A flutter of wings

[Simon Amos Lithgow]

signed, sealed
delivered
Tag: Betrys Griffith

Solen gik langsomt ned over det grove, smukke, skotske landskab og ned over Hogwarts. Inde på skolen var der i midlertidig masser af aktivitet. Aftensmaden var for længst overstået og ude i opholdsstuer og på fællesarealer var der gang i socialiseringen, fornyelsen af de gamle venskaber og dannelsen af nye. Simon havde selv siddet iblandt en hel flok jævnaldrende og underholdt med en eller anden ligegyldig historie om sin sommerferie, da det gik op for ham, at han stadig ikke havde fået sendt det brev hjem til sine forældre om en god ankomst, som han ellers havde lovet dem adskillige gange før han tog af sted.

Følgelig var han nu, efter at have skriblet et par korte, hurtige ord ned på en seddel, på vej hen over den let fugtige jord imod ugleriet. Han havde passende bestikkelse med til sit kommende valg af budbringer og som sædvanlig uden for skoletiden havde han givet pokker i den sorte kappe og blot hevet en varm uldtrøje over sit tøj, før han begav sig ud i det kølige efterår. Uden på trøjen sad naturligvis, som altid, det obligatoriske vejlederskilt. Han satte foden på det første trappetrin og var hurtigt oppe og på ind i den cylindriske bygning med de mange fugle.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Det blæste koldt i ugleriet, hvor vinduerne ikke havde ruder som i resten af slottet. Betrys fumlede med brevet, hun var i gang med at sætte fast på en ugles ben, fordi hendes fingre var blevet så kolde, og uglen tudede utålmodigt og snappede meget ukærligt efter hendes skulder. Godt nok ville Betrys ikke begræde en ødelagt skolesweater, hvis uglen nu skulle få fat med sit næb, men skulderen ville hun helst gerne beholde intakt - derfor havde hun anstrengelsen malet i trækkene, mens hun strammede tråden omkring uglens ben. Da hun endelig lykkedes med sit foretagende, strøg uglen forbi hende og ud af at af de mange tårnvinduer.

For fem minutter siden havde Betrys ikke været alene i ugleriet. To andre elever havde været deroppe for at sende breve afsted, hovedsagelig til familie, der som sædvanlig skulle vide, om Hogwarts mure stadig stod i det nye skoleår, men selv havde hun fumlet så meget med sit brev, at hun var blevet efterladt alene. Derfor fik hun et chok, da hun drejede om på hælen og pludselig så lige ind i Simons øjne, hvor hun havde forventet at se himlen udenfor. "Hey!" udbrød hun, hårdere end det var intentionen, og løftede næsten med det samme den ene hånd i en undskyldende gestus. "Simon din sniger." sukkede hun i et betydeligt mildere tonefald og satte i stedet hænderne i siden. "Har du aldrig lært at give dig selv til kende? Jeg kunne have forhekset dig!"

[Simon Amos Lithgow]

signed, sealed
delivered
Tag: Betrys Griffith

Simon hævede begge øjenbryn og kom til at smile lidt for bredt over Betrys tydelige overraskelse. Han rømmede sig lavmælt, men kunne ikke helt tvære det flabede grin af ansigtet.

”Betrys din tåger,” svarede han direkte igen, med tydelig drillende mine. ”Har du aldrig lært at være årvågen?” I et splitsekund var han lige ved at skubbe venskabeligt til hendes skulder, men så ombestemte han sig og nøjedes med at vifte lidt i luften med brevet til sine forældre. ”Konstant agtpågivenhed, smukke, det er den eneste måde du kommer frem i verden på,” kørte han videre, imens han gik forbi hende og udså sig en ugle.

Han rakte ned i lommen med sin frie hånd, fiskede et stykke ugleslik op og dinglede det lidt i luften, før den lille ugle lettede fra sin pind. Den snuppede godbidden i sin flugt og landede på et frit stykke lige foran Simon, som drejede hovedet kort imod veninden med et skævt smil. ”... Velkommen tilbage i øvrigt... Melder du dig til turneringen?”

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Hverken det flabede smil eller modsvar bed på Betrys, der stod tilbage med hænderne i siden og fulgte det brev, han viftede, med blikket. Hun løftede igen en hånd, denne gang for at gestikulere til, at han skulle komme videre i kontekst, mens hun virkede ret uinteresseret i hans tale om agtpågivenhed. Det eneste hun studsede over var ordvalget, og hun løftede det ene øjenbryn let, da hun blev kaldt smukke. "For det er lige her i ugleriet, jeg regner med at starte min helt store karriere." sagde hun en smule opgivende men med et venligt glimt i øjnene.

