Når mennesker mødes

[Elisabeth Arrington]

• • •

Læsesalen var præget af en form for doven aktivitet denne søndag. Eksamenerne var over eleverne, og nogle studerede da også flittigt. De sad begravede bag tårne af bøger om alt lige fra ”Tryllerier med trolde” til ”Leonora Drømmers studie om selvfortykkende susepulver”. En del hang dog dovent over bordet og kastede længselsfulde blikke ud af vinduerne. Nærmest hånligt var vejret selvfølgelig strålende. Små buttede skyer svævede langsomt over den blå himmel og kastede, med solens hjælp, små skygger ned på den grønne plæne.
Vejret var ikke noget Elisabeth Arrington lagde mærke til. Nej, hun havde faktisk ikke været udenfor i adskillige dage. Netop nu sad hun ved et bord med pergamentark og bøger linært placeret foran sig. På det ene ark stod overskriften ”noter”, og på arket ved siden af, ”pæntskrevet noter”. Indholdet i sig selv var ens.
Ellie strøg en tot mørkt hår om bag øret. Hendes øjne gled hurtigt over bogens indhold mens læberne bevægede sig og tavst formede ordene hun læste. Eksamen for Magiens historie var allerede i morgen, men hun var godt forberedt, efter at have studeret hver dag, hele dagen. Nisseoptøjer, hekseafbrændinger, krige og historiske politiske uenigheder: det hele stod nærmest i orden og kolonner inde i hovedet på hende.
Med et tilfreds smil om læben lagde hun forsigtigt fjerpennen fra sig. Blikket gled kort over hænderne, der var plettet af røde plamager fra spildt blæk. En smule selvbevidst gemte hun hænderne i skødet, og kiggede rundt på de andre elever der sad ved siden af hende om bordet. En pige fra med lyse rottehaler var faldet i søvn over sine noter. Hun ville utvivlsomt have et pænt blækaftryk på kinden, når hun vågnede. Fjerpennen lå lige ved munden, og hver gang hun åndede tungt, blafrede de små, nussede fjer.
Ellie flyttede blikket til den ældre elev der sad ved siden af. Nysgerrigt betragtede hun ham med hovedet let tiltet.

• • •
Tag: Kevin Allaire

[Kevin Allaire]

life is like an hourglass
glued to the table

Kevin havde slæbt hans trætte korpus ind i lektiesalen i de tidlige morgentimer på denne ellers solrige dag. Hans næste eksamen var i Forvandling, og selvom dette var et af hans yndlingsfag så var det ikke grund til at læse mindre. Han havde de fleste besværgelser udøvet og perfektioneret, men Maverick, hans overhoved og professor, tog kun det bedste for acceptabelt, og som mugglerfødt var der ikke rum til den mindste fejl. Hvis Kevin ikke kunne komme igennem dette fag med udmærkelse ville hans drøm om en dag at undervise i selv samme fag ryge lukt ud i vasken.

Kevin havde placeret sig nær et af de store vinduer i håb om at dagens solskin kunne give ham den energi han havde brug for, for at power igennem den sidste bog og de sidste notater. Han havde gået glip af morgenmaden og frokosten, og det enkelte æble han havde bragt med sig var forlængst fordøjet. Hans energi var på det aller laveste og han var begyndt at hænge mere og mere ind over bordet, netop som den pige en smule længere nede, der forlængst havde faldet i søvn oven på hendes notater.
Kevin tillod et enkelt blik ud af vinduet, blikket rettet mod den blå himmel og de enkelte skyer der rejste over dets uendelige lærrede. Han sukkede lavmælt og vendte tilbage til bogen foran ham. Hans notater havde forlængst spredt sig i en rodet bunke omkring ham, og et sted under de mange papirer lå hans tryllestav. Kevin havde smøget ærmerne op på hans sweater og ønskede bittert at han havde taget en t-shirt på indenunder, eller havde iført sig en af skoleuniformens sommerskjorter.
En hånd løb over hans nakke som han langsomt gned. Efter at have stirret ned i bordet de sidste par timer havde han reddet sig en begyndende hold i nakken, men der var ikke tid til at beklage sig. Da han vendte hovedet til den anden side mødte hans blik et par brune øjne. Han sendte hende et smil og rettede sig en smule op igen. "Hej," mumlede han lavmælt for ikke at forstyrre de elever der arbejdede omkring dem.

