Riddles about love

[Simon Amos Lithgow]

tell me stories
about myself
Tag: Annabel Baker

Simon sad sammensunket i en af de oldgamle lænestole foran en varm pejs i den kolde krypt. Han vidste for en gangs skyld ikke rigtig hvad han skulle tage sig til efter ankomsten til skolen et par dage før.
Ganske vist havde tiden allerede været fyldt med nye skoleskemaer, dundertaler om vigtigheden af F.U.T.'erne og en helveds masse lærdom på vældig kort tid, men han følte sig bare ikke enormt inspireret til at påbegynde stilen til Professor Oldman, til at lave stjernekort til Professor White eller til at slå ti anvendelsesmuligheder af den plante de havde gennemgået i botanik op.

Han var ganske enkelt en lille bitte smule doven og skævede i et øjeblik tænksomt til sin rygsæk imens han overvejede hvor længe han mon egentlig kunne trække den, før selvsamme opgaver skulle påbegyndes.

Med et dybt velbehageligt suk, lænede han sig tilbage og besluttede sig for, at det i hvert fald ikke ville gøre den store forskel om han nåede noget i den halve time der var tilbage inden aftensmaden. Han lod nakken hvile imod stoleryggen og smilede svagt, med lukkede øjne. Livet kunne være ganske behageligt, når man lod det være det.

[Annabel Baker]

revealed to the
eyes of the soul

[/size]

tag:simon lithgow outfit: here [/center]

Der var endnu en halv time til aftensmaden begyndte, hvilket betød at eleverne fra Slyherins sjette årgang havde haft en halv times frihed fra hverdagens skolegang der så småt var begyndt igen. Annabel havde dog i modsætning til så mange andre ikke tilbragt den i en lænestol eller på en sofa, men derimod med at vaske resterne af den eliksir der var eksploderet foran hende ud af håret, der nu var samlet i en hestehale i den ene side med en stor sløje. Derfor havde hun også smidt skoleuniformen for dagen, eftersom den trængte til en god og grundig rensning i løbet af natten.

Annabel trådte udmattet ind i opholdsstuen efter hendes visit på badeværelset og glædede sig allerede til at smide sig i den nærmeste sofa og lukke øjnene i et øjeblik. Først ville hun bare lige aflevere den lærebog som Simon havde glemt i klasselokalet ved et uheld. Hun spottede ham hurtigt i den lænestol hun selv så småt havde overvejet, hvilket fik hende til at kaste et hurtigt blik rundt i resten af stuen for at finde et nyt sted inden hun begyndte at gå derover.

"Simon?" Annabel rakte ned i skoletasken hun bar i den ene hånd og hev en bog frem fra dybet. "Du glemte den her i sidste time. Jeg tænkte jeg lige ville aflevere den," sagde hun og rakte den frem imod ham med et svagt smil.
[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

tell me stories
about myself
Tag: Annabel Baker

Simon sad lettere tabt i sine egne tanker, da en stemme brød igennem taktikker og nye besværgelser til brug i duelklubben dette efterår. Han åbnede øjnene og rettede hovedet op, for at møde Annabels blik med et spørgende udtryk i ansigtet. ”Mmh?” Det fremgik forholdsvis tydeligt at de to ikke normalt snakkede sammen på hans reaktion og at han lige netop derfor ikke anede der skulle dreje sig om.

Da hun rakte ned i sin skoletaske, fulgte han bevægelsen med blikket og en lille uforstående rynke i panden. Så lyste han i midlertidig lidt op og smilede lidt. ”Ah. Tak,” sagde han reelt, som han tog imod den bog hun rakte ham.

Han drejede sig lidt i stolen for at lægge den på plads i sin taske men bremsede så midt i bevægelsen og så på hende igen. ”Kommer du først derfra nu?” Spurgte han undrende. Det kunne selvfølgelig ikke rigtig passe at det var tilfældet, eftersom hun ikke længere bar skoleuniformen, men det faldt ham ikke rigtig ind i situationen.
Han genoptog sit forehavende med at få stoppet bogen ned blandt de andre, men skævede fortsat i hendes retning, imens han overvejede hvordan det egentlig lige var lykkedes ham at glemme sin bog i deres sidste time.

