Dagen er for kort og natten er for lang

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Det havde været det onde efterårvejr med gråvejr hele ugen, men nu var himlen blå og skyfri til de fleste elevers glæde. Julie havde erobret en lænestol og vendt den mod et af vinduerne i fællesstuen, men det gode vejr hjalp ikke voldsomt på hendes humør og mindst af alt på hendes selvdisciplin - hun var midt i en eliksirstil, der skulle afleveres morgenen efter, og selvom hun var mere nedtrykt end hvad godt var, så var eliksirlektier heller ikke hendes foretrukne underholdning en torsdag eftermiddag, når hun var i sin normale sindstilstand

Julie havde trukket benene op i lænestolen og lavede kruseduller på pergamentrullen, der lå henover armlænet, mens hun stirrede fraværende ud af ruden. Selvom hun ikke tænkte på hverken løst eller fast, var der noget trist at finde i hendes blik. Det var ikke, fordi hun gik rundt og tudede øjnene ud foran alle, men hun var nået til et punkt, hvor jokes bare ikke var sjove og maden ikke vækkede hendes appetit særlig godt. Ironisk nok havde hun også haft det sådan i lange perioder af hendes forhold med Sam, men at indse det hjalp ikke særlig meget på tingene.

outfit

[Tristan Oakley]

i used to carry the weight of the world

Hvornår vejret i sandhed var godt, plejede normalvis at være et meget subjektivt emne, men på Hogwarts lod det ikke til at være tilfældet. I hvert fald ikke hvis man rettede blikket mod den stemning, der svømmede rundt i korridorerne på slottet, og de mange elever, der havde bevæget sig udenfor for at nyde solen. Om end Tristan var kendt for at være lidt af en mønsterbryder, måtte han tilslutte sig ideologien om, at sol og varme var at foretrække. Den eneste årsag til, at han ikke løb rundt og snakkede med folk nede omkring den Sorte Sø, var, at han havde drømt om en ung kvinde, han var stødt på nogle gange på slottet. Der var ikke så meget at berette om, han havde faktisk kun set sig selv og dette navneløse hunkønsvæsen sidde og snakke, uregelmæssigt afbrudt af et billede af hende, der lå og græd, krøllet sammen i fosterstilling på det hårde stengulv.

Døren gik uhindret op, da skulderen skubbede mod den.
"I greet thee!" udbrød Tristan muntert og kastede et blik rundt på de ansigter, der blev vendt mod ham. Et par hænder blev hævet i luften som en hilsen, men Seeren måtte nøjes med at nikke, da hans arme var travlt beskæftiget med at holde tyngdekraften fra at erobre nogle bøger og notater, han skulle have læst. Ak ja, lektier var der nok af, det kunne der ikke være nogen tvivl om.
"Julie, hej!" hilste han og bevægede sig over mod Ravenclaweleven, der sad i en lækker lænestol rettet mod et vindue. En smule research havde oplyst ham navnet af den mystiske kvinde fra drømmen. Fast besluttet på at bringe lidt munterhed og glæde ind i hendes liv, der ifølge hans syn ikke var noget at råbe hurra over for på det tidspunkt, glemte han helt at gå lidt stille frem og ikke agere den let skræmmende fremmede, der kendte til ting, han ikke burde.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Der var ikke mere blæk at tegne med, men det havde Julie ikke bemærket, og hun blev blot ved med at bevæge fjerpennen henover pergamentet. Manglen på blæk var sikkert meget godt, da hun ellers ville have tegnet i gennem det grove papir for længst og plettet armlænet, men det var ikke faldet Julie ind. Hun registrerede kun den kradsende lyd af pen mod pergament meget svagt, ligesom hun ikke opfattede folks snak omkring hende som andet end en summen. Det var først, da nogen hilste på hende, at hun sled blikket fra himlen udenfor og så sig forvirret omkring.