TAG: ELLIE
WEARING: this

[Elisabeth Arrington]

• • •

Nysgerrigt betragtede hun drengen arbejde. Han lignede én, der var på grænsen til at falde i søvn. Hovedet sank længere og længere ned mod bordet, der var rodede af pergament og bøger. Så vendte drengen pludselig hovedet og så ned ad bordet. Ellie rettede sig op i sædet, da de pludselig fik øjenkontakt. Da han oven i købet henvendte sig til hende, tegnede en mistroisk rynke sig mellem øjenbrynene. ”Hej”, svarede hun forbeholdt, uden helt at smile ligesom ham.
Enhver anden socialt velfungerende person ville sandsynligvis spørge om navn eller komme med en sjov kommentar. Ellie spurgte i stedet, ”hvem er du?”, der lød langt mere forurettet end var meningen. Sandheden var blot, at Ellie aldrig havde været god til at møde nye mennesker, og de blev ofte skræmt væk af hendes direkte måde at være på.
De store brune øjne spejlede sig i hans, næsten uden at blinke. Selvom ansigtet var lagt i alvorlige folder, var hun alligevel lidt nysgerrig mod hvem denne person dog kunne være. Bøgerne hun burde vende tilbage til var allerede glemt, og hænderne hvilede blot afventende i skødet.

• • •
Tag: Kevin Allaire

[Kevin Allaire]

life is like an hourglass
glued to the table

Af ren og skær kedsomhed havde Kevin ledt efter noget der kunne optage hans tanker. Hans hoved havde brug for et minut eller to hvor det ikke handlede om Forvandling, da han kun var sekunder fra at gå kold og blande den ene besværgelse med den anden. Alle bogstaver dansede rundt på papiret og Kevin var ikke i tvivl om, at dette var første tegn på sindssyge. Da hans blik fangede Elisabeth var det først optaget af den orden hun holdte sig. Han havde selv kastet omkring sig med bøger og notater, og kunne ikke altid finde hvad han skulle bruge, men nu, med øje på hendes notater der var delt i orden, følte han sig som det værste rodehoved i læsesalen. Efter hans korte hilsen havde han derfor prøvet at samle det værste til sig, og gav et forbløffet blik fra sig da han fandt tryllestaven i rodet, ikke engang klar over at han havde lagt den fra sig.

Kevin smilte stadig da Elisabeth gengældte hans hilsen. Det trak en smule i hans mundvige da smilet ikke blev gengældt, og langsomt falmede det fra hans læber. Det havde efterladt ham en smule usikker, og det blev ikke bedre da hun stillede ham det næste spørgsmål. For et kort øjeblik lå der en akavet stilhed imellem dem, men dernæst kunne han ikke holde en lavmælt latter tilbage. "Det er jeg ikke engang sikker på, at jeg selv ved," svarede han hende med et nyfunden smil. "Men jeg kan sige dig så meget at mit navn er Kevin. Hvem er du?" Han syntes ikke at kunne genkende Elisabeth fra nogle af hans timer og konkluderede at hun måtte være fra en anden årgang. Hun var dog alligevel ikke fuldkommen ukendt, da han bestemt havde set hende på gangene og til måltiderne.

TAG: Ellie &, WEARING: this

[Elisabeth Arrington]

