I'm not calling you a liar

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] IM NOT CALLING YOU A LIAR JUST DONT LIE TO ME IM NOT CALLING YOU A GHOST TAG: KATHLEEN KENNITH OUTFIT: PV WORDS: 500

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Hundredevis af trampende små fødder og en summen af snak genlød i hele slottet, som eftermiddagens sidste time blev bragt til ende og eleverne strømmede ud i korridorerne. Med en time til at aftensmaden materialiserede sig på langbordene i Storsalen, var der en fri stemning over det hele. Det var nu, man kunne slappe af eller gøre et indhug i sine hængepartier, før maverne skulle proppes med den delikate føde, Hogwarts’ husalfer havde smækket sammen i en håndevending, hvorefter folk ville trisse stille og roligt tilbage til deres opholdsstuer for at slå mave og hygge med sine medkollegianer eller måske slå et smut ned forbi Den Sorte Sø for at sidde og skue tænkende ud over det klare vand, forbi de høje bjergtoppe og med sindet udforske den verden, der lå og ventede på dem. Det var med en masse tanker kørende rundt i hovedet, at Tristan fik klemt sig ud af menneskestrømmen og satte i gang med anden sal som mål. Det var ved et tilfælde, at han et stykke inde i sidste afdeling af dobbelttimen i Forsvar Mod Mørkets Kræfter overhørte en samtale, i hvilken nøgleordet Kathleen fangede hans opmærksomhed. Ifølge den lille floks udsagn skulle damen være en animagus. Først havde han ikke troet dem, men det var alligevel endt med, at han havde hevet sine tarotkort op ad tasken for at rådføre sig med dem. Pludselig følte han sig snydt. Misbrugt. Udnyttet. Nøgen. Og alligevel var det alt for fedt til at han rigtig kunne være sur. Turen fra første sal til anden sal var ingen lang tur, og det var da kun få minutter senere, at han tilbagelagde fliserne i korridoren, der ville føre ham til hende. Tarotkortene havde afsløret hendes tilstedeværelse, så det var ingen overraskelse, da han så hende sidde i vindueskarmen tilhørende et af de mange store vinduer, der var rundt omkring på Hogwarts. Hendes opmærksomhed var rettet mod en eller anden bog, hun sad og tegnede i. Tristan dumpede ufortrødent ned lige over for hende. ”Edwina, din hæslige bjergtrold, jeg troede, det var os to! Hvorfor har du ikke fortalt om din mis?!” udbrød han såret.

[bg=181818] JUST STOP HAUNTING ME NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Kathleen Kennith]

A secret is a secret to everybody know
I know a secret and I thought I told you so...

Plænen ned mod den sorte sø lå dækket af hvidt, som sneen havde gjort sit indtog og begravet alt med sin kølige renhed og ro. Den var her og der rodet op efter fritimer brugt fornuftigt i kamp på sammenpressede kugler og en hastigt bygget borg stod alene og efterladt tilbage nu kun skærmende et tomrum af sne. De nøgne træers stammer på plænen og udkanten af den forbudte skov stod sorte frem til sammenligningen og strakte deres grene mod den allerede nu mørke himmel og den stigende måne. Vinteren havde sit greb om alt og med den mørket og kulden. Kathleen skuttede sig, mens hun lod sit drømmende blik glide over landskabet under sig. Det eneste der manglede derude for at gøre billedet perfekt var en dyster skygge ved en af stammerne. Hun smilede af sig selv, før hun vendte blikket tilbage til skitsebogen i skødet og fortsatte med det sorte-hvide billede af et helt andet landskab, i en helt anden tid og en helt anden årstid.

Hun så kritisk på tegningen og vendte så siden, før hun overgjorde det og ødelagde billedets enkelhed med unødig fyld. Skridt på den gang fik hende til at se op og et smil til at brede sig på hendes læber ved synet af Tristan med kurs mod hende. Det falmede dog ved hans udtryk som han kom nærmere og blev til forundring, før han indtog pladsen overfor hende i vindueskarmen. Så skar hun en grimasse ved hans brug af hendes heldigvis meget lidt brugt mellemnavn og lukkede skitsebogen sammen. "Trille, min egen skovalf, det er det da! Hvordan kan du dog antyde andet?" Hun vippede ansigtet let på sned, så undersøgende på ham, før et let drillende smil glimtede frem. "Min mis? Altså det er jo ikke lige emnet der sådan kommer op... i pænt selskab..." Hun blinkede til ham og svarede så alligevel på det hun regnede med han havde ment med undskyldende alvor. "Jeg troede du vidste det. Altså at det lykkedes. Har jeg virkelig ikke sagt det?"

