Meeting

[Joseph Niklaus Murdoch]

Tag ; Christiane Wolf

Der var stille på biblioteket. Joseph havde smidt skoene og sat sig med ryggen imod armlænet og fødderne oppe i sofaen. Hans ben var bukkede og på lårene havde han en lukket bog liggende. Ovenpå denne, lå der et stykke pergament som blyanten fra tid til anden strøg henover. Joseph brugte en blyant da denne var noget lettere at styre end en fjerpen som skulle dyppes i blæk. Ovenpå hans bestrømpede fødder lå den sammenrullede, grå hankat med sorte striber og lukkede øjne. Han og Ares fyldte det meste af sofaen, hvoraf Joseph fyldte det meste af de to. De blå øjne gled ned over pergamentet og han bed sig kort i læben i en eftertænksom grimasse. De mandelformede øjne kneb han en smule sammen, som skulle det hjælpe ham med at komme frem til en idé.

Joseph nikkede svagt med hovedet som han begyndte at nynne lavt for sig selv og lod blikket glide over de linjer han havde skrevet. Han stoppede for at rette i teksten hvilket enten blev gjort ved at der blev sat en streg over hvad der var forkert og ovenover blev skrevet hvad der ville være bedre, eller der blev tilføjet en endelse på et ord. Han lod for en kort stund tænderne lukke sig om enden på blyanten imens han lod højre hånd finde skjorteærmet som han skubbede op ad armen til omkring albueleddet. Han var endnu iført skoleuniformen, hvilken man i hverdagene næsten kun så ham i.

Forberedelserne op til Halloweenfesten havde for Joseph ikke været så store, faktisk havde de været ganske morsomme. Han havde spurgt Annabel om hun ville følges med ham. Hun havde haft en idé til hvad de skulle klædes ud som og det havde sendt dem en tur i byen på udkig efter et kostume der passede. Joseph havde nærmest gået catwalk for Annabel for at hun kunne bedømme om tøjet var i orden og det havde ført mange sjove kommentarer med sig og de havde fået sig et godt grin. Efter at have besøgt den tredje butik havde de fået samlet de ting sammen som var nødvendige og var nu begge klar til at tage til festen som der nu kun var et par dage til. Forventninger til netop denne fest blev delt ud og der blev da snakket i krogene. Joseph ville da også lyve hvis han sagde han ikke glædede sig.

[Christiane Wolf]

Christiane fugtede sin pegefinger og tog fat om sidens hjørne. Hun læste de sidste fire linjer, før hun bladrede, og fortsatte læsningen der. Hendes ansigt henlå i koncentrerede folder, ubevidst om at hun trak øjenbrynene en smule sammen, mens hun læste. Hun tænkte ikke over det, hun gjorde, men var så opslugt af sin læsning, at hun lukkede helt af for omverdenen. Bogen bar titlen 'Quidditch anno 2082' og var stor og tung, og Christiane måtte lægge hele den ene arm under den for at kunne holde den oppe. Hun havde læst i den, siden hun havde spist frokost i Storsalen og var gået herned, så hun kunne få mere ro til at læse, da salen bestemt ikke tilbød læsero.

Vicca bevægede sig let på Christianes venstre skulder, og hun løftede kort blikket for at se på sin rotte, hvorefter hun lige skulle til at vende tilbage til sit læseri, da hun fik øje på en velkendt skikkelse. Hun tøvede først med at lukke bogen og gå hen til denne, men så smækkede hun den tunge bog i og satte kursen hen til sofaen. "Joseph," sagde hun som hilsen, da hun nåede hen ved hans side, og trak svagt på mundvigene, så man kun lige kunne ane smilet på hendes læber.

OUTFIT

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph lod, efter at have kørte begge skjorteærmer op til albueleddet, hans højre hånd finde blyanten mellem sine tænder. Joseph lod spidsen af blyanten ramme papiret og betragtede det tavst. Han sad helt stille, som ventede han på at hånden skulle bevæge sig af sig selv og skrive de linjer han ikke kunne finde på. Han var dog snart færdig med sangen som han var i gang med at skrive på.

