Words swimming before me...

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Regnen væltede ned ovenfra og gjorde det til et helvede at færdes udenfor for de elever, der havde botanik eller Magiske Dyrs pasning og pleje. Mandag var det dog ikke tilfældet for nogen af Ravenclaws elever på sidste årgang.

Efter kun en enkelt undervisningstime i morgenstunden nede i krypten og en ganske velfortjent frokost, sad Thomas temmelig tilfreds med de fysiske forhold i en af opholdsstuens sofaer med benene oppe på et bord og næsen begravet i en lærebog. Han havde ikke formået at få en eneste sætning til at sidde fast siden han havde set Heather gå igennem rummet for over et kvarter siden. Faktisk fandt han det i stigende grad svært at koncentrere sig når hun var i nærheden.
I kraft af, at de var klassekammerater, var det ganske ofte og det var gået håbløst meget ud over hans skolearbejde.

Han opgav endelig, efter at have læst den samme sætning ti gange, smækkede bogen sammen og lagde den fra sig på bordet, imens hans stak fødderne i et par hjemmesko og rettede sig lidt op. Med et dybt suk, lod han begge hænders fingre glide igennem sit hår. Det kunne virkelig ikke være meningen, at han atter engang skulle gennemleve det syrlige helvede han efterhånden så forelskelse som. Nok burde være nok.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Selvom det stort set regnede hver dag, så var det umuligt for Julie at vænne sig til det triste vejr. Godt nok havde hun slået fast, at bedre vejr ikke hjalp på hendes humør, men regn udgjorde så mange praktiske problemer når det kom til at færdes udenfor. Desuden isolerede slottets tykke stenmure ikke særlig godt, og det var ikke et unormalt syn at se samtlige elever rende rundt i sweatere, halstørklæder og i visse tilfælde endda vanter (selvom sidstnævnte oftest blev båret af højlydte piger, der gerne ville have opmærksomhed). Heldigvis plagede kulden ikke i opholdsstuen, og de triste dråber generede ikke på andre måder end at slå højlydt mod ruderne en gang i mellem, når der kom et pludseligt vindpust. Og selv da blev lyden overdøvet af den summende snak fra eleverne, der fyldte de fleste siddepladser i rummet ud.

Julie trissede ned ad trappen fra sovesalen i strømpesokker med god samvittighed, fordi hun lige havde læst de sidste sider i sin lektie til i morgen. Uden at standse op, kastede hun et blik rundt i opholdsstuen og fik nærmest med det samme øje på Thomas, der sad med næsen i en bog. Egentlig burde hun ikke forstyrre ham, men hun styrede alligevel imod den sofa, han sad i. Netop som hun nåede hen bag ham, smækkede han bogen hårdt i, og rynkede svagt panden, inden hun lænede sig indover ryglænet og slog armene om ham, så godt det gik fra hvor hun stod, inden han nåede at rette sig helt op. "Træt? Frustreret? Blå?" spurgte hun humorløst og løsnede grebet om ham, så hun kunne vende sit ansigt og se på ham, uden at presse sit ansigt ind mod hans kind. "Jeg kender følelsen." sagde hun og så sigende på ham - de fleste vidste vel efterhånden, at hun var slået op med Sam, men Thom var en af hendes venner, som hun rent faktisk selv havde betroet sig til om dette faktum, og om han vidste det i forvejen, havde han været venlig nok til ikke at sige det til hende.

outfit

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas gav sig en anelse, da et par arme lukkede sig omkring ham bagfra. Han var ikke den elev på slottet, der gjorde sig mest i fysisk kontakt. Sammensat med hans temmelig reserverede personlighed og tendens til både kassetænkning og en temmelig kritisk sans for hvem han egentlig tilbragte tid med, var det et fåtal af mennesker, der kunne finde på at komme snigende sådan og opsøge ham på den måde.

Han drejede hovedet lidt, med den intention at finde ud af hvem det var, kun for at høre en velkendt stemme ved sit ene øre. Ordene frembragte dog ikke det sædvanlige milde smil, som han normalt tildelte veninden. Tværtimod voksede rynken i hans pande blot en anelse og han blev uværgeligt mindet om hendes nuværende omstændigheder. Det var præcis den form for deprimerede tilstand han ville spare sig selv for. Julie fungerede perfekt som eksempel på det han havde vidst med sikkerhed i lang tid. Kærlighed var noget værre pis.

Han nikkede lidt, rettede sig helt op og kløede sig i nakken med et lille lydløst suk. ”Det ved jeg du gør,” bemærkede han lavmælt og alvorligt, imens han betragtede hende. Bekymringen var at finde i hans blik i et øjeblik, før han tvang sig selv til at smile opmuntrende, trods sine egne dystre tanker. ”De siger det går over. Jeg kan kun bekræfte det.” Smilet forsvandt og han tog en dyb indånding, før han tilføjede et dystert og nærmest tragikomisk; ”snart er der nye lidelser at tænke på...”

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Ligesom Thomas var Julie ikke 'kram og hold i hånden med sine venner'-typen, men i visse situationer passede en omfavnelse - hvad enten den kom forfra, bagfra eller fra siden - bare ind. Hun mærkede dog tydeligt, at Thomas måske ikke var helt så tilpas i hendes arme, som hun var gået ud fra, at han ville være, da hun først havde kastet sig ud i det der med at give et kram, så hun trak det ikke ud.

Julie kunne ikke se rynken i Thomas pande, men hvis hun havde kunnet, ville hun ikke have lagt noget synderligt i hans ansigtsudtryk. Hun kendte ham trods alt, plus at hun var i noget af det samme humør som ham. Et dybt suk forlod hendes læber ved hans ord, og hun åbnede munden for at sige noget deprimeret men tog sig i det. Så rettede hun sig op og gik rundt om sofaen, så hun kunne sætte sig ved siden af ham. "Går det over?" spurgte hun og dumpede ned ved siden af ham. Det havde været hendes mening at syde af sarkasme, men i stedet lød hun fortabt - og hun tog da også sig selv i at håbe på at få et opmuntrende svar. "Jeg ved nu ikke..." begyndte hun og sank så langt ned i sofaen, at hendes nakke støttede mod toppen af ryglænet. "Det kan umuligt blive værre end det her." Hun krydsede armene henover sin mave og kiggede op til siden på sin kammerat. "Hader du dine lektier så meget?" spurgte hun, da det var gået op for hende, at der måtte ligge noget mere til grund for hans bitre humør, end hun først havde antaget. Rynkerne i hans pande var i hvert fald dybe nok for dem begge to.

outfit

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas' kortvarige smil var fabrikeret og uægte, selvom det nærmere kom fra en lyst til at berolige veninden end noget andet. Meningen var god nok, men det skinnede ikke rigtig igennem. Han følte sig håbløs i rollen som opmuntrende indslag og opgav det da også hurtigt. Som Julie dumpede ned i sofaen, lod han igen fingrene glide igennem det mørke hår og sukkede dybt. Han fnøs lavmælt over deres fælles klagesang og bremsede så, med hånden forsvundet på vej om på nakken, da hendes spørgsmål trængte igennem hans tykke hoved. En rømmen forlod hans hals, før han lod hånden falde igen og så tavs på hende i et øjeblik. ”Nej,” svarede han hult. Han tog en dyb indånding, droppede sine reservationer og lagde armen omkring hende i en sjælden omsorgsfuld gestus.

Hans egne nuværende problemer var minimale, i forhold til Julies. Det var tilpas kort tid siden at Thom selv havde fået knækket sit hjerte i to og stampet grundigt på, til at han udmærket huskede følelsen. Den var værre end den nuværende forvirring, men det var alligevel mindet om den, der gjorde at han i det hele taget var forvirret. Forvirret og ambivalent. Han plantede et enkelt nærmest broderligt kys oven på Julies hoved og sukkede dybt igen. ”Ingen lektier er så svære at hitte ud af, som livet er, Jules,” bemærkede han lavmælt og lettere tørt, som han slap hende igen og selv sank sammen i sofaen.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Svaret var ikke ligefrem det Julie havde håbet på, men igen, ville hun have fået det bedre, hvis han havde sagt ja? Det trøstede langt mere, da han lagde armen om hende, og hun lænede hovedet ind mod hans skulder. Kysset mod hendes hår, fik det til at sitre i hendes mundvige, en følelse der for tiden var meget uvant for hende. "Hørt, hørt." sagde hun uentusiastisk og rettede sig lidt op igen, da han trak armen til sig. På en måde var det meget behageligt ikke at behøve at lægge skjul på sine følelser, men samtidig var hun også meget bevidst om, at hun ikke skulle blive endnu mere bitter, bare fordi der var plads til det.

Julie sukkede opgivende. "Vi er et kønt par." mumlede hun efterfulgt af et glædesløst fnys. "Måske tackler vi det helt forkert." begyndte hun og trak benene op til sig i sofaen, så hun sad helt krøllet sammen. Egentlig ville hun have kastet sig ud i en diskussion af, hvordan man ellers skulle håndtere sine problemer for til sidst at ende i bare at tale dårligt om optimistiske mennesker, men hun havde stadig på fornemmelsen, at der var et eller andet, der trykkede kammeraten. "Hvad er der, Thomas?" spurgte hun, da hun ikke kunne finde på andet end at spørge lige ud.

outfit

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas smilede ikke over Julies ene gentagne ord. Han sank blot tavs tilbage i sofaen, trak lidt på skuldrene og forberedte sig mentalt på en lang udredning, som han ikke kendte konklusionen på. Julie var lige så glad for ord som han selv var og der var noget underligt tilfredsstillende i at synke hen, brokke sig rent hypotetisk over verden sammen med hende og udskyde det øjeblik hvor han skulle se sit eget helt nylige problem i øjnene.

Da veninden alligevel, meget mod hans forventning, bragte lige præcis dét op, løftede Thom en hånd og gned den over panden med et dybt suk. Han skævede til hende, kløede sig lidt i nakken og rømmede sig så lidt. ”Nye lidelser,” bemærkede han tørt, med en henvisning til sine egne tidligere ord om, at der altid kom flere, når de gamle var overståede. Han var klar over det udpræget pessimistiske i den tankegang, men følte sig helt berettiget til at have det sådan, efter sine fadæser på sjette årgang.

Endnu et suk forlod ham før han, stirrende ud i luften, rynkede panden og uddybede en anelse. ”Jeg har tilsyneladende fået to gange, da de uddelte teenagehormoner vedrørende komplet upassende forelskelser,” bemærkede han, både tørt, kryptisk og temmelig utilfredst.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Svaret var ikke særlig oplysende, og Julie sad blot tilbage og betragtede ham, mens han kløede sig i nakken. Hvis han ikke ville snakke om det, ville han ikke sige mere, så hun ventede blot på hans næste handling, før hun selv snakkede. Da teenagehormoner og forelskelser så blev nævnt, blev Julie både overrasket og nysgerrig, og det skubbede succesfuldt hendes egne kvaler i baggrunden. "Er det rigtigt?" spurgte hun og skubbede sig selv længere op i sofaen igen med sine fødder. Hun hang sig i ordet 'upassende' og mindedes, hvordan Thomas' følelser havde været lidt uheldige sidst. "Det stinker." sagde hun kortfattet, da hun hurtigt fornemmede, at hun ikke burde være glad på hans vegne - han var jo tydeligvis selv ikke særlig begejstret.

I stedet for at begynde at pumpe ham for oplysninger om, hvem det var, og hvor længe han havde haft det sådan, sad Julie tilbage i stilhed i et øjeblik. Så rynkede hun tænksomt panden og opdagede, at hun slet ikke havde nogle opmuntrende ord at dele ud af. "Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" spurgte hun og kiggede op på ham igen. Det var et småflabet spørgsmål, men hun syntes ikke hans humør ligefrem inviterede til andet.

uniform

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas trak lid på skuldrene, uden at føle sig enormt inspireret til at bekræfte det han selv lige havde sagt. Han rodede sig lidt i det ellers så ordentlige hår og så udtryksløst ud i luften. Hun kunne komme valsende ind i opholdsstuen hvad øjeblik det skulle være med vrikkende hofter, langt lyst hår og williegener, der efterlod ham komplet forvirret, som han sjældent havde været. Han var ikke engang sikker på om det var et fabrikat af hendes arv, der gjorde det, eller om han decideret var blevet hævet med af sine egne vildfarne teenagehormoner endnu engang. Uanset hvad det var, så var det anstrengende. Han brummede bekræftende af hendes konklusion og sank en anelse mere sammen i sofaen, tilfreds med at sidde og hade verden lidt sammen med veninden.

I virkeligheden burde han have regnet ud, at Julie ikke helt kunne lade det ligge. Alligevel rynkede han panden forundret over hendes spørgsmål og drejede hovedet, imens hans tanker knagede. ”Gøre ved det?” Han trak på skuldrene. ”Hvad er der at gøre ved det? Sidst jeg prøvede på at 'gøre noget' gik det totalt i kage. Tror du ikke løsningen er helt at lade være med at gøre noget? Lade livet sluge det igen?” Han hvilede siden af hovedet imod ryglænet og betragtede veninden undersøgende. ”Fordi... Det altid passerer?”

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

"Ja," sagde hun, da han gentog hendes spørgsmål og holdt blikket på ham. Hun så på ham længe, inden hun talte. "Det gør det jo ikke." Svaret var ukonstruktivt og sikkert overflødigt, da Thomas spørgsmål højst sandsynligt havde været retorisk, men det hang hun sig ikke så meget i. "Du bliver da nødt til at gøre et eller andet. Jeg ville i hvert fald blive syg i hovedet, hvis jeg aldrig fandt ud af, om jeg havde haft en chance eller ej. Hellere få en afvisning smasket i hovedet end at gå uvidende rundt i resten af mit liv." Det fremgik tydeligt af Julies ord, at hun ikke lige som sådan kunne lade ting ligge. Det var velsagtens hendes stædige og nysgerrige side, der gjorde, at hun var nødt til at vide den slags, og hun var ikke bange for at tale frit om det til Thomas. "Jeg mener," sagde hun og rettede sig yderligere op i sofaen og satte fødderne ned på gulvet igen, "selvom du tror, du har mejet alt dit håb til jorden, så vil det alligevel være der og bare sørge for, at der går endnu længere tid, inden du kommer over hende." Hun løsnede grebet om sin mave og lod hænderne falde mod sine lår med et sagte 'smæk', som for at vise, at hun havde opgivet ikke at stikke næsen fuldstændig i kammeratens sager. "Hvem er det overhovedet?"

outfit

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas sad bare og stirrede tomt ud i luften. Han havde ikke samme tilgang til livet som veninden og det fremgik helt tydeligt på hendes syn på sagen. Ved spørgsmålet, drejede han hovedet imod hende og rynkede panden dybt. Han tog en dyb indånding, sukkede og kørte hånden gennem håret, med et dybt bekymret udtryk i ansigtet.

”Det er ikke så meget det, at jeg ikke tror hun kunne være interesseret, Julie,” begyndte han alvorligt. ”Men selv hvis hun er, så...” Han trak på skuldrene, slog lidt ud med den ene arm og faldt til sidst tilbage imod ryglænet. ”... Jeg tænker det er håbløst,” proklamerede han. ”Men døm selv.” Rynken voksede sig dybere, imens han stirede ud i luften. Endelig tog han sig sammen og fik fremmumlet et; ”det er Heather.” Han skævede over imod Julie, krydsede armene foran hinanden og sank længere ned i sofaen, med alle ønsker om simpelthen at kunne forsvinde i den.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julies ansigtsudtryk blev mere og mere vantro, og hun fnøs irriteret. "Så du tror faktisk, at du kan have en chance, men selv hvis det skulle være tilfældet, så er det håbløst?" hun skar en grimasse. "Du forvirrer mig!" indrømmede hun modvilligt og rynkede panden. Da Sam smed bomben, som var enden på deres forhold, havde Julie opgivet håbet om at blive glad inden for den nærmeste tid og generelt bare glemt at der eksisterede positive følelser - men hun var kun gået ud fra, at gjaldt hende selv, og selvom hun havde præcis den samme holdning til sit håbløse teenageliv, som Thomas havde til sit eget, syntes hun det så voldsomt tåbeligt ud udefra.

Nok var Julie ikke på verdens bedste humør, men Thomas' svar fik hende næsten til at trække på smilebåndet. Hun var på nippet til at spørge, hvad der var galt med sig men tog sig i det og gav de opmuntrende ord en chance. "Snak dog med hende. I har kendt hinanden i syv år, og hvis det skulle gå hen og blive akavet alligevel er der ikke så mange måneder tilbage at holde det ud i." Julie mestrede næsten et trøstende tonefald, selvom hun inderst inde mest havde lyst til at slå ham henover næseryggen.

outfit

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas rynkede lidt på næsen. Det lød tåbeligt når Julie fremstillede det på den måde, men han mente virkelig ikke, at det var helt så simpelt igen. Frem for at give sig til at forsvare eller forklare sig, sank han dog blot længere ned i sofaen, brummede uforståeligt og skulede ud i luften, som om han var en hel del år yngre, end det egentlig var tilfældet.

Han havde ikke lyst til at tænke på Heather, selvom hun i realiteten dansede rundt i hans tanker det meste af tiden. Ej heller havde han lyst til at uddybe netop dette faktum overfor Julie, som ikke længere virkede som om hun kunne følge ham i hans selvmedlidende surmulen. ”Jeg har ikke lyst,” mumlede han. ”I er så pisse forvirrende. Det er ikke det værd,” erklærede han sortsindet fra sin sammensunkne position.

Han så ud som om han regnede med at sofaen ville sluge ham, hvis han prøvede hårdt nok på at forsvinde i den. Desværre var det ikke tilfældet og efter et par øjeblikke rettede han sig atter op, imens han tog en dyb indånding, fast besluttet på at skifte emne. ”Har du en ledsager til Halloweenfesten?”

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

En anden dag ville Julie have haft lyst til at gribe fat i Thomas' krave og hive ham op af sofaen, men lige nu havde hun brugt al sin energi på at komme med de få opmuntrende ord, som slet ikke var så effektfulde som ønsket. Hun mente dog stadig, at hendes råd var godt, men hun orkede ikke at argumentere mere for, at han skulle snakke med Heather. I det hele taget fandt hun tanken om de to sammen lidt spøjs, men hun forklarede det med, at hun bare aldrig havde overvejet, at de var en mulighed som par.

Julie hævede et øjenbryn af hans knap så positive omtale af det kvindelige køn, men hun tog det langt fra personligt. Alligevel havde hun ingen problemer med at sige sin mening om ham ligeud. "Du er ynkelig." konstaterede hun og sank ned i sofaen igen, så hun næsten kom ned på hans niveau.

Spørgsmålet kom bag på Julie, men hun var ikke sen til at regne ud, at Thomas forsøgte at skifte emne. Hun stirrede på ham i noget tid, mens hun udkæmpede en indre kamp med sig selv om, hvorvidt hun gad at holde fast i samtalen om Heather eller ej. Med et dybt suk opgav hun og rystede på hovedet. "Jeg blev spurgt af ham der Lionel." fortalte hun og fik et meget opgivende ansigtsudtryk. "Du ved, mørkt hår, Hufflepuff. " Hun holdt en kunstpause. "4. årgang." Der var ikke det mindste spor af selvironi i hendes ord, og Julie undlod med vilje at fortælle, at hun havde det, som om ingen ville røre hende med en ildtang efter det kuldsejlede forhold, hvilket egentlig også passede hende fint.

outfit

[Thomas Chancellor]

Tag: Julie Young

Thomas fortrak ikke en mine, da Julie stak ham en lidet flatterende kommentar. Han stirrede blot lige ud i luften, bed sine egne svar i sig og nøjedes med at krydse armene over hinanden uden en lyd. På trods af, at han var lettere indigneret over at blive kaldt ynkelig, var han egentlig ikke overrasket. Han nægtede desuden at værdige den slags billige angreb ord, selvom han let kunne have fortalt hende en ting eller to om hvem der var, der havde været ynkelig i selskab med noget så lavt som Samuel Abott.

I stedet fugtede han blot tavst sine læber, betragtede en af sine andre klassekammerater i samtale md en femteårselev og ignorerede hende komplet, også da hun svarede på hans spørgsmål. Hans egen idé om at spørge om de skulle følges som venner, når nu ingen af dem havde en de gerne ville gå med, var afgået ved døden, præcis som hans trang til at tale i det hele taget. I sit stille sind tænkte han, at hvis han lod som om hun ikke var til stede, så ville illusionen ganske snart blive til en realitet. Det passede ham glimrende. Han gjorde sig ikke i skænderier eller konfrontationer. Slet ikke midt i opholdsstuen.