Tag: Tristan Oakley ¤ Outfit: Here ¤ Notes: ---

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] IM NOT CALLING YOU A LIAR JUST DONT LIE TO ME IM NOT CALLING YOU A GHOST TAG: KATHLEEN KENNITH OUTFIT: PV WORDS: 389

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Umiddelbart efter at Tristans bagparti havde plantet sig i den enorme vindueskarm, der mest af alt gjorde det ud for en bænk, faldt hans taske gulvet i møde med udstrakte arme. Man kunne ligefrem høre, hvordan bøgerne klaskede mod hinanden, men opslugt af harme, som Tristan nu engang var, havde han ikke tid til at bekymre sig - ikke at han ville have gjort det alligevel, but still. Med en kraftanstrengelse formåede han at holde et smil tilbage fra at overtage kommandoen, da hun ytrede bemærkningen om missen og pænt selskab. Han kunne ikke lade være at dvæle lidt ved, at hun virkelig have brug for nogle ordentlige venner, hvis hun anså ham for værende pænt selskab. Så sprang han videre til at smøre tykt på: "Er du klar over, hvor dum jeg følte mig, da jeg hørte det? Her går jeg og tror, at vi er perleveninder, der fortæller hinanden alt, og så er jeg ikke engang klar over noget så basalt!" At den lettere skingre stemme knækkede over, mens han pressede tårer frem i de grønne øjne, var den uplanlagte prik over i'et. Han trak sig tilbage fra sin foroverbøjede position, vendte hovedet væk fra hende, hen mod vinduet, som var det ham umuligt at se på hende, og viftede med hånden på en dejlig diva-agtig måde, der vel skulle holde tårerne væk. Så skiftede han pludselig mening, opgav hele skuespillet og så på hende uden at forsøge at skjule iveren i blikket. "Må jeg se?" spurgte han og smilede smøret.

[bg=181818] JUST STOP HAUNTING ME NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Kathleen Kennith]

A secret is a secret to everybody know
I know a secret and I thought I told you so...

Kathleen sugede underlæben lidt ind og bed let i den, mens hun så med store undskyldende øjne på Tristan, mens han lod sin indre, ikke særligt skjulte eller undertrykte, Diva få frit løb. Hun så brødebetynget på ham, mens hun lod skitsebog være skitsebog, lænede sig frem og lukkede armene om sine optrukne ben, mens bogen faldt ned fra hendes skød og endte delvist opslået mellem hende og vinduet. Hendes øjne blev større og mere sorgfyldte som hans ramse skred frem, men hvad end hun gjorde kunne hun ikke skjule latteren i bunden af dem eller den lette vibrering i hendes mundvige afslørende optrækket til et smil. Det hjalp ikke, da hans stemme knækkede på det sidste.

Et fnis undslap hende, som hun hurtigt skjulte under en hastigt løftet hånd, mens hun så på ham med funklende øjne. Så rømmede hun sig for at få latteren ud af stemmen og åbnede munden for at give ham et passende undskyldende svar, men stoppede og klappede den i med et lille klik, som han skiftede på en knut. I stedet løftede hun et øjenbryn, så på ham et øjeblik, før hun smilede og løsnede sit tag om benene, mens hun lænede sig frem. I en glidende bevægelse fremefter med kurs direkte mod ham skiftede hun form, tagende de få katteskridt hen over vindueskarmen og op på ham. Der satte hun poterne mod hans bryst, strakte sig op seende ham dybt i øjnene med sine nu meget klart blå og trykkede sin snude mod hans næse, kildende ham med sine knurhår i tilgift.

Så vendte hun sig, hoppede tilbage til vindueskarmen og lod ham se på hende, mens hun strakte sig fra snude til halespids. En kattet ting hun havde fra sine iagttagelser af egen kat og som strakte så meget bedre ud end hun kunne i menneskeform. Med det gjort sendte hun ham et blik mere før hun hoppede fra vindueskarmen til gulvet og landende som sig selv - med let nusset hår. Smilende plantede hun sig på sin plads fra før, glattende på håret. "Nå? Hvad synes du? Til trods altså for at jeg ikke fik indviet dig i det mellem dine betagelser af pigerne fra vores årgange...." Hun smilede drillende til ham, opgivende sit hår og i stedet findende et hårbånd frem.

