Dagen er for kort og natten er for lang

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Ganske kort overvejede Tristan, om Julie var en type, der ligeledes nærede en ustandselig kærlighed for de kære børn, og blev hurtigt enig med sig selv om, at hun ikke kendte til noget bedre - hvilket var forrygende. De havde snart ført en samtale i 10 minutter, så næste stop måtte uden tvivl være et bryllup med levende duer og svævende rosenblade og hele pakken.

Da først lyden af Julies korte, men ikke desto mindre eksisterende, latter nåede hans ører, blev han bare en lille smule varmere i kroppen. Fra det øjeblik han var vågnet og havde genkaldt sig drømmen, i hvilken Julie figurerede som en grædende skikkelse krøbet sammen på jorden, havde han svoret, at han ville gøre sit bedste for at få hende i et bedre humør. Nu var et lille grin selvfølgelig ikke noget tegn på, at han havde reddet hende for stedse, men han kunne ikke lade være med at se på det som en lille sejr. Desuden lagde han mærke til, hvordan hendes kropssprog syntes at blive mere afslappet. Ydermere: det lille smil på hendes læber. Hvor hun før havde været tragisk smuk, var hun nu endnu mere blændende. "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, du direkte higede efter at se mig uden bukser på!" ytrede han og vrikkede lidt med øjenbrynene, før han gled lidt længere ned i sin lænestol og tænksomt samlede fingerspidserne foran sig, albuerne hvilene på armlænene. "Men det ville nok skabe mig en del fjendskaber, hvis jeg begyndte at strutte med måsen her - jalouxi, du ved. Du skal være velkommen til at få den at se en anden god gang." Han kunne næsten allerede forestille sig, hvordan hun i løbet af de kommende par dage ville stille sig op og råbe, at bordet fangede. Det kunne være, han skulle overveje at tilføje lidt ekstra spas til Halloweenfesten.

"Hov hov! Mit underliv er ingenlunde skræmmende!" brokkede han sig halvhjertet. Han kunne ikke dy sig for at tilføje et lille: "medmindre du er bange for store køller, selvfølgelig."

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Humørskiftet var måske kommet en anelse brat, men Julie bed ikke synderlig mærke i det, da det var kommet helt af sig. Tristans væsen vækkede Julies udadgående side, og hun fandt sig selv som værende godt tilpas i hans selskab, når hun ikke tænkte situationen synder og sammen. Alting behøvede jo ikke at være rationelt, det vidste hun bedre end de fleste mennesker.

Julie holdt masken og trak på skuldrene. "Det ville da glæde mig at se et helet byldeoffer." sagde hun og kunne ikke skjule glimtet i øjet, der afslørede, at hun var dybt useriøs. Julie støttede albuerne mod armlænene og foldede bekvemt hænderne hen over sin mave, mens hun lyttede til den jævnaldrende klassekammerat. En indrømmelse af, at han havde en pointe, lå på tungen, men hun tog sig det, da han færdiggjorde sin sidste sætning. Igen prøvede hun at holde masken, men hun endte med at boble over med en mild latter og vende ansigtet væk med sammenknebne øjne, inden hun mødte hans blik igen med en useriøs mine. "Noteret. Men så skal det være i dyb hemmelighed, for du ved, det er ikke så rart at blive nidstirret af jaloux piger på gangene." Hun skar en grimasse og tog sig i at tilføje et flabet 'eller noget' til sidst i sætningen.

Julie var bestemt ikke sart, når det kom til de vulgære samtaleemner, noget hun helt klart havde samlet op fra forholdet med Sam. Tanken om ekskæresten var malplaceret i den muntre konversation og slog hende lettere ud af kurs - hun havde jo glemt alt om i ham i hele ti minutter. Hun lo halvhjertet en enkelt gang og så væk med en rømmen. Tanken om, at Tristan måske troede, at hun var blevet pinligt berørt af hans kommentar, fik hende dog til at rette et mentalt spark mod sig selv. "Nå, så det er derfor du ævler så meget." konstaterede hun, som om hun tænkte højt og vendte ansigtet mod ham igen. Smilet spillede i hendes mundvige, og hun formåede at skjule tristheden i hendes blik ganske udmærket.

outfit

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Hvor Tristan før ikke havde tænkt så meget over andet end det mål, han havde lagt sig for dagen, blomstrede hans tanker nu. I takt med at Julie lige så langsomt lukkede op og viste sin person, kom Seeren til at synes bedre og bedre om hende. Han kunne sågar forestille sig et venskab sprudle mellem dem.

