som fik ham til at føle sig urolig for svaret.

[/blockquote][/justify]

[Thomas Chancellor]

Dirt tends to stick 'till you take the time
to remove it properly
Tag: Professor Mowett

Thomas havde ingen idé om, at han gjorde sit overhoved nervøs. Det havde dog næppe gjort den store forskel for ham, idét hans formål aldrig havde været at terrorisere professoren. På sin hvis var det ikke hans egen fejl, at nogen havde bildt ham ind, at han var en rigtig troldmands ligeværdig. Medmindre de vilde teorier om at mugglerfødte i virkeligheden stjal deres evner passede – og det kunne han trods alt ikke overbevise sig selv om – så var Mowett tildels uskyldig som et lille lam, men det gjorde ham ikke mere til Thoms egen ligemand – eller endda overmand.

Han hævede et øjenbryn, temmelig uimponeret, men virkede alligevel som om han lyttede til de mange belærende ord, imens han stod ret op og ned og betragtede professoren. Et billede af et lille lam tegnede sig i midlertidig inde i hans hoved imens og var nær ved at få det til at hive afslørende i hans mundvige. Det mentale billede sammen med svadaen om hvad der lå i stillingen ”professor” fik ham diskret til at klare halsen, før han atter så lige så distanceret på sit overhoved, som om intet havde forstyrret hans tanker.

Han tog en dyb indånding, sukkede lydløst og krydsede armene foran hinanden igen, uden helt at kunne lade være med at hæfte sig ved at den dialog professoren havde snakket om var blevet til en enetale. At det komplet var hans eget ansvar, eftersom han ikke just havde været snakkesalig, valgte han bevidst at overse. Da der rent faktisk dukkede et spørgsmål frem af ordene rynkede han panden i sin vel nok første tilkendegivelse af at overveje sit svar, men var alligevel mere fokuseret på hvordan han kunne undgå at svare sandfærdigt end hvordan han kunne svare fyldestgørende. I et pludseligt anfald af fandenivoldskhed valgte han dog brat en anden strategi. ”Selvfølgelig er der substans i den betragtning,” sagde han tørt, uden at slippe underviseren med blikket. ”Når alternativet er åbenlyst at dele min – og en stor del af skolens – mening om en professor, som grundlæggende ikke hører til, så har jeg betragtet det som det mest diplomatiske at holde munden lukket.” Han hævede begge øjenbryn en anelse. ”Hvilken løsning er bedst? At udvise direkte eller indirekte disrespekt? Der er kun de to muligheder. Jeg har ikke tænkt mig at foregive, at jeg støtter tilstedeværelsen af såkaldte mugglerfødte – elever eller undervisere – men jeg tilsviner ingen af jer. I er trods alt også mennesker, omend ikke magikere.”

[James L. Mowett]

The reverse of the medal

[/size]

- How I wish I could close my eyes and make it disappear

Havde James haft adgang til Thomas’ detaljerede menings- og billedkabinet i det øjeblik, var det tvivlsomt om hvorvidt han havde kunnet få bugt med anspændtheden og den lurende uro i maven. Lykkeligvis var han uvidende om dem, som det lille uskyldige lam han netop var blevet afbildet som. Den lille professor var blevet mødt med holdninger som hans allerede inden hans første måned på skolen var omme, og efterhånden havde han udviklet en stoiskhed og et skjold imod de hårde ord, som han ufrivilligt havde lagt øre til et utal af gange. Thomas’ ord var blot som gamle ar der stadig sved, og James kunne efterhånden ikke mærke smertensstingene mere. Han tog heller ikke ordene personligt. Sandt at sige var det nok den mening der stod stærkest udenfor skolens mure. Men hvad der nagede ham og sårede ham var at en af hans egne ravne, de fugle han selv søgte at beskytte, havde det syn på ham. Det sårede og foruroligede ham mere end noget andet; han følte at han svigtede den tillid, der var blevet givet ham som Overhoved. Imens der herskede stilhed imellem dem slog han armene omkring sig selv og tog et par skridt frem og tilbage på gulvet. Adspredelsen fik ham langsomt til at finde sig selv igen og han gjorde holdt igen ved skrivebordet, tidsnok til at se eleven atter indtage sin stenstatuepositur og tørt svare ham igen på hans spørgsmål. Svaret forekom ham overraskende nok befriende, og han kunne ikke lade være med at krænge mundvigene en lille smule opad, imens han eftertænksomt bed mærke i hans ord.

