|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 20, 2011 17:34:40 GMT 1
Der var noget ved denne september, der virkede som om at den var værre end alle de andre efterårsmåneder hun havde været igennem i løbet af sit liv. Vejrmæssigt var den stormende og regnen gjorde alting mudret og vådt. Solen havde kun skinnet igennem skyerne et par gange, men det virkede mest af alt som om den havde tabt en lang kamp med skyerne om retten til at få hovedrollen i himlens teaterstykke. Nogle af eleverne var så småt ved at finde vintertøjet frem, vinden kunne nærmest mærkes igennem murene, og derfor var der efterhånden tæt befolket ved kaminerne.
En af de eneste der holdt sig langt væk fra kaminerne og folkemængderne var en spinkel lyshåret pige, der brugte det meste af sin tid, på at finde steder hvor der ikke var for mange mennesker. Hun gik lange ture hver dag, spiste for det meste for sig selv ved langbordet og snakkede ikke mere end højst nødvendigt. Faktisk havde nogle af lærerne pointeret at hendes aktivitets niveau i timerne var faldet og at det var skuffende. Aisling ville normalt have taget det til sig, men denne gang var det anderledes. Aisling havde problemer med at koncentrere sig. Det eneste hun kunne finde ud af var at gå rundt på slottet for at aktivere sig selv og afholde sig selv fra at tænke. Ind i mellem brugte hun flere timer på biblioteket, bare for at lade som om hun lavede noget. Denne dag var ikke meget anderledes. Hun travede rundt på skolens gange, med en slags psykisk usynlighedskappe på. Der var ikke mange der lagde mærke til hende, og hun gjorde et nummer ud af ikke at blive lagt mærke til. Til sidst fandt hun en vindueskarm, som hun skubbede sin numse op på og løftede fødderne op i den anden side.
Aisling var overrasket over hvor meget hun savnede sin storebror. Han var efterhånden den eneste ven hun havde, og nu hvor han var væk og langt borte virkede skolen tom og kold. Det blev ikke bedre af hvad der var sket i sommerferien, som der efterhånden var ved at myldre igennem skolens sladdermaskine, der bare gjorde at de fleste undgik hende endnu mere. Aisling kunne dermed ikke sige til dem, at hun følte sig ligeså forrådt som Julie, om end hun havde mindre ret til det, men på trods af denne mangel på ret til at føle hvad hun gjorde, var det sådan det var. Hun håbede at Julie ville få det at vide og gå fra den jubel idiot, det ville være den eneste hævn hun kunne opnå. Samuel var jo fuldstændig ligeglad med hende selv i sidste ende.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 20, 2011 19:41:13 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt hankede op i tasken han havde over skulderen som han tog de sidste trin op ad trappen der landede ham på 2. sal og begav sig ned ad korridoren mod trappen der førte videre op til 3. sal. Han havde nået at skifte efter dagens sidste timer og var nu på vej mod biblioteket for at få sine lektier ud af verden, før han skulle træne med resten af holdet senere på eftermiddagen.
Han gik hurtigt og lagde ikke mærke til de få personer han passerede, som han gik i sine egne tanker. Tanker som han ikke helt kunne slippe igen. Tanker om Jessie og hendes kæresten rundt med Joseph som han selv spillede på hold med og som langtfra var hans yndlings person. Om Jessie og hendes nyvundne plads på Gryffindors Quidditch-hold og ikke mindst om Lily og hendes forlovelse med Benjamin Abbey.
Alt sammen var det tanker der dominerede hans tankebaner og gjorde ham lettere fraværende rent mentalt. Alligevel fangede skikkelsen i vinduet hans opmærksomhed ud af øjenkrogen som han passerede og han satte farten ned og stoppede til sidst helt, da han var nogle skridt forbi. Han vendte sig halvt og så undersøgende og ubeslutsomt på Aisling der tydeligt sad i sine egne tanker. Han vendte sig væk igen og tog endnu et skridt frem, for så at ombestemme sig, stoppe igen og vende sig halvt imod hende. Han åbnede munden som for at sige noget, fortrød så igen og så blot spørgende på hende med svagt rynkede bryn et øjeblik, før han igen vendte sig væk og fortsatte ned ad gangen.