Tristan skubbede et øjenbryn op i panden. "Jeg kan forsikre dig om, at det er et kønt syn. Du bør helt klart glæde dig," bemærkede han smilende. Han overvejede, om han skulle gøre mere for at sælge sin bagdel, men lod det ligge. "Selvfølgelig. Vi må for alt i verden undgå jalousien. Både fra drengenes side, fordi de ønsker sig min uforlignelige mås, og fra pigerne, der er dig evig misundelig for at have lagt øjne på den. Vi kan blive nødt til at bevæge os ind i et tomt klasseværelse i ly af nattens mulm og mørke," sagde han i en alvorlig tone og formåede at holde masken.

"Du siger altså, at man ævler meget, når man er udrustet med en stor pebermyntestang? Interessant teori!" sagde han, før han tav nogle få sekunder. "Åh Gud, du har forpestet mit syn på mine venner!" Ved de mange tanker omhandlende lange og åndssvage samtaler inkluderende en masse ævl poppede op i hans hoved ledsaget af billeder af.. ja, pebermyntestænger i jumbostørrelse, følte han en pludselig trang til at kradse sine øjne ud. Han rystede lidt i sin lænestol som i et forsøg på at ryste tankerne af sig. "Du ævler derimod ikke så meget," konstaterede han med et næsten medlidende tonefald. Han så på hende med et trist udtryk, før det blev for meget for ham og han måtte slippe latteren løs.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie skar en grimasse og koncentrerede sig om at fortrænge de billeder, der ufrivilligt dannede sig for hendes øjne ved snakken om Tristans bagdel. I det mindste fandt hun det hele forholdsvis morsomt. "Hvis folk er så jaloux på dig, så må der altså være nogen, der har set sig sur på dig!" sagde hun og rettede sig op i stolen, kiggede på ham med et vurderende blik og lagde hovedet på skrå. "Dig, ude midt om natten? Du slår mig ikke lige som den rebelske person." Igen var der noget udfordrende at finde i hendes blik, men hun så snart væk, da hun vendte sig i stolen og lagde det ene ben henover armlænet. Det var ikke hendes intention at lyde nedladende, hun havde såmænd bare sagt det første, der faldt hende ind.

"Ja." sagde hun og følte, det var unødvendigt at uddybe sit udsagn med forklaringer om selvtillid og den slags fordomme om det mandlige kønsorgan. Hans næste ord fik hende til at bryde ud i grin, og hun rystede gentagne gange på hovedet. "Lad venligst være med at indvie mig i det syn!" sagde hun og lo hakkende, ind til hun endelig holdt op med et dybt suk. Smilet hvilede stadig i hendes mundvige, men det svandt ind, da den andens udtryk blev nærmest trist. "Nej?" sagde hun og gav sig til at pille ved en hårlok med begge sine hænder, fordi hun pludselig ikke vidste, hvor hun skulle gøre af dem. Hun brød sig ikke om det medlidende tonefald og følte på en måde, at han invaderede hendes privatliv ved hele tiden at komme med hentydninger til hendes humør. "Alle kan ikke ævle i ét væk som dig." sagde hun og var på nippet til at række tunge ad ham.

outfit

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Ikke overraskende valgte Tristan at krydre sit svar med en god omgang overvurderet selvværd - ikke fordi han som sådan var en arrogant og hellig person, men han nød bare at spille på det: "Tvivlsomt. Alle elsker mig jo - min charme er mildest talt umulig at modstå!" hævdede han, hævede stemmen tilpas hen mod slutningen af sin kommentar til, at de andre tilstedeværende i den umiddelbare nærhed kunne høre det; hans ord blev kviteret med nogle skulende blikke og mumlende bemærkninger om, at han kunne rende dem et vist sted. "Se, folket elsker mig," sagde han med et stort tandsmil og en triumferende tone i stemmen. Hendes næste ord, i hvilke Tristan opfangede noget, der måtte være en slet skjult udfordring, fik atter det mørke øjenbryn til at springe op i panden. Det varede dog ikke mange splitsekunder, før han fik styr på sin reaktion. "Ja, jeg er jo en helgen. Men der er ikke det, jeg ikke vil gøre for dig, min ven, også selvom det inkluderer at snige mig ud om natten," sagde han og smilede overdrevet sødt til hende.

