Teach me!

[Sofia Banes]

"Teach me how to love a lesson I will never forget"

"Krrkrzz". Den skrattende lyd af fjerpen mod pergament blandede sig med en jævnlig hosten eller lavmælt sludren. Der var et par timer til aftensmad, og de elever der stadig var bagud med noget eksamenslæsning var søgt ind i læsesalen for at koncentrere sig; det var umuligt uden for med latter, solskin og vandkampe. Sommeren var over dem, og med den fulgte eksamener. Det var UGL'ernes år, og karaktererne skulle være i top. Sofia ægrede sig over, at hun ikke havde fået idéen noget før. Men der havde Xavier selvfølgelig også været der til at hjælpe. Nu havde han for travlt med sine F.U.T'er til at hjælpe hende, og snart var han også ude af billedet. Ligesom Stuart. Tanken gav et stik af mavepine, og Sofia måtte anstrenge sig for at værdsætte alle dem, der var tilbage, f.eks. Jethro. Og Arthur. Tanken om den unge klassekammerat og ravn fik mavepinen til at erstattes med en lille flaksende sommerfugl, og hun satte sine skridt en smule op. Støvlernes klapren kunne høres tydeligt mod gulvet, da Sofia banede sig vej gennem pultene. Enkelte elever sendte hende irriteret blikke, og hun prøvede ihærdigt at liste sig afsted med blikket spejdende ud over rækken af elever. Efter et kort øjeblik fik hun øje på Arthurs genkendelige hårpragt; hvor mange gange havde hun ikke brugt på at stirre på den i timerne? Forsigtigt listede hun hen til ham, og nåede lige at glatte den blomstrede kjole og stryge en hånd gemmen krøllerne. "Hej", hviskede hun lavmælt, og bukkede sig en smule da hun nåede helt hen til pulten han sad ved.

Tag; Arthur
Outfit; Click

[Arthur Moore]

books are lighthouses
erected in the great sea of time

Arthur lod fingeren løbe øvet og hurtigt ned over den mørnede side i en søgen efter svar på hvor mange bellisrødder der skulle til i en skrumpedrik og hvorfor det var nødvendigt at tilsætte en rottemilt. Hurtigt kæmmede han sig igennem side efter side, inden han langt om længe fandt hvad han søgte og bukkede sig over pergamentet igen, hvor fjerpennen snart kradsede arrigt. Han så knapt nok op da hans næsten snehvide kat, Theia, sprang elegant op i skødet på ham og lagde sig mageligt til rette for at blive kløet bag øret.

Uden at tænke over det, løb hans frie hånd hen over kattens pels og et svagt smil hvilede på hans læber, uden at fjeren stoppede sin dans på noget tidspunkt. Arthurs pande var trukket sammen i svage rynker som han koncentreret prøvede på at få alt hvad han kunne huske ned i en fart, af frygt for at noget ville sive ud igen inden han nåede det. Det var dagen inden hans U.G.L i eliksirer og han var nødt til at få et O for at få lov til at fortsætte som F.U.T-aspriant, hvilket der var essentielt for hans fremtidige karrieremål. Det var af allerstørste nødv…

Hans dobbeltsidede tanker blev afbrudt og han hævede overrasket hovedet, forvirret over hvem der havde valgt at forstyrre ham midt i arbejdet. Hans øjne udvidede sig en anelse ved synet af pigen han genkendte fra sine klasser. Så vidt han huskede var hun fra Hufflepuff… Sara… Sonia… Sofia, måtte det være. Arthur havde ikke den fjerneste idé om hvorfor hun var kommet hen til ham og det fik ham til at se en anelse befippet på hende i stilhed, inden han endelig rømmede sig. "Øhm. Hej?" Han rynkede svagt på øjenbrynene og prøvede på at tvinge et svagt smil frem, et forsøg der ikke lykkedes og efterlod det endnu forvirrede udtryk tilbage. "Kan jeg… erh… Hjælpe dig med noget?"

