Fragments of the future

[Emrys Cadwallader]

Fragments of the future

- some say it all comes down to remnants of the past

N

[/b]oget skrevent havde ligget Emrys Cadwallader på sinde i de sidste to ugers tid. Og det var for en gangs skyld ikke historiestoffet, som blev gennemgået oppe på tavlen, eller den politiske dagsorden til det kommende møde for Hallows. En rugende utilfredshed og fornemmelse af magtesløshed i en ganske bestemt sammenhæng: en vis trykt sammenhæng. Det var irrationelt at han følte sig så pågået af et par ubetydelige journalistspirers litterære makværk i tre spalter i et skoleblad. Han havde ellers al mulig grund til at være tilfreds med sig selv, bemærkede han for sig selv, imens han minutiøst afskrev mangfoldigheden af tekst oppe fra tavlen til hans egen notesbog. Han havde opnået det han så længe havde stræbt efter og arbejdet for – lederskabsposten af den politiske gruppe – og vist sig værdig til at være Abbeys arvtager, hvor lidt hun så end billigede det. Måske var det netop sejren, der havde gjort ådselæderne sultne, tænkte han og skubbede stolen tilbage fra pulten, idet læreren tilkendegav at dagens lektion i middelalderens Walesrevolutioner var tilendebragt for slangerne på 7. årgang.

H[/b]ans øjne søgte målbevidst ud i rummet og endte ved et par måneskindsgyldne lokker bag ham. Allerede ved synet af den fuldkomne glans kunne han mærke hvordan hans vejrtrækning blev hurtigere og hvordan varmen langsomt steg ham til ørerne. Skyndsomt vendte han blikket væk og gav sig til at skrue låg på blækhuset, lægge fjerpen og bog i tasken og puste pergamentet tørt. Men selv ikke forsøgene på at distrahere sine tanker hjalp ham. Det havde været de samme forvirrede egensidige tanker, der havde fået ham til at sætte sig foran hende, velvidende om at hendes blik ville være på hans kappe i løbet af timen. Det var en besættelse, som end ikke en lang sommer havde fået bugt med. Men egentlig en ganske kærkommen besættelse, indrømmede han for sig selv og smilede bredt ved tanken. Han nød den sælsomme magt hun havde over ham, den måde hun kunne sy sting i hans hjerte med hans egne følelsers sytråd. Problemet var blot at nu vidste alle det om dem. Det forvirrede og frustrerede ham på en gang. For hvad vidste de egentlig, når det kom til stykket? Var det sandheden omkring de to? Emrys kunne ikke selv blive klog på hvor de stod. Med et blik over skulderen traf han hurtigt en afgørelse, slyngede tasken over skulderen og gik ned imod Psyches pult.

H[/b]alloween-festen stod snart for døren, og han vidste udmærket hvem han ville spørge ud som sin ledsagerske. Men med al politikken og lektierne havde han knap fået et øjeblik i enrum med hende. Med et spirende smil stillede han sig rank hen bag hendes stol med skuldertaskens hank hvilende på den højre side, lod fingrene hvile øverst på stolelænet og så afventende ud i rummet uden at mæle et ord til hende, imens at lyden af stole der gled hen over gulvet og deres klassekammeraters joviale bemærkninger til hinanden føg omkring dem. Han gav en flok af hans klassekammerater et anerkendende nik, idet de bevægede sig forbi dem mod døren til korridoren, og han ventede tavst til at lyden af døren der blev lukket i rungede i rummet. Endelig alene. Han så ned på hende og mærkede i det samme hvordan han uvilkårligt trak fingrene til sig og lod dem hvile langs siden. Så tæt på virkede alt følelsesvirvaret forstærket, og havde han glemt hvor underfundigt smuk hun fremstod, gjorde hans skøre krop ham opmærksom på det nu. ”Har du fået læst den dugfriske udgave af The Wiz?” spurgte han nysgerrigt og satte sig på kanten af pulten bag hende, skubbede tasken til rette på bordoverfladen og betragtede hende med hænderne støttet på bordet. Hans tonefald afslørede ikke meget af hvilke bagtanker der lå bag spørgsmålet, men de vidste nok begge to udmærket hvorfor han spurgte som han gjorde. De vidste i hvert fald begge to den ene. Emrys håbede at hun ikke var fremadsynet nok til at vide den anden – selvom hun med hendes begavelser og hendes viden omkring ham sikkert havde på fornemmelsen at han også ville nå omkring den fremtidige fest.
[/blockquote][/justify]

Til Psyche Guillotine

[Psyche Hestia Guillotine]