Igen et grin fra Julies side, og Tristan kunne ikke lade være med at fryde sig over, stemningen, der før havde været så anspændt, nu var ved at løsne op. Det hele endte dog alt for brat, da Julie tilsyneladende misforstod hans platte joke. Flygtigt overvejede han at forklare sig nærmere, men blev enig med sig selv om, at det garanteret bare ville gøre det hele så meget værre. "Du burde ævle noget mere," bemærkede han med et dejligt irriterende as-a-matter-of-fact-udtryk malet over ansigtet. "Alt andet ville være uhøfligt, når du starter med at invadere mine drømme." I samme øjeblik, som han havde sagt det, gik det op for ham, at han, selvom de godt nok havde været inde på emnet, aldrig havde fået fortalt hende, at han havde drømt om hende; hende, han næsten aldrig havde snakket med før. Men nå ja, nu var bomben da kastet.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Selvom Tristan tydeligvis overdrev med de selvfede attitude, så kunne Julie ikke lade være med at tænke, at der var noget om det - hun havde i hvert fald nemt ved at snakke med ham. Hun skævede til siden, da hun hørte nogen mumle surt, og et latterfnys kom over hendes læber. "Ja, tydeligvis." sagde hun lettere ironisk og så på ham med påtaget medlidenhed, hvorefter hun trak mundvigene op i et venligt smil. Det blev dog hurtigt erstattet af en skeptisk mine, da han smilede overdrevet sødt til hende. Hun havde nær udbrudt 'bordet fanger!'. "Ved du overhovedet, hvordan man bryder reglerne?" drillede hun og smilede lettere flabet til ham.

Julie holdt op med at pille ved sit hår og samlede hænderne i sit skød. "Jeg gør mit bedste." sagde hun og trak på skuldrene - der var noget ærligt i hendes blik, selvom hun prøvede at bibeholde den useriøse stemning og ikke lade samtalen komme for langt ind på livet af hende. Hun glemte dog alt om dette, lige så snart han talte over sig, og hun åbnede overrasket munden for at sige noget, men der kom ingen ord. Et øjeblik sad hun bare og stirrede på ham, men så kom hun endelig til sig selv. "Hey...!" sagde hun og kneb øjnene let sammen. Måske burde hun ikke grave i emnet, men Julie var nysgerrig som bare fanden og havde ingen skrupler med at give igen for hans bemærkninger om hendes humør ved eventuelt at få ham til at føle sig utilpas på grund af hans drøm. "Var det en god drøm?" spurgte hun lettere sarkastisk og tog benet ned fra armlænet for at sætte sig ordentlig i stolen, så hun kunne lægge armene på bordet, læne sig frem og stirre ordentlig på ham. Det ene øjenbryn røg op i panden på hende, og hun kunne ikke dy sig. "Var jeg nøgen?" Hun fortrak ikke en mine, selv ikke da hun indså, at Tristans drømmesnak tidligere i samtalen måtte have handlet om hende.

outfit

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Julies spørgsmål fik en tankerække til at opstille sig i Tristans hoved. Javist, han kunne finde ud af at bryde reglerne, men det var jo ikke altid, fordi han havde været sådan. Som ganske ung havde han startet med at være lidt af en helgen, der gjorde alt det, der forventedes af ham. Med tiden var han blevet mere og mere lovløs og nu stod han her og var.. Well.. Tristan. Han trak let på skulderen som svar på hendes spørgsmål. "Mjoeh.. Jeg er sikker på, der findes en bog på biblioteket, der er utrolig god til at forklare, hvordan man gør. Ellers kan du jo altid vise mig, hvordan det fungerer," foreslog han og blinkede forførende - og vældig overdrevet endnu en gang - med øjenvipperne. Han kunne allerede se for sig, hvor sensuelt det ville blive og hvor stærkt et bånd, det ville knytte mellem dem! Ligesom når manden skulle lære kvinden at spille basketball i de romantiske pladderfilm fra den ikke-magiske verden, hvormed han så blev nødt til at røre ved hendes lænd for dermed at kunne aflæse, hvilken vej hun ville dreje. Ak ja, det skulle nok blive skønt - og det ville selvfølgelig ende med, de kyssede; forhåbentligt kunne de beskære det øjeblik, hvor de blev forstyrret af en tilfældig person, så de kunne gå direkte til de gode sager.