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 20, 2011 20:09:48 GMT 1
Aisling brugte de følgende sekunder på at klø sig lidt på næsen, mest af alt for at bryde den trummerum hun befandt sig i. Hun samlede håret på ryggen med hænderne, og trak det over den ene skulder med den ene og betragtede landskabet et øjeblik.
Aislings opmærksomhed blev dog hurtigt fanget af noget andet, en person der havde stoppet et øjeblik på gangen, og da hun følte at stoppet var på grund af hende, vendte hun ansigtet mod denne skikkelse og mødte i et split sekund Matts øjne, før han ombestemte sig og vendte ryggen til hende.
En følelse overvældede Aisling, en lille anledning til at få sin ven tilbage, en lille bitte smule anerkendelse af hendes tilstedeværelse fik hende til at hoppe ned fra vindueskarmen og håbe på at der var en chance for at han måske ville snakke med hende, hvis hun ellers opførte sig… ordentligt.
”Matthew!” Kaldte hun på ham, vel vidende om at hun brugte den lange udgave af hans navn. Hun satte farten lidt op og var hurtigt nået op ved siden af ham.
”Hvordan går det? Har du haft en god sommer…?” Spurgte hun, tonen i hendes stemme var lettere anstrengt og man kunne godt fornæmme en vis nervøsitet i den, men den var dog stadig lys og optimistisk. Ordene hun havde valgt var dog bare nogle der havde faldet hende ind, det som alle sagde til hinanden i øjeblikket, men alligevel tænkte hun på bagefter, at hun måske lige havde gjort det hele endnu mere akavet. Burde hun i virkeligheden have sagt ”Undskyld jeg er sådan en idiot, vil du stadig gerne tale med mig? Hvis du ikke vil kan jeg godt forstå det men jeg synes du er en super dreng og..” Aisling stoppede sin tanke gang og kiggede på ham med et skævt smil, mens hun forsatte med at gå ved siden af ham, til hun vidste om han overhovedet gad snakke med hende.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 20, 2011 21:50:14 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt nåede nogle meter længere ned ad korridoren, før han stoppede ved lyden af sit eget navn. Han drejede sig endnu en gang halvt om mod det store vindue, blot for at se Aisling på vej hen til ham. Han rynkede panden og så spørgende på hende, uden at nå at sige noget før hun fortsatte. Hendes tonefald forvirrede ham lige så meget som det faktum, at hun var fulgt efter ham. Det var ikke fordi de nogensinde direkte var blevet uvenner, men flere faktorer havde gjort, at det der i deres første år havde været et glimrende venskab, var smuldret og endt med at glide ud i sandet.
Han kastede et hurtigt blik i begge retninger før han igen så på hende og trak let på skuldrene "Den var fin.." svarede han kort, men ikke afvisende og undlod med fuldt overlæg at svare på hendes første spørgsmål. Han rømmede sig hurtigt, mens han flyttede lidt på fødderne i den akavede stemning og så spørgende på hende "Dig?" han tog en prøvende skridt ned ad gangen uden bare at storke videre, men givende hende en mulighed for at følge med hvis hun havde lyst.
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 20, 2011 22:11:04 GMT 1
Da Aisling så udtrykket i hans ansigt føltes det som om at der var en der havde puttet en isterning ned i hendes bluse, en gysen gik gennem hende, da hun opfattede at det ikke ville være som et år siden lige med det samme. Havde hun virkelig forestillet sig at han bare ville være i total hopla humør og give hende et kram?
