unique like a snowflake

[Aeron Logan Williams]

hark how the bells
“ALL SEEM TO SAY, THROW CARES AWAY”

Aeron var stadig øm i samtlige lemmer, led og muskler efter første runde af duel turneringen. Han havde endnu ikke været på hospitalsfløjen for at pleje de skrammer han havde fået fra Charles' oppugno besværgelse, til dels fordi han fandt det spild af tid, men det var også krigsar, så han lod dem være. Desuden var de ikke nær så røde som i går, og der var gået to dage nu efter turneringen.

Det var weekend, uret i opholdsstuen havde annonceret midnat, men der sad stadig et par elever i de bløde sæder og snakkede lavmælt med hinanden. Aeron havde betragtet et kærestepar der sad i en af de mørkere kroge og delte dagens begivenheder med hinanden. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Op til jul virkede alle en lille smule mere forelsket, mere glad, tilgivende og optimistisk, og han blev selv smittet af stemningen. Aeron havde endelig samlet mod til at hive hans guitar frem og sad og småstrummede en smule; jule-melodier da det var passende. Han havde været i gang i et stykke tid, og havde op til flere stykker nodepapirer liggende omkring sig.

Aeron var træt og hans øjne var begyndt at glide en smule i, men han orkede ikke at gå hele vejen op til drengenes sovesal. I stedet lagde han guitaren fra sig, satte sig ned på gulvet blandt hans nodepapir og lagde hovedet en smule tilbage. Han havde ikke set Sammie i dag, men det havde heller ikke været nødvendigt for dem at mødes inden de gik deres vejleder runde. Han havde også håbet på at finde hende i opholdsstuen, men havde ikke haft heldet med sig. Sidste år, på dette tidspunkt, havde de siddet i selv samme sofa og havde snakket om julen. Aeron havde endelig fået sagt til hans mor, at dette år ville han tilbringe julen på Hogwarts, da dette var hans sidste chance, og dette var en nyhed han havde ønsket at dele med Sammie længe, men der var altid noget der var kommet i vejen.

SAMMIE • OUTFIT

[/color][/url][/center][/justify]

[Samantha Abbey]

but I never even flew
NEVER LEFT THE GROUND
for AERON WILLIAMS
OUTFIT

Forandringer. Det var nok det, der havde været mest af, mens Sammie havde været hjemme. Hun var blevet syg 3 måneder før jul og havde derfor været tvunget til at blive hjemme, for ikke at smitte de andre. Skolearbejde havde hun selvfølgelig fulgt med i, det var jo ikke for ingenting at hun blev kaldt stræber og nørd af sine venner, når de kærligt drillede hende, men selvom hun kun havde været væk i tre måneder, var forandringen tydelig at se på hende, da hun trådte ind i opholdsstuen. Hele hendes holdnng var mere... Ja, bare mere. Det var ikke som normalt, når hun med næsen i en bog gik fuldkommen duknakket ind i opholdsstuen og bare smøg sig rundt, prøvede ikke at blive opdaget. For det første gik hun ikke udelukkende i pastelfarver længere. Nej, efter skole havde hun ikke udskiftet uniformen med en blomstermønstret, pastelfarvet kjole. Bukserne sad stramt om hendes ben, viste for første gang længe frem for folket, at Samantha Abbey rent faktisk havde former. Bogen var ikke slået op, men var sammenfoldet med en masse løse papirer stikkende frem fra mellem siderne, og hvilede i hendes hånd, der hang løst ved hendes side.