I keep you with me in my heart
You make it easier when life gets hard

Historie var placeret højt i top 10 over Psyches yndlingsfag, og hun fulgte altid aktivt med, modsat flere andre. Netop i dag, hvor lektionen handlede om hendes hjemland, fulgte hun endnu bedre med end hun plejede, men tog sig ikke det besvær det var at notere det hele ned. Derimod havde hun medbragt sine notater fra det forrige år, og skrev tilføjelser med rødt blæk, hvor der manglede nogle detaljer. Med denne ny taktik, havde Psyche massere af tid til at kigge på andet end tavlen mens hun lyttede, og det gjorde Emrys’ placering strategisk perfekt. Hoveddelen af lektionen brugte hun på at stirre tomt på hans kappe og det flammende hår, mens hun spekulerede over det faktum at hun ikke rigtigt havde snakket med ham, siden skolen var begyndt igen. Hun gav Emrys’ nye lederpost skylden, for Psyche selv var ikke svær at få fat i. Modsat de andre elever på 7. år tog hun utrolig let på skolegangen; hun havde jo været gennem det hele en gang før, og de ting de lagde ud med at gentage, havde hun i hvert fald ikke haft problemer med til eksamenerne.
Da timen endelig blev erklæret færdig, havde Psyche stirret så meget på Emrys’ kappe at hun nærmest var blevet hjernevasket. Det tog hende i hvert fald lige et par alvorlige blink med øjnene og en god rysten på hovedet, før hun kom helt tilbage til sig selv igen. Mentalt gav hun sig selv en memo om, at hun virkelig blev nødt til at kigge på noget mere interessant end Emrys’ kappe næste gang. Med en noget træt mine, begyndte Psyche at pakke sine ting sammen. Låget kom tilbage på blækhuset og fjerpennens spidst blev tørret ren. Psyche overvejede ganske kort at give det røde blæk mere tid til at tørre, men da hun indså at det var meget længe siden hun havde skrevet et supplerende notat, blev hun enig med sig selv om at det ikke var nødvendigt.
Hun var færdig med at pakke sin ting sammen kort efter at timen var erklæret slut, men da det var helt tydeligt at Emrys gerne ville have et ord med hende, i enrum, blev hun siddende på sin plads. Hun fulgte personerne der forlod blikket med rummet, og så først på Emrys da den sidste var gået og havde lukket døren efter sig.

Hendes blik på ham var spørgende, men han kom hurtigt til sagen. ”Jeg ved nu ikke lige om jeg ville kalde den dugfrisk” Hun trak sig op på bordet overfor Emrys, og kom således i god øjenhøjde med ham. Hun lænede sig lidt frem mens hun snakkede med ham, og endelig svarede ordentligt på hans spørgsmål ”Jeg har læst det meste af den, som altid sprang jeg det kedelige over” ”det kedelig” betydende det der egentligt var artikler, og det der handlede om quidditch. Og i denne omgang havde hun også sprunget elevportrætterne over, hun syntes ikke dem der var blevet udvalgt var spændende nok. Hun fandt sig lidt bedre til rette, før hun fik sagt den sidste del af sin mening om The Wiz ”Jeg dræber muligvis Riley en af dagene, på trods af at hun havde nogle meget rosende ord til dig” Psyche var ikke tilfreds med Rileys rygtespredning, heller ikke selvom det rygte der var tale om denne gang, ikke var ondartet i sig selv.
Nu hvor Psyche var kommet med sin umiddelbare reaktion på The Wiz, så hun spørgende på Emrys, for at finde ud af hvor han ville hen. Sladderen var selvfølgelig det der optagede hende mest, og derfor var det helt naturligt det hun havde gået ud fra at han spurgte ind til. Naturligvis havde hun også læst alt andet der havde noget med Emrys at gøre, men det var faldet en lille smule i baggrunden denne gang.

TAG: Emrys
WORDS: 796
OUTFIT: Skoleuniformen
NOTES: Der tages forbehold for alle tænkelige taste og stavefejl :3

[Emrys Cadwallader]

Fragments of the future

- some say it all comes down to remnants of the past

I

[/b]mens hun fik placeret sig i øjenhøjde overfor ham og hørte hendes ord om udgaven, trak han med et vagt smil på skulderen og kastede et diskret blik på den skikkelse, der kun blev mere betagende, jo længere han kiggede på hende. ”Den bliver i al fald stadig behandlet som nybagt brød til trods for at dens lak efterhånden er størknet. Desværre. Man behøver ikke at gå forbi ret mange elever på Stortrappen, før man hører et par af månedens linjer falde en i ørerne. Jeg kan undre mig over hvor længe de kan holdes i live. Der har politisk nyt dog en længere levetid og en relevans.” At hun derefter tilføjede at hun læste det interessante, fik ham til at se indgående på hende, inden han nikkede og fik mønstret et smil. Hans lille sjælekvalsspørgsmål hørte utvivlsomt til den kategori af saftigt sladder.