Aisling smilede lidt til ham og bed sig i læben, inden han svarede på hendes spørgsmål, gled hendes blik væk fra ham og et kort øjeblik ned på gulvet hvor det hvilede lidt, inden han begyndte at tale og det smuttede tilbage og mødte hans blik igen.
”Dejligt!” Sagde hun, med en lettere tvungen optimisme efterfulgt af et stort akavet smil.
Da han gentog hendes spørgsmål, hævede hun øjenbrynene en smule og stod lidt med halv åben mund et split sekund før hun fik rystet sig fri af sin forvirring og taget sig sammen til at svare. En del af forvirringen var kommet af, at hver gang nogen som helst hentydede til hendes sommerferie, tænkte hun på Sam og det var umiddelbart dårligt, men det kunne hun ligesom ikke stå og kvidre om her.
”Den har været super, ja.. ” Sagde hun og forsatte hurtigt, for at holde stilheden ude. ”Jeg.. ja, den har været fin nok, dejlig at være tilbage igen.”
Aisling mente ikke rigtig det hun sagde, men det var bare sådan noget man sagde, og så var det fyldord, der var med til at holde en eller anden form for samtale i gang. Det var desuden det eneste hun kom på, efter hun med lidt tøvende ord havde fundet ud af at det at nævne sin familie måske ikke var det smarteste.
Aisling fulgte med ham da han begyndte at gå igen, uden egentlig at vide hvorfor, men det var rart at følges med nogen igen.
”Så hvordan går det med Quidditch holdet? Tror du der er nogen chance for at vi vinder i år?” Spurgte hun og smilede lidt til ham, lettere stolt over sit nyopfundne samtaleemne.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 21, 2011 0:23:00 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt måtte tage sig selv i nakken for rent faktisk at få svaret på Aislings uskyldige spørgsmål, mens hans frie hånd lidt forlegent røg op og strøg over hans nakke. Han gengældte hendes store smil med et mere afdæmpet og skævt, men ikke mindre akavet af sit eget. Han trak på skuldrene igen og så ned i gulvet "Det er det vel.." var det eneste han kunne komme på og så snart ordene forlod hans mund, skar han en lille grimasse over sine manglende evner til at sige noget fornuftigt.
For at dække over sin fadæse så han op igen og sendte hurtigt spørgsmålet tilbage til hende med oprigtig interesse. Da hun ikke svarede straks, rynkede han brynene igen og betragtede hende diskret med hovedet lidt på sned, mens erindringen om de nylige rygter omkring hende og Samuel Abbot drev op til overfladen. Han havde ikke tænkt synderligt over dem før nu, og som med al anden sladder der drev rundt, havde han valgt at tage det hele med et gran salt. Han smilede svagt da hun endelig talte og nikkede kort "Det er det altid...og om en måned vil vi have ferie igen.." det trak igen lidt i hans mundvige, før han rømmede sig og begyndte at gå igen.
Et sted i hans baghovede, meldte en lille tilfreds følelse sig over, at hun valgte at følte med ham. Også selvom det føltes lidt for akavet til at føles naturligt eller behageligt. Matt hankede lidt op i bøgerne han havde under armen og skævede diskret til siden, men så hurtigt væk da hun drejede hovedet og fortsatte med et nyt spørgsmål. Han smilede skævt og trak på skuldrene igen "Det kan kun blive bedre end sidste år, ikke?" han så på hende igen, og smilede tøvende "Vi løb vist ind i en god stime uheld, men hvis nu ingen kommer op at slås i år, så er det et fremskridt i mine øjne." han så lige frem igen og lod sine anspændte skuldre falde bare lidt, mens han mindede sig selv om, at der ikke var noget hverken farligt eller forkert i hverken at følges med hende eller tale med hende.
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 21, 2011 16:20:26 GMT 1
Aisling var næsten ved at smile over hans mindre grimasse, hun var vist ikke den eneste der havde det lidt mærkeligt med det hele, hun ville dog ikke gøre det sværere end det allerede var, så hun kommenterede det ikke yderligere. Hun nøjedes med at svare med et kort smil, og koncentrere sig om den følgende samtale.