[Annabel Baker]

revealed to the
eyes of the soul

[/size]

tag:simon lithgow outfit: here [/center]

Det trak svagt i Annas ene mundvig over Simons ansigtsudtryk, men hun lod ikke tankerne kredse om det længere end det, for hun var sikker på at hun ville have set ud på samme måde. Og det var immervæk heller intet af betydning hun ville. Faktisk havde hun planer om at smutte så snart hun havde givet den til ham og kaste blikket på en anden sofa, dog uden at vende ryggen til så snart hun var fri for bogen. ”Det var så lidt”, svarede hun med et svagt nik og vippede lidt frem på hælene, klar til at gå, med begge hænder lukket om hanken på skoletasken der hang foran hendes skinneben. Hun nåede dog ikke bevæge sig før Simon stillede hende et spørgsmål og hun vendte interesseret blikket imod ham. Et afslappet smil bredte sig på hendes læber, som hun svagt rystede på hovedet. ”Nej, nej. Jeg har bare ikke lige haft tid til at aflevere den før nu, fordi Dilys’ eliksir ekspl…” Annabels sætning blev brat afbrudt som hun gav et gisp fra sig og uden advarsel greb fat i armlænet på Simons stol for ikke at falde forover.

Før hun vidste af det gled en skygge for hendes øjne og en strøm af billeder fløj igennem hovedet på hende i en rygendes fart. Alle andre tanker hun havde haft inden var forsvundet som dug for solen og det eneste hendes hjerne var i stand til at fokusere på var synet. Billederne skiftede hurtigt og afslørede forskellige scenarier der endnu ikke havde fundet sted og energien det krævede fik Annabel til ubevidst at stramme grebet om armlænet lidt mere.
[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

tell me stories
about myself
Tag: Annabel Baker

Simon så op igen, som Annabel svarede ham. Han smilede lidt og skulle til at nikke og komme med en eller anden tam kommentar om eliksirer, da hun greb gispende omkring lænestolens armlæn og hendes pupiller og iris blev dækket af et hvidligt slør. Selvom det ikke var første gang hun fremviste sine sjældne evner i det offentlige, så var det alligevel lidt et chok.

Han greb instinktivt ud efter hendes arm og halvvejs fløj op af stolen. Det føltes stadig som om hun så på ham, selvom han vidste at det ikke kunne passe. Selv stirrede han temmelig ugenert på hende, ligesom de nærmeste i opholdsstuen også gjorde. Det var så sandelig lidt af et syn. ”Annabel?” Prøvede han, velvidende at han ikke ville få det fjerneste ud af det. Han lagde hånden på hendes skulder og ruskede ganske lidt i hende, med rynket pande, stadig uden at forvente det store resultat.

Måske var det bare det, at han ikke var vokset op i magikernes verden. Han brugte så meget af sin tid på at passe ind og kræve sin ret, men ting som en pige, der fik anfald, som blev omtalt som en gave, gav ham en underlig fornemmelse. Synet af hende, som hun stod der med mælkehvide øjne og det tommeste blik han længe havde set, fik det til at kilde ubehageligt ned langs hans rygrad, men frem for at vige væk, blev han stående med hånden på hendes skulder og ignorerede de stirrende blikke.

[Annabel Baker]

revealed to the
eyes of the soul

[/size]

tag:simon lithgow outfit: here [/center]

Annabel mærkede ikke at Simon rakte hånden frem og greb fat om hendes arm eller så at de nærmeste i opholdsstuen havde blikket vendt i deres retning. Hun hørte ikke den hidsige hvisken af stemmer eller Simon der sagde hendes navn. Alt hvad hun kunne se og høre var hvad der fløj forbi hendes indre øje og låste sig fast om hendes sanser. Øjeblikke, få minutter, tikkede forbi og først da Annabel begyndte at glippe med øjnene vendte den varme, nøddebrune farve langsomt tilbage til hendes iriser og den sorte til pupillerne.

Endnu et gisp flød over hendes læber som hun pludselig rev luft ned i lungerne i et heftigt åndedrag. Hendes øjne rettede sig imod Simons ansigt, men fokuserede ikke på det. Den normale Annabel var stadig ikke helt tilstedeværende i sin egen krop. "Under ambition og attrå en fremtidig flamme vil af dine begavelser besejres. En enkelt gnist forvandles til inferno af passion, så glødende og fyrig som lokkernes lød. Gennem nederlag, kval og harme to skæbner mødes og bliver til én." Annabels øjne faldt i og da hun åbnede dem igen fandt hun sig endnu tilbage i sin krop. Det heftige åndedræt, udtrykket i Simons ansigt og rodede erindringer fra det netop overståede syn lod ingen tvivl om hvad der var hændt blive tilbage i Annabel. "Simon? Hvad skete der?"