[Sofia Banes]

"Teach me how to love a lesson I will never forget"

Sofia blinkede med øjnene, da en skygge bevægede sig ved Arthur, og et øjeblik troede hun, at han havde fremtryllede en patronus, men så registrerede hun katten. Øjnene rettede sig fra den blanke pels til Arthurs ansigt, og uden at kunne gøre for det, noterede hun sig dets fine linjer, lige næse og bugten på læberne. Hun registrerede hvordan hans ansigtsudtryk på et splitsekund ændrede sig fra fredfyldt til at antage en forvirret mine. Den selvsikkerhed Sofia var kommet hen til bordet med, blev slået ud af hende, og hun tvang sig til at synke en klump.
”Nu du spørger!”, sagde hun kækt, og fik fremtvunget et stort smil. ”Det er fordi, jeg har hørt dig i timerne, og du virker altså utrolig klog”, lød komplimentet. ”Jeg ved ikke om du har lagt mærke til mig, det har du nok ikke”, skyndte Sofia sig at sige med en lille nervøs trækning ved næsen, ”men jeg er helt uduelig til eliksirer”. En bred opgivende armbevægelse var ved at kollidere med blækhuset der stod i hjørnet af Arthus pult, men hun undgik med nød og næppe. ”Så jeg tænkte, og du må endelig sige nej hvis du har for travlt, eller... Andet for, men jeg tænkte om du måske kunne give mig lidt hjælpetimer i eliksirer?” Sætningerne havde været velovervejet og struktureret i hovedet, men nu plaprede Sofia løs med sådan en fart og usammenhænge, at hun tvivlede på han kunne forstå hende. Temmelig opmærksom på sig selv, kløede Sofia sig engang i det krøllede hår, og prøvede at trække vejret dybt. Vægten skiftede kort fra den ene fod til den anden, mens hun ventede på et svar; et der forhåbentligt inkluderede ordet jo, eller selvfølgelig!

Tag; Arthur
Outfit; Click

[Arthur Moore]

books are lighthouses
erected in the great sea of time

Arthur var lidt i tvivl om hvad han skulle gøre af sig selv, hvilket fik ham til at røre sig nervøst på stolen og Theia til at hvæse dovent af ham. Han lod fjerpennen han endnu sad med i hånden falde ned ved siden af pergamentet, uden at tage blikket fra Sofia. Det trak mærkbart op i hans mundvig over hendes ord og han blik slog over til en helt anden art af forvirret. Det virkede… en anelse obskurt, for at være ærlig, sådan at komme op til ham på den måde med noget der i hvert fald mindede om et kompliment, men Arthur gav ikke udtryk for det. I stedet nikkede han svagt. ”Jeg ved hvem du er, Sofia.” tilføjede han svagt, men roligt imellem hendes ordstrøm og forsøgte sig med et lille smil igen, der dog hurtigt forsvandt i et koncentreret ansigtsudtryk, som han måtte koncentrere sig til sit yderste for at forstå hvad i alverden det var hun prøvede på at få sagt i sådan en fart.

Det tog ham en smule tid at vende ordene for sig, men da det dæmrede for ham hvad hun havde sagt lød et lille overrasket udbrud fra ham. ”Hjælpetimer? Af mig?” Arthur følte sig helt underlig ved tanken. Han havde selvfølgelig før lavet lektier sammen med sine venner og de havde ofte hjulpet hinanden, men han havde aldrig oplevet at nogen havde opsøgt ham lige præcis af den grund. ”Jeg…” Han gik i stå i ordene, fordi hans hjerne kørte på højtryk og ikke lod megen plads til overvejelse af ord tilbage. Han havde aldrig været god til at være alene sammen med piger, og især ikke dem han ikke kendte særligt godt og tanken skræmte ham i al hemmelighed en smule. Men på den anden side, så følte han sig nærmest forpligtet til det som det gode eksempel han skulle forestille at være. Han ville ønske at han havde haft tid til at overveje det, eller spørge Simon om råd, men det virkede til at han var forpligtet til at svare med det samme. ”Altså jeg… jeg mener… Det kan jeg vel godt?” Svarede han forsigtigt og sendte hende et nervøst smil, som om han frygtede at hun ville springe i luften.

[Sofia Banes]

"Teach me how to love a lesson I will never forget"