”Dejligt.. ” Sagde hun, uden rigtig at vide om hun havde lyst til at være på skolen eller hjemme. Det var som om hele hendes loyalitet til sin familie var ved at krakelere, så derfor kunne hun nærmest ikke holde ud at være sammen med dem derhjemme. Specielt ikke hendes bror.
”Jeg ender nok bare med at være her på skolen.. ” Sagde hun med et skævt smil og lagde hovedet let på skrå, da hun svarede ham.
På trods af den lettere akavede stemning, var Aisling godt tilfreds med at hun havde valgt at løbe efter ham. Og det mest akavede var egentlig overstået, stemningen var allerede blevet bare en tand bedre, dog stadig ret præget af at deres samtaleemner var underlige og overfladiske, hvilket føltes mærkværdigt fordi de trods alt havde kendt hinanden i noget tid, og derfor egentlig burde snakke om noget mere relevant. Men grunden til det var nok at det var noget tid siden, at Aisling havde pakket sin stolthed væk og snakket med ham foran andre også. Hun bed sig lidt i læben da hun kom i tanke om hvor tåbeligt hun havde opført sig.
”Det kan det vel..” Sagde hun med et skævt smil og fugtigede læberne hurtigt med sin tungespids.
Aisling lo en smule, hun havde været til kampene sidste år, også selvom hun ikke var den store Quidditch enthusiast, og slåskampe var vist ikke den rigtige måde at få point på.
”Det ville være en god start. Du skal ikke regne med jeg stiller op, som sædvanligt, jeg kan jo slet ikke finde ud af det med at styre de der koste” Sagde hun og skar en svag grimasse, da hun huskede på hvor dårlig det var gået for hende til alle flyvetimerne på hendes første år.
”Jeg fandt hurtigt ud af det ikke var mit område” Sagde hun og forsatte ”Men så er det jo godt der er så mange andre, der er dygtige nok” Sagde hun og lagde armene om på ryggen, mens hun forsatte i et roligt tempo ned ad gangen.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 21, 2011 22:24:05 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt skævede til siden og fangede lidt af Aislings smil. Han så frem igen og trak endnu en gang på skuldrene, uden at vide hvad han ellers skulle gøre og pludselig alt for bevidst om, at han netop blev ved med at gøre netop lige det, før han så spørgende på hende "I alle ferierne?" spurgte han undrende mens de gik videre og var lige ved at spørge ind til, om der var noget galt derhjemme, men lod af grunde uvisse for ham selv være.
Han havde en underlig følelse af, at et eller andet var forandret ved hende uden at han kunne sætte fingeren på hvad det var. Han opgav at gennemskue det lige med det samme, men glemte det ikke. Han skar en lille grimasse og kom til at smile da hun fortsatte "En meget god start.." han tav et øjeblik og skævede til hende igen for at forsøge at lure om hun virkelig var interesseret eller blot foregav at være det af ren høflighed. Han var lige ved at trække på skuldrene igen, men tog sig i det og kløede sig i stedet lidt på armen "Så er der vel en masse andre ting du er god til?" forsøgte han tøvende og så på hende med et ligeså tøvende smil "Uanset er det bare et spørgsmål om træning. Du kan sagtens blive god hvis du har lyst til at gøre noget ved det." han så frem endnu en gang og skiftede bøgerne over under den anden arm.
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 23, 2011 18:38:28 GMT 1
Aisling lagde mærke til at han trak på skuldrene, noget han vist havde for vane at gøre, da han havde gjort det et par gange efterhånden. Hun kiggede lidt ud af vinduerne, tænkte lidt over hvad hun egentlig havde tænkt sig og vendte så blikket mod ham igen.
"Nej, jeg tager nok hjem til jul.. Selvom det er så hyggeligt på skolen i juletid." Sagde hun med et lille smil og fugtigede læberne hurtigt.
