Out there where they glow

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 309
OUTFIT

Indgangshallen var ualmindelig stille, da den store tunge trædør smækkede bag hende og ekkoet gik gennem hele lokalet og op igennem tårnet med trapperne. Elisia krummede sig lidt ved lyden, da det føltes ubehageligt at lave så meget larm når skolen lå så stille hen. Hun åndede lettet ud da det var overstået og begyndte at gå med hurtige skridt tilbage mod opholdsstuen. Hun fandt det kun en smule uhyggeligt at gå rundt her på skolen om aftenen, men hun havde vendet sig til det og det var ikke så slemt mere.
Der var på et tidspunkt, hvor hun havde gået alene rundt på skolen på aftenen, hvor Peeves havde skræmt hende. Det havde været virkelig irriterende, virkelig virkelig irriterende. Elisia var virkelig blevet bange og Peeves var bare fløjet af sted med et stort grin smurt diagonalt over hans ansigt. Elisia gik stille videre, mens hun prøvede at lave så lidt lyd som muligt og derfor ikke tiltrække eventuelle problemer. Hun ville virkelig ikke løbe ind i et spøgelse lige nu. Hun havde intet overskud til det. Aftenerne med Emmett var altid energikrævende, ikke at hun ikke gad bruge sin tid på ham, det var bare hårdt at se ham lide så meget. Elisia strøg fingrene gennem sit hår og rynkede øjenbrynene en smule. Det var svært at forlade ham, men hun måtte jo gøre det på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen. Hun sukkede let og forsatte hen mod trapperne.

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Det nærmede sig sengetid, men Emanuel havde ingen intentioner om at gå en runde for at få fat i eventuelle næsten-nattevandrere og opfordre dem til at gå i seng - han så det ikke som sin opgave, og han havde ærlig talt vigtigere ting at se til. Hvis nogen derimod rapporterede regelbrud til ham dagen efter, skulle han nok påtage sig ansvaret for at handle, hvis det blev krævet af ham.

Emanuel var på vej op til sit kontor efter en kop kaffe på lærerværelset, og han var ikke overrasket over at se en elev i indgangshallen, da han trådte ind i den. Det der overraskede ham var, at han kunne genkende eleven, selvom hun ikke tilhørte hans kollegium, og standsede ved foden af trappen. "Frøken Thorne?" kaldte han hen mod hende for at få hendes opmærksomhed. Dette var en af de 'vigtigere ting'. "Frøken Thorne, må jeg låne et øjeblik af din tid?" spurgte han og smilede - smilet var sparsomt, men det nåede hans øjne, selvom det kun var for at være høflig, at han overhovedet smilede i første omgang. Anledningen til, at han vidste hvem Elisia var, var simpel: hendes bror arbejdede som godsforvalter på Hogwarts, og rektoren havde ikke været sen til at fortælle ham, at denne var varulv.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 309
OUTFIT

Stemmen der pludselig fyldte trappeopgangslokalet, var så overraskende for Elisia, at hun ville have hoppet en smule, hvis ikke stemmen havde tilhørt en lærer hun aldrig ville vise den svaghed overfor. Stadig med siden til ham, bed hun sig forsigtig i læben, hvorefter hun med et splitsekund til at tænke i vente sig mod ham og lagde hovedet let på skrå, med et mindre smil, der var mere tvunget end sandfærdigt.
Da hun skulle til at svare var han dog allerede gået i gang med næste sætning, og det var først derefter hun svarede, da hun ikke havde nogen intention om at afbryde ham. Hun vidste at lærere, specielt måske Emanuel, ikke brød sig særlig meget om en flabet elev, selvom dette var første gang hun havde lyst til at opføre sig således.
”Det kan du vel Professor. Hvad drejer det sig om?... ” Sagde hun og tilføjede ikke meget mere end det. Hendes stemme var mest en dels neutral. Hun var ikke kølig, og en snert af venlighed svævede over hendes stemme, som hun efterfulgte af et lidt bredere smil end det forrige.
Det hun havde sagt var egentlig ret meget løgn, hun trængte til at komme op i seng, hun havde det forfærdeligt og det sidste hun havde brug for var hans kølige temperament. Ikke en reprimande om dit og dat, eller noget som helst der bare nærmede sig det.