Julie fattede ikke, at det var Tristan, der havde snakket til hende, og blev derfor ved med at se sig om, indtil han var så tæt på, at det ikke var til at tage fejl af, at det var ham, der havde henvendt sig til hende. "Hej." hilste hun kortfattet og undrede sig over, hvad det mon kunne dreje sig om. De to snakkede ikke med hinanden til hverdag, så hendes første indskydelse var, at det måtte være et spørgsmål ind til noget, han velsagtens troede, hun vidste alt om. Hun skulle lige til at spørge, hvad han ville, men tog sig i det og sænkede i stedet blikket til pergamentet, der var i en ret sørgelig tilstand.

outfit

[Tristan Oakley]

i used to carry the weight of the world
tags julie young words 597 notes zero

Efter atten år i sit eget selskab var Tristan godt klar over, at han kunne være lettere påtrængende, hvilket ikke altid var en egenskab, der blev set på med taknemmelighedens øjne. I Julies tilstand, som han regnede for ikke at være voldsomt munter eller samarbejdsvillig, ville der sandsynligvis blive skumlet endnu mere end normalt. Af denne grund kom han med den meget anormale forespørgsel "må jeg sidde ned?" og han ventede da ellers også lige et ekstra sekund eller to, end han normalt ville have gjort. Først da han fik hendes accept - om end den var noget tøvende, men hell, hun havde vel meget at tænke på; sådan så det i hvert fald ud - gjorde han antræk til at ville sætte sig ned i en lænestol umiddelbart ved siden af Julies.

"Jeg er forresten Tristan Oakley, hvis du nu ikke skulle have bemærket mig før. Selv er jeg utrolig uopmærksom på mine omgivelser, så man næsten skulle tro, jeg løb rundt med skyklapper, så jeg oplever tit, folk kommer hen til mig og henvender sig, som om jeg burde have et kendskab til deres eksistens," kaglede han af sig, mens han fik dumpet sine bøger ned i lænestolen og trak sin tryllestav frem fra inderlommen. Han vendte sig om og rettede kortvarigt blikket mod Julie. "En gang kom en af mine medkollegianere, som jeg sover på samme sal som, faktisk hen til mig, og jeg havde aldrig lagt mærke til ham før," sagde han lavmælt, som om han delte en dyb hemmelighed med hende. Så blinkede han til hende og vendte opmærksomheden ud i rummet, hvor han fik øje på det, han søgte: et bord. "Wingardium Leviosa - Inaminatus Conjurus." De to besværgelser blev udført umiddelbart efter hinanden; den første sørgede for at løfte de få genstande, der var placeret på bordpladen, mens den anden fik møblet til at springe op til dåd og vraltende bevægede sig gennem rummet. Cirka halvvejs på sin vej over til Tristan blev den ramt af den nonverbale besværgelse, der bød den at kopiere sig selv.

"Så!" lød det fra ham efterfulgt af et veltilfreds suk, da han smækkede stakken af bøger ned på bordpladen, efter det originale bord havde fundet på plads igen og kopien var løbet hen til Tristan og havde stillet sig mellem de to lænestole. Igen med et suk faldt han tilbage i det behagelige møbel og lukkede øjnene kortvarigt. Først nu var det rigtig gået op for ham, hvor øm han var blevet i ryggen efter den lange dag med trættende studier og alt for lidt af det skønne sociale samvær. "Nu kunne man godt bruge en ingefærøl, ikke?" smilede han. Sekundet efter gled et øjenbryn op i panden på ham. "Har det pergament prøvet at kvæle dig, siden du torterer det eller er du bare utrolig vred på en lektie?" En lang finger blev rettet mod pergamentarket som den ikke bebrejdende men nærmere let undrende tones ledsager.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Som forventet havde Julie fået et spørgmsål, men det var ikke af den art, som hun havde forventet. Det var ikke, fordi Julie var i det snaksaglige hjørne, at hun havde sagt ja til, at Tristan måtte sætte sig hos hende, men snarere fordi hun var så overrasket over, at han havde taget kontakt med hende, at hun ikke havde overvejet muligheden at afvise ham.

Julie gjorde ikke noget forsøg på at skjule, at hun betragtede ham, da han okkuperede lænestolen ved siden af hende. Hun stirrede ikke mindre på ham, da han begyndte at tale, og svage rynker trådte frem på hendes pande. Det var ikke, fordi hun ikke vidste, hvem Tristan var, men hun kunne ikke rigtig finde plads til at fortælle ham dette i talestrømmen - egentlig ville hun ikke have noget problem med bare at afbryde ham, men som sagt var hun ikke i sit snaksaglige hjørne. Ellers kunne hun godt relatere til det, han snakkede om, for hun havde ofte den samme oplevelse (og aldrig den omvendte).
Før hun vidste af det, sad han og delte en af sin personlige oplevelser i et lavmælt toneleje, og hun kunne ikke løbe fra, at hun var en smule fascineret af hans evne til at være så gennemført påtrængende uden at have nogen skrupler med det.