Joseph løftede blikket da lyden af hans navn nåede hans øre. Et varmt smil dukkede op på hans læber da han så op i øjnene på Christiane og han lod hovedet glide en smule på skrå. ” Christiane. ” Et kort nik med hovedet fungerede som en slags hilsen, udover at han netop havde sagt hendes navn. Joseph rettede sig en anelse op i sofaen og lod blikket glide ned til bogen i hendes favn. ” Hvad læser du? ” Han betragtede den store bog, der uden tvivl var tung. Hans blik fandt igen Christianes for en kort stund inden han igen lod sine læber skilles. ” Slå dig ned. ” Foreslog han og lod kort blikket glide rundt. Der var flere steder hun kunne sidde, der var to lånestole overfor sofaen og så var der den anden ende af sofaen, hvis Joseph trak benene til sig og fjernede Ares.

[Christiane Wolf]

Christiane slog kort blikket ned på bogen, før hun så op på Joseph igen. "Quidditch," svarede hun og smilet blev pludselig bredere, da hun nævnte det, hun holdt allermest af. Ved hans efterfølgende kommentar vendte hun sig om for at se, hvor hun kunne sidde, hvorefter hun slog sig ned i den lænestol, der stod foran Joseph. Hun åbnede munden og skulle lige til at sige noget, da Vicca pludselig gav et ryk fra sig og strammede grebet om hendes sweater. Christiane trak øjenbrynene sammen og så ned på sin skulder, men idet hendes rotte svagt begynde at pive, kom hun i tanke om Josephs kat. Med et søgende blik lod hun øjnene glide rundt, indtil hun fik øje på pelsklumpen, der lå ved hans fødder. "Din kat," mumlede hun og tog sin rotte ned fra skulderen, da den begyndte at blive meget urolig. "Kan du ikke genne ham væk?" spurgte hun og så på Josephs ansigt, mens hun holdt et fast greb om Vicca, der kunne løbe væk, hvornår det skulle være.

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph nikkede svagt og lod for en kort stund blikket hvile ved bogen. Det var sjældent han selv havde åbnet en bog der omhandlede Quidditch, mest af alt på grund af at han hellere ville bruge tiden på banen end at sidde og læse om det. Dog havde han da læst lidt om det for at lære nogle nye finter så han kunne udmanøvre målmanden eller de andre angribere. Han foretrak dog at befinde sig på Quidditchbanen og ikke begravet med hovedet i en bog om dette. Men så igen, Christiane var også anfører for holdet, så hun skulle vel have lidt mere styr på tingene end Joseph selv skulle, eftersom han bare var en del af Slytherins hold og ikke skulle sørge for at det hele fungerede.

Ares havde på nuværende tidspunkt åbnede øjnene, hvad der havde forårsaget dette var der vist ingen andre end Ares selv der kunne vide. Joseph tog fat om bogen og spredte benene så han kunne se ned på katten ved sine fødder da Christiane nævnte den. Hans blik fandt hurtigt Christianes ansigt igen og han lagde hovedet svagt på skrå med et skævt smil spillende over læberne. ” Du kunne genne din rotte væk. ” Foreslog han i en flabet tone. Dog makkede han alligevel ret og spredte endnu engang benene for at kunne se katten, der stirrede intenst i retningen af Christiane. Joseph skubbede til katten med den ene fod indtil katten rejste sig og gik sin vej, lettere fornærmet.

[Christiane Wolf]

Christiane hævede øjenbrynene over det han sagde, men erstattede det med et smil, da han puffede katten ned fra sofaen. Med smilet liggende på læberne, lagde hun bogen hen på bordet, der stod mellem sofaen og lænestolene, hvorefter hun gled lidt længere ned i lænestolen, mens hun løsnede grebet på Vicca, der allerede havde glemt alt om katten og lagde sig godt til rette i hendes skød. "Går det ellers godt?" spurgte hun og strøg pegefingeren ned ad ryggen på rotten, mens hun så på Joseph. Hun havde faktisk ikke snakket med ham på et godt stykke tid - kun set ham rage op over de andre elever på gangene med sin imponerende højde eller til de lektioner, de havde sammen. Det var heller ikke altid, de snakkede i selskab med de andre, men efter Christianes mening var det ikke derfor, de ikke havde snakket sammen for nylig.