[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Til forskel fra eleven foran ham tvang Emanuel ikke et smil frem, og det sparsomme smil der oprindeligt lå i hans mundvige var nu svundet ind til ingenting. Det gjorde dog ikke hans udstråling mindre imødekommende - han undlod endda at rette hendes måde at tiltale ham på, selvom 'det kan du vel' i hans hoved ikke var den rigtige måde at tiltale en lærer på. Dog havde han erfaret, at tingene var anderledes på Hogwarts nu end fra hans egent id på skolen, og sådan som han havde forstået det, var han en af de lærere der blev behandlet med mest respekt - han brød sig ikke om hyggeatmosfære i sine timer.

Emanuel tog en dyb indånding og sendte hende et alvorligt blik, inden han svarede hende. "Det drejer sig om lidt af hvert." sagde han og undgik fuldstændig at svare fornuftigt på hendes spørgsmål. "Lad mig følge dig op mod din opholdsstue, så kan vi tale på vejen." sagde han og gjorde en gestus op mod næste sal. Det fremgik tydeligt af hans tonefald, at det ikke var et tilbud Elisia kunne afslå, og han vendte sig mod trappen og begyndte at gå i den forventning om, at hun fulgte med. "Så kan jeg heller ikke blive beskyldt for at holde dig oppe efter sengetid." tilføjede han og så til siden på hende - der var et glimt at spøg at finde i hans blik.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 190
OUTFIT

Elisia fulgte med uden at give ham et svar med stemmen, hun nøjedes med at give ham et kort blik, og gik så derefter med ham lige ved siden af. Hun kunne mærke at hun allerede nu var begyndt at blive nervøs, ikke fordi hun troede han ville gøre hende noget, det var uhørt, men hun ville ikke have problemer med denne lærer og hun var bange for hun ikke var i stand til ikke at blive vred hvis han nævnte Emmett. Det var virkelig slemt det her.

Elisia smilede op til ham, han var en smule højere end hende, og hun følte sig specielt underkuet i øjeblikket, og nikkede.
”Ja Professor. Det lyder fornuftigt.” Sagde hun og følte sig lidt i vildrede, hvordan reagerede man på en mand, man vidste ikke ville have man opførte sig skødesløst i hans nærvær, når han kom med sarkastiske bemærkninger. En lille tot af hendes hår faldt ned foran hendes ansigt, og hun løftede langsomt hånden op for at sætte det bag øret. Imens de gik prøvede Elisia at finde på diverse undskyldninger for at smutte væk. Hun kunne dog ikke komme op med noget, og det ville nok også bare være at udskyde det, da hun vidste han ikke ville lade sig affeje væk på den måde.

[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Som forventet fulgte den unge ravn med, da han satte i bevægelse, og Emanuel kiggede til siden på Elisia og så hende an, da der ikke kom nogen reaktion fra hende ved hans sidste spøgefulde bemærkning. Det tog han som en tegn på, at han ikke behøvede at gå som katten om den varme grød for at varme hende op men blot gå lige til sagen, hvilket altid var hans foretrukne metode at håndtere tingene på.

De gik et øjeblik i stilhed, indtil Emanuel brød stilheden med en dyb indånding og talte. "Jeg kan forstå, at din bror, Emmett Thorne, arbejder som godsforvalter på skolen." indledte han og samlede hænderne bag ryggen, mens de gik ned ad korridoren, for enden af hvilken trappen til næste sal befandt sig. "Jeg kender til hans... situation." indskød han og kiggede til siden for at observere den andens reaktion ved lyden af dette stykke information. Så så han frem for sig igen og rynkede brynene i en tænksom mine. Det næste han ville tage hul på var personligt, og da han ikke kendte den aktuelle elev særlig godt, var han ikke på hjemmebane. Han var desuden overbevist om, at hun ligeså lidt som ham ville bryde sig om at tale om emnet, men tales om det, det skulle der. "Omgås i ofte med hinanden?" spurgte han ligeud uden at gøre sig det besvær at påtage sig en rolle som den omsorgsfulde professor.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 262
OUTFIT