Julie kiggede forgæves i retning af, hvor Tristan pegede sin tryllestav, fordi hans lænestol blokerede for hendes udsyn. Snart travede bordet dog hen ved siden af hendes lænestol, og hun måtte gå ud fra, at det var dette, der havde været objekt for hans besværgelser. Da han endelig slog sig ned i stolen, valgte Julie at stirre ned i bordpladen i stedet. Hun nåede knap at overveje hans bemærkning om ingefærøl, før han spurgte ind til hendes pergament. I stedet for at svare på hans spørgsmål så hun op med let sammenknebne øjne. "Tier du aldrig stille?" spurgte hun ligeud og holdt blikket på ham, mens hun afventede hans reaktion. Hun satsede lidt på, at han ville blive fornærmet og indse, at han havde sat sig det forkerte sted i stuen, men samtidig var hun fascineret nok til at synes, at det også var ok, hvis han blev siddende. Hvis det gik helt galt virkede det jo alligevel også til, at han godt kunne køre en monolog helt uden problemer, og så behøvede Julie ikke at være særlig aktiv med at snakke.

outfit

[Tristan Oakley]

i used to carry the weight of the world
tags julie young words 430 notes zero

Som svar på den lange smøre, Tristan havde kastet af sig, fik han kun fire simple ord til svar, et faktum han ikke kunne lade være med at smile lidt over. Det var oven i købet fire ord, der havde absolut intet at gøre med noget af det, han havde sagt. Mest af alt var det vel ment som en fornærmelse med et implicit håb om, at det kunne få denne pludseligt opståede gene til at forsvinde. Af denne grund opfangede Tristan det som en diskret udfordring. Der kunne ikke være nogen tvivl om, han ikke ville give efter - desuden skulle der lidt mere til for at fornærme ham. "Ikke rigtigt, nej," ytrede han med et tænksomt udtryk malet hen over ansigtet. "Kæften kører så at sige uden stop - med undtagelse af, når jeg sover, selvfølgelig. Der er jeg jo travlt optaget af at drømme om mine medstuderende." Et kort øjeblik overvejede han at kaste et spørgsmål om, hvordan det gik med kæresten, i hovedet på hende, men han nåede at stoppe sig selv. Der var også en grænse for, hvad han kunne tillade sig.

"Jeg fik aldrig noget svar på, hvorfor du sidder her og ser fortabt ud gennem vinduet," tilkendegjorde han. Godt nok havde han ikke direkte spurgt, men det var vel en mindre og ubetydelig detalje. Med det uudgrundelige blik rettet mod Ravenclaweleven rakte han op og løsnede det røde og gyldne slips, så han slap for den svage men ubehagelige følelse af langsomt at blive kvalt. Han havde aldrig brudt sig vitterligt om de obligatoriske klæder, der jo så fint skulle sørge for at skabe et fællesskab, men bare formåede at dele eleverne lidt mere markant ind i de fire kollegier. "Jeg har altid set dig som den typen, der er omringet af skrigende fans eller venner. Nå ja, hvad er forskellen? Men du er måske gået over til den mørke side? Jeg har en klassekammerat, der engang opførte sig vildt skummelt og dystert. Vi troede, han var blevet besat af noget grumt, men så opdagede vi, det bare var hans underbukser, der strammede."

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Det, at Tristan smilede over hendes ord, fortalte hende, at han ikke havde taget det som en fornærmelse, og hun fik ubevidst et mindre mistænkeligt ansigtsudtryk. "Ah." sagde hun og vidste ikke helt, hvad hun skulle få ud af hans tænksomme ansigtsudtryk. Så blev hun mod sin vilje indviet i hans drømme, men hun holdt masken og valgte at bare at snakke selv. "Man kan godt snakke i søvne." påpegede hun. "Drømmer du så kun om folk du kender, eller bliver du også forstyrret af personer, hvis eksistens du overhovedet ikke kendte til, når du sover?" spurgte hun og så afventende på ham. På en normal dag ville hun have ment dette som en spøg.

