6. ÅRGANG, LEKTION #1

[Dale McFarlane]

a lesson to come
“FOR ME, YOU AND EVERYONE”

Klokken havde slået sine slag, og spurgte man Dale McFarlane, så var dette sød musik for hans ører! Eleverne havde allerede fundet deres vej til de allokerede pladser, og dette var ikke altid let som en leg, da Dales forbi for åbne rum betød, at hans klasselokale, og kontor, oftest manglede gulvplads. Der var snakke om bogreoler, obskure genstande, for slet ikke at tale om det halvstore skelet fra en chimera der stirrede ud over lokalet fra sin plads bag Dales skrivebord.
Han havde altid været striks når det kom til at møde op til tiden. Han gav sjældent eftersidninger, men elskede til gengæld at stille de elever, der kom for sent, til skue overfor resten af klassen, oftest med en bemærkning eller to der spillede på deres karakter, personlighed, eller hvad han ellers vidste om den stakkels elev. Han ventede dog, med stor tålmodighed, indtil at alle havde fundet deres pladser og lydniveauet havde nået det punkt, hvor han ikke længere behøvede at råbe for at få deres opmærksomhed.

”Kære sjetteårselever! Velkommen tilbage efter ferien,” startede han ud med idet han rejste sig fra hans skrivebord og tog et enkelt skridt frem. ”Jeg ved at der er meget der skal snakkes om, og min dør er altid åben hvis I ønsker at dele jeres sommer-udfoldelser med dette oldtidsfund,” kommenterede han og pegede en tommelfinger mod hans bryst. Dale havde valgt at iføre sig et lilla jakkesæt med tilhørende gul skjorte og lilla slips i anledningen af den første dag tilbage – usandsynligt, men ikke desto mindre hvad der virkede normalt for denne gruppe af elever. ”Men i dag har jeg kun ét ord at lege med, og dette er Patronus!” Han gned hænderne sammen som en lille dreng der knapt kunne vente med at åbne den første gave jule-morgen. ”Jeg ved, at det lykkedes for et par af jer, at fremmane en fuldbåren patronus inden ferien, men lad os åbne året med en tur til zoologisk have!” Dale trak hans egen stav op af lommen fra hans troldmandsrobe, men inden han tog det næste skridt gav han sig først til at tage roben, og jakken fra hans jakkesæt, af. Dette var en proces han gentog hver gang han løftede staven – opsmøgede ærmer og intet stof til at komme ham i vejen, var den eneste måde han kunne koncentrerer sig på.
”5 point for en fuldbåren skikkelse, 10 point hvis den er synlig i mere end et minut!” Han løftede hans egen stav og pegede den ud mod eleverne. Dale skulle netop til at fuldføre besværgelsen, men stoppede sig selv halvvejs i akten. ”Jeg håber at I kan huske de magiske ord! EXPECTO PATRONUM!” Men intet skete. Dale stirrede teatralsk på hans stav, slog den imod hans håndflade, rømmede sig og trak på skuldrene inden han vendte blikket mod eleverne igen. ”Det var pinligt!” kommenterede han under et bredt smil. ”Det lader til, at noget så glædeligt som tanken om at spise is ikke var stærkt nok.” Han løftede staven endnu en gang, trak i en betænkelig grimasse og udtalte besværgelsen endnu en gang. ”EXPECTO PATRONUM” Hans egen velkendte skikkelse af en fritte med en ring om højre øje, sprang ud fra tippen af hans stav og løb omkring i lokalet indtil at Dale brød hans besværgelse. En enkelt gestus mod eleverne bød dem at gøre deres eget forsøg.

GENERELLE REGLER:

• DENNE TRÅD ER ÅBEN, MEN DU ER IKKE OBLIGERET TIL AT POSTE, DA DET BLOT ER I AL SJOV OG KEDSOMHED.
  
• DENNE TRÅD ER FOR ALLE ELEVER PÅ 6. ÅRGANG (alle fire kollegier) TIL GENGÆLD KAN DER KUN SNAKKES INDBYRDES MED DIT EGET KOLLEGIUM.
  
• DU BEHØVER IKKE AT DELTAGE MEDMINDRE DU HAR LYST/TID.
  
• GIV PLADS TIL AT DER KAN POSTES EFTER DIN TRÅD FØR DU BEGYNDER PÅ EN NY.
  
• HVORVIDT DET LYKKEDES FOR DIN KARAKTER AT KLARE BESVÆRGELSEN ER HELT OP TIL DIG SELV, MEN INGEN ER PERFEKTE I ALT DE FORETAGER SIG. MISBRUGER DU DETTE PRIVILEGIUM TAGER JEG SAGEN I EGEN HÅND.
  
• EN TRÅD ER ÅBEN I TO UGER HVOREFTER DEN BLIVER LUKKET.

6. ÅRGANG • OUTFIT

[Caydee Ivory]

I've been wandering around I was looking down and all I see..

[/size][/i]

Caydee brød sig ikke rigtig om de rammer, Professor McFarlane underviste i. Det havde ikke noget at gøre med manglen af plads til at bevæge sig på. Derimod irriterede det hende en smule, at fordi de sad mange sammen i et lille tæt lokale, blev der meget hurtigt overophedet derinde. Varmen gjorde hendes hud fugtig, hvilket fik hendes ansigt til at skinne - hvilket var ensbetydende med, at den lette makeup hun havde lagt om morgenen, altid var så godt som ødelagt efter en lektion i Forsvar mod Mørkets Kræfter.

