Talk to the hand...

[Anessa Llewellyn Yates]

A general loathing for a person
usually has some sound basis in instinct

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Samuel Abott - Outfit: Here

Anessa lænede sig yderligere tilbage mod ryglænet af den sofa i fællesstuen hun havde indtaget og koncentrerede sig om den bog hun havde taget med sig. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun egentligt havde valgt at sætte sig i fællesstuen som i bund og grund var et virkelig dumt sted at placere sig, når der var visse personer man helst ville undgå og hun ignorerede hårdnakket den lille stemme i baghovedet, der pippede spagt om, at hun måske alligevel ikke ønskede at undgå personen så definitivt, som hun forsøgte at bilde sig selv ind.

Irriteret løftede hun den ene hånd og purrede op i det korte hår, der dagen før havde fået et nydeligt tilskud af farve, som hun stadig var ganske tilfreds med. Hun løftede fødderne i de skinnende blå støvler og lagde dem uden videre op på bordet foran sig, mens hun tyggede sig gennem side efter side af den forlængst afdøde mugglers stadig interessante teorier og lukkede resten af rummet ude til lyden af stemmer kun var en summen af betryggende baggrundsstøj. Hun gemte sig villigt ind i sin lille usynlige boble, og lagde ikke mærke til hvem der egentligt kom og gik eller allerede sad ved stuens mange borde.

[Samuel Abott]

And I´m running, running wild, running free,

Baby, I just did the Wild Thing

Samuel skar ansigt da han fik en hånd i panden og blev skubbet væk. Upåvirket gav han en snøften fra sig og lænede sig en smule fremad mod hende igen, dog med en mere passende afstand denne gang, og rullede med øjnene.
Det gik snart op for Samuel, at Anessa begyndte at smile, og det fik ham til at klemme øjnene vantro sammen. ”Selvfølgelig prøvede jeg den”, udbrød han desperat. ”Undskyld mig, at jeg rent faktisk stolede på dig. Tydeligvis en kæmpe brøler”. Fornærmelsen gjorde hans stemme lettere skinger, og i en sur bevægelse slog han ud med hånden.
”Hvis du var en dreng, havde jeg knaldet dig én! Hvis du var en pige, havde jeg bare knaldet dig, men jeg kan ærlig talt ikke rigtigt finde ud af hvad der foregår hér”, Samuel viftede lidt mod Nessa med pegefingeren og hentydede til hendes korte hår og tætte bygning, ”... så min løsning må være denne”. Med en neutral mine lettede han sig lidt fra bordet og slap en ordentlig fis. Som var et kæmpe pres lettede fra hans skuldre, lukkede han øjnene og bed sig provokerende i læben. Dernæst viftede han lidt i luften, som kunne han få gassen hen mod Anessa.
Afventende antog hans ansigt atter en skulende maske. Hvad var hendes forklaring? Hvornår havde han nogensinde givet hende en grund til at være så ondskabsfuld mod ham? Med gru, gled tankerne tilbage på de forrige par uger. Sikke et mareridt. Automatisk kunne han mærke hvordan hans nedre dele krympede sig en smule ved tanken.

Tag: Nesbo

[Anessa Llewellyn Yates]

A general loathing for a person
usually has some sound basis in instinct

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Samuel Abott - Outfit: Here

Anessa var så opslugt af sin læsning, at der gik nogle sekunder før hun opfattede at nogen talte til hende. Ydermere nogen der ikke talte særlig pænt til hende og da hun løftede hovedet for at se hvem misæderen var, var det alelrede med en irriteret rynke mellem de smalle bryn. Sekundet efter blev bogen trukket ud af hånden på hende og fik en rutchetur hen over bordet, der fik hende til at sætte sig op med et ryk og trække fødderne ned fra bordet ”Hey!! Styr dine kleptoman-tendenser din abehjerne!” udbrød hun arrigt før hun uden tøven satte den ene hånd mod hans pande, og skubbede hans ansigt væk fra sig igen.

Mens hun gjorde det var det først hans anklagende ord trængte ordentligt ind, og hun gik i stå midt i en bevægelse og så på ham med et undersøgende blik, mens det trak forrædderisk i hendes mundvige ”Min lille fikse besværgelse...?” spurgte hun retorisk, mens irritationen i hendes blik blev afløst af åbenlys morskab ”Du sidder ikke der og fortæller mig, at du rent faktisk var stupid nok til at forsøge at kombinere to basale besværgelser som selv 1. års snotunger ved ikke fungerer sammen?” hun lagde hovedet lidt på skrå og lod et lille opgivende fnys glide over sine læber mens hun rystede på hovedet ”Du har krafteddeme en hæklefejl i kysen, Abott. ”

[Samuel Abott]