Hænderne krøllede ubevidst op i kjolen, da Sofia var færdig med sin ordstrøm, som hun kun havde pausede kort for at høre hvad han sagde, hvilket havde forårsaget et lille, tilfreds nik. Det var altid noget han kendte hendes navn! Andet ville måske også være mærkværdigt, efter at have haft timer sammen i 5 år.
Hun nikkede lidt for ivrigt da han spørgende gentog hendes ønske. Den lange pause der fulgte ”jeg”’et, var uudholdelig, og Sofia afgjorde med sig selv, at det havde været en dårlig idé. Hvad havde hun også regnede med? Arthur havde sikkert for travlt med sine egne studier, eller vejlederpligter, eller måske gad han bare ikke undervise én, der var ligeså tungnem som Sofia? Tanken føltes som en tung sten i maven, der landede brutalt ovenpå den sommerfugl der før havde flaksede rundt. Sofia mærkede en afmagt strømme over sig, og hun frygtede, at tårerne pludselig skulle vælte frem. Det ville de sandsynligvis have gjort, havde Arthur holdt hende på pinebænken et sekund længere. Hele hendes ansigt lyste op som en sol, og et lille smil bølgede langsomt frem på læberne, som skulle hun forstå det en ekstra gang.
”Det ville være så fedt”, sagde hun glad, men skyldte sig så at tilføje henkastet, ”men selvfølgelig kun når du kan. Vejlederpligterne må jo koste en masse tid”. Der var svært at skjule en vis beundring, og Sofias blik dvælede kort ved det skinnende vejlederemblem der sad pinnede fast til hans skjorte.
Da der bredte sig en kort stilhed mellem dem, vippede hun lidt fremad på tæerne, som for at lade blikket glide flygtigt over papiret – dog uden at læse noget; hun ville nødig virke påtrængende, og ens noter var på sin vis private. Det kunne jo altid være et kærestebrev af en slags – gud forbyde det.
”Skriver du noget spændende?”, spurgte hun venligt med et lille smil på læberne.

Tag; Arthur
Outfit; Click

[Arthur Moore]

books are lighthouses
erected in the great sea of time

Det var svært for Arthur helt at gribe fat om det faktum at han netop havde indvilliget i at undervise en pige han udelukkende kendte af navn og ansigt, for tanken virkede en anelse absurd for ham. Han var, med al respekt, jo ikke dårlig til eliksirer, nærmere tværtimod, men han havde grumme erfaringer med klodsede episoder fordi han simpelthen ikke havde den fjerneste idé om hvordan han skulle begå sig omkring tøsebørn. Arthur overvejede kort at spørge Simon om hjælp, men han blev hurtigt enig med sig selv om at han ikke ville kunne drive sig selv til at gå til sin ven for at få råd til hvordan han skulle opføre sig omkring en pige. Det var jo heller ikke fordi han var bange for at få pigelus eller andet i den stil, han havde bare aldrig ment at de var særligt… Håndgribelige. Det var umuligt at vide hvor man havde dem, om de var i godt humør og hvorvidt det lige kunne vende på en tallerken. Hans angst for piger var dog ikke længere så stor at han tyede til indviklede undvigelsesmanøvrer på gangene eller i klasselokalet, en ting han nok kunne takke sin post som vejleder for (her var det nemlig ikke sådan lige umiddelbart til at vælge hvem man skulle omgås). Faktisk var det nok ikke engang noget der kunne betegnes som angst, men mere noget i retning af… forsigtighed.

Trods det lod han dog blikket hvile på Sofia, uden at lade det søge afvisende væk som det nok for nogle år siden ville være faldet ham naturligt. Hans hånd hvilede stadig svagt over fjerpennen, i en positur der afslørede at han var klar til at samle den op igen inden længe. Hendes entusiasme fik et mildt smil til at snige sig frem, skønt hans øjenbryn endnu formede en lille rynke og han rømmede sig kort. ”Hvornår har du eksamen?” spurgte han høfligt og lod langt om længe hånden over fjerpennen falde ned på katten i hans skød, der begyndte at spinde mageligt. ”Altså… Hvis vi skal nå det inden.” Smilet blev en anelse bredere og afslørede kortvarigt det nederste af en hvid tandrække. Det forsvandt dog lidt efter og blev til et mere tøvende udtryk, som om han måtte tvinge sig selv til at sige det næste. ”Du må… Bare ikke forvente for meget af mig. Jeg har aldrig hjulpet andre end mig selv med at lære noget.”

Arthur ville næsten have regnet med at Sofia var smuttet igen med det samme, så snart hun havde fået hans ja og det var en anelse overrasket han hævede øjenbrynene da hun trods al forventning blev stående og virkede oprigtigt interesseret i hans arbejde. Han ville have troet at hun udelukkende var kommet for at spørge om det andet. Arthur blev klar over at han havde stirret på hende siden hun spurgte med et overrasket, svagt smil og fik derfor pludselig travlt med at kigge ned på pergamentet, en bevægelse i overkroppen der fik Theia til at springe fornærmet ned på gulvet. Arthur gav et nærmest lydløst fnys fra sig og så fra noterne til Sofia. ”Det kommer vist an på øjnene der ser.” Hans blik gled fra Sofia til katten der var valset over for at gnide sig op af hendes ben og han kunne ikke hindre et bredt smil. ”Beklager. Hun kan ikke helt klare at være uden opmærksomhed længe ad gangen.”

