The pain that loneliness brings

[Pryce Yale Cooper]

Klokken havde slået til middag for nogen minutter siden og som sædvanligt lå Ravenclaws opholdsstue helt tom for elever, der alle sammen havde begivet sig ned for at spise aftensmad. Der gik derfor er sug igennem malerierne da en elev trådte ind i opholdsstuen. Han ignorede de talende maleri, som omtalt ham som han ikke var til stede. "Burde han ikke være nede at spise - sådan en skarnsunge" lød det fra en ældre dame, der hang tæt på indgangen. Eleven var en 6. årselev, ved navnet Pryce Yale. Han tog nogen tunge skridt hen mod en ret stor lænestol, der stod lidt afsidigt i forhold til de andre møbler. Pryce Yale lod sig dumpe tungt ned og lukkede kort øjnene med et dybt suk. Du er ikke sulten overbevidste han sig selv, selvom hans mave havde knurrede få sekunder forinden. Han følte sig tom inden i, men på trods af hans sult, som ikke just var lille var, så var det noget andet der var årsagen til dette.
Manglen på noget, en mangel, der også havde holdt ham væg fra Storsalen. Han vidste udmærket godt hvad det var.
Han havde lige siden han havde startet på skolen følt sig som en outsider, men det var ikke hans skyld.
Han var altid blevet uretmæssigt overset der hjemme.
Hans eneste ven, hvis man dog kunne kalde den det havde været en husalf. En sølle husalf, der sikkert kun var der fordi forældrene havde beordret den til det.
Han savnet noget han aldrig selv havde følt - rigtig venskab. Han havde set hvordan de andre elever på skolen løb rundt og grinte sammen, som ingen verdens bekymringer var i verden.
Han ønsket bare lidt af det samme.
Pryce Yale åbnede øjnene.
Han hadet sin selvmedlidenhed og vidste han måtte være stærk, da der ikke var nogen mirakelkur på hans problem.
Han tørrede sig under øjet, men der var intet, selvom han havde følt en tåre.

Han rystede på hovedet og lod sin hånd glide ind under sin kappes lomme og fandt sin tryllestav frem "Accio 'Magiens dyr og deres verden' sagde og betragtede hvordan en bog lettede fra et bord i det fjerne hjørne af rummet.
Han åbnet den og lod sine tanker forsvinder, så godt han nu kunne i bogens uendelig sider.


Tag: Elisia Thorne

[Elisia Thorne]

Into the night and through the rain
TAG - PRYCE
WORDS - 000

Mens alle de andre Ravenclaw tøser for længst havde forladt sovesalen, lå Elisia stadig med rumpen i vejret, mens hun ledte efter sin støvle, der lod til at være langt borte. Hun mumlede irriteret og rejste sig op mens hun kløede sig i hovedbunden. Endelig fik hun øje på den under en kommode og tog det på så hurtigt hun kunne, hvorefter hun skyndte sig ned ad trapperne, for at komme ned og få noget at spise, for hun var lynende sulten.
Elisia var på vej hen mod udgangen, men fik så øje på Pryce, en af hendes klassekammerater, der ikke så ud som om han skulle ned og spise. Elisia stoppede op og gik hen til der hvor han sad og smilede til ham.

”Skal du ikke ned og spise?” Spurgte hun og tog fat i den bog han sad med, og hev lidt i den for at få ham til at give slip.
”Du bliver ikke klogere af ikke at få noget mad, hvis din hjerne skal kunne kapere alt den læsning, så må du give den lidt olie” Sagde hun og satte hænderne i siden, med et skævt smil. Elisia satte en tot hår bag ørene og lagde hovedet let på skrå.

”Og bare rolig, jeg bidder kun hvis du ikke går med ned og spiser, for til den tid er jeg vildt sulten, og hvis jeg ikke får noget mad snart, så spiser jeg dig” Sagde hun og blinkede drillende til ham, hvorefter hun rettede sig lidt op.
”Såeh.. Kommer du med?” Spurgte hun og så på ham med et smil på læben, men et bestemt blik i øjnene.

[Pryce Yale Cooper]

Pryce Yale så op fra sin bog, da der tilsyneladende var en anden tilstede i Ravenclaws tårn. Det kom lidt bag på, han håbet på han kunne være alene, paradoksalt nok.
Han genkendte pigen, det var Elisia, en af vejlederne på kollegiet. Hun virket som en alle kunne lide med et ufattelig gå-på-mod til verdenen. Han trak vejret lydløst i håb om hun ikke ville se ham. Han skyndte sig at skjule sit blik ned i bogen inden hun så ham med et spinkelt håb om den ville gøre ham usynlig.
Det skete efter alt at dømme ikke, da hun pludselig ændrede retningen og kom hen imod ham.

Han sank en klump, da hun tog fat i bogen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, han var mest af alt nervøs, da han næsten aldrig talte med nogen udover i timerne, når de blev sat til gruppearbejde og selv der var han ikke bange for at påtage sig hele opgaven for at undgå at tale med andre.
"Je... jeg har spist" løj han, men han blev dog hurtigt forrådt af sine mave, der knurrede ved tanken om mad.
Hans blik flakkede rundt, han brød sig ikke rigtig om situationen.

Tankerne faret rundt oppe i hovedet på ham, nogen ledte efter en flugtplan, andre vil snakke med Elisia og andre forstod han slet ikke. Det var nærmest som en indre krig, hvor tankerne en efter en kørte noget større og stærkere skyts i brug.
Tal nu med hende.
Hvad nu hvis jeg dummere mig
Det er ikke så sært du ingen venner har
Det var især den sidste tanke der slog hårdt. Han var træt af sit formålsløseliv og en tåre gled ned af hans kind.
Hendes ord var tavse for hans øre.