Elisia vidste stadig ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var ikke ligefrem en situation hun var særlig tryg ved, da hun aldrig rigtig havde snakket med Prof. Maverick andet end i timerne, hvilket også var ret sjældent, da det jo for det meste foregik ved at han snakkede og de udførte det de nu skulle. Elisia var røget lidt væk fra situationen i nogle sekunder, men blev trukket tilbage da han talte igen.

Elisia kiggede over på ham, med en lettere overrasket mine. Det var sjovt han sagde det på den måde, men måske vidste han ikke at Emmett havde fortalt hende at lærerne havde fået det at vide.
”Så vidt jeg ved, har hele lærerstaben fået det at vide.” Sagde hun og kiggede nysgerrigt på ham, uden rigtig at vide hvor han ville hen med den her samtale. Hun var dog oprigtigt interesseret i at snakke med ham, og høfligheds interessen var forsvundet.
”Øhm ja, ret meget. Det er jo ikke nemt for ham.” Sagde hun og rynkede øjenbrynene en smule, mens hun bed sig forsigtig i underlæben. Derefter bevægede hendes blik sig ned mod trapperne og hun mærkede et stik af bekymring over hvordan hendes storebror havde det.

[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Emanuel opfattede ikke andet end nysgerrighed hos Elisia, og så han så det som sin egen fordel: det ville højst sandsynligt gøre samtalen lettere at komme i gennem. Han rømmede sig lavmælt og nikkede en enkelt gang som svar på, at hun var blevet rigtigt informeret. Så fjernede han hænderne fra sin ryg og kløede sig tænksomt på halsen - mest af alt var det en kunstpause. "Føler du, at det er dit ansvar, at din bror kommer i gennem sine svære perioder?" spurgte han og undlod denne gang at kigge direkte på hende og så i stedet fortsat fremad. Han tog sig i at lægge tryk på 'svære perioder', fordi han ikke ville lyde flabet. Egentlig var han ikke bange for at bruge de rigtige termer, men han så ingen grund til at gøre tonen unødvendigt hård, når de begge to alligevel vidste, hvad han talte om.

De var allerede nået til samtalens omdrejningspunkt, nemlig Elisias forhold til hendes bror. Emanuel havde alle intentioner om at få alle sine pointer frem, lige meget hvor vred, indigneret eller såret hun måtte blive, men det kunne godt være, at han selv gik hen og blev streng i tonen - for selvom han vidste, at han til en hvis grad invaderede hendes privatliv, så forventede han stadig, at hun respekterede ham, selvom hun havde sine meninger.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 263
OUTFIT

Elisia lyttede til deres skridt mens de gik hen ad korridoren og ventede på at han ville forsætte med hvad det end var han havde på hjertet. Ligesom ham gik hun og så ligeud i luften, med hænderne på ryggen og fugtigede læberne hurtigt. Elisia strøg fingrene gennem håret og sendte ham kun et kort blik, da han havde afsluttet sit spørgsmål.
”Måske ikke mit ansvar, men han har ingen andre end mig. Hvis jeg kunne ville jeg være hos ham hele natten, men det giver han mig aldrig lov til.” Sagde hun og sukkede opgivende over sin brors stædighed. Hun vidste godt hun måske ikke skulle åbne sig så meget, men der var vel intet han kunne gøre for at få hende til at holde op, hvis det var det han ville. Elisias største ønske var at hjælpe sin bror, det hang sammen med at hun skyldte ham det og at hun elskede ham mere end noget andet i verden. Selv sine studier. Han havde reddet hende engang, og hun kunne ikke være bekendt bare at vende ryggen til ham og lade som ingenting. Trods alt, var det hende der havde været ved at blive varulv da hun stadig var meget ung.