Men der knækkede filmen så også for hende. Sammie havde kun været tilbage på skolen i to uger og hun havde slet ikke gået sin normale aftenrute med Aeron på noget tidspunkt, ligeså havde hun ikke fået set ham på gange og i timerne havde de altid siddet for langt væk fra hinanden til at kunne komme i så meget som øjenkontakt. Nu sad han der, lige foran hende i opholdsstuen, tilsyneladende uden at have set hende endnu. Hendes tænder tog et forsigtigt tag i underlæben og usikkert skiftede hun vægten over til det andet ben. En del af hende havde bare lyst til at dreje rundt på hælen og flygte ud af opholdsstuen, men alligevel satte hun sig selv i gang på vej over mod ham og slog sig ned ved hans side. "Hey you", erklærede hun med et skævt smil om læben og snoede en lok stramt om fingrene for at have noget at tage sig til med fingrene.

[Aeron Logan Williams]

hark how the bells
“ALL SEEM TO SAY, THROW CARES AWAY”

Han havde kun lukket øjnene i for et kort øjeblik, men Aeron var hurtigt gledet hen i at drømme. De var ikke så dybe som de ville have været, havde han faldet i søvn, da han stadig var halvbevidst om hans omgivelser der også havde en indflydelse på de drømme der væltede ind over ham. Sammie var en del af disse drømme, og det fremkaldte et lille smil på hans læber, især da hendes stemme syntes at runge igennem hele hans tilværelse. Det bragte ham tilbage til virkeligheden og han slog øjnene op, fastbesluttet på at slæbe sit korpus op til hans seng. Aeron var ikke bevidst om Sammies tilstedeværelse før han opfangede, at han ikke længere sad alene. Han havde lyst til at gnide øjnene og nive sig selv i armen, men han vidste at han ikke længere drømte og at han var så vågen som han kunne blive.
..."Sammie!" udbrød han glædeligt og kastede armene omkring hende. Aeron knugede hende ind til sig for et øjeblik før han gav slip igen. Det havde irriteret ham grænseløst ikke at kunne få kontakt til hende efter at hun havde vendt tilbage, men timingen havde aldrig været rigtig. At de endelig havde fundet hinanden, eller at Sammie havde fundet ham, virkede derfor som lidt af et mirakkel.
..."Hvor har du været hele mit liv?" Han sendte hende et smil og følte sig pludselig mere vågen end han havde gjort længe. Det var også først nu at han lagde mærke til forandringen.
..."Wow! Hvad har du fejlet?" spurgte han sarkastisk og tillod sig at beundre den forandrede Sammie der havde sat sig ved hans side. Han havde holdt af den gamle, forsigtige Sammie, så uskyldig og smuk, men denne Sammie virkede til at have kant; ikke nær så poleret som den pige han sidst havde set.

Aeron havde sendt hende et par breve imens hun lå hjemme, oprindeligt bekymret for hendes velværd, alt imens han havde givet hende nogle få opdateringer om det der forløb sig på skolen.
..."Så du mit brillante forsøg på at duellere?" Aeron havde ledt efter hende i mængden, men havde tydeligvis ledt efter en Sammie der havde forandret sig meget.
..."En lille del af mig håber, at jeg ikke er gået videre. Alle de knubs kan jeg godt undvære."

SAMMIE • OUTFIT

[/color][/url][/center][/justify]

[Samantha Abbey]

but I never even flew
NEVER LEFT THE GROUND
for AERON WILLIAMS
OUTFIT

Det var svært ikke at være nervøs for Aerons reaktion, når han ville åbne øjnene igen. Selvom de to havde været venner længe og han havde accepteret alt, der var sket for hende igennem tiderne, havde hun aldrig forandret sig så meget som nu. Derfor var det tydeligt, at hun blev overrasket over hans frembrusende velkomst. Med et højlydt gisp efterfulgt af en mild latter, lod hun sig putte ind i hans favn. Det blev pludseligt tydeligere for hende, hvor meget hun havde savnet ham, og hun bandede i sit indre over, at hun ikke var stormet direkte hen til ham. Der var så meget at fortælle, så meget at spørge om, men det var ligesom hun ikke rigtig fandt ordene, og hun nøjedes derfor bare med endnu en kvidrende latter ved hans spørgsmål.
"Lige ved siden af dig, hvordan kan du overhovedet finde på at spørge?", hun blinkede muntert og puffede lidt til ham. Det var helt underligt sådan at sidde tæt på ham, indånde hans duft igen og bare pjatte, som havde hun aldrig været væk.

