When fears come true...

[Grace Kennith]

"And then the Night falls and all is quite...
all to quite...
for the life within me has stopped moving..."

* Edward Kennith * Outfit *

Aftenen var for længst faldet på, som Grace trådte ind af døren til hendes mands og hendes private gemakker på slottet. Hun åbnede frakken og hængte den træt fra sig stadig med tankerne svirende om den pludseligt opvågnende Naktura Blissa i drivhuset, før hun fik skubbet døren i bag sig. Først da lod hun blikket glide ud i rummet, før hun besværet bøjede sig ned og fik sine støvler af og sat fra sig. I ført bekvemme sutter, mere tøffede end vraltede hun hen til sofaen og sank ned på den. Et blik mod Edwards lænestol og en ekstra pude forsvandt op af armlænet, før hendes ryg ramte det og ben samt fødder endte under et tæppe i sofaen.

Et opgivende suk undslap hende, som hun tørt måtte anerkende overfor sig selv at hun måske havde overgjort det en smule i løbet af dagen. Hendes fødder dunkede let og som hun gled længere ned, så hun mere lå en sad fandt hendes hænder deres naturlige hvile på maven. Bare at sidde med lukkede øjne var alt hun ønskede for nu. Hun strøg fingrene i små cirkler og rynkede så undrende brynene, mens en foruroligende fornemmelse af at noget manglede snag sig frem fra dybden af hendes bevidst og lukkede sig om hendes sind. Hænderne gled ind under tæppet, ind under blusen og ind mod det bare skind, og søgende rundt til de fandt hvor den lille lå tæt mod skindet.

Der lod hun dem hvile mens minutterne sneglede sig forbi og intet skete. Intet. Hun lukkede øjnene, som kunne det forstærke hendes følesans at lukke synsindtrykkene ude, men stadig intet. Ingen bevægelse. Ingen fornemmelse af bevægelse. Intet. Alle andre aftener havde den lille ellers taget hende i ro og hendes liggende, som et tegn på at nu skulle der være fuld drøn på. Hvornår havde hun sidst mærket spark? Om formiddagen? Eller var det aftenen før? Det sidste var hun sikker på, men ikke det første. Hvordan kunne hun have undgået at mærke sparkene ophøre? Var de ophørt? Eller tog hun fejl?

Hun rørte sig ikke, men strøg fingrene blidt over maven, som kunne hun fremmane bevægelse på den måde og lod dem så atter hvile stille. Hun måtte tage fejl. Måtte... men hvis hun ikke gjorde. Den blotte tanke fik hende i bevægelse og til at sætte sig op i sofaen, mens hendes blik landede på den stadig tomme lænestol. Af alle aftener for Edward at være optaget andet steds! Det var dog ham hun manglede. hans ro, overblik og vished. Effektivt begravede hun sin egen viden om, hvad manglende bevægelse hos et ufødt barn oftest betød, havde betydet sidst, tog de få skridt til døren til hans kontor og stak hovedet ind, findende ham der.

Lettelsen strømmede ind over hende, selvom hendes hjerte strammede sig sammen og hendes ene hånd lå presset ind mod maven. Hun søgte hans blik og hagede sig fast i det, da han mødte hendes. "Edward, jeg kan ikke...." Hendes stemme svandt ind for hvert ord til hun måtte presse sig til at få de sidste over sine læber. "... mærke liv..." Det sidste ord rungede i hendes hoved og hendes minder hivende forlængst glemte ord sagt i en forhadt tone i Skotland frem. Du vil aldrig give liv til en ægte Kennith! Mærk dig mine ord! Aldrig! Hun sank en klump og lidt ind mod dørkarmen, bønfaldende hendes mand med sit blik om at finde og mærke det liv hun ikke selv kunne finde eller mærke længere.

Link til lidt om Dødsfødte...

[Edward Kennith]

Acceptance of what has happened is the first step
to overcoming the consequenses of any misfortune

--------------------

Tag: Grace Kennith --- Outfit: Here --- Notes: C L O S E D

Edward løftede hovedet da han hørte døren ude stuen gå op og rynkede panden lidt over det sene tidspunkt Grace vendte tilbage på. Det huede ham ikke, men for en gangs skyld kapitulerede han og stillede sig tilfreds med, at hun nu var hjemme. Han blev dog siddende bag sit skrivebord mens han lyttede til skridtene i stuen og bøjede sig igen over de papirer han havde været optaget af, før hans hustrus ankomst tog hans opmærksomhed.

Det tog dog ikke mange minutter før han var tilstrækkeligt beroliget af stilheden fra det tilstødende rum, til selv at være fordybet i sit arbejde igen. Minutterne gik og netop som han var ved at nå til enden og så frem til at tilbringe resten af aftenen med sin avis og Graces selskab, hørte han igen skridt i stuen og kort efter blev døren ind til kontoret skubbet op.

Han løftede hovedet og havde allerede åbnet munden for at spørge hvad Grace ville, men stoppede da han mødte hendes blik. De små hår i hans nakken rejste sig omgående over udtrykket på hendes ansigt og han rejste sig langsomt allerede før hun begyndte at tale. Hendes snublende ord efterlod ham stivnet bag skrivebordet nogle lange sekunder, men i bund og grund var de lige hvad hans pessimistiske personlighed havde ventet at høre.

Han løsrev sig og skubbede alle personlige følelser brutalt ned i en kasse i baghovedet, for så at sætte i bevægelse og ende med hænderne mod sin kones kinder og et alvorligt blik der var oceaner roligere end han egentligt var. Selv han kunne ikke ignorere den gnavende fornemmelse i mellemgulvet "Vi tager til London med det samme." han lagde den ene arm omkring hende og førte hende bestemt med sig uden at forvente nogen protester og selv hvis de var kommet, var han fortsat, direkte over til pejsen hvor han med et hurtigt slag af sin tryllestav fik ilden til at dø og unaturligt hurtigt blive kold. Så rakte han hurtigt op i krukken på kaminhylden, tog en forsvarlig håndfuld susepulver og efter at have ført Grace med sig, lod han pulveret falde mod deres fødder med et tydeligt "Skt. Mungos Hospital for Magiske Kvæstelser!" der fik de karakteristiske grønne flammer til at slå op omkring dem og på et øjeblik efterlade pejsen tom og stuen mørk og forladt.