[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Da Elisia svarede, hævede Emanuel øjenbrynene i oprigtig undren. Hun lød mere dedikeret til sin bror, end han havde regnet med, samt at hun fik det til at lyde, som om forældrene ikke var med i ligningen. Hvis dette var tilfældet, havde Emanuel sværere ved at forstå, hvorfor Elisia tog af ham - for ikke at tale om et kort mindre på hånden. "Han gør ret i ikke at give dig lov." sagde Emanuel og gav sig selv mere tænketid ved at konstatere det åbenlyse.

"Så han har ingen andre en dig? Hvad med jeres familie?" spurgte han videre og kastede et blik til siden på eleven. Hun var mere imødekommende, end han først havde regnet med, at hun ville være, så han tog sig den frihed at spørge løs - men han havde hele tiden sit mål i baghovedet. Der skulle mere end en lille overraskelse til at slå ham ud af kurs, og indtil videre havde Hogwarts ikke været den store udfordring for ham.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 250
OUTFIT

Elisia trak bare en smule på skuldrene af hans kommentar, hun havde forventet den reaktion fra ham. Det ville have overrasket hende hvis han havde sagt at det med ikke at lave lektier og blive længe oppe var helt fint - det passede ligesom bare ikke ind.

"Øhm.. Det er bare os to her på Hogwarts. Mine forældre prøver så vidt muligt at hjælpe ham, men der er jo ikke meget de kan gøre. Der er så vidt heller ikke særlig meget jeg kan gøre.. " Sagde hun og bed sig lidt i læben.
"Men jeg vil være hos ham så meget jeg kan, altså, så han ikke skal lide alene." Sagde hun og lod blikket vandre over portrætterne på væggen.
"Min mor ville være hos ham hele tiden hvis hun kunne" Sagde hun med et skævt smil og lod blikket hvile på ham lidt tid, hvorefter det bevægede sig tilbage på portrætterne. Hun vidste ikke helt hvad han ville, det virkede ikke som om han havde til hensigt at nedgøre hendes bror, hvilket hun først havde troet, det lod til at han bare var bekymret, så hun havde ladet paraderne falde igen.

[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Rynkerne i hans pande var blevet dybere, og han samlede atter hænderne på ryggen. Han tyggede på Elisias ord og rømmede sig sagte. "Som du selv siger, er der ikke meget, du kan gøre for din bror. Men sådan som jeg har forstået det, og som du også har bekræftet nu, er, at du bruger meget af din tid på at - ja, holde ham med selskab." Han holdt en kunstpause, hvori han tog en dyb og hørlig indånding. "Som lærer er det i min interesse, at du som elev har det bedst muligt her på Hogwarts. Det er hårdt at gå i skole, og det bliver ikke lettere af, at du føler et ansvar over for din bror, der burde være i fuld stand til at tage sig af sig selv." fortsatte han uden at se på Elisia. De var nået et godt stykke op mod opholdsstuen.

"Du er en intelligent pige, frøken Thorne, og jeg tvivler ikke på, at du er fuldt ud i stand til at foretage dine egne valg. Men du skal vide, at vi - blandt andet rektor og jeg - ikke mener, at dette arrangement er sundt for et spirende talent som dig. " Emanuel var langt fra færdig, men han holdt inde for nu, for at give Elisia en chance for at sige noget, måske endda forsvare sig.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 261
OUTFIT

Elisia blev meget overrasket over det han fremlagde for hende, specielt måske det sidste. Hvis rektor var involveret i det også, måtte de virkelig mene det, og hun følte sig så omtumlet, at hun ikke først blev vred men blot forundret. Komplimenterne pakkede virkeligt den sande besked ind, og det var det der gjorde at hun ikke kunne blive vred lige med det samme.
”Men.. Det er jo utrolige smerter han skal igennem, havde du tænkt dig jeg bare skulle lade ham ligge ned i hans hytte og lide?” Spurgte hun og kunne mærke tårene presse sig frem i hendes øjne, selvom hun prøvede at holde dem tilbage, og samtidig tvinge sig selv til at se nogenlunde neutral ud.
”Jeg er intelligent nok, til at lægge nok værdi i at passe på dem jeg holder af. Mine talenter er altid blevet drevet af det, og det er på grund af Emmett at jeg arbejder så hårdt som jeg gør. Han betyder alt for mig Proffessor Maverick, og jeg vil ikke lade ham lide i ensomhed” Sagde hun mere bestemt, selvom hun stadig blinkede lidt meget med øjnene, for at prøve at holde styr på de tårer der stadig tvang sig frem i hendes klare øjne.