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph lod blikket glide ned til rotten på Christianes skød, da hun løsnede grebet om denne og strøg den over ryggen. Hans hoved en smule på skrå imens hans blik hvilede på rotten. Hendes spørgsmål fik ham dog til at løfte blikket og møde hendes. Han glippede kort med øjnene og skulle have hendes ord til at sive ind. ” Jo, det går godt. Indkøb til Halloweenfesten.. Hvad med dig? ” De blå øjne hvilede i hendes og det varme smil var at finde på hans rødlige læber. ” Apropos festen, har du fundet kostume og alt det? ” Hans smil forsvandt på intet tidspunkt og hans spørgsmål var af oprigtig interesse, hvilket var tydeligt at se i hele hans udstråling.

Joseph rettede sig op i sofaen og vendte pergamentet rundt så det havde tekstsiden ned imod bogen. Han fulgte Christians eksempel og lagde bogen, med pergamentet ovenpå, på bordet og lagde blyanten ovenpå disse. Han satte sig ordentligt op i sofaen og lod de lange ben glide ud over sofaens kant og placerede begge fødder i gulvet. Han strakte benene ind under bordet og lod dem krydse ved anklerne.

[Christiane Wolf]

"Fint. Et overflod af lektier dog," sagde hun med let hævede øjenbryn og så med ét pludselig meget træt ud. Hvis man nærstuderede hendes ansigt, kunne man også se, hvordan træthed og stress havde sat sine spor, og gjorde hendes ansigt meget ældre, end hvad det egentlig skulle være.

Da han nævnte halloweenfesten, blegnede hendes smil en smule, og øjebrynene forblev løftede. "Det har jeg faktisk," begyndte hun, som om et mirakel var sket - hvilket der egentlig også var, efter hendes mening - og så fortsat på ham. "Og det har du også, kan jeg forstå," sagde hun og et drillende smil bredtes pludselig på hendes læber. "Hvad skal du så være? En lyserød elefant? Det ville passe dig godt," sagde hun og undertrykte et grin. Hun mærkede pludselig det lille dyr vride sig ud af hendes greb, og hun så ned i sit skød, hvor Vicca allerede var godt på vej ned fra hendes skød. Christiane lod hende løbe væk og så kun kort efter hende, da hun løb over gulvet. "Men du risikerer måske at skræmme førsteårs-eleverne," tilføjede hun og så hen på Joseph igen.

[Joseph Niklaus Murdoch]

Et bredt smil spillede over Josephs læber ved Christianes ord. Han nikkede lettere forstående, men det var ikke de sympatiske ord han havde tænkt sig at slynge ud ad munden. " Last year baby! Det er snart overstået. " Han blinkede med det ene øje og holdte blikket fast rettet imod hende, endnu med det brede smil på læberne. Jovist var der mange lektier lige for tiden, men Joseph fokuserede på lyset for enden af tunnellen. Det var med blandede følelser at han så frem til slutningen af deres sidste år. Men han glædede sig til at slippe for lektierne.

Joseph løftede øjenbrynene en smule ved hendes udtalelse. Han nikkede godkendende og var næsten stolt af hende. " Og en date? " Lød det fra ham og han lænede sig en smule frem, ved at placere hænderne på lårene og lægge vægten på armene, nu kun med det ene øjenbryn løftet, i en lettere udfordrende grimasse. Han blev siddende med overkroppen lænet en smule frem og hendes næste ord fik et fnys til at forlade ham og hans læber trak sig en smule tilbage i et bredt smil. Han kunne tydeligt fornemme hvordan hans udseende begyndte at ændre sig, hans næse blev længere og ændrede sig til at være en snabel. Den baby-lyserøde farve var tydelig at se på snablen, som havde Josephs næse altid været en lyserød snabel. " Jeg er sikker på at det ville være rigtig kønt. Men jeg tror jeg skræmmer førsteårseleverne bare ved at være mig selv. " Han sendte hende et skævt smil og blev igen sig selv, med sit normale udseende. " Jeg skal følges med Annabel, og du kan glæde dig til at vores kostumer. Det er lige mig. " Ironien var tydelig at høre i hans stemme. Det var ikke ligefrem hans stil, men det drejede halloween sig jo heller ikke om. Det brede smil blegnede på intet tidspunkt.