Det lød lidt, som om hun prøvede at undskylde for sine handlinger, men ikke videre lykkedes. Tristan undlod dog at besvare hende med andet end et løftet øjenbryn, der hurtigt faldt på plads igen. Hvor meget hun end lod til at have det godt, kunne hun ikke være direkte svævende på en sky endnu. Og hvor brillant Tristan end var til at distrahere og få folk til at føle sig så ubesværede og lykkelige som muligt, kunne hans humør ikke klare mirakler. Så var det, at han pludselig måtte være lidt opmærksom på samtalen igen. Nu var det afsløret, han havde drømt om hende. Et eller andet sted kunne han ikke vente på, hvor det ville lede hen. Efter hurtigt at have stranguleret et grin på vej op gennem halsen, fik han fundet et kækt smil og smed et frækt glimt op i øjet. "Åhåh, om du var! Aldrig har jeg haft så våd en drøm, det var sensationelt!" ytrede han sig lummert grinende og blinkede til hende.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Måske sprang Tristan ikke en i øjnene som skolens største regelbryder, men det var delvis på grund af, at Julie var rimelig overbevist om, at hun selv havde titlen som denne. Men snakken om nattevandringer gjorde hende nysgerrig efter, lige præcis hvor velbevandret Tristan var på slottet i mørketimerne, og hun spekulerede på, om hun mon på noget tidspunkt kunne lokke ham med en af gangene bare for at se, hvad der skete. I stedet for at sige noget, sendte hun ham et udfordrende blik og smilede et lille hemmelighedsfuldt smil. Spontan som hun var tænkte hun ikke nærmere over, at hun først var gået fra fremmed til bekendt med Tristan selv samme dag - det var slet ikke en forhindring i hendes bog.

Det fremgik tydeligt af Julies sammenknebne øjne, at hun ikke troede en meter på, hvad han sagde, og hun blev heller ikke berørt af ordenes karakter. Frustration over ikke at vide, præcis hvad drømmen handlede om, vældede op i hende, men hun sørgede for ikke at overfuse ham med spørgsmål og eder for at få svar, omend det krævede en del viljestyrke. "Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var hovedpersonen." sagde hun i et anfald af selvfedhed. Men det hjalp ikke at spøge det væk. "Hvad drømte du?" spurgte hun nysgerrigt og lænede sig ubevidst længere ind over bordpladen. Selvom hun ikke lød kommanderende, var der noget i hendes blik, der krævede sandheden af ham, da hun kunne slet ikke tåle at sidde tilbage i uvidenhed længere.

outfit

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Tidligere havde Tristan ikke tænkt så meget over det, men nu blev han helt i tvivl om, hvorvidt det nu også var så god en idé at afsløre, hvad han helt præcist havde drømt om. Han kunne ikke helt sætte sig i Julies sted, men det kunne ikke just være rart at få at vide, at en næsten fuldkommen fremmed havde drømt om, hvordan hun havde lagt grædende på gulvet krøllet sammen i en sårbar fosterstilling; at han helt uden anstrengelser havde fået adgang til hendes private følelser, hun så inderligt prøvede på at skjule og afholde sine medmennesker fra at opdage. På den anden side kunne han næsten ikke være bekendt at holde sandheden fra hende. Nu havde han jo selv talt over sig, så måtte han også forklare, hvad han helt konkret havde drømt. Han kunne måske forsøge sig med en løgn, men det havde immervæk aldrig været hans stærkeste side, så hun ville sandsynligvis opdage det uden de store menneskeanalyserende egenskaber.