"Tak! I lige måde." sagde hun og trak på smilebåndene, lige så snart samtalen faldt på duelklubben. Hun krydsede armene henover brystet og lagde vægten over på det ene ben. "Selvfølgelig. Men jeg er måske ikke agtpågiven nok til at komme særlig langt." svarede hun og hævede et flabet øjenbryn, mens smilet spillede i hendes øjenkroge. "Gør du? Det er velsagtens en god måde at komme frem i verden på." Denne gang var det ikke flabet ment men snarere ment i spøg.

[Simon Amos Lithgow]

signed, sealed
delivered
Tag: Betrys Griffith

Simon smilede blot skævt og modstod en trang til at række frem og rode Betrys i håret. Hendes altid så bundlogiske tilgang til tingene havde en tendens til at gøre ham en del mere sprælsk end han ellers opfattede sig selv som, men det var ikke nødvendigvis en dårlig ting. ”Konceptet ved konstant agtpågivenhed er vist netop at det er, du ved, konstant.” Som han passerede hende, kastede han et drillende blik i hendes retning og lavede en skuffet klik-lyd med tungen.

Da den lille ugle var landet på pinden, travlt optaget af at gufle godbidden i sig, fangede Simon dens ben. Han smilede lidt, med ryggen til Betrys, og fnøs derpå muntert. ”Nej. Det kunne jo lyde sådan,” kommenterede han små-flabet, imens han bandt brevet fast til uglens ben med erfarne fingre. ”Jep. Det virkede da i hvert fald ret godt for ham Warton, der vandt sidste år,” bemærkede han, som han slap uglens ben igen og så på den med et lille smil. ”Banchory, mmh?” Sagde han til den, før han trådte et skridt bagud og lagde nakken tilbage, for at følge dens stigen til vejrs i et øjeblik.

Han vendte sig derpå om imod Betrys igen og tilbød hende sin arm med et drillende glimt i øjnene. ”Skal du med tilbage – og vigtigere endnu – tør du følges med mig, når nu du ved at vi risikerer at blive modstandere?” Han hævede begge øjenbryn og viste tænderne i et bredt smil.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Betrys hævede øjenbrynene ad hans klik-lyd med tungen, og da Simon var gået forbi hende, mimede hun ordkløver til hans ryg. Det var ikke til at sige, om det var vigtigt for ham at få det sidste ord, men nu lod Betrys ham få det, fordi hun ikke gad at grave mere i den indledende bemærkning, han var kommet med.

Hvis det var for Simons selskab, var Betrys styrtet ned at trappen til ugleriet i søgen efter et sted, hun kunne få varmen. I et forsøg på at komme i ly for gennemtrækkket, trådte hun væk fra det nærmeste rudefri vindue, så hun kunne stille sig nær en af de nøgne mure. "Fortsæt endelig med at undervurdere mig." bemærkede hun sarkastisk, men der var noget alvorligt og udfordrende i hendes blik. Duelklubben var helt klart vigtig for hende, om hun så kom langt eller ej: hun havde i sinde både at vinde og gå ned med stil. Desuden ville det også være uhørt som den eneste fra Griffith-slægten på Hogwarts ikke at deltage i turneringen. "Ja, tilsyneladende," svarede hun og strammede grebet henover sit bryst, fordi hun frøs. "men det er vel ikke kun derfor, du vil deltage? Fordi andre skal kende dit navn?" Hun tiltede let på hovedet som for at udtrykke sin nysgerrighed.

Simon behøvede ikke at spørge to gange, om hun ville med tilbage, og hun løsnede med det samme armene, så hun kunne hanke sin arm i hans. "Jeg tager mine chancer." svarede hun og satte i bevægelse mod udgangen. "Og forresten, hvem siger, at vi først er blevet modstandere nu?" påpegede hun og kiggede til siden på den noget højere klassekammerat med et afventende men også lidt moret blik.

[Simon Amos Lithgow]

signed, sealed
delivered
Tag: Betrys Griffith

Simon klukkede lavmælt af Betrys ord imens han udstyrede uglen med dens last. Han følte dog intet videre behov for at kommentere dem og lod det være ved det. Hun tog fejl. Han undervurderede hende ikke engang en lille smule. Kun en idiot ville afskrive hende fordi hun ikke havde lige så store armbevægelser som han havde – og han var ingen idiot.