• • •

Ellie prøvede at lade være med at fokusere på rodet foran Kevin. Pergamentark lå skødesløst hen ad bordet. Det var tydeligt at se forbløffelsen i hans ansigt, da han fiskede sin tryllestav frem under bunken. Åh, hvor det kradsede i Ellies fingre efter at gå hen og rydde det o!. Bare lave en smule orden… Men kunne man tillade sig det? Det ville sikkert irritere ham…
At tavsheden imellem dem var akavet, noterede Ellie sig ikke. Hun gloede åbenlyst på ham og prøvede at indprente sig hans træk – se om hun kunne genkende ham. Førsteårselev eller andenårselev var udelukket. Kunne 13-årige gro skæg? Og 14-årige? Og han var ikke på hendes årgang. Det vil sige, han måtte være 6. eller 7. årselev.
Kevins svar fik Ellie til at åbne munden en smule. Så gik det op for hende, at det var en form for joke. Lidt forsinket slog hun en høj latter op, der forårsagede en del irriterede blikke fra de omkringsiddende. Selv den sovende pige vågnede op fra sin skønhedssøvn og kiggede groggy rundt.
”Kevin”, gentog Ellie for at smage lidt på navnet. ”Kevin. Og du kan gro skæg, Kevin, så er du 16 eller 17 år?”, spurgte hun, lidt nysgerrig efter om hun havde konkluderet rigtigt.
Da det næste spørgsmål var henvendt hende, lagde hun ansigtet i tænksomme folder. Automatisk blev benene trukket op under hende så skoene hvilede på stolen, indtil det slog hende, hvor beskidt nederdelen ville blive når hun satte sig ordentligt igen. Trods Kevins høflige korte svar, begyndte Ellie en lang smøre. ”Altså folk kalder mig Ellie, men i virkeligheden hedder jeg Elisabeth Arrington. Mit mellemnavn er Rose, fra min farmor. Jeg er 15 år og går på Gryffindor, og så er jeg vokset op i wiltshire. Det er en rigtigt landsby, og vi har da også haft får, heste og hunde. Jeg bor nemlig på en nyrenoveret gård, med min mor, min far og min bror, Jack. Han hedder i virkeligheden Jacob”. Da det gik op for hende, hvor samtalen havde bevæget sig hen, døde Ellies stemme langsomt ud. Hvad slags blod havde Kevin egentlig? Familien ville ikke blive glad, hvis hun stod og fortalte om sin familie til en mugglerfødt. Men de var her selvfølgelig ikke nu… Og han virkede egentlig venlig nok.
Den sædvanlige diskussion begyndte i Ellies hoved, og blikket blev en anelse fjernt, uden helt at registrere Kevin mere. Fraværende bevægede Ellies læber sig og formede tankerne. De sædvanlige to stemmer diskuterede højlydt med hinanden inden i hovedet.

• • •
Tag: Kevin Allaire

[Kevin Allaire]

life is like an hourglass
glued to the table

Smilet voksede en størrelse mere da Elisabeth nævnte hans navn tre gange efter hinanden. Han kunne heller ikke lade være med at tage sig til kinden da hun nævnte hans skægvækst. Han havde været en af de tidlige i hans aldersgruppe og det havde altid irriteret ham grænseløst. Kevin nikkede da hun ramte hans alder. "16, kun et par måneder fra at nå 17," istemte han før tankerne hurtigt strøg mod hans fødselsdag. Endnu en familiesammenkomst og en tur i marken - snart mand som de sagde i hans familie.

Det var først da Elisabeth nævnte hendes efternavn at noget slog klik. Nu kunne han se den svage lighed hun havde med hendes bror, Jack. Smilet falmede en smule, men han fik stadig rakt en hånd frem mod hende. "Rart at møde dig, Elisabeth." Han var ikke sikker på om han måtte bruge hendes kælenavn, da de oftest var en smule personlige og som regel ikke noget nyligt bekendte brugte. "Jeg har mødt din bror et par gange," indrømmede han et kort sekund efter. Der var intet venskabeligt imellem Kevin og Jack, da Kevins muggler-gener ikke havde nogen plads i Jacks verden, og hvad vil han mon sige til, at jeg sidder og snakker med hans lillesøster i dette øjeblik?
Noget i Kevin sagde at han hellere måtte fortælle Elisabeth hvordan tingene stod til. Hun lod til at være fra en af de familier der ikke lod deres børn omgåes mugglerfødte, bange for at deres urene blod kunne smitte. "Elisabeth, du er helt din egen person, men jeg må hellere indrømme, med den kendskab jeg har til Jack, at jeg er mugglerfødt." Herfra kunne hun selv bestemme om hun ønskede at fortsætte deres samtale, eller om opdragelse forbød dem andet, han ønskede i hvert fald ikke at bringe hende i problemer. "Jeg hverken bider eller smitter, men jeg ved også at nogle forældre ikke ønsker deres børn at snakke for meget med mugglerfødte, og det kan jeg også respektere," forklarede han med antydningen af et svagt smil.

