There are worse pains than the bodily ones

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Imens hele Hogwarts blev fyldt med elever på vej fra de sidste timer til deres respektive opholdsstuer, henlå sygefløjen blot i komplet tavshed. Det samme gjaldt for en gangs skyld Jessie, der sad op i sengen med sit næsten helede ben strakt lige frem for sig og næsen i en bog om Quidditch. Hendes overarm var stadig lidt øm hvor smasheren havde ramt og skubbet hende af kosten dagen før, men ud over det var det primært hendes stolthed, der var såret.

Hun sænkede bogen og løftede hovedet lidt for at se irriteret ned på hendes eget venstre ben. Det var dumt, men hun løftede alligevel svagt på det, før hun skar en grimasse og droppede sit forehavende. Det var med et dybt suk, at hun lagde bogen fra sig og sank sammen imod den store pude hun havde i ryggen.

Hun kørte den ene hånds fingre gennem de røde lokker og stirrede lige frem for sig. Det var fristende at ringe med klokken for at plage sygeplejeren for syttenhundrede gang. Med lidt held kom hun hurtigere væk derfra hvis hun var tilpas anstrengende at have liggende. Desuden var det ganske enkelt en nærmest værdig underholdning, sammenlignet med de andre ligegyldige ting hun kunne foretage sig, lænket til sengen af sin tåbelige skade.

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Matt havde sat kursen direkte mod hospitalsfløjen så snart han og resten af årgangen havde fået lov at forlade dagens sidste time. Det passede ham på ingen måde at hans søster lå der og brevet der var blevet dumpet ned faretruende tæt på hans græskarjuice over frokosten, havde ikke ligefrem gjort hans humør bedre. En halv trussel om at deres far ville troppe op på skolen var ikke lige det han havde drømt om fra morgenen af, slet ikke efter at han selv havde siddet som tilskuer ved kampen dagen før og set sin søster styrte mod jorden. At han ovenikøbet efterfølgende var blevet strittet ud fra hospitalsfløjen, før han overhovedet nåede at tale med Jessie, var kun et minus mere i bogen.

Alt i alt var han ikke idealbilledet på en solstråle som han begav sig mod hospitalsfløjen, stadig i sin uniform om med Ospreys-rygsækken hængende over den ene skulder og inden ret længe skubbede døren op ind til fløjen. Han så sig hurtigt om efter autoritetspersoner, men fandt ingen, for så at lukke døren bag sig igen og gå i retning af den seng Jessie havde fået tildelt dagen før. Det lettere sammenbidte udtryk veg et øjeblik som han fik øje på hende siddende i sengen med en bog og blev i stedet erstattet med tydelig bekymring som han nåede helt op til hende og uden yderligere anstalter lod sig dumpe ned på kanten af hendes seng og så på hendes seng.

Han rynkede brynene dybt og så et langt øjeblik bare på sin yngre søster før han sukkede med en lille hovedrysten "Du skal simpelthen bare gøre opmærksom på dig selv konstant, Jess.." det trak ganske let i hans ene mundvig, før han skævede til hendes indbundne ben og rynkede panden endnu dybere. Han lod rygsækken dumpe ned på gulvet at stå og skævede til sengen overfor Jessies, hvor et lyshåret hovede lige nøjagtigt tittede frem over tæppet, men uden at der var nogen bevægelse. Så var hans blik tilbage på søsteren, uden at de bekymrede panderynker var forsvundet.

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jess fangede bevægelsen ovre ved indgangen næsten øjeblikkeligt, som hun sad og ventede på at verden præsenterede hende for noget bare en smule mere interessant end at stirre ud i luften. Hun drejede hovedet imod Matt og kunne ikke rigtig lade være med at lade det trække lidt i sine mundvige over hans tilsynekomst, selvom hun allerede fra første sekund forberedte sig mentalt på bebrejdelserne, bedrevidenheden og bekymringen.

Som han dumpede ned på hendes seng lagde hun hovedet på skrå. Hun kneb øjnene lidt sammen i stilheden og fnøs så. ”Ja det var jo helt overlagt,” konstaterede hun ironisk, himlende med øjnene, før hun skar lidt ansigt ved det nylige minde. ”Hør... Spar prædikenen til en anden gang, vil du ikke nok, Matt? Har du chokoladefrøer med? Eller måske en god flaske af Ogdens ildwhiskey, så jeg kan drukne min viden om Ravenclaws afsluttende pointscore?” Hun kastede et enkelt blik over på den anden okkuperede seng og rynkede misbilligende på næsen.