H[/b]endes ord omkring sladdersnogen Riley Abbey fik ham til at smile uvilkårligt og blotte spidsen af tænderne. Han kunne levende forestille sig de pinsler og plager Psyche var i stand til at påføre fjenden, og der var ingen tvivl fra hans side om, at miss Abbey godt kunne begynde at tage forskud på uger med gru, hvis Psyche gjorde alvor af den verbale trussel. Endnu engang kom han til at smile lettere bredt over tanken over at være det heldige asen, der måtte blive påført smerte fra hendes perfekte hænder, og han tvang sig selv til kun at smile, selvom han kunne mærke hvordan han higede efter at hun ville værdige ham noget af den slags. ”Hendes smålige blækklatter er intet i sammenligning med hvad du kunne give mig af rosende ord. Hvis du blot du ville skrive dem til mig.” påpegede han med et mildt og nærmest forgudende smil og så med et saligt smil på hende. ”Hvad hun skrev om dig i den sidste spalte faldt i god smag hos mig, i al fald.” skyndte han sig at tilføje. Han hentydede til de linjer, hvor hun blev sammenlignet som en dronning, hans dronning. En utopi, der havde fået liv i blæk. Han havde ladet stilheden svæve, Inden han nu rynkede let på næsen og tog alvoren ind. ”Men dræb hende endelig. Betal hende tilbage i hendes egen medicin på ægte slangemanér. Gør det smertefuldt, langtrukkent og træk hende derefter en tur igennem pløret. Dog så man stadig kan se at det er hende.” foreslog han med et konspiratorisk smil. Selvom det ikke selv var den slags udskejelser der tiltalte ham, appellerede illusionen af en Psyche med den magt til ham. Solgte hun billetter til torturkammeret, ville han købe dem allesammen. Den bedste hævn ville være ikke at hævne sig, uanset hvor lidet det tiltalte ham. For folk som Riley Abbey var ikke værd at sidde 13 år i fængsel for.

D[/b]et spørgende blik til hans egentlige mening affødte hurtigt et noget ængsteligt smil, der kort efter blev efterfulgt af en hånd over ansigtet, hvis fingre gled ned over næsespidserne og videre ned over læberne, inden han satte tænderne i kødet af en af fingrene. Mentalt havde han allerede støbt de ord, han så brændende ønskede at sige, men selv nu hvor han forsøgte at få dem over sine læber, forrådte de ham. Var det virkelig så svært at skulle stille Psyche, den underskønneste og eneste gudinde der fandtes for Emrys, et lille harmløst spørgsmål? Ville hun beære ham med en dans og hendes arm til den nært forestående fest? Det var sværere end at finde en roe i et kålbed.
Tænksomt så han tomt ud for sig og forsøgte at samle alt sit mandsmod og det ypperste af hans talegaver, indtil hånden atter fandt sig til rette på bordet, og han så på hende, opildnet af en tanke der gav ham en betydelig mere optimistisk mimik. Han søgte efter hendes blik, og kunne allerede mærke hvordan sommerfuglene gjorde mine til at flagre rundt, hvis de fik lov at se ind i dem. ”Er der noget sandhed i det snogen skriver i de sidste spalter? Omkring..” Han gjorde en lille pause og rykkede på sig, skubbede tasken lidt væk og lænede sig frem mod hende, inden han så op på hende med et intenst blik. ”.. omkring os to?” fik han spurgt og var ude af stand til at fjerne blikket fra hende, ængstelig for svaret. Han tvang sig til at trække vejret ind igennem næsen, opmærksom på hvordan hele hans indre var anspændt som en fjeder. Han havde ikke spurgt, hvis han var sikker. Og han havde ikke haft det sådan her, hvis svaret ingenting betød. Det var langt fra et henkastet spørgsmål.

[/blockquote][/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

I keep you with me in my heart
You make it easier when life gets hard

Som altid blev Psyches sparsomme ord, besvaret med lange og maleriske svar, som ikke et sekund lod hende glemme, præcist hvor veltalende en person hun stod over for. Når hun tænkte tilbage, kunne hun faktisk ikke huske at Emrys nogensinde havde snakket som en normal person. ”De gode rygter holder længe, de bliver bare udbygget eller modificeret undervejs.. Om 3 dage tror folk vel sagtens at vi har arrangeret et platonisk ægteskab. Desuden, sødeste Emrys, er politik kedeligt, der er ingen sladderværdi i det” Psyche virkede ligeglad nu, men hendes planer om at dræbe Riley var ikke langt til side. Det skyldtes lige så meget, at Psyche i forvejen havde et problem med Riley.
Emnet fortsatte på Rileys rygte, og Psyche lyttede opmærksomt til Emrys og alt hvad han måtte have at sige. Det undrede hende ikke at Emrys ikke havde et fuldstændigt had til rygtet. Riley havde trods alt udnævnt ham til en del af skolens elite, og rost hans politiske evner. Psyche var dybt utilfreds med hele artiklens indhold, men hovedsageligt det punkt, hvor det var hentydet at Emrys faktisk befandt sig længere oppe i hierarkiet end Psyche. Hun betragtede sig selv som skolens dronning, og selvom hun undede Emrys alt succes i verden, nægtede hun at se sig slået på en front. Faktisk holdt hun gerne Emrys lidt nede, bare for at sikre at han ikke selv fik samme forskruede indtryk som Riley havde. Måske var det derfor han skulle kæmpe for at få bare det mindste rosende ord ud af hende, og det var helt bestemt derfor, at det var fuldstændig udelukket at hun nogensinde ville bruge tid til at skrive alle sine rosende ord om Emrys ned og overdrage dem til ham, så han til evig tid kunne bevare dem på skrift. ”Riley forstår sig ikke på magtens tinder. Hvordan skulle hun også kunne det? Hun er så langt nede i sølet, at selv mudderblodeleverne tramper frit rundt på hende… Det er vist egentlig noget generelt for Abbey-tøser” Psyche havde opgivet den hadefulde tone, og brugte i stedet sit almindelige bløde stemmeleje. Tankerne om hvordan hun, i en ønskeverden, kunne torturere Riley uden et skulle stå overfor en fængselsstraf, rumsterede dog stadig i baghovedet. ”Alle og enhver ved vel, at jeg ikke har brug for dig for at være en dronning?” Hun løftede et øjenbryn, og så spørgende på Emrys for at få den bekræftelse hun fiskede efter