"Ej Matt, jeg er den mest svageste pige på hele skolen. Jeg får ondt i skulderen af bare at bære en lidt for tung taske. Det vil aldrig gå mig godt hvis jeg begynder på Quidditch, jeg ender med at brække alle benene i min krop." Sagde hun og blev lidt overrasket over hvor meget hun snakkede i forhold til ham.
"Jeg plejer at holde mig til de mere bogmæssige fag. Men du er da heller ikke helt tabt bag en vogn der, så vidt jeg ved.. " Sagde hun og smilede lidt.
"Og så må vi jo glæde os til Halloween festen, det er jo altid et højdepunkt." Forsatte hun, og kom derfor i tanke om hvem han mon skulle følges med, ikke at hun regnede med at han ville spørge hende, siden hun havde været sådan en arrogant tøs overfor ham de sidste par år.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 25, 2011 13:21:39 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt skævede igen til Aisling og lod sine svagt anspændte skuldre falde lidt, mens han modvilligt indrømmede, at det ikke var så farligt som først antaget at gå her sammen med hende, eller at tale med hende igen. Han forblev dog på vagt, klog af skade og tog sig selv i at forvente at se hendes storebror dukke op længere nede ad gangen. At han havde et mildt sagt anstrengt forhold til lige omtalte bror, var ingen hemmelighed "Samme her. Jeg tror ikke de gamle accepterer hvis jeg valgte at blive her. Eller Jess." han smilede skævt og så ned "Vi skal være hos farmor og farfar i år tror jeg nok.." fortsatte han bare for at sige noget og skar en lille grimasse over sig selv.
Han så hurtigt op på hende igen da hun fortsatte og kunne ikke lade være at smile helt spontant over hendes ordstrøm. En lille munter lyd undslap ham og han trak på skuldrene endnu en gang "Træning.. det er jo det jeg siger, Ais. Træning." han tav igen, uden at smilet forsvandt helt og nikkede let "Jeg klarer mig da, men jeg kan godt lide lidt afveksling. Jeg ville få spat af at sidde stille hele tiden." han gengældte hendes smil med et skævt før hun drejede snakken ind på et nyt emne "Ja, det er det vel." han så på hende igen "Skal du med?" han havde endnu ikke selv bestemt sig helt. Ikke så meget fordi han ikke havde lyst, men mere fordi tanken om kostumer ikke tiltalte ham så meget som mange andre.
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 25, 2011 18:11:25 GMT 1
"Jeg skal nok bare være sammen med min mor og far" Sagde hun og nævnte ikke sin storebror overhovedet. Hun gjorde det ikke bevidst. Aisling havde allerede vendet sig til at han var over alle bjerge. Rejste rundt i Europa. For ham betød det ikke noget at det var juleaften, og at Aisling måske gerne ville være sammen med sin bror. En bror som hun altid havde set så meget op til, men når det kom til stykket, var alle hans løfter og beroligende ord.
"Matt. end ikke du ville kunne få mig til at lykkes på en kost." Sagde hun og rystede på hovedet af hans optimisme.
"Det har jeg det fint med, men jeg har heller ikke noget imod at få rørt mig lidt." Sagde hun med et skævt smil og denne gang var det hende der trak let på skuldrene.
"Jeg går masser af ture i øjeblikket, det er dejligt." Sagde hun og forsatte ikke yderligere.
"Det skal jeg da, har slet ikke overvejet kostume endnu dog og om det bliver kostume eller bare en kjole." Sagde hun og bed sig overvejende i læben.