[Elisia Thorne]

Into the night and through the rain
TAG - PRYCE
WORDS - 206

Elisia så skeptisk på ham, han vidste lige så vel som hende, at han ikke kunne have nået derned og tilbage igen på så kort tid. Hun bed sig forsigtig i underlæben og lagde armene på kors, men da han så begyndte at græde blev hun mere bekymret, og satte sig ned ved siden af ham.
”Har jeg sagt noget forkert?” Spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Han virkede ellers ikke som typen der blev så let påvirket af omgivelserne, de fleste så ham bare som arrogant, men måske tog de fejl.
”Hvad er der galt? Du kan godt fortælle det til mig, jeg siger det ikke til nogen, det lover jeg” Sagde hun og lagde en hånd på hans skulder, mens hun sendte ham et lille bekymret smil.
Elisia var der altid for sine venner, specielt dem på hendes kollegium, da det blot var meget nemmere at få en privat samtale. Hun ville nok have været på Hufflepuff, var det ikke for hendes ambitiøse intellektuelle mål her i livet. Elisia tog hånden til sig igen og ventede på at han svarede, mens hun kiggede dybt ind i hans øjne.

[Pryce Yale Cooper]

Han bandede indvendigt over tåren, som han tørrede væk. Kunne hun ikke bare lade ham være? Han ville sende hende væk, alle andre steder end lige her, men han kunne ikke. Det var for ondskabsfuldt og det havde han aldrig haft i sinde at være. Hun var for pæn og sød til at han kunne gøre det.
Hans blik flakkede stadigvæk rundt, nærmest som det søgte efter de tanker, der kunne gøre en hver rundt tosset.
Han rystede svagt på hovedet som svar på hendes spørgsmål.
Han var ikke sikker på om det var bevidst han handlet længere eller om at der var en anden kræft der havde overtaget hans handlinger.

Hendes hånd på sin skulder gav ham gåsehud og endnu en tåre gled ned af hans kind. "Lover du at hjælpe mig?" spurgte han med en dæmpede stemme. Han var selv forundret over sig selv. Det var ikke længere en sammenhæng mellem de tanker og de handlinger han foretog sig.
Det var rart, men også skræmmende konstaterede han.

[Elisia Thorne]

Into the night and through the rain
TAG - PRYCE
WORDS - 213

Elisia betragtede ham stilfærdigt, mens hun ventede på at han fik det godt nok til at forsætte samtalen. Hun var ærgerlig over han tog hvad det end var så tungt, men hun var sikker på de nok skulle løse det på en eller anden måde. Desuden, var hun meget ihærdig da hun var sulten og gerne ville ned og spise, men hvis det ikke gik, kunne hun altid gå ned og få en bid mad af husalferne.

Spørgsmålet kom lidt bag på hende og hun trak på skuldrene.
”Ja, det gør jeg da, men ikke hvis du ber mig om at gøre noget der er imod reglerne. Jeg skulle jo gerne beholde mit vejleder skilt året ud.” Sagde hun og smilede skævt.
”Vi kan gå sammen ned til storsalen hvis du vil” Forsatte hun og lagde hovedet let på skrå, med et smil på læben. Hun prøvede at muntre ham lidt op, men hun var ikke sikker på at det egentlig hjalp, det virkede mere som om han blev mere og mere ked af det jo længere de kom frem i samtalen. Egentlig en smule akavet, tænkte hun, men så stadig lyttende på ham og afventede hans reaktion.

[Pryce Yale Cooper]

Pryce Yale smilte svagte for sig selv. Det havde intet med skolens regler at gøre hans problem, desuden havde han ikke selv noget problem med at bryde dem, hvis det var. Det var dog nok ikke oversagen til at han ikke var blevet valgt til vejleder, som hende og Arthur Moore. Pryce Yales blik hang løst frem for sig. Det varmede indeni på en helt ny måde, hun ville hjælpe ham - eller det gav hun i hvertfald til udtryk.
En hvis indre uro bredte sig i ham. Hvad nu hvis hun i virkeligheden bare var ude på at gøre ham til grin, når han havde fortalt om sit problem, hvad hvis hun i virkeligheden. Han sukkede.
Det var tanker som disse der i forvejen havde bevirket at han var endt der hvor han var.
Hans manglende tiltro til andre mennesker.
Det fik ham ofte til at fremstå arrogant at han ikke havde tiltro til andre før de havde vidst sig værdi.
Der var lidt stilhed imellem dem medens han forsøgte at samle tankerne.
Han var enig med sig selv om den nuværende situation ikke var noget der passede ham.
Han så op på hende "Sæt dig ned" sagde han og trak en stol over ved siden af hende med sin stav. Det var nok længere samtale.
Han lukkede øjnene et kort øjeblik.
Han ville gerne være så præcis i sin formulering som muligt.
"Jeg føler en tomhed". Han åbnet øjnene for at se en reaktion fra hendes side.
"En tomhed, der er skabt af formålsløshed" forsatte han uden rigtige at lade en komme med et indspark.
"Lige fra de første minder jeg har fra min barndom, har jeg altid været overset. Jeg har altid bare været der. En person, der vil tilstede, men som ingen har ville tag kontakten til."Hans blik flakkede lidt, som illustrerede usikkerheden han følte og den ubehag ved at snakke om sig selv på en måde han aldrig havde gjort før, men som han vidste var sand.