|
|
Post by Julie Aderyn Young on Oct 25, 2011 18:17:28 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for Julie mærkede med det samme, at hendes ord hverken faldt i god jord eller inspirerede ham til at gøre noget ved situationen. Hun tog sig dog ikke synderligt af det, fordi hun mest af alt syntes, at han selv havde bedt om det. Dog var hun slet ikke af det indtryk, at de var blevet uvenner, så hun undrede sig over, at han ikke sagde noget. En lodret rynke trådte frem mellem hendes øjenbryn, mens hun fortsat kiggede på Thomas, der var tavs som graven. Stædig som hun var, blev hun siddende, selvom stilheden var blevet akavet og talte sit tydelige sprog. I et forsøg på at finde en behageligere stilling, krydsede hun igen armene henover maven og trak den ene fod op i sofaen, mens hun stirrede ufokuseret frem for sig. Det var enormt fristende at sige noget spydigt eller flabet, men hun gad ærlig talt ikke og påtog sig i stedet den holdning, at hvis der var noget galt, ville hun først opfatte det, når Thomas sagde det lige ud. Hun vidste godt, at hendes tilstedeværelse var lettere flabet, men hun ignorerede det blankt.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Oct 25, 2011 19:08:57 GMT 1
Tag: Julie Young
Thomas stirrede direkte ud i luften og ventede lettere utålmodigt på at Julie ville skride, slå ud med armene eller komme med en eller anden småsur kommentar. Hans sædvanlige taktik med at tie alting ihjel plejede at være ret effektiv i de fleste selskaber – også overfor hende. Denne gang var dog, tilsyneladende, en anden sag. Efter et minut eller to skævede han lidt til siden, rykkede en anelse på sig og klarede halsen. Han sagde stadig ikke noget, men rynkede panden lidt og gav sig til at overveje en isbryder af en eller anden slags. Efter at være blevet kaldt decideret ynkelig, havde han ikke just lyst til at bringe Heather op igen.
Endnu et minuts tid passerede, før han endelig himlede lidt med øjnene og vendte hovedet imod veninden. ”Jeg ville egentlig spørge dig, om vi skulle tage at følges som venner, men hvis du mener jeg er så sørgelig en figur, så kan jeg da lykønske Lionel. I bliver sikkert et yndigt par,” bemærkede han tørt. På intet tidspunkt havde han hævet stemmen. Han virkede ikke det mindste vred eller fornærmet, bare en anelse træt og opgivende. Han løftede begge øjenbryn, betragtede hende i et øjeblik og hev så, ganske roligt, bogen til sig.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on Oct 25, 2011 19:26:51 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for Tilsyneladende fuldstændig upåvirket af den trykkede stemning, rettede Julie lidt på sig i sofaen og havde atter lagt ansigtet i neutrale folder. Stadig opsat på ikke at sige noget, tyggede hun på indersiden af sin kind og fortsatte at stirre på ingenting. Da Thomas så brød stilheden, kiggede hun ikke på ham, men ventede lidt med at svare. Egentlig burde hun trøste ham med, at han ikke var mere ynkelig end hende, og at hun ærlig talt ikke havde lyst til at tage til festen, men ingen af delene formede sig som sætninger, lige meget hvor meget hun prøvede. Til sidst sukkede hun og skød kæben frem, hvilket kun fik hende til at se stædig ud. "Jeg vil kun, hvis jeg får lov til at klæde mig ud med et sværd." sagde hun, hvorefter hun endelig kiggede til siden på Thomas. Hendes tonefald sagde tydeligt, at denne betingelse ikke var til diskussion, og hun kiggede nærmest udfordrende på ham. Egentlig var det ikke et særligt stort krav, da de jo ikke behøvede at komme matchende udklædt, men hvis han gik med til det, skulle hun nok få ham til at passe ind i temaet om han så ville eller ej.
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Oct 25, 2011 19:57:48 GMT 1
Tag: Julie Young
Thomas så lettere vantro på Julie. Han sad i adskillige øjeblikke og betragtede hende, uden at skænke bogen i sine arme den mindste tanke. Så klarede han halsen lidt og kom til at smile lidt. ”Klæde dig ud med et sværd?” Han hævede begge øjenbryn og rystede opgivende på hovedet. ”Det er dit krav? Merlins underbukser, Julie...” Et muntert fnys forlod ham, før han åbnede bogen foran sig. ”Hvis det er alt hvad der skal til, så lad os sige det,” bemærkede han, lige så tør som altid.
Han slog op på den side han egentlig var nået til, ignorerede det faktum, at Heather stadig vimsede rundt i hans tanker, og begravede næsen i bogen. I hans verden var deres samtale slut, hans mål var nået og han gjorde sig ikke de store bekymringer om hvad han havde indledt sig på med sin nogen krævende ledsager til Halloween-festen.
|
|
|
|
Post by Julie Aderyn Young on Oct 27, 2011 17:33:54 GMT 1
sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for Egentlig fandt Julie Thomas' noget vantro mine ret underholdende, men hun var for stædig til at vise det. I stedet stirrede hun tilbage, stadig med det udfordrende blik. "Et sværd. gentog hun. Hun åbnede munden for at argumentere fo sin sag, da han tog sin bog frem, men ligeså snart hun fik sin vilje, klappede hun i, og et triumferende glimt trådte frem i hendes blik. "Udmærket." sagde hun og satte sig op i sofaen. "Jeg fanger dig lige, når jeg har fundet på et tema, og så kan vi eventuelt mødes i Hogsmeade for at ordne de ting, vi ikke har til kostumerne." Hun smækkede endnu en gang hænderne mod sine lår, denne gang mere entusiastisk. Julie gav ikke Thomas en chance for at svare og rejste sig op fra sofaen med det samme. "Vi ses, Thom." sagde hun og vinkede, hvorefter hun drejede om på hælen og styrede direkte mod sovesalen, hvor han ikke ville kunne følge efter hende. Hun smilede tilfreds for sig selv. o u t ,
|
|
|
|
Post by Thomas Chancellor on Nov 3, 2011 22:10:47 GMT 1
Tag: Julie Young
Thomas rystede lettere opgivende på hovedet af sin veninde. Som han så ned i bogen, smilede han dog stadig opmuntret. Uden at have villet det, havde hun ikke bare accepteret hans forslag, hun have også givet ham bare en lille smule at grine af.
Han nikkede, drejede kort hovedet imod Julie og løftede øjenbrynene. ”Ja lad os sige det,” bekræftede han. ”Noget med et sværd,” gentog han derpå atter engang med en munter trækning i mundvigene. Han fokuserede blikket på teksten foran sig og hævede en enkelt hånd i en tavs hilsen, som veninden rejste sig og forsvandt.
CLOSED
|
|