And I´m running, running wild, running free,

Baby, I just did the Wild Thing

Samuel skar ansigt da han fik en hånd i panden og blev skubbet væk. Upåvirket gav han en snøften fra sig og lænede sig en smule fremad mod hende igen, dog med en mere passende afstand denne gang, og rullede med øjnene.
Det gik snart op for Samuel, at Anessa begyndte at smile, og det fik ham til at klemme øjnene vantro sammen. ”Selvfølgelig prøvede jeg den”, udbrød han desperat. ”Undskyld mig, at jeg rent faktisk stolede på dig. Tydeligvis en kæmpe brøler”. Fornærmelsen gjorde hans stemme lettere skinger, og i en sur bevægelse slog han ud med hånden.
”Hvis du var en dreng, havde jeg knaldet dig én! Hvis du var en pige, havde jeg bare knaldet dig, men jeg kan ærlig talt ikke rigtigt finde ud af hvad der foregår hér”, Samuel viftede lidt mod Nessa med pegefingeren og hentydede til hendes korte hår og tætte bygning, ”... så min løsning må være denne”. Med en neutral mine lettede han sig lidt fra bordet og slap en ordentlig fis. Som var et kæmpe pres lettede fra hans skuldre, lukkede han øjnene og bed sig provokerende i læben. Dernæst viftede han lidt i luften, som kunne han få gassen hen mod Anessa.
Afventende antog hans ansigt atter en skulende maske. Hvad var hendes forklaring? Hvornår havde han nogensinde givet hende en grund til at være så ondskabsfuld mod ham? Med gru, gled tankerne tilbage på de forrige par uger. Sikke et mareridt. Automatisk kunne han mærke hvordan hans nedre dele krympede sig en smule ved tanken.

Tag: Nesbo

[Anessa Llewellyn Yates]

A general loathing for a person
usually has some sound basis in instinct

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Samuel Abott - Outfit: Here

Anessa lænede sig tilbage som Samuel lænede sig frem igen, men dog holdt en mindre anmasende afstand denne gang. Hun glemte dog også sin åbenlyse irritation over hans blotte tilstedeværelse, da det gik op for hende, at hendes sarkastiske forslag til ham tidligere på måneden, var blevet ganske seriøst. Hun så tydeligt vantro på den ældre Slange og ventede nogle sekunder før hun talte igen, næsten håbende, at han ville bryde ud i latter og erklære det hele en virkelig dårlig spøg.

Da det ikke var tilfældet så hun endnu mere vantro på ham, men med et halvt grine lurende i mundvigen før hun fnøs uudgrundeligt og fortsat så på ham som om han var en helt særlig race hun aldrig havde ser eller hørt om før ”Du mener det rent faktisk.. gør du ikke?” spurgte hun ligeså vantro som før og lagde armene over kors på brystet. Hun blev siddende og betragtede ham mens han provokerende forsatte og ganske vulgært gav sin mening til kende, men for en gangs skyld var hun ret ligeglad, stadig lettere chokeret over, at han tilsyneladende var så naiv som det så ud til.

Hun ventede derfor tålmodigt til han var færdig med sine overdrevne udtalelser og handlinger og rystede så bare tavst på hovedet uden at have taget blikket af ham ”Jeg er klar over, at du ikke stod forrest i køen da de uddelte hjerner, men helt ærligt..?” hun trak den ene arm fri af den anden og kørte fingrene igennem det korte hår, før hun løftede den ene fod igen, og satte den mod bordkanten lige mellem hans ben ”Har du nogensinde hørt om sarkasme måske?” hun så igen både spørgende og vantro på ham, mens hun slet ikke turde overveje, hvad de kombinerede besværgelser havde gjort ”Erecto er til at rejse bygninger med, din båtnakke, det lærte vi sgu da allerede på 1. årgang? Hvor meget har du sovet i timerne?” hendes blik var komplet alvorligt og stemmen uden det sædvanlige anstrøg af ironi. Hun slap en lille vantro lyd igen og rynkede brynene mens hun betragtede ham et øjeblik endnu ”Hvad skete der?” spurgte hun nysgerrigt og nikkede sigende mod punktet lige ud for sin fod på bordkanten.