"Hvad med dig? Skal du med?" Spurgte hun med et optimistisk smil, og havde helt glemt at de ikke havde været venner i nogle år. Hun var så lykkelig over hun havde besluttet sig for at tale med ham og havde helt glemt hvor svært hun havde haft det de sidste par uger.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 26, 2011 15:02:53 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt smilede kort, måske endda en anelse anstrengt over julesnakken. Der var stadig så længe til, at det virkede en smule sært at snakke om de planer allerede og lidt meget som et emne, der kom op, kun fordi ingen af dem anede hvad de ellers skulle snakke om. Af ren høflighed var han ved at spørge til hendes bror, men tog sig i det. Han rynkede i stedet panden lidt, mens han igen sneg sig til at se til siden og finde Aisling med blikket.
Han så hurtigt væk igen da hun drejede ansigtet mod ham, men kunne ikke lade være at smile skævt og se på hende igen da hun talte "Er du sikker?" hans blik fik momentært et drillende glimt, før han hurtigt så væk endnu en gang og kløede sig på armen. Smilet blev siddende mens de drejede om et hjørne og fortsatte ned ad det næste stykke gang. Han blik gled igen skævende til siden hvor han denne gang så nysgerrigt på hende "Oh? Nogen speciel grund til gåture, elelr bare fordi du har lyst?" han vidste ikke helt hvorfor han spurgte, men han havde en fornemmelse af, at der lå et eller andet til grund for udtalelsen. Selvom det var først på året svirrede rygterne allerede lystigt i krogene og på trods af, at han havde været ret fokuseret på de mange ting der pustede til hans eget korthus, så havde han overhørt et par knap så pæne kommentarer om Aisling og Samuel Abott. Om der var noget hold i sandheden anede han dog ikke. Der gik altid rygter om den jævnaldrende Slange og hans seneste erobringer.
Han lod villigt netop dé tanker flyve igen og så oprigtigt interesseret på hende, da hun overvejende tænkte højt mellem kjole og kostume. Han så på én gang tøvende og spørgende på hende "De kan vel kombineres? Jeg mener, kostumet kan vel være en kjole eller omvendt?" han tav igen og skar en lille forlegen grimasse ved hendes spørgsmål "Jeg ved det ikke..." han hankede lidt op i bøgerne han bar på og så ned på sine fødder mens han tilføjede "Det der udklædning har aldrig rigtigt været mig, tror jeg.." han smilede prøvende igen "Undtagen når det har noget med rugby eller quidditch at gøre, selvfølgelig."
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 28, 2011 16:40:45 GMT 1
Aisling forsatte på gåben lidt i sine egne tanker, men var allerede tilbage til den virkelige verden igen, da hun hørte hans stemme igen. Aisling mærkede en varme brede sig i hende, da hun bemærkede hans drillende blik, et blik hun ikke havde modtaget længe, specielt ikke fra ham. Men det varmede hende specielt, fordi det betød at han var ved at slappe af i hendes selskab, om end det kun varede et split sekund, registrerede Aisling det, godt nok i hendes underbevidsthed, men det fik hende til at slappe mere af selv.
”Ja, jeg er meget sikker. Du skal ikke engang overveje det.” Sagde hun og rystede på hovedet, mens et lille suk undslap hendes læber. Det var gået galt alle de gange hun havde prøvet det.
”Bare fordi jeg har lyst.. Det er jo dejligt at gå ture, det er så forfriskende og skønt at få tankerne væk fra skoletiden.” Sagde hun med et mindre smil, lettere tvunget, og rynkede sine øjenbryn en smule. Aisling havde bildt sig selv ind, at det var derfor at hun gik alle de ture, og indtil videre var den løgn godt stedfæstet i hendes krop.
”Det kan det vel.” Sagde hun og tav igen, da han forsatte samtalen selv. Aisling smilede lidt ved hans følgende kommentar, hun syntes han så en smule sjov ud, på en meget sød måde, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt af ham.
”Jeg plejer heller ikke at komme i sådan.. Ja, rigtige kostumer, som fx at klæde sig ud som en trold eller noget. Men jeg har ikke noget imod at klæde mig ud som en menneskelig karakter.” Sagde hun og sendte ham et skævt smil.
