Enemies should be kept at a distance

[Emrys Cadwallader]

Enemies should be kept at a distance

- yet somehow you remain close to my heart

R

[/b]esterne af en smuk dag på Hogwarts havde ladet sine sidste penselstrøg glide over den ellers så ensformige eftermiddagshimmel udenfor vinduet og havde forvandlet de sidste dagstimer til et betagende gardin af pastelfarver: skær af lyserød, lavendel, ferskenorange og dybrød dansede over udendørsområdet udenfor og gav en lyst til at fortabe sig i farvespillet i en uendelighed. Emrys Cadwallader smilede verdensfjernt, idet han lukkede den brede dør ind til biblioteket bag sig og bevægede sig over til det overdimensionerede gulv-til-loft vindue i væggen, der lokkede med sit usædvanlige udvalg af farver. Der var øde imellem reolerne af bogrygge, og kun de fortryllede lanterner på bordene og deres kertes dvaske flakken gav nogen som helst indikation på at biblioteket ikke var hendøet i komplet fortabelse. Han stillede sig op med ryggen mod kanten af vindueskarmen og lod sin mappe med politiske dokumenter hvile mod hans mellemgulv, imens han betragtede synet med et smil, der langsomt blev bredere på hans læber.
De skønne farver han så var betagende, javist, men det var ikke så meget dem han smilede af. Det var nærmere de associationer han fik til farvevældets skønhed, der fik ham til at se så veltilfreds ud. Der fandtes kun en ting, der havde kunnet trumfe hans glæde ved at være blevet forfremmet til lederstillingen for The Hallows: og det havde været lyden af navnet for den nye leder af det modstridende parti, The Riddlers. Evelynn Ivory. Selvom han ikke burde glæde sig over sine fjender, var der alligevel noget ved netop denne fantastiske slange, der gjorde udsigten til stridigheder i hendes nærvær mere end usædvanligt tiltalende. Om det var det betagende ydre, de skarpe talegaver eller den besynderlige måde hun fik hver eneste af hans indre følelsesstemmer til at synge flerstemmigt af glæde, var han ikke sikker på. Han forstod heller ikke hvorfor han hver gang mærkede et spor af tvivl, når han så på de to betagende slanger, der hver især havde snoet sig om et af hans håndled. Dagens sidste solstråler fandt vej ind igennem vinduet og enkelte placerede sig mageligt i de orangerøde krøllede lokker og gav det røde hår en glans som kobber, imens andre af dem lunede den sorte kappe. Han var sig smerteligt bevidst om at det kunne blive et problem. Hun skulle forestille at være hans fjende. Men det tydede meget på at han ikke regnede hende som. Og når han som politiker havde sin konkurrent så tæt inde på livet, kunne det betyde sår, hvis hun ønskede at forvolde dem. Smilet eskalerede til et bredt tandsmil, idet han lænede kinden op mod de kolde sten. Hendes nærhed ville han nu ikke have noget imod. Sidst han havde haft fornøjelsen af hendes selskab, havde han lavet mad til hende på tagterrassen.

M[/b]odvilligt tvang han sig selv ud af sine små tankespind og rettede sig op, inden han gik ned i retning mod de bagerste reoler, hvor de store retoriske taler og historiske opslagsværker afventede hans selskab. Han kunne ikke tillade sig at stå sådan og tænke på sin fjende. Men at hun var forbudt frugt for hans tænder, gjorde dem tilsyneladende kun mere sultne. Der var politisk arbejde der skulle ordnes, og det havde hun sikkert også. Det ville ikke være nogen nem sag at vise sig som en dygtig retoriker i hendes nærvær. Det første officielle møde for gruppen ville være i næste uge, og til der regnede han med at have sin egen præsentationstale klar, samt en køreplan for de første politiske tiltag. Han rystede en vildfaren lok ud af øjenkrogen, inden han på vejen derned lagde mappen, fjerpen og blæk ved en tom skrivepult, og fortsatte ned mod de støvede hylder. Da han havde fundet hvad han søgte, vendte han tilbage med fem større bøger under armen, og lagde dem som et tårn på bordfladen. Han trak den øverste ned og åbnede den på en tilfældig side, og knap havde han skimmet den gammelkendte bog om retfærdighedskæmpere i det 17. århundrede, før han så navnet sort på hvidt. Ivory. En lille hær af sommerfugle baskede himmelhenrykt med vingerne i maven, inden han så formanende på sin hvide skjorte for at få dem til at tie stille, så han kunne koncentrere sig om sit arbejde, imens han holdt en lang pegefinger under ordet.

