|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Dec 18, 2011 3:53:12 GMT 1
What does not destroy me ...makes me stronger ... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt besvarede hendes smil let tøvende og trak svagt på skuldrene. Det han ville have sagt druknede i det ubehagelige jag af smerte der fulgte den ubevidste bevægelse. Hans skulder sved modbydeligt og han bed hårdt sammen for ikke at komme med et anstrengt udbrud og lukkede øjnene et sekund eller fem, indtil følelsen svandt ind til en svag murren han kunne ignorere.
Da han lukkede øjnene op igen og fortsatte med at bore i de halve billeder og ord der spøgte i hovedet på ham, var hans stemme lidt hæsere end før og han rømmede sig forsigtigt da han igen lod hånden falde ned mod lagnet han lå på. Det trak antydningsvist i hans ene mundvig da hun sænkede blikket. Han så på hendes ansigt et øjeblik endnu, før det dalede til hendes hænder, og fingrene der pillede ved kjolens søm.
Først da hun talte igen, løftede han blikket og lod det finde hendes ansigt. Han rynkede brynene lidt igen og hans blik var alvorligt og svagt forundret da hun mødte hans, og fortsatte. Et øjeblik anede han ikke hvad han skulle sige. Så smilede han skævt og slog selv blikket ned "Der skal mere til end en smasher.." erklærede han lavmælt, uden den store overbevisning. Han viste hvor heldig han var og hvor galt det kunne være gået, men at bevæge sig ind på de tankebaner, var ikke noget han havde den store lyst til. I stedet løftede han blikket igen og så hende i øjnene med antydningen af et smil og et taknemmeligt glimt i de lyse øjne. Flere ord pressede sig på, men fandt aldrig ud mellem hans læber.
Han endte med at rømme sig igen, en smule forlegen, uden egentligt at være utilpas i nuet og nikkede til hendes forklarende ord om hans holdkammerater, mens han indvendigt åndede lettet op på deres vegne "Godt det ikke var værre." han smilede tøvende igen "Jeg kan stadig ikke helt fatte at vi vandt ovenpå den omgang." smilet blev skævt og en lille munter lyd undslap ham.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Dec 19, 2011 15:17:30 GMT 1
the wheels are turning
the fires are burning
[/size] Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center] Endnu engang måtte Annabels smil vige for mild bekymring da han tydeligvis igen led under konsekvenserne af sine skader. Hun så på ham i tavshed og glemte i et splitsekund at trække vejret, som hun nøje fulgte hans ansigtsmimik indtil han åbnede øjnene igen. Den fremtrædende rynke der på ny var opstået mellem hendes øjenbryn gled nogenlunde ud igen, før hun vendte blikket kortvarigt ned imod sin kjolesøm, hurtigt tilbage ved emnet igen. Da Annabel også havde løftet hovedet lidt og mødt hans blik, flakkede det dog ikke genert, men blev bare hvilende roligt og oprigtigt i hans. Det trak svagt og halvhjertet op i hendes mundvig igen over hans ord og hun gav noget der mindede om et muntert fnys fra sig. "Måske. Prøv dog at lade være med at bevise det..." bad hun og mærkede sin læber glide lidt længere op i den ene side, tenderende skælmsk. Kort efter havde hun løftet hagen for at se ud i resten af hospitalsfløjen, og som det vendte tilbage igen rettede hun sig lidt længere op i stolen for at folde det ene ben ind over det andet. En svagt klukkende lyd flød uvilkårligt over hendes læber, i en dæmpet og diskret latter. "Skæbnen er en forunderlig ting. Og formår altid at overraske med de stier hun leder os ned af," pointerede hun lettere svævende og lod blikket vandre kort over imod vinduet i væggen, uden at tilføje yderligere. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Dec 19, 2011 17:24:12 GMT 1
What does not destroy me ...makes me stronger ... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt mødte Annabels blik igen efter at have fået vejret og samlet tankerne igen. Han holdt det nogle sekunder før han mærkede sit eget flakke under hendes bekymrede blik og endte med at slå sit eget ned, næsten simultant med hende. Det trak lidt i hans mundvige uden at han selv helt var klar over hvorfor og rømmede sig svagt, før han skævede op, blot for at møde hendes blik endnu en gang. smilet i hans mundvige trak op og vandt kraft over den lille lyd der undslap hende og skar så en lille grimasse før han nikkede svagt "Jeg skal gøre mit bedste."