[/justify]

[Emanuel Maverick]

bring wings to the weak
. . . . . .and grace to the strong

Et lydløst suk kom over hans læber, da Elisia ikke virkede til at vige fra sin brors side den mindste smule, og han måtte indse, at han ikke kunne forklare hende om den fare hun var i på grund af den rolle hun havde påtaget sig, uden at hun ville vende sig imod ham. Desuden gik det ham ikke forbi, at hun kæmpede med tårerne, og han så ingen grund til at presse hende yderligere i denne omgang. "Eliksirmesteren på Hogwarts mestrer stormhateliksiren til noget nær perfektion, så de lidelser din bror bliver udsat for, er ikke så slemme, som de kunne have været. Jeg ved godt, det er en ringe trøst, men det er ikke for sjov, at Hogwarts bliver kaldt en af de bedste skoler for heksekunster og troldmandsskab, frøken Thorne." sagde han i et beroligende tonefald og løsnede hænderne, som han havde foldet bag ryggen, mens de gik. "Og med den arbejdsånd du udviser, er du i høj grad et bidrag til skolens høje standard. Men du må ikke forveksle hårdt arbejde med udbyttesrigt arbejde." fortsatte han og lagde en hånd på hendes skulder for at give hans ord mere vægt. "7. år af din skolegang er omfattende nok i forvejen, og på trods af hårdt arbejde nåede din bror ikke så langt i uddannelsesforløbet, blandt andet grundet sin tilstand. Du er ikke underlagt samme tvang som ham, så jeg beder dig, frøken Thorne," Emanuel stoppede op og vendte i samme bevægelse Elisia mod sig med den hånd, han havde placeret på hendes skulder, så han kunne se hende i øjnene. "Påtag dig ikke for meget ansvar. Særligt ikke ansvar, der ikke er dit til at tage." sagde han indtrængende med et glimt af oprigtig bekymring i sit blik.

[Elisia Thorne]

TAG - EMANUEL
WORDS - 326
OUTFIT

Elisia stod og bed sig i underlæben, mens hendes blik flakkede rundt på et udefinertbart sted på gulvet. Hans ord stak hende som hundredevis af små nåle. Elisia havde aldrig rigtig snakket om dette emne før, og hun brød sig ikke om at nogen lige pludselig involverede sig i hendes beslutning om at tage sig af sin bror. Det plejede jo blot at være Emmett der brokkede sig over det, men lærerne på skolen mente åbenbart også at hun påtog sig for meget.
Elisia lagde armene om sig selv og knyttede sine hænder sammen, hun pressede dem ind mod sig selv og lukkede et øjeblik øjnene. Det var først da Emanuel lagde en hånd på hendes skulder og vendte hende, at hendes blik vendte tilbage til hans øjne og hun vaklede lidt af bar overraskelse over hans berøring. Det var sjældent lærerne havde kropskontakt med deres elever, så det virkede altid meget stærkere når det endelig skete.
Elisia besluttede sig for at det var bedst at fjerne sig fra situationen, hun vidste bedre end at skændes med en lærer og desuden var hun alt for ustabil til at kunne finde ud af at sætte to ord sammen. Desuden var Emanuels bekymrede blik alt for meget for hende, og hvis hun ikke skulle bryde fuldstændig sammen overfor ham var det på tide at gå.
”Mange tak Prof. Maverick. Jeg skal tænke hvad De har sagt” Sagde hun og lavede en hurtig kikset gestus med hovedet , før hun strøg forbi ham og forsatte videre ind i Ravenclaws opholdsstue.

//OUT

[/justify]