At det nogensinde ville blive svært for Emrys, at få sagt hvad han ville, havde ikke været noget Psyche havde regnet med. Faktisk blev hun nødt til at minde sig selv om, at han prøvede at sige noget, for ikke at komme til at afbryde ham. Da han endelig fik spørgsmålet igennem, hele spørgsmålet, affødte det et løftet øjenbryn som eneste umiddelbare reaktion. Psyche var fristet til at sige nej, med hensynet til en hvis sygeplejerske i bagtankerne. Hensynet til Emrys betød dog mere i situationen, og det ville ikke være første gang hun havde haft et dobbeltspil i gang. ”Det er meget sandhed I Abbeys ord” Psyche gjorde tegn til Emrys om at han ikke kunne ånde lettet op endnu, hun var ikke færdig. ”Du er god til lange diplomatiske snakke, din lederplads har løftet dig højt op i hierarkiet og vi ville udgøre et godt par, rent strategisk, i hvert fald” Det var en balancekunst at svare, uden rigtigt at sige det han egentlig ville høre, og det som hun var helt sikker på at han ønskede at høre. ”Jeg er også rimelig sikke på, at hun har helt ret I, at vi hurtigt ville kunne regere over Hogwarts, men hun tager grueligt fejl i sammenhængen, og det ved du lige så godt som jeg gør. Vi har ikke haft tid til nogen lange diplomatiske snakke, siden vi startede efter sommerferien, faktisk tvivler jeg på at vi havde diplomatiske snakke i sommerferien” Undervejs i sætningen, gik det op for Psyche, at hun var ved at give slip på en fantastisk mulighed, og hun afbrød den lange monolog hun havde startet. Hun ændrede fuldstændig kurs, og i stedet for det klare afslag hun havde været i gang med, åbnede hun op for muligheden. Muligvis ikke helt den mulighed han havde håbet på, men stadig en mulighed. ”Men der skal ikke nogen lang diplomatisk samtale til, hvis du vil have mig til at lade som om jeg er din kæreste gør jeg det gerne. Måske giver jeg dig endda chancen for at score mig ordentligt” Bagtankerne holdt Psyche for sig selv, hun havde ikke planer om at fortælle Emrys om sin lille personaleflirt som noget af det første.

TAG: Emrys
WORDS: 771
OUTFIT: Skoleuniformen
NOTES: Der tages forbehold for alle tænkelige taste og stavefejl :3

[Emrys Cadwallader]

Fragments of the future

- some say it all comes down to remnants of the past

P

[/b]syches ord om et platonisk ægteskab mellem de to krydret med navnet ”sødeste Emrys” gik direkte i hovedet på Emrys, og med et saligt smil fortabte han sig i den behagelige utopi om flammen og papiret i fred og fordragelighed, fuldkommen affejende hendes ord om politikken, noget han ellers havde forsvaret med næb og kløer. Havde han været en kat, havde han kunnet spinde. Når ikke han kunne blive forvoldt smerte af hende som en anerkendelse, var denne form for stakkede ros den næstbedste. Den var sød tiltrængt chokolade for hans hjerte. ”Intet ægteskab med dig, Psyche, ville være platonisk. Det ville gøre din natur og dit rette element uret.” fremsatte han henført, imens han stadig var optaget af indre illusioner. Musikken dissonerede dog kraftigt, da han uundgåeligt kom til at tænke politik, og med et ryk rettede han sig op, vippede stolen let forover med fødderne og så på hende med et hævet øjenbryn og et skævt smil. ”Det er såre sandt. Men politiske ord har slagkraft, udtalt af de rette læber. De er som en skakbrik. Harmløs udadtil, men hvis først en dygtig spiller foretager det rigtige træk, kan de være.. dødbringende. Revolutionære. Politik giver magt, en evig magt. Og politik kan være et våben. Men du er uden tvivl enig med mig i at sladderen også kan være et våben, i hånden på en der forstår at udnytte den til egen vinding.” påpegede han og lod fingrene glide hen over pultens træ, alt imens han tænksomt så på hende og vægtede sine ord. ”Vi to kunne gøre netop det. Forvandle et ondsindet rygte til et godsindet faktum. Der skal ikke meget til.” foreslog han. Han fortsatte uanfægtet sin talestrøm, selv da det faldt på frøken Abbey. Han kommenterede ikke på hendes omtale af de mugglerfødte magikere, som Emrys kaldte dem – han troede oprigtigt på ligestilling af magi, og han vidste Psyche ikke var enig. Han ønskede ikke at uddybe på det. ”Hun er blot en af de mange, der ser magtens tinder foran sig, og tror at de er for enhver. Hun når nok derop en dag, hvis hun bliver ved med at skrive sin journalistik. Hvis ikke hun får trådt de forkerte mennesker over fødderne først og møder sit endeligt halvvejs oppe på toppen.”

