Baby, I'm sorry.

[Samuel Abott]

Tag: Charlie Springfield

”Så du ved... Det skete bare! Lidt ligesom når man har så meget racermave, at man ikke kan nå på toilettet. Plask! Så ligner ens underbukser min søsters mislykkede forsøg på chili con carne”. Samuels metafor var et lettere håbløst forsøg på at forklare hvordan han pludselig faldt for Julie og indledte et forhold på over et halvt år. Der var dog ingen undskyldning, og Samuel kunne tydeligt mærke, hvor fornærmet Charlie havde været. Julie havde fyldt alt hans tid i det halve år, og sammenværet med Chaz var ubevidst blevet markant nedprioriteret. Utilgiveligt. De var jo bedste venner når det kom til stykket.
”Men... Nu er jeg som sagt tilbage”, erklærede han med en rømmen. Blikket sænket sig til revnen under toiletdøren, og Samuel rykkede sig lidt rundt på det neadslåede bræt han sad på. I to toiletåse til højre for ham, sad Charlie. Som et ynkeligt forsøg på at gøre op for den forsømte tid, havde Samuel trukket Charlie med på pigetoilettet, ligesom i gamle dage. De sad i hver deres toiletbås, og når der af og til satte sig en uvidende pige ind i båsen mellem dem, kunne de muligvis snige sig til et kig op under trussen, hvis de var heldige: det krævede en teknik hvor de lå på en bestemt måde i revnen mellem de 2 båse. Det skete selvfølgelig lejlighedsvis, at pigen fik øje på dem så hun skreg op og sladrede til en lærer. Resultatet kunne være grimt: grumme eftersidninger i flere uger.
Afventende bankede Samuel lidt i den tynde træbås’ væg med pegefingeren; om det var et svar fra Charlie eller om det var en pige han ventede på, var ikke til at sige. Adskillige beskeder var skriblet eller ridset ind. Kristen & Alex forever. Louisa Mitchell er ligeså grim som en bjegtrold. Jake Loretz er verdens største idiot, og han har en stump på størrelse med et knækket og defekt heksehyl, der affyrer alt for tidligt! Man, piger kunne være onde.

[Charlie Springfield]

met a man on the roadside crying
WITHOUT A FRIEND THERE'S NO DENYING
Y O U ' R E † I N C O M P L E T E

Charlie sad anspændt på det nedslåede toiletbræt, med hænderne hvilende på sine knæ, og stirrede ind i bagsiden af døren, som var fyldt med små beskeder der var blevet foreviget i træet. Han havde dog alt for mange tanker flyvende rundt i hovedet til, at han også kunne registrere, hvilke ord de kringlede bogstaver formede. Han rynkede undrende panden af Sams kryptiske forsøg på en undskyldning, og drejede forurettet ansigtet i den retning, hans stemme lød. Den forfærdelige periode hvor han alene havde måttet påtage sig rollen som pedellens yndlingsperson at overdynge med eftersidninger, beskrev Samuel bare som et tilfælde af dårlig mave?

Han rejste sig med et sæt fra sit eget toiletbræt, skubbede døren til båsen op. Hurtigt stod han foran Sams bås, og rev døren op med et vredt ryk, så hængslerne jamrede sig med en skinger knirken. I det samme gik døren ud til gangen op, og en lille gruppe af piger fra 2. Årgang trådte ind, men stoppede brat op, da de fik øje på den mystiske scene, de kunne se foran sig, hvor Charlie stod foran Sam, som sad på toilettet. "Der er optaget!" råbte han mod dem, inden han vendte sig mod Sam igen. Han havde et udtryk af nobel lidelse i ansigtet, som han så ned på sin bedste ven.

"Okay," sagde han vredt, og lagde armene stramt over kors foran sin brystkasse, så Led Zeppelin-logoet på hans sorte t-shirt med de afrevede ærmer næsten blev skjult. "Pointen er ligesom at du bare kunne have fortalt mig hvad der foregik mellem dig og Julie! Lige pludselig var du bare ikke til at få fat i, og jeg blev nødt til at spørge nogle af de andre, hvad der foregik med dig!" Hans ansigt fortalte tydeligt om det forfærdelige forræderi, han tydeligvis følte han var blevet udsat for.

[/justify]

[Samuel Abott]

Tag: Charlie Springfield

Der gik akavet lang tid, før der forekom en reaktion. Så lang tid, at selv Samuel kunne bevidst om stemningen. Så kunne der dog pludselig høres et klonk fra et toiletbræt der løftede sig og faldt på plads igen. Samuel hævede øjenbrynet, og de røg helt op i panden, da Charles pludselig rev den stakkels dør op, og så vredt på ham. Uden at vide hvad han skulle sige, blev han reddet af et par fnisende stemmer der pludselig kunne høres komme ind på toilettet. Gruppen af piger blev stille, da de pludselig opdagede drengen på toilettet. Samuel skyndte sig at læne sig frem forbi Charles, faretruende tæt på hans skridt, for at se hvem det var. Først da situationens alvor gik op for ham, træk Samuel sig lettere frastødt tilbage med en grimasse. ”Aaah, Chaz, jeg ved ikke hvad det ligner, det her. Nu tror de vi er bæskubbere! Og blondinen var faktisk ganske gøre’lig, hvis man så bort fra hvalrostænderne”, udstødte Samuel ærgeligt, ligeglad med at pigen nok kun var 12 år, og så atter op på bedstevennen, der tårnede sig op over ham. Blikket der blev sendt, var nok til at få Samuel til at synke håbløst tilbage mod toilettet, så det gav en klonk lyd. Der var fornemmelse nok i Samuel til at have dårlig samvittighed, men det forekom ham svært at formulere en ren og præcis undskyldning. Af en eller anden grund kom der altid ord og vendinger ud, som fuckede hele meningen op.
”Du har ret! Fuldstændig ret”, skyndte Samuel at erklære, idét han løftede hænderne viftede dem overgivende over hinanden. ”Men du kender de tøser... I det ene øjeblik er de fortrin på størrelse med professor Purcells gigantballer og meterlange ben, og i det næste har de sat kæde og lås på dig!” Da han indså hvordan undskyldninger og løgne virkede totalt overflødige, fordi Charles efterhånden kunne gennemskue ham hurtigt, sukkede han dybt og slog opgivende ud med hænderne. ”Nej... Undskyld! Julie var fantastisk... Hun blæste mig væk. Jeg har aldrig oplevet noget lignende... Hvor var du i øvrigt da jeg forelskede mig i hende? Du skulle jo have brugt forglemmelsesbesværgelse på mig, eller noget i den stil”, forsøgte Samuel sig beklagende, komplet i fornægtelse over, at tiden med Julie havde været de bedste måneder i hans liv, og måden han svinede deres forhold til, var til komplet skamme.
Der gik ikke lang tid før stemmen døde ud.