Julie gik omgående i forsvarsposition, særligt fordi Tristan beskrev hende som 'fortabt'. Men i stedet for at være afvisende og påpege, at han ikke havde spurgt hende, trak hun på skuldrene og skar en grimasse. "Jeg ved ikke... Det er torsdag." sagde hun, som om det var en lovlig forklaring på hendes humør, der åbenbart kunne gennemskues af alle. Det var måske ikke så overraskende, fordi hendes mislykkede forhold til hendes gru var blevet nævnt i skolebladet - og for at det ikke skulle være løgn, havde Sam givet jordens mest vulgære interview, der stadig hjemsøgte hende. Hun havde aldrig følt sig direkte udsat før, men nu gik hun med løsrevne dagdrømme om at forhekse Riley, hvis hun nu skulle støde på hende i en af dagene.
Julie hævede det ene øjenbryn i en lettere skeptisk mine. "Definer den mørke side!" sagde hun og formåede endnu en gang ikke at finde et spøgende tonefald frem. Hun vidste ikke helt, om hun skulle blive fornærmet over hans indtryk af hende, men hun valgte ikke at grave mere i det.

outfit

[Tristan Oakley]

i used to carry the weight of the world
tags julie young words 555 notes zero

"Det er mig en fysisk umulighed at multitaske," pointerede han, inden han smækkede de maskuline vinterstøvler - der dette år havde fået lov til at se dagens lys rekordtidligt på sæsonen - op på et lille stykke bord, der ikke var dækket af skolebøger og pergament. Det var en befrielse, da blodet langsomt begyndte at løbe fra fødderne, og ganske kort overvejede han at smide fodtøjet; han blev dog enig med sig selv om, det ville være uansvarligt, sågar umenneskeligt, at smide syrebakkerne og for evigt forpeste indeklimaet på hele femte sal. Et mentalt spark i måsen bragte hans opmærksomhed tilbage til samtalen, hvor Julies spørgsmål til hans drømme nær var gået tabt. "Lidt af begge dele," svarede han kort og kontant.

Tristan løftede tænksomt et øjenbryn over Julies ynkelige forklaring og overvejede at grave lidt videre. Han valgte dog at se på det ringe argument som en hentydning om at lade emnet hvilke - which he then did. "Glimrende observeret! Jeg var selv af den overbevisning, at det var tirsdag," fremsagde han med den typiske munterhed, der altid hvilede over ham. Han smilede sit sædvanlige varme smil og betragtede den jævnaldrende pige over for sig. Det var en synd og skam, at hun skulle gå rundt og være så trist. Nu kendte han ikke så voldsomt meget til hendes situation - han gjorde ikke i skoleblade og havde efterhånden lært at ignorere rygter i omløb - men ud fra sin drøm kunne han tyde, at hendes liv ikke udspillede sig på en solbeskinnet blomstereng.
Han rynkede tænksomt panden ved hendes opfordring. Havde hun dog bare kendt ham noget længere - eller overhovedet, kunne man vel sige - ville hun vide, at han tit slyngede en masse bemærkninger ud, der ikke skulle lægges det store i, og at han ikke rigtig kunne uddybe eller definere på nogen måde. "Den mørke side er.. Mørk! Først og fremmest." Han havde fjernet støvlerne fra bordpladen og var lænet sig frem med albuerne hvilende på lårene og hænderne samlet mellem knæene. Ansigtsudtrykket fik det mest af alt til at ligne, at han sad og ledte efter de ord, der gled over hans læber, som prøvede han at sætte ord på noget ubeskriveligt. "Der er ikke så meget glæde ved den mørke side. Ikke så meget lagkage og blomstereng, du ved. Det bliver meget hurtigt trist og gråt og monotont og trivielt og kedeligt, og derfor kan venner og bekendte godt finde på at undgå for meget selskab med den pårørende, fordi det føles alt for depressivt." Hans stemme var faldet i styrke og lå nu på et niveau, der fik den til at fremstå sprød og fortællende, hvilket ellers gik tabt i det normalt så høje og meget ivrige stemmeleje.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie løftede et skeptisk øjenbryn, da hun ikke brød sig om ikke at få det sidste ord. I grunden kunne hun godt svare igen og give sig selv ret i, at han sikkert snakkede konstant, men hun havde hverken energien eller lysten til det, hvilket var meget ukarakteristisk for hende, plus at hun pludselig fandt hele samtaleemnet tåbeligt. Til den skeptiske mine kom en svag rynke tværs over hendes næse, da den anden smækkede fødderne op på bordet, og hun rykkede uroligt på sig i stolen, så pergamentet knitrede lavmælt under hendes hænder. Hun sænkede blikket til det, der skulle have været en stil og sørgede for at lægge ansigtet i mere neutrale folder, inden hun mødte Tristans blik igen.
Det kontante svar slog Julie ud af kurs, og hun fandt, at hun var tom for ord, da hun åbnede munden for at tale. Hun kunne ikke helt finde ud af, om han mente det seriøst, hvilket både overraskede hende og gjorde hende en smule nysgerrig meget mod hendes vilje.