”Det kan der ikke herske nogen tvivl om.”[/b] medgav han prompte, idet hun bemærkede at hun ikke behøvede ham for at regere. ”Men din magt som dronning ville blive betydeligt understreget, hvis verden kunne se en perfekt illusion af dit styre. Og hvad er mere illusionistisk end det perfekte kongerige, med en underskøn dronning og en ærbødig konge ved hendes side, som med sit politiske scepter tjener hende i diplomatiske affærer?” bemærkede han hypotetisk og legede smilende med tanken. Ordene om dem som et strategisk par behagede ham. Og fodrede hans tanker.

J[/b]o mere Psyche sagde, jo mere begyndte knuden i Emrys’ mave at stramme sig og jo stærkere følte han trangen til at sænke blikket fra hende, forlade lokalet og forsøge at skåne sig selv for mere skam. Hans mimik gik fra at have været tvivlende til at være direkte fortvivlet, i takt med at hendes ord begyndte at lyde mindre som det han havde håbet på. Under normale omstændigheder ville han med en politikers hyperaktive høresans og overfølsomhed overfor hvilket budskab der lå bag de talte ord have opsnappet den hårfine undvigemanøvre, som Psyche gjorde ved ikke konkret at give ham et entydigt svar på hans spørgsmål. Havde han været sit politiske selv og upåvirket af hjertets unyttige lidelseshymner, havde han bemærket for sig selv at hun ikke svarede ham. Og det havde han tolket som et nej. Men fuldkommen besat af tanken om et afslag og af den euforiske virkning synet på hende havde på ham, fast besluttet på at gå og forhindre yderligere vanære i at falde over ham, hørte han hvad han gerne ville høre komme fra Psyches fyldige læber i de afsluttende bemærkninger – og i hans ører lød det som om at han var så tæt på et ja, som han kunne komme. Sejren var så godt som i hus. Med et tilfreds smil, som var lidt for bredt til at være så selvbehersket som han ville have det til at være, afslørede han sin glæde over hendes svar, og mærkede hvordan modet langsomt krøb tilbage i ham. ”I så fald vil jeg vælge at gøre en undtagelse og ikke vægte det verbale diplomati højt, men i stedet gå diplomatisk til værks på den sidstnævnte – og meget spændende – udsigt du har givet mig.” bemærkede han stadig smilende og rejste sig op fra pulten. Han gik et par skridt frem og tilbage for at få samling på tankerne imens tungen let flakkede over kanten af læberne, inden han midt i et skridt drejede sig om, hastede hen foran hende og satte sig på kanten af hendes bord og foldede hænderne foran sig i en lille skål, nydeligt siddende som en anden pæn politiker, men med omtrent ligeså meget selvkontrol som en sommerfugl i et stormvejr. Han så på hende med et forsigtigt blik, og mønstrede et håbefuldt smil, inden han talte, styrket af hendes ord som for ham var stormtændstikker på et gammelt bål.

”Højtiden til hyldest af verdens overtro og uhyggelige uforklarlige fænomener står snart for døren. Og hvem ville være en bedre ledsagerske til fejringen af hjemsøgte ånder end den smukke dronning, der hjemsøger mit hjerte og hvis indvirkning på mig er et uforklarligt fænomen der overgår al mystik?”[/b] spurgte han med et voksende smil. Han rankede sig, tog en dyb indånding, og prøvede at fange hendes øjenkontakt med et forgudende blik. ”Jeg ville være beæret, hvis jeg måtte ledsage Dem, o dronning, til nattens bal. Og jeg vil indlade mig på at bruge mine bedste heksekunster til at vinde Deres gunst, hvis ikke Deres hjerte og attrå.” fortsatte han med tydelig intensitet i et ærbødigt tonefald og afsluttede sin invitation med at bøje hovedet anerkendende for hende, så de karotteorange lokker dalede ned over hans øjne og kortvarigt slørede hans blik. Hans øjne behøvede dog ikke at se det grå stengulv foran ham. De kunne stadig male billedet af hende livligt foran hans øjne, så dybt og hemmeligt havde han set på alle detaljer før. Som en tegn på hendes accept rakte han prøvende en let bøjet højre hånd ud, klar til at tage hendes og give hende en forsmag på hvilken magi der var i vente på Allehelgensaften, og at han var hendes accept værdig.