James vedblev også at fastholde sin elev med blikket, imens han talte til ham. ”Og det var en udmærket løsning, hvis ikke din holdning kom ligeså åbenlyst til udtryk gennem din kølige diplomatiske stiltien. Det er usømmeligt at du lader dine personlige overbevisninger blande sig ind i din undervisning. Hvordan vil det ikke se ud om fem år, hvis du skal samarbejde med en muggler og vælger denne tilgang?” spurgte han og rankede sig op, idet han fortsatte. ”Jeg kerer mig ikke om præcis hvad din modvilje mod hverken mig eller andre professorer på skolen er eller hvor mange, der sympatiserer med dig. Det legitimerer ikke din opførsel. Og som Overhoved er det min pligt at sørge for at du udviser den grad af respekt og tolerance, som skolen forlanger af dig. Hverken mere eller mindre.” bemærkede han og lod Thomas få et øjeblik til at tænke over sagerne, inden han fortsatte. Dog var han inderst inde glad for at høre at Thomas blot tænkte sådan om dem og ikke kastede skældsord efter dem. Han havde heller ikke regnet med det. Det var han for klog til. ”Er det grundlæggende krav for en professor ikke at denne skal være kvalificeret til sit fag? Det skulle jeg mene både mig og mine kolleger er.” sagde han kort. ”Idet jeg tilsyneladende ikke kan få dig til at skifte mening, vil jeg forsøge at få dig til at varetage din mening anderledes. Du kan ytre din mening udenfor klasselokalet. Når du er til mine timer ser jeg gerne at du tilsidestiller din personlige mening om mig og deltager i timen. Du foregiver ikke nødvendigvis at du accepterer min tilstedeværelse. Blot at du indordner dig efter skolens reglement.” påpegede han.

Han kunne ikke ignorere Thomas’ sidste sætning, selvom han havde prøvet at lade sine egne meninger falde helt udenfor og hævede misbilligende et øjenbryn. ”Det er venligt af dig at du i det mindste stadig ser os som mennesker. Det er det ikke alle, der gør.” erkendte han ærligt. ”Men på hvilke punkter lever vi ikke op til din definition af en magiker? Alene på det faktum at vi ikke tilhører en ældgammel slægt? Man forviste ikke bondestanden, blot fordi der fandtes adelige i den feudale middelalder. Og når vi er blevet en del af jeres samfund og har lært præcis det samme som jer – endda uden at være blevet spurgt og uden at ane at en magisk verden eksisterede før vores 11. års fødselsdag – kan jeg ikke se hvorfor vi skulle være mere uværdige magikere end jer andre.” spurgte James nysgerrigt. Han turde ikke tænke på hvad der var sket, hvis han ikke selv havde modtaget brevet den dag. Men et eller andet sted vidste han godt at der var en mugglerdel i ham, der ikke kunne ignoreres. Han gjorde mange af sine almindelige pligter som en muggler, fordi magien skulle behandles som noget helt særligt. Han kunne ikke blot tage magien for givet.

[/blockquote][/justify]

[Thomas Chancellor]

Dirt tends to stick 'till you take the time
to remove it properly
Tag: Professor Mowett

Thomas veg ikke en mine, som professoren gav sig ud i en overvejelse omkring det upraktiske i at have faste holdninger og stå ved dem. Han undlod at besvare det halvvejs retoriske spørgsmål og rynkede blot en anelse på næsen. Det var en latterlig tanke at han skulle udvise respekt overfor muggleren foran ham, der så åbenlyst – i Thoms øjne – ikke fortjente andet end en fribillet tilbage til sin egen verden. Ud over at være uværdig i kraft af sit svagelige blod var han også mild og eftergivende. Alt for mild og eftergivende. Den nuværende situation var den mest bastante han havde set ham i til dato og selv nu virkede han latterlig med sine ord om tolerance. Havde Thomas ikke været tolerant? Han mindedes så mange andre med holdninger langt mere rabiate, som udtrykte dem klarere end han nogensinde havde gjort eller ville gøre.

Begge hans øjenbryn røg en anelse op ved det uortodokse foreslag om stiltiende uenighed, som professoren fremlagde. Han var fristet til at spille dumstædig og fladt ud nægte, men nøjedes med at betragte sin underviser med en god del skepsis, som den anden øjeblikket efter besvarede. Det var næsten morsomt, den måde de stod på, begge kritisk indstillet til hinandens holdninger og med lignende udtryk af misbilligelse. Thomas fandt det i midlertidig ikke videre sjovt at have noget tilfælles med professor Mowett og så heller ikke situationen som videre underholdende. Han havde hørt argumenter, der gik imod hans egne, i hele sin skoletid.

Professorens spørgsmål skabte ikke en udpræget ny vinkel på det gennemdiskuterede emne og Thomas besvarede det indledende blot med et skuldertræk. Så klarede han i midlertidig halsen en anelse og rykkede lidt på skuldrene. ”Det er ikke blevet bevist at det skulle være muligt for to mugglere at undfange et barn med magisk blod i årene. Eller hvordan,” sagde han kortfattet. Han krydsede armene over hinanden og rynkede panden. ”Kan jeg gå nu?” Det var lige før han skar en lille grimasse eller himlede med øjnene, men i stedet sugede han en ordentlig portion luft ned i lungerne. ”... Jeg vil tilsiddesætte min personlige mening og deltage i astronomitimerne på lige fod med mine klassekammerater, Sir.” Det sidste lille ord formåede på en eller anden måde at antage en nærmest hånende tone på sin vej ud af Thoms mund. Hans ansigtsudtryk var dog uforandret og øjenbrynene let hævet i en afventende mine.