Som hun havde håbet, lod Tristan emnet ligge, og hun sukkede lydløst. "Jeg håber da, at du gik til de rigtige timer så." sagde hun i et oprigtigt forsøg på at spøge. Et lille men oprigtigt smil bredte sig på hendes læber, men det var mere opgivende og træt end noget andet. Hun opfangede ikke rigtig klassekammeratens munterhed og tog hele tiden sig selv i at lade tankerne vandre.
Så snart Tristan svarede, indså hun, at det var et dumt spørgsmål at stille, men på en måde foretrak hun hans snakken i stedet for, at der opstod akavet stilhed. "Klart." mumlede hun og sænkede igen blikket til pergamentet, der lå henover armlænet. I sin søgen efter en grund til ikke at se på den anden, mens han snakkede, begyndte hun at prikke huller i det med sin nu udtørrede fjerpen. Hun holdt dog hurtigt op, da hun blev fanget af, hvad Tristan sagde, da det var slående så akkurat han beskrev hendes situation. Hun slog det væk som, at hun ikke var den eneste, der nogensinde havde haft det sådan, og hun tænkte slet ikke over, at alt dette ikke burde kunne udledes at et enkelt trist udtryk.
Julie mødte hans blik igen men sad i stilhed, som om hun ventede på, at han sagde noget mere.

outfit

[Tristan Oakley]

and how can i stand here with you
without getting moved by you?

Et eller andet sted virkede det så forkert at sidde her i selskab med Julie. Ikke at han var typen, der beklagede sig, men var der noget, han ikke kunne tage i større doser, var det den mangel på glæde og hyperaktiv begejstring, Julie så nydeligt demonstrerede. Det var bare for mærkeligt at have en regnsky i nærheden, når man selv gik rundt og strålede som en sol - derfor var det ikke noget, Tristan grusomt ofte havde oplevet. Af uforklarlige årsager gjorde det det hele så meget desto mere spændende. I sit stille sind gjorde han det til dagens mission at få Julie til i det mindste at smile et lille smil.

Planen var lige pt. at spille sig selv; det plejede for det meste at virke. "Nu du siger det, så synes jeg godt nok, mine klassekammerater havde forandret sig lidt over natten.. Men jeg troede bare, de havde fået lidt for meget Skrumpeeliksir til morgenmaden," bekendtgjorde han i en tænksom tone, før han droppede sagen. Hans blik faldt ned på pergamentstykket, der nu måtte lide den frygtelig død af fjerpennens skarpe spids. Han kunne næsten sidde og få helt ondt af det gustengule stykke dyrehud. Det afdøde dyrs sjæl kunne uden tvivl mærke smerten helt ude i det hinsides. "Hvordan går det ellers?" spurgte han og nåede knap nok at holde en pause, før tanken om græskar i lange baner poppede op i hans hoved: "Har du fundet dig et spektakulært kostume til Halloweenfesten?"

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Igen fandt Julie, at hun var imponeret over Tristans evne til bare at snakke videre, selvom samtalen i hendes ører var døende, på grund af hendes sølle bidrag til den. Hun blev desuden pinligt bevidst om hendes maltraktering af pergamentet, da den andens blik faldt på det, og hun smed fjerpennen fra sig på bordet.