[Sofia Banes]

"Teach me how to love a lesson I will never forget"

Sofia havde holdt øje med Arthur i længere tid, og de gange han havde ytrede sig i eliksirtimerne, havde det været kloge ord, der oftest havde udløst kollegiepoint, der kom over læberne. Ravne var og blev de klogeste, og der var også grunden til, at de var de første hun havde holdt øje med. Arthur var en af de første der fangede hendes opmærksomhed; ikke nok med at han var klog, han så også utrolig godt ud, og virkede sød, rar og nede på jorden. Han var ikke en type som Damien eller Charlie, som hun aldrig vidste, hvor hun havde. Selvom han virkede jordbunden og almindelig, indså hun snart, at hun selvfølgelig var faldet for en vejleder, hvilket automatisk gjorde ham høj af rang. Hun var godt nok på Quidditchholdet, så det måtte da veje lidt tungere på vægten, hvis det var den slags, Arthur kiggede efter.

Hun havde afventet at Arthur sagde noget, så svaret kom hurtigt efter han havde spurgt. ”Jeg har min første eksamen på mandag, men jeg tror jeg har læst op til den. Det er også forvandling, som er en af de få jeg rent faktisk kan finde ud af”. Sofia smilede lidt for sig selv. Ja, forvandling var faktisk en af de få fag hun havde fået fremragende i. Andet ville måske også være mærkværdigt, med en forælder der havde været lærer i faget. ”Men torsdag skal jeg op i eliksir”. Hun gøs automatisk, og lavede en lille grimasse. ”Måske kunne vi aftale en gang inden?”, spørgsmålet var forsigtigt, for hun ville endelig ikke presse ham ud i noget så han ville sige nej.

Positionen de var i, hvor Arthur sad ned og Sofia stod op, begyndte at blive lidt akavet, for hendes vedkommende. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sine hænder, og det blev til, at hun pillede lidt ihærdigt i sit tøj. Af og til flakkede øjnene lidt ud til siderne, da øjenkontakten blev for lang. Det var en trøst, at Arthur heller ikke så helt rolig og behagelig ud ved situationen.
”Nejnej, bare tag det roligt. Jeg skal nok være en artig elev”, sagde hun med et skævt smil, og opstillede et engleansigt. Hun smurte lidt tykt på, i håb om at han ville opfange den drillende tone.

Da katten sprang fornærmede ned af Arthurs skød, trådte Sofia automatisk et skridt til siden, en smule forskrækket. Mod forventningen begyndte den pludselig at gnide sig op af hendes ben, så hun ikke kunne lade være med at fnise kort. Da hun bukkede sig frem og samlede den op, begyndte den hurtigt at spinde. ”Hvad hedder hun?” Sofia rettede flygtigt, og lettere spørgende, blikket op mod ham. Hånden gled ned over kattens bløde pels, og hun betragtede dens farver. Det var rart at have noget at gøre med hænderne. En smule distrahering fra tavsheden.

Tag; Arthur
Outfit; Click

[Arthur Moore]

books are lighthouses
erected in the great sea of time

Arthur var den type der hele tiden havde øjnene på prisen og ikke rigtigt bemærkede verden omkring ham. Der var ingen tvivl om at han var den person der altid sørgede for at høre ekstra godt efter når læreren underviste og skrev noter til det hele – det var faktisk kommet så vidt at han havde overvejet at bruge en kvikskribler bare for at få så meget med som muligt, men han var derimod også klar over at indlæringen og hukommelsen var mere optimal når man skrev det selv.

Han smilede tørt over hendes ord og mumlede: ”Utvivlsomt.” Før Arthur overvejede informationen Sofia gav ham og rykkede det hurtigt rundt i sin mentale kalender, før han så ned imod sine notater med en eftertænksom mine der hurtigt blev efterfulgt af et svagt nik. Han slog let med fingrene en enkelt gang mod bordpladen, mens han kalkulerede sig frem til en beslutning, og så da endelig op på hende igen. ”Det kunne være vi skulle gennemgå lidt teori først og fremmest? Jeg er næsten færdig med det her, så hvis du har tid nu kunne vi vel næsten se på det med det samme…?” Arthur løftede en hånd og kløede sig i håret på baghovedet. Hvis de kom i gang med det samme ville det i hvert fald være meget lettere for ham og han behøvede ikke at gå at bekymre sig om at gøre sig selv til grin de næste mange dage. Han kunne lige så godt gøre det med det samme, og blot håbe på at Sofia ville bære over med ham. ”Og så kigge på noget praktisk på et senere tidspunkt?”