TAG: Ellie &, WEARING: this

[Elisabeth Arrington]

• • •

En smule tilfreds med sig selv nikkede Ellie, da Kevin erklærede han snart blev 17.
”Kald mig bare Ellie”, tilføjede hun. Det slog hende ikke, at smilet falmede markant i Kevins ansigt, da hun nævnte sit efternavn. I stedet var blikket faldet hypnotisk på den fremstrakte hånd. Tankerne kværnede om etikette – hvis man besvarede en fremrakt hånd var det et tegn på en tillidserklæring. Var hun klar til det? Jo, han virkede ganske vist normalt, selvom hun ikke kendte hans blodstatus.
Efter hvad der føltes som flere sekunder af den temmelig akavede slags, kastede Ellie et skjult blik omkring sig, for at sikre sig at Jack ikke stod og betragtede hende. Det kunne koste alvorlige hug. Så rakte hun selv hånden frem og trykkede den med en vigtigt mine. Da hun slap den igen, lod hun den hurtigt dumpe ned i skødet.
Ved kommentaren om Jack, rynkede Ellies bryn sig en smule uforstående. Det gav først mening, da Kevin fortalte om sit blodstatus og uddybede situationen. Og dét satte tankerne i gang.
”Du har ret. Min far ville give mig en omgang med stokken, hvis han vidste jeg talte med dig”, fortalte Ellie, med den slags ærlighed overfor fremmede mennesker der kunne få enhver til at krumme tæer af akavethed. ”Men han er her ikke nu. Så jeg vil gerne snakke med dig!” Et stik af trods fik Ellie bryde ud i et lille smil, som et lille barn der gjorde noget, det ikke måtte. Smilet falmede dog efter lidt tids tænkning, og Ellie lænede sig ind over bordet for at hviske, ”men vil du ikke nok lade være med at sige noget til Jack?” Blikket flakkede kort til pigen, i tilfælde af at hun skulle være en af Jacks betroede, men hun var faldet i søvn igen med hovedet pladask ned i bogen.

• • •
Tag: Kevin Allaire

[Kevin Allaire]

life is like an hourglass
glued to the table

”Ellie,” sagde han i godkendelse af hendes navn, stadig med den ene hånd fremstrakt. Hun lod den hænge længe før hun endelig tog den, netop som Kevin havde overvejet at trække den til sig igen. Kevin trykkede den spinkle hånd kort og gav et alvorligt nik ovenikøbet for at supplere Ellies alvorlige mine, dog med et hurtigt efterfølgende smil for at understrege, at det ikke havde været for at gøre grin med hende. Det fik ham dog til at spekulere; hendes tøven og det blik hun havde kastet over skulderen var ikke en mistænksomhed man så hos alle, især ikke hos unge piger i hendes alder. Det kunne selvfølgelig ligge til hendes opvækst og den form for etikette hun var opdraget med. I Kevins egen familie var der meget få regler og nedarvede holdninger, hvilket han efterhånden var begyndt at sætte pris på.

Kevin kunne med lethed forestille sig hvad hendes far ikke ville sige til deres samtale. Han havde haft et par enkelte sammenstød med Jack der havde været langt fra venligtsindede og uden konsekvenser. Han nikkede blot til hendes kommentar og prøvede at sluge den klump der langsomt havde dannet sig i hans hals. Kunne hun virkelig finde på at gå til hendes far med dette? Heldigvis skød hun denne tanke væk da hun lod til at ville tage chancen. Kevin lænede selv ind over bordet for at fange Ellies hviskende ord. ”Min mund er lukket med syv segl,” kommenterede han og lod som om at han lynede læberne sammen og smed nøglen væk.
Kevin prøvede at lede efter et passende emne de kunne fortsætte samtalen med, men det blev ikke til mere end en åben mund og et opgivende smil. ”Den er brændt sammen,” forklarede han og tappede et par fingre mod hans hoved. ”Jeg ville finde noget spændende at snakke om, men det eneste der lige ligger på tungen er vejret, lektier og eksamen.” Kevin pegede en finger henholdsvis mod vinduet og bøgerne omkring ham.

TAG: Ellie &, WEARING: this