"Dragekopper, men jeg synes da jeg er kommet godt igen. Eller er du uenig?", hun rejste sig op og drejede en tur rundt om sig selv, som for ligesom at vise forandringernes fulde omfang. Det ville dog være en løgn at sige, at hun ikke var nervøs for svaret. Hvad hvis han bedre kunne lide sin aldrig-vennezone-forladende vejleder-veninde, og hellere ville have hun var blevet den? Endnu engang tog tænderne et hurtigt tag i underlæben.

Smilende smækkede Sammie sig ned ved hans side igen og nikkede med et grin. "Det bliver sjovt at se alle de piger, der hænger ved din arme efter det", drillede hun og kastede sig teatralsk på gulvet med armene knuget om hans ene arm, mens hun med store øjne kiggede beundrende på ham, "Ååååh, Aeron, hvor er du bare mandig!", hendes stemme var høj og pibende, da hun gik i rollen. Hun kunne dog ikke holde masken og satte sig i skrædderstilling på gulvet, grinede lidt af hans kommentar. "Det undrer mig, at du overhovedet meldte dig. Du har aldrig virket som duel-typen. Hvorfor nu?"

[Aeron Logan Williams]

hark how the bells
“ALL SEEM TO SAY, THROW CARES AWAY”

Aeron var ikke helt sikker på hvordan han skulle reagere. Selvom hun havde været tilbage i et stykke tid, så havde han ikke set forandringen tæt på. Det glædede ham at se Sammie ude af hendes skal, som han så længe havde prøvet at hjælpe hende ud af, og hun var stadig Sammie under alt det nye. Han kunne ikke holde sig fra at ligge en hånd på hendes knæ, til dels for at sikre sig at hun virkelig sad der.
..."Overhoved ikke! Jeg tror aldrig at jeg har set en mere udstrålende, smuk Sammie, som hende der sidder her nu," kommenterede han på hendes sygdomsforløb. "Måske en omgang dragekopper kunne hjælpe lidt på mig?" Aeron slog en hurtig latter op og tog hånden til sig igen, da Sammie rejste sig op og gav ham en lille fremvisning.

..."Der var absolut intet mandigt i mit forsøg. Jeg fik flere knubs end jeg selv delte ud." Han tog sig endnu en gang til den ømme skulder han havde reddet sig dengang hans egen besværgelse gav bagslag og sendte ham ned i gulvet.
..."Og der var virkelig kun én pige jeg gjorde det for," tilføjede han da Sammie endnu en gang sad ved hans side. Aeron var hurtig til at gribe den hånd der knugede om hans arm, og da han lagde hans egen hånd oven på den vendte han også blikket mod hendes øjne. Der var en helt ny glød i dem som han ikke havde set før.
..."Jeg håber at hun kan se bort fra mit mislykkede forsøg og finde det modigt gjort." Han lo endnu en gang og gav hendes hånd et blidt klem. De var efterhånden ved at være de eneste der sad tilbage i opholdsstuen, men Aeron havde glemt alt om den træthed der havde været ved at drukne ham for blot minutter siden.

SAMMIE • OUTFIT

[/color][/url][/center][/justify]

[Samantha Abbey]

but I never even flew
NEVER LEFT THE GROUND
for AERON WILLIAMS
OUTFIT

Selvom der altid havde været noget usagt mellem hende og Aeron, nok mest af alt fordi begge havde været for sky til at sige det, var hans kommentar kommet bag på Samantha, der nu mærkede blodet strømme op mod hendes ansigt ved ordene. Ved den opfølgende var det dog som om noget af den elektriske spænding, der var kommet mellem dem, blev beroliget lidt og hun slog en let latter op, før en pludselig alvor indtog hende. "Som om du har brug for noget af det, du kunne jo dele ud til os andre, der mangler", kommenterede hun og puffede til ham med et kækt smil spillende på de lysrosa læber.