[Samuel Abott]

And I´m running, running wild, running free,

Baby, I just did the Wild Thing

”Selvfølgelig mener jeg det! Er du en eller anden retarderet dværg, eller skal du have den igen?” I en utålmodig gestus sænkede Samuel hovedet en anelse og knipsede med fingeren. Da Anessa luftede sin mening om sagen uden omsvøb, rynkede Samuel næsen, men gled så med på den, selvom den satte ham i et noget dårligt lys. ”Nej, jeg stod omme bag køen og forulempede en eller anden gammel kone”.
Med et suk opgav Samuel sin truende attitude og sank ned i sofaen ved siden af den yngre ravn. Han var ikke decideret vred på hende, blot temmelig irriteret over at have fået sat sine nedre regioner ud af spil i over en uge. Om et par uger ville han sikkert kunne grine af situationen, men den var stadig for tæt på.
Som en lille dreng der blev fortalt noget revolutionerende vigtigt, lyttede Samuel med åben mund, hovedet drejede mod hende med en koncentreret mine. Det var langt fra tilfredsstillende at høre den rigtige betydning af de to sammensatte besværgelser. ”Åårh, Nesbo!”, mumlede han skuffede og kastede hovedet tilbage.
Ved spørgsmålet gled tankerne hen på de forgangne otte dage, og med en skulende mine sendte han hende et mistænksomt blik ud af øjenkrogen. Så afgjorde han, at det i grunden nok var ligegyldigt hvis Anessa fortalte det videre – sket var sket, og den var tilbage til sin normale tilstand.
”Det var ikke kønt”. Stemmen var mørk og dyster, som fortalte Samuel en forfærdelig gyserhistorie. ”Først… Hævede den op, hvilket egentlig var ganske udmærket. Men så antog den en blålig farve… Og dernæst kunne den ikke tæmmes, så dyret stod på spring konstant! Er du klar over hvor ondt det gjorde?” Bebrejdende gjorde han et kast med hovedet mod Anessa.

Tag: Nesbo

[Anessa Llewellyn Yates]

A general loathing for a person
usually has some sound basis in instinct

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Samuel Abott - Outfit: Here

Anessa himlede overdrevent og tydeligt med øjnene og havde en ubændig trang til at gentage en tidligere succes og plante en støvle i brystet på ham. Hun lod dog være og løftede i stedet den ene hånd op foran ham, knyttet med undtagelse af langefingeren der stak lige i vejret mens hun med et sukkersødt smil, og med fuldt overlæg slog over i sit andet modersmål for en kort bemærkning ”Cau dy ben a stedd ar hwn..*” hun lod hånden falde igen, mens hun slap en lille munter lyd og rystede på hovedet ”Jeg er ikke engang overrasket over at du også er tenderende nekrofil, Abott.” hun himlede med øjnene igen, men kunne ikke lade være at smile skævt.

Hun fulgte ham med blikket som han rejste sig og lod sig dumpe ned ved siden af hende. Hun blev roligt siddende mens hun i ret klare veninder skar tingene ud i hvad der mindst måtte være bølgepap for ham. Hun betragtede ham med slet skjult morskab da han lagde hovedet tilbage og hun selv tav igen. Hun drejede sig lidt i sofaen og trak det ene ben op under sig så hun endte med front mod ham og lænede sig med siden mod ryglænet. Hun besvarede hans mistænksomme blik med et opfordrende nik og lyttede nysgerrigt da han begyndte at uddybe.

Jo mere han sagde, jo mere spillede hendes blå øjne af undertrykt latter og da det trak afslørende i hendes mundvige lagde hun den ene hånd for munden et øjeblik, mens en halvkvalt lyd undslap hende. Hun rystede på hovedet til hans spørgsmål og rømmede sig en enkelt gang for at tvinge latteren på tilbagetog ”Nej. Hvor ondt?” spurgte hun oplagt og rynkede så brynene mens hun så vurderende på ham og efter et øjebliks overvejelse fortsatte med fornyet alvor ”Helt alvorligt, Sam. Er du virkelig så stupid som du giver udtryk for, eller er det bare blevet et smart image?”

---

* Shut your face and sit on this

[Samuel Abott]

And I´m running, running wild, running free,

Baby, I just did the Wild Thing

Samuel skævede til den løftede finger og hævede upåvirket et øjenbryn til de efterfølgende ord. Det kunne nærmest kun tolkes som bandeord i forbindelse med sætningen. Eller i hvert fald ord, hvis mening ikke var helt stuerene. Det kendte han da alligevel Anessa nok til at vide.
I stedet valgte han at tolke ordene helt anderledes. ”Nej, Nesbo! Du må ikke stikke den finger op i mig og andre små drenge!”, forklarede Samuel uendelig langsomt og udtalte meget omhyggeligt hvert ord, som var hun en retarderet gammel kone. Han stak fingrene frem for at flicke Anessas fremstrakte langefinger, men hun nåede at sænke den inden.
Med et lidende ansigtsudtryk vendte Samuel fronten mod ravnen og trak benet op i sofaen som støtte. En smule uelegant kløede hånden sig i skridtet mens Samuel så tænksomt på et punkt over Anessas hoved. ”Sikkert så ondt det ville gøre, som at føde en baby. Eller som at lægge en dej på størrelse med en baby”, erklærede han dramatisk og sukkede dybt. Det var selvfølgelig en anelse overdrevet, da det at føde et barn sandsynligvis langt ville overgå en smerte Samuel nogensinde ville føle.
Ansigtsudtrykket ændrede sig fra nobelt lidende til tøsefornærmet ved spørgsmålet. ”Stupid? Jeg vælger at kalde det uskyldigt naiv! Hvad skal stakkels fyre som mig gøre mod brutale hermafroditter som dig!”