”Så kan du jo komme udklædt som Quidditch spiller, dvs. en der er faldet ned og har brækket alle lemmer.” Sagde hun og satte med en hurtig bevægelse en lok af sit hvide hår bag øret.
|
|
|
|
Post by Matt Taylor Blythe on Sept 28, 2011 18:58:21 GMT 1
Fear makes strangers
...of people who would be friends... Matt kneb øjnene lidt sammen da Aisling igen afviste at ville forsøge sig på en kost, og hans mundvige trak lidt længere op da han så på hende igen "For sent..." han så ud til at overveje noget og bed flygtigt ned om sin underlæbe i en tænksom gestus og fortsatte så tøvende "Er du villig til at lade det komme an på en prøve?" han så tøvende på hende ikke helt sikker på hvad han havde gang i, men heller ikke villig til at lade hende slippe helt endnu.
Han rynkede panden lidt og fik en fornemmelse af, at hun ikke var komplet ærlig omkring grunden til sine gåture, men borede ikke mere i det. I stedet nikkede han blot med et lille smil og så frem hvor trappen til næste sal kom til syne. Ubevidst satte han længden på sine skridt lidt ned og skar en lille grimasse over den fortsatte snak om kostumer og dermed indirekte den kommende Hallowen-fest. Han så til siden igen og mødte hendes blik mens han for guderne måtte vide det hvilken gang trak på skuldrene. Hendes drillende forslag fik ham dog til at fnyse muntert, lige på grænsen til et regulært grin og han så på hende med begge bryn hævet "Det kunne sgu se kønt ud... og så to andre til at bære mig rundt hele aftenen på en båre, ikke?"
De nåede næsten hen til foden af trappen før han stoppede og vendte sig mod hende og samlede armene om bøgerne han bar på "Jeg skal op på biblioteket med de her..." sagde han lettere formålsløst. Han rømmede sig lidt og smilede tøvende "Lektier og ting.." han flyttede lidt på fødderne, men fik alligevel ikke taget sig sammen til at afslutte samtalen og fortsætte op ad trappen til tredie sal.
▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Wearing; This
Tag; Aisling Delaney
Notes; --- |
|
|
|
Post by Aisling Ériaan Delaney on Sept 28, 2011 20:12:19 GMT 1
Aisling blev både overrasket og usikker over at han gik så meget op i at hun skulle øve sig. På den ene side var hun glad over at han gerne ville hjælpe hende, på den anden side var hun bange og nervøs for hvad der ville ske. Okay. Hun var ikke specielt glad for at flyve heller, og det var nok også en af grundene til at hun aldrig rigtig havde gjort så meget ud af det. Aisling ville dog ikke afslå ham så hun smilede selvsikkert, og kiggede drillende på ham og sagde med en overvejende tone i stemmen:
”Jaaaeh… Det er jeg. Men du skal ikke regne med noget.. Jeg er ikke et naturtalent.” Sagde hun og smilede lettere muntert over sin egen fjollethed på en kost.
”Jo selvfølgelig.” Sagde hun og forsatte ”Det ville være optimalt.” Hun smilede en smule og gik lidt videre indtil de nåede trappen, og det gik op for hende at det øjeblik der lige gik så godt, var ved at forsvinde mellem fingrene på hende. Første gang var altid nemmere end anden gang, af en eller anden grund.
”Nåh.. ja.. ” Sagde hun og kiggede på bøgerne i hans arme da han samlede dem om dem. Aisling vidste egentlig ikke hvor hun skulle hen, men hun havde på fornemmelsen at det var bedst at lade ham smutte nu, for ikke at virke totalt omklamrende.
”Jeg skal vist også videre.. ” Sagde hun lettere tøvende uden at kunne beslutte sig for at gå.
”Skal ud og finde min kat.. jeg aner ikke hvor hun er henne” Sagde hun bare for at undgå den stilhed der pludselig havde lagt sig over dem, som et klistrende tæppe hun ikke rigtig kunne få af sig igen.
|
|