[/blockquote][/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

I keep you with me in my heart
You make it easier when life gets hard

Diskussionen om politikkens magt, valgte Psyche at lade hænge. Hvis de først gik i gang med den diskussion, var der ingen tvivl om at de ville fortsætte indtil jul, eller bare indtil hun blev tilpas vred til at drive ham på retræte. Selv under tortur, var hun ikke sikker på at han ville holde op, med at forsvare sin passion. Politisk var det efterhånden gjort rimelig klart, at de nok aldrig ville nå til enighed på noget som helst emne, dér var de som nat og dag. På den måde var det også meget smart, at de oftest kunne undgå de politiske emner. Men en skønne dag, skulle de nok få tiden til at tage diskussionen ordentligt, og så ville Psyche for alvor se, hvor meget Emrys var klar til at gå hende på klingen, for at forsvare sin legegruppe. Hun forventede intet andet end en krig, og selv hvis den skulle ende med dem begge på sygefløjen, for det var vel, hvad man kunne forvente fra hendes side, glædede hun sig til at dagen hvor de begge havde tiden til den diskussion oprandt.
Et selvtilfredst smil lagde sig over Psyches læber, da han gik over til at give hende ret. De var så ofte uenige, så der var begyndt at ligge en dyb følelse af tilfredsstillelse i det, når han endelig lod hende få ret. Så havde det ikke så stor betydning hvad de egentlig snakkede om. Men det gjorde ikke tilfredsheden mindre, at han uden at tøve, erkendte hende som en dronning. Der var dog en mindre detalje, der fik hende til at trække lidt på smilebåndet af ham, og tydeliggøre en tvivlende mine ”Du ville aldrig støtte mig i noget som helst politisk, eller bare den mindste smule politisk relateret, det er så langt fra din natur som du kan komme.. Når en vred pøbel smider mig på bålet, vil du se til mens du nyder, at jeg for en gangs skyld har brug for dig” Hendes tone var rolig, men hendes blik havde noget drømmende over sig. Selvom det hun beskrev i højeste grad var et svigt, var der noget forførende og romantisk med tanken, som fik hende til at dvæle ved det billede hun havde malet for sit indre blik.

Mens Emrys gik frem og tilbage i rummet, for at samle sine tanker, betragtede Psyche ham med et par meget opmærksomme øjne. Det var ikke sjældent at man kunne betragte en Emrys, der nærmest gik i cirkler, mens han forsøgte at samle sine tanker, eller tænkte over en yderst kompliceret problemstilling. Hun var hverken i tvivl om hvorfor han gik sådan frem og tilbage, eller om hvilket tankespind der var i gang. Alligevel betragtede hun ham opmærksomt, for det var allermest fascinerende at se på Emrys, når han gjorde sig umage for at udtænke en plan. Det skyldtes formodentligt det helt særlige ansigtsudtryk det gav ham. Det lykkedes ham desværre at finde frem til en plan alt for hurtigt, og Psyche måtte rykke sig en smule til side for at gøre plads til ham på bordet. Så kom de til den del, hvor hun måtte lytte meget opmærksomt, for det var ingen tvivl om at han havde et utal af fremmedord klar i den tale han havde givet sig tid til at sammensætte. Han startede ud med et være meget forståelig, selvom han bestemt kunne have sagt det samme på en meget mindre indviklet måde. Faktisk var hun med det meste af vejen, og kunne betragte ham uden at skulle gøre sig alt for umage for at fange det han sagde. Da han havde tydeliggjort et behov for øjenkontakt, havde hun løftet sit blik en smule og mødt hans blide grålige øjne, med hendes egne isblå. Emrys måtte have været en af de første i køen da de delte ud af fortrin; fantastiske talegaver, charmerende smil og et par øjne der så fantastiske ud i kontrast til det flammende hår vidnede om det. Nogle gange undrede hun sig over, at hun var så standhaftig, når det kom til hans tilnærmelser. Ligesom hun var tid til anden priste sig lykkelig over, at han ikke var en af de drenge der gik efter en hvilken som helst pige med store øjne og gyldne lokker.
Da han havde fremsat sit tilbud, og Psyche var helt sikker på at han var færdig med at tale, tog hun sig lidt tid, til at spekulere over hvad ”attrå” mon betød. Dog kunne det aldrig være helt klart hvad hun tænkte over, og det mest oplagte var vel, at hun måtte overveje hans invitation en ekstra gang. Et smil formedes på hendes læber, da hun lod hans mærkelige selvopfundne ord ligge, og tog hans hånd. ”Jeg vil med glæde agerer din dronning til halloween” Hun lagde blidt sin frie hånd under hans hage, og gav den et blidt skub opad, som tegn til at han måtte se op igen nu hvor hun havde accepteret hans tilbud, efter omhyggeligt at have vejet ham og fundet ham mere end tilpas. Så længe Emrys sagtens kunne matche hende, og de fleste troede på Rileys rygte, ville ingen spekulere over, hvad hun kunne have af bagtanker. Således var der ingen der ville finde tilbage til hende og Zacharys lille affære, så længe han altså var i stand til ikke at afsløre noget. Da tankestrømmen nåede til sin egen ende, og nåede dertil rimelig hurtigt, måtte Emrys modtage endnu et blændende smil ”Det er underligt at du ikke er omgivet af damer, sådan som du altid ved præcist hvad man skal sige”

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 925
OUTFIT: Skoleuniformen
NOTES: Der tages forbehold for alle tænkelige taste og stavefejl :3

[Emrys Cadwallader]