Hendes spørgsmål efter hans konklusion fik Simon til at rynke panden lidt. Han var taknemmelig for, at han stadig havde ryggen til hende, for han var ikke fuldstændig sikker på hvilken grimasse, der passede til situationen. Da han drejede sig rundt igen, var det med et skævt smil, som næsten – men kun næsten – nåede hans øjne. Han rystede på hovedet. ”Niks. Det er ikke kun derfor, lille frøken nysgerrig,” svarede han, før han rakte hende sin arm og de gik imod udgangen.

Et lavmælt, muntert fnys forlod ham, som reaktion på Betrys svar og han drejede hoved en anelse, som de gik ned af trapperne udenfor. Hans blik på hende var anerkendende, men smilet hvilede alligevel lige under overfladen. ”Ingen som helst,” svarede han hende underfundigt, atter engang påmindet om hendes aldeles kvikke hoved. Det var ikke just Betrys han ville drømme om at få som sin første modstander, selvom han nu nok føltes sig overbevist om, at han skulle kunne vinde over hende.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
• that breaks the spell surrounding us •

Betrys tolkede Simons stilhed som, at han godt var klar over, den fare hun kunne udgøre i en duel, og hun triumferede i sit stille sind. At duellere mod en ligemand var jo langt mere spændende en at få en let sejr, og samtidig var hun ikke bleg for at indrømme, at hun godt kunne lide at udgøre en eller anden form for trussel.
Betrys havde blot stillet spørgsmålet af almen nysgerrighed. Dog kunne hun have svoret, at hun så noget underligt i Simons blik, da han vendte fronten mod hende igen - men da hun ikke havde noget begreb om, hvad dette noget skulle være, fejede hun det bort som værende ingenting og himlede med øjnene af hans svar, fordi han absolut skulle kalde hende 'frøken nysgerrig'.

På grund af trappen kunne Betrys ikke holde blikket på Simon særlig længe ad gangen, fordi hun ellers ikke kunne holde øje med, hvor hun gik. Alligevel fornemmede hun hans reaktion ud af øjenkrogen, og hun kom til at smile ret stort. "Se selv." var hendes svar, og hun så alt for fornøjet ud. "Men jeg må da indrømme, at jeg kan nævne nogle andre slanger, der er dårligere tabere end dig." tilføjede hun. Ordene var på hendes egen måde ment som noget i stil af et kompliment, men samtidig langede hun jo også ud efter hans kollegium - hvad kunne man ellers forvente af en løve?

[Simon Amos Lithgow]

signed, sealed
delivered
Tag: Betrys Griffith

Simon fnøs, da Betrys indirekte, men temmelig tydeligt, kalde ham en dårlig taber. Han himlede med øjnene og puffede hende lidt i siden som de gik der, arm i arm. ”Er vi lidt fordomsfulde – også i dag?” Spurgte han med blikket hvilende på hendes ansigt, så snart de kom ned fra trappen og gik imod skolens indgang.
Han så drillende på hende og kunne mærke, at han havde lyst til at køre lidt på hende, bare for at teste hvad der skulle til, før hun kaldte ham en klaphat. ”Jeg tror slet ikke jeg er en dårlig taber, skal jeg betro dig,” informerede han hende indforstået, før han fortsatte; ”hvis man aldrig taber, kan man selvfølgelig ikke vide det, men jeg regner heller ikke med at finde ud af det foreløbig.” Han så sigende på hende, men kvalte så sin selvfede attitude med et skævt smil.
Præcis hvor meget af det pis han fyrede af han selv troede på fremgik ikke helt klart af samtalen, men hans selvtillid fejlede i hvert fald tydeligvis ingenting. Den duelturnering skulle han skam nok vinde i år, også selvom han kom op imod Betrys.

[Betrys Morgan Griffith]

there will never be a dawn
that breaks the spell surrounding us

Betrys kiggede sigende på ham. "Du kender mig jo, Simon!" sagde hun og overvejede, til hvor stor en grad det egentlig passede. Hun kunne i hvert fald ikke helt regne ud, om Simon bare snakkede for at snakke, eller om han virkelig havde storhedsvanvid, og hun tog sig selv i at fyre en kliche som "Højt at flyve, dybt at falde!" af. Hele den der selvfede attitude var ikke lige Betrys ting, også selvom det bare var i spøg, og hun kunne ikke rigtig holde trit med de smarte bemærkninger om tabere og vindere. Hun begyndte derfor at snakke om besværgelsesteknikker i stedet, et emne hvor hun var meget mere på hjemmebane, og de fortsatte ind ad slottets porte, hvor vinden ikke længere generede Betrys.

the end