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Det trak igen lidt i Matts mundvige, men han nægtede alligevel at overgive sig helt og rent faktisk smile "Det er dig, hvordan skal jeg nogensinde vide mig sikker?" drillede han vagt, før han rømmede sig hurtigt og forsøgte ihærdigt at se alvorlig ud igen mens Jessie fortsatte.

Han skar en lille grimasse over hendes bøn og åbnede prompte munden for netop at begynde på en mindre prædiken, men tog sig så i det med himmelvendte øjne og lukkede den igen. Med en lille hovedrysten bøjede han sig ned over rygsækken og lynede den hurtigt op "Whiskeyen kan du godt glemme. Jeg gider ikke have ballade med far for at hælde det i dig." han trak en lille, letgenkendelig æske op fra tasken og lagde den på hendes lår med antydningen af et smil "Ikke at du har fortjent dem.." han skævede igen hurtigt til sengen overfor og trak på skuldrene som han så tilbage "I kan nå det endnu." han rynkede panden igen i visheden om hvilke huse næste kamp ville stå imellem "Bare ikke lige næste gang."

Han tav igen nogle øjeblikke og så på hende med nye panderynker "Hvad har de sagt til dig? Slipper du ud i dag eller?" han skar en lille grimasse og fortsatte "Jeg gav mor og far besked i går aftes og fik et fint svar til frokost." han så sigende på hende "Jeg behøver ikke sige at far truede med at komme herop med de samme, vel?"

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jessie kommenterede ikke Matthews drillende spørgsmål, men fortsatte direkte ud i indkrævningen af chokolade, uden at blinke. Hun kunne ikke helt lade være med at smile skævt af hans konstatering og rømmede sig lidt. ”Niks. Hvis han vidste at jeg for længst har smagt det ville han gå bagover,” bemærkede hun underholdt, før hun snuppede æsken og lettede lidt på låget. Hun virkede nogenlunde tilfreds over synet af frøer, der prøvede at komme ud, og lukkede den i igen, inden hun atter engang løftede blikket til sin storebror. ”Men tak alligevel,” sagde hun reelt.

Hun skævede over imod den anden seng igen og nåede at trække på skuldrene, før hun daskede ud efter hans skulder. I stedet for at ramme formåede hun at rykke lidt på sit ene ben og skar en grimasse. Hun kom dog ikke med nogen udbrud, men fortsatte direkte ud i at give ham svar på tiltale. ”Som om. I bliver grønne i hovedet, når vi tager revanche for denne gang.” Med sin ene hånd fangede hun vant en chokoladefrø og stoppede den i munden.

Hun slugte den med velbehag og kneb øjnene lidt sammen. ”I morgen,” svarede hun med en misbilligende mine. ”Sikkert lige i tid til Magiens historie.” Præcis som sin storebror skar hun en grimasse, da han nævnte sin korrespondance med forældrene. Hun rakte æsken frem i et sympatisk tilbud og fnøs. ”Klassisk,” bemærkede hun, uvant dyster. ”Fordi det jo nemlig ville hjælpe på et brækket ben, at han også stod her og bralrede op.” Hun rynkede på næsen. ”Jeg er ikke død endnu, selvom jeg overvejede at kaste mig ud herfra, da jeg hørte det endelige resultat...”

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Matt skar en grimasse og overgav sig så endelig og smilede skævt "Hvad han ikke ved har han ikke ondt af.." konstaterede han i sjælden enighed og valgte ikke at grave mere i emnet om, hvornår og hvorfor hun havde haft sin debu med den stærke troldmands-drik. Han betragtede hende i stedet tavst mens hun lindede låget på æsken og nåede at se en lille, blank, chokoladebrun fod blive stukket ud, før hun behændigt lukkede låget igen. Han løftede blikket til hendes ansigt igen, og smilede svagt med et lille nik "Det var så lidt, Roo.."