Fragments of the future

- some say it all comes down to remnants of the past

P

[/b]syches tvivlsomme mine, idet hun nævnte at han nok aldrig ville støtte hende i noget politisk, fik ham til at se ned og nikke for sig selv. Det havde hun nu ret i. Og det havde han også allerede oplevet i gentagne farlige episoder og små ubehagelige diskussioner. Når de oprandt (hvilket de tit gjorde), ville han enten rage kartoflerne ud af ilden eller håbe på at der kunne falde noget smerte af til ham, så han i det mindste blev anerkendt, hvis ikke hun kunne gå med hans idéer eller bare med ham. Men det betød ikke at hun stadig var ufattelig værdifuld for ham. Hendes værdier var nærmest naturstridige mod ham, men når han så på hende, sank de som oftest langt bagved, når han så den smukke og temperamentsfulde dronning, der endda også var hans barndomsveninde. Billedet fik ham dog til at hæve blikket igen og se på hende med en neutral mimisk maske, der kun blev brudt af et hævet højre øjenbryn. Hans første svar bed han i sig igen; han havde med glæde hoppet ind og lidt med hende, havde det ikke været fordi der var et vist politisk hensyn. Og det havde hun regnet med. Han lænede hovedet lidt tilbage og betragtede hende fra siden, hvordan hendes øjne var drømmende. Det fik ham til at smile. ”Sagt fra en ægte slange til en anden, får du det til at lyde som en kompliment. Men du har atter skræmmende indsigt i mit inderste.” påpegede han. Han blev dog lidt ved tanken om at hun skulle have brug for hans hjælp, og han så på hende med et stort smil. ”Jeg tror jeg ville holde en tale med glimrende metaforik på dig som en dronning og få befolkningen til at se med ærefrygt på dig og slukke bålet for at give dig deres trone og land. Og så vil jeg håbe at du derefter er så sur, at du selv stikker ild på mig, ligesom du gjorde sidste skoleår. ” tænkte han højt.

H[/b]endes overvejende smil og den tavshed, der faldt inden hun svarede på hans spørgsmål, havde været som en bombe. Men det blændende smil, der blev sendt i hendes retning, affødte prompte en rødmen i kinderne på ham og en let forlegen skuldertrækning, inden han smilede bredt igen, oprigtigt og dybfølt og fortabte sig smilende i hendes skønne øjne, idet hun hævede hans hage og han mærkede hendes hånd tage sin. Det var svært ikke at blive en smule påvirket, når man både fik puffet hagen let op og sendt et overdådigt smil fra hende; det var ikke kost han var vant til med den berøring, men det var helt sikkert en af hans nye livretter, og hans rødmen blev stærkere, idet han nænsomt klemte hendes hånd. Det var noget af det han kun havde turdet drømme om, og det havde samme effekt som en behagelig drøm.Havde det ikke været så hurtige bevægelser, kunne han have svoret på at han faktisk ville have nået at flytte sin anden hånd og lade den ligge sig på hendes, i stedet for at den lå og kriblede legesygt omme ved tasken. Da han talte, var det dog ikke til at høre at han faktisk havde ti kogekar i maven og en hoppende Pufskifamilie i brystet. ”Jeg er smigret over dine høje tanker om min verbale formåen, kære Psyche. Men det er egentligt ikke så komplekst et mysterium endda. Der findes kun én rigtig dame i disse løngange, og hende har jeg æren af at snart at være kavaler for, om end blot for en enkelt aften. Hun er så fuldendt på alle tænkelige områder som en ægte dame bør være. Jeg gemmer min veltalenhed til hende, og lader pigebørnene, hvor indtagende de end er, blot høre min formåens sølle og spæde regndråber. Den prægtige verbale storm og de majestætiske retoriske hagl i al deres skønhed er en hyldest til dronningens ære.” fortalte han hende og sendte hende et indtagende bredt smil for at understrege komplimenten, inden han atter klemte hendes hånd for modvilligt at slippe den og hoppede ned fra pulten, stillede sig foran hende med hænderne flettet som støtte på baghovedet og lod ansigtstrækkene finde sig til rette i fordybet filosofi. Det var tydeligt nok ud fra det voksende eftertænksomme smil, at han legede med behagelige tankespind, som nok skulle komme hende til gode, sådan som han smilte. Sådan stod han et lille rum tid, indtil at han sænkede albuerne og hænderne fra hovedet, smilede ærbødigt i hendes retning og gik tilbage mod pulten, dog uden at sætte sig ned. I stedet løsnede han op i kappen i halsen, trak sig elegant ud af den og lagde den hen over tasken på bordet. Han trak sin grå tryllestav ud af kappen, hævede den op i luften og fik med en nonverbal besværgelse de midterste pulte til at lette fra jorden og flyve ud til siden hvor de stablede sig ovenpå hinanden, inden han tilfredst sænkede den igen og lagde den tilbage i kappen.

