Home, sweet home

[Evelynn Rose Ivory]

OUTFIT
for RILEY ABBEY

Det kunne være hårdt, når et nyt skoleår startede igen. Lærerne havde alle en ide om, at eleverne måtte være blevet dummere over sommeren, og det derfor jo var et selvfølge, at lektiemængden skulle tredobles, så de kunne klemme meget mere viden ind i hovedet på eleverne end normalt. Alligevel havde det været tydeligt at mærke på eleverne, at de havde glædet sig til skolen startede igen – glædet sig til, at de atter kunne se vennerne og selv ikke den overdrevne lektiemængde kunne drukne den glæde, som skolen summede af.

Selv Evelynn, der nu havde endnu en opgave at forholde sig til i kraft af, at hun var blevet leder for The Riddlers, havde opført sig som et lille barn før juleaften i dagene op til skolestarten – ikke at det var noget de andre elever skulle finde ud af. Nej, det var hendes lille hemmelighed, for selvom hun tit virkede som om hun havde for godt gang i alle sine fremtidsplaner, elskede hun det store slot og dets elever. Hun nød at gå på skolen og være sammen med sine venner og bekendte, nød at pusle med lektierne foran ildstedet om aftenen og alt det, der ellers hørte med til at gå på Hogwarts.
Slangen var jo heller ikke just kendt for at bukke under for lektiernes pres, og havde allerede siddet og givet udkast på en officiel udtalelse til The Wiz omkring Riddlers handlingsplaner for året. Ja, hun havde allerede placeret sig midt inde i kampens hede, havde viklet sig ind i en masse net og sat en masse ting for, så hun så glidende som muligt kunne fortsætte Fenellas ærefulde arbejde fra sidste år. Få samlet de Riddlers, der nu var på skolen og få dem bag sig i at få gjort ord til handling. Ja, der skulle rejse sig en handlingens bølge, der ville strømme gennem skolen – måske endda få vist Emrys Cadwallader en ting eller to. Emrys. Ndes mine fortrak sig kort, da hendes pande lagde sig i folder sammen med en rynkning af næsen og mellem brynene. Han var ikke som de andre på skolen og havde heller aldrig været det, men vigtigst af alt, var han ikke som Caroline Abbey. Nej, ærligt talt havde Evelynn aldrig forstået, at den gås nogensinde var blevet leder for The Hallows. Men Emrys var jo kvik, han var jo anderledes. En lysrosa farve gled over hendes kinder, før hun selv blev opmærksom på det fjogede smil, der havde indtaget hendes læber. Med et opgivende suk over sig selv, rystede hun selvbevidst på hovedet og smilet gled atter tilbage i den lette trækning i den ene mundvige, der altid var at finde. Det ville jo ikke gå at hun, lederen for The Riddlers, pludselig gik hen og fik følelser for Emrys. Nej, det ville forstyrre alt. Alligevel kunne hun ikke blankt overse den følelse, der herskede i hende hver gang, han var tæt på. Nej, han havde fået tændt en gnist i hende, der truede med at sætte ild til alle hendes politiske planer.

Et let opgivende smil gled flygtigt over hendes læber, før hun fremdrog et stykke papir fra den fyldte lædertaske, der hvilede blødt mod hendes hofte, som en konstant påmindelse om den lektiemængde, der ventede hende til aftenen i opholdsstuen. Noget distræt fremtrak hun tryllestaven fra sine gevandter og fik fastsat pergamentet på opslagstavlen med tænksom mine, betragtede det vurderende.