Han betragtede hende igen, denne gang med let rynkede bryn og et spørgsmål på tungen, som dog blev udsat lidt, da hun, ganske som forventet gav ham svar på tiltale. Han smilede dog ikke helt igen, men kneb øjnene vurderende sammen "Vi er allerede grønne.." konstaterede han tørt og fortsatte "I hovedet er bare ikke en mulighed." han tav et øjeblik igen og gjorde så et lille kast med hovedet om bag sig "Hvad skete der egentligt med Yates?" han fulgte hendes hånd med blikket, fra den greb chokoladefrøen, til selvsammen forsvandt mellem Jessies læber og vendte af ren vane øjne med et skævt smil.

Han sagde dog intet, men nikkede blot let da hun redegjorde for sin, måske, snarlige afgang fra hospitalsfløjen "Godt at høre.." sagde han og mente det, mens han sendte hende et lille smil og dernæst redegjorde for deres forældres ganske forudsigelige reaktioner. Han smilede skævt igen og så på hende med hævede øjenbryn i klar ironi "Kom nu, Jess... det er da den ultimative kur. Skelet-O-Fix er komplet sidste år..." smilet svandt ind igen og den bekymrede panderynke vendte tilbage, da hans hjerne uvelkomment kørte en stump film fra kampen dagen før for hans indre blik. På samme tid løftede han den ene hånd afværgende og rystede let på hovedet da hun rakte æsken frem mod ham. Han havde aldrig haft den vilde søde tand. Det gen havde han overladt til Jessie "Lad være at gøre det en anden gang. Så er du sød." han skar en grimasse, mens han rakte over hendes brækkede ben, og gav det andet et lille klem mens han så indtrængende på hende "Jeg var sgu da ved at springe ud over rækværket.." han trak hånden til sig igen og rømmede sig før han så henkastet som muligt tilføjede "Ud over det, så spillede du godt.."

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jess vendte tomlen opad og så nærmest anerkendende på Matt i et øjeblik. Hun havde ingen planer om at dele det med nogen af deres forældre, at hun havde siddet og tyllet whiskey med Joseph på terrassen i begyndelsen af efteråret. I det hele taget tænkte hun at det var bedst, at de vidste så lidt som overhovedet muligt om alt, der involverede hendes infamøse ekskæreste. Det var rigeligt, at hendes storebror havde rodet sig ud i en slåskamp med selvsamme. Hun havde virkelig ikke brug for at hendes far troppede op eller gav sig til at kontakte hans familie. Allerhelst ville hun gerne bare glemme, at han i det hele taget eksisterede – hvilket faktisk allerede var lykkedes forbløffende godt.

Endnu et fnys forlod hende, før hun himlede med øjnene. ”Det skal du jo nok se, at det er, den femtende december,” konkluderede hun, overraskende selvsikkert, i forhold til, at hendes holdt lige var blevet brugt til at feje over jorden på banen dagen før. I hendes hoved var der, som sædvanlig, intet at diskutere. Hun var sejrssikker uanset oddsene og rynkede blot misbilligende på næsen, da han spurgte til Yates. ”Pas,” meldte hun ligegyldigt ud, før hun trak på skuldrene. ”Jeg var der jo ikke. Hun mumler helt vildt meget i søvne, dog. Pisse irriterende.”

Endnu en chokoladefrø røg ned, før et ufrivilligt grin forlod hende. Hun hævede begge øjenbryn og sukkede dybt. ”Jep. Det plejer generelt at være inspirerende at blive skældt ud af den gamle tørvetriller,” bemærkede hun ironisk. Hun rynkede panden lidt og sank derpå sukkende tilbage imod puden. ”Ja, ja, ja. Jeg skal nok passe på, Mrs. Cluck,” sagde hun opgivende. ”Og tak.” Hun nappede æsken med chokolade og placerede den på sofabordet. ”Vi havde ellers tænkt os at prøve Olsson-finten, inden jeg røg af kosten.”

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Matt forfulgte hverken emnet whiskey eller resten af det han nærmest kunne se gik i gennem hovedet på Jessie. I stedet rømmede hansig selvbevidst et øjeblik og forsøgte hårdnakket at ignorere, både de point han havde været skyld i Slytherin mistede og at han indtil efter nytår, var nægtet adgang på Hogsmeade turene. Han fortrød dog ikke grunden til hvorfor netop disse konsekvenser var dumpet ned over ham. Tværtimod ville han gøre nøjagtigt det samme igen uden at blinke.

Han så op igen og fnøs lavmælt da Jessie talte igen og rystede prompte lidt på hovedet "Som om.." han rynkede brynene lidt og så vurderende på hende. Så himlede han med øjnene over hendes ukuelige optimisme og rystede opgivende på hovedet, før han kastede endnu et flygtigt blik mod sengen overfor. Han slap en lille munter lyd som han så tilbage og hævede et øjenbryn "Åh? Siger hun noget spændende?"

Han betragtede hende stadig med et lille smil, mens hun satte endnu en chokoladefrø til livs og skar så en sigende grimasse "Åh ja.. det er ren livsvisdom han hælder ud i generøse mængder. Jeg tror kilden er komplet umulig at tømme." han hævede brynene lidt da hun modvilligt lovede at passe på og daskede halvhjertet ud efter hendes arm "Godt.. Pipsqueak.." han skævede mod æsken der blev sat væk og smilede skævt "Så lidt.. men du har stadig ikke fortjent dem." drillede han spagt, før han rynkede brynene og så spekulativt på hende "Olsson-finten? Hvorfor lige den?" han flyttede lidt på sig og trak det ene ben lidt længere op på kanten af sengen, så han kom til at sidde med fronten mere mod hende.

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jess rakte en lettere chokoladefarvet tunge ud og lukkede kort øjnene, imens hun skar sin grimasse af Matt. Alt var ved det gamle og hun kunne næsten ignorere sit endnu brækkede ben og det faktum, at hendes hold lige havde fået tæsk, når hun tænkte på den næste kamp og på at få sin storebror ned med nakken ved selvsamme. Snakken om den blonde ravn i den anden hospitalsseng hjalp ikke helt med til netop det og hun undlod at kommentere spørgsmålet om hende med andet end et skuldertræk og et ryst på hovedet.

Som hun gulpede den næste frø ned, undslap et ligefrem muntert fnys hende. Hun hostede lidt, holdt sig for munden og så på Matt med spillende øjne, før hun fik styr på sin egen vejrtrækning igen. ”Præcis. Man kan i hvert fald få en masse spændende og vældig kreative ideer imens han oversvømmer en med galde,” konstaterede hun, med et smil. ”At ideerne sjældent har særlig meget at gøre med hvad han siger er vel irrelevant. Det er stadig inspirerende.” Hun smilede indforstået, som hun satte æsken med frøer væk, men antog så en mere dyster mine, som hun sank tilbage imod puden og gav ham løfter, som hun egentlig ikke havde lyst til at give.

At hun derudover ikke havde tænkt sig at overholde dem, holdt hun pænt for sig selv, som hun i stedet, ganske strategisk, skiftede emne. Hun trak lidt på skuldrene, smilede en anelse og rømmede sig. ”Fordi den er indviklet, svær, pisse fed og formentlig ville have taget røven på deres målmand,” svarede hun. Hun kneb øjnene lidt sammen og betragtede ham vurderende, uden at hendes smil svandt ind. ”Men nok om vores strategier. Fortæl mig om jeres i stedet,” krævede hun drillende. ”Jeg er ved at dø af kedsomhed her.”

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Matt himlede med øjnene igen da Jessie barnligt rakte tunge. Selvom nogen ting aldrig ændrede sig, så var der sket lidt for meget på det seneste. Ikke kun for ham selv, men i høj grad også i forhold til Jessie. Det blev sværere og sværere at se på hende udelukkende som den irriterende lillesøster, der alligevel skulle beskyttes mod hele verden. Modvilligt måtte han efterhånden indse, at hun netop ikke længere var så lille mere og måske nok behøvede ham mindre end han brød sig om.

Han skubbede tankerækken fra sig igen mens hun satte endnu en chokoladefrø til livs og skar så endnu en grimasse da hun fortsatte på det altid aktuelle emne, om deres fars berømte og berygtede moralprædikener. Han nikkede langsomt et par gange og kunne ikke lade være at smile skævt som han mødte hendes blik igen "Nogengange spørger jeg mig selv om, hvor han bliver ved med at finde nye materiale. Jeg synes sjældent han genbruger." hans blik spillede konspiratorisk mod hende et øjeblik, før han henfaldt til en smule mere alvor et øjeblik og med et tilfreds udtryk, fik et løfte fra søsteren. Et han dog alligevel ikke regnede særlig meget med ville blive overholdt.

Han rynkede skeptisk panden som emnet gled over på Quidditch-manøvrer og lagde ikke særlig meget skjul på, at han ikke helt var overbevist om det geniale i manøvren hun talte om "Måske, men den er svær at få til at virke. Der er kun en åbning på nogle sekunder hvis den skal virke optimalt." han så spørgende på hende et sekund da hun kneb øjnene sammen og endte så med at fnyse hånligt som første svar, mens hans mundvige trak op i et skævt smil "Som om..." han daskede ud efter hendes arm igen og så udfordrende på hende "Hvor dum tror du lige jeg er? Jeg sidder allerede og fraterniserer med fjenden her." han smilede sødt, lidt for sødt og blikket blev drillende i stedet "Måske er det sundt at du bliver husket på hvordan man sidder stille. Har du tænkt på det?"

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jess smilede skævt og hævede begge øjenbryn en anelse. ”Det er fordi du også selv er en konstant kilde til inspiration for ham, med al den ballade du laver,” konstaterede hun selvsikkert, med et umiskendeligt muntert glimt i øjnene. At Matthew uden tvivl ikke var det sorte får eller ballademageren i familien var uden for diskussion.

Ved hans kommentar til den planlagte finte, trak hun blot på skuldrene. Hun undlod at nævne, at Christiane havde sagt stort set det samme og i samme åndedrag forbudt de tre angribere at benytte sig af den. I stedet drejede hun, som sædvanlig, emnet over i spøg og grinede, som storebroren fnøs og daskede ud efter hendes arm.

Hun åbnede munden og skulle lige til at give ham svar på tiltale, da han fortsatte direkte ud i et drillende spørgsmål, som i stedet fik hende til at skære ansigt. ”Du kan stikke din omtanke skråt op,” bemærkede hun ligefremt. ”Jeg hader det.” Hun rettede sig en anelse op og bed en ukomfortabel lyd i sig, da hun fik rykket på sit venstre ben. ”Jeg er ved at dø af kedsomhed. Hvis jeg nogensinde bliver syg for alvor, kan du så ikke bare lige skyde mig? Kald det hjælp til selvhjælp.” Hun hævede begge øjenbryn og så sigende på Matt, uden dog at være reelt alvorlig.

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Matt fnøs igen, men med knap så meget gennemslagskraft som før, mens han slog blikket ned over hendes år og strøg en hånd selvbevidst over nakken "Ja... måske..." veg han udenom, for så at løfte hovedet igen og se hende i øjnene med et alt for alvorligt blik mens en kommentar om, at han ville gøre det hele om igen aldrig kom ud. I stedet smilede han skævt og blødte op igen, før han pegede en finger imod hende "Du kommer til at købe ting for mig i Hogsmeade til efter nytår. Det er du klar over ikke?" drillede han halvhjertet og lod så hånd og finger falde igen.

Hendes grimasse og indignere tonefald fik hans smil til at vokse og et øjeblik smilede han smørret, mens han på samme tid forsøgte at se tilpas uskyldig og såret ud "Kysser du din mor med den mund der også?" han rystede opgivende på hovedet og lod så smilet vige for et bekymret blik, da hun et øjeblik så lettere lidende ud. Han skævede til hendes ben og fandt så hendes ansigt igen "Går det?" han smilede svagt og nikkede en enkelt gang "Det er en aftale. Jeg ofrer mig for den gode sag."

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jess lod emnet omkring Matthews skarnstreger falde til jorden, som han tydeligvis ikke var interesseret i at lave sjov med det på nuværende tidspunkt. Hun mindedes den skråler deres far havde været så sød at sende efter sammenstødet mellem storebroren og Joseph og tav i usædvanlig eftertænksomhed, før han brød den lettere anspændte stemning – eller forsøgte på det. Begge hendes bryn røg op i et øjeblik, før hun fnøs og så sigende på ham. ”Drøm videre, smarte.” Hun himlede med øjnene og rakte selv en hånd frem, for at efterligne hans pegeri. ”Jeg bad dig ikke om at gøre noget som helst,” bemærkede hun. ”Faktisk mindes jeg, at jeg bad dig om at lade være.” Hun kneb øjnene en anelse sammen, og kunne så alligevel ikke helt lade være med at smile, tydeligvis ikke videre utilfreds med det faktum, at hendes billige hævn var kommet i form af Matthews knytnæve lige i ansigtet på ekskæresten. ”Så hvis du vil have noget i Hogsmeade, så kan du bede mig pænt om det, eller spørge en anden.” Hun hævede begge øjenbryn og lod sin hånd falde igen, med en lettere triumferende mine.