Han så ned et sekund før han løftede blikket igen og betragtede hende diskret mens hun havde ansigt og blik vendt væk fra ham. Han trak det hurtigt til sig igen da hun vendte blikket mod ham igen som en naturlig reaktion på hans ord. Et smil trak op i hans mundvige igen og et øjeblik føltes hans kinder varmere end før. Han nikkede svagt til hendes ord og løftede blikket til hendes ansigt igen for at se undersøgende på hende et langt øjeblik uden at sige mere. Han rynkede brynene svagt og åbnede så tøvende munden "Har du altid kunnet det der?" han slog svagt ud med den ene hånd "Synene? Eller er det ikke noget du har kontrol over?" hans interesse var oprigtig og hans blik flakkede kort mellem hendes brune øjne før han tilføjede endnu et spørgsmål "Sker det tit?"
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Dec 20, 2011 0:33:19 GMT 1
the wheels are turning
the fires are burning
[/size] Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center] Annabels smil lurede stadig i mundvigene da han svarede og hun tog sig i at betragte ham lidt længere end nødvendigt, før hun drejede ansigtet væk uden at tilføje yderligere, inden hun kort efter så tilbage igen og svarede på hans tilføjelse. Smilet lurede lidt igen, men nåede ikke helt vinde indpas før hun havde drejet hovedet tilbage og så ud af vinduet. Annabel var oprigtigt glad for at tingene ikke var endt værre end som sådan og det var lidt af samme grund hun ikke kunne lade være med at smile uudgrundeligt, mens hun stadig havde blikket vendt bort. Samtidig kunne hun ikke lade være med at betragte ham dvælende igen, som hun drejede hovedet tilbage og så på ham mens han talte, uden at bemærke at han havde gjort nogenlunde det samme for et øjeblik siden. Hans spørgsmål fik antydningen af det tidligere smil til at blive tydeligere i et øjeblik og hun trak let på skuldrene. Det var langt fra første gang hun havde fået stillet de spørgsmål, men hun havde ikke det fjerneste imod at svare på dem hver eneste gang. "Så langt tilbage som jeg kan huske," svarede hun efter at have set kort overvejende ud i luften. "Men aldrig af egen fri vilje," fortsatte hun. "Jeg forsøger, men..." Hun så på ham igen, lod hovedet falde let på skrå og smilede svagt. "Det er kompliceret magi. Ikke noget man kan lære ud fra en fagbog," smilet trak lidt længere op, for at tage lidt af den alvorlige attitude. Et lydløst suk gled over hendes læber over hans sidste spørgsmål og i et splitsekund så hun nærmest ligeså træt ud som hun egentlig var. "Oftere og oftere." Hun løftede hånden og strøg håret om bag øret. "Og dermed en af grundende til at kontrol over egne impulser er eftertragtet herovre."[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Dec 20, 2011 1:42:02 GMT 1
What does not destroy me ...makes me stronger ... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matts smil trak længere og længere op uden at han rigtigt selv bemærkede det, de få sekunder det regulært var, de bare sad og så på hinanden. Så så de begge væk næsten simultant, der gik dog ikke mange sekunder før Matt selv så tilbage på hendes ansigt og igen ikke helt kunne slå tanken ud af hovedet, at hun var køn når hun smilede. Endnu en gang så han hurtigt væk da hun drejede hovedet tilbage, selvom det var ham selv der lige havde fået hende til det med sine spørgsmål.