Tag: Nesbo

[Anessa Llewellyn Yates]

A general loathing for a person
usually has some sound basis in instinct

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Samuel Abott - Outfit: Here

Anessa udstødte en fnysende latter over Samuels ord da han knipsede til hendes ret sigende finger, og ramte en del tættere på sandheden af hvad hun havde sagt, end han sikkert var klar over. Hun sænkede hånden med et blik der stadig spillede muntert og lagde hovedet lidt på sned ”Du skal også ødelægge alt det sjove..” hun vippede foden lidt og puffede provokerende til hans inderlår før han rejste sig.

Hun forblev upåvirket af hans obskøne og ganske ugenerte handlinger og drejede sig lidt i sofaen så hun bedre kunne se på ham, stadig med et både underholdt og nysgerrigt blik. Så rakte hun ud og klappede ham på låret med en overbærende, forsikrende mine ”Jeg er sikker på du en dag bliver en vidunderlig mor, Sammy. Helt sikker!” hun smilede knap så uskyldigt og blev så et øjeblik mere alvorlig.

Hun fortsatte tænksomt og himlede med øjnene over hans fornærmede svar ”Fint.. Så siger vi det.” hun slog opgivende ud med begge arme og så på ham igen med et vurderende blik ”Du er ikke særlig svær at se igennem. Bare så du ved det.” hun smilede skævt og rystede på hovedet igen ”Du kunne jo næsten være behageligt selskab.”

[Samuel Abott]

And I´m running, running wild, running free,

Baby, I just did the Wild Thing

”Hvis du synes den slags er sjovt, spiller du vist på det forkerte hold, min kære ravn”, påpegede Samuel med en sigende mine, dog en smule tilfreds med at hun spillede med på legen, i stedet for at fyre en eller anden kedelig benægtende kommentar af. ”Eller også er du bare temmelig forstyrret.”
Det gibbede en anelse i ham, da Anessas fod gled faretruende tæt på skridtet. Det skulle ikke undre ham, om hun kunne finde på at sætte et velanrettet spark ind, hvis en kommentar blev for grov.
Den korte pause der sænkede sig mellem dem, benyttede Samuel til at sætte sig ordentlig ned på sin flade, kaste benene op på sofabordet foran og synke helt ned i den bløde sofa. En finger fulgte uopmærksomt polstringens syning, mens han undlod at kommentere på, at han åbenbart var transparent.
”Du er ved at komme til fornuft”, erklærede Samuel med et voksende smil. For en gang skyld alvorlig fortsatte han, med blikket rettet fremad mod et par elever der var i gang med at lege knaldtagfat, ”jeg har hele tiden vidst, at du var et behageligt kendskab, Nesbo! Eller du er i hvert fald en af de få, der siger hvad de vil. Lidt ligesom mig”. Med et blændende smil vendte han hovedet mod Anessa ved antydningen, selvom de var temmelig forskellige personer, når det kom til stykket.

Tag: Nesbo

[Anessa Llewellyn Yates]

A general loathing for a person
usually has some sound basis in instinct

~ ~ ~ ~ ~
Tag: Samuel Abott - Outfit: Here

Anessa skar en grimasse over Samuels, som altid, provokerende svar, og så et øjeblik væk mens hun rynkede brynene. Så trak hun på skuldrene og så tilbage på ham med et ubekymret blik ”Eller også er jeg virkelig grådig og vil have det bedste fra begge sider.” hun vrikkede lidt med øjenbrynene og fnøs muntert da han fortsatte ”Der er en virkelig tynd grænse mellem genial og forstyrret ved du nok.”

Hun smilede åbenlyst flabet da det lette puf hun gav hans lår med siden af sin støvle, fik det til at gibbe i ham og hævede begge de smalle bryn udfordrende mod ham uden at sige noget da han rejste sig og i stedet dumpede ned i sofaen ved siden af hende. Hendes blik blev spørgende og hun lagde hovedet lidt på skrå ”Komme til fornuft med hensyn til hvad?” spurgte hun let undrende og himlede så svagt med øjnene da han fortsatte ”Jeg skal lige overveje om jeg tager det som en kompliment eller en fornærmelse.” mumlede hun, uden helt at kunne benægte at han havde bare delvis ret i det han lige havde sagt.