[Christiane Wolf]

Samtidig med at Christiane påstod, at hun glædede sig til at blive færdig med skolen, var der også en anden del af hende, der ville komme til at savne Hogwarts utrolig meget. Selvom hun havde oplevet mange negative ting på skolen, havde hun også haft øjeblikke, der altid kunne give hende et smil på læben. Skolen var, som for mange, mange andre, blevet som et andet hjem for hende, og hun kunne ikke komme udenom, at det ville blive et stort tab at gå ud.

Christiane krydsede benene og samtidig armene foran brystet ved hans spørgsmål og trak let på skuldrene uden at sige noget. Hun mente, at det var svar nok for ham: hun havde ikke nogen date til ballet. Selvom det kun havde været et neutralt spørgsmål, var hun blevet en lille smule ilde til mode, da hun helt sikkert kunne forvente et 'ja' fra Joseph, hvis hun spurgte, om han havde fundet en date. Hun belejligede ham derfor ikke med spørgsmålet, men håbede, at han ville lade det emne ligge.

Et grin gled dog over hendes læber, da hans næse pludselig forvandlede sig til en elefantsnabel. Før i tiden ville Christiane være blevet chokeret over dette syn, men efter at have gået på en magikerskole i snart syv år, forbløffede det hende ikke på nogen måde. "Mh. Du har ret," sagde hun med et skævt smil og så, hvordan han fik sin normale næse igen. Da hun alligevel fik at vide, hvem han skulle følges med, krøb den lille misundelighed igen frem, og hun glemte at smile til det, hun sagde. "Det glæder jeg mig til at se."

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph læste ganske let Christiane og han fik svaret på hans spørgsmål. Han kneb øjnene let sammen og lod hovedet glide en anelse på skrå. Han kunne tydeligt fornemme at Christiane ikke havde lyst til at snakke om dette emne, men han følte sig alligevel skyldig i at have frembragt den lidt dårlige stemning. ” En køn pige som dig bør have sig en date. Hvem skal jeg tage fat i ørene af? ” Han sendte hende et opmuntrende smil og sagde så: ” Altså ikke fordi man behøver en ledsager, men hvis du er interesseret, så tag fat i Tristan. Han har ingen ledsager. ” Han følte ikke at det var hans ansvar at sørge for at Christiane havde en ledsager til festen, men det havde været ganske tydeligt for ham at spørgsmålet om en date ikke havde været velkomment, så dette var hans måde at forsøge at rette op på dette.

” Men vendt rundt. Hvad passer mig så ikke godt? ” Hans stemme var selvsikker og han blinkede let med det ene øje, imens smilet på hans læber for en kort stund bredte sig. ” Men du har tjek på kostumet? ” Spurgte han efterfulgt af et: ” Hvad kommer jeg så til at se dig som? ” De blå øjne hvilede i Christianes og smilet på hans læber forblev synligt.

[Christiane Wolf]

Christiane fnøs et svagt smil frem på læberne, og betragtede hans ansigt med let hævede øjenbryn. "Tristan?" sagde hun og så tænkende ned på sit knæ. Hun havde altid haft lidt svært ved at åbne helt op for ham, da der var et eller andet ved ham, hun fandt lidt for fremfusende. Men han var en god arbejdskammerat, og det var oftest, når de lavede lektier sammen, at Christiane havde det nemmest med at åbne lidt op. Og det var jo forhindringen. Det ville være underligt at spørge, når de nu var arbejdskammerater.