E[/b]mrys rettede sig op, rystede en vild lok væk fra øjnene og så smilende på hende, idet han tilbød hende en fremstrakt hånd. ”Siden du til festen nok næppe vil trækkes med mine verbale evner alene, kunne jeg så måske anmode om en dans? Om end jeg nok næppe kan sammenligne mit fodarbejde med min verbale formåen. Jeg har ikke danset siden det sidste bal, og jeg vil nødig gøre min dronning til skamme med et fejltrin på den store aften. Desuden har jeg altid gerne ville have fornøjelsen af at svæve elegant hen over gulvet med dig som partner, men aldrig dristet mig til at spørge.” forklarede han høfligt og knejsede med hovedet for hende. Som hun sad så yndefuldt på bordet, hendes skønhed fuldkommen utilsløret af den stereotypiske uniform, havde han en helt uimodståelig lyst til at føre hende hen over gulvet. Hvis han da stadig kunne føre og ikke skubbe hende afsted! Og han kunne knap nok holde tanken om at skulle vente på en dans en aften, måske endda blive snydt for den! Desuden, fandtes der bedre øvelokale end historielokalet med dets tidens vingesus over det gamle støvede stengulv? Så nu hvor der var en sandfærdig (og legal) grund til at byde hende op til dans, andet end at han inderligt ønskede det – og det var såmænd rigtigt at han kun havde danset en enkelt gang til det sidste bal, og så en enkelt gang forinden, så han mente nok at han burde støve sine trin af – turde han godt driste sig til at anmode om hendes hånd i en dans.

[/blockquote][/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

I keep you with me in my heart
You make it easier when life gets hard

Psyche smilede mildt af Emrys, nogle gange sagde han da også de underligste ting "Jeg har kendt dig, siden du blev født.. En smule indsigt er hvad man kan forvente, og dig kan man læse som en åben bog uanset hvor godt man kender dig. Det kan umuligt være specielt hensigtsmæssigt for en politiker" Hun strøg endnu en gang en hånd gennem den blonde hårmanke, og hun genkaldte hvad Emrys havde svaret hende. Hun holdt af hans viderebygning på hendes imaginære situation, også selvom han tilsyneladende ikke havde afsløret den som et bevidst træk "Jeg vill indføre dødsstraf for foræderi mod dronningen, og gøre et vidunderligt eksempel ud af min bøddel.. Hvis du spurgte pænt om det, ville jeg måske lade dig brænde med ham" Psyche havde aldrig opfattet sine flammer som en belønning, men havde erfaret at Emrys ikke opfattede dem som en straf. Hvad hans forhold til den så helt præcist var, havde hun lidt svært ved at forstå, men det var et faktum at han ikke havde haft det store imod det, de gange hun havde brugt ilden mod ham. Han var ikke som alle de fjollede små mennesker, der syntes det var en uskik.

Da det kom til hans forklaring, på hvorfor der ikke var flere der var faldet for hans ordspind, så hun en lille smule skeptisk ud. Komplimenten blev modtaget med kyshånd, ingen tvivl om det, men der var visse detaljer der haltede lidt og han skulle jo nødigt få det alt for nemt. "Så det du siger er, at du taler som et normalt menneske, når du er sammen med alle andre end mig? Stiller det dig ikke lidt uheldigt overfor Evelynn, og..." Psyche hævede et øjenbryn, og prøvede at huske de andre lederes navne, men måtte affinde sig med, at hun ingen anelse havde om hvem der var "Evelynn og de andre legeklub-ledere, som er mere anonyme.. Man kunne håbe at de er bare nogenlunde dygtige nok, til at kunne sende dig på glatis.. Ellers bliver jeg nok nødt til at give dig lidt mere modstand" Hun så eftertænksom ud i et lille øjeblik, men lod ikke tankerne hvile lang tid på emnet. Ikke om hun nogensinde skulle være politisk leder, ikke på vilkår.
Hun lod endnu en gang blikket følge Emrys, da han rejste sig op og lagde ansigtet i eftetænksomme folder. Dog ikke helt på samme måde som før, for nu så han betydeligt gladere ud. Det voksende smil fortalte hende, at der nok skulle komme noget godt, ud af hans tankespind. Da hans tænkespind var til ende, og han begyndte på udførslen af sin plan, fuglte hun ham med et endnu mere nysgerrigt blik. Nysgerrigheden blev til undren, efterhånden som han klargjorde lokalet, og det var mere end tydeligt da hun endelig kunne lytte til hans forespørgsel. Forvirringen blev dog efterhånden erstattet af et naturligt smil, da hun tog hans hånd og hoppede ned på gulvet. Som svar gik hun ud til centrum af det tomme område han havde ryddet. "Men hvis du træder på mine tæer, er der ingen nåde" Hun advarede ham med et legende glimt i øjnene, men formåede alligevel at tydeligtgøre alvoren i sine ord. Hun havde faktisk undret sig over, at han aldrig før havde budt hende op til dans, men havde altid haft mange ting at affeje det med. Blandt andet det faktum, at klassisk dansemusik ikke blev spillet alt for længe ad gangen til festerne, og hun virkelig ikke kunne forestille sig Emrys danse andet end standard. Til gengæld var hun fulgt ud overbevist om at det virkelig måtte klæde ham, uanset hvordan han selv måtte vurdere sine evner.

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 925
OUTFIT: Skoleuniformen
NOTES: