The intoxicating match sparks a strong fire

[Emrys Cadwallader]

En skoledag var gået på hæld. Og som den slange han dybest set var, havde Emrys Cadwallader snoet sig tilbage til sin hule, foran den mørke stenpejs i en magelig lænestol, for at forlige sig med sine tanker. På gulvet stod den læderskuldertaske, han opbevarede sine bøger i, og ensomt på bordet ved siden af den irgrønne lænestol lå en mursten af et værk omhandlende Drømmeskyggeemperiet tilbage i det 17. århundrede. Han havde ikke kunnet samle sig omkring den ellers ganske informative bog, og så blot opslugt af sine tankers dans ind i den glødende ild, der afspejledes i hans øjne. Endnu engang var det gamle spøgelse vendt tilbage for at hjemsøge de mørkeste afkroge af hans sind. Han kunne ikke lade være med at smile kryptisk ved tanken om det spøgelse, der netop nu suste hektisk frem og tilbage, skabte uorden i hans tanker og pustede hans sind tomt for kun at lade en enkelt tanke stå tilbage, som et enkelt svitset træ efter en altødelæggende steppebrand: hans flamme. En ilter, knitrende og voluminøs kerte, der var fuldkommen sin egen. En af den slags flammer, som man ikke burde lægge fingrene for tæt på, ellers ville den svitse ens fingerspidser. Og alligevel kunne Emrys mærke, hvordan han netop længtes efter at strække fingrene ind i den orangerøde flamme, der brændte i ham. Hvordan han higede efter at mærke smerten, hvis bare det var flammen der forvoldte den. Smilet blev bredere, og han løsnede slipseknuden med venstre hånd, imens han lænede hovedet tilbage og lod den højre hånd hvile på stolens grønne armlæn. På en gang var tanken om hvordan dette spøgelse var blevet genoplivet afskyelig og appellerende. Han var ganske sikker på at der i dette tilfælde var tale om en genoplivning af dette gamle spøgende væsen – han tvivlede stærkt på at dette spøgelse nogensinde havde været dødt eller begravet, så længe som det havde haft ham i sin vold. Først havde han ikke forstået hvad dette spøgelse ville med ham, men efterhånden havde han lært hvorfor det hjemsøgte ham. I tankerne blev tæppet atter trukket fra hans indre scene, og for det der lignede 68. gang, afspilledes scenen om hvordan der blev kastet benzin på hans flamme sig.

Magiens Historie havde mange udnyttelsesmuligheder, blot man ledte længe nok efter dem. Men at fungere som tændstik for en flamme han havde glemt alt om, havde Emrys nu næppe troet at den ville være. Det var nu sjældent amourøse anliggender, man kunne se på i gamle massive mesterværker af krøniker. Men ikke desto mindre havde det støvede Magiens Historie støvet denne gamle flamme af og pustet liv i bålet igen. Han havde mærket hvordan hans tanker omgående var danset tilbage af en nostalgisk vej, da han læste sætningen: Så besnærende som blomsten, så egenrådig som bladet, så temperamentsfuld som vinden og så tryllebindende som landskabet i sig selv. En poetisk sætning, der så glimrende beskrev det væsen, der havde strøget hans indre flammes tændstik for mange år tilbage. Selvom poesien ikke just appellerede til ham, havde betydningen af poesiens pil ramt plet direkte på den rette skydeskive. Flammen var blusset op igen. Personen, alle disse tanker kredsede om som søm om magneter, var alle disse egenskaber personificeret. Og den flamme, som tændstikken havde antændt, var kun vokset lige siden. Det var på ingen måde noget han brød sig om at tænke på – og ikke desto mindre var tanken om ilden alligevel i sig selv behagelig. Det er magten. kunne han ikke lade være med at tænke. Det er den magt det har over dig, som fascinerer dig. Og frastøder dig. På en gang følte han sig mærkværdigt undertrykt af denne kraft, der havde indtaget ham, samtidig med at han følte at han stod med en kemisk blanding, der kunne springe i luften hvert øjeblik det skulle være.

Det havde taget ham lang tid at identificere hvilken flamme det var der brændte så stærkt i hans indre. Men han havde omsider set hvem det var, der på en så smertelig og fornøjelig måde optog hans tanker. Psyche. Alene tanken om hende fik smilet til at blive bredere, og han støttede hovedet på håndfladen, stadig med blikket ufravigeligt fokuseret i ilden. Al den ild han så i kaminen og den varme han mærkede fra gløderne på stengulvet, var intet i sammenligning med den steppebrand af et temperament, som Psyche Guillotine besad, foruden en ekstraordinær skønhed, en uovertruffen individualitet og en kæmpe portion selvbevidsthed. Hun var så markant anderledes fra alle de hunkønsvæsner, der udelukkende søgte en skulder at støtte sig op af – hun gik sine egne veje, stod på egne ben og kunne give en uagtpågivende skulder seriøse brandsår, hvis bare hun fik lov. En stolt dronning i hendes eget spil. Og igennem al den tid de havde kendt hinanden, fra den tid deres forældres fælles bekendtskaber havde bragt dem sammen til tiden op igennem skoleårene, havde han kun set endnu flere af de (i Emrys’ øjne) positive sider – og de havde kun fået gløden i ham til at brænde stærkere. Der havde altid været noget specielt ved hende, og den måde hendes stolthed og bestemte sind var kommet til udtryk på igennem årene, havde fascineret Emrys dybt. Selvstændig, selvsikker og stolt. Og ligesom at idéernes og fænomenernes verdener længes efter hinanden, ligeså følte Emrys at en dominerende del af ham strakte sig stærkt ud efter hende. Efter hendes temperamentsfulde karakter, stærke væsen og smukke ydre. Og som ildfluer tiltrækkes af den åbne flamme, således kunne Emrys på ingen måde lade være med at omgive sig ilden. Men han vidste også, at Psyche ligeså stolt som hun var, ikke blot kunne tæmmes. Det krævede kamp, det krævede et modspil. Hun havde mange beundrere – hun behøvede ikke endnu en dørmåtte. Han måtte være døren i sig selv. Og således sad Emrys og rykkede rundt på sine små lyserøde brikker, imens han så ind i flammerne foran ham. Flammer, der intet var at sammenligne med den ild, der brændte i ham selv, en betagelsens flamme der var blevet strøget af en meget besnærende tændstik.

Til Psyche Hestia Guillotine

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Der var de slanger der vendte tilbage til krypton, fordi de kunne lide den. Så var der de slanger der vendte tilbage til krypten, fordi de i bund og grund ikke havde noget valg. Blandt dem der i bund og grund, ikke havde noget valg, var Psyche. Hun opførte sig overvældende pænt for tiden, for hende resulterede det på ingen måde i en eksemplarisk opførsel, men det var nok til at holde hende ude af de værste problemer. Hun var overbevist om at hun, siden juleballet, havde været i overhængende fare, for at blive smidt ud af skolen. Faktisk forstod hun ikke helt hvorfor det endnu ikke var sket. Havde de virkelig ædt hendes løgn råt? Eller handlede det om blodstatus? Det var vist de færreste der ikke vidste, hvor rektorens loyalitet lå, og når alt kun til alt var en ting i hvert fald helt sikkert; der var ikke det mindste spor af muggler i hendes blod. Et faktum hun var overordentligt stolt af.
Så hvorfor var hun nødt til at søge tilflugt i krypten? Hvad havde hun helt præcist gjort, som fik hende til at frygte udsmidning? Det samme som altid, hun havde ladet det voldsomme temperament tage over. Hun havde været oppe og slås med en løve. Hun mente i hvert fald det var en af løverne, for hun havde mildeste talt ingen anelse om hvem personen var. Det vigtigste var det hun havde hørt ham sige, ”Burde willier ikke indgå i undervisningen?” Han havde foreslået at sætte dem ind under Forsvar Mod Mørkets Kræfter, eller Magiske Dyr Pasning og Pleje. Hun burde have ignoreret det, men det ville hun aldrig have kunnet. Reaktion fra denne vredens gudinde, havde været hurtig og nådesløs. Det havde været et spørgsmål om sekunder, før den ydre forvandling skete og ligeledes et spørgsmål om sekunder før hun havde angrebet. Normalt var hun hurtigst til at lange ud med en knyttet næve, men denne gang slyngede hun ild efter den arme stakkel. Hun betragtede hans gevandter gå op i flammer, med den største selvtilfredshed, før hun forlod dem. Ilden skulle nok blive slukket, der var massere af dygtige folk på Hogwarts der kunne den slags.

Hun så naturligvis selvtilfreds ud da hun gik væk. Hun lignede bestemt en der kunne være hersker over skolen, om ikke hele verden. Men en flugt var det, og selvom hun så rolig og fattet ud, gik hun usædvanligt målrettet ned i krypten og efter at have oplyst kodeordet, trådte hun ind i slangernes dagligstue. Hun skimmede hurtigt rummet, før hun gik hen til ildstedet. Hun havde ikke først fået øje på Emrys, men lagde mærke til ham, nu hvor hun havde sat sig på gulvet ved siden af hans stol. Hun ville egentlig vældig gerne snakke med ham, men lod være. Hun havde flere grunde til at handle om hun gjorde, den vigtigste var, at hun var ret sikker på at hun ville snerre hvis hun åbnede munden, og der var ikke nogen grund til at gå efter ham.. Endnu.. Den anden grund, var at hendes øjne stadig glødede gult og sorte skæl endnu hvilede omkring hendes hals og skuldre som en aparte halskæde. Og så måtte hun også lige holde lav profil, specielt hvis det skulle ske at der kom en lærer rendende for at skælde hende ud.
Ligesom Emrys endte hendes blik med at være fokuseret på ilden, men modsat ham, endte hun faktisk med at række ud og røre ved det. Takket være de specielle gener, brændte den hende ikke. Hun så ilden som hendes allierede, ja nærmest som en ven. Hendes bedste minde, det der fremkaldte hendes fantastiske harpyørn, omhandlede også ilden. Nærmere bestemt da hun første gang fremmanede ild fra den rene luft, en evne der var utrolig tæt forbundet med hendes vrede. Og hendes mor, vigtigst af alt, hendes mor. ”Hello my darling” Hun vendte kort hånden inde i flammerne, før hun trak den til sig igen, og i stedet placerede den i sit skød.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Emrys Cadwallaer AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 665 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Emrys Cadwallader]

Stadig beskæftiget med distraktionen i sit hoved, lod Emrys sig blot omfavne af stilheden i stuen. Så længe den varede. Den stigende lyd af skridt på stuens stengulv, der ramte hans ører, fik først udelukkende fremtrukket et impulsivt smil på hans læber og ingen umiddelbar reaktion fra ham. Men så var det han med et halvt øre bemærkede intensiteten i skridtene, og uvilkårligt stoppede sit lille tankeskakspil. Sådan kunne det lyde, hvis man satte en bombe i et par sko, antændte lunten og lod den gå mod sit mål. Eksplosivt og målrettet. Stadig med tankerne dvælende omkring hans lyserøde tankespind, kunne han ikke lade være med at bemærke hvem en sådan gangart kunne harmonere med, og pirret af sin nysgerrighed lod han benene svinge ud over armlænet og lænede hovedet tilbage på det frie armlæn, imens han afventede hvem, der måtte nærme sig.

Da frembringersken af lyden satte sig ned foran ilden uden at værdige ham et blik, var alene hårfarven og den pludselige intense hjertebanken til at afsløre hendes identitet. Psyche. På en gang var hun meget velkommen og meget uønsket. Det første, fordi han kunne mærke hvordan han af en eller anden meget uforklarlig – og dybt irrationel grund – ønskede hendes selskab. Den anden fordi han havde ligget sådan og ikke just lignede hverken en politiker eller slange. Han lignede nok nærmere en sæk kartofler i et mislykket magelighedsforsøg. Han skyndte sig at hive benene op på skamlen igen og løsne slipset mere, så det næsten var sammenfaldsfærdigt, imens han glattede skjorten. Hun værdigede ham dog ikke et blik, så ulejligheden var spildt. Men ikke ifølge ham. Gid hans krop dog ville stoppe med at opføre sig som et balstyrisk ur, når hun var i nærheden! Det var ikke just kontrolleret eller videre voksent. Nærmere irriterende i hans øjne. Han kendte udmærket hendes holdning til blodslinjer og hendes egen blodstatus – det var endda en af de faktorer, der havde spillet ind for at de kendte hinanden. Som de fleste walisiske fuldblodsslægter kendte forældrene hinanden – hvilket var tilfældet for Emrys’ og Psyches forældre. Det var nok også det der gjorde, at hun til trods for at være et år ældre, stadig var så meget af en besættelse for ham. Fordi han havde haft alle de år til at fortabe sig i hende.

Han foldede fingerspidserne mod hinanden i en tænksom bevægelse, og krydsede net benene på skamlen, inden han, efter kortvarigt at have lukket øjnene, så ind i gløderne fra kaminen og lod dens orange skær illuminere hans grå øjne i en nuance, der harmonerede perfekt med det rødlige hår. Han fulgte hendes hånd med øjnene, idet den lod sig synke ind i ilden kortvarigt. Nærmest som en kærtegnende gestus af de persimonfarvede gløder. Forundret hævede han hovedet let og betragtede hende, da hun med hånden uberørt af den varme, der var i en samling gløder som den, lod den synke på plads i hendes skød. Det var ikke noget nyt at hun var speciel – det var hun alene i kraft af udseendet, hvis ikke man også fandt ud af at hun besad et exceptionelt temperament. Han rynkede let på næsen, og vejrede et øjeblik situationen. ”Jeg kan ikke finde ud af hvilket af jeres temperamenter, der er mest intenst: ildens eller dit.” reflekterede Emrys højt, tog benene ned fra skamlen og satte sig rank op i stolen med armene hvilende på knæene. Hans sagte ord blev udtalt i et neutralt konstaterende tonefald, men alligevel formåede det at hive et spagt smil frem på hans læber, idet han lod blikket hvile på hendes ryg. En ryg, der fremstod endnu mere velproportionerede end de fleste af dem, man kunne se i korridorerne på en dag. Det var der to gode grunde til, bemærkede Emrys idet hans blik. For det første, fordi hun var wilie, og en sand fysisk besnærelse for ethvert mandfolk, der kom hende nær. Med et temperament som hendes skulle man passe på, vidste han – og igennem årene havde han da også fået sig brandsår, som der var læget op igen over tid. For andet fordi hun var den steppebrand, det utæmmelige bål og den selvbevidste og karakterfulde heks, som hun psykisk var. Selvom han ikke kunne fordrage farven lyserød og sukkersøde eskapistiske små romancer, som mange af hans venner bedrev, var det unægteligt en meget potent kombination af fyrigt temperament og fascinerende udseende, der lagde et så stærkt bånd på ham og lokkede ham til at beundre ilden. Både den i kaminen og den der sad foran den. Han vidste godt, at han altid legede med tændstikkerne, lige hvad punktet ’at spørge’ angik – til gengæld vidste hun vist også, at han ligeså gerne pøsede verbalt vand på et opbrændt temperament. Selvom det ikke altid var lige nemt.

Han bed sig i underlæben og forcerede sig til at tale, inden stilheden ville overtage alt for meget. Selvom de begge sad og nød ildens selskab, vidste de vist nok begge at modparten var der. Men nysgerrigheden appellerede til ham, og han nikkede blot i retning mod hendes hånd. ”Du ved vel, at du udelukker forstærker det indtryk du allerede har gjort hos mig med at være i så god kontakt med ilden, som du er. Men fortæl mig. Hvordan kan det være du og ilden kommer så godt ud af det med hinanden?” bemærkede han med et smil og flyttede blikket over på hende, hvor det truede med at lægge sig godt til rette. Han vidste at han legede med ilden, når han spurgte – men det var en risiko, der var værd at løbe med hende. ”Men er ilden den vægtende grund til, at du er kommet herned af alle steder?” spurgte han hende nysgerrigt, og lod atter sit blik dvæle ved ilden, inden han skubbede det løsnede slips væk fra knæene og foldede ærmerne op. Han var mere end tilfreds med at have hende der, men det var en rum tid siden de sidst havde set hinanden. Og han tvivlede på, at han var grunden til hendes hjemkomst i stuen.

Drops of ink - 988

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Det havde ikke været noget problem for hende, at koncentrer sig om de dansende flammer i længere tid. Hun kunne snildt have ignoreret Emrys, til fordel for flammernes fantastiske forestilling, deres passionsfulde dans og den hidsige sang man kunne høre i stilheden. Men Emrys havde altid været en interessant person, hans lynende intelligens kombineret med hans forsigtighed overfor hende, var dragene fordi hun fandt det sjovt at lade ham gå lige til grænsen, og smide en verbal ildregn efter ham, hvis han skulle komme til at overskride med den mindste millimeter. Blev det mere end den acceptable mængde, kunne der hurtigt blive tale om en meget bogstavelig ildregn. Det kunne godt være han var en meget god ven, men ingen skulle se sig for sikker.
Hun svarede ham, mens hun endnu så ind i flammerne, selvom han egentlig ikke havde formuleret sig første sætning som et spørgsmål. ”Det kommer an på hvilken ild du vil sammenligne mig med.. Den vi har her i ildstedet et tæmmet, dens vilje er knækket af magien, og den tjener os som en anden slave. Hvis du påstod at den var mere intens end mig, ville jeg blive nødt til at forbande dig” Hun drejede hovedet en anelse, så hun lige akkurat kunne skimte Emrys ud af øjenkrogen ”De store og altfortærende flammer derimod, den vilde utæmmede ild som ingen kan røre.. Den slags der nedbrænder hele skove, byer og stepper, dén kan du frit sammenligne mig med” Hun sendte ham et kort smil, før hun igen vendte sig om mod pejsen, og så ind i ilden. Det havde været tydeligt på hendes tonefald, at hun ikke ligefrem var i sit bedste lune.

Endnu en gang måtte hun finde sig i at blive forstyrret. Det kunne godt have irriteret hende hvis det havde været en hvilken som helst andet, men siden det var Emrys, vendte hun sig nu helt om og så direkte på ham, med et par meget intense øje. Hun havde været lige ved at sende ham et yderst morderisk blik, men kom dog hurtigt i tanke om, at det ikke var ham hun var vred på. I stedet blev hendes ansigtsudtryk rimelig hurtigt neutralt. Hendes trang til at slå ham, i stedet for at give ham et ordentligt svar var enormt stor, men det lykkedes hende at beherske sig nok til at svare ham, med en irriteret og sydende tone. ”En helt almindelig flamme-frysnings besværgelse ville kunne gøre hvem som helst, i stand til at røre ved flammerne” Hun løftede kort sin hånd, og knipsede så en flamme dukkede op, og kort fandt en plads på hendes håndflade, før hun kastede den ind til de andre flammer i pejsen. ”Men du burde vide at jeg har tilpas stærke gener til at jeg kan fremmane ild, eller har du også brug for undervisning om willier i magiske dyrs pasning og pleje? Eller forsvar mod mærkets kræfter måske, hvis det nu skal være obligatorisk?” Hun spyttede den sidste del af sætningen ud som ren syre, og sendte ham et blik der fik det til at se ud som om hun ville slå ham ihjel ved første mulighed. Det kunne hun naturligvis ikke finde på, men han burde vide bedre end at stille så dumt et spørgsmål. Faktisk burde han have læst hendes tanker, og vidst at han ikke havde lov til at spørge ind til den slags, når han nu selv burde kunne regne den ud.
Med en skrap og hurtig bevægelse vendte hun ryggen til ham, og lagde armene over kors, bare for at være sikker på at han nu også forstod, at han havde trådt hende over tæerne. Så kunne man jo bare håbe en var klar med en brandslukker, mere for hans egen skyld. ”Jeg gik herned fordi jeg satte ild på en mudderblodsunge… Han mente også at willier burde være en del af undervisningen..” Hun sendte et hurtigt glødende blik mod Emrys, et blik som fik endnu mere liv at den gule iris og flammernes genskær i dem. Mens hun så på ham, gled en dyrisk knurren op fra hendes strube, og over hendes læber. Hun virkede et kort øjeblik uendeligt truende, men så vendte hun igen blikket væk fra ham, og stirrede fast ind i ilden. Han havde placeret sig fornuftigt, det måtte man give ham. Ilden var lige præcist det der kunne distrahere hende, og nu hvor de begge sad ved den, forhindrede den hende i at gå fuldstændig amok. Havde de været på en tom gang, eller noget lignende, kunne tingene have taget en helt anden drejning allerede nu.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Emrys Cadwallaer AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 762 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT I'm slow and I'm sorry. CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Emrys Cadwallader]

Han kunne ikke trække blikket fra hendes ryg, imens han lyttede til hendes talen. Ingen skulle tro at de var ildens herskere. Hverken den rigtiges eller Psyches. Og det var måske netop en af de grunde til at både ild og hende drog ham så stærkt. Der var intet han følte var mere spændende end det utilnærmelige. Da hun bemærkede, at hvis han hævdede at den lille kaminsild skulle være hende overlegen, smilede han. Han vidste hun mente det, men smilet hvilede der ufravigeligt, et hemmelighedsfuldt smil. ”Der findes mennesker, der ville være bedre at forbande end mig.” Han gengældte smilet, inden han fortsatte. ”Den altopslugende ild, det utæmmelige skønne element.. det er den jeg sammenlignede dig med. Den sidstnævnte. Den slags, der brænder upåpasselige fjolser, hvis ikke de passer på eller undervurderer den.” musede han og så på hende. ”Den slags man ikke bare sådan uden videre slukker.” Han så ud i den tomme stue, inden han lod blikket finde tilbage på hende.

Den tydelige giftighed, der lå i hendes tonefald da hun atter talte til ham, kunne sagtens have ætset mænd klogere og stærkere end Emrys hudløse, men efter at have kendt den syre i mange år, vidste han at man blot skulle respektere den og bruge den forsigtigt. Den var ikke uskadelig af den grund – men han kunne ikke frygte en, der besnærede ham så dybt. ”At krystallisere ilden er, som du siger, noget enhver kan gøre. Men ikke enhver kan røre ved ilden i dens naturlige form. Ilden er ikke skabt til at tæmmes ved at blive frosset med en besværgelse, så man tiltvinger sig magt over den og kan røre den med magt. Den er skabt til at være sin egen hersker, til at blusse naturligt som den vil og til at lade svagere elementer lide deres undergang under dens slikkende tunger. Og den er skabt til at brandmærke dem, den ikke synes er værdige til at røre den. Set i det lys er I meget ens, I to.” bemærkede han med et apatisk smil og så nysgerrigt på hendes hånd, idet hun fik en lille flamme til at danse på hendes håndflade. Selvom man rigtigt nok kunne fryse ilden i kaminen og på den måde tiltvinge sig at røre den, var det aldrig noget der var faldet Emrys ind og som han heller ikke ville gøre, selv nu hvor Psyche havde optegnet idéen. Han respekterede ilden som et vildt og utæmmeligt element, og ikke som en krystalliseret orange tam kerte. Da hun med et blik, der kunne rumme samtlige af verdens dødstrusler, så på ham og udpenslede hans manglende viden på det punkt, kunne han mærke hvordan det løb ham koldt ned af ryggen, inden han talte. Han vidste, at hun mente den slags blikke alvorligt og det kunne et årlangt bekendtskab gennem familierne ikke ændre på. Men han kunne heller ikke ændre på, at det lå til ham at komme gennem den slags situationer verbalt og forsøge at slukke den ild. Han brød sig aldrig om, når han fik de blikke. De hørte hendes spruttende temperament til, javist – men han vidste godt hvornår man skulle holde sig ud af brændende bygninger. ”Det burde jeg, men min bog er beklageligvis mangelfuld på emnet. Men enhver kan blive klogere hvis de vil lære, især på emner som wilier og deres formåen. Jeg ville nu ikke sige nej til ekstraundervisning i nogle af de to fag. Selvom jeg dog ikke tror at hverken den tykkeste lærebog indenfor Forsvar Mod Mørkets Kræfter eller Magiske Dyrs Pasning og Pleje ville kunne beskytte mig mod din løbske vrede, som den blusser nu.” sagde han og så blot på hendes ryg, idet hun vendte sig om og talte. Endnu en havde strøget en tændstik til hendes temperament.

”Den der leger med ilden, må forvente at blive brændt. Når han siger den slags, burde han være en del af undervisningen, hvis ikke du får ristet ham først. Selvom det næste du rister garanteret bliver mig.”

[/b] kom det gravalvorligt fra Emrys, imens han så hende i øjnene og så flammernes spil i de gule irisser. Respektfuldt og impulsivt bøjede han hovedet, da han hørte en dyb knurren langsomt kravle op fra hendes strube og ud i rummet, men da hun lod sit blik fordybe sig i kaminens ild igen, lod han sine øjne gøre ligeså. ”Undskyld. Det var ikke min mening at kaste brændsel på bålet.” mente han oprigtigt, men så blot ind i ilden, imens han talte. Han hadede at indrømme, når han selv var skyld i hendes vrede, men hun havde implicit ret: han kunne bare have ladet være med at driste sig til at spørge. Han kunne ikke lade være med at være fascineret af det temperament, selvom han vidste at han lige der ikke burde kommentere på det, hvis han stadig ønskede at være i et stykke og ikke blive skåret i strimler af hendes kløer eller ristet som en skumfidus. Det var en reel fare for ham selv, at han nok næppe ville have noget imod at blive skåret i strimler af lige hende. Han måtte bevare sin rationelle tankegang, hvor svært det end var i hendes hedes nærhed. På en gang var det frygtindgydende og fascinerende, hvordan hun kunne formå at have en sådan vildskab og et så iltert temperament, og samtidig virke så tiltrækkende på ham.

Det kunne godt være, at han som dedikeret Hallow forsvarede enhver magikers ret til at udøve magi, men det betød ikke at han ikke respekterede magiske væsners ret til at være frie som de var ment til fra naturens side. Ligesom at husalfer havde en ret til at være frie, ligeledes havde wilierne. Hvad end man var magiker eller muggler og ytrede den slags meninger, var man lige uforskammet i hans øjne. Og at han havde ytret det om lige Psyche gjorde ham blot endnu mere vred over at nogen mennesker tog sig den slags friheder. At sige at man skulle inkludere en wilie i skoleundervisning ville være som at sige at man måtte bruge en af de mugglerfødte elever i skolen til at undervise om mugglere. Det ville være uetisk. Han ville også nødigt se den klasse, der skulle have Psyche som undervisningsmodel. Han var ikke i tvivl om, at de ville få svitset både hud og hår. ”Skulle jeg finde asken af ham et eller andet sted på skolen i morgen, så kan han da ikke sige at han ikke selv var ude om det.” mumlede Emrys lidt mindre højlydt end han burde, og satte sig bedre til rette i lænestolen. Eller var meget heldig. Han udforskede ikke sin tanke, men lod den blot brænde, imens han så ind i ilden.
[/blockquote]

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Emrys havde ret. Han ville nok aldrig være den helt rigtige person at forbande, men ikke desto mindre, var han efterhånden i reel fare for at blive forvandlet til en tudse. Faktisk troede hun heller ikke der ville ske det store, skulle hun vælge at kaste en forbandelse over ham. Hvis hun ophævede den hurtigt nok, ville han sikkert bagatellisere det, og ellers ville det sikkert kun være en mindre flok hallows hun fik på nakken. Det kunne umuligt være noget hun ikke kunne klare. Mens hun lod sig selv dvæle ved denne tanke, lod hun Emrys snakke alt hvad han ville. Efter at have kendt ham flere år, havde hun efterhånden lært, at man ikke altid behøvede lytte 100% til alt hvad han sagde. Hvis man bare sørgede for at se tilpas opmærksom ud, og nikkede forstående på de rigtige tidspunkter, var det sjældent at han opdagede at man ikke lyttede. På den måde lod hun ham snakke ud om sit yndlingselement, ilden, før hun lod sig selv vende helt tilbage til starten, og svarede på noget af det første ham havde sagt. ”Måske er det ikke genialt at forbande dig, men jeg agter stadig at gore det hvis du ikke passer på… Jeg havde engang en drøm hvor jeg forvandlede dig til et træ, og satte ild på dig. Min intuition mig, at du personligt ville lære mig besværgelsen til at virkeliggøre det, hvis jeg bad dig om det” Hendes tone var noget ligegyldig, og på trods af truslen der lå i sætningen, formåede hun faktisk at se ud som om, hun lige havde oplyst ham om hvad klokken var eller noget lignende hverdagsagtigt.
Da hun ligesom havde sagt hvad hun ville, og ikke længere fandt emnet voldsomt interessant, lod hun være med at bygge videre på deres lille flammesnak. Hun anstrengte sig dog alligevel nok til at smile til ham, som tak til den kompliment hun havde opfanget. Hun valgte i hvert fald at opfatte, den lighed han så mellem hende og en steppebrand, som en kompliment.

Det var dog ikke længe han formåede at holde sig selv sikker, og det skyldtes nok hovedsagligt, at hun ikke ligefrem var typen der pludselige glemte, at hun var vred. Tværtimod var det noget hun var temmelig god til at huske på. Selv hvis hun ikke havde husket det, havde hans lange tale mindet hende om det. Hun var ikke helt sikker på om han gav hende ret, eller ej. Faktisk irriterede det hende grænseløst, at hun ikke var helt sikker på hvad det var han sagde, men sådan som hun umiddelbart hørte det, syntes hun faktisk det fremstod som om han gerne ville have wilier ind i undervisningen. Han havde ret; den næste hun ristede ville helt sikkert blive ham, for han bevægede sig støt hen mod det, som en uundgåelig konsekvens af det han sad og sagde. Intet, ikke engang båndet mellem deres familier eller hans status, ville kunne beskytte ham nu. Medmindre der kom en rigtig god undskyldning, ville han snart få et brandsår til samlingen, for det ville ikke være første gang hun havde sat ild på ham, hvis det kom dertil.
Undskyldningen kom dog temmelig hurtigt, og da den kom en hel del bag på Psyche, sad hun i tavshed og tyggede lidt på situationen, mens Emrys fik ro til sine tanker. Hun havde stadig lyst til at sætte ild på ham, og det var det der stod tydeligst i hendes sind, lige indtil hun hørte Emrys’ mumlen. Det at hun hørte det var nærmest rent held, men det fik hende trods alt til at trække på smilebåndet. Faktisk var hun meget tæt på at grine. Der havde været et eller andet ved den måde Emrys havde sagt det på, og selve sætningen i sig selv, var der også noget komisk i.

Hun vendte sig endnu en gang væk fra ilden, og vendte denne gang fronten helt mod Emrys, så hun endte med at sidde i havfruestilling foran stolen og så op på ham. Positionen i sig selv var noget underdanig, og et øjeblik syntes Psyche faktisk at Emrys lignede en form for regent. Hun slog dog hurtigt tanken fra sig, for selvom hun ikke kunne benægte at han faktisk så godt ud, ville hun aldrig nogensinde kunne tænke på ham som overlegen. Ikke i forhold til hende selv i hvert fald. Alle og enhver kunne fastslå at han var de mugglerfødte elever overlegen. Hun sendte ham et sødt, lokkende, og vitterligt ildevarslende smil, mens hun trak sig op, så hun sad på sine knæ foran ham. Det var ikke svært for hende at fange øjenkontakt med ham, og da det lykkedes, gled ordene over hendes læber, med en hypnotisørs glathed. ”Hvis du kan finde på 7 komplimenter, til mig, lige nu og her, lader jeg være med at rive dit hoved af... Hvis de er gode nok, kan det være jeg vil overveje det, næste gang min far siger, jeg burde gifte mig med dig” Hendes smil vippede kort en lille smule ekstra opad, men det underminerede bestemt ikke det indtryk, at hun mente det alvorligt.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Emrys Cadwallaer AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 829 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Emrys Cadwallader]

Psyches ord, der vendte tilbage til hendes forhenværende trussel om at forbande ham, en trussel der ulmede som flammerne i kaminen foran dem, når man sad i nærheden af hende, skar gennem stilheden som den hylende vind der kæmper sig igennem et snedækket vinterlandskab, og han bøjede hovedet og så ned på hende, imens han lod hovedet hvile på det ene armlæn og benene ud over det andet. I modsætning til hvad hun havde udviklet af strategi til at udholde at være i selskab med hans store vandfald af ord, havde Emrys altid næret en fascination til alt hvad hun sagde og lyttede med spidsede ører efter hvert et ord hun måtte ytre. Der var nu heller ikke nær så mange af dem i forhold til hans egne. Uvilkårligt brød et tænksomt smil frem over hans læber, og han lænede sig frem ud over stolen og så ned til hende, der sad i havfruestilling på det mørke kryptgulv. Han var bestemt ikke i tvivl om at hendes trusler så absolut var reelle efter at han havde været vidne til hendes temperament i mange år og den vrede, som en uoverlagt formulering kunne frembringe hos hende – men i den formulering hun netop sagde, var der alligevel en lille del, der fik ham til at føle sig en smule lettere om hjertet. ”Jeg tror nok det er den største ære jeg nogensinde er blevet tildelt af dig. Også selvom det er fremkaldt af din underbevidsthed.” halvt svarede, halvt filosoferede han fra stolen og foldede hænderne over maven. ”Det var dog nu ikke forbandelser, du bliver udsat for i mine drømme.” tilføjede han drillende, og drejede sig om i stolen, så han bedre kunne se hende. ”Jeg ville nu hellere selv antændes af dine egne ildkugler, som dem du fremkaldte dengang vi var mindre og noget krydsede dig.. den naturlige ild har noget mere fascinerende over sig end den fangne og fremtvungne, som jeg kunne lære dig. Du ville vel ikke have noget imod selv at stikke ild på mig?” spurgte han med et ligefrem venligt smil, og lod håndfladerne hvile på knæene, imens han betragtede hende. Skæret fra ilden dansede på siden af hans ansigt som et lysbad af en profilfigur. Selvom han ikke direkte sagde, om hvorvidt han ville bryde sig om at blive forbandet af hende eller ej, var der en undertone i hans tonefald, der indikerede at han nærmest lød som om at det var en appellerende tanke for ham. Hvis lidelsen var det eneste hun kunne bringe ham af erkendelse på hans eksistens – så ville han tage imod den. Nogen gange kunne man ikke få mere end smerte. Hun bragte ham dog alligevel så meget andet end det smertelige – glæde, tænksomhed, beundring.. kunne noget så godt for en i virkeligheden kun betyde smerte?

Han førte blikket tilbage imod kaminen, men efter blot at have ladet ilden svælge let i øjnene, lod han blikket glide ud i den tomme opholdsstue. Det var ikke usædvanligt, at man kunne være alene i opholdsstuen – men alligevel var der en vis form for surrealisme at sidde i en stol nær Psyche, vel vidende at han om lidt kunne blive antændt af et vredesudbrud og ikke blive fundet før efter aftensmaden. Atter søgte hans blik tilbage mod hendes fortryllende ydre, og hans øjne blev mødt af et dristigt smil med dybt farlige undertoner, hvor han krøb op og sad på armlænet, idet hun satte sig på knæ og fastlåste hans øjenkontakt. Han lod sine øjne svælge i den ellers uvante fornøjelse, det var at se ned igennem hendes perfekte øjne, og vide at han sad og så i hendes øjne – døren til sjælen. Nærmest som i trance hørte han, hvordan hun bad ham om at give hende syv komplimenter, og han lænede sig frem ud over knæene oppe fra armlænet. Hans læber trak sig op i et smil, idet han så på hende med et anerkendende og fascineret blik, som et barn der betragter flagermus i et glasbur. Hendes sidste sætning fik ham pludselig til at åbne munden, uden at der blev sagt noget, men han sank blot en klump. Deres familier havde været tæt knyttet, og at hendes far kunne have fremsat ham som mulig fremtidskandidat var naturlig, i forhold til at han var af fuldblodsslægt og en ganske velhavende en af slagsen, foruden at de var venner – men alligevel virkede det pludselig meget nært. Han hoppede ned i stolen, og lænede sig ind imod hende, knælende på gulvet. ”Kun syv? Er det syv dødssynder jeg vil bøde for om lidt.. eller syv hjertevindende floskler?” musede han først, og så derefter uudgrundeligt på hende inden han lod sine øjne glide langsomt ned over hendes hår. ”Dit hår er som lange smukke væv af gyldne morgenstråler.. og det falder om dig som et levende gardin af perfekt silke.” bemærkede han først, og lænede sig frem mod hende. ”Du er så utæmmelig som ildens element, og med et temperament som den altudslettende varme den indeholder. Du kan få enhver til at bøje sig for din hede aura..” tilføjede han og bukkede hovedet. ”Du er så stolt som en dronning, og har verden under dig som den værdige regent du er. Mig selv inklusiv.” tilføjede han til sin række af komplimenter. Den fjerde fik ham til at se på hende med et nostalgisk blik, inden han talte. ”Du er så mystisk som daggryet indhyllet i tåge, og denne interessanthed lokker folk til dig som møl drages af flammen.” betroede han hende. Nu kravlede han ned på gulvet, og så på hende. ”Æstetisk er du al verdens skønhed i en og samlet fysisk form, og får en uforvarende beundrer til at forglemme sig i den skønhed, som du bærer med ynde.” Han fortsatte upåvirket: ”Men skønhed er medfødt, og dit indre er tilegnet. Under skønheden er der en stolthed og uafhængighed, som får en til at føle at du ikke blot er en underdanig , men en ligelig værdig spiller. Farlig. Men interessant ikke desto mindre.” Den syvende bed han sig let i underlæben, inden han sagde: ”Min 7. kompliment er en hyldest til dine evner som forførerske. For du har mig og min beundring nok uløseligt i din grundvold. På godt og ondt.” Han så på hende med et kort smil. ”Og det kan du så bruge til hvad du vil, kære Psyche.”

[/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Godt tilbagelænet og med temperamentet indstillet på tålmodighed, lyttede Psyche til Emrys og alt hvad han nu måtte have at sige. Det undrede hende ikke rigtigt, at han funderede nærmere over hendes drøm om at sætte ild på ham. På samme måde kom det heller ikke rigtigt bag på hende, at han nærmest lød henført ved tanken om at hun ville sætte ild på ham. Sådan var Emrys for tid til anden, Psyche mistænkte ham for at være en smule maschocistisk, ikke markant, men måske en lille smule. Selv fandt hun det en lille smule tiltrækkende, men det var nok aldrig noget hun ville indrømme. Hun fastholdt sit blik på ham, og svarede uden tøven, da hans talestrøm stoppede længe nok til at det var muligt for hende. ”Jeg tror sagtens jeg kan gætte hvilken rolle jeg har i dine drømme” Et listigt smil hvilede ganske kort over hendes læber, før blinkede drillende.
Hun holdt en ganske kort pause, før hun fortsatte svaret, til hans tankerække. En ganske kort pause, så hun lige kunne overveje sine ord, før hun sagde dem. Det gjorde dem dog ikke videre velovervejede, eftersom hun trods alt ikke tog sig helt så lang tid. I modsætning til Emrys, der virkede som om han planlagde hver eneste bevægelse og hvert eneste ord, havde hun det generelt med at være langt mindre velovervejet. ”Selvfølgelig ville jeg bruge min egen ild, hvad regner du mig for?” hun placerede et let dask mod hans arm, uden det smil der hvilede på hendes læber, på noget tidspunkt falmede ”Det er det med et forvandle dig til et træ, jeg ikke er helt sikker på hvordan man gør, men der må vel findes en besværgelse et sted” Psyche gav sig hen til eftertænksomhed, før hun lod emnet ligge, og gik videre til næste punkt på listen.
Hun forlangte 7 komplimenter, som erstatning for den ene fornærmelse han havde været uforvarende nok til at lade slippe forbi hans, ellers meget effektive, tankeforsvar. Hun forventede klart at de ville komme, og hun forventede også at de kom prompte og uden alt for meget eftertanke. Men selvfølgelig havde han først brug for at fundere over antallet. Naturligvis, når man tænkte over det, havde netop det tal det med at have en særlig betydning. Derfor måtte hun vel forklare sig ”Hverken 7 dødssynder, eller 7 ”floskler” –hvad det så end er” Ordet ”floskler” blev tydeligt markeret med gåseøjne. Det var ikke usædvanligt at han brugte ord hun ikke kendte, men det var meget sjældent hun lod ham vide det. Så hellere smile og nikke, og svare det der virkede passende. Denne gang til en forklaring, som var uafhængig af hvad en floskel helt præcist var.”7 komplimenter, fordi en klog kvinde engang fortalte mig, at en ægte ven har 7 komplimenter klar, for hver eneste fornærmelse han, eller hun, måtte ytre” Hendes smil blev vemodigt, og selvom de fleste følelsesudtryk i hendes ansigt normalt var kortvarige, blev dette der i længere tid. Den kloge kvinde, med den interessante læresætning, havde været Harmonie Guillotine. Det kunne godt være Psyches mor havde været dobbelt så hidsig som hende selv, men hun havde bestemt haft sine gyldne øjeblikke, og i Psyches perspektiv havde hun været en kærlig, varm og elskelig mor.
Heldigvis kom de videre i teksten relativt hurtig. Det var heldigt, eftersom hun helt sikkert ville begynde at græde, hvis hun fik for meget tid til at tænke på sin mor. Dér ville hun helst ikke hen, for der var intet der skadede hendes stolthed som den slags pjat. Hvis der var én svaghed hun havde, var det hendes komplette mangel på evnen til at ligge lige netop sin mors død bag sig. Selvom hun følte sig vitterligt nedtrykt, og mest af alt havde lyst til at gå, voksede hendes smil i takt med Emrys’ kreative komplimenter og lange ordspind. Den dreng ville kunne tale sig selv ud af en tropisk orkan, og han ville kunne gøre det uden problemer.

Da han til sidst holdt inde, og endte med at sidde foran hende, kastede hun sig nærmest frem, for at give ham et kram. Det var bestemt ikke typisk adfærd for hende, men det var da noget der skete i ny og næ, og heldigvis var det ikke første gang Emrys havde været udsat for det. Den slags kram var belønningen for et veludført stykke arbejde, og ikke mindst en belønning for at have fået hende til at smile, selvom hun følte sig elendigt til mode. Så var der selvfølgelig også det sidste aspekt, det hun nok ikke ville indrømme lige som det første, at hun havde det godt med nærheden.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Emrys Cadwallaer AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 773 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Emrys Cadwallader]

Hendes bemærkning omkring hans drømme, og om at hun var meget sikker på hvilken funktion hun havde i dem, undrede ham bestemt ikke. Det listige smil fik ham til at se tilsvarende sprælsk på hende. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om at du kan. Men gæt løs og beær mig med indsigt i dit dragende indre. Jeg er lutter øren for hvad smukke ord du måtte kunne hæfte på mine ydmyge drømme.” svarede han hende gravalvorligt igen, før han løsnede op i et skævt smil og hævede øjenbrynene let. ”Måske kan det endda være at jeg afslører hvilket af dine gæt der er rigtige.. selvom du jo nok kender mig godt nok til at ramme plet i første forsøg og at jeg så ikke behøver at afsløre noget, men nærmere bekræfte det.” tilføjede han i et yderst ærligt men velmenende tonefald, og smilede henført til hende. Han vendte sig let, så han bedre kunne se hende, og lod armene hvile på benene. Selvom han allerede havde på fornemmelsen, at det kunne gå hen og blive farligt ydmygende for ham selv – især hvis hun udviste en nærmest clairvoyantisk indsigt i hans drømme, hvilket nok ikke var svært for hende, der vidste lige præcis hvor hun havde ham – var der alligevel en tiltrækning ved at kunne komme til at lade hende tænke i hans baner, der appellerede til ham.

D

[/b]en tankepause, der opstod mellem hans tidligere ytrede ønske om at blive svitset af hendes egne ildkugler, fik ham til at lade fingerspidserne hvile mod hinanden på benene, imens han så på hende og med et intenst blik spændt afventede hendes svar. Han kendte disse pauser fra sig selv – og de indledte altid noget godt. Forventningen var omtrent ligeså stor hos ham nu, som den havde været juleaften for et par år tilbage, i hans forældres hjem ved et juletræ, der var ved at tippe af alle de gaver, der var blevet pakket ind under dets store granfavn. Dasket, der blev rettet mod hans arm, fik ham til at le lavmælt, om end stadig hørbart, og han lod blot sine øjne hvile et kort øjeblik ved hvor hendes hånd kort havde strejfet ham, inden han talte og brød den eftertænksomhedspause, der havde svævet i luften forinden. ”Mine syv komplimenter klargjorde vist hvad jeg regner dig for.. jeg ville blot sørge for, at jeg fik fornøjelsen.” påpegede han. ”Jeg skal med glæde forsøge at finde besværgelsen til dig, hvis du forsøger at få proppet tid til at forvandle mig ind i dit travle skema.. hvad siger du til næste weekend?” foreslog han muntert, og lo uvilkårligt. Sjældent var han i så højt humør, men han vidste udmærket hvorfor: hun var en positiv indvirkning på humøret, og tanken om at blive forvandlet til et træ af hende var slet ikke så ringe endda. Han havde ment samtlige af de syv komplimenter, han havde ytret, og der var ingen tvivl om at bad hun om syv mere, skulle hun såmænd nok få dem. At hun ikke umiddelbart vidste hvad floskler var, var i Emrys’ øjne helt tilgiveligt, og han resignerede sig blot med et skævt smil. Latteren fortog sig, men blev tilbage i hans ansigt som et varmefyldt smil, idet han med ærbødig interesse lyttede til forklaringen på, hvorfor hun forlangte syv. Hans øjne forblev ved hende, da hun fortalte at en ægte ven altid ville have syv komplimenter klar, og den sorrigfuldhed, der spredte sig over hendes ansigt, var halvt ved at få ham til at ville omfavne hende blot for at få den fordrevet, hvis ikke den var gledet væk af sig selv. Det kunne være mange, men Emrys havde halvt en fornemmelse af, at det kunne være Psyches mor, som hun talte om. Han ville dog ikke bringe det på banen, men sad blot og så på hende.

Den pludselig omfavnelse, der efterfulgte komplimenterne, var blottet for ord – og således ville han holde den i et stykke tid. Selvom han havde mærket hendes arme om sig før, var der altid noget særligt ved hvert kram, da de som oftest kom som noget tilegnet, og ikke blot som en hilsen, og med et blidt smil lod han sine arme lukke sig om hendes ryg, hvorefter han blot lukkede øjnene og nød fornemmelsen af hendes varme krop og den særlige uplacerbare duft, han forbandt med hendes nærvær. En uforklarlig varme og tilfredshed fandt frem fra hans mellemgulv, og han mindedes ikke at have synes så godt om et kram givet fra hende før. Han mindedes ikke at have synes så godt om noget som helst kram før. ”Hvor længe er det siden vi sad sådan her sidst..?” mumlede han halvt spørgende, halvt døsigt og uden rigtig at registrere sit spørgsmål. Han havde på ingen måde lyst til at slippe hende, og han lænede sig blot ind mod hende. Jeg bør kramme dig noget oftere.. bemærkede han mentalt, og så blot på hende uden at slippe hende. ”Hvis det er belønningen jeg får for at give dig 7 ærlige komplimenter, som du fortjener, så er det bestemt ikke sidste gang jeg vil smigre dig.” bemærkede han med en lille klukken, inden han atter henfaldt til stilhed.
[/blockquote][/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche havde bevidst valgt at lade være med at svare på noget som helst. Hun gættede på, at hvis hun var musestille, ville Emrys også være stille, om ikke andet så lidt længere tid end han plejede. Jo længere tid han var stille, jo længe tid kunne for alvor nyde godt af hans nærhed og det gode valg hun havde taget, da hun valgte at kramme ham. Der var intet som at hvile trygt i en god vens arme, og at vennen i dette tilfælde var en stor og stærk fyr, var bare en fordel. Så kunne man selvfølgelig diskutere præcist hvor stor Emrys var, men uanset hvor meget man vendte og drejede det, var han da større end hun var. Så var det egentlig ikke så vigtigt hvad de andre måtte synes, for hende var han et solidt klippestykke, og det var nok til at hans omfavnelse gav den ultimative tryghedsfølelse, når man kombinerede det, med det faktum at hun havde kendt ham… Siden for evigt, nærmest.
Selvfølgelig kom det tidspunkt hvor Emrys ikke kunne være stille mere, og det faktum at hun nærmest havde ventet på det, fik hende til at le ganske kort. Men kun ganske kort, for bagefter lagde hun sit hoved ind mod hans skulder, og begyndte at tænke over hans spørgsmål. Hun delte ikke ligefrem ud af kram dagligt, så hun blev faktisk nødt til at tænke langt tilbage. Da der var ved at være fået så lang tid, at det virkede som om hun ikke havde tænkt sig at svare, lykkedes det hende at komme i tanke om noget. ”Jeg tror det var efter juleballet, da jeg kom ud fra sygefløjen.. Muligvis inde på sygefløjen, men jeg var på noget sygeplejersken havde givet mig, så jeg har ikke været helt klar i hovedet” Til juleballet var Psyches date Damien og hendes crush Edward kommet op at slås, og hun var kommet i vejen for en fæl sectumsempra-besværgelse kastet af Damien. Edward havde fået hende op på hospitalsfløjen, eftersom han var det eneste alternativ til Damien, som bestemt ikke ville gøre det. Hun havde stadig ingen anelse om hvor længe hun havde været på sygefløjen, men hun vidste da at sygeplejersken havde gjort et godt stykke arbejde. Man kunne kun se at der var sket noget, hvis man vidste præcist hvor man skulle se efter de utydelige ar. ”Eller efter juleferien, dér krammede jeg dig helt sikkert. Om vi sad lige præcist sådan her den aften, er jeg ikke sikker på.” Hun drejede hovedet lidt og pustede drillende ind mod hans øre. ”Dine spørgsmål er for svære” Mens hun beklagede sig, flyttede hun sig, så hun i stedet sad på hans lår og hvilede hovedet ind mod hans skulder.

”Omkring de der andre ting” Hun pustede endnu en gang op mod hans øre, ventede halvt om halvt på at det ville drive ham til vanvid. ”I næste weekend lærer du mig at forvandle dig til et træ, og nu begynder vi at snakke om dine drømme” Hun rykkede sig en smule væk, og sendte ham et blændende smil, før hun igen lagde hovedet ind mod hans skulder. ”Det mest åbenlyse ville vel være at sige, at du drømmer om sex” Med en hjemmevant bevægelse, trak hun hans halskæde frem fra under hans trøje, og pillede ved den tynde lædersnor. ”Og det gør du sikkert også, men det er ikke specielt interessant at snakke om, er det vel? De saftige detaljer er nok heller ikke opholdsstue-materiale” Et piget fnis fandt vej over hendes læber, mens hun rettede sit blik mod den lille krystalkugle for enden af lædersnoren. ”Måske drømmer du om situationer som denne her; at sidde sammen med mig foran den buldrende ild, muligvis uden tøj på, eller muligvis med et eller andet bevis på at du er minister for magi i nærheden.. Jeg har en mistanke om at du drømmer meget om politik, men jeg har meget svært ved at se hvordan jeg skulle passe ind i den sammenhæng” Med en kort hm-lys gav hun slip på hans halskæde, og pustede kort til hans øre, før hun rykkede lidt væk for at se spørgende på ham. Hun havde ingen anelse om, om hun havde ramt plet, men det var hendes klare forventning at han nok skulle sige det, hvis hun havde. Måske ikke direkte, men så var han jo belemret med et meget udtryksfuldt, og til tider forræderisk, ansigt. Hun skulle nok kunne aflæse det på ham, hvis han havde en specielt reaktion, på noget af det hun havde sagt.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Emrys Cadwallaer AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 765 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Emrys Cadwallader]

Ikke et ord kom over Emrys’ læber, imens de sad og nød hinandens nærvær og den salige ro, der lagde sig over dem. Han gjorde ikke engang noget tiltag for at åbne munden, hvilket de begge vidste at han normalt ikke havde noget problem med at gøre, men lod blot sine øjne forblive lukkede, for ikke at lade et eneste øjeblik af dette magiske øjeblik gå til spilde. Og for en gangs skyld følte han ingen trang til at bemale den levende stilhed imellem dem med ord, takket være en blanding af Psyches egen verbale tilbageholdenhed og hans eget følelsesmæssige virvar. Billedet, som han ikke behøvede at åbne øjnene for at se, var allerede en perfekt harmoni af farver og ukendte følelser, og hans ord, hvor eksotiske og velklingende de end måtte være, var komplet overflødige nu i hans øjne. Ord ville blot ødelægge den ubeskriveligt formidable situation han nu sad i, med armene slynget som et velmenende spindelvæv om hendes overkrop og hans hænder hvilende ved hendes perfekt buende skuldre. Hendes tilstedeværelse kombineret med øjeblikket og omfavnelsen virkede på engang sødmefuldt levende og skræmmende surrealistisk: og det fascinerede og fortryllede ham. Eller også var det blot hende, der betog ham. Han var ikke sikker. Han havde dog ikke kunnet afholde sig fra at spørge, hvornår han sidst blev belønnet med et kram som dette, og den latter hans spørgsmål havde affødt fik ham til at smile bredt, imens han så på hendes hoved, der hvilede mod hans skulder. En underlig følelse af tilfredshed fandt sig vej op langs hans rygsøjle, og han blev lullet ind i en behagelig mental labyrint af ligegyldige tanker, indtil Psyche talte igen. En let brummen fandt over hans læber, da han selv forsøgte at erindre juleballets hændelser. ”Jeg kan i hvert fald huske at jeg var på bekymringens overdrev, da jeg hørte hvad der var hændt dig, så vi var vist begge noget groggy.” bemærkede han apatisk, og så ind i kaminen, inden hans øjne fandt vej til hendes perleskinnende hår igen. ”Men jeg krammede dig vist nok ved den første mulighed jeg fik.” tilføjede han, og smilet blussede op på hans læber igen, ligeså voluminøst som havde det ikke været visket væk af erindringen om hendes ulykke.

D

[/b]a hun nævnte tiden efter juleferien, lyste han op i et varmt smil, fremprovokeret af genkendelsen. Hvordan kunne han dog glemme det kram? Han havde i al hemmelighed været omringet af mentale glædesskyer den efterfølgende uge. ”Helt så nære var vi vist ikke, nej. Selvom jeg næppe ville have haft indvendinger, heller ikke den gang.” fik han indskudt, og smilte bredt og veltilpas.
Hendes drillende pusten i hans øre fik overrasket ham på bedste vis, og han mærkede en let gysen falde ind over sig. Hun fik ham jo til at miste sin allerbedste selvkontrol – i hvert fald mentalt! Hendes positurændring tilvejsbragte noget af et overrasket og komisk ansigtsudtryk hos ham, inden han lænede sig ind mod hende. ”Du alene er for viderekomne, Psyche.. sværhedsgraden på mine spørgsmål matcher jo blot niveauet på konkurrencen.” drillede han hende lavmælt. Endnu et pust havde den ønskede effekt, og han lukkede øjnene og bed sammen for at holde sig selv nogenlunde besindig, inden han løsnede op i et kryptisk smil. Det havde mere end tydeligt for ham en vis virkning, og med hende siddende på hans lår, var det svært ikke at lade sig sanseløst forføre. Han fik med en vis anstrengelse fokuseret på hendes bemærkning om træet, og nikkede. Det blændende smil hun sendte ham, fik ham endnu engang til at lukke øjnene, men uden at noget af det hun sagde gik ham forbi. Så præcist, så knivskarpt som det var. Det første hun lagde ud med fik hans puls i vejret – og det var ikke uden en vis lettelse at hun ville lade de ”saftige detaljer” forblive i intetheden. Han var ikke sikker på at det ville være kløgtigt at snakke den del af hans drømme, med hende siddende som hun gjorde. Hun skulle bare vide.. eller, lige den del var måske ikke..
Han fulgte hendes bevægelser og leg med lædersnoren, hvori hans krystalkugle hang, og imens han lyttede til hende, kæmpede han en brav kamp for at holde sig selv i skak. Jo dybere ind hun kom i hans drømmes natur – og hun havde ingen fejl gjort indtil nu – jo mere opspilede blev hans øjne, bredere hans smil og mere hævet hans hoved. Fnyset til sidst fik endnu engang vækket følelser, der godt måtte holde sig langt væk, og da han åbnede øjnene igen og så ind i hendes spørgende øjne, smilte han gådefuldt. Politik, hende, ministerposten.. alt sammen ting han genså i sine drømme. ”Bør jeg være foruroliget over den formidable indsigt, du har i mine drømme?” spurgte han hende, imens han let løsnede skjorten i halsen. Han vidste, at hans mimik afslørede alt om hendes fuldkomne sejr over ham. Smilet bredte sig let ud som en vifte, inden han fortsatte. ”Du har ikke nævnt noget, der ikke er et gennemgående element i mine drømme. Politik er dog klart det stærkeste. Og så dygtig en tyder som du er, kan du sikkert sagtens lave en prioriteret orden af de andre elementer.” bemærkede han, inden han lænede hovedet tilbage. Han kunne stadig mærke de fysiske tegn på hvad hun gjorde med ham.

”Åh, jeg tror nu nok at der er en vis sammenhæng. ” tilføjede han alvorligt. En bemærkning som den burde have været spøgende, men givet konteksten kunne han ikke give den et komisk islæt. ”Ildsprudlende slagmark, politikken..” musede han blot, inden hans tunge bandt knude på sig selv. Han betragtede hendes uforlignelige skønhed med et smil, inden han fik fundet ordene igen. ”Du har en ubeskriveligt magt, Psyche.. som en dronning.. ved du godt det?” påpegede han stadig smilende, men uden at uddybe det. Hun var magtfuld – ingen tvivl. Men på mere end et enkelt punkt. Han alene var et godt bevis på hendes magt..
[/blockquote][/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche så med en dyb tilfredshedsfølelse på Emrys, og studerede indgående hans reaktion på hendes små drillerier. Hun nød denne leg, med den uskrevne spilleregler, men kun fordi hun var ved at vinde. Ind til videre, kendte hun Emrys ret, skulle det nok lykkedes ham et bevare selvkontrollen. Han var for moden til lige pludselig at give slip. Det var i hvert fald sådan hun kendte ham, og det var nok også derfor hun stadig kunne lide ham efter så mange år. Hun var hurtigt blevet træt af ham, hvis han havde været ligesom alle de andre. Alle de der drengerøve man kunne finde på Hogwarts havde aldrig rigtigt fanget hende. Eller, det var ikke helt rigtigt, Edward havde. Hvorfor stod ikke helt klart, men ligesom Emrys, var han ikke en voldsomt fremfarende type.
Grundet tankerækken havde hun været en smule fraværende, men nu vendte hun igen sit skarpe, intelligente blik mod Emrys. ”Sååå… Jeg er for viderekomne, hva’?” Hendes blik på ham var beregnende, og endnu en gang måtte han tage sig i agt, også på trods af, at han ikke havde ment noget ondt. Det var en del af et yderst stimulerende spil, som aldrig nogensinde ville komme til at stå på standby. ”Hvad er det for en konkurrence du snakker om?” hun lagde hovedet en anelse på sned, og så på ham med et undrende blik, som om hun ikke vidste hvad han snakkede om. Uskyld var et udtryk der faldt hende overraskende nemt, selvom uskyldig nok nærmest var det sidste hun var. ”Kæreste Emrys, søde rare Emrys…. Det må være noget der foregår i dit hoved, og sådan en trang til konkurrence er ikke sund.. Tænk på dem det går ud over, dem der ikke kan tåle når de taber” Hun aede ham blidt over kinden, mens hun så på ham med en påtaget bekymring.
Det var dog ikke noget der holdt ret længe, for selvom hun var en god skuespiller, morede lige netop det her skuespil hende ikke videre. Drømmene var mere spændende, hans drømme var mere spændende, og hvis ikke det havde været for almindelig høflighed og en vis respekt for ham, havde hun afkrævet ham hver eneste lille detalje, om hver eneste lille drøm han muligvis kunne huske. Da hun ikke ville gøre det, selvom hun var voldsomt fristet. I stedet valgt hun at besvare hans spørgsmål til hendes indsigt, med et gådefuldt smil, hvorefter hun lod et enkelt lydløst ord forme sig tydeligt på hendes læber ”legilimency”. Det mugglerne kaldte for tankelæsning. Kraftfuld magi, og helt sikkert en gren af magien som Psyche ikke havde styr på. Hun mente ikke at hun kunne få Emrys til at tro på, at hun mestrede tankelæsning, men med en smule held, virkede hun overbevisende nok, til at kunne skræmme ham i et par sekunder. Hvis bare han var skræmt i et par sekunder, lige præcist længe nok til at hun ville nå at se det, var reaktionen som ønsket, og så ville hun være glad. ”selvfølgelig har jeg en ubeskrivelig magt, jeg kan læse dine tanker” hendes smil var stadig snedigt, mens hun betragtede ham med de skarpe og intelligente øjne, som kendetegnede hende. ”Og så er jeg også ret god til spillet, er jeg ikke?” hun strøg ganske langsomt en pegefinger hen over hans underlæbe, før hun igen flyttede på sig, og denne gang gjorde mine til at rejse sig op. Det kunne godt være det var meget rart at sidde der på gulvet og lege med Emrys, men det ville være lidt mere rart at sidde der på lænestolen og lege med Emrys. ”men det vigtigste, min kære, er den indflydelse jeg har på dig”

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Emrys Cadwallaer AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 612 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT click!. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Emrys Cadwallader]

Idet Psyche gjorde mine til at rejse sig op og placere sig i stolen for at udøve sin magi i endnu højere grad på ham, fik Emrys omgående rettet sig op i stolen, strukket benene ud på gulvet og smilede indbydende op til hende, idet han fjernede den venstre hånd fra armlænet for at gøre plads til hende. På hans ansigt kunne man stadig se den effekt, et enkelt lille ord havde haft på ham, et ord uden lyd: legilimensi havde han kunne aflæse på hendes læber. Hans bryn var løftede, hans læber sammentrukne og det smil han sendte til hende var indbydende, men stadig ikke uden at han var ærefrygtig omkring tanken om at hun skulle se en skamfuld side af ham. Han smilede flyvsk, idet han slikkede sig om læberne for at fastholdet mindet om den finger, hun havde ladet dvæle der før. Den anden, hvis hånd var stedt til hvile på den venstre arm, eksisterede nærmest ikke for ham, så optaget var han af at se op på den fortryllende skikkelse med det månegyldne hår, som fangede ildens vage skær i dets lokker. Uanset hvilket lys, om det var ildens eller det mere naturlige sollys, fremstod hun guddommelig. Endnu engang blev han mindet om hendes sære evne til at fremstå endnu skønnere for hver eneste gang han så hende, og et bredt smil vandt sig vej over hans læber ved tanken. Han lænede hovedet tilbage på ryglænet og smøg skjorteærmerne let op uden at fjerne blikket fra hende, inden han valgte hurtigt at gennemse alt hvad hun havde sagt i hans tanker. Javist, han bed mærke i hver eneste forførisk detalje, hvert eneste drillende smil og hvert eneste ord i hans retning, når det kom fra hende. Når hun først havde vævet sit spind omkring ham, var han fuldkommen i hendes vold; og han havde aldrig nydt udsigten til at tabe spillet mere.
Hun havde bidt mærke i hans tidligere ord om at hun var for viderekomne med en mimisk maske af salig uskyldighed, et slør der klædte hende godt. Ydre udtryk havde hun altid været en mester i at kontrollere og bære med ynde, ulig ham selv, hvis mimik aldrig lagde fingre mellem sandheden og udtrykket, selvom hans ord kunne gøre det. Men hvad han havde bidt mest mærke i, og som uden hans vidende havde fået en let vinrød kulør til at sprede sig omkring ørerne og i kinderne, var den måde hun havde tiltalt ham, imens hun havde strøget ham over kinderne. Mentalt kunne han stadig mærke det, selvom hendes fingerspidsers blide penselstrøg for længst havde fjernet sig fra hans hud. ”For at komme tilbage til hvad du før sagde, skønne Psyche..” begyndte han smilende, imens han krydsede fødderne foran sig, ”.. foregår der mange ting i mit hoved. Mangfoldige og smigrende, hvad angår dem der handler om dig. Og du har et glimrende værktøj til at finde frem til dem.” mindede han hende med et løftet øjenbryn om hendes tidligere trussel med legilimensi. Endnu engang kunne man dog se den milde frygt der lurede for at hun skulle gå ind og se alle de pinagtigt detaljerede tanker, der var at finde på hende i hans hoveds allerinderste. Hun kunne skam godt finde på det – og han var overbevist om at hvis hun blot ville det tilstrækkeligt nok, lå hans sind åben som en anden historiebog. ”Hvad ville du kigge efter af tanker, hvis du nu skulle en tur ind i mine tanker og drømme?” spurgte han nysgerrigt og så forventningsfuldt op på hende, som en der gerne ville have at hans tanker blev ransaget. Ups. Han tyggede let på sin underlæbe med blikket vendt tænksomt mod jorden, inden han så op på hende igen, nu med den samme ro og legende selvsikkerhed. ”Når man møder en mere overlegen modstander, er det ingen skam at lade sig besejre. Og i særdeleshed ikke, når det er en dronning, man står overfor som en lille springer på skakbrættet.” påpegede han, og så kortvarigt ind imod kaminen foran dem, imens smilet falmede og varmen i stedet fandt vej i hans tonefald. ”Så længe der findes nogle trøstepræmier til at dulme nederlagets bittersøde eftersmag, skal jeg nok forblive en god taber.” bemærkede han med et skævt smil til hende, og lod opfordrende sine fingre krybe hen over stolelænet for at fremskynde hendes selskab.

Emrys havde altid været en legendarisk god taber. Man skulle tro han var engelsk, hvad angik lige det karaktertræk, selvom at de begge to var walisere til fingerspidserne. Og når han var med Psyche, tabte han ikke; han vandt.
”Du er uovertruffen til dette spil, Psyche. Og din indflydelse på mig kender slet ingen grænser. Så lad os sige at jeg ender med at tabe.. selvom jeg naturligvis ikke gør det uden kamp.” fremsatte han hypotetisk og smilede, idet han trak benene op til sig og børstede lidt støv af knæene, ”Hvad ville jeg så skulle skænke vinderen som hendes sejrtrofæ? Og hvad ville jeg få af trøstepræmie? Andet end vores lille fine aftale om at jeg snart vil få rødder, blade og mærke din ild opsluge mig.” spurgte han med et interesseret blik. Hun gjorde det altid svært at blive bag sine fastsatte linjer. Men han blev der hver gang, smilende over det væld af ting, hun kunne gøre ved ham. ”Hvis du ikke har krav på stående fod, kan jeg fortælle dig hvad mine drømme mener du burde få som præmie..” foreslog han med et afventende smil og endnu engang tålmodigt ventede på at sin farligt forførende legekammerat ville sætte sig på stolen.

[/justify]

[Psyche Hestia Guillotine]

Med mine som en anstandsdame, satte Psyche sig på stolens armlæn, så det nu for alvor var hende der var den store. I hvert fald sådan perspektivmæssigt, hvis man rent faktisk skulle analysere et magtforhold mellem de to slanger, ville man sikkert nå frem til at Emrys havde overraskende meget kontrol. Han formåede trods alt at holde hendes temperament nede, og endda også at gøre det længere tid af gangen. Om han selv var klar om dette var tvivlsomt, for modsat ham kunne hun aldrig finde på at indrømme, at nogen skulle have en magt over hende. Det var hun simpelthen for stolt af sig selv til at gøre. Mens hun tænkte over hvad han sagde, lod hun den ene hånd finde vej til Emrys’ hår og pillede ved de røde krøller. ”Dine dybeste hemmeligheder og mørkeste tanker, dét er hvad jeg ville lede efter. De ting du ikke engang tør fortælle dine nærmeste venner, og de egentlige grunde til at fordelingshatten smed dig samme vej som mig. Din hemmelige trang til at stikke Abbey-tøsen i ryggen, så du kan blive leder for jeres lille mugglerelskende klub” Et kort øjeblik var det tydelige at Psyche ikke havde særlig meget til overs for medlemmerne af Hallows og deres leder. Faktisk var det mere lederen end de enkelte medlemmer hun havde et problem med, for Emrys var jo fin nok, og faktisk havde hun ikke rigtigt styr på hvem de øvrige medlemmer var. Nah, problemet var helt sikkert Abbey. Og hele ideologien i sig selv, men det havde hun ikke rigtigt lyst til at diskutere mere dybdegående med ham. I en duel på ord ville hun hurtigt tabe, især med en så veltalende modstander som Emrys.
Hun lod tankerne vige fra sin vens politiske tilslutning og sendte ham et legende smil, som et delvist svar til hans hypotetiske nederlag ”Jeg tror at du i virkeligheden elsker at tabe. Det der med modstand er bare noget du lader som om, for at give et godt indtryk” Efter at havde vendt sig en halv omgang, lod Psyche sig glide fra stolens armlæn og ned i Emrys’ skød, hvor hun hurtigt fandt sig til rette. Hun var ikke fan af trøstepræmier, folk burde hånes for at tabe, ikke belønnes med et trofæ som om de havde vundet. Og hvad var egentlig pointen i at vinde, hvis du fik en præmie selv hvis du tabte? Efter kort omtanke, kom hendes svar med en bestemt tone ”Ingen trøstepræmie. Taberen kan få lov til at servicere vinderne i noget tid, lave hendes opgaver og købe ting og sager til hende. Det skal aldrig være rart at tabe, så får vores samfund bare for mange tabere”

Psyche sank ind i eftertænksomhed i et stykke tid, og rejste sig derefter op igen ”Apropos lektier så bliver jeg nødt til at gå, jeg har en aftale med en af pigerne ” Hun så undskyldende på Emrys, og satte kursen mod pigernes sovesal hvor hun både skulle finde sine bøger og sin lektiedate. Før hun stormede op ad trappen, tog hun sig dog alligevel tid til at vende sig om og vinke til ham, for derefter at mime ”taber” hen mod ham. Og så af sted i en vanvittig fart, for hun følte sig temmelig sikker på at hun kom for sent.



//Out