Et glædesløst latterfnys kom over Julies læber, og hun rystede let på hovedet af ham. "Måske var det en kollektiv prank?" foreslog hun og foldede pergamentet sammen to gange, inden hun lænede sig ud over ryglænet og stak det ned i sin åbne taske.
Det næste spørgsmål kom bag på hende, og hun mødte hans blik igen med store øjne. Heldigvis behøvede hun ikke at tage stilling til det, fordi de hurtigt kom videre i kontekst. "Ja, det har jeg. Men hvis jeg skulle fortælle det, ville jeg være nødt til at dræbe dig." Igen var der en bemærkelsesværdig mangel på humor i hendes ord, men hun lød i det mindste en smule sarkastisk. "Hvilket ville være muligt med det kostume, jeg har." tilføjede hun og satte sig såden i stolen, at hun kunne lukke armene rundt om sine ben. "Hvad med dig?" spurgte hun lidt forsinket, fordi hun skulle minde sig selv om at vise interesse, der ellers kom af sig selv, lige meget hvor absurd emnet var.

outfit

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Til sin fryd observerede Tristan, hvordan Julie foldede pergamentstykket sammen og lagde det tilbage i sin taske, om end han ikke kunne afgøre, hvorvidt det skyldtes, at hun havde bestemt sig for at deltage mere aktivt i samtalen, eller fordi hun simpelt hen var blevet træt af at maltraktere det.
Latteren formåede ikke ligefrem at overbevise ham om hendes deltagelse. Ikke desto mindre var det dog den første gang, de kom i nærheden af et grin. "Ja, du har nok ret. Det var vældig hyggeligt i hvert fald! Især da de besluttede sig for at bruge mig som forsøgskanin for en af deres selvopfundne besværgelser. Jeg siger dig, aldrig har jeg haft så mange bylder på venstre balde," lo han. I manglen på noget at give sig til, begynde de to hænder at skubbe tryllestaven rundt, trille den mellem fingrene og vende den på alle leder og kanter. Hendes næste kommentar fik ham til at vrikke en enkelt gang med øjenbrynene, mens smilet på hans læber formede sig til et skævt ét af slagsen. "Så kan det næsten kun være en havenisse. Jeg sværger, de monstre overtager snart hele verden!"

Ikke at Tristan behøvede det returnerede spørgsmål for at plapre løs om, hvilket kostume han havde tænkt sig at hoppe i til festen, men det var et eller andet sted ganske behageligt at vide, at hun faktisk gad ulejlige sig med at spørge - også selvom hun var noget langsom til at stille ham spørgsmålet. "Lad os bare sige, at det er tilpas festligt," svarede han efter en kort tøven, stak hende et hemmelighedsfuldt smil.

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Om Tristan mente det med bylderne i spøg eller ej, så fik det Julie til at rynke på næsen ved den blotte tanke. Selv var hun blevet ramt af en byldebesværgelse op til et par gange efterhånden, noget der var præcis lige ydmygende hver gang. "Du må virkelig have nogle fjender!" udbrød hun og så sigende på ham. "Jeg er ret sikker på, at Weasley's tricks og fiduser har noget mod den slags, hvis du ikke vil moone for Grey." Det var efterhånden gammelt at joke med den mandlige sygeplejer, men emnet syntes ikke rigtig at falde til ro blandt pigerne på Julies årgang, ligesom godsforvalteren også hyppigt blev omtalt på hendes sovesal.

Selvom Julie havde varmet snakketøjet lidt op, sad hun stadig stift i stolen med armene låst omkring sine ben. Normalt var hendes kropssprog ikke så tilbageholdent, men hun kunne ikke tvinge sig selv i gang. "Som om en have nisse er godt nok til mig!" sagde hun med påtaget indignation, men hun mente det et eller andet sted gravalvorligt. Enhver undskyldning for at være bemærkelsesværdig gik ikke ubemærket forbi for hendes vedkommende. "Festlig? Jeg troede Halloween var en uhyggelig og drabelig aften." sagde hun, men et venligt glimt i hendes øjne afslørede, at hun ikke mente noget negativt med sine ord. "På den anden side, måske indbærer lidt fest og farver, at færre går over til den mørke side." På trods af sit unormale humør var selvironi ikke noget problem for Julie, og skyggen af et smil hvilede i hendes øjnekroge.