Med elegante skridt i de høje, blommefarvede skindstøvler hun i dag havde iført sig under den lange kollegiekappe, trådte hun ind i lokalet få minutter før timen startede. Det var almindelig kendt at Professor McFarlane kunne finde på at hænge en forsinket elev ud foran alle de andre, så Caydee sørgede altid for, at komme til tiden i hans timer. Hun gik gennem lokalet til bordene helt nede bagved, lagde sine bøger på bordpladen, og satte sig på bænken. Mens hun lod blikket vandre formålsløst rundt i det lille klasselokale, blev hendes opmærksomhed pludselig fanget af et mærkværdigt skelet bag Professorens skrivebord. Hun genkendte med det samme væsenet, som var skyld i, at hendes storebror havde ligget på hospitalet denne sommer. Ved synet af Chimaeraskelettet gyste hun umærkeligt, og slog derefter demonstrativt blikket væk. McFarlanes stemme var en velkommen distraktion fra de ubehagelige tanker, og med en entusiasme der overraskede hende selv lidt, vendte hun sin opmærksomhed mod læreren.

Da han gjorde tegn til, at det nu var elevernes tur, fandt Caydee sin tryllestav frem, men lod den hvile mod bordpladen. Sidste år var det lykkedes hende at fremmane en fuldbåren patronus, som havde taget formen af en nattergal. Hun så rundt på de andre. Under ingen omstændigheder ville hun være den første, der forsøgte sig, og dermed fremstod som klassens stræber.

[/blockquote][/blockquote]

[Patrick Price]

I would know who roars mostly like the beast

Patrick havde indfundet sig selv i lokalet lang tid før, at klokken havde slået de første slag. Han havde erfaret, at han ville gå glip af den vigtige start af lektionen, hvis han ikke var parat allerede fra starten af med fjerpen, blæk, pergament, ”The Essential Defence Against the Dark Arts” og tryllestav. Han befandt sig derfor allerede på sin plads på en af de forreste rækker, i det lettere klaustrofobiske rum, som Patrick egentlig syntes var meget hyggeligt. Dette var dog mest på grund af alle de interessante ting, som stod i hjørnerne ligesom chimera skelettet. Han var fascineret af det farlige kræ, men foretrak det måske levende, da det var endnu mere fascinerende væsen, når det var levende.

Patrick synes, at det var lidt unødvendigt at bede folk om, at lade være med at snakke om sommeroplevelser, de var her jo forhåbentlige allesammen for undervisningens skyld. Han blev dog hurtig revet væk af sin lettere fornærmet sindsstemning, da han hørte ordet patronus. Først fyldtes han med spænding og glæde og en trang til at ville have patronusen til at lykkedes mere end noget andet, og han smilet begejstret. Expecto patronum var en fantastisk forsvars besværgelser, men også en kompliceret en af slagsen, og nu fyldtes Patrick derfor med en skam. Han havde nemlig svært ved at frembringe sin patronus.

Selvfølgelig kunne de huske de magiske ord! Dem der ikke kunne huske dem, kunne ligeså godt gå fra lektionen, mente Patrick. Han kiggede koldt og respektløst på professor McFarlane, da han ikke kunne frembringe sin patronus. Han sukkede langtrukkent og træt. Enten var det for at minde dem om, at mindet skulle være virkelig stærkt, hvilket var en unødig måde at vise det på. Ellers fjollede han bare rundt og gjorde det uden at det var med vilje. Uanset hvad var det virkelig dumt, og Patrick mistede lidt af respekten for manden.

Hjertet sank i Patricks brystkasse da han løftede sin tryllestav. Da gik det nemlig op for ham, at de andre elever ville kunne se, at han havde problemer med besværgelsen, og derved vil han være i risiko for offentlig ydmygelse. Dette ville han ikke lade ske. Han tog sig sammen i stedet for, og arbejdede på højtryk for at komme i tanke om et minde, imens at han rejste sig fra stolen. Han var helt blank. Han mindende sig selv om, at dagen hvor de startede på Hogwarts som 11-årige havde bragt ham glade. Han valgte derfor dette minde, og han så for sig, hvordan det var at sidde inde i storsalen, og hvordan fordelingshatten råbte Slytherin og alle på kollegiet klappede, og håbet om en ny familie sprang frem. Langsomt men fast og udførligt fremsagde han, ”Expecto patronum” imens at han malede med sin tryllestav i luften i en passende bevægelse. Til hans store lettelse kom der en smule lys ud af tryllestavens spids, og Patrick håbede inderligt, at hans patronus ville stå klar og lysende frem lige om lidt. Han ville det så meget, at hans hånd om tryllestaven blev helt hvid af at klemme så hårdt og hans øjne nærmest blev helt besatte, samtidig med at han prøvede at bevare roen. En stor majestatisk men meget uklar tiger med gennemborende lidenskabelige øjne kunne i et kort øjeblik skimtes før den forsvandt igen. Patrick havde den næsten. Han kunne ikke andet end at stå lidt stirrende tomt ud i luften, før at han sænkende staven igen. Uden rigtig at have lyst til at prøve igen.