|
|
Post by Psyche Hestia Guillotine on Oct 8, 2011 19:27:16 GMT 1
Life doesn't have to be so complicated
A little magic can easily save your day Endnu en tordag og endnu en lektion i botanik. Ikke lige Psyches kop the, og netop i dag var der en udvej. I største diskretion havde hun sneget en af Weasleys næseblodspiller sig, og havde få sekunder senere kunne undskylde sig selv med massivt næseblod, og sætte i løb mod hospitalsfløjen, men hun endnu en gang sendte kærlige tanker til brødrene Weasley, for at have opfundet de perfekte remedier til at slippe væk fra timen.
Da hun stod udenfor døren til selve skadestuen, tog hun pillen der fik næseblodet til at stilne lige så stille af. Der indså hun at det måske ikke havde været helt gennemtænkt, eftersom hun nu var tilsølet i blod, og hun egentlig ikke havde specielt meget lyst til at vise sig foran Zac, skolen sygeplejerske, i den mundering. Overvejelserne gik på, at smutte ind for at vaske sig, men eftersom hun meget nødigt ville findes på gangene, rask, mens hun havde time, var det ikke rigtigt en mulighed. Ergo blev hun nødt til at gå ind på selv hospitalsfløjen nu. Zac havde sgu også set hende i værre tilstand, efter hun havde taget den sectumsempra-besværgelse for Edward.
Efter lidt mere tøven, åbnede Psyche døren til hospitalsfløjen og kiggede ind. Lige umiddelbart var der ikke andet at se, end sengene hvor de rigtigt syge elever lå. Lige nu sov de allesammen tilsyneladende, men det var svært at sige, eftersom der var trukket gardiner rundt om de fleste af sengene. Lige indtil hun selv havde ligget der i flere uger, havde Psyche undret sig over disse gardiner, men nu havde hun fuld forståelse for dem. Folk der ikke ønskede at blive set i deres ynkelighed, brugte dem flittigt. Hun havde f.eks. insisteret på at have den rullet for hele tiden.
På listetæer gik Psyche helt ind i sygefløjen, hvorefter hun lukkede døren efter sig. Med en lidt mindre påpasselig mine, gik hun hen til en håndvask med et spejl over, og begyndte sit forsøg på at fjerne resterne af blodet.
|
|
|
|
Post by Zachary Grey on Oct 8, 2011 21:29:55 GMT 1
then it comes to me
“LIKE THE SUDDEN LIGHT AT THE END OF THE TUNNEL” Darwin havde en fast plads i lokalet, placeret ved den første seng der oftest stod tom, da denne var beregnet elever der kom ind med mindre skrammer. Det var et enkelt stativ med fastgjorte pinde så den karismatiske papegøje havde fri mulighed for at flyve omkring, sprede vingerne og underholde de elever der var lænket til deres sygeseng. Darwin kendte nogle få ord og et par enkelte sætninger, og for en kiks eller to var han altid villig til at lære noget nyt. I det mindste gav det eleverne mulighed for at beskæftige sig med andet end læsning imens timerne fandt sted.
... Zach havde begivet sig ind på hans kontor for at finde dagens ration af diverse remedier, eliksirer og hvad der ellers kunne forbedre situationen for den sengeliggende elever. Han havde netop taget fat i bakken da Darwin, i hans gebrokne tale, annoncerede, at en ny elev var trådt ind af døren. Med bakken i hånden trådte Zach ud fra hans kontor for at modtage den nyankomne elev.
... Da han fik øje på Psyche reflekteret i det spejl hun stod overfor, og den tilstand hun tilsyneladende var i, var hans første reaktion at smide alt han havde i hænderne, og at holde sig fra at gøre dette, og muligvis gøre noget dumt, viste sig at være meget sværere end han havde troet. Det lykkedes ham at vælte et par flasker idet han nærmest smed bakken fra sig for at skynde sig hen til hende.
... ”Hvad er der sket?!” udåndede han febrilsk inden han greb en klud, dyppede den i vandet og rakte den til Psyche. Det var et hav af scenarier der udspillede sig for hans tanker, men indtil at han modtog en forklaring måtte han holde hovedet koldt.
... I al påpasselig forsigtighed greb han hendes hånd og gav den et blidt klem. Selv i den tilstand var det svært for ham at benægte hvor tiltrukket han var af hende, og hvor meget han havde savnet hende. Der var intet han ønskede højere end hive hende til side, lade hans læber møde hendes og nyde euforien ved at have hende nær. Selv nu, hvor han langsomt lænede sig ind mod hende måtte han minde sig selv om, at de ikke var alene.
... Da den værste panik havde lagt sig kunne han ikke lade være med at le, det var trods alt kun næseblod, og han havde set hende kæmpe sig ud af langt værre situationer. Han sendte hende et hurtigt, undskyldende smil, lovede at han ville vende tilbage så snart han havde rodet bod på de flasker han havde væltet. Hans blik blev ved med at vende tilbage til Psyche, bange for at hun skulle forsvinde så snart han vendte det væk. • PSYCHE • |
|
|
|
Post by Psyche Hestia Guillotine on Oct 8, 2011 21:54:48 GMT 1
Life doesn't have to be so complicated
A little magic can easily save your day Darwin var en udmærket dørklokke, men det var det eneste gode hun kunne sige om den. Dyret havde irriteret hendes grænseløst da hun lå syg, fordi hun simpelthen ikke kunne overhøre de lyde den lavede. Dyret i sig selv var vel meget sødt, og den kunne da nogle fine tricks, men der var intet der kunne veje op for det faktum, at den havde vækket hende op til flere gange. Lige for tiden hadede hun den lidt mindre, for den var virkelig god til at få fat i Zac, uden hun behøvede lede efter ham. Ligesom nu, hvor den annoncerede hendes ankomst.
Hun koncentrerede sig så meget om forsøget på at fjerne blodet, at hun ikke lagde mærke til at Zac var dukket op, før hun hørte flasker vælte bag hende. Men så var han der også indenfor et splitsekund, og lagde en overordentlig bekymret attitude for dagen. Med et roligt smil tog hun imod kluden fra sig, og fortsatte sit arbejde for at fjerne blodet. Koncentrationen forhindrede hende i at svare med det samme, og desuden burde han jo selv kunne regne den ud. Det så det også ud til at han gjorde, for han slappede hurtigt af igen og vendte tilbage til sine pligter.
Han fik lige et par minutter til at arbejde i ro, mens hun fik styr på sit udseende. Da hendes ansigt var så godt som nyt, ud over et enkelt ar der fremstod tydeligt, efter hun havde været nødt til at tørre det meste af sit makeup af, forlod hun spejlet og håndvasken og gik over til Zac. Fra et sted bag ham, lagde hun hånden på hans skulder, og lænede sig op mod hans ryg så hendes mund var helt tæt ved hans øre. "Weasleys' næseblodspiller, jeg har ikke brug for at være til botanik. Hvis de spørger var det meget svært at få til at stoppe" Efter at have givet sin besked, trak Psyche sig tilbage på respektabel afstand, og så rundt i rummet, med et blik der indikerede at det helbredsmæssige problem hun havde fortalt ham om, var personligt nok, til at hun ikke engang ønskede at andre skulle vide at hun var der. Facaderne skulle holdes oppe.
|
|
|
|
Post by Zachary Grey on Oct 9, 2011 19:33:32 GMT 1
then it comes to me
“LIKE THE SUDDEN LIGHT AT THE END OF THE TUNNEL” Zachary gav sig tid til at uddelegere den medicin han næsten havde spoleret med hans irrationelle opførsel. Der var en enkelt brækket knogle, en meget grim tilvækst efter en mislykket forsvandlingsbesværgelse, men også et typisk tilfælde af den normale influenza der oftest bredte sig på dette tidspunkt af året. Han havde netop set ind til den sidste elev, og trukket forhænget for igen, da Psyche lagde en hånd på hans skulder. Zach havde set sin del af Weasley-tvillingernes næseblodspiller, men narrede ham endnu.
... Han satte bakken fra sig på samme bord Psyche havde gjort sig i stand ved, og med dagens ansvar klaret, kunne han vende hans fulde opmærksomhed mod den pige der optog det meste af hans tanker. Et oprindeligt smil spredte sig hurtigt over hans læber, og uden brug af unødvendige ord lagde han en hånd på hendes ryg og førte hende ind på hans kontor – i det mindste kunne de tale uforstyrret og ugeneret, uden frygt for at danne mistanke til deres opførsel.
... ”Ikke at jeg godkender pjækkeri … ” kommenterede han med endnu et smil, men han havde ikke tænkt sig at færdiggøre den sætning. I stedet lukkede han døren bag dem, og i samme sekund skubbede han Psyche op mod væggen, lagde en hånd bag hendes nakke og den anden om hendes liv, og kyssede hende med sådan en kraft og passion, at man skulle tro de netop var blevet genforenet efter mange år. Han havde fantaseret om dette så længe, og tilfredsstillelsen kunne han ikke sætte ord på.
... Men det var ikke kun fordi han havde set sig selv i den situation, eller fordi det var det hans hjerte begærede allermest. Zach var lige så flittig en læser af 'the Wiz' som resten af eleverne, og rygtet der sværmede om Psyche og Emrys Cadwallader, og deres, tilsyneladende, romance, havde forgiftet ham med en form for jalousi han aldrig havde oplevet før. Havde han ikke svoret at ligge hans slagsbror-livstil på hylden da han gik ind i professionen som Healer, så havde han begivet sig ud i noget han aldrig ville kunne tage tilbage. Han vidste hvad han havde begivet sig ud i, da han begyndte at flirte med Psyche, og på det tidspunkt havde hun allerede set til Edward, og uanset hvor meget han ønskede at tro på, at han var den eneste der optog den specielle plads i hendes liv, så vidste han at der kunne ligge andet skjult under facaden. Der var intet andet at gøre, end at overbevise hende om hvor godt hun kunne have det med ham, og hvor uerfaren Emrys måtte være til sammenligning!
... Zach havde dog, i al uvidenhed, glemt alt om udgaven af 'the Wiz' der lå åben på hans bord, på selv samme side hvor billedet af Emrys og Psyche var placeret side om side. • PSYCHE • |
|
|
|
Post by Psyche Hestia Guillotine on Oct 9, 2011 20:14:41 GMT 1
Life doesn't have to be so complicated
A little magic can easily save your day Psyche lod sig velvilligt føre med ind på kontoret, og væk fra hvad der måtte være af nysgerrige øje og ører på hende og Zachary. For ham var der trods alt noget risiko i deres lille affære. Psyche derimod, hun ville højest få blakket sit ry en lille smule, men den slags kunne nemt manes i jorden. Straks efter Zac havde lukket døren til sit kontor, måtte Psyche se sig overrumplet. Hun havde regnet med et kys, mens hun havde bestemt ikke regnet med sådan et kys. Det var dog bestemt ikke noget Psyche havde et problem med, og hun gengældte hans kys lige så passioneret, med begge arme låst fast om hans hals. Da hun havde fået nok for første omgang, skubbede hun ham en lille smule tilbage, og så på ham med sine isnende blå øje "Så du godkender ikke pjækkeri, hva'? Det føltes ellers ikke just som modvilje" et listigt smil bredte sig på Psyches læber mens hun talte, og efter hun havde afsluttet sin sætning, smuttede hun fri af hans arme og ud i rummet. Hun var ikke lige sådan at holde fast, denne slange.
Hun havde retning mod bordet før hun overhovedet havde fået øje på bladet, men satte farten betydeligt op da hun lagde mærke til det. Da hun nåede frem slog hun ned over bladet som en ørn. Selvom hun havde læst det flere gange efterhånden, gennemlæste hun rygtet om hende og Emrys igen. "Han er politiker, hun er wilie – et perfekt par. Det må være et spørgsmål om tid før de bestiger tronen." Psyche citerede direkte fra bladet, som hun nu havde samlet op, og vendte et meget fjendtligt blik mod Zachary da hun var færdig. Det hun før havde betragtet som en overordentlig varm velkomst, tolkede hun i stedet som et besidderisk træk, nu hvor hun vidste at han havde læst rygtet. Hendes første impuls var at råbe af ham, men eftersom det helt sikkert ville blive hørt gennem dørene, skrottede hun det. I stedet brugte hun sine særlige evner til at sætte ild til den seneste udgave at The Wiz, og lod det brænde ud mens hun holdt det.
Først da ilden var forsvundet, og hun lod den sidste aske fra bladet lande på hans skrivebord, var hun klar til at give ham et stykke af sin mening. Der var intet omslag denne gang, hun var så ligefrem hun overhovedet kunne være "Du kunne sige at det bare var fordi det var et godt billede af mig, men jeg ved at du tror på Riley.. Den helt særlige velkomst du lige gav mig, var bare for at vise at jeg er din" Hendes kolde og vurderende blik hvilede på ham, mens hun nu ventede på en forklaring fra ham.
|
|
|
|
Post by Zachary Grey on Oct 22, 2011 19:09:00 GMT 1
then it comes to me
“LIKE THE SUDDEN LIGHT AT THE END OF THE TUNNEL” Sandt, sandt og … sandt!
... Underbevidst havde han nok ønsket, at hun skulle se bladet og artiklen, og han burde have kunne tænke sig til konfrontationen, for Psyche var ikke ligefrem rationel på dette punkt. Zach havde heller ikke planer om at begive sig ud i en dårlig undskyldning, men ville gøre sit bedste for at holde hovedet koldt, for ja, hans handling havde været for hendes overbevisning, men også for hans egen.
... ”Riley lød meget overbevisende,” svarede han da han fik muligheden. ”Og uanset hvor meget jeg ønsker at tro på, at det ikke er sandt, så ved jeg at der er noget mellem dig og Emrys, som ikke alene kan betegnes som venskab.” Han havde trods alt set dem under måltider, og en enkelt gang havde han også fanget sig selv i, at smuglytte til et brudstykke af deres samtale i gangen. Jalousi var en meget grim følelse, og den spredte sig i hans årer som gift. Han kunne kun håbe på, og inderlidt ønskede han, at det udelukkende var Emrys der havde fundet en dyb fascination af Psyche, og ikke den anden vej rundt, eller gengældt.
... ”Han gør mig jaloux, og der er intet jeg kan gøre ved det,” kommenterede han efter et par sekunders stilhed. Han ønskede ikke at miste Psyche, men han kunne heller ikke byde hende den ejerfornemmelse han havde fået.
... Zach tog et enkelt skridt i hendes retning. Den grå aske på bordet var en ondskabsfuld påmindelse, men det havde også lettet ham at have den information ude af øje, ude af sind. Han vidste ikke hvordan han kunne gøre det godt igen, eller hvad han ellers kunne sige. Han ville aldrig kunne være der for Psyche som hans modstykke, Emrys kunne. Zach kunne ikke engang tage hende med til Halloween festen! Han vidste at han ville se hende valse ind ad døren med en fyr på armen; at han ikke kunne gøre andet end at se måbende til når flirtende ord lagde sig i luften omkring hende; at han måtte blive på hans plads, når alt han ønskede var at dedikere hele hans aften i hendes selskab, til hendes behov og ønsker. Men det var den pagt han havde lavet med djævlen da han besluttede sig for, at have et forhold til en elev. • PSYCHE • |
|
|
|
Post by Psyche Hestia Guillotine on Oct 23, 2011 9:28:36 GMT 1
Life doesn't have to be so complicated
A little magic can easily save your day Riley var altid meget overbevisende, og hvis Psyche fik fat på hende inden for den nærmeste tid, ville tøsen få et meget overbevisende blåt øje. På den anden side ville det måske ikke være hamrende genialt, for man kunne jo aldrig vide, hvad hun ellers havde af tanker, hun kunne tæske ind i hovedet på den kære Zachary. Fornuften talte gennemgående for at lade Riley slippe, for det kunne hurtigt blive grimt, hvis de startede en mere åben krig, end den de allerede havde.
Hendes blik hvilede stadig opmærksomt på Zac, og hun lyttede indgående til hans svar. Det talte godt for ham, at han ikke forsøgte sig med en dårlig undskyldning, for det ville med garanti have hidset hende op. Mens hun endnu havde hans ord klart i tankerne, trak hun sig op på skrivebordet, naturligvis uden at sætte sig i asken og ødelægge sin uniform. "I det mindste springer du de halv-dårlige undskyldninger over" hun løftede roligt sin ene hånd, og strøg noget vildfarent hår om bag det ene øre. Derefter purrede hun op i håret i nakken, mens hun prøvede at samle sine tanker. Han var voksen nok til at gå direkte til problemet, men hun hellere i defensiven"Jeg har kendt Emrys siden jeg var 2 år gammel, det er selvskrevet at vores venskab er dybere end de flestes. Faktisk har du overhovedet ikke belæg for at påstå at det er mere end et venskab" Hun holdt en kort kunstpause, og lod sin mening trænge igennem "Men nu hvor vi er på emnet, vil du sikkert gerne vide, at han er min ledsager til halloween. Jeg gik ikke ud fra, at du kunne tage mig med" Hun havde for længst accepteret vilkårene for deres forhold, mens det samme vist ikke kunne siges for den eneste anden deltager i legen. Velvidende at hun bestemt ikke sagde noget, der kunne falde i hans smag, fortsatte hun med et charmerende smil. Ikke at hun forventede at gøre det meget bedre, med hvad hun ellers havde at sige. "Det er et rent skalkeskjul, kæreste. Folk ville undre sig, hvis jeg gik alene og rygtet om mig og Emrys er jo allerede startet" Da hun nu havde sagt hvad hun ville, lænede hun sig en smule tilbage og rettede blikket op mod loftet.
"Jeg kan provokere nogen til at forbande mig, hvis du gerne vil have mig for sig selv. Jeg kan sikkert klare en sectumsempra mere" Med øjnene fulgte hun en revne der snoede sig hen over loftet, mens de eftertænksomme ord flød overraskende problemfrit over hendes læber, når man huskede hvor ilde tilredt hun have været efter julefesten. "Men så bliver du nødt til at være i nærheden, for jeg vil virkelig ikke have flere grimme ar" hun strøg langsomt en hånd over arret på kinden, før hun igen så hen mod Zachary. Hun var så småt ved at have accepteret arrenes tilstedeværelse, men i det første lange stykke tid, havde hun dagligt spurgt ham, om han nu også var sikker på at der ikke kunne gøres noget ved det.
|
|
|
|
Post by Zachary Grey on Dec 18, 2011 19:36:51 GMT 1
then it comes to me
“LIKE THE SUDDEN LIGHT AT THE END OF THE TUNNEL” Zach stod som ramt af en total kropslås bag hans bord. Han ønskede virkelig at tro Psyche, og det var udelukkende fordi at han til hver en tid kunne miste hende, at han var så jaloux. Han var ikke bedre end Emrys. Denne dreng kunne give al den opmærksomhed til Psyche som Zach ikke kunne; han kunne vise sig i offentligheden, hånd i hånd og det ville kun blive betragtet som normalt.
..."Undskyld, jeg ved godt at det ikke var fair af mig." Zach fik endelig rømmet sig og taget sig sammen til at finde den undskyldning han skyldte hende. Det var ikke let at give op, og havde det været enhver anden situation så havde han gået til Emrys for at finde en løsning; højst sandsynligt havde han fundet hans gamle slagsbror frem, men i dette tilfælde kunne han kun håbe på at Psyche talte sandt. Der var, uden tvivl, nogen flirten imellem de to barndomsvenner, men det havde været en del af Psyche han havde faldet for i sin tid.
..."Jeg ville ønske at jeg kunne tage dig med," svarede han. Hans temperament havde allerede faldet drastisk og Zach prøvede nu at rette op på det værste. "Men jeg må indrømme, at af alle de drenge du kunne vælge imellem, så er jeg glad for dit valg." Han tog de sidste par skridt der var imellem dem og greb ud efter hendes hånd. Han holdte den blødt i hans og mødte hendes blik.
..."Og det sidste jeg ønsker er, at du skal komme til skade igen." Han var bestemt i hans tone, men hans blik var blødt og bedende. Hans hånd fulgte hendes over arret. Zach ledte stadig efter en måde hvorpå han kunne hjælpe hende, men et ar skabt af magi, og en magi så stærk, var ikke let at fjerne. Psyche var stadig lige så køn og uimodståelig som hun altid havde været, med eller uden ar.
..."Jeg ved godt at dette er tåbeligt forsøg på at skifte emne," kommenterede han efter et par sekunders stilhed. "men hvad er dine planer for kostume? Skulle du blive bortført af en høj, mystisk, utrolig tiltrækkende fremmede, så kunne det være rart at vide, at jeg har grebet den rette." Zach slog en lille latter op og strøg begge hænder igennem de lyse lokker. De sluttede sig sammen omme i hendes nakke og trak hende nærmere så der kun var millimetre imellem dem. • PSYCHE • |
|