Hans blik gled fra hende til katten der virkede meget tilfreds med at være blevet samlet op og Arthur kunne have svoret på at hun sendte ham et halvfornærmet blik. Hvilket heller ikke ville undre ham, eftersom hun var en opmærksomhedskrævende lille dame. ”Theia. Hun er opkaldt efter Gudinden for den klare blå himmels lys.” Arthur smilede skævt og trak lidt på skuldrene, før han lod blikket falde i Sofias igen.

[Sofia Banes]

"Teach me how to love a lesson I will never forget"

Det var beroligende at stå og lade hånden glide ned over kattens bløde pels, og hun modstod en trang til at begrave sig i hårene og glemme den lettere akavede situation hun stod i. Det føltes som uendeligheder før han så op, og Sofia kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad han tænkte på.
Hånden, der nussede Theia i nakken, lå stille mens hun lyttede til hans konklusion. ”Det lyder jo perfekt”, sagde Sofia, selvom hun sank en klump. Det havde været en overvindelse at gå herover for at spørge ham, og hun havde regnet med at kunne samle mod til sig, før deres første time. Alligevel kunne hun ikke helt sige nej til Arthur, når nu han var så flink at sætte sine ting til side, for at hjælpe hende.
Det nervøse smil der var kommet til syne på læberne sank en anelse, da hun erindrede manglen på udstyr. ”Men... Jeg har hverken pergament, blæk, bøger eller noget som helst med”, sagde hun lavmælt og rynkede panden en smule.
Endnu engang nikkede hun. Hvis de først ordnede det praktiske senere, behøvede hun jo ikke kedel og ingridienser, og måske kunne hun låne fjerpen og blæk af Arthur.
”Theia. Du er også en rigtigt lille opmærksomhedskrævende gudindekat, er du ikke?”, spurgte Sofia katten med en drillende stemme, og hun nussede den på ansigtet, hvor hun vidste katte elskede at blive nusset. Den gav en lavmælt spinden fra sig, som for at sige, ”det kan du lige regne med, så gør det ordentligt!”

Tag; Arthur
Outfit; Click

[Arthur Moore]

books are lighthouses
erected in the great sea of time

Arthur betragtede Sofia svagt, som hun kærtegnede katten der tydeligvis nød opmærksomheden. Et tydelig rynke dannede sig i hans pande, da hun påpegede manglen på redskaber og Arthur måtte tage sig selv i at trække på skuldrende for guderne måtte vide hvilken gang. "Du kan vel bare låne noget af mig denne gang," foreslog han, uden at rynken på panden forsvandt. Den var dog nærmere rettet imod ham selv på det tidspunkt, da han i sine egne ører begyndte at lyde en anelse underlig, og han ville bestemt heller ikke have det til at fremstå som om han var en kold skid der bare skulle have en eller anden pligt overstået, for det var bestemt ikke sådan det i realiteten var.

Han fandt dog at det var rimeligt nemt at skubbe i baggrunden igen, så snart han så tilbage imod Sofia og katten, med et svagt nik. "Det er vist ikke nogen løgn." Det trak op i hans læber, før han slog ud med hånden imod stolen overfor ham. "Skal vi?"

Afsluttet.

[Sofia Banes]

"Teach me how to love a lesson I will never forget"

Sofia måtte anstrenge sig for ikke at trippe ulykkeligt over hans skuldertrækken. På hende virkede det som en ligegyldig attitude der mest af alt virkede som om, han hellere ville være oplevelsen foruden. For at skjule bekymringen begravede hun ansigtet i kattens bløde pels.
Da hun løftede det igen, sendte hun ham et tyndt smil. ”Tak”, sagde hun tøvende, og følte en nervøs is vælte rundt i maven. I et kort øjeblik ønskede hun, at hun var alle andre steder end sammen med denne fyr, som gjorde hende så frygtelig nervøs.
Det tog adskillige dybe indåndinger før Sofia fik samlet sig nok til at slippe kanten, der lettere gnavent sitrede med halen og så fornærmet på hende. Smilet hjalp en smule på modet, og hun ræsonerede, at hun vel ligeså godt kunne give det et forsøg. Hvis det var en katastrofe, ville hun da i hvert fald ikke prøve det igen!
Med et lille smil sank hun ned på stolen overfor ham og lod tasken dumpe ned på jorden. ”Lad os komme igang”, sagde Sofia med en stemme der rystede en lille smule. Hun gjorde sig mentalt klar, men tvivlede dog på, at hun kunne få et eneste logisk svar frem, når Arthur sad så tæt på hende, og fik en varme til at skyde op i kinderne. ”Jeg er klar”.

//Out

Tag; Arthur
Outfit; Click