Ved hans kommentar om en pige, han havde gjort det for, havde hun dog mest af alt lyst til bare at gå og en inderlig fortrydelse af, at hun overhovedet havde bragt emnet om piger på banen. Nej, selvfølgelig ville han ikke have hende, selv ikke efter hendes forandring. De ville for altid være vejleder-venner og aldrig mere end det. Gennem de sammentyggede tænder tog hun en dyb indånding, kæmpede for at lade smilet blive på læberne. De var jo trods alt venner og gennem tiderne havde hun jo set ham med massere af piger. Det var jo ikke fordi det var nyt for hende. "Det tror jeg helt klart, hun kan se.", sagde hun med et bredt smil og greb ud efter hans hånd, som hun havde sluppet, da hun havde fundet hvile på gulvet og trykkede den kortvarigt. "Hvem er så denne pige, der er alle de knubs værd? Sammie blinkede muntert i hans retning, mens den frie hånd fandt en løs tråd i gulvtæppet, hun sad på og gav sig til at trevle det op. Efter hans lille annoncering var det som om al energi havde forladt hende, og hun havde mest af alt lyst til at takke af for aftenen og søge mod sovesalens stilhed, ro til at få styr på sine tanker og endnu en gang få fastlagt, at hun bare burde komme videre og finde en anden at kaste sin kærlighed efter.

[Aeron Logan Williams]

hark how the bells
“ALL SEEM TO SAY, THROW CARES AWAY”

Aeron havde aldrig fundet sig selv vitterligt tiltrækkende, og i stedet havde han spillet på hans charme. Sammies kompliment varmede ham og gav ham den sidste smule selvtillid han havde brug for. Han havde været så uendelig blind. De havde været venner siden de blev fordelt, og Sammie havde altid været den bedste veninde Aeron havde haft. Han havde altid gået til hende med hans problemer, uanset emnet. Aeron havde svoret, at han var den person der kendte hende bedst, men han havde slet ikke kendt hende som han havde troet.

Hendes reaktion var ikke let at tolke da han nævnte den pige det hele havde drejet sig om. Hun var trukket bag den facade han havde set før; et tiltvunget smil, klar til at lytte og rådgive, skulle han mangle dette. Det var måske ikke pænt af ham at spille videre på den, men han kunne ikke lade være med at smile og lod det løbe en smule endnu.
...”Det håber jeg. Jeg tror virkelig at jeg holder af hende!” Aeron vendte blikket mod pejsen, der ikke var andet end små flammer der sultent ledte efter den sidste smule træ at tilintetgøre. ”Det tog mig noget tid at komme til den konklusion, men jeg har ikke tænkt mig at lade hende gå mig forbi længere.” Han lod den sidste bemærkning hænge et øjeblik i luften imellem dem før han så tilbage mod Sammie.
...”Jeg tror at du kender hende. Hun har timer sammen med os. Hun er endda en Hufflepuff,” forklarede han med et smil. Det var først da Sammie pludselig forsvandt; da hun lå derhjemme og Aeron ikke kunne se hende hver dag, at det for alvor var gået op for ham. Den pige hørte til i hans liv, og hun var mere end bare en ven.
...”Jeg er endda så heldig, at vi stødte ind i hinanden i aften.” Aeron tog hendes hånd og trak den en smule tættere på sig. ”Jeg er så heldig … at hun sidder her, lige ved siden af mig og venter på at høre hendes navn.” Han havde slået blikket mod deres hænder for at skjule det store smil der havde printet sig selv på hans læber. Aeron kunne ikke sige om Sammie stadig følte det samme for ham, men der var kun én chance, og den havde han netop grebet.

SAMMIE • OUTFIT

[/color][/url][/center][/justify]