Han så dog ligeså hurtigt op igen som før og lyttede med oprigtig interesse til hendes svar, med svagt rynkede bryn. Han nikkede langsomt mens han lyttede satte så endnu en spørgerunde ind da hun tav et øjeblik "Kommer de så bare ud af det blå, eller skal der et eller andet til for det?" han løftede hovedet lidt, blot for at lade det falde tilbage mod puden med det samme igen "Skal du være tæt på personen, eller er det ligegyldigt?" han tav selv igen og lod hende fortsætte.
Mens hun fortsatte løftede han hovedet lidt igen, og satte imens højre hånd i madrassen. Han stemte imod og fik sig løftet minimalt, men nok til med en anstrengt, og lettere forpint lyd, få sig løftet lidt længere op mod hovedgærdet. Han så på hende med en lille grimasse der gled over i et nyt smil. Han var tavs et øjeblik mens han samlede sig igen og så igen så spørgende på hende "Er det altid slemme ting?" han gestikulerede let med højre hånd, stadig sikker på det ville være en endnu dummere idé at bruge venstre for meget "Som det her, eller er der også gode i mellem?" han prøvede at forestille sig hvordan det måtte være ufrivilligt at være vidne til andre ulykker, endda allerede før de skete, men smilede så igen let "Hvordan kontrol?" han rakte op og rettede lidt på puden bag sig, mens han stadig så nysgerrigt på hende.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Dec 20, 2011 11:07:08 GMT 1
the wheels are turning
the fires are burning
[/size] Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center] Det var var på en og samme gang både ufatteligt nemt og utroligt svært for Annabel at fortælle om sin evne. Det var som sådan ikke problematisk at fortælle om det mere håndgribelige, men hun ville ikke kunne forklare fornemmelsen og følelsen af et syn, selv hvis hun prøvede ihærdigt. Det var efter hendes mening, ulig noget som helst andet. Hun trak endnu engang svagt på skuldrene over hans spørgsmål. "De kan i teorien komme når som helst... Men det bliver kraftigt forstærket ved fysisk kontakt." hendes læber trak sig op i et svagt smil. "Som da du stødte ind i min arm til Halloween." Annabels tanker gled kortvarigt over på det syn hun havde fået for et par dage siden og i et splitsekund gled et udtryk af ubehag over hendes ansigt, før det med ét var væk igen. Hun tav og betragtede ham mens han besværet hævede sig længere op i madrassen og var kortvarigt ved at spørge om han skulle have hjælp. Hun lod det være, stærkt regnende med at han selv vidste han bare kunne sige til. Åndsfraværende gled hendes fingre igen langs sømmen på hendes kjole, uden egentlig at tænke over bevægelsen. Matts smil og efterfølgende spørgsmål fik hende til at vende blikket kort mod sine hænder igen, før hun med et lille, diskret henført smil rystede på hovedet. "Nej... Nej. Der er også gode ind i mellem." Hun hævede blikket uden at løfte hagen og så på ham halvt gennem sine øjenvipper. "Jeg går ud fra at det er det, der gør det til at holde ud," tilføjede hun, med en svag sitren i den ene mundvig, som et skævt smil sneg sig op. Annabel vendte kort blikket mod sine hænder igen, inden hun definitivt glattede kjolen ud og stoppede sit nyttesløse foretagende. Hun løftede hagen igen og mødte hans nysgerrige blik. "Jeg har ingen magt over hvor og hvornår det sker. Det kan være temmelig farligt..." Hun fnøs muntert. "... At miste kontrollen over sin krop uden at være forberedt," tilføjede hun og lod tankerne vende tilbage til engang hvor hun havde fået et syn på vej ned af trappen fra spådomslokalet. Hun havde slået sig temmelig meget som hun ufrivilligt kom til at give slip. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Dec 20, 2011 14:44:40 GMT 1
What does not destroy me ...makes me stronger ... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Matt rynkede brynene lidt mens han lyttede til Annabels uddybninger. Spådom havde aldrig helt været et fag eller et emne han havde gjort sig det store i, men efter hvad der var sket synes han at se på emnet med fornyet interesse. Der var ikke noget som at få et håndgribeligt bevis, til at overbevise selv den største tvivler. Han nikkede bekræftende til hendes eksempel og smilede mens endnu nogle brikker faldt på plads i den store sammenhæng.
Han nåede ikke at bide mærke i skyggen der fór over hendes ansigt, væk som den var, næsten før den opstod. I stedet prøvede han stædigt at komme lidt op at sidde, på trods af sin krops klare protester. Et øjeblik svimlede det for ham og han lukkede øjnene hårdt sammen, i forsøget på at få rummet til at stå stille igen. Da han åbnede øjnene igen var det uden at have opnået det han gerne ville med sin anstrengelse og han blev liggende urørligt mens han så på Annabel igen og lod hendes smil smitte. Hans egne læber trak op i et fuldbyrdet smil mens han så nysgerrigt på hende endnu en gang "Hvad er det bedste du har haft?"
Han tav igen for at lytte, mens han uden at tænke over det rakte ned og trak tæppet lidt op. En hvis alvor indfandt sig i hans blik ved hendes ord og han skar en lille, medfølende grimasse "Av.. Jeg kan godt huske der blev talt om det faktisk." han så spekulativt på hende og kvalte et lamt forsøg på en joke om at hun måtte binde sig ind i puder når hun gik på trapperne. Alligevel fik tanken ham dog til at smile igen, før han mindre gennemtænkt satte hånden i madrassen og gjorde endnu et forsøg på at komme lidt længere på at sidde. Straffen kom prompte og kontant endnu en gang og det jernbånd det allerede føltes som om der var spændt omkring hans bryst, blev rødglødende. Et tydeligt forpint udbrud gled over hans læber før han denne gang nåede at gøre noget for at undertrykke det. Rummet begyndte at snurre rundt igen og sveden sprang frem på hans pande, mens han endnu en gang kneb øjnene hårdt sammen og trak vejret hurtigt og overfladisk.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Dec 20, 2011 18:25:03 GMT 1
the wheels are turning
the fires are burning
[/size] Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel gik lidt i stå hver eneste gang han bevægede sig og skar ansigt af smerte lige efterfølgende og selvom hun ikke længere havde tal på antallet af gange han havde gjort det, var det stadig ikke ligefrem blevet rarere at se på. Det blev dog effektivt sat i baghovedet igen, da han smilede tilbage til hende kort efter og dog fulgte op med et spørgsmål, som Anna fandt temmelig personligt i det øjeblik. Uvilkårligt slog hun blikket væk og kunne ikke lade være med at smile tenderende forlegent. Hun var egentlig ikke i tvivl om hvilke hun ville slå fast som de bedste, men det var alligevel rimelig private ting og for at være fair, så kendte hun trods alt ikke Matt så godt. "Der er flere..." svarede hun lettere afværgende og trak på skuldrende, synkront med at hun løftede blikket igen og mødte hans nysgerrige ansigtsudtryk, uden intentioner om at uddybe. I stedet fortsatte hun med at svare på hans andre spørgsmål, lidt mindre tilbageholdende omkring det og nikkede blot til hans ord, med et langt mere fuldbyrdet smil og et skuldertræk. "Det er ikke... behageligt," tilføjede hun og så kortvarigt fjernt over imod vinduet igen, mens hendes tanker kredsede tilbage til de lettere problematiske år hun havde haft på Hogwarts til at starte med, på grund af selv samme evne. Annabel var dog straks tilbage i nuet så snart en ubehagelig lyd kom fra hans seng og rynkerne dannede sig i hendes pande på ny. Hun endte med at sluge sin egen forestilling om, at han ville bede om hjælp hvis han havde brug for det og handlede helt på egen akkord i stedet. "Forsigtig," advarede hun og rejste sig i en glidende bevægelse der bragte hende over til hans seng. Uden at spørge om lov rakte hun frem for at støtte hans overkrop i det forfejlede foretagende med at komme op og sidde, tilsyneladende upåvirket af det faktum at han måske egentlig gerne ville være fri og at han oven i købet ikke havde nogen trøje på. [/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Dec 21, 2011 0:32:24 GMT 1
What does not destroy me ...makes me stronger ... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Annabels nedslagne blik ved hans spørgsmål fik ham til at fortryde næsten øjeblikkeligt at han havde stillet det. Hans eget blik flakkede kort, uden at hun dog ville kunne se det og han følte sig med et frygteligt akavet for første gang siden han havde slået øjnene op igen. Han slog selv blikket ned og stirrede koncentreret på en løs tråd i den hvide forbinding der dækkede hans bryst og ene skulder. Først da hun talte igen løftede han tøvende blikket og smilede med et næsten undskyldende blik. Så nikkede han, mens smilet igen vandt lidt mere kraft "Det kommer ikke mig ved.. undskyld." han rømmede sig og så væk et øjeblik igen.
Han så endnu en gang tilbage på hende for at skære en lille, medfølende grimasse ved tanken om at falde ned af de hårde stentrapper og en snert af hans medfødte beskyttertrang meldte sig et øjeblik. Tanken om at hun skulle falde ned af noget som helst var ikke særlig sjov, men han skød hurtigt tanken fra sig og gjorde i stedet endnu et halvhjertet forsøg på at komme lidt op at sidde.
Denne gang blev han straffet prompte og meget fysisk, i en sådan grad at et utilsigtet vrid i overkroppen et øjeblik fik lysende pletter til at danse for øjnene af ham. Han kneb dem hårdt sammen da rummet begyndte at snurre omkring ham og et pludseligt, men ganske forståeligt anfald af kvalme meldte sig. Han registrerede svagt både det ene ord fra Annabel og at hun rejste sig, men han blev først rigtig opmærksom på hende og hvad hun havde til hensigt, da han pludseligt mærkede en varm hånd mod det øverste af sin brystkasse og en svag, men insisterende duft af lavendler trængte sig på.
Han åbnede øjnene hurtigt og stivnede instinktivt som reaktion på hvor tæt hun pludselig var på. Han følte sig splittet mellem at påstå han absolut ikke manglede hjælp, og åbnede munden for at bedyre netop det. Så lukkede han den igen og slugte kamelen og en smule stolthed, mens han lukkede øjnene igen og sank hårdt i forsøget på at tvinge kvalmen på afstand igen. Det lykkedes næsten og han valgte at koncentrere sig om lavendelduften i forsøget på at distrahere sig selv yderligere mens et kvækkende "Tak.." gled over hans læber.
|
|
|
|
Post by Annabel Baker on Dec 21, 2011 1:19:36 GMT 1
the wheels are turning
the fires are burning
[/size] Tag: Matt Taylor Blythe • Outfit: Here[/center] Annabel tog sig ikke yderligere af Matts spørgsmål som hun havde sneget sig let og elegant uden om, nøjedes med at smile lettere beklagende og fortsatte da sin meget korte fortælling. I hvert fald lige indtil han igen forsøgte at flytte på sig og hun instinktivt røg på benene for at hjælpe ham. Hendes ene hånd havde allerede så småt rakt ud efter puden bag ham på egen akkord. Netop idet hendes hånd landede imod hans blottede hud derimod, knugede det sig i et splitsekund sammen i hendes mellemgulv, i en ikke fremmed fornemmelse der dog aldrig nogensinde havde meldt sig så hurtigt før. Annabel var vant til at mærke den komme snigende og hun vidste som regel hvad der skulle ske når den gjorde, men lige der skete det så hurtigt at hun kun nåede at bremse op i et splitsekund. Et kort glimt, malende billeder dukkede op i hendes tanker og overrasket nåede hun at rette sig lidt op, uden at tage nogen at tage sine hænder til sig. Der var ikke gået mere end et øjeblik, men det var alligevel nok til at Annabel følte sig underligt selvbevidst pludseligt. Hendes blik bremsede kort ved hans ansigt, før det gik op for hende at hun ikke kunne stå stille, efter hun havde placeret sin hånd imod hans bryst. Tavst, forundret og lettere forvirret rakte hun ud efter puden og skubbede den bedre på plads bag hans ryg, så han kunne sidde op. Så snart det lykkedes for hende tog hun hurtigt begge hænder til sig og tog sig i at se på ham med tydelig undren i ansigtet. Uvilkårligt rømmede hun sig lidt, løftede hånden for vant at stryge lokken bag øret. "Jeg må hellere..." begyndte hun lettere fraværende og kunne ikke helt sløre forvirringen fra at stråle ud igennem sine træk. "Ingen søvn, du ved," forklarede hun lettere tamt i et tenderende åndeløst toneleje, mens hun kneb øjnene en smule sammen og så vurderende på ham. "God bedring, Matthew," sagde hun, trak svagt på smilebåndet og gjorde så om på hælen uden endnu et ord og satte kurs mod døren med jævnt rolige skridt, uden at kunne hindre tankerne i at kværne løs.
OUT
[/blockquote][/justify] |
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Dec 21, 2011 2:36:04 GMT 1
What does not destroy me ...makes me stronger ... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Baker Wearing; This Notes; C L O S E D Matt bemærkede ikke Annabel rette sig op eller gå i stå nogle sekunder, men lænede sig i stedet ind mod hendes hånd og holdt øjnene knebet hårdt sammen, stadig dybt koncentreret om at få rummet til at stoppe sin karruseltur og kvalmen til at forsvinde. Han trak vejret hurtigt og overfladisk, klog af skade for følelsen, når han trak det helt ned i lungerne, omend det næppe havde gjort nogen forskel, mens han alligevel sad lettere foroverbøjet. En absurd strøtanke om, at være blevet husket på hvor meget man brugte sine mavemuskler uden at tænke over det, fór forbi og forsvandt igen, da han lænede sig tilbage mod den nu oprejste pude. Det lykkedes ham at kvæle endnu et udbrud i ren stædig stolthed, men en lille lyd undslap ham alligevel, da han mødte modstand og kunne lade spændte muskler slappe af.
Der gik endnu nogle sekunder før han åbnede øjnene, stadig med et lettere uregelmæssigt åndedrag. Alligevel lykkedes det ham at finde et lille, taknemmeligt smil frem, som han løftede blikket til Annabels ansigt. Smilet stivnede på hans læber over udtrykket på hendes ansigt og hans bryn trak nedefter i spørgende undren. Han fik ikke sagt mere. Så blot op på hende fra sin, nu halvsiddende stilling med en underlig, og let ubehagelig følelse spirende i mellemgulvet.
Han nikkede langsomt da hun rømmede sig og talte igen, mens rynken mellem hans bryn bredte sig til også at trække forvirrede rynker frem på hans pande "Okay.." fik han hæst og undrende frem. Så nikkede han igen uden at slippe hende med blikket og krympede sig indvendigt over hendes vurderende blik, der gav ham en fornemmelse af, at han havde gjort et eller andet galt og ikke anede hvad det skulle være. Han så tamt på hende og nikkede for tredie gang, uden at vide hvad han ellers skulle gøre og fulgte hende med blikket da hun gjorde omkring og forlod hospitalsfløjen. Han endte med at sidde og stirre på døren hun var forsvundet ud af i adskillige minutter, stadig lige uforstående. Så sukkede han dybt, skar en grimasse og vendte blikket op i loftet over sig "Tak.. tror jeg.." mumlede han for sig selv og lukkede så øjnene i et pludseligt stædigt forsøg på at falde i søvn igen, så han slap for at tænke på hvilken uvis helligbrøde han lige havde begået.
|
|