Christiane rystede mentalt på hovedet og løftede blikket. Josephs følgende egoistiske kommentar, fik hende til at hæve øjenbrynene yderligere. "Du har haft dine uheldige perioder," sagde hun og lagde smilende hovedet på skrå, mens hun fastholdt øjenkontakten med ham. Hun nikkede til hans spørgsmål, og smilet blev liggende på hendes læber - denne gang dog en anelse mindre hånligt. "Det siger jeg ikke," sagde hun bedrevidende og satte sig lidt bedre til rette i lænestolen. "Men jeg kan garantere dig, at det er bedre end dit," tilføjede hun og så fortsat på ham.

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph trak kort på skulderne ved hendes spørgende tonefald. ” Hvorfor ikke? ” Han smilede igen opmuntrende til hende. Joseph synes helt sikkert hun skulle gå efter Tristan, hvis hun vel at mærke ønskede sig en partner, for Tristan havde ikke tænkt sig at spørge hende, det havde de snakket om. Altså ikke decideret om Christiane, men om valg af ledsager til Tristan.

Joseph lo af hendes hævede øjenbryn og det brede smil spillede over hans læber som han lod skille for at sige: ” Må jeg da være fri! Jeg har altid været top tjekket! ” Han lo kort af sin egen kommentar. Selvfølgelig havde han været top tjekket. Hvordan kunne Christiane sige andet? – Hvis man altså lige så bortset fra da de var yngre og noget af det tøj han havde troppet op i ikke havde været så heldigt. Det kunne han i hvert fald sige nu, men dengang havde det jo været vildt tjekket, i hvert fald i Josephs øjne.

” Det er jeg overbevist om.. Men jeg har jo heller ingen kvindelige fordele at spille på. ” Han lagde hovedet svagt på skrå og rynkede panden med et bredt smil på læberne. Om Christiane vidste hvad han hentydede til var han ikke sikker på, men hvis hun ikke gjorde, var det ret lige meget, han havde ikke i sinde at forklare sig. Det smørrede smil ville dog muligvis være hende en hjælp om hvad det var han hentydede til.

[Christiane Wolf]

Christiane trak let på skuldrene og så til siden, mens hun talte. "Ofte når vi er sammen, er det kun på grund af lektier," sagde hun og rettede blikket hen på Josephs ansigt igen. Hun tyggede lidt på sin kind, mens hun igen svandt hen i sine tanker for et øjeblik. "Måske ..." mumlede hun og trak derefter på skuldrene igen som for at lade emnet om Tristan ligge.

"Top tjekket?" grinte hun og smilede. "Du må se at skaffe dig nogle nye udtryk," sagde hun drillende og undertrykte endnu et grin. Ved hans efterfølgende kommentar himlede hun let med øjnene og kiggede ligeså på ham med hævede øjenbryn. "Den kommentar må du fyre af i andet selskab." Joseph vidste udmærket, at Christiane ikke var meget for pigefnidder og det at vise sig for det modsatte køn. Hun foretrak at være sammen med drenge istedet, da samtaleemnet oftest var mere interessant end hvor mange par sko, man havde købt i denne måned. Men med det sagt, kunne hun også risikere drengede kommentarer omhandlende piger eller andre alfahan prægede ting.

[Joseph Niklaus Murdoch]

Joseph forstod en hentydning. Han nikkede derfor og var indforstået med at de ikke skulle snakke mere om Tristan. Nu havde han nævnt det og så lå bolden hos Christiane.

Joseph lo med Christiane. ” Som hvad? Top tjekket er et genialt udtryk. ” Han så afventende på Christiane med begge bryn hævede og rynket pande. Han ventede på at hun kom med et udtryk han fremover kunne bruge som erstatning for top tjekket. Det brede smil var ikke til at fjerne fra hans læber, han var, oftest, i godt humør i Christianes selskab.

” Jeg mener det! Det er noget i os fyres DNA. Når en køn pige smiler og blinker med øjnene, kan vi ikke modstå det. ” Han sendte hende et bredt smil, for der var bestemt noget om det han sagde. Muligvis var det ikke altid sådan, men de fleste fyre havde det heltegen i sig der gjorde at de hellere end gerne ville hjælpe en pige i nød. De fleste fyre ville gøre meget for at få pigen til at have det godt.