For Evelynn Ivory

[/blockquote][/justify]

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for EMRYS CADWALLADER

Det kunne være hårdt, når et nyt skoleår startede igen. Lærerne havde alle en ide om, at eleverne måtte være blevet dummere over sommeren, og det derfor jo var et selvfølge, at lektiemængden skulle tredobles, så de kunne klemme meget mere viden ind i hovedet på eleverne end normalt. Alligevel havde det været tydeligt at mærke på eleverne, at de havde glædet sig til skolen startede igen – glædet sig til, at de atter kunne se vennerne og selv ikke den overdrevne lektiemængde kunne drukne den glæde, som skolen summede af.

Selv Evelynn, der nu havde endnu en opgave at forholde sig til i kraft af, at hun var blevet leder for The Riddlers, havde opført sig som et lille barn før juleaften i dagene op til skolestarten – ikke at det var noget de andre elever skulle finde ud af. Nej, det var hendes lille hemmelighed, for selvom hun tit virkede som om hun havde for godt gang i alle sine fremtidsplaner, elskede hun det store slot og dets elever. Hun nød at gå på skolen og være sammen med sine venner og bekendte, nød at pusle med lektierne foran ildstedet om aftenen og alt det, der ellers hørte med til at gå på Hogwarts.
Slangen var jo heller ikke just kendt for at bukke under for lektiernes pres, og havde allerede siddet og givet udkast på en officiel udtalelse til The Wiz omkring Riddlers handlingsplaner for året. Ja, hun havde allerede placeret sig midt inde i kampens hede, havde viklet sig ind i en masse net og sat en masse ting for, så hun så glidende som muligt kunne fortsætte Fenellas ærefulde arbejde fra sidste år. Få samlet de Riddlers, der nu var på skolen og få dem bag sig i at få gjort ord til handling. Ja, der skulle rejse sig en handlingens bølge, der ville strømme gennem skolen – måske endda få vist Emrys Cadwallader en ting eller to. Emrys. Hendes mine fortrak sig kort, da hendes pande lagde sig i folder sammen med en rynkning af næsen og mellem brynene. Han var ikke som de andre på skolen og havde heller aldrig været det, men vigtigst af alt, var han ikke som Caroline Abbey. Nej, ærligt talt havde Evelynn aldrig forstået, at den gås nogensinde var blevet leder for The Hallows. Men Emrys var jo kvik, han var jo anderledes. En lysrosa farve gled over hendes kinder, før hun selv blev opmærksom på det fjogede smil, der havde indtaget hendes læber. Med et opgivende suk over sig selv, rystede hun selvbevidst på hovedet og smilet gled atter tilbage i den lette trækning i den ene mundvige, der altid var at finde. Det ville jo ikke gå at hun, lederen for The Riddlers, pludselig gik hen og fik følelser for Emrys. Nej, det ville forstyrre alt. Alligevel kunne hun ikke blankt overse den følelse, der herskede i hende hver gang, han var tæt på. Nej, han havde fået tændt en gnist i hende, der truede med at sætte ild til alle hendes politiske planer. Desuden havde han jo en kæreste nu, så vidt hun havde hørt et eller andet sted hvisket på gangene. Det var jo sikkert også for det bedste. En fyr skulle ikke til at ødelægge det, nu hun endelig var blevet leder.

Evelynn nikkede bestemt og drejede ind på biblioteket, hvor hun automatisk vandrede ned mod de bagerste reoler. Der var altid ro ved de skrivepulte omkring dem, og desuden var der ikke så langt til de bøger, hun sandsynligvis kunne komme til at bruge. I en distræt bevægelse trak hun fingrene gennem håret og vendte blikket mod skrivepultene. Skikkelsen foran hende var ikke til at tage fejl af. Nej, hun ville kunne genkende Emrys overalt. En lav rømmen gled fra hende, da hun klarede sig hals og rettede de klare, blå øjne mod ham. "Emrys", annoncerede hun køligt og lagde vægten på det ene ben, hvilket førte til at hendes ene hofte gled lidt ud og gjorde en perfekt hvileplads for hånden.