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

tell me stories
about myself
Tag: Annabel Baker

Simon kom med et lille overrasket udbrud, da klassekammeratens lettere udflydende blik fikserede på ham. Han stirrede tilbage, imens begge hans øjenbryn røg op i panden og forsøgte at lure om det var en ufattelig dårlig joke, eller om Annabels ord rent faktisk var endnu en kryptisk spådom der, som alle de andre, ville ende med at holde stik. Rundt omkring dem var al aktivitet gået i stå og det virkede som om hele lokalet fulgte med i det lille optrin. Som hun tav, fik Simon adskillige spekulative rynker panden, imens han forsøgte at huske hvad det var hun lige havde sagt og på samme tid tyde de noget kryptiske formuleringer. Det var lidt som at gribe efter et stykke våd sæbe, der kun blev mere umuligt at håndtere, da hun selv vendte tilbage fra sit syn.

Han stod i et øjeblik tavs, stadig med hånden lukket i et fast greb om hendes skulder, men virrede så selv en anelse med hovedet og slap hende, før hans blik fandt hendes igen. ”Hvad?” Han så dybt foruroliget ud, imens han gjorde sit yderste for at indprente sig ordlyden og smed spekulationer om hvorvidt det var fusk eller overbord. ”Du sagde... En fremtidig flamme vil besejres? Nederlag, kval og... Og hvad?” Puslespilsbrikkerne fandt kun langsomt sammen, men efterlod ham så med let åben mund og store øjne. Han havde aldrig haft eller forstået faget spådom, men retorik forstod han sig på og selvom hendes sætninger gled stille og roligt fra ham, mente han til sidst alligevel at have fanget betydningen. Rundt om dem rørte folk på sig igen, fortsatte samtaler og virkede som om intet var hændt. Kun de nærmeste kastede endnu sideblikke til Anna og Simon, men han havde næppe opdaget det om så selve kollegieoverhovedet stod og stirrede på dem. Han stirrede selv stadig på sin klassekammerat og rystede så langsomt på hovedet. ”Nej... Hvor ofte har dine spådomme været forkerte?”

[Annabel Baker]

revealed to the
eyes of the soul

[/size]

tag:simon lithgow outfit: here [/center]

Annabel gned fingerspidserne imod sin pande og måtte kortvarigt knibe øjnene hårdt i for at få styr på tankerne, minderne og billederne der stadig var rodede i hendes hoved. Det var én ting at have synerne, men når hun skulle rede det hele ud bagefter var det en del sværere. Det kom med tiden, men lige bagefter var det ikke til at få ro, hvilket var en af de ting Anna i hvert fald arbejdede på at få bedre kontrol over. Hun mærkede ikke rigtigt til hånden på sin skulder før han slap den, men skænkede det alligevel ikke så megen tanke.

Annabel lod hånden falde fra panden igen og rettede blikket mod Simon der så en anelse utilpas ud. Som han gentog ordene røg flere billeder på plads, hvilket fik en sammenhæng til at tage form. Hun begyndte så småt at huske ansigters omrids, Simons tydeligst, samt et tykt, rødt hår. Annabel så undskyldende på ham. "Undskyld Simon. Jeg har ikke rigtigt kontrol over det… Det havde nok været bedst hvis du ikke havde hørt noget" mumlede hun lavmælt i et forsøg på at snige sig udenom selve handlingen i synet. Der var visse ulemper og fordele ved at kunne se ind i fremtiden og en af ulemperne var den opmærksomhed det gav den pågældende i forhold til sine omgivelser og Annabel fandt det i dette tilfælde bedst at Simon ikke vidste meget mere end han allerede havde hørt.

Annabel løftede hagen en smule med sammentrukne øjenbryn og et sigende blik der var svar nok i sig selv. Annabel havde store aspirationer om at blive en anerkendt Seer i fremtiden, men hvis hendes syn allerede der svigtede hende kunne hun vidst godt glemme alt om den drøm. Det ville derimod være rart at få bedre kontrol over hvor og hvornår synene ramte.