outfit

[Tristan Oakley]

and so i'm gonna shake and shimmy it
with all of my might today

Så vidt Tristan erindrede, havde Julie været ude for nogle episoder, hvor hun var blevet offer for en byldebesværgelse, og det var måske netop derfor, det lige var den besværgelse, der var poppet op i hans tanker. "Slet ikke, da! De kære små ved jo ikke bedre," sagde han med et varmt smil. Måske skulle man ikke lige tro det, men han elskede børn, og var garanteret gået efter en pædagoguddannelse, hvis han ikke lige have et liv i magiens verden foran sig. Julies næste ord fik et lummert smil til at krydse hans læber. "Åh, Grey.. Den mand må undersøge min mås til hver en tid!" ytrede han med et fraværende blik og mundvandet næsten helt nede ved knæene. "Men jeg har skam fået fjernet dem, bare rolig. Jeg er lidt af en superhealer, hvis jeg selv skal sige det. Godt nok fik de en foruroligende lilla farve, første gang jeg prøvede, men jeg synes selv, resultatet blev ganske vellykk- nej, jeg kan da lige vise dig det, det er næsten nemmere!" udbrød han. I næste sekund sprang han op, vendte sig om og skulle lige til at hive ned i bukserne for at afsløre en balle eller to, før råben og skrigen hørtes rundt omkring. Tristan havde tilsyneladende formået at hive opmærksomhed til sig, da han sprang op fra sin lænestol. "Okay, okay, rolig nu!" udbrød han i et forsøg på at dæmpe folks protest. "Man må da heller ingenting længere! beklagede han sig og faldt tilbage i hynderne.

"Havenisser er rendyrket ondskab, mærk dig mine ord," mumlede han og pegede diskret med et perfekt hemmelighedsfuldt minespil. Kun en pibe i hånden ville have fuldendt billedet. "Du har nok ret. Jeg må hellere tilføje lidt blod, hvidt ansigtsmaling og nogle hugtænder." Ikke fordi Tristan havde været særlig tidligt ude, hvad angik kostume, men nu havde han i hvert fald slået fast, hvad det skulle være. Han tvivlede ikke på, det ville blive smukt. Hendes næste ord fremprovokerede et skævt smil og et hævet øjenbryn. "Touché!"

[Julie Aderyn Young]

sometimes things that you i g n o r e ,
are all the things i'm looking for

Julie var lykkeligt uvidende om, at Tristan var klar om hendes personlige erfaringer med bylder, hvilket medvirkede til at hun ufortrødent fortsatte med at snakke. "Måske." sagde hun og tænkte lydløst videre i konspiratoriske baner. Selv var hun ikke så begejstret for de små (snottede) pus, og hver sommer priste hun sig lykkelig over at komme op på næste årgang. Det lumre smil, der fulgte efter hendes kommentar, overraskede hende ikke synderligt, og hun hævede et øjenbryn af hans ord. "Du er nok ikke alene om den holdning." bemærkede hun og kastede et hurtigt blik rundt i fællesstuen, som om hun prøvede at spotte andre tilbedere. Hun vendte dog hurtigt opmærksomheden mod ham igen, da han gik i detaljer med healingen. Begge hendes øjenbryn fløj op i panden på hende, men han entusiame gjorde snarere forklaringen morsom end foruroligende, som havde været hendes første tanke. Det sitrede i hendes mundvige, og boblede over med en kort, vantro latter, da han erklærede, at han ville vise det for hende. Hun slog en hånd op for munden for at kvæle en fnisen, da han tydeligvis mente det seriøst, men de mange tilråb gjorde kun hele situationen morsommere. Overrasket over sin egen reaktion trykkede hun begge hænder mod sine kinder som for at dulme smilet, og det slog hende, at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde grinet. Men selvom det på en måde var en uvant følelse, lod hun sig ikke slå ud af kurs. Hun lod fødderne glide ned på gulvet og gled lidt ned i stolen. "Hvad snakker du om, der er der ingen, der stopper dig!" udbrød hun uden at tænke sig om, da han brokkede sig over folks protester. "Måske får du en ny omgang bylder, men stadig... Man kan hvad man vil." Hun kiggede på ham med en blanding af morskab og udfordring i blikket, hun var tydeligvis ikke blevet genert af hans lille optrin.

Når det kom til havenisser havde Julie ikke mere erfaring end den fra børnebøgerne, hvor havenisserne nogle gange gæsteoptrådte, så hun trak blot på skuldrene. Hun var vitterligt i tvivl om en havenisse nogensinde havde sat en fod på deres grund hjemme i East Sussex, og hvis den havde, havde husalfen nok sørget for at gøre sit arbejde ordentligt. "Hvis du skal være virkelig uhyggeligt, skal du da bare trække bukserne ned." påpegede hun og så sigende på ham. Hans næste ord fik hende blot til at trække tilfreds på smilebåndende, og hun satte sig bedre til rette i stolen, denne gang langt mere afslappet end før.

outfit