[Emrys Cadwallader]

Enemies should be kept at a distance

- yet somehow you remain close to my heart

H

[/b]an placerede en hånd i panden, gravede fingrene ned i de orangerøde lokker og tvang sig selv til at stave sig igennem hvert et ord i bogen i håb om at han ville kunne fortabe sig i virvaret af tryksværte, men lige lidt hjalp det. Det enkelte lille ord der tilfældigvis havde stået midt på siden blev ved med at tiltrække sig både hans tanker og blik. Med en smule overtalelse var det dog lykkedes ham at læse et par linjer ned over siden, da han hørte lyden af klik nærme sig, og af ren refleks forblev hans fokus på siden. Men da lyden af en velkendt velsvungen stemme skar sig igennem stilheden, fjernede han vantro hånden fra panden, rettede blikket op og så op på Evelynn Ivory med forbløffelsen malet over samtlige ansigtsudtryk. Hurtigt blev den overraskede mimik erstattet af et tilfredst smil, der kom hele vejen nede fra sommerfuglene i maven, et smil der ikke harmonerede med den kølighed, som hun sendte i hans retning. ”Evelynn.” hilste han høfligt og bøjede anerkendende hovedet. Pludselig blev han en del mere bevidst om hvordan han fremstod. Dette var jo hans Moriarty, uanset hvor meget hans hjerte måtte forveksle hende med det modsatte. ”Så mødes vi omsider sejrende, begge med den magt vi har stræbt efter og kæmpet for.” tilføjede han og knappede manchetterne i skjorteærmerne op af gammel vane uden at se væk fra hende. Mentalt skrev han sig bag ørerne, at han måtte huske at spørge hende om den Ivory, der stod i bogen. Hvem ved om der kunne være familiære retfærdighedstræk gemt hos selv en smuk slange og Riddler?

”Tillykke med den nyerhvervede titel.”[/b] gratulerede han hende en smule mere ærligt end han havde tænkt sig, og lod albuerne hvile ovenpå den åbne bog, imens han tænksomt så ud over sine flettede fingre på hende. Ufrivilligt blev hans øjne fangede ved hendes elegante contrapposte-positur med hånden støttet klædeligt på hoften, og han mærkede hvordan hans mundvige langsomt søgte opad, imens han tvang sig selv til at se væk fra hendes appetitlige figur og vandre op til de kølige blå øjne og det flammehav af krøller, der snoede sig om hendes ansigt. Tænk sig at hun var hans fjende. Hans hjerte sang stadig på en alliance, imens hans fornuft fortalte om den ideologiske barriere, der stod imellem dem. Med en dyb vejrtrækning forsøgte han at få bugt med den galoperende hjertefrekvens, imens han bed sig i underlæben. Hun havde stadig den samme bestialske indvirkning på ham som før sommerferien. Og det gjorde hende kun endnu farligere. Han havde svoret over for sig selv at han aldrig ville undervurdere hende, velvidende præcis hvor meget magt hun havde over ham endnu. Spillede hun sine kort rigtigt, kunne hun sætte enhver af hans brikker skakmat.

H[/b]an hævede hagen en smule højere og skubbede de flettede fingre ind under den, inden han talte i det sædvanlige beherskede og behagelige tonefald. Den ydre ro stod i skarp kontrast til det cirkus, der foregik bag den ranke gestik. ”Du volder mig grund til bekymring. Riddlers kunne næppe have fået en mere kompetent arvtager til Mavericks rædselsregime, og uden tvivl ikke have fået en farligere leder end dig.” bemærkede han i et intenst tonefald med en filosofisk undertone og lod smilet brede sig ud over kinderne, stadig hemmelighedsfuldt beskæftiget med sine egne små rænkespil. Det var tydeligt at se på hans voksende smil og glødende øjne, at der var noget i gære, som forblev usagt. Lidet kunne hun vide, at det ikke kun var verbal politik men også hjertets politik, der bedrev strid bag de farverige ord.

”Jeg må dog indrømme at jeg er begejstret for at få så skarp konkurrence og glæder mig til at strides om den politiske dominans med dig. Sejrens laurbærsaft er en drik, der smager bedst med et strejf modgang. Og forhåbentlig kan du love mig at det bliver meget mere end et sølle strejf fra jer.”[/b] opfordrede han hende med et udfordrende smil på læberne, inden han atter antog en maske af dyb seriøsitet og så på murstensværket foran ham, der ikke blev læst af ham selv. Knap havde han dog bøjet sig ind over den, inden han atter mærkede øjnene flyve tilbage imod Evelynn og han sendte hende et nysgerrigt blik, da det gik op for ham, at hun faktisk stod i biblioteket af alle steder. Det kunne meget vel være politikken, der drev hende her. Og man skulle kende fjendens træk bedre end man kendte sine egne, hvis man ønskede at være et skridt foran. Emrys ønskede som altid mindst at være et syvmileskridt foran. ”Er du her for at forberede dig til den forestående partilederdebat?” spurgte han og lod blikket hvile afventende på hende. Han forstod ikke hvorfor hun havde den magnetiske tiltrækning på både hans koncentration og hans blik, og var ikke sikker på at han ønskede at kende svaret på mysteriet.