Den før så pjattende tone svandt stille ind og efterlod en, ikke decideret alvorlig, men mere neutral, mine i sit kølvand. Selvom han følte en trang til hurtigt at skøjte hen over det med en jokende kommentar, var det nok ikke det klogeste træk. "Du ved godt, jeg er en Seer ikke? Og jeg har noget med at få nogle små forudanelser i mine drømme. Det varierer meget, hvad der trænger ind i knolden, men lige her sidste nat var det dig og du så sådan ret.. Ynkelig ud, som du lå krøllet sammen der på gulvet og var ved at græde dine øjne ud." Smooth, Tristan, really smooth. Endnu engang overraskede hans elegance, men han kunne simpelt hen ikke få det sagt på nogen anden måde. Et øjenbryn blev forsigtigt listet op i panden, mens han fokuserede på Ravenclaweleven over for sig.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Meget kunne Julie tåle. Hun var vokset op med to ældre brødre, og hendes åbne væsen gjorde, at hun var bekendt med meget forskellige typer af mennesker. Men for en gangs skyld blev hun rystet i sin grundvold. Der gik noget tid, inden hun rigtig havde forstået, hvad Tristan havde sagt, og fik et ansigtsudtryk, der udtrykte både chok og forargelse. Hendes første indskydelse var, at han umuligt kunne være seer, men drømmen vejede alligevel mere og slog hende komplet ud af kurs. Ynkelig, krøllet sammen, græde dine øjne ud... Hun åbnede munden i protest, men ordene slog ikke til, og hun blev blot siddende og stirrede på ham i et stykke tid. Hvis Tristan havde vidst, hvor stolt hun var, havde han nok aldrig vovet at tage ordet 'ynkelig' i brug - men igen, måske vidste han udmærket godt, hvor stolt hun var. Tanken om dette var mere end hun umiddelbart kunne rumme.

Følelsen af at få invaderet sit privatliv tog for alvor over, og Julie indså pludselig, at hun slet ikke kunne holde ud at se på, for ikke at sige være i det samme lokale som ham. Med to hænder mod bordkanten fik hun skubbet stolen bagud med en skrabende lyd, hvorefter hun greb ud efter sin taske på gulvet. Ligeglad med fjerpennen, der lå på bordet, og eventuelle andre egendele, hun måtte have glemt, vendte hun ryggen til klassekammeraten og marcherede direkte ud af rummet med en underlige følelse i maven. Hun løb som regel ikke væk fra uopklarede ting som disse, snarere tværtimod, men hun følte sig overvældet: Tristan havde ramt fuldstændig plet, og hendes mave snørede sig ubehageligt sammen. Tårerne truede med at falde hvert sekund, så hun satte kursen direkte mod opholdsstuen i et hurtigt tempo, opsat på at komme så langt væk fra Seeren så hurtigt som overhovedet muligt.

o u t ,

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Julie reagerede lige på den måde, Tristan frygtede, hun ville. Men selvfølgelig, hvordan kunne man forvente andet. Nok havde han hørt hist og her, at Julie skulle være sej, men selv den hårdeste skal kunne kun holde til så meget. Lyden af lænestolen, der skrabede hen over gulvet, tiltrak sig effektivt folks opmærksomhed, og at Julie sekunder senere vendte rundt og marcherede ud af rummet uden et ord, gjorde ikke det hele meget bedre. Tristan sprang op fra sin egen siddeplads, men noget standsede ham fra at løbe efter hende. Det var nok alligevel bedst, hvis han lod hende alene. Med samtlige af de tilstedeværendes blikke rettet mod sig begyndte Tristan at samle sine ting sammen. Med lidt besvær fik han lempet bøgerne op i favnen efter at have svunget taskens rem over skulderen. Først da så han en smule forvirret rundt; så trak han på skulderen: "Lektier. F.U.T. er sgu hårdt!" kommenterede han ubekymret, håbede lidt, folk købte den, men regnede et eller andet sted ikke med det. Han var pinlig klar over, Julie ikke ligefrem behøvede mere opmærksomhed pt. Så fulgte han Julie trop, en smule forsinket, og satte kursen mod 7. sal, hvor et maleri af den Fede Dame uden tvivl længtes efter at konversere lidt med ham.

o u t