Tag: Tristan Oakley ¤ Outfit: Here ¤ Notes: ---

[Tristan Oakley]

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true][bg=181818] IM NOT CALLING YOU A LIAR JUST DONT LIE TO ME IM NOT CALLING YOU A GHOST TAG: KATHLEEN KENNITH OUTFIT: PV WORDS: 522

[atrb=bordercolor,2a2a2a,true] Forvandlingen gik meget hurtigere, end han havde troet. Helt præcist hvad han havde haft i tankerne, skulle han ikke kunne sige, men det var i hvert fald ikke den ubesværede, glidende overgang, der fandt sted for øjnene af ham; det var jo nærmest bare Kalle, blink, katte-Kalle. Det ville da have været lidt sjovere, hvis hun var faldet ned på gulvet og var eksploderet i kattehår og hårbolde. "Awh, du er da lige til at spise!" ytrede han i den tone, der altid indfandt sig, når man snakkede om noget nuttet, og fniste piget, da han fik trykket en våd snude mod sin egen næse. Så var katten på vej væk igen, hvorfor han fulgte den med blikket. Pelsen så så helt utrolig blød ud, at han måtte modstå trangen til at række ud og røre ved den; og at klaske hovedet ind mod den lille krop og gnubbe kinden ind i pelsen. Optaget af alt det nye og sensationelle, som han var, glemte han helt at sende hende et skulende blik som kvittering på hendes bemærkning. "Hvor er du fræk!" udbrød han, tydeligvis ikke mobset længere. Han var lige ved barnligt at råbe op, at hun skulle gøre det igen, men bestemte sig for, at han hellere ville stille en masse spørgsmål. Hell, han havde aldrig mødt en animagus før! "Jeg må indrømme, at jeg troede, du ville knække sammen i kramper og blive halv varulv, men det der var jo bare pivfrækt," begyndte han og samlede det ene ben op til sig, mens det andet hang og dinglede ud over vindueskarmen. "Hvordan gør du? Har du sådan en tænd/sluk-knap?" spurgte han med et hævet øjenbryn, men nåede ikke at vente på et svar, før et nyt gjorde sin entré: "Kan du godt komme til at skifte tilfældigt? Uh! Jagter du mus?!" Iveren var tydelig i den kære drengs øjne, men det var vel i og for sig også klart; en af hans bedste venner kunne forvandle sig til en kat, for Christ's sake. Hellere spørge damen selv end trække sig tilbage til biblioteket og undersøge det på egen hånd.

[bg=181818] JUST STOP HAUNTING ME NOTES: TRYING WITH A NEW LAYOUT

[Kathleen Kennith]

A secret is a secret to everybody know
I know a secret and I thought I told you so...

Kathleen smilede skævt til Tristan med begge sine hænder begravet i sit trykke og alt for levende hår prøvende at samle det sammen til at vikle hårbåndet om det og holde det tilbage fra ansigtet. Hans humør var tydeligvis skiftet til det entusiastiske videbegærlige hun i sin tid var faldet for og i hvilket han kunne stille alle spørgsmål uden at blive taget det ilde op. Ja, eller næsten alle. Der var nogen han aldrig ville slippe af sted med, men som hendes hårbånd med et blødt ’BLOP’ fløj fra hendes fingre og ind i vinduets glas kom en stribe hun kun kunne lade en munter fnisen følge.

”Åh du skulle have set det første forsøg, før jeg fik redt ud hvad præcist det krævede… Jeg slog Rosie med flere længder i pels, men værst…” Hun så ham dybt i øjnene, mens hun sænkede stemmen til fortrolighed. ”…værst var halen…” Hun lod den dramatisk, godt smittet af hans eget væsen, hænge i luften med alle de historier der kunne skjule sig i det. Sænkende vipperne ned over sine mørke øjne gik hun på jagt efter hårbåndet, øjeblikket efter holdende det triumferende op. ”Jeg skal tænke på det og virkelig koncentrere mig om det… er det for resten ikke lidt det samme du gør når du prøver at få et syn?” Hun rynkede brynene, gående i stå midt i en bevægelse, mens hun forsøgte at vende om han nogensinde havde sagt noget om det.

Stilstanden blev brudt, som hendes sind bragte hans andre ord frem til hende og fik hende til at fnise og så le helhjertet. ”Jeg er aldrig vågnet som kat, så tror ikke jeg har gjort det uden at ville det…” Så lod hun ansigtet vippe ned på skrå, mens hendes øjne spillede mod hans. ”… mmm og det sidste? Det er en hem-me-lig-hed… ” Hun lod ordet rulle, kendende hans træng til at skulle kende alt der blev holdt skjult og fristende ham med viden han ikke kunne få andre steder.

Tag: Tristan Oakley ¤ Outfit: Here ¤ Notes: ---