[/blockquote][/justify]

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for EMRYS CADWALLADER

Selvom Evelynn hellere end gerne bare var fortsat ned ad gangen mod den skrivepult, hun havde sat sig i tankerne at nå til, var der noget, der fik hende til at blive. Noget, der fik hende til at nyde den måde, hun kunne mærke Emrys blik mod sig, og som en flue bliver draget til lyset uden at tænke over, at det kan blive dens endeligt, blev hun stående foran hans pult, betragtede ham med et skævt smil spillende i den ene mundvige. Det var jo egentlig ikke fordi hun ønskede at indsmigre sig hos ham. Egentlig burde hun holde sig væk, men hvert blik, han gav hende, hver lille kringlet, verbal godbid, han fandt frem til hende fra sine tankers dyb, fik hendes indre til at sno og vride sig på en underligt, rar og samtidig ubehagelig måde. Som gav hun frivilligt afkald på alt, der mindede om selvkontrol. Noget, der var meget ulig slangen. Fornuftens stemme overtog kort føringen i den indre debat, der herskede i det luftige tankespind, og hun blev opmærksom på, at Emrys stemme lød. Den lød så fjern, og hun måtte koncentrere sig for at få den til at give mening. "Emrys dog, gør en lille smule fremdrift os til sejrende?", et rapt spørgsmål blev svar på hans ord, og hun bevægede sig en smule tættere på, som katten, der kredser om den varme grød. Tøvende, kredsende for til sidst, noget aprubt, at tage prisen for dens besvær, når der var gjort helt klart til det og fejl ikke længere var en mulighed. Det var sådan hun nød det, for selvom det ofte virkede som om slangen var fuld af mod og ligeglad med andres tanker, så ville hun for alt i verden ikke falde på næsen foran alle. Nej, fiasko var ikke lige den smag, hun ville have med sin morgenmad.

"Lad mig da sende den gratulation direkte tilbage. Det er godt, at der endelig bliver lidt fornuft at høre fra Hallows.", kommenterede hun med et koket smil og trak fingrene gennem håret, så de røde lokker kælent slikkede sig mod hendes kinder, for legesygt at sno sig ned langs den ranke ryg og nedover hendes bryst. Fra sin position, hvor afstanden mellem dem var blevet gjort mindre ved hendes skridt mod ham, kunne hun svagt opfange Emrys duft, der strøg ind i hendes systemer og bragte en lyserød dis med sig. Det var da også umuligt at tænke klart, når han duftede så ufatteligt indbydende. Ikke at hans duft var det eneste, det kunne siges om. Noget diskret gled hendes blik prøvende ned over det af ham, hun kunne se, for derefter at vende tilbage til de klare, blå øjne, han besad.

"Jeg kan ikke se, hvad der er et forberede sig på, Emrys", erklærede hun og trådte en smule tættere på ham, som et rovdyr, der langsomt rykker tættere på sit bytte - gør klar til at kredse om det. Hun forholdt sig tavs i noget tid, lod lige ordene falde og bedømte lidt hans humør, smagte lidt på luften, spændingerne imellem dem og betragtede ham roligt med de vågne, blå øjne. Han havde virkelig ændret sig, bemærkede hun i sit stille sind, og hun vidste ikke helt om hun brød sig om de mange forandringer. For eksempel det, at han havde givet op. Det, at han ikke længere jagtede hende, men havde slået sig til ro med en anden, og så endda en så ufatteligt irriterende tøs som Psyche. En pludselig trang til bare at pruste trodsigt, vende øjne af ham og marchere ud af biblioteket igen slog hende, men hun holdt den barnlige adfærd tilbage og trak lidt på de spinkle skuldre. "Der er intet ved at spille mod en, der så let giver op, når spillet bliver for hårdt.", fortalte hun roligt og trådte endnu engang et skridt tættere mod ham. "Havde nu aldrig regnet dig for at være en af dem, der sluttede sig til den gruppe, men alle kan jo lade sig skuffe. Mente nu ellers jeg havde et rimelig godt blik på mennesker", som snakkede de om intet af mere betydning end vejret, trak hun endnu engang på de spinkle skuldre og vendte ryggen til ham, trådte igen lidt væk, før hun i en glidende bevægelse atter vendte sig mod ham. "Nu hvor vi er ved emnet, hvordan har den kære Psyche det så?"