[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

tell me stories
about myself
Tag: Annabel Baker

Simon var både bekymret, skeptisk og forvirret og han havde svært ved at rumme alle tre ting på en gang. Som resultat stirrede han på Annabel og lignede i rimelig høj grad én, der lige var faldet ned fra himmelen. Han hævede en hånd og kløede sig i nakken. Da hun gav sig til at tale, uden at svare på hans spørgsmål, rynkede han dog i stedet panden dybt og rystede lidt på hovedet. ”Det havde det sikkert, Anna,” bemærkede han, en anelse hårdere end han havde tænkt sig.

Det huede ham overhovedet ikke, at hun undgik give ham det han ville have, på trods af at han havde bedt temmelig direkte om det. ”Men nu hørte jeg det altså.” Begge hans øjenbryn røg lidt op og han registrerede fjern, at de nærmeste stadig stirrede, uden dog for alvor at tage sig af det. ”Det drejede sig om mig, ikke? Så tag lige at svar på mit spørgsmål, vil du? Har dine spådomme nogensinde været forkerte?” Han ignorerede fuldstændig at hun, med sit blik, allerede havde svaret. Han ville høre ordene fra hendes egen mund, ligesom han ville have en ordentlig forklaring på hvad helvede de kryptiske ord skulle betyde. Hun kunne tro nej, hvis hun troede han havde tænkt sig at besejre nogen han elskede.

[Annabel Baker]

revealed to the
eyes of the soul

[/size]

tag:simon lithgow outfit: here [/center]

Annabel var ikke ligefrem overrasket over Simons stædighed, og hendes pande rynkede sig i en lignende rynke. Hun kunne ikke forstå hvorfor han overhovedet ville have afsløret hvad der ville ske i fremtiden, når hun tydeligvis lige havde prøvet på at fortælle ham at han bestemt ikke burde. Rynken i panden glattede sig ud, og hun lod kortvarigt blikket glide hen over hans ansigt, før hun mødte hans øjne med sine. "Nej," svarede hun kort for hovedet og rettede ryggen en anelse.

Kort efter trak hendes øjenbryn sig dog en smule sammen igen og det neutrale ansigtsudtryk smeltede væk. "Hør, Simon…" begyndte hun i et forsøg på at sige noget beroligende, men fandt så ingen ord. Derfor stoppede hun med at tale og stod blot og kiggede på ham før hun endelig fandt en vending. "Spådomme kan have alverdens betydninger."


[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

tell me stories
about myself
Tag: Annabel Baker

Simon rynkede panden mærkbart, før han så direkte irriteret på klassekammeraten. Han var ikke kendt for at have den største tålmodighed og havde det så sandelig heller ikke med de kryptiske formuleringer, som tydeligvis angik ham, men som hun ikke ville forklare nærmere.

Frem for at spørge mere ind til ordene, himlede han derfor blot med øjnene og slog lidt opgivende ud med armene. ”Som at jeg vil,” startede han højlydt, men sænkede så brat stemmen til en irritabel hvisken. ”... slå en jeg elsker?!” Han stirrede i et øjeblik intenst på hende, men bøjede sig dernæst brat og pludseligt ned og samlede sin taske op fra gulvet. ”Du tager fejl,” sagde han hult, uden selv at vide om han troede på det. ”Denne gang tager du fejl.”
Uden videre omsvøb, drejede han rundt, gik med lange skridt igennem opholdsstuen og forsvandt i retning af sin sovesal.

[Annabel Baker]

revealed to the
eyes of the soul

[/size]

tag:simon lithgow outfit: here [/center]

Annabel holdt blikket fast på Simon med et næsten neutralt ansigtsudtryk, på nær de let opspærrede øjne og antydningen af en rynke mellem øjenbrynene. Hun var måske ikke helt med på at Simon havde forstået det hele på en helt forkert og meget mere voldelig facon, men Annabel var ikke selv klar over hvad hun havde sagt og kunne derfor kun forholde sig til billederne der endnu rumsterede rundt i hendes hoved. Hun åbnede munden for at protestere, men nåede intet før Simon bøjede sig ned efter sin taske og sendte en sidste kommentar hendes vej, før han drejede rundt på hælen og gik sin vej.

Tilbage stod Annabel, endnu med svagt åben mund og med et ben flyttet tøvende frem, som for at følge efter. Hun kom dog hurtigt til sig selv og trykkede læberne hårdt sammen med rynkede øjenbryn. "Fint. Gå da bare." sagde hun til ingenting, ikke synderligt tilfreds med at blive kaldt en fusker. Med et lille blik rundt i opholdsstuen, kastede hun håret tilbage og stormede brat i den modsatte retning af Simon.

out

[/blockquote][/justify]