Da hun bagefter bad ham om at stikke sin omsorg skråt op, var triumfen dog væk og erstattet af mild irritation. Hun himlede med øjnene af ham og fnøs igen, uden at svare på det drillende spørgsmål. I stedet rakte hun blot tunge som en fireårig og fortsatte direkte ud i brok over kedsommeligheden på hospitalsfløjen. Hun rynkede lidt på næsen over hans bekymring og kastede et enkelt blik på sit eget ben. ”Det går fint. Man må lide for sporten, du ved,” sagde hun, i en mild provokation. ”Uden smerte, ingen gevinst.” Hendes billige forsøg på at prikke til den slumrende overbeskyttende del af ham var tåbelig, som hun selv vidste, men det var efterhånden så indgroet en del af deres drillerier, at hun ikke helt kunne lade være. Selvom hun hadede at blive behandlet som en sagesløs skabning, der ikke kunne tage vare på sig selv, så var der dog alligevel noget trygt og rart ved, at vide at der var nogen, der bekymrede sig om en.

[Matt Taylor Blythe]

Worrying is like a rocking chair
...it gives you something to do...
but it gets you nowhere

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Wearing; This Tag; Jessie Taylor Blythe

Matt himlede med øjnene men kom igen til at smile over Jessies prompte svaren igen. Hansblik var dog alvorligt på trods af smilet da han fandt hendes igen med en lille hovedrysten "Det ved jeg..." begyndte han roligt og fortsatte så "Men det er sagen underordnet." konstaterede han og lod emnet falde. Han stod stadig ved sin beslutning, uanset hvor mange Skrålere eller bebrejdende blikke han fik. Han fnøs påtaget fornærmet og daskede halvhjertet ud efter hendes strittende pegefinger "Jeg skal overveje det, men det er din julegave det går ud over når jeg ikke kan komme ned at købe den." svarede han igen og så på hende med et udfordrende hævet øjenbryn.

Han holdtblikket på hende uden at lade sig mærke synligt med hendes tunge der igen blev stukket frem eller hendes himmelvendte øjne. Han hævede brynene igen og så vurderende på hende da hun bedyrede at have det fint og lagde på ingen måde skjul på, at han ikke troede hende over en dørtærskel "Hvis du siger det.." han rystede diskret på hovedet før han løftede venstre arm, rystede kåbeærmet væk fra håndleddet og kastede et blik på sit armbåndsur. Han rynkede panden tænksomt om så tilbage på Jessie mens han lod armen falde igen "Jeg er nødt til at smutte hvis jeg skal nå ned at skifte før træning." hans blik blev spørgende "Er der noget du mangler? Så kan jeg kigge forbi efter aftensmad igen?" han smilede svagt og så afventende på hende.

[Jessie Taylor Blythe]

Bones heal
faster than pride
Tag: Matthew Blythe - - - Outfit: Here

Jess kiggede tomt på sin storebror og gjorde sig skeløjet, da han konstaterede, at det var sagen underordnet hvad hun have bedt om eller ikke havde bedt om. Hun lod sin hånd falde og fnøs. ”Elegant. Så du ville lade mig købe min egen julegave? Dårlig stil, Matthew, dårlig stil!” Hun kneb øjnene sammen og lavede en skuffet lyd, med tungen imod ganen.

Som hun kiggede ned på sit eget ben var drillerierne overstået. Hun rynkede lidt på næsen af hans svar, der tydeligt indikerede, at han ikke troede hende over en dørtærskel, men sagde ikke mere. I stedet lænede hun sig bagud og stirrede tavst op i loftet, afventende en eller anden form for underholdning. Da der i stedet kom en information, om at han skulle videre, hævede hun øjenbrynene. Hun trak på skuldrene og rystede så på hovedet, foregivende total ligegyldighed, uden helt at formå at være tilpas overbevisende. ”Nej... Nej ikke noget du kan skaffe.” Hun lyste op i et skævt smil. ”Men tak... Matt...”